Den ubekvemme mor
Grete Nørgaard dukkede op uden at ringe først. Hun vidste godt, at sådan gjorde man ikke mere. At en voksen, gift datter først skulle have en sms, så et opkald, så vente på svar, og først derefter tage bussen hele vejen gennem København med to skift. Det var denne erkendelse, der havde gjort hende vred denne morgen, mens hun stod ved vinduet med sin kolde te og kiggede ud på det regnvåde gårdmiljø. Hvad vil det sige “man skal skrive først”? Hun var jo mor. Hun havde ret.
Dørtelefonen bippede først efter en længere pause. Så flød Karins stemme ud, tør og let overrasket:
Mor? Er du alene?
Alene, Karina. Luk op.
Endnu en pause, lidt længere end nødvendigt. Grete var en mester i at læse disse pauser. Hun samlede på dem, ligesom andre samler på gamle sorger.
Karinas lejlighed var forholdsvis ny, tredje år nu, og Grete havde stadig svært ved at vænne sig til den. Ikke selve lejligheden den var skøn, rummelig, niende sal med udsigt over Fælledparken. Hun kunne ikke vænne sig til duften. Eller rettere, fraværet af duft. Ingen duft af frikadeller, æblekage eller bare den let sviende løg, der ridsede øjnene, men fortalte, at hjemmet levede. Her duftede det bare af et neutralt gulvvaskemiddel og en anelse kaffe fra den kapselmaskine, Grete stadig nægtede at kalde for en rigtig kaffemaskine.
Karina åbnede døren, iført træningsbukser og med mobilen i hånden. Håret i en hestehale, ansigtet bart, uden make-up. Fireogtredive år, men stadig en pige, tænkte Grete med mildhed. Men så kom en anden, mindre blid tanke: en pige, der betragtede sin mor som et uforudset problem.
Jeg har taget en kage med, sagde Grete og løftede posen.
Mor, jeg sagde jo, at vi havde…
Det sagde du sidst, at I havde noget. Jeg kan ikke huske hvad længere.
Mark arbejder hjemme, han har onlinemøder til tre.
Jeg skal nok være stille.
Karina trådte til side. Ikke med det samme, men hun gjorde det.
Karinas køkken var hvidt. Alt var hvidt: elementer, bordplade, fliser og endda køleskabet hvidt med sølvhåndtag. Bordpladen var tom. Ikke så meget som en glemt kop. Intet viskestykke, der hang halvt over vasken. Ingen krummer. Grete stillede posen og kiggede sig omkring med den særlige følelse, der altid ramte hende i dette køkken: blandet beundring, misundelse og noget, der mindede om sorg.
Sæt dig, jeg sætter vand over, sagde Karina uden at se på sin mor.
Jeg sætter mig. Sig hvor jeg skal stille kagen. Kan jeg bruge det bræt der?
Ja, men det er til råt kød. Jeg har farvekodede brætter. Tag heller det grå derhenne.
Grete tog det grå bræt. Lagde kagen, stadig lun under viskestykket. Hun blev stående, hænderne uden mål og med.
Det er med hvidkål. Din yndlings.
Mor, jeg spiser ikke gluten for tiden. Sagde det jo sidst.
Sidst, for en måned siden. Jeg vidste ikke, det var sådan rigtigt.
Det er ikke “rigtigt”, det er bare mit valg.
Ordet “valg” udtalte Karina altid med tryk. Grete havde længe bemærket det. Som et skjold, datteren altid bar klar.
Nå, men Mark kan spise den. Eller du kan varme resten i morgen. Hvidkålsfyld er næsten bedst dagen efter.
Karina satte to kopper på bordet. Kaffemaskinen brummede, og duften blev en anelse stærkere. Grete kiggede på den hvide bordplade og forsøgte at huske, hvornår de sidst bare havde siddet sammen på et køkken uden spændinger. Ikke fordi de skulle eller havde en grund bare siddet.
Du er blevet tyndere, sagde hun til sidst.
Nej, jeg så sådan ud sidste år også.
Det synes jeg nu ikke.
Mor. Karina løftede blikket, trætheden i øjnene velkendt for Grete. Kan vi ikke lade være med at starte noget med min vægt?
