Rør ikke ved min taske
Mariane ringede en grå, vindblæst eftermiddag i starten af december. Signe var netop kommet hjem fra Fields med favnen fuld af poser, fyldt med indkøb til julen og vinteren. Poserne stod på det lyse trægulv i entreen, en æske med nye støvler stak op fra den ene, og et uldtørklæde, som hun egentlig ikke manglede, havde fundet vej ned i kurven, fordi det matchede hendes frakke så perfekt.
Signe, jeg ville lige høre noget, lød deres sædvanlige, lidt undskyldende tone i Marianes stemme. Skal vi fejre nytår hos jer i år, eller skal I til os?
Signe så på de nye støvler og kunne straks se dem for sig til både den mørkeblå uldfrakke og den lange kabelstrikkede kjole. Selvfølgelig skal I komme til os, sagde hun uden at løfte blikket. Hvor ellers? Vi har jo mest plads, og alt er jo på plads her.
Jeg forstår det godt, svarede Mariane blidt. Det er bare, mor sagde, hun ikke vil trætte jer…
Mariane, det her diskuterer vi hvert år. Sig bare til mor, hun skal komme den 31. klokken syv, og at det er dét.
Hun lagde på, satte de nye støvler op på hylden. Ægte ruskind, solid sål, og hælen var lige moderat nok til at man kunne holde ud at gå med dem gennem vinteren. Præcis sådan nogen, Mariane aldrig har haft. Hun gik altid i sine alt for praktiske støvler fra Bilka og var ligefrem stolt over, hvor “rare” de var.
Signe betragtede sig ikke selv som et dårligere menneske. Hun hjalp, inviterede, gav gaver til fødselsdagene. Hun havde bare orden i tingene, og kunne ikke lade være med at se verden lidt vel nøgternt. Som med Mariane, der med stolt ryg boede i en lille treværelses på Amager og aldrig bad om noget, kun for bagefter at tage martyrmasken på. Eller svigermor, Jette, pensioneret lærer og evig offer, selvom hendes pension da var helt udmærket og Signe og hendes mand sendte tilskud hver måned.
Niels, Signes mand, var altid væk. Han ledte en udviklingsafdeling i en større dansk IT-virksomhed, og til tider oplevede Signe kun ham til morgenkaffen og når de sagde godnat. Til gengæld havde de alt, hvad hjertet kunne begære. En lejlighed i et moderne byggeri i Islands Brygge, udsigt over havnen, tre soveværelser, køkken med kogeø og plankegulv. Otteårige Mikkel levede omgivet af alt, hvad et barn kunne drømme om LEGO-sæt, cykel, iPad, programmeringshold om lørdagen. Signe sørgede for, han ikke manglede det mindste snarere tværtimod.
Signe arbejdede ikke. Ikke fordi hun ikke kunne, men fordi hun og Niels havde valgt det sådan. Engang havde han spurgt: Hvorfor arbejde, når jeg tjener godt nok? Signe havde tænkt sig om. Huset krævede styring, Mikkel krævede opmærksomhed, og hun luntede ikke længere ud i regn og blæst for at nå et kontor. Så gik hun til pilates, læste bøger, kørte Mikkel til fritidsaktiviteter, mødtes med veninder. Alt var smukt og rigtigt.
Hvis der var noget, som virkelig kunne gå hende på, var det familiesiden. Ikke fordi nogen var onde. De var bare … så danske-principfaste. Altid et eller andet med, at man ikke ville modtage noget, ikke tage imod hjælp på ordentlig vis. Hun havde tilbudt Mariane knap brugte trøjer og jakker. Mariane nægtede, som om det var almisser hun bød hende. Det samme med Jette en dyr fransk ansigtscreme blev aldrig brugt, bare sat ind blandt rengøringsmidlerne på badeværelset. For god til hverdagsbrug? Eller var det princippet?
Det værste var dog det, hun ikke sagde til nogen. Jette kom kun et par gange om året, og hver gang så hun måden hun skilte mellem Mikkel og Maries datter, Freja. Til Mikkel var hun venlig, men distanceret. Freja, ni år med lyse rottehaler og tavse øjne, fik hendes opmærksomhed på en anden, varmere måde kunne sidde med hende, læse højt, kærtegne hendes hår med så meget moderlighed, at Signe blev misundelig uden helt at fatte hvorfor.
