Medpassageren
Lars sad længe i bilen, sippede til sin kaffe fra et papkrus, mens han så sneen vælte ned udenfor og lægge sig på kølerhjelmen, dække forruden, klistre sig til spejlene. Det var dejligt. Det føltes helt julet. Bare sjælen føltes tom… Han tog endnu en slurk og måtte indrømme, at Signe havde ret, når hun sagde at kaffe fra automaten var gift.
“Kaffe, Lars, den skal man altså kun købe på rigtige caféer og helst de gode. Kaffen skal give energi, have god smag, hverken være sur eller brændt! Jeg lærer dig jo aldrig det…” og på det tidspunkt plejede hun bare at fægte afværgende med hånden og vende sig væk. Hun vendte sig i det hele taget altid væk fra ham. Bare det mindste, der ikke lige passede hende, så blev hun tavs, pustede og stønnede, som havde hun løbet ti kilometer uden træning. Som et barn, for pokker! Hvorfor kan hun ikke bare sige, hvad der er galt? Bare én gang forklar det hvad nu, hvad faldt galt, hvad har han dog gjort hende, hendes Lars? Men hun skulle jo altid holde den dér dramatiske pause, som om det var teater på Det Kongelige. Eller endnu værre sådan en pause, at hun faktisk selv glemte, hvad hun egentlig var vred over…
Og så nu… Da Lars kom hjem, stod Signe allerede i døren, tog en dyb indånding og hilste ikke på ham. Hvad nu? Hvad er der nu galt?!
“Signe, søde, jeg har købt kage til os!” prøvede Lars. Ingen reaktion… Kagen røg ud på altanen. Godt det ikke var direkte ud af vinduet. Hun satte ikke pris på, at han havde valgt med kirsebær hendes favorit. Og Lars, der ellers var hendes favorit, hjemme, træt, slidt ja for pokker, han havde endda skåret sig på arbejdet, havde knap fået lappen på… Med blå tape endda… “Signe, hvad nu?!”
Hun svarede ikke, klikkede bare på lyskontakten i køkkenet. Lars rynkede brynene og slog sig selv i panden. Pærer! Han havde jo lovet at købe elpærer! Og de skulle være af en særlig slags, sådan nogle man kun kan få i Silvan.
“Signe,” sagde han blidt, gik hen og lagde hænderne på hendes skuldre. “Hvad hvis vi nu lavede middag ved stearinlys? Dig, mig, lidt flammer… Og bagefter…” Han kyssede hende på halsen. Hun gav sig et lille ryk. “Bagefter kan vi selv være flammer, lidt varme sammen… Hvad siger du?”
“Ja?!” hendes øjenbryn for højt op. Signe var allerede ild bare slet ikke blid ild. “Hvem skal lave middag i mørke, Lars? Har du også blå tape med til alle lamperne? Jeg har jo ti fingre skal jeg binde tape om dem alle sammen? Og jeg laver ikke mad til dig. Du tænker jo kun på at fylde maven. Hvor var du? Hele dagen, hvor var du?”
Hun smækkede en skuffe i køkkenet i. Knivene klirrede. Lars sukkede. Nu var han træt. Livet var trættende! Da han boede alene, hvor var det bare nemmere, så kom Signe bare af og til, hyggede, lavede god mad, og gik igen. Nu… Nu boede hun her, havde sagt at hun altså ikke ville giftes, de skulle bare prøve at bo sammen. Lars havde egentlig ærgret sig, ville gerne have rigtigt forhold, officielt, men Signe havde bare grinet: “Hva snakker du om?! Jeg er et frit menneske! Så enten bor vi sammen, ellers går vi hver til sit.”
Nu var den frie kvinde ved at råbe, trampede rundt, sagde nogle grimme ting om Lars som mand. Han dugede ikke til noget, kunne ikke engang reparere dørlisten…
Lars og Signe havde haft det svært længe. Men det var også svært at gøre det forbi. At indrømme, at kærligheden var væk, var at sætte punktum og det er aldrig nemt. De holdt stadig fast i de gamle roller, opførte sig som et næsten-par, men der var ingen gnist. Lars mærkede det ikke så meget, Signe martrer sig med det og blev endnu mere nervøs…
“Du kan gå! Skrid! Jeg er træt af det hele. Gå nu. Jeg kan ikke trække vejret, når du er her!”
Der blev stille, luften i stuen stod næsten stille.
Så snuppede Lars sin skuldertaske, tog læderjakken med det lækre foer, og gik. Smækkede døren.
