Skrøbelig lykke
Hvilken ballon vil du have, Astrid? Denne her? Eller måske den der? Far peger først på én ballon, så på en anden, der er så mange i et bundt. Vinden river i dem, skubber dem hid og did, suser i snorene, leger.
Det må være ret dejligt at arbejde som ballonmand. Det er nok verdens bedste job!
Den der, far. Jeg vil have den med hesten på, siger Astrid endelig og peger med sin lille finger på sin favoritballon og kigger op på sin far. Han er høj, hans hoved skygger for solen. Hun elsker at se sådan på ham, med skævt sammenknebne øjne. Det føles som om der lyser noget om hans hoved. Lidt ligesom på de ikoner, der står på bedstemorens reol. Bedste Anna siger, at det er helgener. Måske er far også en slags helgen, han er i hvert fald mindst lige så melankolsk som de mennesker, der hænger på bedstemorens billeder…
Men det er han slet ikke, for han forlod jo Astrid og hendes mor…
“Sådan én skulle egentlig ikke gå på jorden! Forlader sit eget barn, sin kone! Bedste Anna spytter i jorden Han er ikke rigtig en mand, sådan en slapsvans!”
Hverken mor eller bedstemor skjuler deres vrede mod Søren overfor Astrid. Hun skal jo vide, hvem der er god, og hvem der er dårlig.
I begyndelsen var tingene faktisk ret normale, Camilla gik rundt og var lykkelig, forkælede Søren, var kælen som en kat. Men så, da hun fik nyt arbejde, blev alt pludselig for lidt. For lidt penge, for lidt plads, for lidt mad, syntes hun. For lidt, selvom Søren hver sommer tog familien med til Vesterhavet og selv arbejdede uden ferie. For lidt tøj, for lidt alt muligt! “Vi lever jo som fattigfolk, jeg har allerede afleveret barnet i børnehave og arbejder selv mens andres koner går hjemme, ordner hus og børn og sig selv, fordi mændene slider og slæber. Det er da normalt!”
Men Søren “slæbte” ikke. Jo, han gik på arbejde, lavede noget, rodede, men han var ikke chef, han bestemte ikke over nogen, han var bare en, der adlød, ikke en der nåede noget. Han stjal heller aldrig lidt fra siden, sådan som ægtemændene til Camillas kolleger gjorde “snød lidt til husholdningen” blev det kaldt.
Kvinderne sagde: “Min har snuppet lidt ekstra, nu kan vi lave terrasse i sommerhuset. Han har fået fat i nogle penge, haha!” Alle fniste, kun Camilla sad sur, utilfreds. Søren kunne aldrig sådan “skaffe” penge smart.
Utilfredsheden voksede og voksede og til sidst eksploderede det i et skænderi. Camilla kom med bebrejdelser, sagde, at hun fortrød, at hun havde giftet sig, hun havde jo været dum og troet, at ingen andre ville have hende. Tænk, hvor kunne hun tage fejl…
Søren sad tavs, knyttede kun næverne hårdere og hårdere. Nej, slå sin kone havde han ikke tænkt sig, men man må jo bide tænderne sammen.
Men da Camilla så nævnte sin mor og hendes tænder, der skal sættes i stand på en dyr klinik noget Søren ikke ville betale for da blev det for meget.
Det er aldrig nok, hvad? Hvor meget skal du have? Sig det dog, så sælger jeg mine organer, hvis det kan gøre dig tilfreds! råbte han, sprang op, trampede rundt i køkkenet.
Camilla bakkede forskrækket, hun troede han ville slå hende, men da han ikke gjorde det, sagde hun lavt:
Du er en fiasko, Søren. Du er ikke engang rigtig en mand. Sandheden er, vi får det alle bedre, hvis du går. Kom nu bare videre. Jeg kan ikke mere du slider på mig!
Ja, Camilla var blevet irriteret på ham. Han spiste larmende, drak for højt, stønnede om natten, og når han kom hjem fra arbejde, løb han altid hen til Astrid. Camilla eksisterede nærmest ikke, han spurgte aldrig ind til hende! Han havde sine underlige hobbyer, byggede små huse af tændstikker og havde fyldt en hel hylde med sine barnlige projekter.
