Sytten sokker
Katrine kiggede hen over tallerkenen med rødgrød og ventede på, hvad Jens ville sige. Hun vidste det godt i forvejen. Efter treogtyve år sammen kunne hun læse hans ansigt ligeså let som etiketten på en dåse makrel.
Det er altså for salt igen, sagde han, uden at løfte blikket fra sin mobil. Hvor svært kan det være?
Jeg har altså ikke saltet det for meget.
Jeg siger, det er for salt. Så er det for salt.
Katrine lagde skeen fra sig på bordet. Ikke smed den, men lagde den pænt, så den ikke sagde den mindste lyd. For hvis det larmede, ville Jens straks sige, hun lavede drama. Det havde han altid gjort. Hvert eneste af hendes bevægelser, bare lidt skarpere end hans smag, blev kaldt hysteri.
Jens, jeg har brugt samme opskrift i tyve år.
Netop. Tyve år. Er det ikke på tide at prøve noget andet måske?
Han skubbede tallerkenen væk, rejste sig og satte den i vasken uden at skylle den. Resterne af rødgrød lå bare tilbage. Katrine så på hans ryg. Den brede, velkendte ryg på en mand, som aldrig spurgte, hvordan hendes dag var gået.
Det var en ganske almindelig tirsdag aften i deres lejlighed på tredje sal i et etagebyggeri i Odense. Lejligheden var stor, tre værelser, pæn og godt indrettet. Jens elskede at fortælle gæster, at han selv havde stået for indretningen. Katrine sagde aldrig noget, for hun vidste, at hvis hun kom med en bemærkning, ville hun bagefter få skældud derhjemme for at afbryde.
Hun var tooghalvtreds. Han var seksoghalvtreds. De havde mødt hinanden i begyndelsen af halvfemserne på Carlsberg-bryggeriet, hvor de begge arbejdede. Dengang var han en anden eller, sådan troede hun. Han sagde søde ting, bar hendes indkøb, grinede af hendes vittigheder. Måske prøvede han bare at imponere, og så stoppede han, da han først havde hende. Katrine havde for længst holdt op med at stille sig selv det spørgsmål.
Nu arbejdede Jens som salgsdirektør i et mellemstort byggefirma, ByggeGruppen. Lønnen var god. Katrine arbejdede som regnskabsassistent på Odense Kommunes Sundhedscenter. Lønnen var ikke stor, men fast. Men deres fælles økonomi bar mest præg af, at Jens’ penge gik til de rigtige ting. Hendes løn forsvandt til dagligvarer, elregning og alt det praktiske. Jens’ løn var penge til det, der tæller.
Det sagde han selv indimellem. Ikke ofte, men sårende nok.
På din løn kan man dårligt købe rugbrød, sagde han med en stemme, der ikke lød sårende men det var det.
Katrine svarede aldrig. Hvad skulle hun sige? Hun vidste jo godt, at han tjente mere. Men hvorfor så træde på det?
De havde ikke fået børn. Det var et kapitel, Katrine havde forbudt sig selv at åbne op for i hovedet igen. Alt for smertefuldt, for mange sårende ord gennem årene.
Jens mor, Karen, boede i den anden ende af byen ti minutters cykel fra lejligheden. Hun dukkede op uanmeldt, låste sig ind med den nøgle Jens gav hende for femten år siden. Katrine havde nøjedes med at bede Jens tage den tilbage, men han havde ikke givet efter; Karen var ikke en, man fik talt ned. Hun gik direkte igennem stuen, afsøgte rummet for rod og fandt altid noget.
Katrine, der er støv på hylden, sagde hun på en måde, der gav indtryk af, at hun var nådig over for at kalde svigerdatteren ved navn.
Jeg tørrede af i går, Karen.
Nå, hvordan tørrede du så af? Se her.
Så førte hun sin finger langs boghylden og viste Katrine, som om hun var blind.
Jens sad altid i lænestolen og lod som om, han så TV på de tidspunkter. Aldrig bad han sin mor tage det roligt. Jens’ loyale stilhed var ikke fordi, han mente, hun havde ret. Det var bare nemmere sådan. Moren gik tilfreds, konen sagde ingenting og han fik fred.
