Vuggevise
Mikkel, kom nu, skynd dig! Rør dig nu lidt! Snørebåndene hænger igen… Katrine trak sønnen efter sig hen over gårdspladsen, men drengen satte sig på hug og ville ikke med.
Mor, hjem! Hjem, mor! peb han.
Hvorfor det! Aj! Tag dig nu sammen, du er jo en stor dreng. Og du skal ikke tisse i bukserne! Forbavs ikke! Katrine så strengt på ham, og han kiggede ned.
På de brune fløjlsbukser bredte der sig en plet, og sokkerne blev også våde.
Åh, ikke igen! Hvordan skal jeg nu tage dig med? Kunne du ikke bare holde dig lidt endnu? Katrine trak ham tilbage mod opgangen. I den ene hånd holdt hun Mikkels lille hånd, i den anden hankene til den store sportstaske, hvor glas klirrede sammen. Skynd dig at skifte tøj, hører du? Ellers bliver suppen kold, og vi skal jo til mormor…
Mikkel, næsten korthåret, snøftede og tørrede næsen i ærmet på sin ternede skjorte. Han var så flov og syntes, at alle så på ham, de der drenge henne ved hegnet grinede vist. Selv den gamle dame på bænken så dømmende ud og rystede på hovedet. Mikkel vidste godt, det var dumt, og mor var vred på ham…
I elevatoren stod der en fremmed mand. Han lugtede af sved, aftershave og skind. Sådan duftede far også engang, Mikkel kunne huske det.
Men mor havde smidt far ud for snart et halvt år siden, havde sagt, han kunne gå til sine bier og fritidsinteresser. Far havde stået midt i stuen, samlet sit tøj sammen fra gulvet, taget kufferten, kigget træt på sønnen, løftet skuldrene.
Sådan er det, Mikkel… Farvel!
Og så smækkede han døren. Mor græd hele aftenen, og mormor trøstede hende, holdt om hende og strøg hende over håret. Da Mikkel også begyndte at græde, blev mormor vred og skældte datteren ud for, at hun selv havde ødelagt familien og gjort sit barn faderløst.
Mikkel gemte sig dengang under sengen, for det hele var så utrygt. Mor råbte tilbage, at mormor skulle blande sig udenom, at det hele var hendes skyld…
Så græd alle igen, og drengen satte sig tæt ved mors ben og klamrede sig til dem, bange for, at hun også pludselig kunne sukke og gå sin vej. Han var skrækslagen…
Katrine blev, hun opdragede sin søn, delte køkken med sin mor, Vibeke, fulgte Mikkel i børnehave, og om aftenen stod hun ved vinduet og stirrede ud i gården…
Mormor var ofte væk måske arbejdede hun meget, eller måske ville hun helst ikke være hjemme. Mikkel vidste, hun havde arbejde og foreningsliv, hun holdt møder, ordnede ting, trak i tråde, skubbede og prædikede. Til både barnebarn og datter var der tit hverken tid eller overskud. Hun kom sent hjem, når Mikkel sov, satte sig mørkt i køkkenet med overdrevent sød te og så ud i natten, ligesom mor. De holdt begge øje med noget ude på den anden side af vinduet, men Mikkel kunne aldrig forstå, hvad det var…
Nogle gange, hvis han om natten skulle op at tisse, kaldte mormor på ham, løftede ham op på skødet og vuggede ham uden ord. I film synger de altid godnatsang, men ingen sang for Mikkel.
Hvorfor synger du aldrig for mig, mormor? spurgte han stille.
Jeg kan ikke, Mikkel-blomst. Jeg kender ikke jeres sange. Du må bare sove. Vi må ikke vække mor. Jeg vugger bare, svarede Vibeke beklagende.
Han sukkede, krammede hendes hals, kyssede hende kejtet på kinden og krøb tættere sammen i hendes stærke arme. Han elskede hende meget. Og han elskede også mor, selvom hun skældte ud og skubbede ham fra sig, og sagde, at Mikkel var stor nok til at klare sig selv.
