– Se lige den skrækkelige dér! Kirstine vinkede Anna hen til vinduet. Han sidder bare og glor!
Anna rakte ud efter sin sko med tæerne under bordet. Åh, denne frygtede dresscode med hæle og nederdel! Intet af det kunne Anna fordrage, men hun måtte jo passe ind. Hvad skulle hun ellers gøre, når drømmejobbet krævede det? Hvor længe havde hun kæmpet for at få den stilling? År? Måske længere. Hun havde sendt ansøgninger igen og igen, og da hun endelig kom i praktik, var hun klar til at gå i hvad som helst ikke kun hæle og uvante nederdele.
Anna huskede tydeligt, hvordan hendes mor, Mette, var jublende lykkelig, da beskeden kom. De hvinede som små børn af glæde, og Anna dansede rundt på værelset med bekræftelsesbrevet som et vundet lotteri. Så tog de sammen i Fields for at købe Annas første business-sæt og et par klassiske pumps. Det var ikke fordi Anna aldrig havde ejet hæle hun havde jo haft sko til gymnasiefesten men det var pigetøj, og nu insisterede hendes mor på spidse klassiske pumps. Anna stod længe foran spejlet og overvejede, hvad præcis det var, der havde ændret sig så mærkbart.
– Du ser helt forkert ud, Anna. Føles det mærkeligt? Mette lo, mens hun så sin datter marchere frem og tilbage. Det kaldes at føle sig som en kvinde. Du kan jo ikke gå i sneakers hele livet.
– Det er underligt – Anna prøvede at regne ud, om hun overhovedet kunne lide følelsen. Men hold nu op, hvor er det ubehageligt! Tæer som i et kinesisk torturredskab!
– Du vænner dig til det! Eller Mette vinkede diskret på ekspedienten, og pludselig lå der nogle mærkelige indlægssåler, som faktisk gjorde det en anelse lettere.
– Hende der har opfundet de her indlæg burde være millionær, ikke mor?
– Det tror jeg faktisk ikke, men send hende en tak bestemt! Mette satte prøveskoen tilbage på hylden. De er flotte Og komfortable også vigtigt.
Anna sukkede bare. Moren ville alligevel aldrig købe noget til sig selv. Pengene var altid knappe, og i dag var det Annas dag. Ingen grund til at prøve at overtale mor den leg kendte Anna kun for godt. Men da Mette vendte ryggen til for at betale, snuppede Anna hurtigt et billede af de sko, som hendes mor så længe havde kastet længselsfulde blikke efter. Snart var det jo jul, så det var et perfekt gavehint. Nu skulle hun bare finde pengene evigt mysterium. Har man penge, er de borte med det samme!
Så længe Anna kunne huske, havde penge været årsagen til bekymringer i deres lille familie aldrig til glæde. Mette sad med sin løn på køkkenbordet.
– Anna, vi har lidt problemer, sagde hun ofte.
Det betød, at mormor skulle bruge medicin eller at tante Lise igen havde ballade med sin mand.
Mette lagde til side det, der skulle bruges, og så fik Anna bunken med de krøllede sedler.
– Så må vi regne!
Det havde Anna lært til perfektion og besluttede sig derfor for at læse økonomi. Det gik altid. Nok til mad, tøj, og til sidst en ferie, som Anna sparede op til hele året, møjsommeligt lagt i en konvolut efter hver løndag.
– Ikke Marbella, men Lønstrup kan vi da klare, dansede Anna foran sin mor. Vesterhav, sol og krabber!
– Anna!
– Ej, mor. Krabber er da søde!
Mette lagde armene om sin datter.
– Min lille havfrue! Undskyld…
– For hvad, mor?
– Jeg ville ønske, jeg kunne give dig mere end bare én uge.
– Du er sjov, mor! En uge det er jo masser! Os to, flæskestegssandwich og havet hvad mere kan man ønske sig?
Så pilledes der badebukser ud af klædeskabet, tante Lise (når hun ikke var sur på sin mand) syede en ny sommerkjole til Mette og shorts til Anna, og der var hav… masser af hav.
