Uimodståelig
Lone står på det høje, knirkende trappetrin foran bindingsværkshuset i landsbyen og ser ned på den unge mand, der poserer for hende med en arrogant mine. Han er egentlig ikke noget særligt lav af vækst, benene lidt skæve, kæben kantet, tænderne ikke perfekte men alligevel er han den mest eftertragtede fyr i landsbyen. Alle pigerne sukker efter hans opmærksomhed, de venter bare på, at han skal spørge dem op til en dans.
Lone smiler skævt. Simon danser helt forfærdeligt klodset som en elefant, træder folk over tæerne som en bjørn og vipper hovedet, som faster Sannes gås, når musikken bliver vild. Til de hurtige danse løfter han skuldrene så meget, at hans ører vipper hvordan kan han mon stadig være så populær? Og han tror endda meget om sig selv som om han er konge af hele Sjælland!
Nu står Simon der igen, tygger nonchalant på et græsstrå, skeler lidt op og regner med, at Lone straks vil styrte ned af trappen, springe om halsen på ham, og så kan han føre hende arm i arm op mod forsamlingshuset med sin skæve sømandsgang.
Ikke tale om!
“Lonnie, hva så? Går du med?” spørger Simon med sin særprægede, ru stemme, spytter ud til siden, tripper lidt, overrasket over, at hun tøver. Da han ser hendes farmor Annes ansigt i vinduet, prøver han på ny:
“Med mig, altså. Jeg inviterer da”
“Åh, Herre Jemini! Skal den dreng virkelig gumle på grønt, som en ko?” råber Anne derinde fra køkkenet, så spandene rasler. “Lonnie, kom ind igen! Det begynder snart at regne, I bliver pjaskvåde, inden I kan nå frem. Og ham dér” hun peger bestemt på Simon, ” ham slipper jeg slet ikke ind. Tag hjem, Simon! Lone skal hjælpe mig med agurkerne.” Anne vinker ham væk med en gammel karklud.
Lone næser stolt i vejret og smækker døren, men hun holder øje gennem vinduet, mens Simon slentrer ned ad grusvejen, mens han tripper med benene, som om det er smart.
“Hvor han dog mænger sig, og hans selvtillid kan nærmest skæres i skiver!” mumler farmor Anne, mens hun tøffer rundt. “Ligesom hans far de har det med at tro, de er mere værd end andre, men egentlig er de ikke meget mere end en nul og niks!” Hun knipser fingrene for at understrege sin pointe. “Helt ærligt, Lone?”
Pigen trækker på skuldrene og går ind på sit værelse. Ligger sig på sengen, hovedet støttet mod hånden, lader blikket glide over træpanelernes åretegninger og knaster i honninggult og chokoladebrunt, hvor solens stråler glimter i harpiks. Det er flot. Simon er jo også flot, tænker hun, men hans selvsikkerhed? Nej, farmor har ret
Simon trisser op til forsamlingshusets veranda, hvor ungdommen har samlet sig for at slippe for lummervarmen indenfor. Den lave aftensol lyser de olieblanke gulvbrædder op i røde og gyldne striber. Fine, lette pigeben danser på plankerne, støvede herresko kommer bagefter, og deres skygger gør alle højere og slankere.
Simon nikker til vennerne, ryger en smøg ude i siden. Hvem skal han danse med? Han skal bare knipse, så står de der alle sammen! ALLE! Men han vil kun have Lone. Hvis ikke farmoren blandede sig, så havde han for længst charmeret hende det ved han! Næste gang tager han vel en gave med, måske en buket eller et skaft til hendes spade. Så kan Anne ikke sige nej
“Nå, hvor blev din fine pige af? Gik hun ikke med?” driller Jørgen, hopper let fra gelænderet. “Der er nu nok af piger her, det må man sige. Godt, vi tog herud, ikke Simon?”
