Fiskerne
Gå du bare! Og du kan lige så godt lade være med at komme hjem! Jeg låser døren!
Der var knald på konen, da hun råbte, men stemmen blev nu ganske dæmpet, straks Mikkel forsvandt om hjørnet på huset.
Nuvel, stadig skinger, men dog en forbedring! Helt ærligt at høre på Mathildes tirader på fuld volume, det kræver nerver af stål.
Konen var ellers… ja, alt hvad man kunne ønske sig, faktisk! International standard, vil jeg nærmest sige. Flot figur, hjertet sidder det rette sted selv lidt i overkanten nogle gange! En helt almindelig, fantastisk kvinde.
Og alligevel syntes hun for nylig, at hun ikke rigtig var “kvinde” længere.
Nej, hun var ikke blevet ramt af nogen moderne bølge eller noget! Gud forbyde det!
Men da Mikkel ved sin svigermors fødselsdag rejste glasset og sagde:
Nå, tøser, en skål for jer! I må altid være unge og smukke, og giv os lidt at se på og glæde os over!
…så var reaktionen alt andet end forventet.
Du kan da ikke bare kalde mig dét! Mathildes blå øjne fyldtes straks med tårer. Tøs? Og ikke engang prøve at kalde mig andet en gang imellem, bare så jeg kunne glæde mig lidt. Men nej! Og nu har du ovenikøbet fornærmet min mor! Hvad er du egentlig for et menneske, Mikkelsen?!
Lige meget hvor meget svigermor forsøgte at berolige Mathilde intet hjalp.
Hold nu op, datter! Hvad var der så slemt ved det? Det er jo sandt! Eller er vi mænd, måske? Vi er da kvinder! Og hvad er dårligt ved det ord? Han sagde endda “tøser”. Sød måde at sige det på! Du misforstår det hele!
Misforstår, mor?! Han er altid sådan!
Sådan hvordan? Jeg forstår ingenting!
Han kan aldrig sige noget pænt! Men så snart han kan komme til at gøre grin, så er han først på banen!
Det har du da fundet på! Jeg har aldrig hørt Mikkel sige noget grimt om dig! Hvornår var det sidste gang?!
Lige nu! Tøs! Vi har jo boet i København i tyve år, fået børn. Den ældste på universitet, datteren vil også af sted snart. Så kunne man jo tro, han havde fået lidt mere finesse. Men nej. Tøser Halvdelen af mit liv har jeg givet ham, og hvad for jeg til gengæld…
Mathilde snøftede, svigermor trøstede, og Mikkel havde ikke den fjerneste idé om, hvad der foregik.
Han vidste nu godt, at Mathilde på det seneste var blevet lidt… finurlig. Hun havde fået sig en hund af en art, man næsten kun kan finde på i et laboratorie, og hvis navn hvis man da overhovedet kunne udtale det burde give én syndsforladelse for bare at prøve. Bikkerten kunne ikke lide Mikkel eller børnene. Det var et lille rystende uhyre med skæve tænder og en irriterende skinger hyletone. Hunden gøede konstant, og Mikkel købte sig ørepropper for at holde ud at være i huset.
Lille Lene, min sukkerærte, hvorfor er du så nervøs? Er du sulten igen? lød det blidt fra Mathilde.
Sønnen, der kom hjem i weekenden, kunne ikke lade være med at grine, mens han krammede familiens kat, der hvæsede og spruttede.
Nå, Tønnes! Nu skal du bare se! Det der kræ, det skal nok få dig til at stikke halen mellem benene. Mor, du skal ikke være ond ved min kat giv den ikke til din Lene! Når jeg bliver gift, tager jeg ham med mig!
Katten glemte Mathilde dog alt om, straks hun hørte ord, der fik hende til at ryste.
Hvad siger du gift dig? Søren, hvorfor er jeg altid den sidste, der får det at vide? Har du en kæreste?!
Ikke endnu, men mon ikke det kommer. Jeg har ikke tænkt mig at gå i kloster.
Kloster?! Hvad er det dog for noget sludder! Du skal da studere, dreng!
Og hvad tror du, jeg laver?
Mathilde begyndte på sine typiske suk og klagesange, børnene sendte hinanden smørrede smil og fnisede ad Lene.
De havde stadig ondt af katten.
Tønnes kom til familien Mikkelsen, da Søren gik i 9. klasse. Han gik ellers op i strøget tøj og blanke sko, men en dag kom han hjem og lignede en, der havde været i krig den nye jakke, kun få dage gammel, flået i laser, ansigtet beskidt, fingrene flossede, og et ordentligt blåt øje voksede frem. Mathilde besluttede at forhøre sig senere og ilede ud for at hente isposer.