“Lars! Hvor vil du hen, sådan en sen aften?!” Signe kom løbende efter i sin tynde, kort kimono, klaprede ned med sine hjemmefutter med pomponer. “Lars, kom nu tilbage! Jeg siger det kom!”
“Jeg går altså!” råbte han og forsvandt ud i snevejret…
Han sad fast i trafikken længe på vej ud til udkanten af byen, hvor kæmpestore Bauhaus lyste som et rumskib og havde alt fra søm til badekar. Her var der selvfølgelig også elpærer.
Lars gik rundt og kiggede på plæneklippere, fandt én han skulle have til sommerhuset. Derefter gik han over til el-afdelingen. Han prøvede at parkere tankerne om Signe. Hun lever sit, og han sit. Sådan skulle det jo være.
“Kun elpærer? Hvor mange?” spurgte kassedamen træt.
“Halvtreds,” svarede Lars stift. “Måske får jeg brug for flere.”
Hun pakkede dem forsigtigt, ønskede god aften.
“Jo tak! Det bliver sikkert udmærket,” nikkede Lars. “I lige måde.”
Hun smilede lidt mere ægte denne gang. Hun skulle hjem til en veninde, hvor de skulle drikke vin, spise ost og grine til gamle danske komedier.
Da kaffen endelig var drukket op, opdagede Lars lidt tumult udenfor højre forude.
Ved en SUV rodede to en mand og en kvinde. Manden råbte, gestikulerede og smækkede med bildøren. Kvinden hev kasser ud af bagagerummet, men opgav og klamrede sig til mandens hals, sagde noget desperat. Han skubbede hende væk, smækkede på låget og sparkede til dækket.
Lars fulgte, hvordan bunken af hendes ting voksede ved siden af hende. Kasser og poser lå direkte i sneen, som dækkede dem. Manden satte sig ind i førersædet, satte i gang og sprøjtede den skuffede kvinde til med snesjap, mens han drønede væk.
Kvinden blev stående længe, hun bøjede sig og løftede noget op. En plante i potte. Hun gemte den under jakken, løftede kraven som en lille fugl hun beskyttede mod kulden.
Efter et par minutter prøvede hun at ringe til nogen sikkert en taxa. Hun rystede på hovedet, forgæves. Indkøbene var nu én stor snedyng foran hende. Hun stampede, begyndte at fryse.
Lars var allerede på vej hjem, men Signe havde nu sendt en grov sms, uden så meget som en lykkelig hilsen.
Han smed telefonen i handskerummet, tændte GPSen og kørte op på siden af den frysende kvinde.
Han rullede vinduet ned og spurgte:
“Skal du have et lift? Hvorfor har du ikke ringet efter en taxa?”
“Hva? Undskyld, sagde du til mig?” kvinden foldede huens øre op.
“Ja, dig. Jeg kan godt køre dig,” sagde Lars overrasket over sig selv.
“Nej, det skal du ikke… Det er alt for langt. Selv taxaerne vil ikke køre så langt. Jeg tager bussen…”
De kiggede begge på hendes snedynge af ting.
“Jeg betaler bare sig hvor meget! Bare det ikke er alt for besværligt for dig,” hulkede hun næsten.
Lars gik ud, åbnede bagagerummet, ledte efter vanterne dem havde han glemt i butikken. Tja, han måtte bare grave i sneen med bare næver.
“Der er kasser. Meget skrøbeligt…” kvinden maste sig rundt. “Der er en lampe, og porcelæn. Og”
“Sæt dig ind i bilen!” sagde Lars strengt. “Bare sæt dig. Der er varme på der er lunt og godt.”
Kvinden trak på skuldrene og satte sig ind, men vendte sig igen.
“Må jeg sidde foran? Jeg skal vise dig vej”
“Sagtens!” gryntede Lars, løftede noget tungt. “Sikke et mas! Min farmor plejede også at sige, alt er mas.”
Da alt var læsset ind, tørrede Lars sneen af, slog sig ned bag rattet og bankede støvlerne mod hinanden. Han tog huen af, kørte hånden gennem håret og vendte sig mod hende.
“Hvor skal du hen?”
“Til Harndrup,” svarede hun. “Du har sikkert nogen derhjemme…”
“Harndrup? Jeg er alene. Lad os finde vej…,” han søgte det forbandede Harndrup på GPSen, der gik sent i gang og valgte en snoet rute. Lars fløjtede lavt.