Jeg startede ikke. Jeg sagde bare.
Du “siger bare” altid. Og så viser det sig at være begyndelsen på en samtale.
Grete omfavnede koppen med hænderne. Kaffen var god, måtte hun indrømme. Bitter og stærk, helt som hun kunne lide det. Måske var det alligevel ikke bare et dyrt efterligningsprodukt.
Jeg kom ikke for at skændes, sagde hun sagte.
Godt.
Jeg kom bare, fordi… Det var længe siden jeg havde set dig. Tre uger.
Mor, vi talte sammen i søndags.
Over telefonen. Det er noget andet.
Karina svarede ikke. Tog sin kop, tog en tår. Grete kiggede på hendes hænder. Lange, velplejede fingre med blankt lak. Samme slags hænder som Gretes mor, Ingrid Madsen, havde haft. Og som hun selv engang, før hænderne blev lidt grove, knoerne blev tykkere, og huden altid tør, selv med creme.
Kari, sagde Grete.
Mor.
De talte i munden på hinanden. Stille blev der.
Du sig, sagde Grete.
Nej, du.
Jeg ville høre ad med nytår. Kommer I hjem til mig?
Pause. Den type pause Grete kendte og samlede på.
Det har vi ikke besluttet endnu, sagde Karina.
November banker på døren.
Mor, der er halvanden måned til nytår.
For mig betyder det planlægning. Jeg skal købe ind, lave mad.
Jeg ved det godt. Vi finder ud af det og siger til.
Godt, sagde Grete. Stemmen var rolig, men indeni havde noget flyttet sig. En lille sten, nu i bevægelse. Så I “finder ud af det og siger til”. Som I plejer.
Hvad mener du med “som I plejer”?
Ingenting. Bare en konstatering.
Mor Karina stillede sin kop en anelse for hårdt. Nu gør du det igen.
Hvad gør jeg?
Du siger noget neutralt, men med sådan en tone at det føles som en bebrejdelse. Blot uden at nævne den.
Grete kiggede på sin datter, på kagen under viskestykket, på den hvide bordplade.
Måske, sagde hun.
***
Efter en times tid gik hun. Kagen blev liggende på det grå bræt, lidt flad under håndklædet. Mark kom aldrig ud fra kontoret. Karina fulgte sin mor til døren, de gav hinanden et kort, rutinepræget kram. Sådan som mennesker gør, der ikke helt kan sige det vigtige højt.
I elevatoren rodede Grete en gammel kvittering op af lommen og begyndte at nulre den. Bare for at have noget at give hænderne at lave.
Udenfor var regnen stadig tung. Hun stillede sig under halvtaget, knappede frakken, og tænkte: sådan er det altid. Man tager afsted med kage. Kommer hjem uden noget. Ikke tomhændet, men med noget tungt indeni, man ikke kan lægge i tasken eller efterlade hos andre.
Fireogtredive år havde hun opfostret hende. Fireogtredive.
Nej, det er en uretfærdig tanke, sagde Grete til sig selv. Hun kunne, når det skulle være, kende en uretfærdig tanke. Men det betød ikke, hun kunne give slip. Blot anerkende.
***
Hjemme tog hun straks gårsdagens suppe ud af køleskabet og stillede den på komfuret. Hendes egen lejlighed var en helt almindelig torværelses, opført i 84. Lille køkken, vindue ud til gården. På vindueskarmen tre blomsterpotter med storkenæb; én blomstrede, de andre to gjorde ikke. På bordet lå altid voksdug med småblomstret mønster, lidt slidt i hjørnerne. Grete skiftede den hvert andet år, men valgte altid den samme type. Hun anede ikke hvorfor.
Suppe begyndte at simre. Hun slukkede for varmen, hældte op og satte sig.
Havde faktisk ikke lyst til at spise.
Hun tænkte på Karinas køkken. På den hvide farve, der irriterede hende så meget. Hvorfor? Renlighed var jo godt, orden var godt. Hendes egen mor, Ingrid, kunne også lide orden. Men på hendes mors køkkenbord stod altid saltbøssen udformet som en hane, købt på et markedsdagsmarked engang i halvfjerdserne, med revner overalt. Og den måtte ikke smides ud, for “den er salt hele vejen igennem, sådan én smider man ikke bare væk”.
