To tråde
Flikka, skynd dig nu! Vi har meget, vi skal nå i dag! formanede Lydia Nielsen sin lille hund. Vi har allerede gået hele parken tre gange, og du får stadig ikke ordnet dine sager! Jeg havde jo ellers planlagt at lave klatkager til morgenmad.
Den snudede Flikka, efterkommer af vagthunde fra fjerne kejserslotte, sendte sin ejer et bebrejdende blik, som ville hun sige: “Alder, min kære! Forstår du det da ikke? Alderdommen er ingen glæde!”
Lydia forstod det blik alt for godt, og det gjorde hende tung om hjertet. Om morgenen, når hun gjorde sig klar til at lufte hunden, kunne hun stadig overbevise sig selv om, at alder ingen dom var, at livet stadig lå foran hende. Men når gåturen var slut, føltes selv den varmeste frakke ikke nok længere. Den friske forårsvind, der havde føltes dejlig før, blev nu nærmest en bidsk storm, og Flikkas sindighed tilskrev Lydia sine egne grå tanker.
For hvad ventede hende nu, når hun kom hjem? Køkkenet, rengøring, vasketøj, et afsnit af en gammel serie, og en mand, Poul, som pensionist var blevet både vrangvillig og kræsen. Indimellem klagede han over skæbnen, over at være blevet sat til side alt for tidligt, indimellem sad han bare tavs, så Lydia begyndte at spekulere på, hvad hun var blevet fornærmet for, og så kom der brok ud af det blå.
Poul kunne råbe ganske højt, for han vidste, at Lydia var begyndt at høre dårligere efter en slem sygdom, så der var ikke andet for Lydia end at tage det som baggrundsstøj og forsøge at bevare glæden ved de små ting i dagligdagen.
På det sidste følte Lydia sig kun som en ældre kone. Indimellem kunne hun stadig få livet i sig af en duftende hyacint eller en ny fugtighedscreme, men begejstringen døde hurtigt ud, når Poul pludselig kom med et drilsk: Skal du nu til at forskønne dig igen? Hvorfor dog?
I de øjeblikke havde Lydia lyst til at smadre noget, skrige højt og bare forsvinde ud ad døren med Flikka ved hånden. Men når hun var faldet ned, tænkte hun på, hvordan Poul havde været før, alt han havde gjort for hende, og hun skammede sig over det lille øjebliks svaghed.
Lydia havde mødt Poul, mens hun studerede på universitetet. Kvikk, klog, lattermild, yndig hun var blomsten på sin årgang. Opmærksomheden fra unge mænd var stor, men Lydia holdt sig tilbage. Hun drømte om den store, rene kærlighed. Om sådan en, hvor sjælen synger og diamantstjerner lyser på himlen.
Om diamanter plejede Lydias mor gerne at sige: “Du, min datter, er en sjælden juvel. Du har både vilje og ynde, og sådan en som dig skal ikke slå sig til tåls med småtings-liv. Vent på det rette tidspunkt. Så skal du nok få både himmelstjerner og lykke midt i huset. Hør nu efter, min pige. En mor ønsker aldrig dig noget ondt.”
Lydia prøvede på at lytte som hun bedst kunne.
Men når kærligheden banker på, bliver moders råd nemt glemt.
Og Lydia forelskede sig da også først i en anden ikke i Poul. Da hendes hjerte blev varmt, kendte hun ham knap nok.
Den første ungdommelige forelskelse var Andreas. Ligesom hende fuld af latter, pæn at se på, populær, omgivet af beundrende piger, der gjorde alt for hans opmærksomhed.
Lydia og Andreas studerede i samme klasse, men det tog to år, før blikkene mødtes for alvor, så tændingen var stærk. Deres forhold blev hurtigt ombejlet, blomster, aftenture, eksamenslæsning og kys. Lydias forældre begyndte diskret at snakke bryllup.
Men så skete det, der for altid vendte op og ned på Lydias liv.
Sommerturen til Lolland
Andreas lokkede Lydia med til et sommerhus ved Smålandsfarvandet. Der oplevede hun både kærlighed under stjernerne og svigtets bitre smag.
Lykkelig, fuld af håb, fandt Lydia Andreas på stranden i armene på hendes bedste veninde
Hvad det kostede Lydia ikke at bryde sammen lige dér, vidste kun havet og den sorte sky over det mørke vand. Hun flygtede hovedkulds væk, besluttet på aldrig at tilgive den, hun i går havde elsket med hele sit hjerte.
Uvejret brød ud, netop som hun klatrede op ad stien fra stranden. Regnen silede ned, tordenen rullede så hun jamrede og alligevel var det, som om tankerne omsider blev tømt for uro.
Hun holdt fast i en vildrose ved skræntens kant, trak sig op på den glatte sti og mumlede: Det skal nok gå
Om hun troede på det, vidste hun knap, men ordene gav alligevel mod. Gennemblødt returnerede hun til sommerhuset og nævnte ikke med et ord, hvad hun havde set.