Men han ville ikke selv han havde brug for sin mor…
… Nu sad Katrine på vej mod hospitalet til sin mor. Hun havde suppe og frikadeller med. Mikkel måtte med, fordi børnehaven holdt sommerferie, og naboen, der plejede at hjælpe, var på sommerhus. Hun kunne jo ikke lade ham alene!
…De siger, jeg skal undersøges, forklarede Vibeke undskyldende for en måned siden. Blodtryk hopper op og ned, hjertet driller…
Pjat! Du skal ikke lytte til dem hele tiden. Du har jo piller nok, tag dem så! Alt er normalt for alderen. De skal bare have dig til statistik! fejede Katrine hen over det.
Hospital, undersøgelser hvad snakker de om? Hendes mor, så selvstændig, så stærk, leder for et helt hold, nu pludselig sengeliggende… Det gav ingen mening!
Nå, måske har du ret… sagde Vibeke tvivlende. De skal bare have en til at hoppe i fælden! Nå, jeg venter og ser tiden an. Der er så meget, jeg skal!
Og hun ventede, indtil hendes hoved snurrede, og benene blev blåsorte og opsvulmede. Mikkel kiggede altid på mormors ben, som om det var lidt ulovligt, han krummede tæer, ville måske røre, men turde ikke.
Endnu et dansk sommer kom. Vibeke var i sommerhus og plantede have, ordnede drivhus, fik styr på græsplænen, men da hun kom hjem, steg blodtrykket faretruende.
Ambulancen hentede hende, og paramedicineren skældte ud: Hvorfor vente så længe, hvem gider alle de sommerhuse, hvis ikke helbredet kan følge med? Hun gav også Katrine det glatte lag du passer ikke på din mor, sagde hun.
Slap nu af, bed Katrine fra sig. Det kan ske for enhver. I læger er altid så bedrevidende og skrappe! Giv os nu bare besked om, hvad der skal ske!
Katrine, stop nu. Lægen har ret, det er min skyld… Det har jeg fået at vide før… Sikke pinligt, hviskede Vibeke, mens svimmelheden fik hende til at bide tænderne sammen. Min datter slæber meget rundt…
Ja, ja… brummede paramedicineren. Og barnet dér… der er vel ingen far i billedet? To skilte damer, der leger stærke. Har I fået nok nu? Og hold nu op med svingende hænder! Jeg har set mange som dit barn. Man får ondt af det, men hjælpe kan vi ikke. Skal vi komme i gang? Kan I selv gå, eller skal nogen bære jer? Mænd på opgangen har I ikke?
Vibeke fik sig slæbt op, kammede håret og gik mod døren.
Katrine hjalp hende op i bilen, rakte hende tasken med papirerne og spurgte, hvor hun skulle hen.
Hej, mor. Jeg går til Mikkel nu. Jeg kommer igen i morgen, okay? råbte hun til afsked, lidt køligt. Eller var det bare sådan, det føltes?
Vibeke nikkede, havde ikke kræfter til at vende hovedet. Båren i ambulancen var hård og kold, men det lettede på en sær måde…
Mikkel og mor faldt i søvn i lænestolen, begge stønnede i søvne, de havde det varmt ved siden af hinanden, men turde ikke skilles ad. Det var tryggere sådan, ikke så skræmmende!…
Tidligt næste morgen ringede Katrine til hospitalet, skændtes med en morgentræt pige i receptionen og truede med klage. Hun befalede Mikkel at blive hjemme, gik på arbejde, vendte snart tilbage, lavede mad som anbefalet, og tog om aftenen til hospitalet, skubbede hurtigt døren op og så sig omkring. Der var indelukket og lugtede muggent, så hun åbnede straks vinduet uden at spørge om lov hun var vant til selv at bestemme det hele. Det var derfor, Michael forlod hende til bierne. De så op til ham, respekterede ham, fulgte hans råd eller lod som om. Men Katrine kunne ikke. Hun var som sin mor, stædig, viljestærk, gjorde som hun ville. Livet havde gjort hende sådan. Mor havde aldrig haft tid til at hjælpe altid noget at tage sig til!