Katrine havde kaldt det hans svaghed i mange år. Nu kaldte hun det ingenting. Hun kendte mønsteret. Sådan levede de. Ham, hende og Karen som altid var lidt til stede, selv når hun ikke var der.
Jens smed altid sokker overalt. Det var så indgroet en del af hverdagen, at Katrine engang havde tænkt: det er som paneler de er der bare. Under sofaen, ved sofabordet, hun fandt en på køkkenvinduet engang og lod bare være at spørge, hvordan den var endt der bar den til vask, som altid.
Hun gjorde i det hele taget mange ting i stilhed. Gjorde rent, vaskede tøj, lavede mad, handlede ind, bar tunge poser på cyklen hjem fra butikken, for det mente Jens, var hendes ansvar. Han bar kun, hvis der skulle slæbes op på loftet. Ikke dagligvarer.
Du kører jo alligevel forbi, sagde han.
Og ja det gjorde hun jo.
En dag på arbejde var der jubilæum i sundhedscenteret. Katrine deltog i en quiz om medicinhistorie og vandt. Præmien var et gavekort til 2.000 kroner til WellnessNord, et spa i byen. For første gang i lang tid glædede hun sig over at bringe noget hjem.
Jens tog gavekortet, så på det.
Mor nævnte lige, at ryggen gør ondt. Hun har brug for massage.
Jens, det er min præmie.
Jamen, hvad skal du med det? Du har travlt nok i forvejen. Mor ville have gavn af det.
Han ringede straks til Karen. Dagen efter kom hun og tog gavekortet. Sagde tak til sin søn. Ikke et ord til Katrine.
Katrine sad bagefter alene i køkkenet og kiggede ud ad vinduet. Træerne var næsten nøgne. Hun tænkte over, at hun ikke græd. Ville forstå hvorfor. Måske fordi hun ikke var overrasket. Måske fordi såret for længst var blevet baggrundsstøj, som fjernsynet fra stuen.
Og så kom den dag med sokken.
Hun gjorde rent i stuen, flyttede sofaen for at støvsuge og fandt en grå bomuldssok. Én alene. Hun stod bare med den i hånden og kiggede. Hverken obrædt eller irriteret. Bare så på den.
Noget indeni hende sagde meget langsomt klik, som en lås der pludselig giver efter efter mange år.
Hun bar ikke sokken til vask.
Hun gik i stedet ud i pulterrummet, fandt en gammel æske fra vinterstøvlerne, lagde sokken i og lukkede låget.
Jens sad og så fodbold den dag. Hun serverede ham te, uden et tak fra ham. Hun gik ud i køkkenet og tænkte. Længe. Til langt ud på natten. Da Jens sov, sad hun ved køkkenbordet med en halvkold kop te og planlagde. Om tre uger og tre dage skulle de have middag hjemme. En vigtig én, Jens havde talt om længe: chefen for ByggeGruppen, Mads Holm, skulle komme med kone. Forfremmelse var på tale.
Du kan jo godt forstå, hvor vigtig den her middag er, Katrine, havde Jens sagt alvorligt. Holm kigger på det hele. Familie, hjem, kone. Alt tæller med.
Klart, sagde Katrine.
Du skal se ordentlig ud. Frisør, kjole hold dig fra samtalerne. Din rolle er at sørge for maden og ikke forstyrre.
Selvfølgelig.
Og mor kommer også. Hun kan gebærde sig blandt fine folk.
Katrine nikkede. Den del havde hun lært for længst.
Og nu, hvor hun sad om natten i køkkenet med støvleæsken, tænkte hun næsten forretningsmæssigt. Ikke følelsesladet, bare konkret planlægning. Tre uger og tre dage.
Næste dag gik hun efter arbejde i isenkræmmeren og købte små syltetøjsglas med låg. Så videre til elektronikbutikken: en simpel diktafon. Og en meter mørkegrønt fløjlsstof. Alt blev gemt i pulterrummet.
Diktafonen bar hun i forklædet. Tændte, når Jens begyndte at sige noget, der føltes rigtigt at have på lyd. Mavefornemmelsen svigtede aldrig.
Første optagelse kom efter tre dage.
De spiste aftensmad. Katrine havde lavet kylling med grøntsager.
