Se lige dér! Sikke en grimrian, han er! Rikke vinkede til Karen og pegede mod vinduet. Han sidder bare dér og glor!
Karen rakte ud og ledte efter sin ene sko med foden under bordet. For pokker da, det med krav om højhælede sko og nederdel! Hverken det ene eller det andet var hendes kop te, men dresscoden skulle jo overholdes. Hun måtte tage det sure med det søde, for når man nu har brugt over et år på at få foden indenfor på drømmejobbet, så bider man i det sure rugbrød. Hun havde sendt ansøgninger igen og igen og da hun endelig fik en praktikplads, var hun parat til at gå i både højhæle og slips, om nødvendigt.
Karen huskede stadig, hvordan hendes mor, Bodil, jublede, da svaret endelig tikkede ind. De skreg så det rungede, hoppede grinende rundt i stuen, og Karen svingede med invitationen, som om den var billetter til Roskilde Festival. Og så afsted med mor på strøgtur i Fields for at købe hendes første jakkesæt og selvfølgelig højhælede sko. Hun havde da et par stykker, som da hun var til gallafest, men det var mere ballerina-agtigt. Nu blev det klassiske pumps, og hun spejlede sig i det store prøverums-spejl og kunne ikke helt greje, om hun egentligt kunne li, det hun så.
Hvad siger du, Karen? Føler du dig mærkelig? Bodil grinede og så til, mens Karen trissede frem og tilbage. Velkommen til voksenlivet. Du kan jo ikke kun gå i sneakers.
Det føles specielt, mumlede Karen og stod og vippede, men hold nu op, hvor er det tortur for fødderne, mor! Mere effektivt end alle slankekure i verden.
Det er en tilvænningssag! Men, hviskede Bodil, og trak diskret ekspedienten til side, der kom tilbage med nogle mærkelige såler, som ærlig talt virkede lidt. Den, der opfandt dét, er lidt af en helt, ikke?
Jeg tror næppe, han er blevet millionær, mor. Men lidt tak kan han da få!
Bodil satte selv skoen tilbage og smilede: De er smukke og faktisk ikke så tossede at have på.
Karen sukkede bare. Hun vidste godt, mor ikke købte noget til sig selv der var lige nok til dagen og vejen, og dagen var Karens. Ingen grund til at diskutere. Men da Bodil vendte ryggen til for at betale, knipsede Karen hurtigt et billede af de sko, mor var faldet for. Snart var det jul, så var der grund til at købe dem til hende hvis altså der var penge.
Åhr ja, penge! Det mærkelige fænomen. Har man dem, forsvinder de. Aldrig nok, aldrig helt væk.
Karen, vi har lidt småt med penge, sagde Bodil ofte og sorterede lønnedkomsten på køkkenbordet.
Det betød, der var kommet en ekstra regning eller tante Ulla var i uheld igen og havde brug for hjælp.
Mor lagde lidt til side, og Karen tog sig kærligt af sin egen lille stak hjemmesparede sedler.
Nå! Så regner vi!
Den disciplin mestrede hun til perfektion faktisk så godt, at hun valgte at studere økonomi på CBS.
Det rakte jo. Til mad, til tøj, endda til ferie forudsat man sparede op hele året og dryssede lidt fra hver måneds løn ned i den hemmelige kuvert.
Ikke Marbella, men vi har sgu råd til Bornholm, svang Karen rundt foran mor, sol, hav og røgede sild!
Karen!
Ej, mor, de er søde!
Bodil gav hende et knus.
Min lille havfrue! Du må undskylde
Hvad for noget?
Jeg ville jo ønske, jeg kunne give dig så meget mere end bare en uge.
Mor, hvor er du fjollet! Det er jo masser! Os to sammen, strandmad og saltvand. Hvad mangler vi?”