En aften sagde hun til Niels:
Har du set, hvordan din mor kigger på Mikkel? spurgte Signe. Han så ikke op fra sin bærbare. Helt normalt, sagde han.
Nej, ikke normalt. Hun elsker Freja mere.
Signe, nu må du holde op, sagde han og klappede computeren i. Maries datter har det sværere. Hun har ikke nogen far og alt den slags, mor ser det jo. Det betyder ikke, hun elsker Mikkel mindre.
Jeg kan ikke have, at min søn kun får resterne af kærlighed.
Der er ikke noget med rester. Du ser syner, svarede Niels og åbnede computeren igen.
Signe protesterede ikke mere. Men hun glemte ikke.
December gik sin gang, lyset svandt over København, Mikkel lærte digt til juleafslutning, Niels forsvandt i arbejde. Signe pyntede op til nytår næsten maskinelt; hun kunne hvert et skridt. Egetræ på gulvene, guirlander, hvide og gyldne kugler, levende gran i hjørnet.
Mariane ringede igen tæt på jul:
Signe, skal vi tage noget med? En salat? Nej, det er bestilt, svarede Signe. Jamen, jeg kan ikke bare komme tomhændet … Ta Freja med, intet andet.
Der blev stille i røret.
Okay, sagde Mariane lavt. Tak, Signe.
Den 31. december glimtede lejligheden. Bordet dækket på hvid linneddug, sølvtøj, stearinlys. Duften af ovnbagt fisk, tilbehør på køl, snacks i fine små skåle. Mikkel fór rundt i ny pyjamas, pillede ved kuglerne, og spurgte konstant, hvornår selskabet kom.
Klokken syv, gentog Signe. Og ikke før gaveuddelingen!
Hvad nu hvis de kommer før, spurgte han.
Mikkel, det gør de ikke. Metroen med to skift ikke før syv.
Alt det havde også betydning. De boede i indre by, i et lækkert lejlighedskompleks. Jette boede i Vanløse i et trist betonbyggeri, tredje sal uden elevator og opgangen lugtede af gamle katte. Signe havde kun været der én gang, efter brylluppet og det var rigeligt. Mariane boede en trappetur nærmere centrum, men ikke tæt på.
Niels var væk hele dagen, men kom hjem klokken fem, roste Signe og forsvandt igen for at skifte. Signe stod alene over gryderne og tænkte, at det måske var for lidt for alt det slid, at få et alt ser flot ud ud af ham den sidste dag i året. Men sådan var han ikke ond, ikke ligeglad, bare enormt optaget.
Jette og Mariane ankom kvart over syv. Freja, den lille, gik ind først i alt for tyndt, slidt gråt uldfrakke, røde kinder og hue, der faldt ned over øjnene. Mikkel hev straks hende ind til legetøjet. Mariane stillede en stor ternet indkøbstaske ved døren, Jette lige bagefter i sin brune frakke, Signe kendte så godt fra de sidste mange vintre.
Kom indenfor, sagde Signe, tog imod tøjet og rettede på overtøjet. Vask hænder, sæt jer.
Hvor er her pænt! udbrød Mariane og så rundt i stuen. Hvert år overrasker det mig.
Vi gør os umage, svarede Signe, uden varme. For hende lød sådan en bemærkning næsten lidt nedladende fra Mariane, som hun altid havde ondt af. Eller også var det bare for meget i hendes hoved.
Jette gav Niels et kram, klappede ham over skulderen og gik så ind til børneværelset, hvor børnenes stemmer hurtigt steg i volumen. Signe hørte hende sige: Lad mig nu se dig, Mikkel, og så noget sagte, hun ikke opfangede.
Aftensmaden gik godt. Niels åbnede en god flaske rødvin og skænkede også til Mariane, selvom hun sjældent drak, men nytår var særlig aften. De talte om alt muligt Mikkels skole, Frejas klasse, og nyheder, som ingen alligevel lyttede rigtig til. Jette sad rank, spiste pænt, roste fisken, og Freja opførte sig nærmest eksemplarisk.
Freja, du opfører dig pænt, sagde Niels. Tak, vi prøver, svarede Mariane og grinede. Signe opdagede, hun havde brugt Signes eget ord.