“Mmm,” Simon kører hånden gennem håret, slikker sig om munden, begynder uroligt at bevæge sig til musikken, løfter skuldre og hoved. Han slentrer hen til gruppen af piger, griner højt han er kongen. Med eller uden Lone.
Vennerne er i landsbyen næsten hver sommer; alle kender hinanden. Lone bliver sendt hertil hver sommer, hendes mor er ikke til den pædagogik med feriekoloni Lone skal være under opsyn. Simon tilbringer et par måneder her og hjælper sine forældre med det gamle hus og den vildtvoksende have. De knokler, hiver ukrudt op, høster agurker og sylter til vinteren i lejligheden i Holbæk. Simon føler, han får orangutang-arme af alle de glas, men til gengæld får han flot solbrun hud og muskler noget, pigerne i svømmehallen værdsætter. Han ynder at opholde sig længe på vipperne, spænder musklerne og håber Lone får et billede af det.
Men at vinde hende med en gave lykkes ikke. Hun må hjem pludseligt noget er sket. Farmor Anne jager Simon væk, “han er alligevel værre end ukrudt.
Snart rejser vennerne videre. Lone skal tilbage til København, forberede sig til universitetet eller flytte på kollegium.
Simon har elsket Lone siden de var børn. De havde én sandkasse, én skovl Simons forsvandt altid, Lones blev pænt lagt i spanden. Han listede bag hende, sparkede til småsten, fortalte dårlig humor fra sin far. Lone lod ham tale, lo venligt, men det var som om, hun bare morede sig tankefuldt over ham De badede i åen, havde en stor badering, som de hoppede op på og flød ud midt på strømmen. Engang væltede Lone, blev fanget under ringen, Simon fiskede hende op, spillede helten.
De voksede op, opdagede at børnene omkring dem blev mere og mere optagede af, hvem der var smukke og hvem ikke, nød solnedgange, spiste håndfulde vilde hindbær, blev stukket af myg i skoven. Nogle gange fik Simon lov at komme ind hos Lone, hvor han blev budt på jordbær med mælk, sad på stolen som en konge, smed benene over kors, fortalte hun ville blive diplomat og arbejde i udenrigstjenesten.
Lone hørte ikke rigtigt efter, spiste stille af jordbærret, mens farmor Anne sad i hjørnet og brummede over hans pralende attitude.
Simon har aldrig sagt, hvad han føler for Lone venter altid på det rigtige øjeblik og drømmer om, at hun begynder at løbe efter ham. Hun løber aldrig. Og nu er hun væk
Fire år går. Lone vender tilbage til landsbyen. Farmor Anne tager imod hende med åbne arme og overfyldt frokostbord. Havelågen smækker, hæle klaprer mod trappen, ansigter glider forbi vinduet.
Simon holder øje fra nabohaven. Lone går i badedragt, vandkande under armen, hjælper farmoren med agurker. Efter lidt tid sætter hun sig, knækker en frisk agurk, dykker ned i en bog. Farmor Anne er forsvundet et øjeblik.
Simon plukker hindbær, kigger sig i spejlet, sætter kurs mod hegnet og forsøger at snige sig gennem brædderne som i gamle dage. Men nu er plankerne sømmet fast med nye, skarpe søm på hans side.
“For pokker, Anne!” stønner han irriteret.
Så må han gå om vejen. Han kommer ind med en kurv bær, sætter sig ved Lone.
“Hej, Lone,” hvisker han, nyder duften af hendes parfume og det flygtige nærvær. “Godt, du kom tilbage. Jeg har samlet bær, se! Vil du ha?”
Han rækker hende hindbærrene med hånden mod hendes mund.
Lone vender sig væk. “Simon, altså! Jeg spiser ikke bær fra din hånd, du ved da, at de smager helt anderledes, når man selv plukker dem,” griner hun og lægger bogen fra sig.
“Du plejede ellers at gøre det,” svarer han lavt og kigger op. “Da vi var elleve, spiste du fra min hånd, og jeg spiste fra din. Kan du huske det, Lone?”
