Dagbog, en forårsdag på Rigshospitalet
Kom nu, piger, op med jer. Det er tid til sprøjter! Vognen klirrede gennem den tunge, halvmørke stue, og lyset blev tændt. Udenfor bredte en skarp gul solopgang sig over de københavnske højhuse, slog skarpe stråler gennem de mørke sk skyer og trak frynser af tågebanker på himlen. Endnu en dag én af mange. Hvor mange er gået forud? Og hvor mange venter endnu? Man kan ikke tælle dem. Liv skifter her ind og ud, så mange, at tallene forsvinder i mængden. Én dag alene…
Kvinderne i sengene vrikkede under dynerne, begyndte langsomt at løfte hovederne og gned søvndrukne øjne i det stærke lys.
Jensen! sagde sygeplejersken højt.
Det er mig, det er mig! Helene, skal vi nu igen, kan vi ikke springe over? lød det opgivende fra den første seng.
Ikke tale om! Så, lille ven, stikket skal vi have. Kom nu, rul op! Jo, det gør ondt men er det ikke værre at have ondt? Er du ikke først lige kommet fra intensiv? Tredje dag? Der er ikke plads til dig der længere, skat, så du må tage det, som det er. Dygtig! Sygeplejersken gav nænsomt den trætte, udmagrede kvinde med mørke rande under øjnene sprøjten og lagde forsigtigt dynen over hende. Åh, Jensen! Varna! Hvorfor græder du sådan?
Jeg vil bare hjem… svarede Varna og hulkede stille. Jeg har været her i snart et år, tror jeg. Jeg orker ikke mere.
Du skal nok snart komme hjem. På dine egne ben, høre du! Ikke græde, hver dag er et skridt! Her, tag en Matador Mix. Helene rakte en blå indpakket chokolade over. I går havde afdelingslægen givet hende slik, fordi hun havde fødselsdag og han lagde tydeligt op til mere, det vidste alle. Helene blev forlegen, for hun syntes ikke, det var passende sådan noget på arbejde. Men han var ligeglad “Jeg kan give min kærlighed, til hvem jeg vil,” havde han sagt, og Helene lo for sig selv, da hun huskede det. Kan du lide Matador Mix, Varna? Tag! Snart, piger, snart er I raske og hjemme igen, syr kjoler, for det er jo forår udenfor, man bliver helt rastløs! Jeg så erantis på vej herhen i dag! Tænk, erantis midt i byen… Nå, Christensen! Agnes! Gemt dig? Jeg fandt dig! Kom nu, klar til næste stik, Helene gjorde klar til den næste patient.
Du har sådan en blid hånd, Helene! sagde Agnes, og vendte sig om på siden. Myggene kunne lære af dig.
Ha! Sikke en sammenligning! Helene lod masken skjule sit smil, men hendes glimt i øjet fortalte alt. Hendes øjne var store og nøddebrune, med et varmt, venligt blik. Alle sagde jo, øjet er sjælens spejl. Og Helene, ja, hendes sjæl var venlig, om end mærket af alt for meget, men stadig ikke hærdet. Hun passede på sit indre, jagede det dårlige væk og plejede alt det gode. Ellers ville hun slet ikke kunne holde til jobbet… Godt klaret, Agnes! Så, hvem er den næste…? Helene kastede et blik ned i journalen. Madsen. Madsen Katrine Er det dig, der er gift med Madsen fra S-toget? En ny én?
Den spinkle, unge kvinde ved vinduet smilede.
Ny Åh, knap så spændende. Min Madsen kører s-tog, han kan slet ikke synge. Helene, kan jeg få et glas vand? Jeg orker ikke hen til tekøkkenet…
Der kommer nogle og hjælper med vandet lidt senere. Jeg må ikke røre ved vand lige nu, men jeg siger til. For nu… Helene gav endnu et stik. Katrine bed tænderne sammen. Smerte skød ned gennem benet fra hoften, sådan at hun næsten ville skrige, men nu må man tage sig sammen. Hvorfor sådan? Fordi sådan er det alle har det svært, og der er ingen grund til at vise, man har det værst. Oles mor havde altid sagt det: “Hvorfor vise dine lidelser? Alle kæmper deres kampe. Du må være stærk, Lene!”
Moren havde altid været stærk. Tunge byrder, som ikke skulle være muligt at bære, men hun knoklede igennem. Nu var kun Lene tilbage bror død, far død, aldrig sørget over. Gråd var for svage. Det gør intet godt!
Så Lene forsøgte også at være stærk. Klage over indsprøjtninger, over at leve som fremmede med sin mand, eller over alt det andet triste… nej, klage det ville hun ikke. Værre ting kan ske.
