Katrines hus
– Mor, er der langt endnu?
Agnete vågnede og gned sig i øjnene. Den gamle bus gyngede ustyrligt, hver gang den ramte et hul i vejen. Udenfor fløj de gråtriste træer forbi, skiftende med uendelige marker. Himlen hang lavt og gråt over landskabet, nærmest som et tæppe ned over jorden. Engang imellem tog regnen til, og alt på den anden side af vinduet blev sløret, forsvandt på en måde ind i den samme grå masse. Agnete krøb tættere ind til mig.
– Fryser du? Jeg lagde min lange strikkede halstørklæde om hendes skuldre og trak hende ind til mig. Det varer ikke så længe nu, tror jeg. Jeg har ikke været i landsbyen i mange år. Sidste gang var jeg knap ældre end dig.
– Hvorfor skal vi derud? Agnete havde nu helt fået søvn ud af kroppen og satte sig omvendt på mit skød for at kunne se mig i øjnene.
– Fordi vi bliver nødt til at bo der et stykke tid. Vi har ikke et andet sted at tage hen.
– Men hvad med vores hjem? Hun så overrasket på mig.
– Der kan vi ikke komme tilbage, skat.
– Fordi… det der? Hun rørte blidt ved det dårligt skjulte blå mærke på min kind.
– Det også. Skal vi ikke lade være med at snakke mere om det? I stedet skal vi tænke på, hvordan vi skal bo derude. Der er et gammelt hus, en have, og lidt jord til grøntsager. Jeg aner intet om at dyrke noget, men om lidt er det forår, så må vi to prøve os frem, ikke?
– Jo! Agnete nikkede. Mor?
– Hm?
– Må jeg få en kat eller en hund nu?
– Du må skam få begge dele, hvis du vil. Jeg smilede og rettede på hendes hætte. Min mormor sagde altid, at et rigtigt hjem skulle have dyr.
– Hvad mente hun med det?
– Hun havde en ged, masser af høns og et par gæs. Jeg var dødsensbange for de gæs, de var kæmpestore og hvæsede så frygteligt! Men en dag gav mormor mig en pind og viste, hvordan jeg kunne jage dem ud på engen bag haven. Siden var det dem, der var mest bange, ikke mig. Agnete lo, første gang i lang tid.
Bussen gyngede endnu engang, noget klikkede bagerst, Agnete forskrækkede og lukkede øjnene.
– Bare rolig! Der sker ikke noget. Jeg holdt om hende igen. Nu skal du ikke være bange mere. Vi tager aldrig hjem igen!
Jeg strøg hende over håret og kiggede ud. Regnen silede nu ned. Jeg tænkte på, hvor koldt huset sikkert var hvis der da overhovedet var brænde. Jeg havde ikke haft tid til at forberede noget. Alt gik så hurtigt i går nat, hvor jeg løb ud til min mor med grædende Agnete på armen. Inden jeg så mig om, sad jeg i denne bus, på vej mod en lille landsby på Lolland, hvor min mormor og jeg boede, da jeg var helt lille.
Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg tilbragte mine første år hos mormor. Mor satte mig af på landet og hentede mig, da jeg blev fem. Jeg har aldrig grædt så meget, som den dag hun tog mig væk fra det lille univers, jeg havde kendt hele mit liv.
– Nu må du stoppe! Du skal bo i byen. Det er dit hjem nu.
Jeg rystede på hovedet og pegede indædt efter det forsvindende, brune bindingsværkshus.
– Der! Det er Katrines hjem!
– Glem det! Mor hev i mig og gik hurtigere.
Det var nok dér, det gik op for mig, at ens vilje sjældent er nok til at ændre noget vigtigt.
Jeg husker næsten ikke min mormor. Kun stemninger: hendes grove, men varme hænder, maven med forklædet, som det var trygt at snøfte ind i og klage sin nød. Og hendes øjne klare danske blå, sådan nogle der altid havde et glimt selv når alt var trist. Så begyndte hun stille at nynne “Se, nu stiger solen,” og alting faldt lidt til ro igen.
– Man bliver aldrig lykkelig af at pive! Heller ikke dig!
Mormor døde, da jeg var femten. Mor lod mig ikke komme med ud og sige farvel. Jeg ved stadig ikke hvorfor. På det tidspunkt havde vi ikke meget til fælles mere. Hjemme var der nu Hans, mors nye mand, og mor blev kold og fjern. Jeg kunne ikke forstå hvorfor, før min veninde, Lene, forklarede det logisk.
– Hun er jaloux.
– På hvem? Hans?