I Karinas køkken var intet saltet igennem. Alt var rigtigt, ordentligt. Kødbrettet, grøntsagsbrættet, bræt til alt muligt andet. Hver ting sin plads, og pladsen gennemtænkt og mentalt markeret. Grete forstod: sådan var datteren skruet sammen. Hvad var der så galt? Intet galt. Bare koldt.
Nej, tænkte Grete. Du er uretfærdig igen. Hun har sit eget liv, sit arbejde, sin Mark, sine møder til klokken tre. Du kom uden varsel, det ved du godt.
Men samtidig sad der en stemme i brystet, den der altid sagde: jeg er mor. Hvorfor skal jeg melde min ankomst?
Den diskussion i sig selv havde Grete ført i årevis. Siden Karina flyttede i ny lejlighed og med flyttekasserne havde taget nye regler ind, regler moren ingen havde forklaret, men som hun alligevel måtte følge.
Hun rejste sig, vaskede tallerkenen. Tog mel, smør og gær ned. Hænderne gik i gang, før hjernen havde besluttet. Nogle gange bager man ikke for at bage. Men fordi man må lave noget med hænderne, når hovedet ikke kan følge med.
Hun valgte frisk gær, smuldrede den ud i lunken vand og tilsat lidt sukker. Mens gæren begyndte at boble, stirrede hun ud gennem vinduet. Gårdspladsen, legepladsen tomt, regnede stadig. På bænken under halvtaget sad fru Nielsen, naboen fra opgangen, med sin lille hund.
Nielsen var tooghalvfjerds og boede alene. Børnene var flyttet væk, den ene i Aarhus, den anden bosat i Sverige. “De ringer,” sagde Nielsen, “men opkald er trods alt bare et opkald.” Grete nikkede. Nu nikkede hun med større forståelse end for et år siden.
Gæren var klar. Hun hældte melet i, begyndte at ælte.
Dej var først grov og klæbede til hænderne. Hun dryssede mere mel på, fortsatte. Snart blev den smidig, varm, levende. Hænderne kendte fornemmelsen bedre end ord.
Hun tænkte, mens hun arbejdede.
Egentlig begyndte det ikke for tre år siden. Det havde hun fortalt sig selv for nemheds skyld. Sandheden begyndte tidligere. Da Karina var syvogtyve og første gang sagde: “Mor, jeg klarer det selv.” Ikke hårdt, bare konstaterende. Vedrørende noget banalt måske ville Grete tage med til læge for et rutinetjek. “Jeg klarer det selv.” Grete blev ked af det, ægte ked af det i flere dage. For hun hørte: “Du er ikke nødvendig længere.”
Måske mente Karina bare: “Jeg er voksen nu”.
Måske forstod de bare ikke hinandens ord.
Hun dækkede dejen til og lod den hæve. Lagde hænderne på bordet.
Lejligheden var stille. En god stilhed, hendes egen. Grete havde vænnet sig til denne stilhed de seks år, siden Preben gik bort. Eller: døde. Hun standsede ved ordet og rettede sig selv, fordi det var vigtigt at kalde det hvad det var. Preben døde, det var sandt, og sandheder skal ikke gemmes bag andre udtryk. Bare, at hun i dag ikke havde lyst til at tænke på det længe.
Men hun tænkte på det alligevel.
Preben havde været blød. Ikke svag, men blød. Som en god dej. Det var let med ham. Han kunne lytte til Karina uden at vælge side, hvilket var sjældent. “I har begge ret, og begge uret, sådan er det,” sagde han. Grete blev vred på hans diplomati. Nu tænkte hun, at han var klogere end nogen af dem.
Efter hans død forandrede Karina sig. Ikke med det samme, men lidt ad gangen. Som om nogle samtaler blev umulige uden faren som bro. Broen forsvandt, og tilbage stod to bredder alene hver for sig.
Efter en time tjekkede hun dejen. Den var hævet, fyldig, den duftede lidt syrligt på en god måde. Hun snusede ind. Begyndte at forme tærter.