Mor, bare rolig! Et blåt øje, det går væk. Se her i stedet! Han er så lille… Tror du, han overlever?
Killingens hoved var ikke større end en abrikos, den skuttede sig i Mathildes hånd, ynkelig og nærmest dødsdømt. Hun kunne da ikke sige nej!
Hvor har du ham fra? spurgte Mathilde, mens hun svøbte katten ind i et viskestykke og havde tårer i øjnene.
Jeg tog ham fra nogle drenge. De ville lære ham at svømme.
Undskyld… hvad?! Mathilde frøs et øjeblik og glemte tid og sted.
Ja, jeg forstod det heller ikke. Jeg kom fra skole og så nogle drenge nede ved søen. Ville lige se, hvad de lavede. De stod der med to killinger… Jeg fik denne her reddet…
Mathilde lyttede ikke mere. Hun fløj ud af døren, så håret stod, og naboerne sprang for livet, da de så hende komme. En enkelt nabo listede med, nysgerrig efter, hvad balladen handlede om.
Drengene nåede ikke at forsvinde, de diskuterede stadig dagens gerninger nede ved søen.
De fik, hvad de havde fortjent, både af Mathilde og de andre mødre i området. Protester fra forargede mødre, der ville beskytte deres unger, ignorerede hun.
Hvis I ikke får styr på jeres børn, så er hele byen klar over i morgen, hvad I tillader. Rygterne går stærkt, tro mig. Vores by er lille, men her er masser af gode folk. I får ikke fred.
Hendes stemme var så isnende, at selv de mest kampberedte “løvemor” fortrak.
Lad nu være med at gøre os skyldige! Det gør du ikke! forsøgte én at råbe, mens hun undersøgte sin søns temmelig røde øre.
Nå, det må vi så se på. Mathilde smilede, men det var ikke en rar smil. Jeg går på skolen og bagefter til betjenten. Dyremishandling accepterer vi ikke her.
Drengene fik deres straf og blev sendt til samtaler hos psykologen, mens de holdt stor bue uden om Søren.
Og i Mikkel og Mathildes hjem flyttede Tønnes ind.
Navnet blev valgt i fællesskab, men diskuteret til der ikke var mere stemme tilbage, indtil Mathilde begyndte at grine, løftede hånden, hvor katten sov fredfyldt.
Se, hvor roligt han sover. Ikke som os. Vi larmer ellers til langt ud på natten. Tænk, hvis vi bare var lige så fredelige! Kom, i seng med jer! Godnat! Katten valgte selv sit navn og bad ikke engang om lov.
Og Sønnen fik den ven, han altid havde ønsket sig, selvom han havde tigget om en hund eller kat i årevis uden held.
Mor, tror du, jeg må tage ham med på kollegiet, når jeg flytter til Aarhus?
Nej, min dreng. Katte er ikke velkomne på kollegierne, og vi har ikke penge til en lejlighed. Farmor er syg, Emma skal på gymnasiet, og huset mangler stadig det sidste. Men bare rolig, jeg skal nok tage mig af ham, indtil du får bedre styr på livet. Så får du ham tilbage, okay?
Sådan blev det.
Da Søren flyttede til Aarhus for at læse, og familien rykkede til det lille landsbyhus, blev Tønnes herre over matriklen i hvert fald indtil Lene dukkede op.
Efter Mathilde slæbte det nye væsen hjem, stod katten lamslået. Han betragtede denne mærkelige skabning med en blanding af fascination og væmmelse. Hunde havde Tønnes set før men det her, med sine spinkle ben og gummiansigt, var noget helt andet. Lene blev til sidst tildelt kattens favoritplads i vindueskarmen, bare for at han skulle slippe for konfrontationer.
Mathilde, hvad skal du med sådan en underlig lille størrelse? spurgte Mikkel forsigtigt.
Du forstår det simpelthen ikke! Alle fornuftige mennesker hjælper dyr, sagde hun bestemt.
Jaja… Men var Tønnes ikke nok?
Nu ikke sammenligne! Din Tønnes stor kat, spiser som en bjørn. Snart er der ikke noget mad tilbage til os andre! Lene er bitte små og hjælpeløs Skulle vi bare lade hende rådne op på internatet?!
Det sagde jeg aldrig! Mikkel begyndte listende at bakke ud af køkkenet, mens han fiskede nybagte boller op fra fadet.
