Godt menneske var han
Må jeg sætte mig?
Lise fór sammen og kiggede op. Foran hende stod en ældre kvinde, nok omkring de halvfjerds.
I den ene hånd havde hun en træstok, og i den anden en hundesnor. Ved hendes fod løb en sjov lille pomeranian rundt, og Lise kunne ikke lade være med at smile. Hundekvinde, tænkte hun.
Hun nikkede:
Selvfølgelig, tag plads.
Kvinden satte sig yderst på bænken og lod sin lille hund løbe frit. Den sendte sin ejer et taknemmeligt blik, og så fór den afsted som en lille komet op og ned ad grusstien i Kongens Have.
Det så så komisk ud, hvordan den spurtede frem og tilbage den frydede sig, nu hvor den endelig kunne løbe.
Efter lidt tid galopperede en stor schæfer over mod dem. Ved siden af den virkede pomeranianen endnu mindre. Men den lille blev slet ikke bange, tværtimod: Den begyndte at angribe kæmpen, der føj villigt med og løb væk i leg.
Jeg gik sådan set forkert i dag, sagde kvinden undskyldende. Normalt går jeg tur med Sigurd i Østre Anlæg, men i dag førte benene mig bare herhen jeg ved ikke engang hvorfor.
Hun tav lidt, kiggede sig omkring, og fortsatte:
Men hvor er her dog smukt. Og ikke så mange mennesker det er helt perfekt til hundeluftning.
Det har du ret i.
Lise havde egentlig ikke lyst til at begynde en samtale, slet ikke med en fremmed. Men man skal have respekt for de ældre. Og høflighed er trods alt vigtigt.
Er det din hund, der løber dér? sagde kvinden, idet hun vinkede mod schæferen.
Ja, det er min, smilte Lise.
Sikke en flot hund. Og så stor! Bor du ikke i lejlighed?
Det gør jeg faktisk, ja.
I lejlighed? Hvordan får du plads til en så stor hund?
Tjaa, vi lever i fred og fordragelighed. Sandheden er, jeg havde aldrig forestillet mig at få sådan en stor hund, men det blev bare sådan Nu bor han så hos mig.
Åh undskyld mit nysgerrighed, nu bliver jeg sådan. Men vil du ikke fortælle, hvordan det kom til at være sådan?
Lise så overrasket på hende.
Jeg kan bare virkelig godt lide at høre historier om hunde, ved du. Min Sigurd fandt jeg faktisk på gaden. Det regnede og blæste voldsomt, jeg skyndte mig hjem fra SuperBrugsen, men han sad så bedrøvet og indadvendt under bænken ved min opgang og så direkte ind i min sjæl
Kvinden stoppede et øjeblik for at få vejret.
Han kiggede ikke mig i øjnene han så ind i hjertet. Jeg kunne ikke gå forbi. Så jeg tog ham med hjem. Nu har vi tre år sammen, og jeg har ikke fortrudt et sekund. Sigurd er bare vidunderlig jeg forstår slet ikke, hvordan jeg klarede mig uden ham før.
Lise så på hende og nikkede varmt.
Dyr kan noget du kigger i deres øjne, der rummer hele universet, og du ved bare pludselig, at man ikke
ikke kan leve uden dem længere.
Mennesker kan også være sådan.
Hun havde selv kendt et menneske sådan. Forunderligt, næsten enestående.
Hun havde i al fald aldrig før kendt nogen som ham. Og ville næppe gøre det igen.
Balder fik jeg faktisk fra en nabo, sagde Lise efter en længere stilhed.
Kvinden sagde ikke noget, satte sig bare tættere på og gjorde det klart, hun lyttede. Lise trak vejret dybt. Hun havde aldrig før åbnet op om Henrik.
Men måske var denne dag særlig, eller måske kunne hun bare godt lide denne kvinde. Eller det var på tide at læsse tankerne af. Der er øjeblikke, hvor man ikke længere kan tie om det vigtigste.
Så hun fortalte sin historie, fra begyndelsen til slutningen.
*****
Lise mødte Henrik for et år siden.
Han var faktisk meget ældre end hende, og burde nok være tiltalt ved fornavn og efternavn: Henrik Pedersen. Men han brød sig aldrig om det.
Kald mig bare Henrik, bad han, da Lise forsøgte at være formel.
Det føles underligt du kunne være min far.
Han lo:
Jamen, så slipper du for vrøvlet.
De enedes om, at Lise kun kaldte ham Henrik fremover.
De mødtes første gang i elevatoren i opgangen på Nørrebro.
Hun nåede akkurat ind, før dørene lukkede, og dér stod han allerede.
En flot mand Havde han været yngre, havde Lise sikkert lagt mærke til ham på en anden måde.
Alligevel bemærkede hun ham. Elevatorens motor summede, så stoppede den pludselig.