Hun ler højere, rejser sig.
“Simon, jeg har travlt. Skal forberede mig til eksamen. Du må gå hjem.”
Han prøver at holde hende tilbage under dørskiltet, et gammelt læderforklæde hænger der han forsøger et kys. Hun sparker ham væk med en gulvmoppe og smækker døren. Hindbærrene vælter ud over trappen. Simon tramper arrigt på dem, smider den birkekurv, som nu bare er plettet af saft.
Det er længe siden. Mange vintre er gået, hvor Anne har været alene i det gamle hus. Sidste gang Lone kom, var det med forældrene til farmorens begravelse. Døren blev sømmet, vinduerne dækket til.
“Hvad skal vi gøre med huset?” mumlede Lones mor, grædende.
“Vi lader det stå. Jeg vil ikke sælge. Jeg kommer tilbage hvert år,” svarede Lone.
På nabogrunden lunter en halvgammel, herreløs hund Simons familie har ikke været her længe. Simon er vist i udlandet; hans forældre har travlt.
Mange år senere kører en sort SUV op foran Simons forældrehus. To hoveder stikker ud ad vinduet. Ét med smart frisure Simons geléen skinner i solen, insekterne summer om ham, han trækker hovedet til sig. Det andet, Irmas, med fregner, hestehale og et stort smil.
“Uh, Simon! Sikke her er smukt! Og luften” Irma tager en dyb indånding. “Hvor er du god, du tog os med! Magnus? Freja! Vågn op, vi er her nu!”
Bag i bilen roder to børn. En pigestemme jubler.
“De forstår ingenting!” udbryder Irma, springer ud. Hendes lange, luftige bomuldskjole flagrer hun mangler kun en stråhat og en buket markblomster. “En bi? Nej, se nu bare hvor er den fin og blød og”
Simon rynker næse. “Drop det, Irma. Vi bliver her til i morgen. Det her er mine hjemegn. Her blev jeg voksen,” siger han stolt.
“Hvad, drak du øl og røg her? Det kunne du vist lige så godt i København,” drillende svarer Irma. “Nå, du er nu skøn. Kom, Freja, så bærer vi madkurvene ud, laver frokost på terrassen eller måske i græsset på et tæppe. Simon, hjælper du?”
Simon ryster på hovedet. “Beklager. Jeg må rundt og se mig om. Nøglerne til huset, skuret, saunaen her har du dem, Irma. Magnus, hjælp din mor.”
“Jeg gider ikke! Skal vi ikke bare hjem, far?” klynker drengen, men Simon er allerede væk, trækker sin kæledyrssnor og går tur. Hunden Sherlock, eller hvad det nu er, tripper afsted.
Irma sukker og går i gang med at åbne huset, ordne varer, lufte ud. Hun er kun én gang blevet inviteret hertil, længe før børnene. Tre nætter boede de i huset, hyggede, badede, grillede. Siden har de ikke været her. Nu er både Simons forældre døde, huset skal sælges, men i dag skal de picnice. Eller, rettere, det står Irma for.
“Magnus! Freja! Kom herhen se, hindbærbusken er her endnu!” Irma vifter børnene over, mens hun roder med nøglerne, kan ikke huske hvilke der er til hvad, bander lavmælt over den uhandy dør.
“Simon! Jeg kan ikke få det op!” kalder hun til sin mand, der står og spejler sig i bilvinduet og tjekker nabohaven.
Han går irriteret tilbage. “Du bruger forkert nøgle! Jeg har sagt det så mange gange, Irma. Det er altså ikke svært,” snerrer han og hiver nøglerne ud af hånden på hende. “Alle andre forstår mig, bortset fra dig.”
“Undskyld, Simon men jeg er trætdet er også så varmt”
“Ordn det Jeg må rundt, det her er stadig mit hjem.” Han stikker hænderne i lommerne, retter sig op i det fine, krøllede linnedjakkesæt og begiver sig stolt ud på vejen med Sherlock.