Så ringede Karina.
Grete tørrede hænderne, tog telefonen, stadig med mel på fingrene.
Ja?
Mor, kom du godt hjem?
Det gik. En del regn, men det gik.
Godt. Pause. Øh, vi smagte på kagen, Mark og jeg. Den var god. Du kan altså godt lave kål-tærte.
Grete standsede. Kiggede på tærterne.
Tak, sagde hun. Du plejede ellers at elske dem.
Jeg elsker dem endnu. Jeg prøver bare at skære ned på gluten for tiden.
Nåh.
Du må ikke blive sur.
Jeg er ikke sur.
Mor.
Karina.
Stilhed, men en anden slags. Ikke kold, men blidere. Lidt varm.
Jeg ringer i weekenden, sagde Karina. Så kan vi tale rigtigt sammen.
Det lyder godt, ring du bare.
Hun så længe på tærterne, satte dem så i ovnen.
***
Næste uge ringede Karina, som lovet. De talte sammen i syv minutter så gik noget galt.
Det begyndte med en bagatel. Grete spurgte, om Karina ville have hjælp til rengøring før festen for hendes veninder. “Mor, vi klarer det.” “Jeg forstår, jeg tilbyder bare.” “Når du ’tilbyder’, mener du, at vi ikke selv kan finde ud af det.” “Nej, det gør jeg ikke.” “Mor, du gør altid sådan.” “Hvordan sådan?” Karina forklarede og ordet “kontrol” dukkede op.
Kontrol? gentog Grete. Jeg tilbyder at hjælpe med at gøre rent, og det er kontrol?
Ikke bare én gang. Hele tiden. Uden varsel. Mad, jeg ikke har bedt om. Diskutere nytår i november, fordi du vil have det, som du vil.
Sådan jeg vil?
Ja, mor. Du spørger ikke, hvordan jeg vil det. Du meddeler bare.
Grete sad i køkkenet, klyngede sig til telefonen. Storkenæbbet badede i blegt eftermiddagslys. Den der blomstrede havde smidt nogle blade.
Jeg meddeler da ikke, sagde hun. Stemmen var rolig, men det var et arbejde at holde den sådan.
Mor, du dukkede op i torsdags uden at sige noget.
Jeg er din mor.
Jeg ved godt, du er min mor.
Så kan jeg vel komme, som jeg vil?
Kan du. Men ring først.
Så du kan forberede dig? På din egen mor?
Så jeg ved, hvad jeg skal vente mig! Karinas stemme snerrede alle grænser var væk. Når du kommer, kigger du på mit køkken, kigger på mig, og jeg føler, jeg ikke lever op til dine standarder.
Hvilke standarder? stak det i Grete, helt ind i hjertet. Dem har du fundet på.
Nej, du kommenterede, at jeg var blevet tynd.
Fordi du var tynd!
Fordi du tjekkede, hvordan jeg så ud, og straks kommenterede. Du finder altid noget. Maden, orden, nytår. Du kommer med tærte som om det er en bebrejdelse.
Det blev for meget.
Bebrejdelse, gentog Grete, med noget stille og farligt i stemmen. Jeg bager tærte fra klokken fem for at glæde dig. Og så er det en bebrejdelse?
Mor…
Nej. Du sagde det, nu svarer jeg. Jeg bagte tærter hele dit liv. Når du var syg, til eksamener, da du slog op med Anton og græd tre dage, kom jeg med kål-tærte, og du spiste halvdelen. Kan du huske det?
Stilhed.
Husker du det eller ej?
Ja, sagde Karina sagte.
Nu kalder du det kontrol og bebrejdelse. Fint. Sådan er det.
Mor, du vender alting på hovedet.
Måske. Grete rejste sig, gik hen til vinduet. Ingen fru Nielsen på bænken. Eller måske er det bare, at jeg er blevet en mor, du ikke kan bruge, fordi jeg husker, hvad du kunne lide.
Det er ikke fair.
Jeg ved det. Undskyld.
Hun lagde på først. Sad længe og ventede, at Karina skulle ringe tilbage. Det gjorde hun ikke.