Så gravede de de gamle badedragter frem og vurderede om noget kunne genbruges. Tante Ulla, for en gangs skyld i godt humør og på talefod med manden, syede et sommersæt til Bodil og shorts til Karen. Og så var der hav!
Efter hvert svømmetag landede Karen som en strandet sæl i sandet. Her lå hun og kiggede rundt: Bedstemødre, der proppede børnebørn med frugt til de revnede af ferskner; nygifte, som var ligeglade med verden; familier, der med tre drengebørn skændtes og krammede hver anden time, mest fordi far var ligeså insisterende som mødrene var forstående.
Karen kunne slet ikke huske sin far faktisk havde hun aldrig set ham. Bodil undgik altid detaljerne, men da Karen var fjorten, satte mor sig tungt i sandet en aften og fortalte det hele. Om at blive gravid alt for tidligt, om Karens far, der løb skrigende bort ved tanken om ansvar, og om Karens mormor, Grethe, som smed Bodil ud for det var jo en skændsel for familien.
Så hvor tog du hen, mor?
Hjem til min far. Din oldefar han var stadig i live dengang. Gnavpot, men han tog imod mig. Da du blev født, ændrede han sig faktisk. Han blev varm. Desværre nåede du ikke at lære ham at kende, men han elskede dig, som ingen før. Måske fordi han aldrig havde givet sig selv lov til at elske før. Han og oldemor havde et fornuftsægteskab det handlede kun om at gøre det rigtige. Bryllup, børn, madpakker. Ikke følelser. En sær tilværelse, men sådan var det.
Det lyder uhyggeligt, mor.
Ja, Karen, det var det også.
Elskede du egentlig min far? spurgte Karen forsigtigt og så, hvordan Bodils ansigt blev trukket i alle retninger, som om hun forsøgte at holde farverne fast, indtil sorgen piblede ud gennem øjnene.
Men Bodil lod ikke tårerne få overtaget. Hun krammede Karen og nikkede.
Jeg elskede ham. Måske gør jeg det stadig. Derfor gør det også ondt. Men prøv at høre: Jeg er glad for, at alt det skete, for ellers fandtes du ikke. Mange oplever aldrig så voldsom en kærlighed, så jeg er taknemlig, selv om det ikke varede evigt. Jeg ved nu, hvordan det føles, når livet deler sig i et før og et efter. Sådan noget er livet værd, Karen, selvom det brænder på.
Mor
Hm? Bodil holdt blikket mod horisonten, hvor solen netop forsvandt.
Har du aldrig overvejet at altså, du var ung, og så fik du barn
Nej! Bodil stirrede på hende i halvmørket. Aldrig. Du er min gave, Karen. Det bedste, der er sket. Aldrig nej.
Og mormor?
Jo. Hun tænkte på det, men det handlede ikke om dig, det handler om, at hun troede det var bedst for mig. At jeg først skulle gøre tingene rigtigt. Sådan snakkede alle dengang, selv lægerne. Men jeg blev skræmt af tanken om det rette tidspunkt. Hvad hvis det aldrig kom? Siden tilgav jeg hende. Engang da du var syg som lille og vi var ved at gå ud af vores gode skind, dukkede hun op, reddede hjemmet og græd med dig på skødet. Siden da elskede hun dig som aldrig før. Det ser jeg, og det ved du også.
Ja, jeg ved det.
Husk nu: Mennesker laver fejl. Alle, Karen. Husk at tilgive. Men ikke altid som tapas-Ulla og hendes mand, der bytter undskyldninger og brænder nallerne hvert år Ting kan ikke reddes bare ved at tilgive og glemme. Men ofte kan det, og så skal man give kærligheden en chance.
Mor, jeg har forstået det. Og tak!
For hvad?
For at jeg findes!
Selvfølgelig da, sagde Bodil og prikkede Karen på næsen. Ding dong! Er Karen hjemme?
Jeps!
Telegrafen bringer besked.
Oplæs!
De er meget elsket. PUNKTUM. Skal der svares?
