Hendes døtre
Lise, kommer du? Vi savner dig sådan! Annika ringede igen. Hun var træt efter dagens trængsler. At forberede et bryllup var ingen spøg! Nu sad hun på en stol og holdt telefonen tæt ind til øret.
Søsteren i den anden ende sagde bare et halvt hult “mh”.
Særligt meget lyst havde hun ikke til at komme til Annikas bryllup. Sikke da en fest!
Annika kunne næsten se Lises sammenpressede, foragtelige læber, det afvisende blik og hvor hun rykker uroligt med skuldrene.
Lise mente, at Annika intet var i familie med hende, eller næsten i hvert fald. Selvom de blev kaldt søstre, var Annika altid den, der havde holdt sig til deres mor eller Lise. Smilte lidt naivt, syntes Lise.
Da moren døde, begyndte Annika for alvor at holde fast i søsteren, ringede ofte for at spørge til niecen og mindede om blodsforbindelsen. Men hvilken forbindelse Annikas mor havde fået hende med en anden mand. Faderen, Søren Poulsen, havde været rasende, ville gå fra dem, men niårige Lise havde kastet sig i hans ben som på film, grædt og tryglet: “Bliv hos os, far!” Det var hendes store teatermoment.
Søren blev, for barnets skyld. Og han mindede sin kone om hendes brøde gennem hele livet og gnavede også i Annika. Lise gjorde det samme.
Annika var naiv nok til stadig at søge sin søsters selskab, kom med blomster plukket fra parker og rakte Lise små gaver. Men Lise afviste det.
Hvad er det nu, Lise? Den smager godt, tag den nu! Moren sagde, jeg skulle tage en til dig også Annika blev ked af det.
Det er klart, at du ikke hører rigtigt til, Annika. Det siger far også
De voksede op, blev uddannede, og Lise blev gift og flyttede til Hellerup til sin mand.
Til hendes bryllup græd Annika. Lise forstod ikke hvorfor nu havde hun jo værelset for sig selv! Men Lise og faderen aftalte, at når lejligheden engang skulle gives videre, var det Lise, der stod som arving. Annika fik en kolonihavehytte lidt udenfor Roskilde, tydeligvis forfalden. Og morens barndomshjem i et afsidesby også. Mors pige må nøjes.
Mor, Birgitte Pedersen, kunne måske selv være gået fra Søren, da han aldrig helt tilgav hendes fejl, men hun ville heller ikke undvære Lise. Selv om datteren skubbede hende væk, kunne de da sidde sammen, hun kunne sy kjoler og lave mad til hende Skilsmisser blev heller ikke set på med milde øjne, Søren var ingeniør og chef på en tegnestue.
“Godt jeg fik opfostret dem begge,” tænkte Birgitte ofte. “Når de bliver voksne, bliver de måske venner.”
Snart fik Lise en datter, smukke Pauline. Da Lise blev hentet hjem fra Rigshospitalet, kom Annika og moren for at lykønske men Lise ville ikke lade dem komme nær barnet.
Hvad laver du, skat? Lad mig da se mit barnebarn! stammede Birgitte.
Når Annika får et barn, kan du kigge. Ikke mit! Far! Far, tag lige Pauline. Emil! hendes mand blev kaldt på. Emil, tag nu barnet. Hvor er taxaen? Jeg sagde, det skulle køre helt op til døren!
Emil blev travl, vinkede til chaufføren, som ikke måtte køre ind på hospitalets grund. Lise måtte selv gå, lidt besværet, støttet af sin mands arm, men syntes altid han skyndte sig for meget. Hun fnyste, skubbede ham væk.
Lise! Lise! Moren nåede op til hende, omfavnede det unge kvinde, trods protesterne. Uanset hvad du mener, søde, du ved jeg elsker dig, og hvis du har brug for hjælp, så ring. Her penge fra mig og Annika. Køb noget til barnet.
Lise flåede sedlerne ud af hånden, talte efter.
Du giver sikkert mere til Annika, hvis hun får børn! hvæsede hun. Emil! Hvor blev du af, Emil!
Manden vendte tilbage for at støtte hende. Han sendte et undskyldende blik til svigermoren.
Annika, Søren og Birgitte boede stadig sammen, men mere som fremmede under samme tag. Søren tog tit til Hellerup for at besøge Lise, kom hjem og pralede overfor konen, hvor tæt et forhold han havde til Pauline, hvordan Lise lod ham bære rundt på barnebarnet, at hun havde bedt ham købe løbecykel og anmodet om børnepasning.
“Og så fniser hun så sjovt!” blev han ved, og han kunne se på konen, hvor meget det nagede hende. “Se, hun satte sig op! Min generation, min!”
