Du er fri nu
Astrid satte koppen fra sig på bordet, så teen skvulpede ud på den lyse dug. Hun sad bare og betragtede pletten brede sig som et mærkeligt dansk landskab. Bag hende blev Mads ved med at tale, men hans ord kom som igennem en dyne, ligesom han talte i telefon med dårlig forbindelse, selv om han stod to meter væk, i deres køkken, ved siden af deres køleskab, under deres lampe, som de havde valgt sammen i Magasin for tre år siden.
Astrid, hører du efter overhovedet?
Ja, det gør jeg.
Jeg vil ikke såre dig. Det lover jeg. Jeg har bare jeg er kommet i tanke om, at det ikke går. At vi begge har brug for noget andet.
Vi?
Altså Jeg. Jeg har brug for noget andet.
Hun vendte sig endelig. Mads stod henne ved vinduet og stirrede ud på et sted, hun ikke kunne se. Han havde den blå skjorte på, som hun gav ham sidste år til fødselsdag. Hun havde endda lige strøget den i dag, uden at vide, at det var til det her. Til dette øjeblik.
Du går til Sofie, sagde hun stille. Ikke spurgt, bare konstateret.
Astrid
Bare sig det, Mads.
Han svarede ikke. Og det var svar nok.
Treogtyve år. Astrid havde ikke talt efter før, men nu mærkede hun tallene indeni. Treogtyve år med dette køkken. Dette køleskab. Denne lampe. Hans skjorter, hans morgenlugt, hans hoste om natten, hans vane med at lade en kaffekop balancere farligt ude på kanten af vasken, aldrig i den, altid på kanten, og det havde altid irriteret hende. Nu tænkte hun, at hun aldrig mere ville se den kop på den kant. Det var egentlig ikke det, hun burde tænke på, men det var det, tankerne gjorde.
Jeg vil bare have, du ved, sagde han nu, hans stemme meget formel, som om han havde øvet sig: at jeg ikke er din fjende. Jeg ønsker bare, at du får det godt. Du fortjener at være fri. Rigtig fri. Du er fri nu, Astrid. Gør dig glad.
Hun blinkede.
Glad?
Ja Altså, nu bestemmer du selv. Ingen forpligtelser. Lev, som du ønsker. Det er da godt, ikke?
Hun så på ham. På det gode, trygge, næsten fremmede ansigt. Hans forsøg på at smile. Han var allerede kun halvt til stede; halvdelen af ham boede hos Sofie, i et nyt liv, med nye skjorter, hun Sofie ville købe til ham.
Gå nu, sagde Astrid.
Kan vi ikke snakke ordentligt om det
Jeg sagde gå.
Han gik den aften. Tog kufferten, som allerede stod klar i skabet bag vinterstøvlerne. Han havde forberedt sig. Vidst det. Mens hun lavede suppe og vaskede hans tøj og så serier med ham om aftenen, havde han vidst det.
Døren lukkede bag ham.
Astrid stod i entreen og lyttede til stilheden.
Så gik hun ud i køkkenet, hældte kold te i vasken, vaskede koppen og satte den på plads. Tørrede dugen. Slukkede lyset.
Gik i seng.
Det var fredag.
Lørdag stod hun ikke op.
Nej, hun lå ikke og græd ned i puden. Hun kunne bare ikke se nogen grund til at stå op. At stå op ville betyde at starte dagen. En dag betød at gøre noget. At gøre noget betød at leve. Og at leve i denne lejlighed, i denne stilhed, med et køleskab bugnende af varer, som var købt til to, føltes ikke muligt.
Hun lå bare og stirrede op i loftet.
Loftet var hvidt. Med en fin revne i hjørnet. Den havde Mads lovet at ordne for to år siden, men det var bare aldrig sket.
Søndag ringede veninden Karen.
Astrid, hvor blev du og Mads af? Vi ventede jer til fødselsdag hos Grete i går.
Jeg magtede det ikke.
Er du syg?
Det kan du vel godt sige.
Pause.
Hvad er der sket?
Mads er gået.
Endnu en pause. Nu længere.
Hvorhen?
Hen til Sofie Nielsen.
Hende fra julefrokosten, der sang?
Ja, hende.
Karen tav lidt.
Jeg kommer.
Det behøver du ikke.
Jeg er på vej!
Astrid orkede ikke sige imod.
