Venner forlader man ikke
Hvorfor ser du på mig sådan? undrede den ældre dame sig, mens hun rystede indholdet af den blå Netto-pose kraftigere. Kom her, jeg har mad til dig! Eller har du ikke genkendt mig? Har du ikke det?
Mikkel sukkede dybt. Ja, selvfølgelig genkendte han hende.
Hvis du ikke ved det, så kendte han endda hendes fulde navn. Ja. Gerda Madsen hed hun.
For at være ærlig havde Mikkel næsten ventet utålmodigt på hende i dag. Men netop nu, netop i dette øjeblik, kunne han ikke nærme sig hende.
“Det kommer jeg sikkert til at fortryde senere,” tænkte den gråstribede kat, vendte ryggen til pensionisten, viftede med halen som farvel og satte af sted mod containerne bag Fakta.
*****
Mikkel havde aldrig været fanget i så tåbelig en situation før.
Kun få meter fra ham stod den ældre kvinde med en pose katteskåle i hånden, insisterende kaldende på ham for at byde ham på et måltid.
Det var ikke første gang, han så hende: Den rare gamle Gerda dukkede nogle gange op flere gange om ugen omkring torvemarkedet og sørgede for lidt ekstra til alle de hjemløse, der havde brug for det.
Oftest var det hunde og katte, hun bød på noget. Men hvis hun stødte på et menneske, der havde brug for hjælp, gav hun også, mens hun plejede at spørge: “Du bruger det da ikke på øl, vel?”
Nej, nej nikkede en skægget mand i ret snavset, slidt tøj. Skal bare have lidt rugbrød, måske lidt pålæg Har ikke spist i dagevis, hjælp mig, for Guds skyld.
Mikkel, der netop havde gjort sig ren efter et solidt måltid, betragtede nysgerrigt, hvordan Gerda rakte et par sedler over, mens hun sagde: “Så, nu har du lovet mig det.”
Men da manden forsvandt bag hjørnet og efter få minutter kom ud med en Tuborg, vendte Mikkel bare øjnene.
Lykkelig… Tilfreds.
Han skinnede som solen over Fanø Så lidt skal der nogle gange til for at gøre et menneske glad.
Men sådan var det altid. Aldrig købte manden rugbrød eller pålæg. Kun øl.
Han drak det alene, rullede sig sammen på sin papkasse og sov den sødeste søvn.
En dag fik Mikkel nok. Han løb hen til den hjemløse, og tilfældigvis skubbede han til flasken, der stod ved mandens fødder.
Flasken faldt, splintrede, og alt væsken løb ud på asfalten.
Du skulle have set mandens blik.
I det øjeblik havde han mest lyst til at skinne katten ad.
Og hvis han fik fat i den, guderne må vide hvilket ulykke, han havde gjort med ham…
Tåbelige mand… jeg prøvede bare at hjælpe dig med at få et længere liv uden sprut, tænkte Mikkel, mens han slog ud med halen og gemte sig under en stak cykler.
Efter det betragtede den hjemløse ham som sin personlige fjende, og hver gang de mødtes, fløj der brødkrummer eller tomme dåser efter Mikkel.
Men det var bare en afstikker. Historien her handler ikke om gamle tørstige mænd, men om katte, sult og Gerdas gode hjerte.
Gerda var som sædvanlig på torvet den dag, og da hun fik øje på Mikkel, begyndte hun straks at kalde på ham.
Men Mikkel var virkelig sulten. Han havde ikke fået et ordentligt måltid i to dage folk var nærige, hundene opførte sig uværdigt. Ærligt talt, han kunne have spist en halv gris. Eller en hel sild.
Egentlig var alt, han behøvede, at gå hen til Gerda og få lidt mad.
Simpelt nok. Bare gå et par meter.
Men den dag var der noget, der stoppede ham.
Det var en sær lyd, der havde lydt i fem minutter ovre fra skraldespandene i udkanten af torvet.
Mikkel vidste ikke, hvad han skulle gøre.
Hvorfor står du bare der? Gerda rystede posen med foder, endnu mere ivrigt. Kom nu, jeg har mad! Eller genkender du mig ikke mere?
Mikkel sukkede.