En hæs stemme over hækken: “Hold da op, er det Simon Fluesmækkeren! Fint skal det være!” råber en ældre kvinde, Birthe, og griner. “Man kan altid kende sine rødder!” Simon smiler anstrengt det rygte hænger stadig ved.
“Hej Birthe. Nå, det her sted det skal bare sælges. Gammelt lort. Hvordan går det?” spørger han, trækker en tyk guldkæde frem, åbner lidt mere af skjorten.
“Det kors dér, Simon! Tænker du er begyndt i kirke?” flintrer Birthe. Simon smiler stift, spejder om Irma hører det.
Birthe spytter for sig. “Du har altid været den selvfede type!” siger hun og fjerner sig.
Irma sludrer allerede med en kvinde ved naboens trådhegn.
“Lone? Hvor sjovt! Jeg hedder Irma. Vi overnatter bare, har travlt, skal hjem i morgen. Kommer du til frokost senere? Eller vil du nåeh, du har selv mad, måske?” siger hun.
Lone, let overvægtig, iført sommerkjole, vil egentlig videre, men da hun ser, hvor uoverskueligt og vildt det ser ud hos Simons, tilbyder hun:
“Kom hellere over til os. I ser trætte ud, og børnene vil have noget at spise. Jeg har allerede gjort frokosten klar, og bagefter kan jeg hjælpe jer med huset.”
Irma tøver hun har ikke det store overskud men nikker til sidst. Hun har det ikke godt, hjertet driller, måske skulle hun alligevel have udskudt turen. Men Simon ville, og sådan blev det
Irma bærer mad over, småsnakkende om køletasken i Simons store bil. “Nu sidder jeg altså lige her lidt. Jeg tror ikke, jeg skal stå for meget op.”
Lone nikker, sætter Irma i skyggen og kommer med iskold hyldedrik.
“Er du ok, du ser bleg ud. Min mand er læge, vil du have, han kigger på dig? Jakob! Kan du komme?” kalder hun på ham. “Han laver grillmad jeg sagde ellers, det var for varmt, men han elsker det.”
Jakob kommer, tager Irmas puls, nikker eftertænksomt.
“Du har ondt?”
“Ja, lidt.” Irma nikker.
“Har du medicin? Ellers har vi her. Vi driver næsten selv vagtlægestationen,” griner han. Lone henter Irmas taske.
“Hvor er Simon?” spørger Lone på vej ud.
“Han lufter Sherlock,” svarer Irma. “Han har brug for motion.”
“Spændende navn til et kæledyr,” smiler Jakob.
I haven breder duften fra grillen sig, og Irma slapper lidt af i liggestolen. Det er dejligt blot at lytte til fuglenes kvidren i de krogede æblegrene, høre Sherlock og børnene lege, små vindspil klirrer i vinduet…
En hæs stemme og knirken ved lågen. Simon. Han synes, det virker råt at tale sådan, som han gør nu.
“Lone? Næ, hvor kan det passe!” Han fisker Irmas fine taske til hende. Sherlock danser foran ham.
“Ej, Sherlock, hvor er du!” Ler Lone. Simon kommer marcherende med et gryntende, gråsort mini-grise-dyr i snor.
“Du forstår ikke dyretrendene, Lone!” griner Simon. “Hunde er yt. Vi har også en leguan og en fugleedderkop. Hej i øvrigt!”
“Goddag,” svarer Lone. “Irma og børnene er hos os. Irma har det ikke så godt hun hviler.”
“I ser ellers ud til at have fået det her stående ret pænt,” siger Simon, overrumplet over det moderne murstenshus.
“Vi gør vores bedste.” Lone peger på tasken. “Irmas medicin. Hun venter.”
Hun er på vej ned ad trapperne, men det lille svin snor sig rundt om benene på hende. Simon griner, hjælper hende fri, stryger let hånden over hendes ankel, indsnuser duften.