– Ja! Du er jo vokset op nu, og din mor er ikke helt ung mere.
Jeg sad og stirrede forvirret på Lene. Tåbeligt. Mor, jaloux… på hvem? Den midaldrende Hans?
– Har han aldrig gjort noget ved dig? spurgte hun.
– Nej, da! Men straks fik jeg mistænksomme billeder af de sære blikke, Hans sendte mig, når jeg kom hjem fra skole. Han arbejdede skiftehold og spiste ofte hjemme.
– Du skal passe på, Katrine. Du kan altid komme over til mig. Min mor er alligevel sjældent hjemme.
Lenes mor, Rita, var typisk dansk arbejdshest, altid på farten, men godhjertet. Hver gang hun kom hjem fra Tyskland eller Sverige, havde hun gaver med fra grænsebutikkerne tøj, sko, og jeg fik altid lidt med, for min egen mor havde ikke råd til at købe nok. Til sidst begyndte Rita at købe dobbelt og sagde, jeg skulle tage imod uden at gøre vrøvl.
– Hør nu, sådan er verden. Tag imod jeg kan jo regne ud, at det hjælper lidt for jer begge!
De første gange sagde jeg nej til Lene. Jeg havde jo et hjem! Men så en aften, da Hans trængte mig op i hjørnet i entréen, pakkede jeg sammen og gik over til Lene. Hun sagde ikke et ord, fandt bare valium i medicinskabet og chokolade på sin mors hylde.
– Vi behøver det mere end til jul!
Rita, der kom hjem få dage senere, trøstede mig blot og sagde:
– Du er alt for ung til at se, hvordan livet kan være på den forkerte side. Græd ikke, løser ingenting. Du må tage dig sammen nu, min pige!
Jeg tog hendes råd til mig. Lene og jeg blev kaldt stræbere, fordi vi læste lektier hver aften. Men vi afsluttede gymnasiet med flotte karakterer og kom begge ind på universitetet hun jurist, jeg økonom. Undervejs åbnede Rita sin første butik, og jeg fik lov at hjælpe.
– Du skal lære det fra bunden! Du får mit ansvar, når jeg ikke selv kan. Alle andre snyder!
Senere havde jeg ansvaret for flere butikker på Sydsjælland, begyndte at tjene fornuftigt og hjalp Rita, hvor jeg kunne.
Det var igennem Rita, at jeg mødte Jacob, en af hendes forretningsforbindelser. Han så hurtigt, at jeg både kunne og ville noget. Først blev han betaget af min selvstændighed, men da jeg forelsket og glad sagde ja til ægteskab, ændrede hans væsen sig. Mine meninger blev mødt med latter. Mine idéer blev sået tvivl om. Jacob insisterede på, at jeg skulle opgive arbejdet for at passe hjem og børn.
Jeg var i tvivl havde jo endelig fået noget at stå på men da jeg midt i graviditeten besvimede bag rattet på motorvejen, bestemte jeg mig. Ikke noget job skulle koste mit barn livet.
– Tænk dig om, Katrine! Du kan altid komme tilbage. sagde Rita.
Men jeg vidste, jeg sikkert aldrig kom igen. Jacob overtog hurtigt alt økonomi, beslutninger altid forklædt som omsorg. Han kom hjem med dyrt babytøj, spritny vugge og den smarteste barnevogn. Alt var for barnet og mig, bare jeg var tavs og beundrende.
Et eller andet forandrede sig. Nogle dage strømmede han over af omsorg. Andre dage kunne jeg mærke et isnende blik, som en kat, der venter på at slå til. Det gik først op for mig, da jeg en aften så en udsendelse om dyr: En leopard stirrede på sit bytte. Det blik lignede Jacobs til forveksling.
Vores første rigtige skænderi var om navnet til vores datter. Til min fødselsdag nævnte jeg overfor Lene, at jeg elskede navnet Agnete. Jacob blandede sig og sagde:
– Hun skal hedde Eva. Jeg bestemmer!
– Og hvis det bliver en dreng? forsøgte jeg.
– Det bliver en Eva! Sagde Jacob med et blik, der kunne fryse blod til is.
Senere spurgte Lene mig diskret:
– Slår han dig?
– Nej, aldrig! sagde jeg, men var ikke længere så sikker. For der var kommet noget nyt, noget uforudsigeligt i hans væsen.
I det hele taget blev Jacob mere og mere krævende. Han ville have, jeg skulle droppe kontakten til mine venner, især Lene og Rita.
– Nu stopper du! De blander sig for meget. Fra nu af er det kun dig og barnet!