***
Der gik to uger.
For Grete var det uvant. Hun og Karina havde aldrig været så længe uden kontakt, ikke engang efter de værste skænderier. Normalt ringede en af dem på tredje eller fjerde dag for at spørge om noget ligegyldigt, “hvad hed det der middel til…?” Eller: “Mor, har du ikke savnet dit tæppe?” Små undskyldninger for at komme nær igen, uden at sige det vigtige højt.
Denne gang kom der ingen undskyldninger. Ikke fra nogen af dem.
Grete gik på arbejde. Hun arbejdede på det lokale bibliotek, tre formiddage om ugen, det holdt hende i gang. Hun var glad for bøgerne, men endnu mere for besøgende. Der var en stamgæst, Jytte Mikkelsen, sekstiotte, der lånte krimier og altid afslørede slutningen for bibliotekaren. Grete brød sig ikke om spoilers, men holdt alligevel af den daglige nemme snak.
Efter to ugers tavshed sendte hun Karina en besked. Ikke ringede, men skrev for noget af det, Karina sagde om opkald, bed faktisk fast hos hende.
Skrev: “Karina, hvordan har du det?”
Tre ord. Hun ventede.
Svar efter fire timer: “Fint, mor. Har travlt. Hvad med dig?”
Grete svarede: “Jeg har det også fint. Har sat dej over i dag. Det er blevet koldt.”
Karina sendte en smiley. Almindelig, gul, smilende.
Grete stirrede på smileyen. Vidste ikke, hvad hun skulle stille op med den. Var det forsoning? Eller bare høflighed? Hun kunne ikke læse smileyer lige så sikkert, som hun kunne læse pauser.
Tærten spiste hun selv. Ét stykke om dagen, langsomt, med te.
***
Sidst i november ringede Karina.
Ikke en sms et rigtigt opkald. Grete stod på biblioteket og gik ind i baglokalet.
Mor, jeg har et spørgsmål.
Ja?
Kan du lære mig din dej? Gærdejen. Til tærte.
Grete tav et øjeblik.
Selvfølgelig. Hvornår?
I weekenden? Mark og jeg vil forbi lørdag, han har villet det længe nu.
Fint, sagde Grete. Kom endelig.
Hun lagde på, blev stående blandt gamle tidsskriftsreoler en stund. Smilte. Ikke meget, men ægte.
***
De kom ved middagstid.
Grete stod op klokken otte. Ikke af pligt, bare fordi hun ikke kunne vente. Gjorde rent igen, selv om der var rent. Tørrede støv dér hvor der ikke var noget. Lagde ny voksdug på bordet finere blomster, gemt siden sommeren. Fandt de gode kopper frem. De blå med hvidt mønster, købt for 20 år siden på et marked i Varde med Preben.
Klokken elleve satte hun vand over og indså, de først kom senere. Slukkede for vandet.
Ti minutter i tolv lød dørtelefonen.
Mark var høj og lidt genert. Grete tænkte altid, at det kun var over for hende over for andre var han sikkert anderledes. Han havde druer med og noget i en pose. Det var kærnemælk.
Karina sagde, du brugte kærnemælk til dejen, så jeg tog dette, sagde han.
Den er god, sagde Grete. Kom indenfor, hæng frakken.
Karina gav hende et langt, blødt kram. Helt tæt. Grete kunne mærke datterens duft frisk og lys, og Karinas hår kildrede på kinden. De sagde ikke noget. Det behøvedes ikke.
Køkkenet føltes straks mindre, fire hænder lærte hurtigt at sno sig. Mark gik ind i stuen, diskret. Grete stillede alt klar på bordet.
Så, lyt nu, begyndte hun. Vi bruger frisk gær, aldrig tørgær.
Hvad er forskellen?
Resultatet. Tørgær er nemmere, men frisk fungerer bedst. Dejen bliver mere… levende, sagde hun med et smil.
Hvor får du frisk gær? Det har de ikke altid?
Hos bageren ved Torvehallerne. De har altid. Hun brækkede gæren over, og duften bredte sig. Duft engang.
Karina bøjede sig over skålen.
Sådan duftede dit køkken i min barndom, sagde hun.