“Lone, jeg har savnet dig,” indrømmer han, retter sig op, trækker Sherlock med. “Og du?”
Hun sukker, vifter til Jakob.
“Jeg henter hende! Simon du kan komme over, når du har fundet dig til rette,” råber hun over skulderen.
Han står tilbage hun savner ham sikkert alligevel, tænker han.
De sidder til bords i havepavillonen, bygget hvor sandkassen lå, hvor Lone og Simon legede engang. Nu er her klinkegulv, vinranker og kobberlamper svinger i loftet.
Magnus og Freja er musestille og spiser. Jakob byder på grill, Lone har lagt salater på bordet, Irma skænker kold øl og hjemmelavet saft.
“Hvad vil I så gøre med grunden?” spørger Jakob. “Rive ned bygge nyt?”
Simon ler hånligt, tørrer fedt af fingrene, blinker til Lone og beder Irma række salaten. “Nej, det kan ikke betale sig alt bliver jo stjålet. Vores græsslåmaskine, vinkelsliber det er som om tyveri er folks fritidsinteresse på landet.” Han sender et spidst blik over mod Jakobs hus. “Det var vel ikke en af jeres folk, der lod jer bygge så stort?”
“Simon,” Irma rødmer. “Lad nu være”
“Jeg byggede selv huset med kollegerne. Dem stoler jeg på. Har du flere spørgsmål?” spørger Jakob roligt, tager Lones hånd.
Sherlock piver ude ved buskene og leger med Lones gamle hund, de tumler, ruller rundt i græsset.
“Nej, nej”
“Så vil jeg spørge. Sælg os jeres grund. Vi vil gerne udvide,” tilbyder Jakob. “Hvor meget vil du have?”
“Til dig? To millioner,” svarer Simon overlegent og stirrer på Lone. “Helt fair pris.” “Din Jakob har aldrig set så mange penge i sit liv,” tænker han tilfreds.
Simon slår an på guitaren, skruer sig ind i midten og synger en gammel, dansktopmelodi en slager han tror imponerer Lone.
Jakob ødelægger stemningen: “Det kan være, vi skal runde af. Lone, jeg sætter kaffevandet over i samovaren børn, leg i haven, bagefter får I te fra rigtige kulstykker!”
Jakob sender børnene på banen, de takker pænt.
Irma og Lone rydder op i køkkenet, Simon tilbydes at hjælpe, men Irma ryster på hovedet. “Han vælter det hele, hvis han bliver fuld. Lad ham sidde.”
Lones køkken er stort og grønt med snedkerlåger og lette gardiner.
“Alt i opvaskeren, vi napper kaffe bagefter. Irma må jeg kalde dig Irma? Jeg elsker det navn! Ville kalde min datter det, hvis jeg fik en pige. Irma, Irmis”
“Du bestemmer selv,” ler Irma. “Men jeg synes, det er lidt pinligt vi er trængt os på hos dig”
Lone rødmer, omfavner let sin mave.
“Det er sjette gang vi prøver. Hvis det ikke lykkes nu, kan jeg ikke mere,” siger hun lavmælt og græder. Ingen ved det, kun Jakob og hendes læge. Men Irma virker så lys, så mild, det føles naturligt.
“Ihh, søde Lone,” Irma sætter sig tæt og holder om hende. “Det skal nok gå. Du har den mest rolige, pålidelige mand, man kan tænke sig.” De griner Lones barm kunne kaldes “fronten”. “Det skal nok gå!”
Jakob bærer den rygende samovar ind. Irma har bagt kage, Lone bringer småkager, Simon sætter sig tungt, falder næsten af stolen Sherlock stikker straks snuden ind i hans øre.
“Føj, Sherlock! Gå væk, din gris!” Simon skubber den til side, får fat i dens klov. “Bør have haft en ilder. De ser mere eksklusive ud.”
“Ildere lugter ret grimt.” Jakob hjælper Simon op og rækker ham teen.