Birgitte lyttede tavst, vendte sig mod vinduet. Lise tog aldrig hendes gaver imod, ikke et legetæppe, ingen rangler, ikke engang en rangle. Og hun fik lov til at besøge dem kun, når Emil organiserede det, så det passede i parken, hvor Lise trak rundt med barnevognen. Birgitte holdt sig i baggrunden, så sig selv som en skygge bag træerne. Men Lise talte aldrig med hende. Pauline kedede hende hurtigt, det var for meget støj i parken, for meget røg, for ensformigt. Hun ville gerne ud, gå i butikker eller købe en teaterbillet.
Da Pauline fyldte to, ringede Lise pludselig til moren og beordrede hende til at komme.
Er der sket noget, Lise? Birgitte blev både overrasket og glad.
Slap nu af, der sker aldrig noget her! Jeg har bare travlt, Emil er på forretningsrejse, og far kan ikke tage hende. Du kan vel tage dig lidt af dit barnebarn for en gang skyld! sagde Lise.
Det var præcis, som far plejede at sige: Godt du kan bruges til et eller andet, Birgitte! Lise kunne lide det udtryk, det piskede mod morens ryg, fik hende til at angre for gamle synder.
Kommer du så? spurgte Lise lidt blidere.
Ja selvfølgelig. Men tror du Pauline kan lide at være alene med mig? Hun kender mig jo ikke rigtigt
Hun græder lidt, men det går over! afsluttede Lise. Jeg venter dig i morgen klokken ni.
At Birgitte måtte få fri fra arbejdet, rykke lægetid og aflyse alt andet bekymrede ikke Lise. Ville hun hjælpe, så måtte hun komme.
Søren fnøs bare. Pauline har et stærkt temperament, du klarer ikke den opgave. Og Lise beder dig aldrig om hjælp igen. Jeg kunne have taget hende, men jeg har travlt
Joh, mor klarer det altid, sagde Annika, gik hen og gav moren et kram. Hvad med lægen?
Det må vente. Jeg må hjælpe Lise!
Birgitte kom tidligt, med hjemmelavede retter, fordi Søren brokkede sig over at Lise ikke havde tid til at lave mad. Dagen gik overraskende godt. Pauline smilede, viste glad sine legeting frem, de gik en tur, fodrede ænder og legede i sandet, og til frokost sang Birgitte for sit barnebarn.
Da Pauline sov, tog Birgitte lidt over på husholdningen, vaskede op, tørrede gulvet. Lise gjorde sig aldrig ulejlighed med sådan noget måske fordi Birgitte altid havde gjort alt for hende af skyldfølelse, måske fordi Lise virkelig havde travlt.
Hvornår, mor?! forsvarede Lise sig Pauline hænger på mig, vil ikke i børnehave, Emil er væk hele tiden!
Birgitte rystede på hovedet
Lise begyndte oftere at kalde moren ud, brugte hende som rengøringshjælp, kok, barnepige.
Hvis det er for meget for dig, kan du jo bare lade være. Men hvis det var Annika, så ville du straks komme løbende! lød det, hvis Birgitte tøvede. Mor, skammer du dig ikke?
Og Birgitte overgav sig. Aflyste sine egne lægetider.
Annika var da allerede flyttet til Roskilde, boede i bedsteforældrenes gamle lejlighed, arbejdede på fabrik som tekniker. Hun giftede sig aldrig, selvom bejlere var der nok af.
Jeg håber sådan, du også bliver glad og får børn, skat sagde Birgitte under sine sjældne besøg.
Det skal nok komme. Der er god tid, mor! Jeg er kun syvogtyve.
Birgitte besøgte datteren. Annika hentede hende på stationen, krammede moren ind til sig i taxaen, indåndede den duft af jasmin, hun havde elsket fra barnsben. Birgitte smilede. Hos Annika havde hun det godt. Ingen bebrejdede hende, intet man skulle skamme sig over, ingen der belærte hende.
Mor, hvorfor bliver du ved at bo sådan? spurgte Annika. Hun syntes, moren var blevet blegere og svagere siden sidst. Du slider dig op, og far gør dig bare ondt. Bliv her hos mig! Det må være nok nu med det liv, hvor du ikke bliver elsket!
Et glas rødvin gjorde Annika modig; hun ville bare have glæde for sin mor.
Og mit arbejde, Lise og Pauline? Og far? Vi er jo en familie, Annika, sukkede Birgitte. Hun ville mærke sig nødvendig, og fantaserede stadig flere forpligtelser frem for ikke at stå ubrugelig tilbage. For hvem skulle så stryge skjorter, lave mad og sige godmorgen med kaffe?