Og lyset gik ud i samme sekund.
Hvad sker der?! spurgte Lise forskrækket.
Strømmen er røget. Det er begyndt at ske ofte på det sidste, svarede han roligt.
Skulle være gået op ad trapperne
Der hænger faktisk et opslag i opgangen: Elevatoren bør ikke benyttes pga. renovering af el.
Men hvorfor tog du den så?
Jeg har alligevel ikke travlt.
Lise havde aldrig siddet fast i en elevator med en fremmed mand. Det var unægtelig både skræmmende og spændende: Hvordan ville det ende?
Hun fiskede mobilen frem fra lommen, prøvede nettet men ingen dækning.
Så så hun hen på alarmknappen
Skal vi ikke bare ringe på vagtmesteren?
Det kan vi godt men vi sidder jo fast mellem etagerne, så det er nok lige meget
Han tav.
Lise vidste heller ikke, hvad hun skulle sige. Men det var ikke til at holde ud at sidde i mørket uden lyd.
Hun begyndte at stille ham spørgsmål, og han svarede venligt. Det endte faktisk med, at de snakkede uafbrudt i fire timer, indtil strømmen vendte tilbage.
Det lyder måske mærkeligt, men Lise blev faktisk skuffet, da det blev tændt igen.
Hun havde slet ikke lyst til at sige farvel til Henrik. Der var noget ved ham udefinerbart. Noget dragende.
Han var fremragende at lytte til og en forrygende fortæller.
Han havde heller ikke haft det let; vokset op på børnehjem, ingen familie, ingen kone, ingen børn. Hvorfor, sagde han aldrig.
Lise spurgte heller ikke. Hendes eget privatliv var jo rod.
Henrik fortalte om universet (han var uddannet astronom), og om sit kald at skrive digte og noveller.
Man kunne tale med ham om alt. Og hvad enten det var stjerner, kærlighed eller politik, var det aldrig kedeligt. Det oplevede hun både i elevatoren og i tiden bagefter, da de blev venner.
Hun var selv journalist, og det gjorde ham bare endnu sjovere at snakke med.
Kollegaer, jo.
Efter strømmen kom de ud, og overraskende nok boede de begge på tredje sal i lejligheder lige over for hinanden. Der var ellers kun fire lejligheder i opgangen, og to af dem havde stået tomme i årevis. Henrik havde boet der længe Lise var lige flyttet ind.
Så Henrik havde ikke hund, da du mødte ham? afbrød kvinden på bænken, da Lise holdt pause.
Nej, slet ikke Han elskede stilhed du ved, det, enhver forfatter har brug for. Han sagde altid, at stilhed var hans tro følgesvend. Ingen gæster, ingen dyr. Men
Hun smilede skævt:
Henrik kunne nu godt lide dyr. Nogle gange føltes det som om, han holdt mere af dem end mennesker.
Henrik elskede dyr, om end han ikke reklamerede for det. Senere forstod Lise hvorfor: Man gør godt stille og roligt det taler for sig selv.
I weekenden gik de tit lange ture i byen. Hjem til ham blev hun aldrig inviteret, men han sagde aldrig nej, hvis de skulle mødes udenfor. De snakkede om alt, grinede, legede sneboldkamp om vinteren.
Folk kiggede forundret, når en kvinde på tredive og en mand på tres morede sig som børn i sneen men Lise var ligeglad. Hun glædede sig bare over hvert sekund med ham.
Henrik blev på kort tid en slags far den, hun aldrig havde haft. Men altid drømt om.
En dag var det ved at ryge af hendes læber, da hun ville sige far hun nåede at stoppe sig selv. Men hun syntes, at han forstod.
Han var nemlig usædvanlig indsigtsfuld og mærkede altid, hvordan folk havde det.
Han holdt sig ellers fra de fleste mennesker. Men dyr De holdt han aldrig afstand til. Han havde altid lidt mad med, og fodrede de herreløse katte bag Netto, smed posen og gik smilende hjem.
Den slags små gerninger Man kan ikke måle godhed på vægte. Man gør det bare. Af hjertet.
Dyrene satte pris på det de fulgte ham med blikket, men bad aldrig om at komme med.
Lise så det ofte. Så smilede Henrik bare for sig selv.
En dag stoppede han midt i talestrømmen om stjernebilleder og gik hen til en lille pige, der græd under et træ.
Før Lise vidste af det, havde han klatret (imponerende adræt for sin alder!) op i træet og kom ned med en forvirret killing.
Er det din, spurgte han og rakte pigen den lille.
Nu er den, min mor siger det er okay.
En anden dag mødte de uventet på en dobermann uden snor eller ejer i parken. Hunden brummede lavt og knurrede surt.