Vibeke lå på sengen længst væk, tæt ved vinduet, under et tyndt tæppe og døsede.
Mor! Hvad siger lægen, hvornår kommer du hjem? Jeg måtte nærmest snige mig væk fra jobbet for at komme. Hvad siger sygeplejersken? snakkede Katrine, selvom hun blev bange over mors blege ansigt, de magre hænder, det næsten grå hår.
Hun flyttede en fremmed kop på natbordet og pakkede småkager og æbler ud.
Dame, undskyld, men det er MIT bord! Man siger goddag! sagde en gammel dame fra nabosengen. Luk det vindue, det trækker!
Katrine så på hende. Hovedet var indfaldent, rynkerne for store til kroppen, huden nærmest blå ligesom mors læber. I koppen, Katrine havde flyttet, lå et gebis i vand.
Nå, mor, kommer du snart hjem? Du ser da fin ud! Katrine vendte sig væk, pakkede ud på sit eget bord. Mikkel har jo ingen steder at være, børnehaven lukker hele sommeren, de maler vægge, som om det er det vigtigste! Suppen er måske kold, men spis nu alligevel, okay? Hvornår kommer du hjem? Du har jo snart ferie, du kan tage ud med Mikkel i sommerhus, det bliver godt…
Katrine… Jeg hørte dig ikke komme… Stil suppen, jeg tager den senere, tak, skat. Katrine, der er noget… Vibeke foldede nervøst på dynen. De siger, der skal en operation til. Når jeg er blevet stærkere, så finder de en tid… Hjertet, sagde de…
Katrine stod pludselig helt stille, gemte hænderne i lommerne på hospitalets slidte morgenkåbe for ikke at vise, at hun rystede.
Hvad mener du, operation? Der er du igen! Mor, de lyver, du ved det, ikke? hviskede hun og hjalp sin mor med håret. De mangler bare en til operation, så de kan prale med, at de har reddet dig! Og…
Hold op, Katrine! Nej, du tager fejl! svarede Vibeke ivrigt. De har forklaret alt, du kender resultaterne. Det burde være gjort for længe siden…
For længe siden? Hvad? Slip mig, mor! Katrine trak sin hånd fri. Hvad? Skal du op? Kom så. Mor, du kan da huske, hvordan far blev behandlet… Lægerne sagde også, han skulle opereres, men han havde klaret sig uden! Men du havde ikke tid den gang, sagde, læg dig bare, jeg klarer det andet!
Hun slap sig fri, kiggede væk. Gud, så mange år siden, men Katrine kunne stadig ikke tilgive Vibeke for, at hun ikke passede ordentligt på far, at hun bare løb rundt, og var på farten, mens hendes nærmeste døde uden hende hun var på forretningsrejse…
Hun var næsten 16 dengang, far grinede med, at hun snart skulle giftes og få børn han ville være farfar og babysitte. Men Katrine skreg, at hun aldrig ville giftes, bare arbejde og leve frit!
Det nåede far aldrig at se… De ringede tidligt den morgen, og sagde, der skulle træffes beslutninger.
Men hun forstod ikke, hvad der skulle besluttes hvordan skulle man gøre noget, når far var væk for altid!
Og Vibeke havde travlt… Hun kom så snart, hun hørte det, græd og forsøgte at kramme datteren, som skubbede hende væk.
Det er din skyld. Du passede ikke på ham. Han ville ikke indlægges, men du tvang ham! Sørgede for, at det gik hurtigt! sagde Katrine på gulvet ved sin mor. Du fik det ordnet. Jeg hader dig!