Det kan du tro. Hele vejen rundt. PUNKTUM. Mor!
Ja?
Kan man overhovedet leve uden kærlighed?
Aldrig i livet! Alle skal have noget at holde af og nogen, der holder af én. Eller bare holde af, for kærlighedens skyld. Det er det, der gør os til mennesker, Karen. Forstår du nu?
Næsten
Tolv år senere huskede Karen alt, som var det sket i går.
Hun lod skoene være og løb på bare tæer, kun iført strømper, over til vinduet.
Hvad glor du efter?
Prøv at se det skravl!
Katten kunne da heller ikke vinde nogen skønhedskonkurrencer. Totalt slidt, pelsen manglede totter hist og pist, så huden skinnede, halen så forslået ud, og det ene øre var pist væk. Den sad og så ud som om, den havde oplevet lidt af hvert. På det resterende øre hang huden i laser og spørgsmålet var, hvor mange flere uheld den kunne overleve. Karen kneb øjnene sammen for at undersøge den for mærker og sår. Til sidst stod hun uden et ord, greb sin nøgle og regnjakke, og gik ud af døren.
Rikke, der så Karen vikle katten ind i jakken for at smugle den forbi receptionisten, rystede på hovedet og lavede et tegn om, at Karen var småskør.
Er du rigtig klog? Hvorfor slæber du det kræ med hjem?
Karen anbragte katten i en papkasse, hældte lidt vand i en engangskop, og sagde:
Drik, gamle ven! Om en time tager vi hjem, og så får du mad.
Hører du mig overhovedet? Rikke rynkede på næsen. Er du blevet helt tosset? Hvorfor ikke bare tage en killing? Noget nuttet og rent i stedet for det der?
Rikke, den her kat mangler det vigtigste: Nogen, der elsker den. Ingen vil vælge dén. En killing bliver altid elsket af nogen men denne? Den har kun mig.
Ja, det kan du sige! Men hvorfor gør du det?
Bare fordi, svarede Karen og blinkede til Rikke, inden hun smuttede ud for at vaske hænder.
Resten af arbejdsdagen gik fredeligt. Katten lå og fandt sig selv i papkassen, mens pigerne knoklede på med regnearket, der skulle være klar inden fyraften.
Det var først, da Rikke nærmest havde glemt alt om katten, at det gik galt. Da deres chef, Kasper, dukkede op, med de brede skuldre, han var kendt for, og Rikke flirtede så det stod ud af hende. Hun havde et godt øje til ham ham og hele kontoret. Unge chefer uden ring på hånden var der ikke mange af i det åbne kontorlandskab, og Rikke, ja, hun var ingen undtagelse. Karen var mindre interesseret ikke fordi Kasper ikke så godt ud, det gjorde han bestemt. Hun troede bare ikke, sådan en som ham ville kigge på hende, ikke når der var et helt galleri af ben og hårpragter omkring ham. Hun var mere den hyggelige type lidt for lav, lidt for dansk og lidt for kærlig til regler.
Da Kasper prøvede at flytte papkassen for at komme til printeren, eksploderede kaosset. Den kulsorte, sultne kat fløj op som en djævel, rev Karens røde tørklæde af og klatrede op ad Kasper. Før han knap nåede at opfatte, hvad der skete, lå katten på toppen af reolen og knurrede som en hæs scooter. Rikke kastede sig ind under hans arm og jamrede:
Se! Jeg sagde jo, det var et monster! Jeg sagde, hun skulle lade være!
Katten sad ovenpå skabet og piskede sig selv med sin grimme hale. Karen rejste sig op, fuldstændigt glemt, at hun var barfodet.
Kom her, ven! Ingen tid til at være bange! Alt er godt.
Katten tøvede lidt og balancerede hen til kanten af reolen. Karen forsøgte med arme i vejret at fange den.
