Det ser ud til, jeg bare ikke har heldet med mig.
Unge mand, hvad laver du?! Hvordan kan du dog tillade dig det? Pigen så rædselsslagent på mig, mens jeg bare stod som forstenet; jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare.
Vent nu, du har helt misforstået det, fik jeg fremstammet.
Men hun ville ikke høre en eneste undskyldning. Hun gik bare hen til mig, tog sin pung og gav mig en ørefigen så det sagde smæk.
*****
Fra i går aftes og helt indtil morgengry havde jeg bare drukket spandevis af kaffe og skrevet med brugeren DinSolskinsPige på chatten.
Det var mig, der først sendte det obligatoriske Hej!, hun svarede et minut senere, og så rullede samtalen bare af sted. Udvekslingen føltes ukompliceret, nærmest hyggelig; jeg følte virkelig, at med den søde, blåøjede lyshårede pige (jeg håbede, billedet var ægte) kunne der måske være grobund for noget. Venner eller måske mere det var næsten ligegyldigt.
Det vigtigste var, at hun virkede åben overfor at mødes. På mit spørgsmål: “Måske skulle vi tage en kaffe snart og lære hinanden lidt bedre at kende?” svarede hun: “Alt er muligt “, og sendte en blinkende smiley.
Men så spurgte hun, hvad jeg lavede til daglig, og
så gik det hele i vasken.
Hvorfor fortalte jeg hende også, hvad jeg laver? Og ovenikøbet sendte det billede fra kontoret…, tænkte jeg irriteret.
Men jeg var ikke sur på hende jeg var sur på mig selv.
Men omvendt…
Hun ville jo finde ud af det før eller siden. Hvad så? Hvad ville der ske, Andreas?!
Det behøvede jeg dårligt at svare på. Det var jo åbenlyst. Hun ville alligevel have skrevet eller endnu mere pinagtigt sige til mig lige op i ansigtet, hvad hun syntes, ligesom nu.
Jeg læste beskeden igen om, at en IT-supporter, der slider sine jeans på en kontorstol, ikke har nogen fremtid i kærlighedslivet. Og jeg havde faktisk lyst til at svare igen skrive noget spidst tilbage.
Men jeg besluttede, det ikke var det værd. Lad hende bare tro, jeg ikke blev ramt. Så jeg sendte hende bare den der grinende smiley med tårer i øjnene og klappede så laptoppen hårdt i, en gang for alle!
Så hårdt, at jeg næsten troede, noget knækkede indenunder låget. Måske skærmen eller måske bare en tast. Men jeg gad ikke engang at tjekke, for at undgå at ærgre mig endnu mere. Der var rigeligt at ærgre sig over allerede.
Jeg havde brugt tre måneder nu på at sidde på diverse datingsites efter arbejde, i håbet om at finde den eneste.
Men nu var jeg igen overbevist om, at det hele var spild af tid for mit vedkommende. Jeg fandt sgu aldrig nogen på den måde.
Tag nu f.eks. DinSolskinsPige: En nat med skriverier, og hvad får jeg ud af det? Et afslag.
Ligesom med de andre piger, der åbenbart synes, at en mand kun er værd at overveje, hvis han ejer egen virksomhed ikke hvis han ordner Windows-installationer på kontorets PCer.
Det var ellers ikke kun det, jeg lavede jeg havde flere opgaver og blev faktisk betalt ganske pænt for dem.
Men hvad skulle det nytte?
Jeg tændte retro-radioen for at fjerne tankerne lidt. Men selvfølgelig spillede de lige dén sang:
Det var nok ikke min skæbne, det var nok ikke min skæbne, der er nok ingen kærlighed sang popstjernen med drillende tone, næsten som om hun hånede mig.
Radioen slukkede jeg straks. Men jeg var jo egentlig enig: Ikke meant to be og ingen kærlighed.
Hvorfor begyndte jeg overhovedet med de dating-sites? Så meget spildtid
Men jeg skulle da prøve, især fordi Michael, min bedste ven, havde rådet mig til det.
Jeg fandt jo Anne på sådan et site! sagde han stolt så stolt at jeg faktisk følte mig lidt stødt og måske endda lidt misundelig.
Er jeg virkelig ikke bedre stillet?
Men at møde sådan én som Anne, skulle vise sig at være én ud af en million. Det var åbenbart Michael, der havde fået det lod.
Så var der mig. Jeg måtte bare indse, at IT-supporter ikke er i vælten mere. Måske det bare ikke er min skæbne…
Sådan! Nu må det være slut med at hænge med næbet! gav jeg mig selv besked på. Måske var det faktisk bedst, det ikke blev til mere med hende
Jeg så på klokken halv otte om morgenen. Jeg gabte stort og besluttede, at nu kunne det være tid til lidt søvn. Det var jo min fridag.