– Det bestemmer du altså ikke. De er min familie, sagde jeg fast.
Hans øjne blev mørke og vrede, og i næste øjeblik begyndte han at svinge armen. Jeg vaklede et skridt tilbage, fældede på trappen og alt blev sløret. Så kom sirener, hospital og så et barneskrig. Agnete kom til verden fire uger for tidligt.
Jacob fløj rundt først vred, så bedende om tilgivelse. Jeg ville ikke engang tale med ham.
Da jeg endelig kom hjem, gik livet i stå. Alt drejede sig om Agnete, og jeg endte som hushjælp for barn og mand. Han krævede rapporter om alt om barnet, udgifterne, hvad jeg brugte på dagligvarer og bleer helt ned til sidste øre. Snart var mit dankort og mit NemID væk. Da jeg spurgte, sagde han bare:
– Spørg mig, hvis du mangler noget.
Jeg ringede straks til Lene og bad om hjælp.
– Mistet pas og dokumenter? Vi fikser det, sagde Lene. Bare sig ikke noget til ham!
Jeg ville forlade ham, men Agnete blev syg, måske fordi hun blev født for tidligt. Hun var i høj feber, så slatten, at jeg græd mig i søvn hver aften af frygt for, at hun ikke klarede det. Jacob blev hårdere, afstraffede mig både verbalt og fysisk. Men uden hans penge og muligheder, turde jeg ikke blive alene om syge Agnete.
Efterhånden blev hun stærkere, og jeg glædede mig til at tage hende på ferie og væk fra huset, som for længst havde mistet betydning for mig.
Jacob pressede på for endnu et barn, men jeg sagde nej, indtil Agnete var helt rask.
På en grå februar-dag skete det igen Jacob fortalte, vi skulle have en barnepige. Jeg spurgte hvorfor, og han slog mig. Agnete begyndte at græde, og jeg skulle svare, om jeg forstod, at han bestemte.
– Lad være med at slå mor! råbte Agnete pludseligt.
– Sådan taler du ikke til din far! brølede Jacob.
– Du er ond! raspede Agnete.
– Du skal aldrig røre hende igen! sagde jeg roligt, men med en ny beslutsomhed.
Jacob backede et skridt og sagde, jeg kunne passe barnet, så længe jeg ikke modsagde ham.
Samme aften puttede jeg gamle sovepiller i kaffen, han sov tungt, og jeg pakkede hurtigt for mig og Agnete. Jeg var bange for, at han vågnede. Jeg havde ikke tid til sokker, hev bare fødderne i et par vinterstøvler og træk min dunjakke over hovedet på mig selv og Agnete. Hun vågnede, men faldt til ro med et kys på kinden.
En halv time senere stod jeg foran hoveddøren hos min mor, hvor jeg stadig var folkeregisteret.
– Hvad laver du her? moren stod søvndrukkent i døren. Og med barnet. Du ser… hårdt ud.
Hun så mit blå mærke, trådte til siden.
– Du kan ikke bo her, det ved du. Her er ikke nok plads!
Jeg nikkede. Jeg har bare brug for et sted, indtil jeg finder ud af, hvad jeg skal gøre.
– Det giver sig selv. Du må tage hjem til din mand! Han er ellers altid så god ved dig. Eller måske ikke længere…
– Jeg bliver nødt til at tage væk helt. Kan jeg få min telefon?
Mor rakte den til mig. Agnete sov videre på min arm.
Jeg ringede til Lene fortalte kort hvad der var sket. Hun sagde, jeg skulle blive dér, til Rita kom og kørte os til lægevagten og siden til stationen.
– Sådan, sagde jeg til mor, nu er det besluttet.
– Hvor skal du tage hen?
– Ved det ikke endnu. Længst muligt væk. Jeg skal nok klare mig.
Mor kiggede bare på mig, fandt et nøglebundt frem.
– Tag ud i mormors gamle hus. Det står endnu. Jeg finder papirerne, så du kan overtage det.
– Tak… Mor…
– Hvad?
– Hvorfor tog du mig ikke med ud at sige farvel til mormor dengang?
– Fordi jeg skammede mig! moren lukkede morgenkåben tættere om sig og gik ud fra køkkenet.
Den nat lænede jeg mig ind over min datter og lovede mig selv, at hun aldrig skulle opleve at mangle varme, kærlighed eller modet til at begynde forfra. Man kan aldrig stole på, at livet bliver, som man har tænkt sig. Men man kan vælge at kæmpe, også selvom man er bange. Det har jeg forstået nu.