Piger! Tove! Hvem er på gangen? Vand til Lene, tak! Og tag hendes temperatur. råbte Helene, og vendte sig igen mod Madsen. Du er helt varm.
Hun lå og jamrede hele natten, svarede Agnes. Jeg sagde, hun skulle hente hjælp, men hun rystede bare på hovedet.
Hold op, man må ikke lide i tavshed! Smerte slår hjertet ihjel! Sig til, piger! Råb! Der er folk omkring dig. Ellers hvad sker der? Har du børn? Vil du gøre ham forældreløs, din søn?
Han er voksen. Skal nok klare sig. sagde Lene stille og kiggede ud ad vinduet.
Søn, ja, men ingen kan undvære sin mor! Indeni bliver der hul, og smerten kryber ud… Smid hovedet op og vær lidt menneske, Lene!
Ind trådte Tove hun var yngre, bevægede sig som en balletdanser, dog skrap og effektiv. Aldrig var nogen hurtigere til at rede senge, hjælpe til… Alles navne kunne hun udenad. Patienterne var en smule bange for hende hun var så alvorlig, så afslappet, men aldrig blid. Som om hun gemte kræfter til sit eget privatliv.
Helene pegede: Tove, her, Madsen har feber og er tørstig. Nu skal jeg videre til Maria. Nielsen! Hvorfor ser du sådan på mig, som en lille kanin? Jeg lover det går hurtigt og blidt!
Helene, må jeg ikke godt tage hjem nu? Jeg er helt rask! Ingen feber, ingen hoste, ingen rygsmerter. Jeg skal hjem!
Maria, den yngste, slog armene om en lille pose med personlige ting.
Det skal vi alle, men du må vente lidt endnu, Agnes sagde tørt. Fra det åbne vindue trak det ind, regnen trommede blidt på ruderne.
Nej! Jeg MÅ hjem. De venter på mig. Maria kæmpede videre. Jeg er helt klar.
Læg dig nu. Det er ikke os, men lægen, der beslutter. Og du skal vide: Hvis der sker dig noget, får du lavet ballade for din læge, det er ikke fair. Læg dig og tag sprøjten!
Maria bed sig i læben, vendte sig og gjorde sig klar til sprøjten.
Sådan. Er du glad? Nu går jeg! Maria trak en stor sportstaske frem under sengen og begyndte målrettet at klæde om.
Vent nu lidt, vildbasse! Overlægen skal udskrive dig først, og du skal skrive under på, at du selv tager hjem To timer kan du vel vente? Få taget et røntgen, imens.
Ok. To timer. Så er det ud. Hun lagde sig under dynen.
Hun kunne ikke blive liggende. Snart måtte stuegangen komme…
Ind kom overlægen, herr Hansen, lille, tynd mand med briller. Lidt nervøs foran damerne, selv efter mange år, skubbede han sig ind i stuens liv, fornemmede stemningen kvinder er ikke som mænd. Mændene tager ting mere tungt men her er det følelser, hus og hjem, børn, mand, og hvem har vandet stueplanten derhjemme? Savnet river i hjertet, men kroppen kommanderer hvile. Hvordan får man det hele til at balancere?
Godmorgen! hilste han venligt, betragtede hver af os. Hvem var bleg, hvem havde lidt farve, hvem gav ham et blik, der sagde det hele? Hans bedstemors blikke, hun havde været gynækolog, huskede han tydeligt: “Man kan se alt i en kvindes øjne.” Jensen Så, hvordan har du det? Det går fremad med bøgerne? Læs nu ikke for meget.
Varna Jensen smilede forlegent. Hun var en af de generte kvinder, som aldrig helt forstod mænds opmærksomhed.
Agnes, og dig? Du klarer dig.
Agnes blinkede, glad, men så spurgte overlægen strengt: Hvem var det, der skændtes med køkkenpersonalet i går? Kål måtte de ikke spise, men alle ved, vi har det, vi får. Husk på, I får også særmad, når I har brug for det. Det er ikke rimeligt at skælde ud.
Agnes puttede sig stille. Hun havde været dygtig til at huske taknemmelighed i barndommen, for hendes opvækst krævede, at hun hver dag remsede op, hvad hun var taknemmelig for. Da hun blev voksen, blev hun træt, rejste hjemmefra og holdt op med at ringe nok takket
Maria, ivrig: Skal jeg ikke snart hjem? De siger, jeg ikke er rask endnu. Men jeg kan jo bare skrive under!
Overlægen så alvorligt på hende. Lad os tage et røntgenbillede først, så snakker vi videre.
Så gik han.
Til morgenmad var der risengrød, rugbrød og lidt smør.
Agnes sad med sammenpressede læber, Katrine nippede ligegyldigt, Varna læste i sin bog. Maria så på, hvordan hun lynhurtigt læste, brynene sammen.
