Skyggespil
Mette knaprede frakken, da hun forlod det lille bindingsværkshus, trak døren omhyggeligt i, løb ned ad trappen, trampede sneen af træskostøvlerne og satte kurs mod udhuset, som stod sort og skævt ude i det bagerste hjørne af haven som en stor, trist krage med vingen halvt nede. Udhuset var faldefærdigt, et rigtigt dansk uskønt træskur med råd og huller overalt, og man kunne næsten forestille sig, at det under kraftig blæst ville tage turen ned mod brombærbuskene, rive det gule hegn om og stoppe først, når det stod op ad brønden, hvor brædderne ville flyve i alle retninger som fjer på en krage, der blev flået af vilde katte.
Åh, hvor lever vi ugudeligt, sagde Mette Jakobsen, mens hun gik på stien, hun netop havde ryddet for sne. Strakte armene ud og drejede hovedet mod naboens grund, hvor hun med et foragteligt kys på læberne nikkede af mod nogen, hun kendte alt for godt. Dig igen … hvislede hun og sagde højt: Gå hjem nu, kan du høre?! Hendes stemme rungede ud over det snedækkede felt, fik kragerne til at lette, sort mod den grå himmel. Føj! Her er jo, som på en kirkegård, for pokker! Kun ulve og landsbytosser at tale med aldrig almindelige mennesker, sagde hun og spyttede i sneen.
Fra nabogrunden kom en brummende lyd. Kvinden derovre, i ulden tørklæde, uldskørt og en gammel termo, viftede med armene og pegede.
Gør dig ikke umage, jeg forstår dig alligevel ikke! Ulyksalige, du faldt bare ned over mit hoved! Vi levede fint uden dig, men nej, nu er du her, mumlede Mette og var fremme ved skuret, da hun fik øje på noget mærkeligt. Hendes ansigt stivnede, blev hårdt, næsen udspilet og kæben skudt frem en rå, næsten fæl skønhed, der nu kunne gøre enhver urolig.
Hun så fodspor fra støvler, der førte hen til skuret de begyndte nede ved den væltede sektion af stakittet.
“Natten igennem har det sneet, tænkte Mette, så nogen har taget turen her til tidligt i morges. Burde jeg hente bøssen … Ja!”
Hun vendte skarpt og gik tilbage mod huset, men i øjenkrogen så hun igen naboen, der nu trykkede ansigtet ind mod det rustne trådhegn. Den nysgerrige havde neglene klemt fast i nettet, og hendes forrevne ansigt vendte sig mod skuret.
Åååh! pegede hun. Dææær!
Kvinden forsøgte at forklare sig, og Mette viftede bare ligegyldigt.
Gå hjem! Jeg klarer det selv. Jeg henter bøssen. Ingen skræmmer mig ikke engang fanden. Gå, tante Lise! Lad mig være!
Et øjeblik efter stod Mette igen over for sit skur og pegede bøssen mod døren.
Lise Lorentsen løb nervøst på naboens grund, mens kragerne igen satte kurs mod himlen, da et skud sprøjtede splinter ud af skurvæggen. Lise skjulte hovedet i hænderne, mens Mette vinkede triumferende og affyrede endnu et skud blot i luften.
Hun var ikke bange for noget havde slået bøller på flugt med denne gamle bøsse og forsvaret sig mod ræve og vilde svin, skudt som hendes far havde lært hende. Denne ubudne gæst skulle hun også klare!
Kom frem! Ud, ellers skyder jeg dig som en hare! råbte hun og sparkede til en spand, så den hoppede klirrende væk.
Der lød tumult inde fra skuret. nogen dansede nærmest på stedet.
Ud! Nu bliver det alvor! fortsatte hun, mens naboens piberi ikke gjorde indtryk.
Døren knirkede. I åbningen stod en mandsfigur, blændet af lyset. Mette så den grå strikhue, frakken revet ved albuen, alt for lille over grove, nussede hænder, sorte arbejdsbukser, gummistøvler og skægvækst på flere dage. Hun så også arret i panden. Lise Lorentsen truede stadig med fingeren gennem nettet.
Du tier! Og du! sagde hun til manden. To skridt frem. Ingen narrestreger!
Han løftede hænderne og trådte frem.
Er du løsgænger? Fange på flugt? spurgte Mette, der havde hørt om dem dem, der flygtede fra fængslet og søgte skjul på landet. Hendes far havde sagt, dem skulle man ikke have ondt af. Det havde hun heller ikke men ham her, hans øjne – godmodige, triste … Det vakte noget i hende.