Hvor skal du hen med dem?! brummede Mathilde straks.
Ud at fiske! Søren kommer jo i morgen. Han har bedt om stegt fisk.
Ud at fiske?! I stedet for at hjælpe mig det er for meget! Synes du selv, det er rimeligt, Mikkel? Skal jeg altid gøre alt selv?
Hvem siger, du er alene, mor? blandede Emma sig. Jeg hjælper da!
Tag nu ikke hans parti! Se, nu er han allerede væk! Gå du bare! Og lad være med at komme hjem!
Tønnes snoede sig uden om et udfald fra den bidske Lene og fulgte efter Mikkel. Man skal jo kende sin besøgelsestid.
Stien førte dem ned til åen, hvor katten satte sig ved siden af Mikkel og betragtede, hvordan han gjorde fiskegrejet klart.
Nå, min ven. Udstødt. Forvist! Det klarer vi nok Mathilde er jo rar, hun skal nok løsne op igen. Kvinder er sådan først er der stille, så simrer det, og pludselig eksploderer det. Dig skal hun nu nok altid holde af Mig, ja, knap så meget for tiden…
Katten nussede mod hans ben.
Netop tilfredshed og kærlig omgang. Sådan får man dem bedste! Mathilde var sgu én af en slags, dengang jeg mødte hende. Kæmpede for retfærdighed og alle de udsatte. Hendes hjerte kunne rumme hele verden nogen gange lidt for meget! Prøv bare at tænke på dengang med min egen mor. De kunne ikke sammen i starten, men da mor blev syg, var det Mathilde, der tog sig af hende. Hun glemte alle gamle skænderier, puslede om hende som et barn. Da mor nægtede at spise, sad Mathilde bare sammen med hende og tog sig ikke af gråd eller sure miner. Sagde: “Kom nu, mor én ske til! Du skal jo med os til Vesterhavet, når du får det bedre!” Og sådan blev det tre år tog det, men de tog faktisk sammen til havet! Ingen andre kunne have gjort det. Kun min Mathilde!
Katten spandt, øjnene dog kun på flådet, ikke på sin ejer. Mikkel fortsatte ufortrødent.
Hold da helt op, hvad hun har stået igennem med ungerne! Ingen mand kunne klare det samme hvor de var syge, vågede hun nat efter nat. Da Emma havde skoldkopper og var helt slap, ville de ikke engang lade Mathilde komme ind til hende på hospitalet men det fik hun ændret! Skabte sådan røre, at selv overlægen måtte give sig. Skal jeg love for, at kærlighed kan udrette mirakler. Emma kom sig fra den dag.
Tønnes pjattede med halen og fangede Mikkels opmærksomhed.
Se! Der er bid!
En enorm, gylden karpe sprællede på det brostensbelagte fiske-bro, Mikkel havde brugt uger på at bygge med større kærlighed end til sig selv.
Den klarer vi til Søren! Skøn suppe, det bliver til! Godt gået, Tønnes! sagde Mikkel og strøg katten. Så sad han lidt i stilhed.
Solen dalede og farvede åen i dybe nuancer, så selv Mikkel blev benovet.
Se dog, Tønnes! Sådan var farven på den kjole, Mathilde havde på, da vi mødtes. Lyserød Sød og blød som augustmorgen. Jeg glemmer det aldrig. Emma spurgte forleden far, har mor ændret sig meget? Jeg kigger på Mathilde, og jeg ser altid bare den pige i lyserødt. Hvordan skulle hun kunne ændre sig? Hun er den samme Hun ser det bare ikke selv.
Katten så op og fornemmede et skift i stemmen.
Hvad glor du på? Jeg elsker hende jo. Stadigvæk. Endnu mere. Men hun er så sur for tiden jeg forstår det ikke…
Æh, far! Du er klog, men det der fatter du ikke! lød det fra Emma, som sneg sig ud i det begyndende tusmørke, så både kat og mand fik et chok.
Datter!
Ja, hvad? Hvorfor er du så forskrækket, far?
Sniger du dig ind på os, hva’? Snart er du lige så stille som Tønnes! Han har da opdaget dig, før du kom her!
Mor siger, I skal komme ind. Aftensmaden er klar.
Først jager hun mig ud, så kalder hun mig hjem, mumlede Mikkel, mens han pakkede fiskegrejet sammen. Kvinder altså!
Det er ikke så svært at forstå. Internettet er din værste fjende, far! Mor sidder og læser blogs, og så går hun helt i selvsving.
Er det dét?
