Venner svigter man ikke
– Hvorfor kigger du så mærkeligt på mig? – spurgte den ældre dame forundret og rystede posen med kattemad endnu ivrigere. Kom nu, jeg har mad til dig! Eller er du begyndt at glemme mig? Kan du ikke kende mig længere?
Timon trak vejret tungt. Selvfølgelig kunne han kende hende.
Han vidste endda, hvad hun hed med både fornavn og efternavn. Ja, ja. Alis Jensen hed hun.
Helt ærligt havde Timon set frem til netop denne dag, hvor hun ville komme. Men lige nu kunne han bare ikke gå hen til hende.
“Måske fortryder jeg det her senere,” tænkte den grå hankat, vendte sig om, slog med halen farvel og satte i et rask løb hen mod skraldespanden.
*****
Så tåbeligt havde Timon aldrig stået før.
Nogle få meter væk stod den gode, ældre kvinde med kattemaden i hånden og forsøgte ihærdigt at tilkalde ham for at give ham lidt at spise.
Han havde set Alis mange gange. Hver uge kom hun et par gange forbi grønttorvet og gav mad til alle hjemløse både dyr og mennesker, hun syntes led nød.
Hunde og katte, for det meste, men hun kunne også finde på at rækkes en hånd til en trængende sjæl, hvis det kneb.
Du bruger da ikke pengene på øl, gør du nu? kunne hun spørge.
Nej, nej, det lover jeg, nikkede en skægget, forhutlet mand. Jeg køber mig lidt rugbrød og måske pølse… Må Gud velsigne dig.
Timon, der lige havde vasket sig efter et godt måltid, iagttog med stor interesse, hvordan Alis tog penge op af sin pung og sagde: Nu har du lovet mig det her, ikke? og rakte dem til manden.
Senere stod Timon og så lettere forarget til, da manden forsvandt om hjørnet, og kom ud af kiosken med en øl, der skinnede i solen, tydelig tilfreds.
At det var den samme historie hver gang vidste Timon. Aldrig pølse, aldrig rugbrød kun øl.
Så sad den hjemløse med benene trukket op på et stykke pap og sov rusen ud.
En dag kunne Timon ikke lade være. Han listede hen til manden og væltede “helt tilfældigt” flasken, så indholdet flød ud over fortovet.
I det øjeblik kunne man næsten se lyn og torden i mandens blik, så fuld og sløret det end var.
Havde han fået fat på Timon, ville det næppe have været kønt…
“Tosset mand,” tænkte Timon, mens han smuttede i skjul. “Jeg gjorde dig bare en tjeneste. Du ville jo leve længere uden den sprut.”
Siden den dag var Timon mandens fjende, og han kastede alt, hvad han kunne komme i nærheden af, efter katten.
Men det er et sidespring. Nu var det spørgsmål om et sultent dyr og en venlig kvinde.
Alis var dukket op som altid, stoppede foran Torvehallerne, og kaldte på Timon.
Timon var overordentlig sulten (det var gået dårligt med at finde føde de sidste to dage enten var folk for nærrige, eller også var hundene for frække). Ærligt talt kunne han spise et helt svin. Eller en hel sild.
Det eneste, han skulle gøre, var at løbe hen til Alis og få sin portion.
Det burde være nemt, ikke? Men netop den dag var der noget, der holdt ham tilbage.
Lyden. En underlig, svag jamren lød igen og igen fra områdets udkant, henne ved de store containere.
Timon var på bar bund.
Hvorfor står du bare der? forsøgte Alis igen, rystede posen og rakte en hånd ud. Kom nu, kom og få noget mad! Kan du ikke kende mig længere?
Timon pustede og nikkede for sig selv.
Selvfølgelig kunne han kende hende.
Hele markedet kendte Alis Jensen. Hun havde engang arbejdet der, før hun gik på pension. Selv hunde og katte kendte hende på afstand.
Mens Timon stod og vaklede, stak to andre hunkatte resolut snuderne frem og krøb om hendes ben, og snart hældte hun to små bunker tørfoder på fortovet.
Skal du have en særindbydelse, måske? spurgte hun drillende mod Timon. Kom nu før det er væk alt sammen!
Han var allerede et skridt fremme, men så frøs han. Den mærkelige lyd blev kun tydeligere, mere desperat. Hvorfor kaldte ingen andre? Det var én af hans egne slags et dyr i nød.
Nu stod Timon foran et valg: mætte sin sult eller hjælpe en ven ud af fare. Han vidste godt, at hvis han tøvede, kunne det koste liv.
“Måske kommer jeg til at fortryde det.” Med et sidste blik mod Alis, slog han hale mod asfalten og løb mod skraldeøen.