Lige ude, jeg blev løsladt for nylig, jeg kan vise papirerne. Jeg skulle bare hvile mig et øjeblik … Undskyld, frue …
Han talte roligt, ubekymret, som om hun havde budt ham på middag snarere end truet med geværet. Om han var vant til det, eller bare ligeglad, vidste hun ikke. Måske anede han, at hun ikke ville skyde. Andre kunne hun, men ikke ham …
Gå mod huset. Så finder vi ud af det. Hvad hedder du?
Han hed Henrik, fandt hun ud af, og det fik hende til at smile hendes afdøde mand hed også Henrik. Oh, sådan en mand det var! Kort tid fik de sammen, men gode minder.
Så kom ind, Henrik, jeg giver dig mad, og du fortæller alt: hvor du har været, hvad du nu skal. Kald mig bare Mette, vi er jo unge begge to ingen grund til titler. Gå du forrest, ingen narrestreger, hører du? Og du Lise! Gå hjem!
Lise rystede på hovedet, pegede på Henrik.
Han … Han … hvem?
Han? En slægtning. Spis nu! Mette lod hånden falde mod bordet, Lise veg lidt tilbage og åd videre.
Henrik stod afventende på trappen, lod Mette gå forrest op. Hun skævede til hans brede skuldre, ryggens muskler bulende under skjorten. Sikke en mand! Dyrene muskler, smukt ansigt. Hvis bare man havde sådan en …
Hun fandt værktøj frem.
Jeg har været alene længe, Henrik. Alt ansvar er på mine skuldre, hjælper også naboen. Skæbnen man skal være barmhjertig. Nu går jeg sig til hvis du mangler noget.
Ja, ja, sagde han og gik til arbejdet.
Mette fik gjort sig i stand, gned lidt rødme på kinderne, lagde mascara. Hængte plastikperlerne om halsen det billigste hun havde. Men dog noget!
Du har det hyggeligt, sagde Henrik, da han trådte ind.
Jeg gør mit bedste, svarede hun genert. Vask hænder i bryggerset, jeg finder et håndklæde. Og kom så og spis med! Et lille glas? hun satte snaps på bordet, bød ham igen langsomt, så hun nåede at vise sig fra sin bedste side.
Ja, et lille glas til ære for værtinden, smilte han og tog imod.
Tag nu kartofler, kålen, lidt kød, og prøv også tærterne. Jeg har meget, du bare kan tage af.
Henrik spiste tavst. Hjemme … Følelsen af at være hjemme skyllede ind over ham.
Og hvorfor sad du så inde? spurgte værtinden, lettere svingende.
Drab, sagde han lavt og så alvorligt på hende.
Hold da op! På hvem?
Min far. Han slog min mor. Jeg prøvede at få hende med væk. Ville redde hende, men hun nægtede. Så en dag var det nok. Jeg overgav mig. Jeg tænkte, nu skal vi have et bedre liv, men … hun tog sit eget liv. Hun kunne ikke undvære ham. Jeg fattede det aldrig.
Han rystede stille, tav.
Sådan kan det gå, sukkede Mette og sendte ham et forsigtigt blik.
Og hvad nu? spurgte hun og lagde sin hånd over hans.
Ved ikke. Måske hjem. Men … jeg skal jo melde mig, viste hun sin løsladelsespapir.
Giv det tid. Bliv lidt en dag eller to. Find roen, jeg skal nok tage mig af dig. Du sover i storstuen, jeg i den anden. Ingen grund til at fryse.
Hun smilede til ham, vittig og hjertelig, men han reagerede ikke. Gad vide, har han ikke en kvinde et sted?
Men du skal vide, jeg slipper dig ikke. Hvis du forsøger at stjæle, for eksempel, sagde hun lavt.
Han nikkede.
Skal jeg hjælpe til? Og hvem er Lise egentlig?
Lise? Min nabo. Hun er ikke rask, siger ikke så meget. Jeg holder øje med hende, gør hvad jeg kan.
Hun ordnede mad, dækkede over, gik ud i vinterkulden for at bringe Lise dagens måltid.
Kom nu, spis, sagde hun. Jeg har også gæster. Og du … du er alt for meget! Jeg skal til at bade dig senere. Så spis op!
Henrik gik og ryddede op, fejede krummer. Mette, ja, hun var nærværende, stærk og smuk på sin egen måde.
Kun hvis min mor havde været sådan en kvinde … Måske ville alt have været anderledes, tænkte han.
Ude gik Lise og hakkede brænde, forkert og farligt.
Hold nu op! Du save dig snart en tå af! råbte Mette, men Lise mumlede ligegyldigt videre.