Nu kom Mikkel til det vigtigste: gaverne. Signe lavede et ritual ud af det alle omkring træet, én gave ad gangen, ingen rod. Niels fandt hans gaver frem, Signe sine, og så gik Jette ud i gangen og hentede hendes store ternede taske.
Først Mikkel, sagde Jette. Han er husets herre.
Mikkel pakkede spændt gaven op og holdt vejret. Det var et af de store LEGO Technic sæt. Han havde tit kigget på det i butikken, men Signe havde ikke ville købe det fordi han alligevel havde alt. Han så på bedstemor:
Tak, sagde han alvorligt.
Velbekomme, Mikkel. Der er over femhundrede klodser, sagde Jette.
Signe nikkede indvendigt. Dyrt sæt. Jette havde gjort sig umage.
Nu var det Frejas tur. Hun pakkede langsomt op, omhyggeligt, og der lå en kurtke. Varm vinterjakke, blågrøn, pelskrave, og et par ruskindsstøvler i samme nuance ægte ruskind, varm uldsål. Signe så med øvet blik, at det var kvalitet.
Freja stod helt stille og betragtede jakken. Så kiggede hun spørgende på bedstemor.
Er den … er det til mig?
Selvfølgelig, min pige. Prøv den!
Hun tog jakken på uden på kjolen, og den passede perfekt. Mariane sagde lavt: “Hvor er den flot”, og hendes øjne glinsede.
Smuk, mumlede Freja.
Ja, du er smuk, sagde Jette.
Signe smilede, udadtil smilende, men hun blev kold indeni. Hun kunne godt regne ud, hvad sådan nogen gaver kostede. Rigtige penge, mange penge. Tallene snurrede allerede rundt i Signes hoved.
Sikke nogle flotte gaver, sagde Signe sandfærdigt.
Jeg er glad for, de gør jer glade, sagde Jette, og hendes blik søgte Freja, som stadig stod i den nye jakke.
Resten af gaverne blev åbnet, børnene forsvandt ind på værelset, og Niels gik i gang med kaffen, Mariane hjalp til i køkkenet, og Jette blev siddende, et anstrøg af træthed over ansigtet.
Signe lavede te, lagde kage på fad alt med rutine, men tanken om jakken ville ikke slippe hende. LEGO er dyrt, javist, men jakke og støvler kostede markant mere. Hvis Jette selv havde købt begge dele, havde hun brugt tre gange så meget på Freja.
Mariane skar citron ovre ved vasken.
Tak for det hele, Signe. Alt er så lækkert.
Det var så lidt, svarede Signe. Hun tøvede. Ved du egentlig, hvor meget den jakke har kostet Jette?
Mariane løftede hovedet.
Nej. Jeg har ikke spurgt.
Sådan en jakke, støvler af ægte ruskind… det er mange penge.
Signe, hvorfor spørger du?
Jeg vil bare have, at det er rimeligt. Mikkel får LEGO, Freja meget mere.
Mariane så længe på hende, tog citronen og gik ind i stuen uden at sige mere.
Signe stod alene det summede i hovedet, summen voksede, og trangen til at få syn for sagen blev ubærlig. Hun tændte for elkedlen, vendte tilbage til køkkenet, men vejen gik forbi entreen. Tasken stod halvt åben engang imellem væggen.
Hun kiggede sig over skulderen. Stemmer lød fra stuen. Ingen så noget.
Hun stak hånden i tasken. Tegnebog, papir, en gammel kvitteringsblok. I sidelommen foldede hun et par boner ud. Den ene for LEGO-sættet: ganske mange kroner, rigtigt. Den anden for jakke og støvler: et tal, tre gange større.
Hun stod længe med bonen i hånden. Så stak hun dem i lommen.
Hun kunne bare tie stille, tænkte hun, bare smide dem væk. Men noget nagede hende. Som en lille sten i skoen, et tryk, man ikke kan slippe.
Jette, sagde Signe, idet hun satte sig ved det lavloftede bord og lagde bonerne foran sig. Jeg har brug for at spørge dig om noget.
Jette mødte hendes blik.
Spørg endelig.
Du har brugt tre gange så meget på Frejas gave som på Mikkels, sagde Signe og lagde bonerne ved siden af kagen. Jeg fandt kvitteringerne i din taske.