Alis trak på skuldrene, delte næste håndfuld ud, mens flere katte pressede sig til, logrende, håbende på hendes opmærksomhed.
*****
Ved containeren bremsede Timon op for at lytte.
Lyden var næsten forstummet. “Skulle jeg være løbet før?” snerrede han indvendigt.
Så så han, med et halvt øje, en pose bevæge sig svagt i skyggen. Han snusede nærgående, lagde forsigtigt en pote på plastikken og der kom straks et svagt, næsten lettet piv.
“Hvad i alverden…? Har nogen virkelig bundet en pose til og smidt en lille stakkel herud for at dø?” Han blev arrig og flængede plastikken med kløerne yderst forsigtigt.
Bag snippen kiggede et par glade ulvehvalpe-øjne frem. Alarmen var blevet byttet ud med taknemlighed.
Timon tøvede. Hunde og katte havde aldrig været venner. Deres fjendskab var nærmest historisk.
Men mens han prøvede at huske, hvornår to “vovser” sidst havde jagtet ham, kæmpede hvalpen sig fri og gav sig straks til at slikke Timons næse.
Nej, hvad har du gang i! hvæsede Timon. Slut med hundekram.
Vov-vov! bjæffede hvalpen himmelhenrykt og ville igen slikke ham.
Jaja, du er uskadt, det er godt nok, sagde Timon utålmodigt. Gå nu og find dig en god familie. Lad mig være.
Men hvalpen havde ikke tænkt sig at gå nogen steder. Mennesker havde svigtet ham. Katten derimod… havde reddet ham.
Lige meget hvor Timon gik, travede hvalpen loyalt i hælene på ham, logrende så efterårsløvet fnes op i hvirvler og dalede ned igen.
Timon kunne egentlig godt have gemt sig for den lille, eller snerret ham på plads. Men han gjorde det ikke.
Han vidste godt, at sådan én ikke klarede sig selv.
Desuden havde menneskene, som havde smidt hvalpen, måske stadig en ondsindet plan…
“Okay, jeg sørger for at du finder et godt hjem men så er det også enden på vores lille eventyr,” sagde Timon til sig selv. “Men nu må jeg altså finde noget spiseligt, ellers segner jeg.”
Den aften var de heldige. En forglemt hotdog, stadig i papir, lå på bænken ved busstoppestedet.
Timon greb pakken og slæbte den til ly. Han var klar til at sluge den hel, men opdagede pludselig, at hvalpen kiggede sultent på ham.
Timon sukkede, trådte til side, gav hvalpen lov til at spise først.
Hvalpen slubrede halv hotdog i løbet af ingen tid, så trådte han væk og bjæffede højt.
“Han deler med mig,” blev Timon rørt. “Han har ikke glemt, jeg reddede ham.”
Sådan begyndte et mærkeligt venskab. Hver dag kom hvalpen tættere på og Timon begyndte at føle ansvar. “Jeg må holde øje med ham. Han er ikke særlig snu endnu.”
Hvalpen var nysgerrig og snublede i alt. Han løb efter rullende løbehjul, susede ud foran biler, fandt på de værste narrestreger.
En kat kan man forklare regler for men ikke denne bisse!
Men hvalpen voksede og voksede. Han blev hurtigt stor næsten en ulvehund. Timon delte alt, hvad han havde. Sin egen halvdel blev tit til endnu mindre, så hvalpen kunne spise sig mæt.
Hver bid han slæbte hjem, delte han. Metalisk stemme fra slagteren:
Kommer du igen, kat! Jeg fanger dig næste gang!
Timon og hvalpen burde egentlig finde et nyt sted, for han havde hørt rygter om at kommunen ville komme og indfange alle gadedyr i området.
Men de havde ingen steder at tage hen. Byen var delt op og andre kvarterers hunde var fjendtlige. Det ville være farligt at tage hvalpen med derhen.
Så de blev, altid på vagt. “Bliv her og gem dig,” miauwede Timon. “Jeg kommer med mad.”
Men da Timon havde sneget sig hen til Alis, forlod hvalpen straks sit skjul og spænede efter ham han havde savnet ham.
Du har fået en ven, kan jeg se, smilte Alis. Kom her, mine kære. Kattemad har jeg ikke, det er blevet så dyrt. Men jeg har nogle lune frikadeller fra kylling.
Timon spærrede øjnene op, men snerrede ikke. Der var ikke noget at gøre de var fanget, men det gjorde ikke noget.
De satte sig sammen og guffede frikadeller.
Hvalpen er vist en fin slags, mumlede Alis tænksomt. Hvordan endte sådan én på gaden?
“Det er bedre, du ikke ved det, gamle ven,” sukkede Timon. Han sad og vaskede sig med de sidste rester af frikadelle, og pludselig huskede han sin egen historie.