Det er mange år siden nu, tid nok til at smerten dæmpes og vreden forsvinder. Men tomheden blev, og fortrydelsen. Og nu var det Vibeke, der var i fare.
Katrine, jeg ved, du har travlt, du har Mikkel… Jeg vil ikke være en byrde, jeg skal nok klare mig… Vil du hjælpe mig ud til vasken, jeg vil gerne vaske mig, sagde Vibeke og forsøgte sig op at sidde, kvalm og svimmel. Det var ydmygende at bede om hjælp, hun, der altid har klaret alt selv, trukket læsset alene. Nu blev hun tvunget til at lære at være svag… Hjælp mig…
Katrine lagde den tynde bomuldskåbe om morens skuldre, mærkede hvor tungt hun lænede sig mod hende, hvor langsomt hun bevægede sig.
Indeni voksede frygten, og af frygten kom irritation.
Så, nu er du her. Vask dig, mor! Katrine åbnede vandhanen og støttede Vibeke, mens hun med besvær vaskede ansigt og hals.
Pas nu på, alt vandet løber ned på gulvet, du tager dig en glider! Mor!
Vibeke vaklede og bøjede sig sammen, kvalmen væltede op.
Tør op med det samme! Hvad er det for noget rod? gnavlede den gamle dame fra sengen. Din mor vasker sig hele dagen, personalet gider ikke mere. Tør op, for pokker!
Katrine så uroligt fra mor til vandpyt og gik væk.
Undskyld, Katrine…
Vibeke satte sig og holdt hovedet i hænderne.
Jeg skal bede om, at du bliver flyttet til en anden stue! Tænk, hvis du smitter! Du er jo lidt grøn i hovedet, dør vel snart. Rasmussed genboen. De indlægger folk uden at tjekke for smitsomme sygdomme. Sådan nogen burde bare væk herfra. Sygeplejerske, ring efter lægen, få hende væk!
Katrine, rød i hovedet og med rystende læber, hentede moppe og spand og gik i gang, bare Mikkel ikke stikker af!
Den gamle svingede sig i sengen, skreg, hujede, bankede med knytnæverne, hostede, råbte igen.
Vibeke lå og snøftede på puden, småskælvede.
Hold så kæft! Katrine slap moppen, fór over til hende og pressede hende ned mod madrassen, så den gamle tav og stirrede. Du skal ikke råbe ad min mor! Passer dig selv. Det her er et hospital, ikke et slot! Synes du ikke om stedet, så er døren der!
Katrine var stakåndet, hun fik lyst til både at græde og til at flygte. Lugten, næsten af død, fra den gamle, gjorde det svært at trække vejret, mundhulen sort, uden tænder som selve døden.
Hvad glor du på? fnyste hun. Jeg har ingen. Mine børn fik mig til at skrive lejligheden over på dem og nu slås de om arven. Min mand gik, da jeg var gravid med den yngste, venner havde jeg ingen. Synes du, jeg er stakkels? Det rager mig. Jeres mødre er klamme, ødelægger livet for jer. Slip hende, inden du bliver slidt op! hun pegede med sin knoglede finger på Vibeke. Vi får hende hurtigt af vejen, du må hellere stikke af mens du kan!
Den gamle smækkede med underkæben og grinede ondt. Katrine fik kuldegysninger. Ikke desto mindre var hun jo også alene, siden faren døde. Michael var der engang, men hun skubbede ham væk. Hun kunne ikke finde ud af at leve sammen med nogen, kunne ikke klare, at der var andre hensyn end hendes egne. Selv Mikkel var hun nærmest alene om, og hun styrede ham som var han hendes egen marionet.
Og hvad med mor? Kvinden under tæppet, med elendige negle, trætte hænder, hvis hår groede gråt uden hun bemærkede det hun var Katrines mor. Mærkeligt at se hende så svag, ikke mere på farten, helt mat…
Det var tid at gå lægerne havde styr på det, og Mikkel ventede nok!