Anna lå som en sæl på stranden, øjnene vandrede rundt: Bedstemor stoppede barnebarnet med frugt, så pigens ører var ved at vokse ud som ferskner; brudeparret opdagede intet uden hinanden; en mor og far med tre drenge levede som de trak vejret ligeglade med omverdenen. For Anna var hendes far kun en tom plads hun havde ikke engang et minde. Mette undgik altid emnet, og svarene var sparsomme. Men på Annas fjortenårs fødselsdag satte Mette sig med hende på stranden for at forklare. Om graviditeten, Annas far, der løb skrigende væk fra ansvar, om Oda Annas mormor der smed Mette ud, fordi hun havde “bragt skam over familien.
– Hvor gik du så hen?
– Hjem til farfar. Din oldefar. Han var stadig levende dengang. En sær og kantet mand, men han tog imod mig. Og da du blev født, forvandlede han sig. Det er synd, du ikke husker ham bedre. Han elskede dig. Måske fordi han aldrig før havde kunnet føle sådan noget for nogen. Jeg ved det ikke. Han og oldemor levede sammen hele livet uden glæde eller kærlighed, men de gjorde, hvad de skulle. Gift børn tage ansvar. En sær tilværelse, men det var deres valg. Han vidste altid, at oldemor aldrig havde elsket ham; hun giftede sig, fordi hendes forældre pressede hende. Tænk, hun var næsten 30 og hverken gift eller havde børn, da han friede. Og han havde en god titel.
– Hvor frygteligt, mor.
– Ja, Anna.
– Elskede du far? Anna så forsigtigt på Mette og så noget forsvinde fra hendes ansigt som om al farve og glæde forsvandt, og der lå en gammel, skjult smerte klar til at poppe frem.
Men Mette nægtede at give den plads. Hun tog Anna i armene og nikkede:
– Jeg elskede ham. Og gør det nok stadig. Derfor gør det så ondt, Anna. Men jeg er taknemmelig, for ellers havde jeg aldrig fået dig! Mange oplever aldrig sådan kærlighed. For mig inddelte det livet i før og efter jeg åndede, fordi jeg elskede. Det er værd at tage med, Anna, også selvom det ikke varede evigt. Jeg takker for, at det overhovedet fandtes.
– Mor…
– Mhm? Mette vuggede Anna, mens solen kiggede frem som en rød rand langt borte.
– Tænkte du aldrig, du var for ung til barn?
– Overhovedet ikke! Mette lagde alvorligt hånden på Annas kind. Du var en gave, Anna. Alt godt, jeg havde, blev givet videre til dig. Hvordan skulle jeg kunne… nej!
– Men mormor tænkte måske…?
– Ja. Og det skjuler jeg ikke. Men hun tænkte ikke på dig hun kendte dig endnu ikke kun på mig. På at jeg skulle få uddannelse, blive gift, få børn på den rette måde. Det var jo ikke kun hende, der tænkte sådan. Lægerne også! Det er ikke farligt for kvinden. Du får flere børn. På det rigtige tidspunkt. Men hvad hvis det tidspunkt aldrig kommer for dig? Det skræmte mig. Nu, bagefter, har jeg tilgivet mormor. Hun har undskyldt tusind gange. Da du var to og meget syg, var jeg ved at segne under presset af hospital, dig og farfar, der var sengeliggende. Mormor dukkede selv op, rengjorde, lavede mad, og passede dig, farfar og mig, til vi kollapsede af træthed. Da jeg vågnede, sad hun i lænestolen med dig i armene og græd. Og fra da af gik det fremad igen. Vi sagde intet den dag. Men jeg vidste, bølgerne var skyllet væk det var det vigtigste. Og jeg så, at nu elskede hun dig måske mere end hun nogensinde havde elsket mig. Og det ved du også.
– Ja
– Så husk nu, Anna. Mennesker begår fejl. Alle. Du kan smide dem ud af dit liv for deres fejl eller du kan give dem en chance mere. Ikke alt kan fikses, se bare på tante Lise og hendes mand han gør hende ondt, og hun tilgiver det altid. Det er ikke rigtigt. Mette sukkede. Jeg håber, du forstår.
– Jeg forstår, mor. Mere behøver du ikke sige! Anna knugede sig ind til moren. Og… tak!
– For hvad da, Anna?
– For at jeg findes!
– Det var da så lidt! Mette trykkede næsen på Anna, præcis som dengang hun gik i børnehave. Ding dong! Er Anna hjemme?
– Ja, hallo!
– Vi har en besked til dig.
– Lad høre!
– Du er elsket. Punktum. Svarer du?