Selvfølgelig kunne han kende hende.
Han kendte endda hendes fornavn Gerda. Torvets handlende kaldte hende det, for hun havde selv for år tilbage arbejdet på torvet og var kendt blandt alle, både fir- og tobenede.
Han kunne ikke lade som om, han ikke genkendte hende.
Imens han stod og overvejede, kom der to små hunkatte pilende de dansede om Gerdas ben og kiggede på hende med bedende blikke.
Gerda smilede, bøjede sig ned og hældte to små bunker foder på brostenene. Så kiggede hun igen på Mikkel.
Skal du have en særlig invitation, eller hvad? Kom nu!
Hun pointerede, at hun ikke havde meget mad, og hvis han blev ved med at stå og tøve, kunne han risikere, at der ikke blev noget til ham.
Mikkel vidste det godt. Han tog et halvt skridt frem, men så hørte han igen den mærkelige lyd ovre fra skraldespanden. Den blev højere, desperate.
Det var tydeligt, nogen der havde brug for hjælp “en af vores egne”, fire ben, en hale. Mikkel vidste ikke helt hvem.
Han måtte vælge: få et solidt måltid eller styrte af sted og tjekke spanden ud.
Mikkel så aldrig sig selv som nogen dyre-Robin Hood, men…
Han havde nu alligevel det der underlige instinkt for at hjælpe dem i nød. Og derovre, langt fra torvet, var nogen i nød.
Et øjebliks tøven kunne koste en stakkel livet.
“Jeg fortryder det sikkert bagefter…” tænkte Mikkel, vendte ryggen til Gerda, viftede med halen og satte i løb mod skraldespanden.
Gerda trak på skuldrene og begyndte at fodre den næste flok, der strøg rundt om hende og tappede hende med poterne.
*****
Fremme ved skraldespanden måtte Mikkel lige trække vejret og lytte.
Lyden, der lød som klynk fra et lille dyr, døde ud netop, som han nåede frem. Så blev han endnu mere urolig. Skulle være løbet med det samme, skældte han sig selv ud.
Så, ud af øjenkrogen, opdagede han et bevægelse i en sort sæk ovenpå andre sække. Han snusede, og rørte blidt ved sækken.
Med det samme lød et klynk ikke længere desperat, mere lettet.
“Hvordan kan mennesker dog gøre sådan!” tænkte Mikkel, rystende på hovedet. “Kaste nogen ud bundet i en plastiksæk det er jo levende!”
Uden at tænke mere over det, kastede han sig over sækken og kradsede den op med forsigtighed.
Og der, kiggede et lille hoved op med glade, våde øjne en hvalp.
Mikkel tøvede.
For, altså, katte og hunde det har aldrig været hans kop te. De røg altid i totterne på hinanden.
Men før han nåede at sige mere, maste hvalpen sig fri, stavrede hen til Mikkel og slikkede ham på næsen.
Ej, hvad laver du? hvæsede katten. Lad lige være med alt det pjat!
Vuf-vuf! gøede hvalpen muntert og prøvede igen at slikke ham.
Nå, du lever i hvert fald. Så find dig nu en god menneske, sagde han og ville stikke af.
Men hvalpen havde andre planer. Hver gang, Mikkel gik, fulgte hvalpen bare med. Og logrede så voldsomt, at de visne efterårsblade nærmest virkede magiske de steg op og faldt ned igen som gyldne fjerskyer.
Mikkel kunne godt have rystet ham af, gemt sig, eller klasket ham en. Men sandheden var: hvalpen ville ikke overleve alene.
Og hvem ved, måske ville menneskene komme tilbage og gøre det endnu værre.
“Nå, jeg finder en ordentlig familie til dig så skilles vores veje! Jeg er trods alt kat, ikke hundeven… Men først mad. Det er, hvad vi mangler mest i dag.”
Senere samme dag faktisk henunder aftenmad fandt Mikkel (held i uheld!) næsten en hel pølsehorn, der var glemt på et busstoppested.
Katten slæbte byttet væk og skulle lige til at kaste sig over maden, da han så hvalpens sultne øjne.
Han sukkede, trak sig diskret til side og inviterede med et blik hvalpen til at spise.