Katrine så på uret det var virkelig sent.
Mor, vil du have en læge? spurgte hun og strøg moren over ryggen. Så kan de hjælpe dig.
Nej, det går over… Jeg skal nok blive rask og komme hjem igen, alt bliver som før… hviskede Vibeke. Operationen springer jeg over. Jeg vil ikke være til besvær. Gå du bare hjem, jeg forstår godt, du har travlt. Kom ikke igen.
Mor havde aldrig været den, der kyssede godnat, eller sad og puttede. Nu afviste hun også næsten som om hun skubbede hende væk.
Katrine gik ud med spanden, dinglede rundt i 10 minutter, og vendte så tilbage.
Hør nu, mor! Du er ikke til besvær, bliv nu rask og tag det med ro. Jeg kommer hver dag, og når du bliver udskrevet, holder du ferie, og så tager vi alle sammen et sted hen. Når du kan. Så tager vi sammen af sted. Og du skal ikke være bange, din læge er god det siger alle. Mor… mor, jeg elsker dig, du er ikke til besvær for mig! Hvad end andre siger.
Vibeke smilede og klemte hendes hånd og kyssede den.
Katrine så på den gamle, der nu var stille, måske fældede hun en tåre eller også var det indbildning…
Da Katrine og Mikkel kom hjem, sad Michael på bænken foran opgangen. Da han så dem, rejste han sig og kom imod dem. Mikkel rev sig løs og løb over i sin fars arme.
Katrine, jeg har hørt at Vibeke er dårlig. Jeg vil gerne hjælpe. Hvad har I brug for? spurgte Michael nervøst.
Katrine kneb læberne sammen. Hun havde altid klaret alting selv, eller prøvet på det. Men Mikkel trak forsigtigt i hendes ærme. Hun så ned på sønnen og sukkede.
Hun kunne jo ikke klare alt. Og Mikkel havde godt af at have sin far.
Og hvad med dine bier? spurgte hun spidst.
Der er ingen bier, nu begynder du igen! Jeg vil bare være sammen med jer. Hvis jeg ikke må komme ind, kan jeg tage Mikkel med ud, i sommerhus til min søster måske jeg har snart ferie. Eller hvis du vil…
Katrine afbrød ham:
Jeg vil bare have, at vi kan være en rigtig familie. Men jeg ved ikke hvordan. Min mor heller ikke, og nu ligger hun der og tror, hun er en byrde. Michael, jeg er bange for hende! Jeg er virkelig bange…
Michael forstod det hele. Og han elskede stadig sin Katrine.
… Da Mikkel endelig sov, sad Michael og Katrine længe i stilhed i køkkenet. Begge var bange for at tale, for det endte altid i skænderi, og Katrine skulle jo altid have ret…
Mor, sæt dig nu, jeg vasker dig. Du skal ikke selv prøve! Ikke når du bliver svimmel! Sid nu bare, sagde Katrine kærligt, trak natkjolens krave væk fra mors pande og glattede håret væk. Sådan, nu skal du spise. Hvorfor spiser du aldrig? Lægen klager! Her, jeg har hjemmelavede frikadeller med, og Mikkel har hjulpet se, de store er hans!
Vibeke smilede, mens hun så Katrine dække op. Det var uvant, flovt, men også så rart at blive passet på…
Tak, Katrine. Har du selv spist?
Nej, jeg smuttede lige hjem fra arbejde og kom straks herop, spiser senere.
Hvad med Mikkel? Hvem passer han?
Mor, Michael er flyttet hjem igen. Det er vel bedst sådan, ikke? Hvad synes du? Han passer Mikkel, de har været i Zoo i dag. Mikkel efterligner sin far, lærer at binde snørebånd nu. Michael har ferie, det passer med han kan passe ham, og hvis du ikke vil have ham her, kan han bo andetsteds.