Henrik kom til og tilbød hjælp, og med et blev han overvældet af minder og sorg.
Senere på dagen som lovet fik han lov at bade alene, og da han dampende rød sad ved bordet i den lune stue, takkede han:
Tusind tak for alting. For mad, varme og husly.
Ja, det er jo hårdt at være alene, sagde Mette stille. Men det er det også for mænd …
Henrik knappede skjorten. Hvad med Lise?
Hende får jeg penge for at passe. Hendes familie har efterladt hende her, vil ikke have hende. Jeg holder øje, fodrer hende, får fine penge. Sådan går tiden.
Man burde hjælpe hende ordentligt … begyndte Henrik, men Mette aede hans kind.
Nej, kære. Sådan har det nu været længe, naturen heler måske bedre her. Bliv til sommer? Så er her smukt!
Du er godhjertet, sagde han og famlede sig til ro.
Om natten lød lyden af en traktor. Mette greb lidt penge fra gemmerne, flirtede med chaufføren. Hun så aldrig, at det var Lises søn, der besøgte moren.
Næste dag Henrik havde været oppe ved kirken, kom forfrossen tilbage og så, hvordan Lise stod og blev (modvilligt) vasket af Mette med koldt vand bag skuret. Noget mørkt og tungt rejste sig i hans bryst.
Hvad laver du?! Mette, hold op! skreg han og kastede sig ind over hegnet, smed sin pels om Lise.
Jamen, hvad nu … Du kommer her, uden noget, spiser mit mad, dræbte din egen far, men vil spille from? Da du lå i min seng, tænkte du på godhed da? Det var mig, du var med, sagde Mette flabet.
Nej, det skete aldrig, svarede han og trak Lise med ind i hendes hus.
Mette råbte efter dem, at hverken familie eller verden ville have dem, og hun skreg endnu højere, at de var kryb, mens hun så deres skygger forsvinde.
Senere sad Henrik og fortalte Lise fra sin barndom hvordan hans mor viste ham skyggespil med papirfigurer i lampelyset, hvordan skyggerne virkede smukke, men figurerne var grimme. Sådan så livet ud, sagde han man ser kun skyggerne, ikke sandheden bag.
Lise forsøgte langsomt at skrive:
“Alle mennesker er forskellige indeni. Du er god. Tak!”
Hun trak et fotoalbum frem, de sad sammen og så billeder.
Næste dag tog Henrik Lise med hjem. Han tilbød hende husly i sin lille lejlighed, og hun gik med.
Mette så dem gå ud på vejen, skyggerne blev længere, indtil de forsvandt helt. Toget susede forbi, bar Mettes lykke væk. Igen havde hun mistet en Henrik.
“Men jeg er jo stadig god,” tænkte hun, mens hun talte pengesedlerne på skødet. “Jeg passede på en fremmed og åbnede mit hjem for ham. Jeg er god en heks!”
Hun lo, kastede hovedet tilbage, sorte hårstrå bredte sig som vinger. Pengesedlerne fløj væk, vinden spredte dem over sneen, og hun løb forgæves efter dem.
…
Lise så nysgerrigt på Henriks værelse med billeder, vaser og notesbøger. Jeg gik selv på universitetet engang, sagde han dæmpet.
Ja … måske igen, svarede Lise.
Hurtigt bankede det på døren, naboen, tante Anne, kom ind.
Henrik! Tilbage! Velkommen hjem, og hvem er det? Åh, det betyder ikke noget! Jeg er Anne, velkommen! Kom i køkkenet jeg har sat vand over til boller!
Lise kastede et rask blik i spejlet, rettede frisuren, Henrik smilede venligt. Snart sad de i det lune køkken, boller putrede i gryden, dufte fyldte lejligheden, børnene sad om bordet. Her var han ægte, tænkte Henrik, og Lise slap for første gang frygten for at være en byrde. Her talte folk med hende, hjalp hende uden pisk eller råb. Det værste var ovre; alt godt ventede forude.
Anne fik igennem en ven en pensioneret professor til at se på Lise. Meget er gået tabt, men vi kan vinde noget tilbage. Kan du strikke? Godt. Jeg mangler et halstørklæde.
Hun kæmpede, tabte masker, græd, men blev bedre. Efter to år kunne hun tale næsten uden besvær, hænderne blev smidige, og hun smilede med selvsikkerhed.
Sikke en flot habit, Henrik, roste hun. For flot?
Måneden efter blev Henrik gift med Katja, og livet blev sandt og ægte. Skyggerne forsvandt. Henrik lærte at løfte tæppet væk og slippe lyset ind.