Karen dukkede op med et brød og tre slags te. Hun var lille, tæt, kortklippet og med en stemme som en riskoger. Hun stillede brødet, kiggede rundt og sagde:
Gå ud og vask dig. Fem minutter.
Astrid gik ud og vaskede ansigt.
De sad og drak te i stilhed. Så sagde Karen:
Hvor gammel er hun?
Otteogtredive, vist.
Han er fireoghalvtreds. Det er jo klassisk.
Lad nu være.
Okay, jeg stopper.
Han sagde, jeg skulle være glad. At jeg er fri nu.
Karen så længe på hende.
Fri, siger du.
Ja. Du er fri nu, Astrid. Glæd dig. Sådan sagde han.
Idiot.
Karen.
Nej, men du forstår. Han bilder sig ind, han gør dig en tjeneste. Frihed. Som om.
Astrid så ned i koppen.
Måske tror han det.
Det er bare let for dem.
Karen blev til aften. Hun vaskede op, ordnede hylder, fandt noget gammelt pålæg i køleskabet og smed ud. Da hun gik, krammede hun Astrid så hun kunne mærke det helt ind i knoglerne.
Ring, hvis du har brug for mig. Også om natten, hører du?
Astrid nikkede.
Hun var igen alene.
De næste to uger smeltede sammen, som siderne i en kedelig bog. Astrid gik på arbejde, fordi man jo ikke bare kan lade være. Hun var bogholder for et lille tømrerfirma, og tallene krævede opmærksomhed. Fordelene ved tal var, at de ikke spurgte, hvordan man havde det. De stod der bare og ventede på at blive lagt sammen.
Kollegaerne anede noget, men sagde ikke noget. En enkelt, fru Holm, spurgte: Går det, Astrid? Hun svarede: Det er nok bare migræne. Fru Holm sagde: Det kan jeg godt forstå, og gik videre.
Derhjemme var det værre.
Stilheden var ikke bare tavshed; den blev en væsenlig ting. Hun tog sig i at tale højt som om han stadig var der. “Det er blevet koldt i dag.” Eller: “Det regner igen.” Først bagefter huskede hun, at ingen svarede.
Hun græd næsten aldrig. Bortset fra en onsdag i den tredje uge, hvor hun fandt en gammel biografbillet i lommen i en vinterjakke. De havde ikke nået at bruge den; Mads var kommet sent hjem. Hun sad med billetten længe, indtil noget i hende slap. Hun græd på gulvet, ryggen mod skabet.
Så tørrede hun ansigtet, smed billetten ud og gik i køkkenet.
Mads skrev af og til. Beskeder såsom: Astrid, forsikringspapirerne ligger på øverste hylde. Eller: Husk at forny internetaftalen i marts. Kun praktisk. Hun svarede kort.
En enkelt gang spurgte han: Hvordan har du det? Hun skrev: Fint. Han svarede: Godt. Mere blev der ikke.
Lejligheden havde de købt i 90’erne, i hendes navn. Det var heldigt. Ingen deling, ingen fremmede i hendes ting. En bitter trøst, men trods alt en trøst.
Marts gik, april kom. Dagene blev længere, hvilket næsten var uudholdeligt, for de skulle fyldes ud.
En af de aftener, hvor Astrid bare gik hvileløst rundt hjemme, endte hun i det lille kontor. Der stod et gammelt skrivebord med computer og nogle bogreoler. Og i hjørnet, bag bunker af papirer, stod en tung stofpose.
Astrid standsede.
Hun vidste, hvad der var i den, men havde ikke tænkt på det i årevis.
Hun tog posen frem, bandt knuden op. Indeni lå tuber akrylmaling, pensler, en palet der var så tør, at farven skallede af, og fire små lærreder rullet sammen.
Hun havde ikke malet i seksten år. Måske sytten. Som ung, før Mads, havde hun gået på et aftenskolehold. Ikke alvorligt, bare for fornøjelsens skyld. Så kom Mads, bryllup, arbejde, alt muligt andet. Malingen var flyttet med, og var nu endt i det hjørne.
Astrid tog én af malingtuberne hvid og prøvede at åbne den. Korken sad fast. Malingen var formentlig stenhård.
Hun lagde posen tilbage, stod lidt og gik i seng.