Den er tør, sagde Jens.
Jeg har gjort præcis som altid.
Netop. Måske på tide at ændre noget?
Hvad vil du ændre?
Bare have mad, der ikke føles som savsmuld efter en lang dag. Så meget forlanges der vel ikke?
Kyllingen er mørt, Jens.
Jeg siger den er tør. Jeg ved bedst hvad jeg spiser.
Hun havde startet optagelsen kort inden jeg ved bedst. Alt var med. Hun lagde diktafonen i forklædelommen og serverede ham bærkompot til dessert.
Sokker dukkede op ren rutine. Hver anden til tredje dag fandt hun en et sindssygt sted. Under sengen, ved TV, endda engang på køkkenstolen. Hver sok i sit eget syltetøjsglas. Et glas, et låg.
Det blev hurtigt til mere end rutine hver sok blev markeret. Små prisskilte, som i butikker, gav datoen og et citat fra Jens den pågældende dag.
Det gik nemt: Katrine havde altid haft god hukommelse for ord. Alt, Jens sagde især det, der sved kørte som bånd i hovedet om natten. Nu skrev hun bare det hele ned.
Hold nu op med at pive. En kone burde være taknemmelig for et hjem og en mand.
Den sætning kom en torsdag, da hun nævnte hovedpine efter en lang arbejdsdag.
Min mor sagde altid, du var uduelig. Troede hende ikke dengang. Men nu kan jeg godt se hun havde ret.
Kom lørdag, da Karen og Jens bedømte Katrines hjemmebag til kaffen. Kagen var god, men Karen sagde bunden kunne være tyndere, Jens bakkede hende op. Katrine stod derefter lidt ekstra i badeværelset foran spejlet. Koldt vand, tilbage til opvasken.
Om natten, når Jens sov, stillede hun glassene frem på køkkenbordet: kiggede, testede, planlagde præsentationen. Lavede små podier af karton, lim og fløjl så glasset stod perfekt.
Mini-spotlys købte hun af en fyr på DBA til fotografering, sagde han. Tre styk for ingen penge. Hyggeligt og et varmt lys limeget om det var stor kunst, det så bare rigtigt ud.
Hun så ikke det hele som det store opgør. Hun registrerede bare. Ligesom med regnskab: præcist, uden følelser.
Jens fattede intet. Kiggede aldrig på hendes indkøb, og kun interesseret i mad og orden.
En morgen spurgte han, hvorfor hun så træt ud.
Har sovet dårligt.
Igen? Måske du burde spise nogle piller?
Jeg ved ikke…
Du arbejder jo selv på sundhedscenteret, så tag dig dog sammen.
Samtalen færdig. Han læste videre.
På jobbet bemærkede kollegaen Helle:
Du ser så… Måske koncentreret ud?
Det er jeg også, svarede Katrine.
De havde arbejdet sammen i otte år. Ikke nære venner, men pålidelig nok til, at Katrine ville ringe til hende i en krise.
Så var der Lene. Gamle veninden fra seminariet. Lene boede i Aarhus nu, skilt og glad alene, arbejdede som rejsekonsulent. Altid klar på at sige: bedre alene end dårligt selskab.
En sen aften ringede Katrine:
Lene, jeg får brug for din hjælp midt i næste måned.
Hvorfor, hvad sker der?
Ingenting. Jeg flytter. Har lejet en lille lejlighed nær Munke Mose. Første måned er betalt.
Er det seriøst, Kat?
Det er det.
Har du overvejet …?
Ja. Men beslutningen er taget.
Lene tøvede en anelse:
Jeg kommer d. 15. Har en veninde, jeg kan overnatte hos. Skal jeg tage noget med?
Bare dig selv. Og din fornuft.
De lagde på. Katrine gik ud i pulterrummet og talte glassene. Ni styks.
Advokaten fandt hun online. Kirsten, omkring 45, imødekommende og stille. Katrine forklarede sagen, kort og neutralt.
Ejer I noget sammen?
Lejligheden. Købt i fællesskab, men primært for hans penge.
Den er stadig fælleseje. Skal du have din del?
Nej. Jeg har lidt på kontoen. Lejer selv.
Er du sikker?
Ja.