Han havde endda bygget et tændstikhus, to etager med veranda og rundt vindue på loftet sådan et ville han ønske til sine piger. Men hvor var det hus? Kun tændstikkerne lå tilbage.
Camilla smed alt på gulvet og trampede løs. Hvis hun var en umættelig, så kunne han få det at mærke!
Og så gik Søren. Camilla stod bare og måbede, da døren smækkede. Så nemt? Bare sådan? Intet forsøg på at redde familien?
Mor! Han er gået! Han gik bare! Jeg sagde jo bare ja, jeg råbte lidt, men det var jo ikke noget særligt! Hvordan nu?! Camilla hulkede, men Anna bad hende slappe af, ellers fik hun bare rynker og hovedpine.
Jeg flytter ind hos jer, hører du det, pige? Jeg skal nok hjælpe jer! Søren kan vi få til at betale bare rolig! Skriv en klage, Camilla, at han er skredet og ikke betaler, eller tager sig af barnet. Jeg pakker imens.
Så kom bedstemor hurtigt og flyttede ind på Astrids værelse.
Anna snorkede, Astrid var bange for lyden, gemte sig under dynen, men hvis bedstemor opdagede det, hev hun straks dynen væk: Man skal hærdes! Så åbnede hun også vinduet for at få “frisk luft” ind. Astrid løb ind til moren men Camilla kunne ikke lide at dele seng, så Astrid var i vejen.
Førhen, hvis Astrid græd i søvne, kom Søren, sad hos hende, klappede hende på håret, fortalte historier, sang en sang. Camilla grinede, sagde, han var blevet for blød. Nu var det bedstemor Anna, der skulle trøste.
Men hun kunne ikke og gad ikke. Hun skældte bare ud og hev dynen af. Astrid lå med tynde arme i natkjole og rystede, gjorde sig så lille som muligt for at undgå flere skældud.
Hvad er du trist for, Astrid? sagde bedstemor næste morgen, da hun satte havregrøden foran sit barnebarn, tilsyneladende medfølelse i stemmen. Og du er brandvarm Er du syg? Skal din mor nu tage sygedag igen? Far har forladt os, der er ingen penge Camilla! Kom op, Astrid er syg!
Mor og bedstemor stod over Astrid, tog hendes temperatur, stak piller i hende, men alligevel blev hun afleveret i børnehaven.
“Bare ingen lægger mærke til det, ikke snotte, Astrid!” formanede bedstemor. Her er et lommetørklæde. Jeg ville gerne passe dig, men jeg har en bustur, jeg kan ikke aflyse den nu!”
Astrid gik cpr-nummer stille i børnehaven, sad på en lille stol, ligesom en frossen gråspurv, sov altid til middagsluren selvom de andre hviskede og lo
Hvad så, Jørgensen? Har de igen sendt den syge? pædagogerne talte lavt sammen. Hvad kan man gøre, faren er gået, moren slider for at få det til at hænge sammen, og nu har de også bedstemoren. Stakkels barn. Tomme mænd, der forlader, selvom pigen elskede sin far så meget og løb i armene på ham hver dag!
Kommer han og henter hende længere?
Ikke én gang siden. Han er jo fritaget for ansvar nu, ikke? Så hvorfor gøre sig besvær!
Ja, selvfølgelig. Hun får nu nok kun børnepenge ud af ham…
Pædagogerne nikkede. Så mange skæbner havde de set, og flere ville komme.
Søren hentede aldrig mere datteren. Camilla forbød det. Barnet var hendes, Søren var overflødig, en hun kunne give adgang til, når hun havde lyst.
Camilla, hvorfor blande barnet ind i det? Elsker du mig ikke, okay, men Astrid er også min datter! Søren insisterede. Han ringede nogle aftener for at tale med ekskonen.
Hvilket ret? Lad nu være med at spille den perfekte far det er ækel! Camilla smækkede røret på og gik ud og røg.
Bedstemor Anna skubbede et askebæger tættere på og sagde, at Søren ikke var den eneste fisk i dammen. Der var masser af mænd!