Maria, du skal spise lidt, det er godt for kroppen! sagde Varna pludselig. Du ser helt forvirret ud. Skal jeg smøre dit brød?
Varna smilede, smurte smørret ud på brødet. Det var så underligt dansk man fik altid et lille stykke smør og brød på hospitalet, men hvad så bagefter? Ikke noget Michelin, Nej, du havde ret i at klage i går, Agnes. Men nu må vi tage det, vi får. Spis, Maria, du får brug for dine kræfter.
Tak! Maria så forskrækket på Varna, men fik dog spist.
Da opvasken blev ryddet, gik Agnes ned for at give køkkenpigerne et hurtigt undskyld de nikkede tørt, men sagde ikke noget.
Ved elleve-tiden ringede Lenes mobil. Hun vendte sig mod vinduet; Agnes så, hvordan skuldrene blev mere stive.
Ja, alt er fint. Nej, jeg mangler ingenting undskyld, undskyld. Hvem kunne vide, de ville indlægge mig? Ja, jeg husker din mors fødselsdag! Jens, I må finde på noget hyggeligt Hendes skuldre faldt, stemmen blev spæd.
Er der noget galt? spurgte Agnes.
Skal du have småkager? Jeg har haft dem i tasken siden jeg blev hentet fra arbejdet…
Nej, tak.
Så fortæl, hvad der sker.
Jeg har svigtet. Min svigermor fylder rundt i dag, jeg sagde, jeg ville arrangere festen… og nu ligger jeg her. Jeg ville jo ikke indlægges lige nu.
Agnes rystede på hovedet: Man bliver altid syg på det forkerte tidspunkt. På mit arbejde døde chefen lige før hun skulle forfremmes. Sådan går det: alt det dårlige rammer når det passer dårligst. Og det gode? Milliongevinster, arv, gode prøveresultater det kommer altid belejligt. Jeg må få lavet en pedicure…
Det der var klogt sagt, nikkede Lene.
Nej, det er bare fordi jeg har været flov; mine tæer er heller ikke pæne længere. Men vi lever kun én gang! Carpe diem! Agnes smilede bredt.
Hvad med din mand? Kan han ikke arrangere fest?
Han arbejder, og sønnen har travlt. Jeg har altid gjort alting selv.
Du har vænnet dem til, at du trækker hele læsset. Ved de overhovedet, hvordan du har det? Nu er du væk hvad gør de nu?
“Uden dig bliver alt tomt” Agnes begyndte at nynne.
I barndommen havde Agnes ventet farens hospitalsophold med skjult glæde. Siden forstod hun, hun ikke var den eneste. Måske takkede stemoren også for roen, men det sagde hun aldrig.
Og svigermor, bliver hun ked af det? Varna smurte creme på sit ansigt.
Jeg har ikke engang talt med hende endnu… Hun bliver sikkert skuffet.
Lene trak lidt på skuldrene, men så greb hun telefonen og ringede.
Birgitte? Det er Lene. Hvordan har du det? Jeg er nok bare forkølet men lægerne siger lungebetændelse.
Birgittes stemme var høj nok til, at hele stuen kunne høre hende.
Hvad? Jens sagde det bare var halsen! Hvordan lungebetændelse? Også det!
Nu starter det! Hvem skal give hendes dreng rene sokker nu Agnes grinede, mens Varna tysede.
Jeg er snart hjemme, Birgitte. Jeg har ikke glemt noget, gør det bare mindre. Gør hvad I vil med festen; jeg skal nok nå det hele…
Sludder! Hør nu her, jeg har sagt det til Jens du skal ikke gøre dig til martyr. Du har forkælet dem for meget! Respekter du egentlig dig selv? Giv mig afdelingens telefon, jeg kommer med frugt og noget mad.
Lene blev stum, men Agnes rakte telefonen: 6. sal, besøgstid er slut, men du kan sende mad med portøren. Hun kan godt lide ost og æbler.
Birgitte sagde tak og ringede af.
Søde svigermor, mumlede Agnes og sendte telefonen tilbage. Hold op, der er ingen ro for nogen her! Lægen, tak! Jeg er helt færdig! Og Agnes faldt dramatisk om i sengen.
Varna smilede. Så mange hospitaler, og altid venlige mennesker her. Sikke et held!
Stilheden før frokost bredte sig.
Pludselig blev der banket på døren. Alle stak hovederne frem.
Mon det er Helene? mumlede Varna, strakte armen ud men straks hev hun den ind under dynen.
En maskeklædt mand i stort kitlen stod i døren; bred som et klædeskab, vilde krøller under huen, øjne som flydende karamel.
Hej, brummede han og lod til at ville ind, men Tove greb fat i ham.
Her må du ikke komme! Du skal ud, ellers tilkaldes vagten!