Jakob bryder sig ikke om pinlige situationer, hader at se folk slå sig, magter ikke andres fejltrin. Lone griner ofte af det, men takker indvendigt for hans blide sind.
Simon drikker sin te, spiser hindbærkage. Han tror stadig, Lone til sidst ikke kan modstå ham. De kan ikke lade være, siger han til sig selv.
Pludselig foreslår han en tur til åen.
“Er der en å? Må vi bade? Er der båd?” råber børnene.
“Senere måske. Nu må I slappe af oven på rejsen,” siger Lone med et skarpt blik Simon er forberuset.
“Okay, så går jeg en tur. Irma kommer du? Skal gøre klar til natten, værelserne skal luftes.”
Irma skal til at gå, men Lone snupper hende i armen.
“Du ordner det selv, Simon. Irma hviler.”
“Ja, Irmas hjerte skal ikke belastes,” siger Jakob.
“Sengelinned? Nej tak, det går nok. Sherlock, her!”
Grisen løber hjem med ham. “Flot par, de to,” griner Jakob. “Undskyld, Irma.”
Hun trækker på skuldrene og følger Lone ind.
Simon går til sit værelse, smider sig på divanen og falder i søvn, drømmer om Lone, som kysser ham uden at blive bedt, bekræfter ham i, at han er uimodståelig.
Men i drømmen er det Sherlock, der står på divanen og grynter. Simon råber: “Ud, Sherlock, ellers laver jeg bacon!”
Urolig og rastløs trisser han ned til åen.
Irma ligger på sengen, lytter til bål og bølgeskvulp fra floden udenfor. Hun er i tankerne et andet sted, men pludselig ruskes hun vågen.
“Irma! Undskyld, men Jakob siger, Simon er gået ned til åen, og han er stadig ikke vendt tilbage Han er beruset”
Irma farer op, finder skoene, skynder sig ud.
“Hvor er den å, Lone? Er den dyb?”
“Tæt på. Du behøver ikke være bange, Simon kan svømme!” Lone iler efter. Jakob står allerede på bredden.
“Han er væk måske længere henne ad stien?” spørger han fortvivlet.
“Nej han ved, der er mose der,” siger Lone.
“Irma! Se, hans håndklæde!” Irma styrter frem, knækker sammen på bredden. Minderne om barndommens drukneulykke overvælder hende.
“Vi må dykke efter ham,” beslutter Jakob. “Strømmen er stærk, men jeg prøver.” Han smider tøjet og kaster sig i.
“Børn løb hjem og hent mobilen, den ligger på bordet!” beordrer Lone, modigt og sammenbidt.
Freja og Magnus spurter afsted.
Også Lone kæmper med ubehaget over Simon. Mavesmerter og uro blander sig.
Jakob vinker fra vandet han er stærk, men Simon Hun må ikke bekymre sig for meget om ham. Irma fortjener mere omsorg end ham.
“Irma, sæt dig her,” siger Lone og fører veninden ned.
“Jeg kan ikke mere, Lone. Ja, Simon er selvhøjtidelig, men han hjælper altid, og han elsker sine børn” Irma snøfter. “Da Freja blev født, troede han, det skulle være en dreng, men han var så stolt.”
“Han er jo god nok, som han er,” svarer Lone. “Men i dag overgår han sig selv”
Kvinderne venter. Børnene kommer tilbage med mobilen. Lone ringer 112, de lover at sende folk med det samme.
“Jakob, kom op ellers rammer de dig med båden!” råber Lone til Jakob ude i vandet.
Pludselig vælter det ud af buskene Simon træder frem, knastør, gnubber maven og griner:
“Nå, blev I bange? Jeg ventede bare og hørte balladen. I burde have set jeres fjæs!”
Men Irma besvimer næsten, falder i sandet, Jakob og Lone griber hende.
“Nu stopper du, Simon!” råber Irma, rystende. “Hvordan kan du overhovedet? Vil du have, vi alle brænder sammen af bekymring, hvad?”