Kaspers hånd greb katten i nakken, og uden at kny rakte han Karen det kvaste dyr.
Er det din nu?
Det kan du tro! Undskyld, Kasper, det var fandeme ikke meningen. Jeg ved godt, det er imod reglerne
Ja, regler brudt, det må man sige, svarede Kasper tørt. Kom lige ind til mig om et øjeblik med katten anbragt et fornuftigt sted.
Kasper, du har så meget ret! Vi var skrækslagne! Du er vores redningsmand! Hvor mange mænd beskytter piger i dag? Knap nogen! Verden er af lave!
Kasper rullede med øjnene og gik ud af døren.
Karen fik lirket katten ind under sit bord, tog skoene på og gik hen til chefen. Fedt, nu ryger jobbet, tænkte hun. Mor har fødselsdag, og opsparingen til weekendopholdet er lige på kanten.
Hun bankede usikkert på og listede ind.
Kasper, undskyld
Har du fundet på et navn endnu? Han lød drillende, og Karen kiggede op.
Ikke endnu.
Her, sagde han og smed et visitkort på bordet. Det er til dyreklinikken, hvor jeg bruger min egen kat. Gode folk brug det, hvis der er behov.
Tak
Må jeg bede dig om én ting?
Selvfølgelig.
Hold lige det her lidt for dig selv, ikke? God reklame er det ikke.
Jeg siger ikke et ord! Og held og lykke. Jeg tror ikke, den kat keder sig. Har du haft kat før?
Nej.
Så venter der dig en oplevelse. Sig til, hvis du har brug for et godt råd. Jeg er kattefanatiker.
Tak!
Det var så lidt. Jeg har aldrig været så bange for en papkasse før! Jeg ville bare rykke den og så fløj kræet ud! Måske fik Rikke ret jeg får nok et chok næste gang også.
Ej, det får du ikke! Du er jo helten! Husker du?
Jo, jo! Men hvorfor render du egentlig rundt uden sko?
Karen rynkede panden.
Kan ikke fordrage højhæle. Jeg sværger til sneakers. Ham der opfandt dresscode, skulle have haft stylter på i en uge.
Det er fair! Jeg vil aldrig kunne gå i højhæle, men jeg tror dig gerne.
Karen smilede og lukkede døren bag sig.
Hjemme rystede Bodil over den kat, datteren havde slæbt med, men gik straks i gang med at gøre den ren. Katten sad tålmodigt i baljen med varmt vand og lod endda både øre og hale blive plejet, inden den lagde sig i Karens gamle hættetrøje, som Bodil havde lagt i kattekurven.
Hvad gør vi så, med det kræ her?
Elsker den, mor! Kan vi ikke nok?
Joda, men jeg ville altså ikke brokke mig, hvis du slæbte en kæreste hjem. Vil du ikke overveje det?
Mor dog!
Siger bare, jeg er klar til at blive mormor! Du må gerne begynde at ræsonnere over det.
Karen nussede den skaldede kat i panden, som om den havde hørt til der altid.
Jeg lover at tænke over det, mor.
Tre år senere gik Bodil rundt i stuen med sit første barnebarn i armene og så på Karen, som lå på deres gamle sofa, udmattet og lykkelig. Katten nu fed, blank og umulig at kende krøllede sig op ved deres fødder og så undrende på sin familie.
Kan du se, vi har fået et nyt familiemedlem? Bodil satte sig og vuggede babyen. Du skal have noget af æren, gamle ven. Hvis ikke du havde forskrækket hendes far engang, lå jeg måske ikke her nu. Så tak skal du have! sagde hun til katten og lagde samtidig et tæppe over benene på Karen. Shhh, lad hende sove. Hun har brug for det. Første barn, og manden på kursus i Jylland. Nye job, nyt alt. Men vi klarer den, ikke sandt?
Katten blinkede med sit sære øre og spandt lavt.
Lykken elsker stilheden, så lad den være.