“Jeg sagde jo, det var langt. Taxaerne gad ikke, jeg vil ikke være til ulejlighed…” kvinden snakkede igen. Hun tog sin plante frem. Hun så på den, som om det var et barn. Lars kneb øjnene sammen. Det var en kalanchoe. Ikke mange mænd kender til blomster, men Lars mor havde haft en blomsterbutik han vidste, hvad han talte om.
“Er du glad for den?” han nikkede mod planten. “Den er lidt vanskelig skal have mørke, ellers blomstrer den ikke.”
“Den er ikke til mig, men til min mor. Hun har ønsket sig den længe…” Kvinden trak på skuldrene. “Jeg hedder Trine.”
“Lars…”
Ud af København kæmpede de sig langsomt. Lars holdt tyst og fokuserede på vejen, Trine sad og så ud. Så ringede hendes telefon. Hun lagde forsigtigt blomsten i skødet og tog den.
“Mor! Hej, jeg er på vej, men det varer længe. Der er snestorm. Keder du dig?”
Lars hørte et pip i røret. Trine smilede roligt.
“Fint. Find dig noget godt at se, men lad nu være med at arbejde, du ødelægger kun øjnene! Og jeg har en overraskelse med til dig. Bare vent.”
Et beep. “Knus, mor! Og… vent nu bare, jeg forklarer senere. Farvel, mor!”
Hun lagde telefonen væk. Lars hostede, så spurgte han:
“Så du bor i Harndrup? Er det en by?”
“Nej, det er en stationsby. Lidt skørt navn, ikk? Men sådan er det bare.”
Lars rystede på hovedet. Han var ikke fan af provinsen, sommerhuse, landsbyer eller småbyer. “Det er snobberi, Lars!” plejede Signe at sige. “Der bor også mennesker, og der er smukke huse og historie!”
Lars nikkede, men kunne ikke lade være. Signe forstod aldrig helt, hvorfor han hadede de vindskæve huse, hullede veje og gamle kirkegårde. Hun troede, han så ned på det hele. Og måske gjorde han…
“Harndrup… Hvordan lande du egentlig derude?” spurgte Lars. Han havde aldrig troet, at Trine kom fra sådan et sted.
“Det er en lang historie! Men vil du af når vi nærmer os? Jeg kan godt tage en bus…”
“Nej, min ekskæreste Signe skælder mig altid ud over, at jeg ikke gider provinsen. Men jeg har ondt af dem der hvordan kan de overleve? Ingen butikker, hospitaler, eller noget som helst sjovt. Sorgløst og husene falder sammen. Min far var arkitekt, lavede dog kun småtteri, men han havde masser af bøger om huse og arkitektur. Så jeg kender hele Danmark uden at have været alle steder. Og alt det forfald smerter mig.
Hans far forsøgte at starte indsamlinger til restaurering, men et firma løb med pengene, derefter opgav han og sukkede over gamle billeder.
Trine nikkede. “Harndrup er bygget op omkring en fabrik; den er lukket, men folk blev boende. Alting ser ens ud gardiner, huse. Vi har egentlig kun en gammeldags kirke tilbage; kun tårnet står, men min mor elsker at gå derhen hun siger, det healer alt i hende På mig virker det ikke, men hun bliver mild.”
“Har du grund til at være vred?” Lars tændte vinduesviskeren, for sneen væltede ned igen. Ambulancer lyste bagved, han måtte trække til siden.
Trine rødmede, det pinte hende, han netop havde set hendes ydmygelse før. Så sagde hun: “Det var ikke min mand det var min bror. Han manglede bare bilen; hans er konfiskeret…”
“Bare det? Med din søster gør man altså ikke sådan. Man stjæler ikke og kaster hendes ting i sneen…”
Trine rystede på hovedet. “Vi har altid forkælet ham. Han er klog og dygtig vi kunne ikke nænne andet,” forklarede hun stille.
“Han lyder ret… ubehagelig,” supplerede Lars, mens han skiftede vognbane. “Og hvad skal du bruge alle disse lamper og porcelæn til? Reparation?”
“En slags. Min mor er forfatter, ikke sådan berømt, men vi kunne leve af det. Vi havde en lejlighed på Frederiksberg Allé, stor og lys. Lige overfor Politiken. Min bror og jeg legede ofte i gaderne, kiggede på folk, især udenlandske turister min bror syntes de var fra en anden planet. Han ville blive verdensborger, rejse væk.
Han er ti år yngre, og vi opdragede ham alle til at tro, at alt var muligt. Han var familiens juvel.”