Hun slår ham over munden så han falder omkuld.
Folkene fra redningsbåden stirrer målløse. Jørgen, Simons gamle ven, fniser.
“Din spøg kunne have kostet dyrt, Simon! Du ville bare tjekke, om Lone stadig havde følelser. Men du tænker kun på dig selv. Jeg bliver hos dig på grund af børnene de har brug for dig som far, men jeg elsker dig, selvom jeg er så træt af at trykke på alle dine ‘jeg-er-centrum’-knapper. Hvis du ikke tager dig sammen, så er det slut!”
Irma tramper arrigt væk, Lone nikker: “Hvis du var druknet, ville jeg ikke sørge. Lidt trist, men mest for børnenes skyld.”
Jakob griber fat: “Nu synes jeg, vi skal gå hjem og få grillresterne. Magnus, Freja der er is!”
Folk lister væk. Birthe skynder sig hjem til sine syltede agurker. Simon står tilbage, dum og forvirret.
De tager hjem. Simon piller alle spejle ned, sælger ilderen, edderkopperne, beholder kun Sherlock. Han tænker på, om Irma vil forlade ham. Hun sagde ikke et ord hele vejen hjem, bortset fra at han ikke fik lov at sælge huset.
“Hmm, hvis jeg nu adlyder, tæller det så til min fordel?” tænker han.
Pludselig hører han Irma: “Skal du igen spejle dig? Vil du hjælpe?”
“Jeg? Kan jeg hjælpe med noget?”
“Du kan gå ud at handle. Listen ligger på bordet. Og forsøg ikke drukne dig jeg redder dig ikke igen! Sherlock, hold øje!”
Grisen smutter ud i gangen, logrende.
“Okay, hvis hun beder mig købe ind så går hun nok ingen steder!” tænker Simon lettet og drøner mod Irmas yndlingssupermarked. For en så uimodståelig mand kan ikke nøjes med Netto.
Imens har Irma faktisk ikke besluttet sig. Hun tager sig tid. Overvejer sit næste skridtHun smækker listen på køkkenbordet under en vase med vilde blomster og ser Sherlock tøffe rundt, snusende efter krummer. Hun trækker vejret dybt og lader blikket hvile på vinduet mod haven, hvor solen glider ned bag gamle buske og alt sommerens kaos virker fjernt og langsomt tøvet ud.
Irma tager koppen med urtete, sætter sig i lænestolen og betragter det krøllede billede på væggen Simon og børnene, engang for længe siden, smilende uden masker. Tårerne prikker, men hun mærker også en lethed: Hun kunne faktisk godt forestille sig mere af sit liv, hvor hun selv satte retningen.
Ude på trappen går Lone forbi, vinker ind gennem ruden, og Irma vinker igen et smil til en fremmed, som føles som familie. I haven høres børnenes latter fra Jakobs hus, små røde bær i deres hænder.
Da Simon lidt efter står i døren, bæreposerne bugnende med alt Irma har skrevet og noget mere, hun ikke har ser han for første gang på hende med et blik, der måske rummer mere ydmyghed end før. Sherlock sætter trynen mod Irmas ben, og i et splitsekund føles huset ikke helt så tomt, ikke helt så låst fast i gamle mønstre.
Irma smiler, tager imod poserne og løfter blikket mod Simon: “Tak fordi du handlede. Måske kan vi tage på picnic en dag uden drama, uden at nogen falder i åen, bare dig, mig og børnene?”
Han trækker på skuldrene, lidt usikker, men hun ser det nye glimt måske et lille frø til noget finere.
Solen er blank i vinduet, dagene skal nok klare op igen, og i brisen fra engen kan Irma pludselig mærke sig selv, lige her midt i alt det genstridige, uperfekte uimodståelige.
Ude bag hækken piber Sherlock. Irma åbner døren for dem begge, og for første gang i lang tid ved hun, at hun vil træde ud ikke efter Simon, men for sig selv.