Kirsten så på hende, som om hun havde set mange slike kvinder: ville bare ud, ikke kræve noget. Frihed nok.
Vi indgiver papirerne fra din side. Femtende passer?
Ja.
Katrine gik ud i solen, september var mild, og hun tænkte aldrig før havde hun følt så lidt ingen frygt, bare tør mund og husk at købe en kildevand.
Hjemme lavede hun mad. Jens kom sent, spiste, sagde kun, at fisken var til at holde ud. Ikke godt, bare tåleligt. Højeste score i hans bog.
Du har husket, at Holms kommer d. 18., ikke?
Ja.
Han er til hjemmelavet mad. Noget med and? Eller okse.
Jeg laver and.
Fint. Husk nu den dug fra Finland.
Ja, selvfølgelig.
Og tag ikke den blå kjole. Den får dig til at se bred ud.
Katrine så på ham.
Okay.
Han gik. Hun pakkede lidt, skrev Lene: “Aftenen d. 18. Pakker på forhånd.”
Dagene gik med arbejde, rapporter, forberedelser og stadig flere glas. Tretten glass små pæne kort, trykt og klippet til.
Optagelserne varierede mellem skarpe stikpiller og de små, langsomme hug.
Har du nogensinde prøvet at yde lidt ekstra? sagde han, da hun gav ham en strøget skjorte.
Hvordan mener du?
Lige meget. Her er en fold på kraven. Jeg får den renseriet næste gang.
Smækkede skjorten væk, lod hende glo på sine hænder, hun havde strøget tusinde skjorter for ham de år.
En af de barskeste ting blev optaget tilfældigt, da Jens talte i telefon og troede, hun ikke hørte efter.
Nå, alle koner er ens. Min surmuler også. Men så har jeg i det mindste et rent hjem og en gryde rødgrød. Nej, jeg går ingen vegne. Mor gider ikke lave mad nogen steder længere.
Katrine stod stillet i entréen. Diktafonen rullede.
Tanken kom først senere. Tåle det. Han brugte selv ordet. Han vidste helt præcis, hvad han gjorde. Det var allerværst.
Lene kom som lovet d. 15., da Jens var på arbejde. Katrine lukkede veninden ind Lene kiggede grundigt fra entre til soveværelse.
Stor lejlighed.
Tre værelser. Jeg har boet her i treogtyve år.
Og nu går du.
Nu går jeg.
Er du klar?
Jeg er klar.
Pakningen var overstået på to timer ikke meget at hive med. Tøj, et par bøger, fotos (kun dem uden Jens), lidt køkkengrej og vigtigste papirer. Jeans, tasker og papkasser blev kørt til Munke Mose.
Lejligheden var lille, men lys med udsigt til træer fra soveværelset. Katrine stillede alt og gik hjem igen. De næste dage ville Jens ikke opdage noget.
Den 15. gik hun til advokaten og skrev under: ansøgning klar.
Hjemme klokken 18. Jens sad og så TV.
Hvor har du været?
Overtid på jobbet.
Mad på vej?
Lige om lidt.
Hun gik i køkkenet og mærkede, at der kun var tre dage tilbage.
De næste dage gik med at marinerer and, opdage en endnu en sok, lave kanelduftende dessert. Menuen blev skrevet sirligt i notesbogen.
Sideløbende arbejdede hun på udstillingen: Indtil d. 18. havde hun sytten glas. Sytten kort. De vigtige citater blev printet større tre udvalgte.
Hold nu op med at pive. En kone burde være taknemmelig for et hjem og en mand.
Min mor sagde altid, du var uduelig. Nu tror jeg på hende.
Tåle det. Men så er der rent og grød på komfuret.
Spa-gavekortet fik hun spændt op i glas og ramme med et kort under: Gaven, jeg ikke fortjente ifølge svigermor.
Spotlysene blev sat op i stuen tjekket, alt stod smukt på den mørkegrønne fløjl. Dækket til med et tæppe.
Morgenen d. 18. var Jens i overraskende godt humør. Kaffe, dagsorden, menu.
And, tranebærsovs, ovnbagte grøntsager, sagde Katrine. Sommertid: laks, oliven, ost, til dessert tiramisu.
Kan du lave tiramisu?
Ja.