“Din egen skråsikre lille konge,” lå Lars ikke tilbage i bemærkninger.
“Nej, han var bare… vigtig for os alle. Da han blev født, var han dødeligt syg. Mor græd, lægerne kunne intet gøre. Men han overlevede. Derfor fik han alt alle legetøj, det nyeste tøj. Vi ville gøre livet let for ham.” Da hun indså det, sagde Lars: “Du håber stadig bare at hun, din mor, bliver glad, hvis han har det godt så du opofrede dig?”
“Ja, måske Jeg gik til forældremøder, læste højt, passede på. Når bare de andre var glade…”
“Og dig selv? Tror du ikke, hun kun blev glad for ham?” spurgte Lars.
“Du afbryder igen…” sagde Trine. “Jo, hun var glad for mig, men jeg var jo aldrig syg. Hun skulle aldrig være bange for mig. Så jeg var bare den, der holdt sammen på det hele.”
“Helt galt,” grinede Lars. Hans mave rumlede, han kneb jakken tættere.
“Skal vi ikke høre radio?” spurgte Trine.
Taknemmelig tændte Lars for jazz.
“Kan du lide det?” spurgte han lidt for sent.
“Vi er i din bil det er da dig, der bestemmer,” smilede Trine.
Hun gav altid plads til andre i køen, på jobbet, selv når hun købte den sidste pakke gær i Netto, så gav hun den væk, hvis nogen så mere trængende ud. Hun troede livet ville give tilbage til sidst man skulle bare vente. Hun sad stadig fast i samme job, fordi hun altid lod andre gå forrest i dag havde hun nu givet bilen til broren, selv om hun selv havde mere brug for den…
“Er du altid sådan? Undskyld… konfliktsky?”
Andre ville have skældt ham ud, men Trine nikkede bare. Lars var overrasket.
“Virkelig?”
“Virkelig.”
Signe ville have slået ham ihjel for at sige slige ting men Trine indrømmede bare, at hun altid lod sig trække i baggrunden.
“Hold da op,” mumlede han.
“Jeg lod altid mor, far og min bror bestemme. Så var der fred. Jeg flyttede ud til mormor for at give plads, læste på DTU men ville have været kemiker. Sådan kunne ingen blive sure, og mor kunne skrive.”
“Min mor kræver ro, når hun skal skrive. Så jeg sørger for balance,” smilede hun. “Er det ikke til at forstå?”
Lars trak på skuldrene. “Hvad skriver hun? Du underkaster dig jo hele tiden! Du er ung og virkelig smuk, Trine! Dig burde man opvarte. Og den bror… en slange! Du må da kræve noget igen!”
“Mor skriver eventyr.”
“Det kan jeg se!” lo Lars. “Så har du gjort livet til et eventyr for hende! Men hvordan endte I så i Harndrup? Er der et himmelstrålepunkt med inspiration der?”
“Bliv nu rolig, jeg forklarer…” Hun gjorde klar til historie.
“Må jeg? Der ligger boller på bagsædet vil du have en?”
Trine sagde ja, spiste forsigtigt.
“Min far døde for nylig, og han havde testamenteret lejligheden til min bror. Jeg havde ingen krav. Brormand ville have en ny lejlighed, og da vi ikke havde råd, foreslog han at splitte lejligheden op. Han, juristen, ordnede hele møllen, mens mor og jeg rejste rundt med bogpræsentationer. Da vi kom hjem, fortalte han, at han nu havde skaffet os en god lejlighed i Harndrup og jeg, dum som jeg var, troede det var Harndruplund på Amager, tæt på min veninde. Viste sig at ligge på Fyn.
“Vildt!” brummede Lars.
“Hør nu bare jeg skrev under på alt. Pludselig bor vi i Harndrup, og hvad gør bror? Han napper sig selv en luksuslejlighed ved Sankt Annæ Plads.”
“Dét har du da ikke fortjent! Nu står du der og knokler i et faldefærdigt skur og lapper på alt igen?”
Trine trak på skuldrene men smilede. “Men ved du, hvad, Lars? Det er faktisk vidunderligt at begynde forfra. Der var nøgne vægge, gamle ledninger og én pære, der svingede på midten af loftet. Men lige på den anden side af vinduet løber åen. Ikke af beton, men fri. Mor fik straks inspiration til en ny eventyrtrilogi hun er mere lykkelig end nogensinde. Og jeg kan arbejde hjemmefra det er så nemt!”