Dagen efter gik hun i frokostpausen ind forbi en boghandel. Bare for at se. Hun kom ud med en pose: ny akrylmaling, tre pensler, en lille skitseblok og en blyantspidser, selv om hun ingen blyanter havde købt.
Hjemme åbnede hun blokken, fandt en gammel blyant og begyndte at tegne. Bare nogle streger. Så noget der mindede om et vindue med regn. Så en tom stol.
Hun tegnede i to timer. Klokken ville pludselig blive henimod elleve. Hun havde ikke set tiden gå.
Det føltes mærkeligt, næsten forbudt.
Næste aften tegnede hun igen.
En uge senere tog hun til kunstforretningen i den anden ende af byen. Den slags sted, hvor alt duften af terpentin og olie; lærreder, farver, pensler i uendelige udgaver. Hun gik længe rundt, og et sted indeni vågnede noget stille. Ikke glæde, bare en nysgerrighed.
Hun købte et 30×40-lærred, en bøtte grundmaling, akrylmaling og fem pensler i forskellige størrelser.
Hjemme stillede hun lærredet i vindueskarmen. Ingen staffeli, så hun grundede og ventede. Stirrede på den hvide flade, anede ikke hvad hun skulle male.
Så begyndte hun bare: vinduet, taget på nabohuset, en due på antennen, en himmel som gammelt lærred.
Det blev kejtet. Duen lignede en kartoffel, perspektivet haltede.
Astrid trådte et skridt tilbage. Begyndte at rette.
Omtrent samtidig, i begyndelsen af april, flyttede Mads ind hos Sofie. Han hævede sin del af fælleskontoen, pænt og uden dramatik. Hun sagde ikke noget. Han var ordentlig, på sin måde.
Sofie boede i en ny lejlighed ude i Ørestad, alt var lyst og moderne. Mads bildte sig ind, det var den nye start, han havde drømt om.
Første uger var netop sådan: Sofie var let, sjov, hun slæbte ham med til koncerter, de drak kaffe i små glas på altanen. Kaffen var god. Sofie var rar.
Men maden Sofie kunne lave røræg og færdig-pasta. Resten blev bestilt ude. Det var dyrt. Mads savnede den hjemmelavede mad, som Astrid altid havde lavet, lige så selvfølgelig som centralvarmen: noget man tog for givet, indtil det manglede.
Desuden lå Sofies ting overalt. Tørklæder på stole, makeup på alle hylder, mobilen ringende dag og nat, altid højlydt.
Mads havde levet treogtyve år i et hjem med orden. Nu blev han bevidst om, hvor usigeligt dyrebart vante rutiner var. Han holdt dog mund, for han var jo selv gået ud af et bur, havde han kaldt det.
April, maj, juni.
Astrid malede hver aften. Først en time, så to, sommetider tabte hun tiden. Hun meldte sig til et online-kursus med en underviser fra Aarhus, rolig og saglig. Han hverken roste eller kritiserede overfladisk, men forklarede og spurgte. Astrid lavede opgaver og lagde dem ud i chatten.
En medkursist skrev i privatbesked: Du har en særlig sans for farve. Astrid vidste ikke, hvad hun skulle svare, skrev bare: Tak. Men hun tænkte længe på det bagefter.
I maj købte hun et staffeli. Ikke noget særligt, men det stod nu foran vinduet. Mads havde hentet sit gamle skrivebord, så der blev god plads, også til maling og klude.
I juni gik hun til fysisk undervisning i en kælderstudie nær Nørrebro Station. Rummene duftede syrligt af terpentin og fugt. Der var otte på holdet: to pensionister, tre midaldrende kvinder og tre unge piger. Til underviser havde de Olga, en lavbenet kvinde med hænder i evig regnbuefarve.
Olga spurgte:
Har du ikke malet længe?
Femten-seksten år, måske.
Det ses, men hånden husker. Bliv ved.
Så hun blev ved.
Hun lærte de andre at kende. Ikke veninder, men personer man hilser på, diskuterer lærred og maling med. Det var nok til, at hun følte sig mindre alene.
Karen kom forbi hver anden uge, så på billederne og udtalte sig ærligt. Nogle gange: Det her er godt. Andre gange: Den himmel ser lidt skæv ud, er du ikke enig? Astrid satte pris på begge dele.