Far og Lise udnytter dig bare. Det er skyldfølelsen det trykker dig sammen! Hvornår har du sidst gjort noget for dig selv? Biografen? Is? Teater? Annika blev vred.
Jamen det er ikke meningen med livet, skat. Det er at hjælpe andre.
Men hvorfor?
Fordi!
Fordi du skylder? Fordi jeg blev født? sagde Annika og kiggede ud ad vinduet. Hvem var egentlig min far?
Det er ikke vigtigt. Han var min første kærlighed, men jeg var en fejltagelse for ham. Men du blev min glæde, Annika. Jeg elskede dig lige så meget som Lise! Birgitte gik hen til hende, men Annika tog hende fast om skuldrene.
Du flytter ind her. Du går til læge?
Åh, Annika, du går for vidt Jeg har det jo fint! Jeg kan da ikke flytte, jeg skal jo
Hun fandt på undskyldninger, men Annika havde bestemt sig. Og de vidste begge, det var rigtigt.
Søren kaldte Birgitte grimme ting, da han hørte, hun flyttede ud. Ikke èn krone fra ham, sagde han. Og Annika var ikke bedre.
For hvad, Søren? Hvis jeg har været dig så usympatisk, kunne du have smidt mig ud, dengang jeg var gravid! Hvorfor leve med had? Du sagde, du havde tilgivet mig
Tilgivet? Komisk, Birgitte! Sådan nogen skal ikke tilgives, de skal bruges. Du skal bøde hele livet for dine fejl!
Så skubbede han hende væk. Hun flyttede samme aften. Ringede til Lise først, men Lise var kold.
Det var ventet. Vi er jo blevet fremmede. God rejse. Emil, min mor flytter til Annika for altid. Ved ikke, hvordan vi så skal klare os! Tag dig ikke af os. Send ikke gaver. Pauline glemmer dig bare! sagde hun og smækkede røret på.
Det blev diskuteret længe med faderen. Han mente, Birgitte nu havde valgt side. Lise græd lidt, Søren trøstede, og mindede hende om, at nu var det Lises pligt at tage sig af sin far.
Men, far, hvornår?
Når det passer. Jeg har opfostret dig, Lise. Vil du arve lejligheden, så gør din pligt! sagde Søren og lagde røret. Han gik i gang med opvasken, og resten lod han stå. Nogle tallerkener røg ud.
Lise kom næste dag og gjorde rent; Emil var endnu en gang bortrejst, Pauline i børnehave. Lise havde fortjent sin arveret, så fik hun testamentet at se. Annika arvede intet.
Annika kom for sent med moren til lægen, for meget var overset.
I skulle have reageret før sagde lægerne. Hjertet skal passes på, det ved du?
Birgitte vidste det. Men man har jo så mange gøremål
Annika var der til det sidste, tog sig af hende, fik hende med til havet, ordnede specialister, håbede det kunne reddes.
Birgitte fik nogle år mere med åndenød og hoste. Ofte var hun nødt til at sove siddende; så satte Annika sig ved siden af hende hele natten.
Sådan gik det til det sidste. En nat sov Birgitte stille ind.
Om morgenen, da Annika, som hun plejede, gik ind, åbnede gardinerne og fortalte om den smukke solopgang, undrede hun sig, for moren svarede ikke.
Vasen faldt ned, Annika trådte i glasskår, men mærkede det ikke.
Lise! Mor er død! sagde hun stille i telefonen. Kan du hjælpe? Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre
Hvad? Annika, hvad taler du om?! Jeg kommer ikke. Pauline er syg, vi venter lægen.
Du forstår ikke, Lise vores mor er væk Annika begyndte at græde, ansigtet blev ældet.
Ring til far. Jeg har ikke tid, sagde Lise og lagde på.
Hvad skete der? spurgte Emil fra stuen.
Hun klarer selv begravelsen, Annika. Hun er ikke lille længere!
Hvad siger du? Hvilken begravelse?
Din svigermors.
To dage efter fandt Lise sin mand i entreen, ved at tage overtøj på.
Hvor skal du hen?
Jeg skal til Annika. Hun er jo alene nu. Begravelsen er i dag, det ville være respektløst ikke at komme. Ring til din far, jeg kan køre ham.
Søren tog faktisk med. Først tav han i bilen, så åbnede han op.
Du skal forstå Lise. Hemmeligheder og synd i familien da Birgitte var på forretningsrejse, fandt hun sin første kærlighed igen, og Annika blev født. Jeg kunne ikke få mig selv til at sende hende væk. Hun græd, tiggede. Jeg gav mig. Men jeg elskede hende aldrig. Og Annika Ja, hun klistrede, hængte sig på mig, men hun var ikke min. Jeg gjorde min pligt, ikke mere.
Hvorfor blev I så ikke skilt? spurgte Emil.