– Elsker også! Punktum. Mor?
– Hvad nu?
– Livet uden kærlighed det går da ikke?
– Aldrig! Alle har brug for nogen at elske og nogen, der elsker en tilbage. Eller bare nogen at elske, punktum. Det er selve processen. At elske er at leve. At blive elsket er som at trække vejret. Alt i livet drives af den kraft. Kan du følge mig, Anna?
– Tror det…
Det var næsten tolv år siden, men Anna huskede samtalen, som var det i går.
Anna sluttede med at lede efter skoene og tripper i bare strømpefødder hen til vinduet.
– Hvad ser du?
– Prøv li at se! Sikken et skrummel!
Katten var mildt sagt ikke køn. Laset, halvt skaldet, huden spænder i klatter, halen halt og knækket, det ene øre en laset streg. Det andet var også gennemgnasket. Anna kneb øjnene sammen for at gætte de der mystiske pletter. Da det gik op for hende, tog hun sin adgangsbrik og en frakke, og spænede ud af døren.
Kirstine, der så Anna pakke katten ind i frakken for at smugle den forbi sikkerhedsvagten, rystede på hovedet og snurrede en finger mod tindingen:
– Jokker du rundt i spinaten? Hvorfor vil du have det monster?
Anna fik en tom papkasse, satte katten deri, og fandt plastikbæger til vand.
– Drik, din stakkel! Det er hvad du får. Om en time kører vi hjem, så får du mad.
– Anna, hører du mig? Kirstine grimasserede. Hvorfor gider du den kat? Den ser jo syg ud! Hvis du vil have kat, tag en sød killing i stedet. Hvorfor gøre livet surt for dig selv?
– Kirstine, den kat har jo ikke det vigtigste i livet.
– Hvad da?
– Ingen elsker den. Det kommer jo aldrig til at ske heller. Killinger? De får kærlighed nok men ham her? Hvem gider ham?
– Ingen, jo og det har du faktisk ret i. Men hvorfor dig?
– Bare fordi! Anna blinkede til Kirstine, lagde et tørklæde over kassen og skyndte sig ud for at vaske hænder.
Resten af arbejdsdagen gik roligt. Katten sov i sin papkasse. Pigerne knoklede med et regnskab, der skulle afleveres inden fyraften.
Katastrofen indtraf, da Kirstine allerede havde glemt Annas fund, samlede stakke papirer sammen, smøg sig ind til chefen Bo, og lagde an til charmeoffensiven.
– Vi er klar, Bo!
Det lette vip med øjenvipperne og den perfide tot hår, der skulle på plads, fik Anna til at kløjes i sin latter. Bo var kontorets uofficielle mandlige trækplaster ung, velfriseret, og vigtigst: single. Kirstine, som alle andre, plejede håbet om at blive bemærket. Anna legede ikke med, ikke fordi Bo ikke var sød jo, faktisk rigtig sød men i dét selskab gjorde hun sig ingen illusioner. Skønt hun ikke var specielt genert, fik hun altid præstationsangst ved siden af Kirstines lange ben og guirlandehår. Anna? Bare en petit gnom. Måske sød, men stadig gnom.
Anna holdt blikket diskret sænket i papirer, mens Bo kom ind.
– Fremragende! Lad os se.
Han trådte direkte mod kassen ved døren, og så brød helvede løs så grineren at selv direktøren, da han senere hørte om sagen, kun kunne ryste på hovedet.
En sort, mager stribe lynede op fra kassen, hang sig fast i Annas tørklæde, og sprang lige op på Bos skuldre, videre til toppen af et skab. Bo slog helt fra og trak Kirstine bag sig i sikkerhed.
– Hvad i alverden er dét?!
– En kat! Kirstine trykkede sig ind til Bo og peb. Se lige hvor grim den er! Ser man sådan noget om natten, får man mareridt for livet!
Uhyret sad nu oven på skabet og svirpede halen. Anna fór op, havde allerede smidt skoene, og balancerede nu faretruende på strømpesokker.
– Kom nu! Ingen gør dig fortræd. Du behøver ikke være bange!
Katten vurderede situationen og nærmede sig kanten, som for at springe.
– Lad være! Du slår benene! Du halter jo! Anna hoppede for at nå op.
En hånd tog fat i kattens nakkeskind det var Bo, som roligt rakte katten til Anna.
– Så… den er jeres nu?