Ja! Bloggerne fortæller hende, hun ikke er ung mere, og at man skal lave alt om i sit liv! Så nu gjør hun det på sin egen måde.
Mener du, hun snart bytter mig ud?
Nej, far! Ikke dig! Hun skal bare have lidt mere opmærksomhed.
Hvorfor det?
Læg du nu mærke til det: Har hun været ked af det på det sidste?
Ja…
Græder hun og griner skiftevis?
Det har du ret i!
Er hun træt om morgenen og sur?
Ramt spot on! Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst har spist morgenmad sammen allesammen.
Far! Du har fået børn to gange og fatter stadig ikke det simple? kom Emma grinende og samlede katten op. Kom nu ind ellers eksploderer mor snart! Hun råber nemlig bare for at lokke dig til selv at spørge.
Emma grinede, men Mikkel hørte ikke efter mere. Han løb allerede op mod huset der, hvor de ventede.
Fra køkkenet duftede der af hjemmebag og hygge, Mathildes øjne var stadig let røde. Mikkel gik direkte hen til hende.
Kom nu, min kære! Hvad går du og tænker på sådan?
Åh, Mikkel. Du fatter ingenting! Mathilde lænede sig lettet op ad ham. Det er bare… jeg er bange.
Bange for hvad?
Skal man ikke være det? Vi er jo ikke unge længere. Børnene er voksne nu. Hvad vil folk ikke sige…
Skidt da med, hvad folk siger. Du kan ikke gøre alle glade. Husker du, hvad du sagde, da vi blev gift?
Nej… hvad var det?
Vi lukker ikke dårligt ind. Vi lukker kun gode ting ind. Venner, drømme, tiden selv men det dårlige bliver ude bag døren! Har det ikke altid været sådan?
Måske… jeg husker det ikke engang længere…
Jeg husker det tydeligt! Vores hjem har altid været rart bortset fra din Lene, måske.
Orh, Mikkel…
Nå, men hvis du elsker hende, så må der være en grund. Jeg laver sjov! Mikkel kyssede hende i håret. Men jeg mener det. Her har altid været lyst og rart. Hvis der blev én mere i huset hvad skade gør det så?
Ingen…
Nej, netop! Så tør nu dine øjne og kald på Emma. Ellers bliver hun spist af myggene nede ved åen!
Tekanden snurrede på komfuret, Lene var endnu en gang fornærmet under bordet, Tønnes spandt, glad for klø fra Emma.
Lykken gik stille gennem huset og satte sig på skødet af de, som boede her. Den blev næsten ikke opdaget, men det gjorde ingen forskel bare Tønnes spidsede øre, da lykken klappede ham kærligt. Selv Lene holdt op med at brokke sig; nærmest første gang siden hun blev adopteret.
Lidt stille i aften, Mikkel, sagde Mathilde og så sig rundt på familien.
Skønt! Snart larmer vi sikkert igen, lo Mikkel.
I det samme smækkede hoveddøren, og Mathilde udbrød:
Søren!
Mor, hvad nu? Søren smilede skævt til Emma og Mikkel. Det er jo bare mig! Karpsens lånte mig plads i bilen hjem fra København. Hvis ikke, var jeg kommet først i morgen. Hvad sker der herhjemme?
Hvad mener du?
I er mærkelige…
Emma nikkede til broren og hviskede noget, så Søren brød ud i latter:
For alvor? Haha, forældrene kan endnu!
Søren, vi…
Mor, hold nu op! I behøver altså ikke undskylde. Et barn er da kun godt!
Virkelig? Mathilde snøftede, men glemte helt at bryde ud i gråd.
Tønnes listede hen til Lene, bed hende forsigtigt i bagbenet som hævn for alle ugerne, sprang op i vindueskarmen og kiggede veltilfreds på det hele. Lene sprintede gøende rundt, Mathilde jagtede hende, mens Emma og Søren grinede så højt, at Mikkel måtte overgive sig og grine med. Ingen fattede, det var et afledningsmanøvre.
Kun Mikkel så ned på den selvtilfredse kat og klappede den over ryggen.
Tak, ven!
Næste morgen, før solen stod op, sad to figurer side om side på broen, mens de nøjedes med at lytte til åens stilhed.
Hør, Tønnes… tror du, vi klarer den?
Katten svarede ikke. Den svingede med halen og lukkede øjnene, mens morgenlyset dansede over vandet og guldsmurte dagen ny.
Mærkelige, de mennesker. Så mærkelige!
Hvordan kan man spørge om noget, man allerede kender svaret på?