*****
Jeg var lige lagt mig til rette og rakte ud efter mobilen for at slå lyden fra, da Michael ringede.
Lyder som sendt fra himlen
Hej Andreas! Prøv at høre, jeg har virkelig brug for din hjælp det haster!
Hej Michael, jeg gned mig i øjnene og gabte igen. Jeg har ikke sovet i nat og ville egentlig bare sove nu. Kan det ikke vente?
Nej, det kan ikke vente. Jeg kan virkelig ikke spørge andre.
Jeg smilede for mig selv. Typisk Michael.
Han var jo chefen for IT-afdelingen, og jeg var hans medarbejder. Selvfølgelig skulle jeg bakke op.
Hvad er der sket nu? Er serverne gået ned igen eller skal databasen genetableres? Jeg sagde ellers, det kunne ske…
Nej, det har intet med arbejde at gøre. Jeg tager forbi dig nu så kan jeg forklare det hele. Bare gå ingen steder.
Okay.
Et minut senere ringede det på døren. Jeg nåede dårligt at blunde, før jeg gik ud for at åbne. Der stod Michael og …
Balder.
Hvorfor har han dog hunden med? tænkte jeg.
Du er da hurtig til at komme tværs over byen, sagde jeg og smilede. Du har nok bare ventet nede foran og ringet, så du slap for at trave op på fjerde sal, hva?
Jep, grinede Michael og rakte mig hånden.
Jeg rakte hånden ud for at hilse men han stak mig i stedet hundesnoren.
Øh hvad er det her?
Nu skal du høre. Anne vandt et ugelangt ophold på et femstjernet hotel i Italien for to personer. Og hun INSISTERER på, at vi skal rejse sammen.
Nå, så du synes ikke det lyder vildt fedt? Jeg vidste jo, at Michael hadede at flyve.
Overhovedet ikke. Jeg sagde: Tag en veninde med i stedet og hyg dig! Men nej, jeg vil kun med dig og så truer hun med, at hvis ikke jeg tager med, så bliver hun i Italien og kommer ikke hjem.
Det var noget af en trussel, grinede jeg, og så ned på Balder, der kiggede op på mig med det der, forventningsfulde blik.
Michael sukkede.
Og nu har vi så et problem. Balder kan vi hverken tage med eller finde nogen, der kan passe. Andreas, vil du ikke være sød at passe ham? Bare en uge?
Argh Michael… du ved, hvordan jeg har det med hunde. Og jeg har aldrig ejet en.
Det er ingen sag, grinede han. Jeg medbringer mad, skåle, og hans yndlingskurv, ja selv legetøjet. Han er ikke engang en hvalp længere.
Nå ja mumlede jeg skeptisk.
Du skal bare lufte ham morgen og aften. Jeg tilbyder ikke penge jeg ved, du ikke vil tage imod dem. Men vi kan sige, du får lidt ekstra fri bagefter.
Men han bider han? Gnaver i sko? Gør han om natten?
Nej, nej! Balder er den sødeste og klogeste hund, du kan stole på. Okay, måske Michael så på ham.
Hvad?
På tur elsker han at løbe, og han DADER tit væk fra snoren. Han har virkelig trang til frihed!
Så er det altså mig, der skal jage ham hele byen rundt bagefter?
Nej da, grinede han. Balder finder dig selv bagefter. Men pas nu alligevel på ham for min skyld.
Okay så, jeg skal nok holde øje med ham men Michael, HVIS han smadrer min lejlighed, betaler DU for reparationen!
Aftale! Men det sker ikke, jeg lover det.
*****
Da jeg vågnede igen, var det mørkt udenfor. Jeg tog madskålen, hældte foder op og satte den ned foran Balder, der havde ligget knivstille hele dagen, mens jeg sov.
Nå gamle dreng, er det tid til aftensmad? Jeg klappede ham kærligt.
Balder så bare menneskeligt på mig, som om han var helt uforstående.
Og så blev han liggende han kiggede ikke engang på skålen.
Ikke sulten? Eller…?
Nå ja. Michael sagde jo, du har principper. Du spiser kun efter en gåtur i den friske luft…
Tjo, lad os gå en tur. Jeg kunne også godt bruge lidt luft, for at ryste alle de der kærlighedstanker af mig…
Det lyste straks op i Balder. Han sprang op, logrede vildt og gik direkte ud i entreen. Greb sin line og ventede på, at vikar-ejeren tog sko på.
*****
Vi gik en time rundt udenfor, og mærkværdigt nok prøvede Balder faktisk ikke at stikke af én eneste gang. Han trak lidt, når jeg holdt stille for længe.