Dengang han var killing, var han blevet efterladt. Han havde overlevet en hård vinter ved et mirakel, og først det følgende forår havde et ægtepar fundet ham.
Hvad siger du, Henrik, skal vi tage den her med? Hvis han bliver stor, kan han måske tage mus?
Selvfølgelig. Ingen kat uden jagtinstinkt så må vi bare ikke overfodre ham.
Så fik han navnet Timon. Han vidste ikke hvorfor. Måske fordi han var mager og langbenet.
Men for ham var det ligegyldigt vigtigst var, at han havde fået et sted at bo. Han troede, han skulle elske og elskes.
Han tog fejl.
De mennesker havde kun taget ham ind for musenes skyld. Han måtte ikke komme ind i huset og blev sjældent fodret.
“En rigtig kat skal altid være lidt sulten, så den kan jage,” sagde manden. Kvinden var enig.
Så måtte Timon leve af, hvad han kunne finde i haven. Det var ikke meget, men han kæmpede for at glæde sine mennesker.
Ingen satte pris på det. Da sommeren sluttede, efterlod de ham alene.
Han ventede uge efter uge, til frosten kom. Så gik han. Alt for at overleve.
Han kom til byen. Forsøgte at finde et sted at høre til. Overalt var der konkurrence hunde eller katte, nogle gange mennesker.
Kun på torvet fandt han sig til rette. Men tanken om at finde nye ejere gav han op. “Har man været uheldig én gang, bliver man det ved med,” tænkte han. Altid udenfor.
Han ville ikke ønske samme skæbne for sin hundeven. Hvalpen havde stadig ikke noget navn. Men det var mennesker, der gav navne til dyr.
“Det er lige meget,” hviskede Timon. “Jeg finder dig gode mennesker.”
Men det var ikke nemt. Kun måske Alis var god men hendes liv var for stille til en hvalp, der snart ville gå hende til hoften.
Et par dage efter dukkede Alis op sammen med en familie et ægtepar og en dreng omkring ni år. De havde lige købt hus i nærheden og spurgte, om hun kendte nogen med hvalpe. De havde brug for en vagthund.
Se nu bare den lille flotte en, sagde Alis. Han er sikkert fin race. Og sikke et blik! Han er det bedste valg.
Han bliver stor, sagde manden, satte sig ned og klappede hvalpen.
Far, far! Må vi ikke få ham? Jeg vil kalde ham Buster! Jeg leger med ham i haven!
Hvorfor Buster? lo faderen.
Han ser så tykmavet ud! klukkede drengen.
Timon veg tilbage, holdt sig i skyggen ville ikke spolere timen og ej heller vise sine blanke øjne frem.
Han var glad. Men også vemodig. På to måneder var hans liv blevet forvandlet af denne ven.
Og i to måneder havde han for første gang ikke følt sig alene.
Han var blevet nogens ven.
Tårer glimrede i hans gule øjne. Glædestårer og lidt afsked.
Skal vi tage ham, skat? spurgte manden sin kone, mens han løftede hvalpen op.
Ja, smilte hun.
De takkede Alis og var klar til at gå men Buster sprællede, vred sig fri, og løb tilbage til Timon ved skraldespanden. Han lagde poterne på katten og slikkede hans snude.
Jeg forlader dig ikke! sagde han, på fin kattemaner. For du er min bedste ven. Venner svigter man aldrig.
Timon måbede. Ikke bare over, at hvalpen blev, men også over, at han nu kunne tale “kat”. En sand ræv!
Drengen og hans far løb efter Buster, men han hvirvlede rundt om Timon.
Hvorfor er du så stædig? jamrede Timon. Gå nu. Du vil få det godt hos dem!
Nej! Jeg svigter dig ikke! Hvis ikke du havde været der, var jeg død for længst.
Du har fået det alt for godt, fnøs Timon mut.
Familien og Alis kom nærmere, og de stod nu tæt sammen, mens alle så, hvordan Buster nussede og slikkede sin katteven.
Han vil ikke gå uden katten, smilede moren. Så skal vi vel have dem begge to.
Far, må vi ikke tage dem? Jeg kalder katten Timon. Så kan de være venner for altid!
Nå, smilede faderen. Begge to, så.
Nu er Timon og Buster aldrig mere på gaden. De har et hjem med stor have, kærlige ejere og en sød nabokone, der fodrer dem med frikadeller. Og vigtigst af alt de har hinanden. De er sammen.
I kan tro, det skal nok gå dem godt. Så længe de lever, bliver de sammen.
Det er en historie om venskab, troskab, stædighed og de gode mennesker.
For uden gode mennesker var der ingen lykkelige slutninger med logrende hale.
Heldigvis findes der stadig gode mennesker i Danmark så der er håb endnu.