“Der er ingenting at forstå du har givet det hele til andre. Men hvad får du?”
“Halvdelen af det, jeg slæber hjem, går til naboerne boremaskine, skruer, vægure, doser, garn, bøger det er allesammen gaver til de ældre og til skolen. De gamle har det svært med digitalisering, så vi hjælper. I landsbyskolen er der så få børn, jeg tager kreagrej med malefarver, lim, alt muligt. Jeg holder endda broderiklub. Jeg elsker denne hverdag. Jeg har ikke brug for København og alle de gamle minder. Jeg vil bare leve som jeg gør. Og Lars! Hold op med at have ondt af mig. Medfølelse er uværdigt. Du kommer med op og får aftensmad og ordentlig kaffe ikke det bræk, man køber fra automaten! Forstået?”
Lars så på hende smuk, rødmosset, træk vejret tungt, små fnug af flødeskum på læben, kærligt blik, grinet næse. Han måtte holde igen for ikke at kysse hende mætte-øjne. Trine med poserne og kasserne var bare noget særligt…
“Yes. Hvorhen nu?”
“Dér til højre. Så til venstre ved den lille perron…”
Snart ankom de til et rødt etagebyggeri lige ved åen. Trine hoppede ud, tog blomsten, fandt nøglen.
“Lars, jeg bærer selv alt op gå du bare ind. Jeg varmer maden!”
Hun viste vej op i opgangen, varmen væltede ud fra radiatoren. Lars blev næsten døsig af det.
“Her er så hjemmet… Mor, det er Lars, han kørte mig.”
Pernille Sofie i kæmpestort, lyserødt sjal blev straks betaget af Lars, kaldte ham prins og redningsmand, bød ham velkommen. Der var hyggeligt og lyst ikke så mange møbler, men luftigt.
Hun snakkede løs, men Lars blev hængende ved vinduet. Udenfor snoede åen sig som et mørkt bånd gennem sneen, isfiskere sad på små stole i hulen.
Månen steg op over bakken, sendte blåligt lys over marken, fordrev skyggene. Nu var det hendes nat, månen.
“Jeg kan ikke mere,” stønnede Lars, da Trine ville give ham flere hjemmelavede frikadeller. “Ellers sprækker jeg jo og alt det hyggelige går tabt!”
“Så får du bare kaffe.” Trine skænkede i, serverede småkager, tog syltetøj og honning frem. Hun nød at forkæle ham.
“Trine, hvis vi ikke passer på får vores gæst sukkersyge,” grinede Pernille. “Eller dør vi af overmæthed!”
“Mor, han har jo reddet os! Han har endda bragt grej til naboerne og redningskit til det hele…”
Pernille nikkede, værdigt, smilede til Lars.
“Jeg må hellere se at komme hjem…” sagde han. “Tak for alting!”
“Tak til dig!” Trine begyndte at rode efter penge. “Du skal have noget for tiden!”
“Det skal jeg ikke have,” sagde Lars fast. “Men hvad gør du med bilen? Du får brug for den!”
“Den er min,” svarede Pernille fra stuen. “Petra har rendt med den for sidste gang jeg har meldt den stjålet.”
“Mor! Det mener du ikke!” Trine sank ned på taburetten.
“Selvfølgelig jeg vokser også med opgaverne! Nu må han klare sig.”
Men Trine hørte ikke mere hun stod midt i gangen i Harndrup og kyssede Lars. Og Lars kyssede hende. Og Trine var slet ikke som Signe hun behøvede ikke tage afstand fra Lars. Det gik bare.
Pernille, der ikke kunne få sin bekræftelse på sin egen kløgt, kiggede ud og holdt vejret.
“Sikke smukt de kysser,” tænkte hun bare. “Det kan jeg skrive om!”
… Lars kom hjem sent på natten, luskede op, åbnede døren uden et ord tilbage. Der var mørkt. Signe plejede altid at lade en natlampe stå til ham. Ikke nu. “Signe var god…,” tænkte Lars, “men vi er ikke rigtigt for hinanden. Kan man bare møde Trine og forlade Signe sådan? Måske ikke retfærdigt… Tja, jeg må ønske hende held og lykke.” Lars tændte lyset og så en seddel på bordet. Signe gik fra ham bad ham lade hende være. Det havde han heller ikke tænkt sig, mærkede han. Han ringede til Trine, mumlede, var genert som en dreng. Hun spurgte, hvordan han var kommet hjem, spandt i telefonen som en kat. Sådan føltes det bare godt…