Hendes udseende forandrede sig, uden hun tænkte over det. Det sker, når man begynder at handle for sig selv og holder op med at tænke på andres vasketøj og aftaler. Hun fik en ny frisure kort, fordi hun havde lyst, ikke af pligt. Købte tøj i nye farver, for eksempel en skjorte i farven grøn te og blev forbløffet over, hvor godt det klædte hende.
Om sommeren begyndte det at knibe for Mads. Han fortalte det ikke. Men Sofies forbrug var større end hans indkomst, og han indså noget, han aldrig før havde tænkt på: At frihed også er at kunne betale regninger.
I juli foreslog Sofie en rejse, men han nægtede: for dyrt. Hun blev forundret, de skændtes lidt. Sofie så på ham med det blik, hvor hun indså, at han var en anden, end hun havde forestillet sig der var stadig noget tungt over ham, som ikke ville forsvinde.
I august malede Astrid et billede på 40 x 60 cm: gården mellem blokkene, aften, gadelampe, tom bænk. Bare rum, en lidt blå luft, vindueslys. Olga kiggede længe og sagde:
Nu siger du noget med maleriet, ikke bare øver.
Hende fra onlinekurset hed Ruth, var 58 og tidligere slagteriarbejder på pension fra Nakskov. De blev veninder, sendte billeder, tale sammen jævnligt. Ruth talte lige ud, men kærligt.
Ruth skrev engang: Astrid, ved du godt, man kan sælge sine malerier? Kig på Kunsthylden.
Astrid checkede siden, uploadede fire billeder, priserne satte Ruth fornuftigt: ikke for billigt, ikke for dyrt.
I september blev det første billede solgt.
En kvinde fra Aalborg skrev og spurgte, om hun kunne lave en version mere, bare med rødere efterårsfarver. Astrid gjorde det. Hendes første, små penge men ægte, for noget hun selv havde skabt.
Hun ringede til Karen.
Karen, nogen har købt et af mine billeder!
Seriøst?
Helt seriøst.
Pause.
Astrid. Du er fandeme sej.
Ej nu.
Jeg mener det. Det er stort.
Astrid lagde på og blev bare siddende. Ikke overstrømmende glad eller jublende, bare varm midt i kroppen.
Efterår. Mads’ liv blev tungere. Sofie fik job i Odense og spurgte, om han ville med. Han ville ikke. Hans arbejde, og hans ældste søn fra første ægteskab, var jo i København. Sofie forstod først, så mindre, og til sidst slet ikke. Hun sagde, hun ville væk, hun var ung, hun havde ret til det.
Han genkendte den sang.
I oktober gik de fra hinanden. Sofie flyttede væk. Mads blev alene i sin lejede toværelses. Stilheden der var kilende hult.
Astrid anede intet. Mobilen forblev praktisk. Ikke mere.
Vinteren gik med arbejde. I november foreslog Olga hende at udstille tre billeder på en lille fællesudstilling for elever. Astrid sagde ja og fortrød det straks. Så skulle folk jo SE hendes malerier. Folk, der var rigtige kunstnere.
Det sagde hun til Ruth.
Ruth svarede: Astrid, sludder. Tror du, de har Repiner der? Det er amatører, ligesom dig. Mød op.
Astrid mødte op.
Omkring tredive mennesker var til åbningen: Elevernes familiemedlemmer, et par journalisttyper fra lokalmedia. En af dem stirrede længe på Astrids billede med gården og lampen og spurgte:
Er det dit?
Ja.
Må jeg bruge det til et indlæg?
Selvfølgelig.
Og et par ord om dig?
Astrid sagde noget kort. Artiklen blev ikke stor, men blev delt flere gange. På Kunsthylden fik hun flere følgere. Så skrev en kvinde, der indrettede et lille café ude i Valby, for at høre om hun ville tage en bestilling.
Det var december.
Astrid tog imod bestillingen.
Hele januar arbejdede hun på de tre lærreder: byaften, lunt lys i vinduer, tomme gader rolige, ikke ensomme. Café-ejeren var ovenud glad: Netop det jeg ønskede, uden at vide det.
Caféen hed Skyen, og det blev et rart sted at være.
I februar kom der en besked fra Mads. Ikke praktisk. Bare: Astrid, kan vi mødes og snakke?
Hun stirrede længe på skærmen. Så skrev hun: Ikke nu. Jeg har for travlt. Det passede.