Skilsmisse var ikke noget, vi gjorde. Hvad skulle Birgitte med Lise? Eller jeg uden hende? Og på mit arbejde ville ingen forstå. Det er en anden tid nu, Emil. Du forstår det nok ikke. For mig handler det om pligt.
Emil tav. Han tænkte på, hvad han ville gøre, hvis Lise bragte ham samme situation.
Begravelsesdagen var usædvanlig smuk. Hun kan få varmen nu, sagde Annika stille. Det sidste år kom hun knapt udenfor.
Tag imod min medfølelse, Annika, Emil stod ved hendes side. Hvordan har du det?
Åh, ja, Emil Hun stirrede længe på ham. Kom Lise ikke? Hvad sagde lægen om Pauline?
Det er bare let forkølelse. Tilgiv din søster, hun
Jeg er ikke sur. Jeg forstår det ikke. Mor elskede os lige højt, det ved jeg. Alligevel hader Lise os Annika så sin far stå lidt på afstand. Han nærmede sig aldrig Annikas side. Sin buket lagde han ved den forkerte grav. Han gik ikke engang hen til Annikas. Han lagde slet ikke mærke til hende.
Da alt var ovre, inviterede Annika Emil ind, men han afslog.
Annika tog bussen hjem, alene.
Søren døsede hen i bilen, da Emil satte sig ind.
Fikseret som familie, hvad? Sådan nogle begravelser er ikke pæne. Kør mig hjem, sagde Søren.
Undskyld, men du kunne da i det mindste have talt med Annika. Du har trods alt et hjerte?
Har du? Hvorfor gik du så ikke selv op til hende? Du tager din kones parti. Jeg har testamentet til Lise, det ved du. Sådan er det. Kør mig hjem.
Emil knyttede næverne, slukkede bilen, gik om på passagersiden og åbnede døren.
Stå af og gå, sagde han.
Søren trak på skuldrene, steg ud. Han skulle nok hævne sig senere.
Emil kørte derefter til Annika.
De sad på hendes køkken, hvor hun tankefuldt rørte sukkeret i teen.
Jeg ved ikke, hvordan man begraver folk, Emil. Hvor længe gør det ondt? Ved du noget om det?
Emil havde aldrig oplevet dødsfald tæt på.
Fortæl mig om Birgitte. Jeg vil gerne høre om hende fra en, der elskede hende.
Annika fortalte, og imens føltes det, som om moren stadig var der. Hun viste ham morens digte, ville lave te, og mad, og snakken gik.
Emil tog hjem langt ud på aftenen. Han havde haft en fortryllende svigermor. Lise anede ikke, hvilken mor hun havde haft. Det gjorde ondt.
Annika blev gift halvandet år efter morens død. Jakob, nogle år ældre, oprigtig, intelligent og kærlig, havde vundet hendes tillid. Da de købte ringe, troede Annika næsten ikke på det, kneb sig selv i armen.
Brylluppet skal stå til august, så har vi friske grøntsager fra mine forældres køkkenhave! foreslog Jakob.
De inviterede Lise og familien. Annika ringede mange gange og bad hende komme.
Åh, Annika, du ved, vi har så travlt. Pauline har aktiviteter Du må vise billeder bagefter, undskyldte Lise og kom ikke.
Men da Annika og Jakob trådte ud fra rådhuset, kom Emil og Pauline. Pauline var bjergtaget over bruden, sløret og kjolen.
Tillykke, I nåede det smilede Emil, trykkede Jakob i hånden og hilste på Annika. Pauline, giv din buket til moster Annika!
Pigen rakte hende blomsterne. Annika smilede og takkede. Pauline lignede Birgitte på en prik.
“Godt, at vi lever videre gennem vores børn og børnebørn,” tænkte Annika. “Det gør livet lettere at acceptere…”
Hun nåede ikke at tænke videre, før Jakob løftede hende op og svingede hende rundt blandt gæster, smilende ansigter, de grønne trækroner og glimt af åen ved foden af bakken. Annika var lykkelig. For første gang i livet var hun ubekymret. Nu havde hun Jakob og var elsket. Det var ikke så lidt.
Annika? Må jeg komme og besøge jer? Lises stemme var trist.
Er der sket noget? Annika så spørgende på sin mand.
Nej Emil viste mig mors digte. Jeg savner hende. Må jeg gerne komme? Lise snøftede stille.
Annika sagde ja. Måske kunne de stadig finde hinanden som søstre? Det ville hun i hjertet så gerne.
I Danmark lærer vi, at familie ikke altid handler om blod, men om tilgivelse og vilje til at forstå hinanden. Der er håb, hvis vi giver plads for kærlighed også for dem, vi har haft svært ved at nærme os.