Han viste sig at være let at have med at gøre. Der var ikke problemer.
Men næste dag gik det galt.
Indsatsen var god om morgenen, men til aften, da vi skulle i parken, skete det
Jeg kiggede i mobilen i ét minut skrev lige til Michael: Alt er fint!. Da jeg trak i snoren, opdagede jeg pludselig, at Balder var væk. Ud af halsbåndet, som var det trylleri.
Ej altså, hvor kan man være uheldig Jeg stillede mig til at lede.
Jeg havde trods alt været i parken før og kendte til dens små gemmesteder. Men hvad der foregik i en hunds hoved, havde jeg ikke fantasi til at forudse.
En halv time efter var Balder stadig som sunket i jorden, da jeg mødte en pige.
Hun så godt nok sød ud, men hun virkede fjern og trist.
Undskyld, har du set en lille brun/hvid hund rundt omkring? spurgte jeg.
Undskyld, hvad? svarede hun forvirret.
Hun var virkelig smuk, tænkte jeg og gentog så mit spørgsmål.
Har du tilfældigvis set en løs hund? Uden snor eller halsbånd?
Hund? Nej, desværre ikke, hun vendte sig straks for at gå videre.
Jeg skulle også selv videre med min eftersøgning, men jeg tog mod til mig og indhentede hende.
Undskyld, er du okay? Du virker så… fraværende. Noget galt?
Jeg har mistet min pung. Kan ikke huske, hvor. Og pengene var til min mors medicin… Har du måske fundet en pung?
Nej, beklager.
Trist, men tak fordi du spurgte. Det er rart at vide, der er folk, der bekymrer sig.
Vi havde intet mere at tale om, og vores veje skiltes.
Jeg vidste ikke, om mødet betød noget for hende, men pigen fyldte mine tanker resten af aftenen. Hun var ikke som alle de digitale blondiner fra nettet. Hun var virkelig rigtig.
Balder! Balder! råbte jeg gennem parken, satte mig på en bænk og var netop ved at skrive det dårlige nyt til Michael, da jeg så en silhuet nærme sig.
Balder, naturligvis, med logren.
Og i munden havde han en pung.
En lyserød pung med små rombesyninger og en lille gylden krone i midten. Præcis som pigen havde beskrevet.
Utroligt. Jeg kunne næsten ikke tro mit held! Jeg skulle til at lege den store helt give pigen hendes pung tilbage, invitere hende ud på kaffe, måske…
Jeg åbnede pungen for at se, om der var et visitkort eller andet, så jeg kunne finde hende, da hun dukkede op ud af det blå.
Hvad laver De? Hvordan kan De være så flabet?! Hun så forskrækket ud. Jeg stod der som paralyseret.
Du har misforstået det, sagde jeg. Jeg kan forklare!
Men hun ville ikke høre på mig. Hun gik hen, nappede pungen og gav mig en lussing.
For hvad?! Jeg ville bare aflevere den! Det var HUNDEN, der fandt den, og jeg ledte efter dit navn!
Jeg troede, du var et godt menneske. Men du lyver bare og inddrager endda en usynlig hund…
Hvad mener du med usynlig?
Ja, hvor er den så?!
Jeg kiggede rundt Balder var ingen steder. Igen stukket af!
Pigen vendte sig om og gik, mens jeg blev siddende og gned kinden, det brændte.
Helt ærligt. Sikke et latterligt uheld
Balder! råbte jeg.
Hunden smuttede straks ud af buskadset og satte sig ved min side med et bedende blik.
Tak for hjælpen, min ven.
Balder logrede bare du siger bare til, hvis der er mere.
Så gik vi hjem
*****
De næste fire dage tog jeg Balder med i parken morgen og aften i håb om at finde hende igen.
Jeg ville forklare mig sige undskyld. Men hun kom ikke.
Balder var til gengæld lykkelig for at gå længere ture.
Han var som en engel. Ikke én gang stak han af eller lavede ballade.
Så var det fredag, og dukkejævel der sad hun pludselig igen på en bænk.
Hej
Igen dig?! Hvad vil du?
Jeg vil bare forklare, for det blev så akavet den anden dag…
Jeg taler ikke med tyve og løgnere. Så du behøver ikke forklare noget. Alt ER forklarligt.
Ej, come on, jeg stjal ingen pung jeg ville give dig den!
Ville? Jeg snuppede den selv fra dig i tide. Ellers havde du sikkert taget pengene og de var til min mors medicin!
Jeg har ikke brug for dine penge jeg har et okay job. Jeg ledte efter et visitkort for at kontakte dig. Det var altså Balder, der fandt pungen!
Orker ikke høre mere! Pigen blev gal. Hvilken hund? Og hvorfor bliver du ved med at snakke om en hund, der ikke findes?