Han går igen? Sådan kan man ikke gøre, Katrine. Du må ikke gøre som mig: bruge folk og smide dem væk. Jeg har ikke værdsat de rigtige, derfor fortryder jeg nu. I er familie vær det sammen.
Mænd og koner, altid det samme! Min mand bankede mig, så jeg måtte på sygehus, indskød den gamle, Rigmor. Katrine havde fundet ud af, at hun havde været på plejehjem og snart skulle tilbage. Ingen besøgte hende, ingen kom med mad.
Åh, Rigmor, du gir dig ikke, Katrine smilede. Men du er i live! Her, jeg har lidt til dig: en natkjole, sokker, trøje og nogle lommetørklæder.
Rigmor skubbede pakken væk.
Behold det, gider ikke jeres almisser!
Forresten, jeg har set dit navn på en gammel teaterplakat. Du var jo skuespiller, ikke? Jeg har set et videoklip med dig du var en charmeur!
Rigmor blev alvorlig.
På teatret tjener man, ikke arbejder! Ja, jeg var nok lidt for god til at spille. Men børnene… de voksede op uden mig… hun tav. Nå, tak for gaven. Men ikke mere, hører du?
Katrine klappede hendes rynkede hånd og nikkede.
Vi siger det sådan. Vil du ha en frikadelle? blinkede hun.
Pjat med dig, lad mig være! Rigmor vendte sig om og trak dynen op.
Katrine tog det ikke ilde op. Hun havde lært, at det krævede mod at tage imod omtanke. Også for Rigmor var det svært, især nu hvor hun var så svag…
Oktober var i år lys og klar, med gyldne ahorn og brune ege. Men svampe var der ingen af, sommeren havde været for tør.
Vibeke sad på terrassen i kolonihaven og så Mikkel lege i sandkassen.
Katrine kom ud, satte sig tæt ved og lagde hovedet til hendes kind.
Det er mærkeligt ikke at skulle skynde sig nogen steder, ikke at blive trukket i… sagde Vibeke undrende. Mon det er alderen, Katrine?
Nej mor, det er bare et nyt kapitel i livet. Snart farer du rundt igen, du kan ikke lade være! grinede Katrine.
Ved nu ikke! Måske lærer jeg det. Hvornår rejser Michael? Jeg vil bage boller til ham. Vibeke rejste sig langsomt og støttede sig til rækværket.
Vi når det, der er stadig tid, dejen skal hæve. Hvor skal du hen? Kan du ikke sidde stille lidt? småskældte Katrine.
Nej, nu går jeg til Mikkel, han skal ha hue på, det er koldt… Kan jo ikke bare sidde her og sidde… Vibeke mumlede, mens hun gik ud fra terrassen. Mikkel kiggede over, børstede sandet af hænderne og løb hende i møde, smilende.
Katrine smilede. Bare man kunne stoppe tiden, bare kort, nyde øjeblikket, huske dagens duft, solen gennem bladene, høre poplene hvisle og opleve, hvordan mormor Vibeke synger vuggevise for barnebarnet…
Mormor! Lærte du at synge, da du var på sygehus? hviskede Mikkel begejstret, da han for første gang hørte Vibeke synge.
Måske… svarede hun tænksomt. Synger jeg godt?
Rigtig godt, mormor, syng igen! sagde Mikkel, lagde kinden til hendes arm og lukkede øjnene. Han vidste, at alt ville blive godt nu.
Nej, folk er ikke edderkopper, rystede Katrine på hovedet. Vi kan ikke være alene, det duer ikke for nogen. Rigmor ved det også! Hun skriver nu breve til Katrine og Vibeke rigtige breve, på papir ordrige og vrede, men i slutningen altid med undskyldning. Hendes store sjæl rækter ud efter andre sjæle, for sammen er det lettere at være til, og der er nogen at leve for. Bekymringer og gøremål må ikke stjæle al ens tid der skal også være plads til varme kram…