Hvalpen gøede, stormede hen og slugte halvdelen af pølsehornet. Mikkel så på, savlende.
“Det må smage himmelsk,” tænkte han, mens hvalpen knasede videre. “Bare synd, jeg ikke får noget.”
Men halvdelen efterlod hvalpen han havde tydeligvis lært at dele.
“Utrolig kærlig,” rørte det Mikkel, “ikke at tage det hele for sig selv.”
Sådan begyndte deres venskab. Venskaber opstår sjovt nok på de mærkeligste måder. For dem begyndte det med et pølsehorn på et stoppested.
Mikkel overbeviste sig selv om, at det bare var nød, ikke venskab men for hver dag voksede hvalpens hengivenhed, og Mikkel følte større ansvar for ham. “Når man har reddet nogen, må man også tage vare på dem,” tænkte han.
Og det blev der god brug for! For nysgerrigheden hos sådan en lille fyr var ustyrlig han var ved at blive kørt ned af både løbehjul og cykler og lavede hele tiden ballade.
Og hvor en killing kan forstå lidt fornuft, var denne her hvalp helt umulig: Han gøede bare og forstod ikke et ord kattesprog. En umulig unge men han voksede hurtigt!
Det var ikke let at brødføde to munde. Før: sulten, nu: permanent deling. Egentlig: Mikkel delte endda sin halve del igen, så hvalpen kunne få ekstra. Han voksede jo! Og hvilken gigant han blev nærmest som en ung ulvehund.
Bare han ikke en dag kommer til at sluge mig med, tænkte Mikkel, mens han så hvalpen gnave et stykke oksekød, han havde stjålet fra slagterboden.
Slagteren råbte efter dem, men havde Mikkel noget valg? Livet på gaden er benhårdt. Det var for hvalpens skyld, ikke for sin egen skyld.
Snart gik der rygter på torvet om, at myndighederne ville sende folk ud for at fange alle vilde dyr så Mikkel burde have flyttet sig for længst.
Men der var ingen steder at tage hen. Byen var for længst delt op i farlige områder, og de lokale hunde eller katte ville jage fremmede væk. I bedste fald.
Så han blev, hvor han kunne. Med hvalpen. Selv om det var svært at skjule ham han hørte aldrig efter.
Så skete det, at Gerda opdagede dem sammen. Hun kiggede, smilede og sagde: Jeg kan se, du har fået dig en ven. Kom nu herhen, begge to jeg har mad til jer. Ikke kattefoder denne gang, det er blevet dyrt! Men jeg har lækre kyllingefrikadeller.
Mikkel skulede, men kunne ikke modsætte sig. Hvalpen blev jo åbenlyst spottet.
Han tog sin unge under poten, og de spiste sammen de bedste kyllingefrikadeller, de nogensinde havde smagt.
Han ser da ud til at være fuldblod, ham den lille, mumlede Gerda, mens hun kiggede nærmere. Tænk, at han er havnet her.
“Bedst du ikke ved det, rare dame,” tænkte Mikkel, mens han vaskede sig efter måltidet.
Pludselig fik han et mærkeligt minde: For to år siden var han selv killing, blevet moderløs og forladt. Han gik og miavede så sølle, men ingen skænkede ham et blik. Han overlevede på mærkværdig vis vinteren. Først om foråret tog et ægtepar ham med hjem til deres sommerhus.
Synes du, han kan fange mus, Holger? spurgte damen.
Jeg har ikke mødt en kat, der ikke kunne, svarede manden. Bare han ikke bliver fed.
Det var sådan, Mikkel fik sit navn. Hvorfor, vidste han ikke, men han syntes ikke, det betød noget, så længe han havde hus og nogen, der ville tage sig af ham.
Men Mikkel tog fejl.
For folkene havde kun taget ham til sig for at holde musene i skak. Han måtte ikke komme ind, blev knap nok klappet, fik næsten intet at spise.
“Katte skal være sultne for at jage,” sagde manden. Og konen nikkede.
Den eneste mad, Mikkel kunne få, fandt han i haven. Slet ikke noget for en mis, men han prøvede, håbede de ville gøre gengæld for hans anstrengelser.
Men, nej efter sommeren efterlod de ham alene.