Hvorfor ikke?! Se nu skulle du
Men igen Balder var væk.
Jeg bandede for mig selv og løb ud for at lede efter ham det begyndte at blive mørkt, så det skulle helst ske hurtigt.
Undskyld, jeg må gå sagde jeg, ærgerlig over, at jeg aldrig fik forklaret mig.
Hun virkede faktisk lettet.
Godt. Håber vi aldrig ses igen!
*****
Jeg nåede ikke at finde Balder inden solen gik ned. Jeg gik gennem de stille alléer, forsøgte koncentrere mig om hver en lyd.
Hvorfor stikker du altid af i de værste øjeblikke, makker? tænkte jeg.
Pludselig hørte jeg stemmer én af dem pigens, nu lettere ængstelig, og så to fremmede mandegrinende.
Hør, lille lækkerbisken, skal vi ikke give dig lidt varmen? Du står jo her og ryster.
Undskyld, jeg venter på min veninde.
Så kan vi gi din veninde varmen også, lød det klamt.
Lad nu være med at gøre det værre jeg kan skrige, sagde hun nervøst.
Skriv du bare hvem skulle høre dig her? Kom nu, kom over til os…
Lad mig være! råbte hun.
Jeg tøvede ikke og løb hen mod stemmerne.
Hvad har I gang i!? råbte jeg uden at lyde alt for usikker. Mændene var store fyre.
Hvem fanden er du?
Jeg… jeg… jeg er hendes kæreste! Og min hund kommer herhen nu han er IKKE glad for fremmede. Han går straks til angreb, så…
Mændene tøvede lidt, men grinede så hånligt.
Jeg tror ikke på dig…
Men i det samme lød der en hæs brummen inde fra buskene Balder lagde sin dybeste stemme for dagen.
Selv jeg blev lidt beklemt, og listede over til pigen mændene ville ikke forsøge lykken og skred hurtigt.
Da de var væk, hoppede Balder frem fra busken, satte sig pænt og logrede.
Det er så din hund? hun nikkede imponeret.
Jeps. Balder, men han er faktisk min vens. Jeg passer ham, mens de er i Italien.
Så du løj ikke
Nej. Balder fandt din pung, og jeg ledte efter dit navn. Han stikker bare altid af på de værste tidspunkter.
Virkelig klog hund, sagde hun og grinede. Bider han?
Nej, han bliver kun glad for at blive klappet. Forresten jeg hedder Andreas.
Jeg hedder Solveig.
Hyggeligt. Men hvad laver du egentlig herude så sent?
Jeg ventede min veninde. Hun dukkede ikke op Orker ikke ringe mere. Nu vil jeg bare hjem.
Hvis du ikke synes jeg er for fræk, så følger jeg og Balder dig lige til dørs?
Gerne.
*****
Siden den dag gik jeg ture med Solveig og Balder i parken hver aften. Jeg fulgte hende hjem bagefter men nu var Balder tilbage hos Michael og Anne, og jeg savnede ham faktisk.
Vi havde det ellers sjovt bare os to men der manglede noget. Det var bare ikke helt det samme.
En søndag eftermiddag, mens vi gik tur, kom pludselig en lille hundehvalp ud af en busk. I munden havde den ja, tro det eller lad være en stor, brun læderpung, formodentlig stjålet fra en forretningsmand.
Hvalpen lagde den for vores fødder, og straks bagefter kom en småstresset jakkesætsmand rendende:
Så er det nok, lille bandit! Gi mig straks min pung! råbte han.
Vi afleverede pungen, men hvalpen…
Den besluttede jeg at tage med hjem.
Solveig var helt med på idéen.
Nu laver vi én aftale, sagde jeg og satte den bette fyr på bænken, du skal ikke tage andres ting mere, forstået?
Hvalpen slikkede mig i hele ansigtet, hvilket jeg tolkede som deal.
Fra den dag gik vi tre på tur sammen. Lidt senere flyttede vi faktisk sammen.
Vi var alle tre lykkelige, og alle fik, hvad de drømte om især da
Din lille slyngel! Kom tilbage med det samme! lød en stemme længere henne.
Jeg skævede til Solveig, vi stod og så, hvordan vores nye hund, Sherlock (for han kunne altid finde ballade!), kom spurtende med en frankfurter i munden.
Løber vi? spurgte jeg.
Løber! grinede hun.
Jeg lagde 50 kroner på bænken til manden, der havde mistet sin pølse så var det ikke så surt.
Så løb vi, hånd i hånd, med Sherlock bagefter, stolt med pølsen tværs over græsset.
Sådan er lykken nogle gange Lidt tosset, ret lodden, men helt ægte.