Lise frøs til is; hun har altid været nervøs ved store hunde.
Men Henrik gik roligt hen, satte sig på hug og aede forsigtigt dobbermannen bag øret, indtil den slappede af. Et øjeblik efter dukkede ejeren op med snor og mundkurv.
Han løb bare efter en kat, jeg nåede ikke engang ud af bilen, undskyldte ejer.
Det må ikke ske igen! sagde Henrik skarpt. Store hunde kan skræmme folk halvt ihjel.
Bagefter talte han længe om, hvorfor man ikke skal have kæmpehunde i lejligheder og især ikke i byen.
Lise nikkede, ikke for at være høflig men fordi Henrik var god til at argumentere. En uge senere gik han tur med en hundehvalp.
En kluntet, godmodig basse.
Hun spurgte straks, hvorfor han havde hentet sådan en hund.
Og påmindede ham om hans egne ord om store hunde.
Han fejede det væk:
Nåh, ja. Men Balder er da ikke til at stå for!
Senere fortalte han, at han havde været forbi et internat for at aflevere to killinger, han fandt i byen. Og der sad hvalpen bag et hegn: alene, stille, med de sørgeligste øjne. Han vidste med det samme: Hvis jeg ikke tager ham, gør ingen.
Det var det sjette sans, han havde. Og måske måske var han bare træt af ensomhed, sagde Lise med et suk og kiggede på kvinden.
Han kan ikke selv fortælle det længere.
Han Han er død?
Ja.
De sidste uger talte Henrik mindre. Det var ikke første gang, så Lise tænkte ikke nærmere over det.
Hun anede uråd, da han en nat ringede til hende. Henrik havde aldrig ringet om natten. Hun forstod straks, at der var noget galt.
Kan du komme over? hviskede han hæst i røret.
Lise sprang ud af sengen, fik tøj på og løb over på den anden side. Hun bankede, ringede intet svar.
Så trak hun i håndtaget døren var ikke låst. På sofaen lå Henrik, Balder ved hans fødder, øjne så triste.
Hvad er der galt, Henrik? Skal jeg ringe 112?
Hun tænkte, at så gode folk ikke bare dør hvem skal ellers gøre godt?
Lover du at passe på ham? Hviskede Henrik og pegede på Balder.
Du dør ikke! Det vil jeg ikke have!
Men Henrik lukkede blot øjnene. Hun så ham aldrig åbne dem igen.
For første gang var Lise i hans lejlighed. En lille etværelses, et almindeligt hjem: sofa, skrivebord med laptop, spisebord, stole, skab, vindueskarme fyldt med bøger, to puder, et tæppe.
På natbordet lå hans pas og et testamente.
Lise måbede. Han havde jo aldrig nævnt familie.
Da hun læste, blev hun endnu mere forbløffet: Han havde testamenteret alt til hende.
På kirkegården var det bare Lise, Balder og en grå bedemandsvogn.
Da graveren gik, blev Lise og Balder stående længe. De så på jordhøjen, til det blev mørkt. De gik først, da mørket faldt på, nu uden Henrik.
Han var væk manden, der havde været hendes far og elsket dyr højere end mennesker. Som havde hentet Balder på internat, fordi kun han ville tage en kæmpehund med hjem. For hvem i København vil ellers have sådan en stor hund?
Dyrlægen grinede og sagde, Balder var halv sanktbernhard, halv næsehorn. Han vil veje 70 kilo, sagde han.
Men Lise frygtede ikke besværet. Henrik havde lært hende at se verden på en anden måde. Nu gjorde hun som ham: fodrede de forladte dyr, tog de svageste med til Dyrenes Beskyttelse, skrev artikler, så folk kunne få øje på dem.
Indimellem adopterede hun selv.
Nu forstod hun, at når gode mennesker går bort, så bliver verden ikke fattigere for andre bliver bedre og griber stafetten.
Balder tog også sin tørn: En dag kom han hjem med to killinger, kiggede på Lise med stjerneklare øjne. Hun forstod: De blev også boende.
I dag ligger de nu på vindueskarmen, smukke og dovne, og venter på at menneske og hund vender hjem sammen.
Ja, Henrik er gået bort. Men han lever for evigt i Lise og Balder. De vil altid huske ham.
Tak for din historie, hviskede kvinden og tørrer øjnene, mens hun løftede den lille pomeranian op. Han var et rigtigt godt menneske.
Det var han, nikkede Lise çenset og klikkede hundesnoren på Balders halsbånd.
Måske fortæller hun aldrig om Henrik igen det gør ondt at tale om de døde. Men lige nu var det blevet en smule lettere.
Og kvinden, der havde lyttet til historien, mødte på vej hjem en ældgammel kat med ar over det ene øre. Og ja, hun kunne ikke gå forbi. Hun tog ham med sig.