Ja. Og mormors.
Jeg kan huske det. Hos mormor var der altid den duft om lørdagen.
Lørdag var bagedag.
De tav lidt. Ikke som ved telefonen, men varmt og levende, med gærluft imellem.
Så: gæren opløses i lunkent vand, ikke for varmt. Prøv, den skal være varmere end hænderne, men ikke varm. For varmt dræber gæren, de lever jo.
Hvordan ved man, det er rigtigt?
Med fingrene. Ikke nogen termometer.
Karina stak pegefingeren i.
Nu?
Lidt koldt endnu. Så. Sukker, lidt, for at sætte gang i gæren.
De arbejdede sammen. Grete forklarede, Karina gjorde og når det blev forkert, viste Grete det bare med hænderne. Det var en gammel bevægelse, som når Karina ikke kunne lukke knapperne som barn.
Melet tilsætter du gradvist, forklarede Grete. Ikke på én gang. Føl dig frem dejen viser det selv.
Hvordan “viser” den det?
Når den slipper hænderne. Så er den glat. Det er ikke nogen eksakt videnskab. Det er følelse.
Jeg plejer at følge præcise opskrifter, indrømmede Karina. Med gram og minutter.
Det ved jeg. Grete sagde det ikke bebrejdende. Bare konstaterende. Men dej bryder sig ikke om præcision. Det kræver opmærksomhed.
Karina æltede. Først klodset, så bedre.
Ikke så hurtigt. Det har sin egen rytme.
Den føles varm.
Fordi den er levende.
Mark stak hovedet ind.
Skal I have te?
Kog du bare selv, Mark. Kanden står på hylden, teen i den blå dåse.
Han nikkede, fandt sukker, satte det på bordet og forsvandt igen.
Han er rar, sagde Grete, mens han var ude.
Karina æltede.
Ja, svarede hun, helt uden forsvar.
Jeg ved godt, jeg blander mig.
Karina så op.
Mor.
Nej, lad mig tale færdig. Jeg ved det. Jeg er ikke altid klar over det selv, men siden du nævnte “kontrol”, har jeg tænkt over det. Og må nok indrømme, at ja. Jeg blander mig.
Jeg er også… Karina tøvede. Jeg er også for hård. Med tærten og så videre. Det var ikke fair. Du bragte bare en tærte.
Jeg kom uden at ringe.
Det er mit problem. Jeg bliver nervøs over spontane besøg. Jeg siger ikke, du er slem. Jeg siger bare, det er svært for mig.
Grete betragtede hendes melede håndled.
Du har griset dig til.
Det kan jeg se.
Lad koldt vand trække i manchetten bagefter.
Mor.
Jeg tier stille.
De lo sammen. Ikke højt, bare rigtigt.
Efter far døde, begyndte Grete, men stoppede. Da far døde, indså jeg, at al den omsorg jeg gav ham, skulle kanaliseres et andet sted hen. Det forsvandt jo ikke. Det skulle bare ud.
Karina tav. Hænderne hvilede i dejen.
Jeg ved det godt, svarede hun til sidst.
Og du er min eneste. Ingen andre.
Det ved jeg, mor.
Det er ikke en undskyldning, kun en forklaring.
Jeg kender forskellen.
Dejen hævede smukt. Grete dækkede den til og satte den ved komfuret. Karina vaskede hænder, skrubbede den melede manchet over vasken.
Der kommer plet, sagde Grete.
Det er en god plet.
***
Ved teen fortalte Mark om en kollega, der mødte op i den forkerte bygning til møde. Grete grinede, ikke pænt, men ægte. Karina sad med hagen i hånden, vekslede blikke mellem mand og mor, og Grete tænkte, at dét, hun så i hendes blikke, var noget godt.
Da tærterne var i ovnen, duftede hele lejligheden. Karina gik rundt, stoppede ved vinduet.
Storkenæbbet blomstrer.
Den ene, ja. De andre to vil ikke.
Mangler de noget?
Jeg har givet dem alt, jeg kan. Ved ikke, hvad de savner.
Karina strøg et blad.
Måske er det bare ikke deres tid endnu.
Måske.