Mads svarede: Okay. Og tav.
Hun tænkte ikke mere over det. Hun gik i atelieret, derefter på grønttorvet og så hjem til staffeliet. Hendes liv var fyldt ud.
I foråret skete noget overraskende: der blev holdt en art-basar for kunstnere i byen, sådan en hvor amatører kunne leje en stand. Olga foreslog, at holdet deltag hvem ville? Astrid ville.
Hun tog otte billeder med, satte dem op. Folk gik rundt, stemningen var venlig, lørdagsluften let. Inden klokken to havde hun solgt tre.
Klokken fire så hun Mads.
Han kom, så ud til ikke at se hende, gik alene i sin frakke, lidt tynd. Skulle ikke noget, så ud.
Så fik han øje på hende.
De så på hinanden. Astrid tænkte, hun burde sige noget neutralt, men Mads gik allerede hen.
Hej, sagde han.
Hej.
Han så på malerierne, alle otte, stille. Så sagde han:
Er det dig, der har malet dem?
Ja.
De er flotte.
Tak.
Pause. Mads trådte på stedet.
Du ser godt ud, sagde han.
Tak, du ser også udmærket ud.
Det var en venlig løgn. Han så udslidt ud. Mindre. Ikke i højden, men noget andet.
Astrid begyndte han, jeg har tænkt meget på os. På alt det, der skete. Jeg var nok du ved.
Ja. Jeg forstår.
Jeg savner dig. Ærligt.
De stod blandt stemmer, latter, handlende. Livet pulserede videre.
Mads, sagde hun til sidst, jeg er glad for, du kom. Virkelig.
Er du?
Ja. For du sagde til mig dengang: Du er fri nu. Glæd dig.
Han rynkede panden svagt.
Det husker jeg.
Tak for det.
Mads så på hende.
Hvad?
Alvorligt. Hvis ikke du var gået den dag, havde jeg aldrig været her nu. Jeg havde aldrig taget penslen igen, aldrig fundet de nye mennesker, aldrig fået bestillingen til caféen. Du gav mig vinger. Måske ikke med vilje men tak.
Han stod og sagde intet.
Jeg ønsker ikke tilbage. Ikke fordi jeg er bitter, men fordi jeg er blevet en anden. Ikke bedre. Bare mig.
Astrid
Alt er fint. Gå nu videre. Det gør jeg.
Han blev et øjeblik. Så nikkede han og gik. Hun fulgte ham med øjnene, til han forsvandt ud i folkemængden.
En kvinde kom hen med en datter og pegede på et billede.
Hej, må vi se nærmere på det? Det er den med katten i vinduet, ikke?
Jo, det er en kat. Jeg tilføjede den i sidste øjeblik uden at vide hvorfor.
Det var godt. Kvinden smilede. Hvad koster det?
Mens Astrid fortalte, pakkede lærredet ind og noterede kontaktoplysninger. Flere kom til. Så dukkede Olga op, lænede sig ind:
Astrid, Julie fra nabostanden vil gerne hilse på dig.
Jeg kommer.
Hun gik mellem boderne. Bag hende dansede aprilslyset på lærrederne, folk købte, grinede, diskuterede. Alt virkede levende.
Samtidig, et andet sted, stod Mads ved udgangen og stirrede på skiltet med byens tider. Lejligheden, han lejede, var tom. Han blev nødt til at købe aftensmad, lave den kunne han ikke rigtigt. Det var stille især i weekenden.
Han købte en kaffe to-go og vandrede gennem byen uden hast.
Hej, Julie! sagde Astrid, hvem er det, jeg skal møde?
Her, sagde Julie, det er Vera Jensen, hun leder efter en kunstner til et fællesprojekt med kunstterapi.
Hyggeligt at møde dig, sagde Astrid, fortæl mere.
Vera fortalte. Astrid lyttede opmærksomt. Udenfor fortsatte april, men det var et andet forår nu, ikke som sidste år.
Spørgsmålet hun engang stillede sig selv hvad er frihed, gave eller straf? blev aldrig rigtig besvaret.
Hun levede bare. Og det viste sig, at det var nok.
Solen bagte på hendes billeder, mens folk gik forbi, og et sted i byen gik også Mads med sin kaffe. Nu havde de hver deres forår, og ingen vidste, hvad der ventede.
Måske var det netop sandt.