Du ved jo, det gælder, Kat. Holm er en ordentlig mand han respekterer familien.
Jeg har forstået.
Mor kommer ved sekstiden og hjælper dig. Hun kan det der.
Det behøves ikke.
Hun vil gerne.
Fint.
Han gik. Hun brugte dagen på madlavning, and i ovnen, bord dækning. Lysene blev fundet frem, fjernduggen strøget. Klokken fire gik hun i bad, føntørrede sit hår, lagde en diskret makeup og tog den røde kjole på, som Jens aldrig havde set. Ikke prangende, bare elegant. Hun brugte et øjeblik foran spejlet. Tog sine gamle sølvøreringe på.
Fem før seks ringede Lene.
Hvordan går det?
Anden er perfekt.
Jeg venter nedenfor. Ringer lige, hvis du får brug for det.
Tak, sagde Katrine.
Karen kom præcis seks. Brugte egen nøgle.
Åh, du har gjort dig til, sagde hun, da hun så Katrines kjole.
God aften, Karen.
And?
Ja.
Jens kan bedst lide det tørt, du ved.
Jens kan bedst lide det saftigt. Det har jeg lært på de her treogtyve år.
Karen så overrasket ud. Katrine smilede og gik ud i gangen, netop som Jens kom hjem.
Han stoppede op.
Hvad er det for en kjole?
En ny.
Rød?
Ja.
Han sagde ikke mere. Gik ind.
Holm og hans kone, Pia, ankom præcis halv otte. Mads Holm var en stor mand med kort, sølvfarvet hår, meget rank. Han gav Katrine hånden.
Hyggeligt at hilse på, Mads.
Katrine.
Flot kjole, Katrine.
Hans kone, Pia, var lille, mørkhåret med venlige øjne. Hun havde blomster med til Katrine.
Tak fordi vi måtte komme.
Velkommen.
Jens var eksemplarisk vært, talte, hældte vin op, smilede. Karen sad stille og smilede tilfreds. Katrine serverede mad og smilede.
Under maden blev stemningen mere afslappet. Pia spurgte:
Hvad laver du til dagligt?
Regnskab i kommunen.
Det må kræve overblik.
Det kræver det, men jeg kan lide det.
Efter hovedretten, da anden var væk og rødvinen blevet fyldt op, stod Katrine op.
Undskyld, men jeg vil gerne vise jer en lille udstilling, jeg har lavet til lejligheden.
Jens så forvirret ud; anede ikke, hvad hun snakkede om.
En udstilling? sagde Holm nysgerrigt.
Jeg har altid været vild med små overraskelser. Kom endelig med.
Hun trak tæppet væk i stuen.
Spotlysene lyste på de sytten glas på fløjl. En sok i hver. Ved hvert glas et kort. På væggen de store citater. I hjørnet, rammen med spa-gavekortet.
Pia så først læste et kort, så et andet.
Karen kom til sidst og spurgte straks:
Hvad er det her?
En samling, sagde Katrine tre ugers arbejde.
Jens stod målløs i døren.
Katrine fandt sin lille fjernbetjening frem. Trykkede. En optagelse lød fra højtaleren i reolen.
Jens egen stemme, optaget:
Hold nu op med at pive. En kone burde være glad for et hjem og en mand.
Og igen:
For tørt. For salt. Som altid. Måske tid til forandring?
Og:
Man må tåle det. Til gengæld er her rent og grød i gryden. Mor gider ikke lave mad mere.
Sidste klip:
Min mor sagde du var uduelig. Jeg troede hende ikke men det gør jeg nu.
Stilheden derpå var tyk og tæt.
Pia læste på rammen til spa-gavekortet. Kiggede på Katrine. Holm rettede ryggen og så alvorligt på Jens.
Jeg har hørt, du ønsker at blive vice-direktør, sagde han roligt.
Jens åbnede munden.
For mig begynder tillid med, hvordan folk er hjemme, sagde Holm hurtigt. Sådan taler man ikke til sin hustru. Aldrig. Jeg vil ikke have nogen i ledelsen, der omgås sin kone sådan.
Han vendte sig mod Katrine:
Tak for maden. Anden var virkelig god.
Velbekomme.