Så gik Camilla på “jagt”. Hun havde brug for en mand ved siden af sig, både i hjerte og krop. Så flyttede Mads ind, stor og bred, med typisk dansk tatoveringer på hænderne og et blik, der hurtigt søgte rundt.
Camilla bød Mads velkommen, bød ham på mad, nussede rundt. Mads inspicerede køkkenet præcis som en håndværker før en istandsættelse.
Hun fangede hans bestemte blik sådan en mand havde hun brug for! Én der bestemmer, gør hvad han vil og hvis nogen ikke makker ret, så findes de bare ikke i hans nærhed mere.
Camilla kunne godt lide at underkaste sig styrke. At Mads rev hende i håret, hvis hun sagde imod, var bare mandigt. At han efter kort tid bad bedstemor flytte ud, rystede hende ikke.
Jamen mor! Nu har vi jo en familie. Forstyr os ikke, jeg elsker Mads kan du forstå det? Camilla havde pakket Annas ting og endda bestilt taxa. Vent, glemte din tandbørste! Og Mads har overført dig penge se, hvor betænksom han er. Han tænker på alle!
Bedste Anna pakkede pengene i tasken og nikkede. Ja, sådan faldt heldet ud! Ikke forgæves havde hun ikonerne overalt de gav virkelig ro i hjemmet.
Livet, Camilla, er som et stort kræmmermarked, man kan lede længe og finde det bedste, hvis man ikke haster sig.
Bedstemor havde også giftet sig for hurtigt engang. Gudskelov, det blev til skilsmisse Camillas far drak sig ihjel, han blev begravet for fem år siden. Hverken datter eller ekskone mødte op. Ingen passede graven, han havde ikke fortjent det.
Mads var larmende, stor og lugtede. Astrid frygtede ham, og selv når hun var bange om natten, gik hun ikke ind til moren. En nat tissede Astrid i sengen af skræk over et mareridt, og Mads grinede hånligt, Camilla lo også. “Mads laver bare sjov, hvorfor græder du når det er morsomt?”
Hvad har du lavet?! Er du din fars unge, hva’? Ud af køkkenet, du lugter! Mads slog i bordet, ventede til Astrid løb, satte så Camilla på skødet, kyssede hende. Lad os få en lille sammen, hva’? Jeg skal nok elske jer og gøre alt for jer! han hviskede henne i øret på hende, og Camilla nød det. Mads var en tiger, og hun var hans bytte. Tigre brøler og bider, det er naturen…
Camilla blev gravid, var svag, havde kvalme, og Astrid gik i vejen.
Gå! Ud! Gå ind på dit værelse og bliv der! råbte Camilla og løb ud på badeværelset. Astrid kunne høre, hvordan moren hostede og hulkede, hun krøb sammen under bordet, bange.
Bare det snart blev weekend og far hentede hende. Der var stille og solrigt, og bedstemor lyver altså, far er god! Han havde bygget en hel tændstiklandsby til hende og stillet legetøjsdyrene op Astrid elskede det! Far var aldrig hård ved hende, men mor og den uhyggelige mand truede tit…
Mads kom hjem fra arbejde, greb Camilla, krammede hende, og åndede hende i ansigtet med røg. Nu syntes Camilla ikke, han var en tiger bare en hjerteløs rovdyr. Hun gjorde ham ikke ondt…
…Mor! Jeg kan ikke mere! Han er for meget, og jeg er gravid og træt, men han ser det ikke! Camilla græd i telefonen til Anna, som sad i toget. Mads havde sendt hende på ophold på et plejehjem med alle omkostninger betalt.
Camilla, du må holde ud. Det går over! Du har haft det godt med ham jo. Camilla, jeg kan ikke høre dig, linjen knaser. Jeg ringer, når jeg er fremme! Anna lagde på. Camilla havde trættet hende. “Som om graviditet er en sygdom…”
… I dag må Søren hente Astrid på udflugt. Praktisk for Camilla.
To timer gik de, så på aberne, fandt elefanten, så på at den sprøjtede vand, så sad de på bænken, Astrid fik lune franske vafler i flormelis. Hænderne var klistrede, Søren hjalp hende med at vaske dem.