Næste morgen sad hun alene ved stranden. Vandet var uroligt efter uvejret, men hun blev der.
Lydia, hvor blev du af i går? varme, kendte arme lagde sig om hendes skuldre, men hun vred sig fri af Andreas.
Du savnede mig ikke
Hvad er det, du siger? Andreas, træt og lidt ør, lo Var det den “friske ko”, der slog dig ud? Sagde jo du ikke skulle drikke den cocktail! Kom nu, Lyd lad os svømme om kap!
Andreas løb grinende mod bølgerne, lokkende. Lydia bed sig i læben og ville følge, men hun blev grebet om håndleddet.
Nej. Behøver du ikke. Du er bedst, som du er.
Lydia vendte sig forundret om. Fyren var næsten fremmed for hende, hun huskede kun, at hun havde bemærket hans højde og hans markante ører.
Jeg hedder Poul, sagde han roligt uden at give slip. Skal vi gå?
Lydia så over mod Andreas i bølgerne, allerede optaget af sig selv, nikkede sagte og svarede: Ja, lad os gå.
Resten af ferien holdt Lydia sig for sig selv. Poul var der på afstand, spurgte indimellem til hende, men forstod, hun ikke ville snakke.
Andreas lod, som om intet var hændt, tog en anden i hånden uden forklaring, uden at se tilbage. Et helt år, alle de hemmelige drømme, planerne alt var visket væk.
Lydia kom hjem solbrændt, mere voksen og ikke alene. Livet voksede allerede i hende, og det gav hende mange søvnløse nætter og grublende tanker.
Mor, hvad skal jeg gøre? Lydia fortalte sine forældre alt.
Du skal leve, min pige. Svaret er ligetil. Kan du klare at tage et liv bort og leve videre selv?
Nej, aldrig
Så er der ingenting at frygte. Vi hjælper dig, din far og jeg. Bliv ikke bange.
Dømmer du mig ikke, mor?
Hvorfor det, Gud bevares! Tror du, jeg var en helgen i min ungdom? Nej, Lydia. Jeg dømmer ikke, men jeg er bedrøvet ikke fordi du giver os et barnebarn, men fordi jeg så gerne ville have, at du tænkte dig bedre om. Det er ikke slik det er livet. Du har altid vidst besked, har fået alt at vide. Nu håber jeg, du først tænker dig om, så handler du. Dit liv, din vej. Ingen kan gå den for dig. Forstår du?
Ja, mor
Lydia anede ikke, at skæbnen allerede stod klar med to tråde og snart ville flette dem sammen.
Ikke engang en uge efter hjemkomsten stod Poul pludselig foran hendes dør en aften.
Jeg vil gerne tale med dig.
Om hvad dog? Lydia puttede sig i sin trøje, selvom det var varmt udenfor.
Bliver du min kone? Poul kiggede direkte på hende, som om han allerede vidste, hvilket svar hun ville give.
Bare sådan? Nu og her?
Ja, for hvem skulle jeg ellers vælge? Jeg kender ingen, der er bedre eller mere rigtig for mig end dig, Lydia.
Nej, Poul, det går ikke, rystede Lydia på hovedet. Du kender mig jo dårligt, du ved intet om mig og mit liv…
Så fortæl mig det.
Hvorfor?
Fordi det er vores liv. Dit og mit. Måske bliver det… vores.
Du fortryder, når du hører det sukkede Lydia.
Det må du lade mig bestemme, svarede Poul alvorligt. Fortæl.
Da hun fortalte om barnet, løftede Poul kun brynene og nikkede. Derefter spurgte han på ny og bad hende tænke godt over det.
Lydia tænkte og takkede pænt nej:
Det er ikke din byrde. Find en anden, Poul.
Jeg bestemmer selv, lød det stille. Jeg har hørt dig, men jeg forsvinder ikke.
Poul blev ved Lydia under hele graviditeten. Han hentede også hende og hendes lille pige på sygehuset, sammen med nybagte mormor og morfar.
Lydia fødte sin datter til tiden. Pigen kom til verden på samme hospital, hvor Lydia selv engang blev født.
Hvad skal hun hedde? spurgte jordemoderen, mens hun smilte til den stærke, højlydte pige.
Maja efter min mor.
Smukt navn. Vær lykkelig, lille Maja!
Efter udskrivningen flyttede Lydia hjem til sine forældre.
Vi har forberedt alt, Lydia! Bleer, sparkedragter, huer hviskede mormoren, mens hun vuggede barnebarnet i taxien. Og du skulle bare se, den vugge Poul har lavet! Det er ren kunst!
Virkelig? Lydia prøvede at skjule sit smil, men i hjertet mærkede hun allerede, at hendes datter ville få en far alligevel.
Vuggen var ganske særlig lyset træs udskæringer lyste i værelsets dæmpede skær.
Sikke noget smukt, Lydia strøg en finger over træet, mens hun betragtede sin sovende datter. Har du selv lavet den?
Selvfølgelig, min far lærte mig alt. Og det her kunne jeg selv lave til vores datter.