Stuen blev helt stille. Langt ude kunne man høre lyden af første fyrværkeri.
Niels så på bonerne, så på Signe. Mariane stirrede ned i sin kop. Jette så bare roligt tilbage.
Jeg vil bare gerne forstå det, sagde Signe. Det er vel ikke fair? De er begge dine børnebørn. Hvorfor?
Mor, begyndte Niels.
Lad hende svare, sagde Jette ganske roligt. Har du rodet i min taske?
Den var åben, mumlede Signe.
Det var dén, ja, nikkede Jette.
Jeg ønsker bare, det skulle være rimeligt.
Rimeligt? Jette satte koppen fra sig. Godt. Nu skal du høre om rimelighed: Mikkel har et værelse fuldt af alt. Jeg har set det reoler fra gulv til loft. Lige meget hvad jeg køber, er det endnu én ting. Men jeg tænker mig om og vælger dét han ikke allerede har.
Men det er færre penge.
Freja kommer her i en jakke, der er blevet for lille, og det har hun gjort hele vinteren. Mariane siger det aldrig, men jeg kan jo se det selv. Jeg købte jakken for penge, jeg havde lagt til side til blodtryksmedicin. Jeg sparede op, fra juni, for at kunne give hende en varm jakke det betød, jeg sparede på mig selv. Sådan er det.
Noget begyndte at skrabe inde i Signe. Ikke stoppe, ikke vende, men skrabe, som cement under fødderne når man ikke er forberedt.
Du sparede på medicinen, hviskede Signe.
Ja. Jeg er gammel, og min datter må klare sig selv med sit barn. Du og Niels har det godt, Signe. Mikkel mangler intet. Det gør Freja.
Mariane sad stadig med blikket i bordet, nu med røde kinder.
Niels rejste sig, trådte op til vinduet, snøftende. Så vendte han sig.
Signe, sagde han med lav stemme, og straks blev Mikkel stille. Signe, du rodede i min mors taske.
Den var åben.
Du tog hendes boner. Tog dem frem. Lige her, på årets sidste aften, med børnene i stuen. Kan du overhovedet se, hvad du har gjort?
Jeg ville have retfærdighed …
Retfærdighed. Du, som ikke har arbejdet fem år. Som køber nye sko, fordi de passer til en kåbe. Og nu belærer du min mor om rimelighed?
Det er ikke det samme.
Nej, men ikke til din fordel. Ved du, hvad det vil sige at spare på medicin? Har du nogensinde måttet undvære noget for at få råd?
Signe svarede ikke.
Min mor har sparet i et halvt år. Mariane arbejder dobbeltskift for Freja. Og du kommer og viser dem deres boner.
Niels, lad nu være …
Nej, hun skal høre det. Mor, undskyld, sagde han til Jette.
Du behøver ikke, sagde Jette roligt. Det er din familie.
Nej, det må vi få styr på. Kom Mariane, jeg bestiller en taxa, I kan sove hos os jeg tager sofaen.
Niels, du kan ikke …
Jo. Mikkel, sig farvel til bedstemor og Mariane.
Mikkel gik hen, helt forvirret, Jette knugede ham. Så tog hun sin sæk, Mariane hjalp Freja i jakken, og Freja sagde ikke noget men det var klart, hun mærkede noget var galt.
Jette … begyndte Signe desperat.
Signe, sagde svigermor lavt, uden vrede kun træthed. Du er en flot kvinde, klog, har et smukt hjem. Godt nytår.
Døren lukkede.
Signe stod alene, Mikkel holdt hende i hånden. Ude over byen tændte de første fyrværkerier.
Tilbage i stuen stod bordet, som hun havde dækket. Levende lys, halvtomme vinglas, oplagt kage. Bonerne lå midt på dugen. Hun krøllede dem sammen, smed dem i skraldespanden, blev stående lidt.
Mor, skal vi se juletræet? kaldte Mikkel.
Ja, sagde hun.
Hun skænkede sig selv te, lunken nu, og drak det hele. Droppede kagen. Telefonen forblev tavs. Niels skrev ikke.
Hun satte Mikkel til at sove inden midnat hvilket han modtog uden brok, mærkeligt nok. Måske mærkede han også, at alt ikke var helt som det plejede.