***
Tærterne blev perfekte. Karina spiste to, så en tredje, og sagde grinende: “Det tæller ikke, jeg har jo selv lavet dem.” Grete lod som om hun ikke hørte noget om gluten. Karina lod som om, hun ikke tænkte på det.
Efter frokost gik Mark i Brugsen. Grete og Karina var alene, ryddede op, vaskede op. Karina vaskede, Grete tørrede.
Mor, kan du huske, vi blev uvenner over min studieretning?
Universitetet?
Ja. Du syntes, jeg skulle læse til lærer. Jeg valgte erhvervsøkonomi.
Ja, jeg var sikker på, du ville fortryde.
Men det gjorde jeg ikke.
Det kan jeg se.
Du talte ikke til mig i to uger.
Tre dage. Ikke to uger.
Mor. Mindst to uger.
Grete tørrede tallerkenen, satte den på hylden.
Tja. Jeg var skråsikker.
Det er du næsten altid.
Måske. Far sagde det samme.
Karina gav hende en tallerken mere.
Er du stadig sikker? På hvordan vi bør leve?
Spørgsmålet var direkte. Grete tørrede længe på en næsten tør tallerken.
Nej, ikke sikker. Jeg kan ikke lide, at I spiser færdigretter, at hjemmet ikke dufter af mad. Jeg kan ikke lide, at alt er sterilt, intet levende. Men det er min smag. Ikke sandheden.
Det er ærligt, sagde Karina.
Jeg prøver.
Jeg kan bedst lide det hjemme hos dig, indrømmede Karina. Her dufter hjemmet af noget. Mad, storkenæb, bare… hjem. Jeg kan ikke finde ud af at skabe det. Det falder mig ikke naturligt.
Du er bare anderledes.
Eller jeg har ikke lært det.
I dag lærte du at ælte, sagde Grete.
Bare lidt dej.
Det er en begyndelse.
Karina tørrede hænderne i det samme viskestykke, hun havde brugt sidst til tærten. Det var blevet her. Grete bemærkede det og sagde intet.
Mor, nytår. Vi vil gerne holde det hos dig, hvis du vil.
Grete satte sidste kop på plads.
Det vil jeg gerne.
Må jeg bage noget? Ikke noget færdigt, men selv bage.
Selvfølgelig.
Vil du lære mig mere?
Gerne.
De krammede ikke igen. Stod bare tæt sammen i det lille køkken, hvor næsten ingen duft af tærte var tilbage, kun lidt varme. Udenfor var det mørkt, december bankede på, gården var badet i lyset fra lygterne.
Mark kom tilbage. Han havde købt klementiner. Bare fordi, ingen havde bedt om det. Han stillede dem på bordet, og straks var køkkenet forandret duften blandede sig med varmen fra tærterne.
Klementiner, sagde Karina.
Fik lyst, forklarede Mark. Dufter af jul.
Grete tog en klementin, skrællede den, tilbød et stykke til Karina, et til Mark, et til sig selv.
De spiste i stilhed.
***
Om aftenen, da de var gået, vaskede Grete op igen, bare for rutinen. Hun gik ind i stuen, tændte lampen, tog bogen frem, hun ikke havde læst i flere uger. Åbnede den og lukkede den igen.
Hun sad i stilheden og tænkte på dejen. På, hvor levende den er. At man ikke kan lade den stå for længe, så mislykkes det. Men man kan heller ikke skynde på den. Den skal have sin tid, sin varme, sin luft.
Hun vidste ikke, om alt nu var godt. Nok ikke alt. Karina ville stadig lukke sig af indimellem. Hun selv komme uanmeldt. Noget ville altid være lidt skævt mellem dem, fordi de var forskellige og ens. Mor og datter, et forhold, der altid har lidt slid.
Men i dag havde de æltet sammen. Og dejen lykkedes.
På vindueskarmen stod storkenæbbet i mørket. Den blomstrende havde lukket blomsterne for natten. De andre to stod bare grønne, levende, ventende på deres tid.
Grete tændte ikke lyset i køkkenet. Hun sad bare og så ud i mørket, og tænkte: Måske er det ikke deres tid endnu.
Måske kommer den.