– Min! Anna krammede katten, der ikke engang gjorde modstand. Undskyld, Bo, at jeg tog den med. Jeg ved godt, det ikke er lovligt.
– Nej, Bo nikkede tørt. Kom lige ind til mig om fem minutter og få det dyr væk så længe. Jeg gider ikke flere kontorchok.
– Bo, du har ret! Vi blev SÅ forskrækkede! Godt du var der, så var vi i trygge hænder. Se jeg ryster stadig! Kirstine viste ham sine flotte røde negle. Hvor mange mænd kaster sig ud for at beskytte kvinder? På en hånd kan man tælle dem!
Der gik et djævelsk glimt i Bos øjne, Anna blinkede forundret, men han rettede bare på jakken og gik.
– Fem minutter!
Anna puttede katten under bordet, fik sko på og gik hen til Bo.
Hun stak hovedet ind med operasangernakke.
– Undskyld, Bo…
– Har du fundet på et navn? Bo lød drillende.
– Nej…
– Fang! Hans vizitkort landede på bordet. Anna åndede lettet op hun blev ikke fyret.
– Hvad er det?
– Min vens dyreklinik. Jeg får behandlet min egen kat der. De er dygtige få det nu tjekket.
– Tusind tak…
– Må jeg be dig om én ting?
– Selvfølgelig!
– Sig ikke et ord til nogen om det her. Den slags reklame gider jeg ikke.
– Aldrig! Skulle det lige være…!
– Med Kirstine snakker jeg selv. Gå du bare. Og held og lykke! Dit nye familiemedlem ser ud til at give dig masser af spænding. Har du haft kat før?
– Aldrig.
– Så venter der dig et eventyr. Spørg løs, hvis du har brug for det. Jeg er crazy kattemand.
– Tak! Virkelig!
– Det var så lidt Bo grinede. Aldrig har jeg været så forskrækket! En papkasse! Jeg ville bare flytte den, og SÅ springer den op! Nu tør jeg aldrig mere åbne post.
– Du skal nok overleve! Anna lo. Du er jo dagens helt!
– Ha! Men Anna, hvorfor går du egentlig barfodet rundt på kontoret?
Anna blev mut.
– Hader hæle. Sneaks og komfort, tak. Man burde tvinge dresscode-folkene i stiletter en dag eller to!
– Hårde ord, men jeg tror på dig. Måske gør vi reglerne mildere men tro ikke, du får køre Converse til møderne!
Anna nikkede og lukkede døren stille efter sig.
Mette døde af grin, da hun så, hvad datteren havde slæbt med hjem og gik i krig med shampoo og sårspray.
Katten protesterede ikke. Sad troligt i vaskebaljen og fandt sig i det hele. Da Anna lagde den på sin gamle hættetrøje, trillede dens ene dårlige øre sammen og ramte til ro.
– Hvad gør vi med det fund, datter?
– Elsker den, mor. Den må godt bo her.
– Jeg har da intet imod det men jeg så hellere, du slæbte en kæreste med hjem snart!
– Mor!
– Ingen mor! Jeg er klar til at blive bedstemor. Kan mærke det i knoglerne!
– Jep jeg overvejer det! svarede Anna og nussede kattens skaldede hoved, som om det altid havde ligget der i hånden.
Første barnebarn fik Mette i armene tre år senere.
Hun svang rundt i stuen med ham på armen, mens Anna træt men lykkelig døsede hen på den gamle sofa. Katten, nu med pels så blank, at ingen ville tro den engang var et uhyggeligt vrag, lagde sig omhyggeligt tæt op ad hende og iagttog opmærksomt hele scenen.
– Hvad glor du på? Ser du, nu er der endnu ét medlem i familien. Mette satte sig, bød barnebarnet frem mod katten. Du skal vide, at du også har fortjeneste hvis du ikke havde skræmt hans far dengang, gik jeg måske stadig og ventede på det her mirakel. Tak skal du ha. Ti nu stille! hviskede hun til katten, greb et tæppe om Annas fødder. Væk hende ikke. Hun har brug for at sove. Første barn, og manden på forretningsrejse. Nye job, nye eventyr. Vi klarer det. Ikke?
Katten kneb det lasede øre sammen og spandt samtykkende helt tyst.
Lykken elsker stilhed, så hvorfor skræmme den bort? Lad den bare være.