De valgte en souvenir. Ballonen med hesten var virkelig flot. Søren gav sælgeren 40 kroner, han løsnede den lyseblå ballon med den hvide hest, rakte snoren til Astrid, som greb den lykkeligt og løb fremad på sine nye sko. Sikke en fin ballon far har købt! De andre børn kigger også.
I dag er Astrids dag næsten som fødselsdag alt er nyt: kjole, strømper, sko med kirsebærspænder, nye sløjfer og den fine ballon.
Astrid marcherer stolt med fars gave.
Den skal jeg vise til mor. Hun er tit trist, men sådan en ballon vil gøre hende glad, siger hun til Søren.
Hvorfor er mor ked af det?
Ved ikke. Mads gør hende nok ked af det. Og der bor nogen i mors mave, siger Mads. Han sagde han har “gjort hende tyk”. Hvad betyder det, far?
Søren strammer øjnene. At Camilla har en ny mand, vidste han, men at de venter barn det er nyt.
Hvad betyder det, far? Astrid niver i hans ærme.
Det er et grimt ord, Astrid. Bare sig, at du får en lillesøster eller lillebror. Ja… Søren sukker. Men nu, lad os kigge på ørnene?
De beundrer de stolte fugle, så bliver Astrid træt Camilla vil have hende hjem klokken fem.
Ja, sådan siger hun, som om Astrid er en ting man låner og skal levere tilbage. Hun føler sig som en dukke. Camilla bestemmer over hende.
Søren spænder Astrid fast i bilen, ballonen ved hendes side.
På vej hjem falder hun i søvn…
Astrid, vågn, vi er hjemme! Pas på ballonen! Søren aer hende kærligt, spænder hende ud.
Han har ikke sine egne nøgler hvordan kan det være? Han ringer længe på. Til sidst åbner Camilla.
Camilla er bleg, mørkerandede øjne, slidt og gammel, håret står ud til alle sider, hun plejede at sætte det pænt…
Nå, der er I. Mads, Astrid er hjemme. Jeg kommer! råber Camilla ind i lejligheden. Af med skoene, gå ind til dig, befaler hun Astrid.
Mor! Se ballonen far gav mig! Jeg valgte selv, og han købte den. Manden løsnet snoren, og jeg holdt godt fast. Se, der er en hest på. Er den flot?
Astrid rækker ballonen op mod mor, men Camilla skubber den væk.
Jeg ser den, pak den væk. Gå ind til dig. Lad vær at stikke den i hovedet på mig! Camilla rammer ved siden af ballonen, rammer Astrid i stedet.
Astrid græder.
Camilla! Hvorfor? Astrid ville bare gøre dig glad! Camilla! Søren beskytter barnet.
Men Camilla lytter ikke. Hun hulker, river sig i håret, råber at alle skal skride ud, hun er træt, ballonen stinker af gummi og skrald og alle stinker! Søren skal bare gå!
Mads dukker op fra værelset, trækker shortsene op, går langsomt frem, og knuser ballonen så den eksploderer i små stykker.
Astrid bryder i gråd og holder fast i fars ben.
Hvad bilder du dig ind, svin! Søren har aldrig slået, men glemmer alt og farer imod Mads. Du skal undskylde Astrid nu!
Mads truer, men pludselig stiller Astrid sig imellem, i den fine kjole, sløjfer i håret.
Hun lukker øjnene, men åbner dem igen, spreder armene og siger lavt, hun vil ikke lade far komme til skade.
Mads spytter på gulvet: “Skrid med dig og ungen,” siger han. “Camilla, lav mad. Jeg er sulten. I morgen skriver du under, at du opgiver den køter, så kan han tage sig af hende.”
Camilla tier, kigger op på Mads.
Hvordan opgive? Hun er jo min datter! hvisker hun.
Jeg sagde du gør det! Hun har intet her at gøre. Kan du ikke lide det, så skrid selv. Det er min lejlighed!
Camilla står og vrider hænder, snøfter.
Søren! Jeg skrev lejligheden over på ham, for han sagde det var sikrest, at han stod der. Tag Astrid, for han…
Astrid er folkeregisteret hos bedstemor, Camilla har ingen krav. Mads har tænkt over alt.
