Far, du skal ikke komme hjem til os mere! Hver gang du har været her, begynder mor altid at græde. Hun græder hele natten.
Jeg falder i søvn, vågner, falder i søvn igen, og hun græder stadig. Jeg spørger hende: Mor, hvorfor græder du? Er det på grund af far?
Så siger hun bare, at hun ikke græder, men bare snøfter, fordi hun er forkølet. Men jeg er jo stor nu og ved godt, at man ikke kan få sådan en forkølelse, hvor der også er tårer med lyd på.
Olles far sidder med sin datter ved et lille bord på en café i København og rører i sin kaffe i den lille hvide kop, som forlængst er blevet kold.
Olle har ikke rørt sit is, selvom det ser ud som et mesterværk foran hende: de farverige kugler, pyntet med et grønt blad og et kirsebær, og det hele dækket af chokolade.
Hvilken som helst seksårig pige ville have svært ved at modstå det, men ikke Olle, for hun har besluttet sig for at tage en alvorlig snak med sin far allerede sidste fredag, vist nok.
Far er stille længe, og til sidst siger han:
Hvad skal vi så gøre, min pige? Skal vi slet ikke ses mere? Hvordan skal jeg kunne klare mig så?
Olle rynker sin lille næse, akkurat ligeså fin som mors lidt rund, næsten som en lille kartoffel, tænker hun, og så svarer hun:
Nej, far. Jeg kan heller ikke undvære dig. Men vi kan gøre sådan her: Du ringer til mor og siger, at du henter mig fra børnehaven hver fredag.
Så kan vi gå en tur, eller hvis du vil have kaffe eller jeg is, kan vi sætte os på café. Jeg skal nok fortælle dig alt muligt om, hvordan vi har det.
Hun bliver stille lidt igen og siger så:
Og hvis du vil se mor, så tager jeg et billede af hende hver uge på min telefon og viser dig. Vil du det?
Far ser ikke på sin kloge datter, men smiler og nikker:
Ja, lad os gøre sådan, min pige
Olle sukker lettet, tager skeen og begynder på sin is. Men hun er ikke færdig med samtalen; der er stadig noget vigtigt, hun skal sige. Så da hun har fået smeltet is under næsen og overskæg af chokolade, slikker hun det væk og bliver alvorlig igen, næsten voksen.
Næsten som en lille kvinde, der vil tage sig af sin far selvom han egentlig er lidt gammel: han havde fødselsdag sidste uge. Olle havde malet et kort i børnehaven, hvor hun sirligt farvelagde tallet 28.
Olles ansigt bliver igen alvorligt, og hun samler brynene:
Jeg tror, det er på tide, at du bliver gift igen
Og så siger hun storhjertet:
Du er jo ikke så gammel endnu
Far værdsætter hendes gode vilje og ler:
Nå ja, ikke så gammel
Olle fortsætter ivrigt:
Nej, ikke rigtig! Onkel Svend, som har været hjemme hos mor to gange, er jo skaldet lidt, heroppe
Hun peger op på issen og glatter sit krøllede hår. Men da far reagerer og ser skarpt på hende, forstår hun, at det vist var en hemmelighed.
Så dækker hun munden med begge hænder og spærre øjnene op af forskrækkelse.
Onkel Svend? Hvem er det, der sådan tit kommer hos jer? Er det mors chef? fars stemme er næsten for høj, så hele caféen kigger.
Jeg ved det ikke, far Olles bliver forvirret over hans voldsomme reaktion. Måske er det hendes chef. Han har i hvert fald kage og slik med til os. Og blomster til mor
Far flettede fingrene sammen og sad længe bare og kiggede ned. Olle kunne mærke, at han lige nu lige præcis nu tog sit livs måske vigtigste beslutning.
Hun ventede derfor, uden at presse på; hun har allerede forstået, at mænd tit er langsomme til at træffe beslutninger, og at de altså somme tider skal skubbes lidt af os kvinder, især os, der er dem allerkærest.
Så sad far længe tavs, men til sidst tog han mod til sig, sukkede højt, rettede ryggen og sagde Hvis Olle havde været ældre, ville hun vide, at han sagde det i en tone som Othello, da han spurgte Desdemona det store spørgsmål.
Men det kender hun ikke til endnu; hun er kun ved at lære om livet, ser hvordan voksne glædes og lider over de mindste ting.
Så siger far:
Kom, min pige. Det er sent. Jeg følger dig hjem. Og jeg må have en snak med mor.
Olle spørger ikke, hvad han vil sige til mor, men mærker, det er vigtigt, så hun skynder sig at spise resten af sin is.
Så indser hun, at det han nu skal til, er vigtigere end verdens bedste is så hun lægger hurtigt skeen, glider ned fra stolen, tørrer munden med hånden, snøfter og ser alvorligt på ham:
Jeg er klar. Lad os gå
De går ikke bare, men nærmest løber hjemad. Far trækker Olle afsted, som var hun et flagrende flag.
Oppe ved opgangen ser de, at elevatoren går op, og far stirrer lidt fortabt ned på Olle. Hun kigger op på ham og spørger:
Nå, hvad venter vi på? Det er jo kun syvende sal
Far tager hende op på armen og springer op ad trappen.
Da de endelig når frem, og mor åbner døren for fars nervøse ringen, går han straks i gang:
Du kan ikke gøre det her! Hvem er den der Svend? Jeg elsker dig jo. Og vi har jo Olle
Så omfavner han mor uden at give slip på Olle. Og Olle krammer dem begge omkring halsen, lukker øjnene for nu kysser de voksne
Sådan kan det gå at to forvirrede voksne bliver forsonet af en lille pige, der elsker dem begge, og som de elsker, selvom de vogter på deres stolthed og gamle sorger.
Hvad tænker du om det? Skriv endelig en kommentar og giv et like.