Stille nu, pige! Jeg må gerne. Ingen andre må, men jeg må ind til Agnes jeg må! Du er da stædig som en dansk bonde, lo han. Agnes rødmede bag dynen, trak sig væk. Her er beviset! Han viftede med et stykke papir og gik ind.
Tove fnøs og forsvandt. Patienterne stirrede overrasket på ham, og på tasken fyldt med frugt og rugbrød “moster Anna har bagt, grædt hele natten og så bagt til sin Datterlil, grillkylling mine venner lavede den, frisk, smager himmelsk! og dansk honning, og et blik i øjnene som én, der venter dommedag.
Hvorfor kom du? hviskede Agnes under dynen.
Ville se dig, min blomst, min varme sol. Hvordan har du det? Jeg har været så bekymret
Han satte sig ved siden af sengen, strøg hendes hånd.
De ville ikke lade mig ind, men jeg brød igennem! For dig, gør jeg alt, hører du?
Han sukkede. Agnes ville ikke, ikke på den måde… Han måtte gå.
Her er mad. Spis og bliv rask. Spis granatæble, min stjerne Han nikkede til de andre. Undskyld, jeg går nu.
Han var på vej ud, da Agnes stak hovedet ud under dynen.
Mark Tak Hun så på ham med et betuttet, barnligt blik. Han bredte armene, men Agnes bad ham gå.
Farvel så! sagde han sagte bag masken, men Agnes forstod
Senere vraltede overlægen ind, skældte ud over kaosset, over karantæne, om hvordan “byer går under” sådan.
Sludder, fniste Varna. Her finder vi bare hinanden og hjælper.
Hansen rystede på hovedet. Godt han ikke blev gynækolog kvinder! Overalt følelser og glæde, ingen disciplin…
Slip mig ud! Maria sprang op. Du lovede!
Hvad nu, Maria? I dag gør I mig helt rundforvirret! Han rodede i kitlen og smed en tom princepakke over i skraldespanden.
Min bror kommer på besøg. Bare i dag. Han er soldat. Bare i dag Maria hviskede.
Du slipper ikke ud herfra med lungebetændelse. Skriv under, hvis du tør. Ellers bliv. Hvorfor har I kvinder så pokkers travlt altid? Mad, tøjvask, fættere… og kærester, der klatrer ind ad vinduerne… Og dig, din svigermor har ringet til mig selv! Skal jeg udskrive jer alle, inden jeg får hjerteanfald? Nu talte han med store armbevægelser, da han kom til Agnes natbord, og æblet rullede ud på gulvet.
Han blev rød, bøjede sig for at samle det op. Agnes grinede og sagde:
Vil du have rugbrød, Hansen? Moster Anna bager bedre end nogen; vi kan ikke spise det hele.
Tak, men nej tak. Jeg siger op, tager til Ringsted og dyrker kål! I driver mig til vanvid! Maria! Hvor går du hen?
Maria stod ved vinduet og stak i det, mens øjnene blev blanke.
Der er min bror, derude! Jeg vil bare vinke til ham! hun bankede på ruden.
Overlægen tog briller på og så ned: En ung mand i uniform med blomster og bamse.
Fødeafdeling! Hele flokken venter besøg Jeg går ned og snakker med ham. Bliv her, Maria!
Men hun løb alligevel ud på gangen; Hansen efter. Helene, netop blevet overrasket af en buket asters, så glad til og tænkte ikke på andet.
Før elevatoren blev Maria standset af Tove.
Kom nu, Maria. Ring til ham Hvilken dag i dag! hviskede hun blidt. Maria tørrede øjnene, sukkede.
Imens løb Hansen ud i sneen efter Marias bror og fik ham til at vinke op mod vinduet.
Efter frokost faldt en ro over stuen. Varna hviskede i telefon med sin mand. Kun for dem to…
Om aftenen kom Birgittes pakke frisk, god mad, bragt op af Helene med et blink til Lene, som om hun vidste alt. Der var en seddel:
“Når du er rask, fejrer vi dit nye liv, kære Lene. Knus, din svigermor Birgitte”
Lene læste og brød sammen. Første gang i mange år.
Inden overlægen gik hjem, kiggede han ind. Igen tårer, Varna med bog, Agnes kiggede på tæer, Maria trykkede på sin telefon og duft af hjemmebragt rugbrød. Tungt arbejde! Men uden kvinder ingen forår Hvorfor er det så svært?
Han lukkede døren og ringede til sin kone:
Susanne, jeg er på vej hjem nu. Hvad? Græder du også? Har du set film? Bare vent; vi ser sammen.
Endnu en dag var gået, som så mange andre. Han var ikke vred, bare træt. Man kan ikke lade være med at bekymre sig man er jo menneske.