De plejede at være væk i op til en uge, så han ventede, men denne gang kom de aldrig tilbage.
Han ventede gennem efteråret, sultede, tiggede, blev forvist fra kældre og gårde af både dyr og folk.
Først på torvet fandt han et sted, holdt stand mod de andre dyr, blev stærkere Men fik aldrig mere tillid til mennesker. “Er du heldig fra starten, er du heldig. Ellers bliver du aldrig det.”
Han ville ikke have den fremtid for sin ven.
Hvalpen havde ikke engang et navn men det var jo mennesker, der gav navne.
Rolig, hviskede Mikkel. Jeg skal nok finde dig en familie.
Men det var ikke let. Familievenlige danskere findes ikke på hvert gadehjørne. Kun Gerda. Men hun kunne jo ikke have sådan en stor hvalp.
Men netop Gerda, få dage senere, kom på markedet med en familie.
Mand, kvinde, og en dreng på ni år. Sjældent havde Mikkel set så rare smil. Han skubbede endda hvalpen frem mod dem med panden.
Se lige ham her! Jeg tror, han er en ægte racehund, og han er så klog. Han ville være glad hos jer.
Familien havde netop købt hus nær Gerdas og ville have stor hund for beskyttelse, for manden var tit væk, og mor og dreng alene hjemme.
Han ser dejlig ud, sagde manden, satte sig ned og klappede hvalpen. Han bliver vist stor.
Må vi ikke tage ham, far? råbte sønnen. Jeg vil kalde ham Fætter Finn! Og lege med ham i haven.
Hvorfor Fætter Finn? grinede faren.
Fordi han er så rund om maven! klukkede drengen.
Mikkel listede væk og skjulte vore våde øjne. Selvfølgelig ville han give hvalpen et bedre liv, men tanken om at skulle tage afsked var tung.
For på de to måneder havde de to delt noget, der føltes større end friheden på gaden.
Han havde betydet noget. For sin ven.
Nu var der tårer i øjenkrogen både af glæde og sorg.
Hvad siger du, skat? spurgte manden, idet han løftede hvalpen. Vi tager Fætter Finn?
Ja, selvfølgelig, svarede kvinden med et smil.
De takkede Gerda og begyndte at gå, men…
Fætter Finn blev urolig, snoede sig fra mandens favn og pilede lige hen til Mikkel, der sad bag en skraldespand, og begyndte at slikke ham på næsen.
Jeg forlader dig ikke! sagde Fætter Finn pludseligt og talte på kattesprog, intet mindre. Du er min bedste ven. Venner forlader man aldrig.
Mikkel var målløs. Ikke bare over at Finn var kommet tilbage men over at hvalpen pludselig havde lært kattesprog efter to måneder.
Faren og sønnen forsøgte at indfange hvalpen igen, men han strøg hele tiden om Mikkel.
Hvorfor skal du være så stædig? prøvede Mikkel. Gå nu med menneskene, det bliver bedst for dig.
Nej! Jeg forlader dig ikke! Hvis ikke du havde fundet mig, var jeg her ikke mere.
Har selv fostret sådan en stædig unge, tænkte katten, lettere fortørnet.
Så kom moren og Gerda til, og alle betragtede, hvordan Fætter Finn dansede rundt om Mikkel og slikkede ham kærligt.
Han vil ikke gå uden katten, sagde kvinden. Hvis vi tager én, må vi tage begge.
Far, må vi ikke tage begge? spurgte sønnen. Så kan katten hedde Mikkel, så de kan være venner.
Tja to er vel bedre end én, sagde faren og trak på skuldrene.
Så nu bor Mikkel og Fætter Finn ikke længere på gaden. De har et hjem, en stor have, kærlige ejere og en venlig nabo, der jævnligt kommer med lækre frikadeller. Og vigtigst af alt, de har hinanden. Og så kan man næsten ikke ønske sig mere.
Sådan slutter drømmen om venskab, troskab, stædighed og, selvfølgelig, om gode mennesker.
Uden gode mennesker fandtes der ingen lykkelige slutninger med logrende haler.
Men heldigvis er der stadig gode mennesker i verden så alt håb er ikke ude endnu.