Pia klemte Katrines hånd en kort sekund. Parret gik. Jens stod tilbage.
Karen stod ved væggen, åbnede munden, men Katrine trykkede for næste lydklip samtalen mellem Jens og hans ven.
Tror du ikke min mor kører mig træt? Hun blander sig hele tiden. Ellers måtte jeg jo fikse noget stilhed, men så er der ingen, der laver mad. Hverken mor eller kone kan finde ud af noget.
Karen frøs. Kiggede på sin søn.
Jens, sagde hun lavt.
Han gloede ned.
Jens
Hun tog sin taske, lagde nøglen på kommoden og gik. Døren blev lukket roligt, ikke et smæk det var værre end et smæk.
Katrine stod længe mellem glassene. Tog et op, kiggede, satte det på plads.
Jens kom brasende.
Hvad har du gang i? Det her er sygt!
En udstilling, Jens.
Foran min chef! Forstår du, hvad du har gjort?
Ja.
Svinestreg. Fuldstændig vanvittigt!
Dine sokker. Og dine ord. Jeg har intet opfundet.
Du har optaget mig! Det er ulovligt!
I mit eget hjem. Tjek hos en advokat.
Han råbte:
Hvorfor har du gjort det her?!
Hun tænkte et øjeblik. Husker unge Jens, grinende i ternet halstørklæde, dengang han stod tre timer i regnen og ventede, da der ikke fandtes mobiler. Den person havde engang eksisteret.
Jeg har papirer på skilsmisse. Lagt d. 15.
Jens tav.
Mine ting er flyttet allerede. Din mors nøgle ligger ved kommoden. Jeg har aldrig haft egen. Også ligegyldigt nu.
Hun gik forbi ham, tog sin lille taske i gangen.
Anden er færdig. Spis løs. Jeg vasker ikke op. Det er ikke min sag mere.
Hun gik ud.
Trappegangen var svagt oplyst. Hun trykkede på elevatoren. Tyst bag døren. Noget faldt. Så tavshed.
Elevatoren åbnede, hun trådte ind, trykkede stue.
Udenfor duftede luften af efterår våde blade og svag duft af andens æblekage fra et vindue. Helt almindelig by-luft.
Hun gik ned ad gaden i den røde kjole, lille taske i hånden. Skoene klikkede på asfalten. Folk skyndte sig hjem, nogen luftede hund, nogle på mobilen. Ingen kiggede på hende.
Verden kørte videre, uvidende om, at noget afsluttedes på tredje sal for bare minutter siden efter treogtyve år.
Hun vidste ikke, hvordan det ville gå. Lejligheden ved Munke Mose var lille, og første nat ville være sær uden en andens vejrtrækning ved siden af. Ingen til at sige, maden er klar. Alt hænger på hende. Lige fra elpæren til hvad man skal spise søndag morgen.
Hun vidste ikke, om hun ville savne ham, eller hvad folk ville sige, eller om Karen nogensinde ringede, eller hvad hun da skulle svare.
Telefonen vibrerede. Lene.
Hvordan går det?
Jeg går.
Hvorhen?
Det ser jeg på.
Lene tøvede:
Jeg har vin med. Vi ses om tyve minutter?
Ja. Min nye lejlighed.
Munke Mose. Jeg ved det. Vi ses snart.
Katrine lagde på. Gik videre, stoppede og ventede på grønt. En mand ved siden af kiggede på kjolen. Lyskrydset blev grønt. Hun gik over.
Oppe på tredje sal stod Jens tilbage blandt de sytten glas og den snavsede bradepande.
Katrine trak vejret ind. Luften var hendes ikke nogen andens. Uden gæld, uden nogen at leve for, kun sig selv. Hun vidste ikke, hvad der stod på næste side men én ting var sikkert: det var hende, der ville skrive det.
Lene, sagde hun, bare ud i luften, selv om Lene ikke var der. Bare et ord, ud i Odenses aften, på en helt almindelig gade, som hun gik ad for første gang helt alene.
Og som svar lød hendes hæle mod fliserne. Én gang. Flere gange.
Et nyt liv, kun hendes eget, begyndte sådan her: uden fanfare, uden bifald, bare med duften af æblekage og tyve minutter, til veninden kom med vinen.