Hun blev siddende et øjeblik ved hans seng. Forlod ham, gik tilbage til stuen. Stearinlysene brændte stadig.
31. december. Midnat nærmede sig. Champagnen ventede i køleskabet, præcis som hvert år. Hun sad alene i lænestolen og talte timerne under de blinkende granlys.
Én tanke kredsede rundt: “Siden juni.” Sparede på medicin.
Hun tænkte på Jette, der havde taget metroen med to skift for at komme, på Freja, der hele vinteren gik i for tynd jakke, på Mariane der aldrig sagde noget, og Jette der aldrig forklarede. Ikke før Signe havde gjort bonerne til en anklage.
Hun tænkte på sine egne ruskindstøvler i gangen, næsten magen til Frejas, bare en anden farve. Købt den forrige måned, bare fordi.
Telefonen bippede. En veninde, Vibeke, skrev Godt nytår! med latter, grin i stemmen, baggrundsstøj.
Niels skrev ikke.
Hun lagde telefonen fra sig, så på klokken. Fire minutter til midnat. I det fjerne begyndte fyrværkeriet.
Hun rejste sig, tog champagnen ud, åbnede den selv, bandt et viskestykke om proppen vanen tro. Hældte et enkelt glas.
Kun ét glas.
Hun stod ved vinduet, så ned på havnen, på byen, på lysene og lydene.
Tolv slag. Nytår.
Hun tog en slurk. Champagnen glimrede, let bitter, dyr. Hun havde selv valgt den. Alt i denne lejlighed var dyrt og gennemtænkt. Parket, grantræ, duge, sølvtøj. Hun havde styr på det.
Men Niels han stod sikkert nu i sin mors gamle stue, i Vanløse, måske sov han allerede på sofaen. Eller måske stirrede han bare ud i mørket.
Hun satte glasset fra sig. Én tanke pressede sig på mærkelig og ubehagelig som en sten i skoen. Men nu var skoen taget af, og smerten var der stadig. Klare, skælvende.
Hun tog telefonen, skrev til Niels: Undskyld.
Ventede.
Intet svar.
Byen fejrede derude. Mikkel sov trygt blandt sit legetøj. Freja sov nok også, i sin nye varme jakke, uden at kende til boner og ord, der blev sagde bag hendes ryg i barndommens lykkelige uvidenhed.
Signe stod længe i mørket, kun træets lamper blinkede. Hun tænkte på det ord, hun havde skrevet Undskyld. Kunne det opveje det, hun havde gjort? At omdanne et stille opofrende valg til endnu en regnskabsnote.
Og hun vidste ikke hvordan man regner på den slags. Det havde hun altid været så god til at regne, sammenligne, afstemme. Men ikke dette.
Telefonen forblev stille.
Hun ryddede op vaskede op, pakkede de sidste rester væk, slukkede for køkkenlampen. Gik i seng. Sengen var halv den anden side kold.
Ude på gaden bragede fyrværkeriet, samtaler døde ud, da alle ord var brugt.
Hun lå vågen og tænkte på, at det i morgen ville blive første januar. Og at noget måtte hun gøre. Ikke med lejligheden, ikke med maden men med det hun havde sagt, gjort, med det der ikke lod sig viske eller vises rigtigt udadtil.
Telefonen lyste. Niels skrev to ord: Sov nu.
Ikke jeg tilgiver, ikke jeg elsker dig, ikke vi ses.
Sov nu.
Hun lagde telefonen væk. Lukke øjnene.
Sov nu. Det kunne betyde alt eller ingenting. Hvor lidt hun egentlig vidste. Hun vidste ikke, at Jette havde sparet på medicinen i halve år. At Mariane aldrig ville bede om hjælp, og at Niels havde set, husket og tiet.
Hun tænkte på det hele og kunne ikke falde i søvn.
Udenfor faldt byen endelig om. Nytåret var begyndt og det var koldt, ærligt og rigtigt derude. Hun måtte tage det op senere.
Men nu lå hun i mørket, i det smukke hjem, i den gode seng, og tænkte på to papirstumper, hun havde smidt ud, men hvis vægt nu var tungere end alt sølvtøj og ruskind i hele Københavns vinter.