Camilla, hvad har du gjort! Ring efter politiet, han skal ud. Han smider dit barn på gaden, og du tier! Han er jo ingen for dig! Camilla! Søren ryster ekskæresten og ser hende i øjnene.
Vi blev gift for to måneder siden… Vi skal have barn. Søren, tag Astrid for nu. Måske… det ordner sig… Camilla bærer Astrids taske og beder Søren vente i bilen.
Astrid siger ingenting. Hun er bange, fordi mor smider hende ud. Først far, nu hende…
Siden følger Søren Astrid i børnehave. Pædagogerne nikker venligt, siger de ikke vil spørge til mor. Hvad skal de blande sig for!
Hjemme hjælper Astrid med tændstiksdyr og byggerier. Smukt!…
Sørens liv føles som et tændstikshus, hvor et forkert pust tænder det hele i brand. Han bygger på det, gør sig umage, men Camilla satte ild, nu er det væk men nu har han og Astrid et nyt liv, endnu ufærdigt, men Søren anstrenger sig. Det går godt.
Men ilden lurer altid. Camilla kan tage Astrid, eller Søren kan miste sit arbejde, så de ikke har penge, eller Astrid kan blive syg eller måske bare engang holde op med at elske ham. Camilla mistede jo også kærligheden…
Ingen kuppel beskytter livet mod ulykken. Man må selv passe på det, der er.
Af og til besøger Camilla dem, har gaver med til Astrid, sidder akavet i entreen men Søren byder hende på mad. Camillas kvalme er væk, hun spiser igen med appetit. Søren laver mad simpelt, men hyggeligt.
I har det rart, sukker Camilla, når hun skal afsted.
Hun venter, han beder hende blive. Det ville være naturligt, romantisk. Men han gør det ikke.
Camilla rejser sig med besvær, støtter hånden på bordet, den store mave, ud i entreen. Søren hjælper med sko, frakke, følger hende til taxaen.
Kan du ikke forstå det, Søren?! Du skal redde mig! Du skal! Enhver mand ville! Er det det, du vil have jeg undskylder? Undskyld. Nu har jeg sagt undskyld. Tag mig og Astrid hjem, jeg vil bo sammen med jer! Du skal, hører du…! Hun krammer Søren, prøver at presse ham, som før, men…
Jeg skylder dig ikke noget mere, Camilla. Du er voksen. Jeg er voksen. Astrid bliver her. Hun passer ikke ind i din nye familie. Hils Anna. Undskyld, Astrid er alene hjemme, jeg må gå.
Søren hjælper Camilla ind i taxaen, vinker og går. De har nu hver deres tændstikhus.
…Det var alligevel Søren, der hentede Camilla fra hospitalet efter fødslen. Han hjalp, hun gik forsigtigt.
Mads kunne ikke komme.
Søren, bliver du? spurgte Camilla stille, da de var hjemme, og Anna tog sig af den lille dreng. Søren, vær sød…
Søren har ondt af Camilla, men han elsker hende ikke mere. Hjemme venter Astrid og Rita, Margaretha Sørensen. De mødtes i børneteatret, hvor Rita er billetdame, Søren var i tvivl om, hvilken forestilling han skulle give Astrid billet til.
Tag “Askepot”, den er god. Min niece elskede den, sagde Rita.
Hvordan vidste du jeg har en datter? spurgte Søren.
Du har sko og hårspænder med. Danser hun? Rita smiler.
Dans. Skoene var for store, jeg skal bytte. Okay, Askepot. Den femte, det er hendes fødselsdag.
Fødselsdagen var særlig med lagkage, lege og stjernekastere. Camilla ringede, Astrid bad hende komme, men Camilla havde ingen til at passe drengen… Mads forsvandt ofte, han sagde Camilla var blevet for meget. Anna var igen på plejehjem. Mads havde fundet et rigtigt komfortabelt sted til hende. Hendes lejlighed lejede han ud lidt profit…
Men så kom Mads i problemer, politiet åbnede sag, der kom efterforskere, spurgte efter ham, men Camilla vidste ikke hvor han var, bare han havde lagt penge.
Camillas hus brænder allerede, det er tid at flygte. Men hvorhen? Hun har vist alt og intet kun lille Oliver tilbage. Måske er det en ny begyndelse…