Vores datter?
Kun hvis du vil Jeg gentager ikke mit spørgsmål. Du ved, hvad jeg tænker. Tænk over det jeg venter.
Lydia sagde ja, men først efter mere end to år. Da mærkede hun pludselig sit hjerte slå på ny Poul var ikke længere fremmed.
Brylluppet blev enkelt, men festligt. Lille Maja klappede i hænderne og smilede over hele ansigtet, mens hendes lykkelige forældre dansede brudevals.
Siden fulgte meget. En søn blev født. Forældrene døde. Der kom glæde og sorg, det hele afmålt år for år. Børnene voksede op, stiftede deres egne hjem og kom mest hjem til højtider, glædede de gamle med barnebarns latter.
Lydia og Poul blev tilbage alene, og selv Flikka, som Maja havde givet sine forældre for at mildne deres ensomhed, kunne ikke udfylde det tomrum, de følte uden deres kære omkring sig. Maja boede med sin familie i København, sønnen Andreas blev officer og blev udstationeret i Jylland. De kom hjem nytår og sommer, men for Lydia og Poul var det ikke helt nok.
Efter endnu en gåtur vaskede Lydia Flikkas poter, bandt forklædet på og ville til at lave klatkager, da Poul trådte ind.
Lydia, dans! råbte han og viftede med et brev.
Hvorfor nu det? svarede hun lidt vrissent og var nu hende, der så surt på den nye dag.
Brev fra Andreas! Han skriver, der er nyt!
Hvad nu?
Lydia åbnede køleskabet, tog kvarken ud, men tabte sin yndlingsskål på gulvet, da hun hørte det:
Han bliver overflyttet til København! Han og familien kommer til at bo tæt på Maja! Og os også tiden er inde, Lydia. Her sidder vi og mugner, mens børnene samles i byen. Andreas har allerede fundet en lejlighed til os. Hvis vi sælger vores og arver vores forældres, og lægger lidt oveni, har vi til alt nyt hjem og flytningen. Han beder os tænke over det. Hvad siger du?
Lydia sukkede, trådte udenom skårene og lagde armene om sin mand.
Hvad skal vi tænke over, Poul? Vi skal tage af sted! Det her er vores liv, og ingen andre kan leve det for os.
Poul kyssede hende, skubbede hende blidt til side og rakte ud efter karkluden.
Lad nu mig, du skærer dig bare!
Er det dét, du er bange for? Du plejer ellers at brokke dig over, at jeg pynter mig! Nu er du pludselig bekymret for mine gamle hænder? Tror du ikke, jeg kan klare mig?
“Gammel”, siger du? Pouls øjne smilede mod hende Du er stadig lige så skøn som dengang på Lolland. Du har slet ikke ændret dig. Stadig min Lydia.
Og Lydia mærkede pludselig duften af hav, salte skumsprøjt i ansigtet og en varm hånd om sit håndled. Alle bekymringer føltes hurtigt små. Hun greb kluden ud af hånden på sin mand.
Tænd hellere for kedlen, min kære! Ellers får ryggen ballade i aften. Lydia trykkede Pouls hånd og smilte. Jeg husker det, PoulDen gamle kedel begyndte sit sædvanlige, sagte hvisleri, og imens den blev varm, satte Lydia sig et øjeblik, gned hænderne mod hinanden og lyttede til lydene fra et liv levet i lag. Hun så ned på Flikka, der nu lå trygt sammenrullet ved hendes fødder, og i det øjeblik gik det op for hende, at hun ikke havde mere at frygte slet ikke nu, hvor livet selvsagt strakte sige videre, selvom dagene nogle gange føltes for korte og kindbenene for trætte.
Poul satte sig overfor hende, lagde hånden over hendes uden et ord, og da dampen endelig slap fri under låget, rakte han hende sit mest genstridige smil.
Når vi kommer til byen, danser vi igen, sagde han stille. Ikke kun for børnene men for os, Lydia. Vi danser hver dag vi kan. Vi væver vores sidste tråde sammen, ikke sandt?
Hun nikkede, og i blikket mellem dem brusede ungdommens kraft, solen på Lollands mark, og håbet fra gamle dage. De drak teen langsomt og så vinduet dugge, mens foråret foldede sig ud i haverne, og en uventet følelse af lethed fyldte rummet. Udenfor løb børn med snore, der snoede sig sammen i vinden som to tråde, viklede de sig ind i hinanden, skiltes, fandt sammen igen.
Lydia lænede sig nærmere Poul, mærkede fugtigheden fra hans håndflade og hviskede: Tror du mor havde ret? At to tråde kan væve lykken?
Poul kyssede hende på hånden. Kun hvis man holder fast, min pige. Kun hvis man holder fast.
Og sådan, med latter der lå som ekko fra fjerne år, begyndte livet at spinne et nyt kapitel, hvor gamle minder fandt ind i fremtiden og hvor hver eneste dag, de fik, blev vævet sammen, stærke og bløde, mellem to tråde.
