“Karen, har du sat vand over til te?”
Karen stod ved vinduet og betragtede en lille gråspurv, der hoppede rundt på vindueskarmen. Grå og undselig, med et sort mærke under næbbet. Den sad lidt, hakkede i noget usynligt, stivnede, og hakkede igen. Karen havde kigget på fuglen i tre minutter uden at kunne få sig selv til at gå væk.
“Karen!”
– Om lidt, – sagde hun bare ud i rummet.
Gråspurven fløj væk.
Hun gik ud i køkkenet, satte elkedlen over, fandt hans store krus frem det lyseblå, hvor der stod “Chef”, som deres datter engang havde haft med hjem fra København som en joke. Joken havde hun for længst glemt at grine ad, men kruset stod der stadig.
– Hvad tager det så lang tid for? – Søren kom ind i køkkenet i sine lave sutsko, med slappe joggingbukser og Jyllands-Posten i hånden. – Jeg beder bare om en kop te, og så forsvinder du.
– Jeg stod bare ved vinduet, sagde hun.
– Ved vinduet? – Han kiggede på hende, som om hun talte grønlandsk. – Og hvorfor det?
– En spurv.
Søren lagde avisen væk.
– Er du okay, Karen?
– Helt sikkert, sagde hun og hældte kogende vand i hans krus.
Han tog kruset og gik ind i stuen, satte sig i lænestolen og bredte avisen ud. Karen blev stående ved elkedlen. Egentlig ville hun også have te. Men hun hældte ikke op til sig selv. Stod bare og betragtede den elektriske kedel.
De var begge 58 år. De havde mødt hinanden, da de var 23 til en sommerfest på møbelfabrikken; giftede sig som 25-årige, og nu havde Karen i 33 år sat vand over til te, så snart han spurgte.
Hun havde ikke lagt mærke til hvornår det begyndte. Sikkert havde det aldrig “begyndt”. Det havde ligesom bare altid været sådan.
Hendes barndomsveninde, Lise, havde påpeget det for tre år siden, en aften hvor de sad på Lises køkken i en lejlighed på Nørrebro. De drak rødvin af plastikkrus, fordi alle Lises glas var gået til under flytningen.
– Karen, hører du dig selv? Du siger bare “han vil gerne”, “han kan lide”, “det passer ham”. Men hvad med dig selv? Vil du noget?
– Jeg vil bare gerne have, at vi har det godt.
– Det er ikke et ønske, sagde Lise. – Det er en funktion.
Det blev Karen fornærmet over. Sagde, at Lise nok bare var misundelig, fordi hun selv boede alene. Lise lo bare og fyldte mere vin i kruset.
Nu, ved siden af elkedlen, tænkte Karen på ordet. Funktion. Som i matematik. X afhænger af Y. Karen afhænger af Søren.
Hun hældte endelig te op til sig selv. Satte sig ved bordet i køkkenet. Tog sin telefon og åbnede beskederne fra Lise. Den sidste var tre uger gammel: “Karen, lever du?” Karen havde sendt et smilende emoji som svar. Lise svarede tilbage med en grinende, løftet øjenbryn.
Hun skrev nu: “Jeg lever. Det er længe siden.”
Lise svarede med det samme, som om hun havde ventet: “Kom over på lørdag. Jeg bager æblekage.”
Om lørdagen ville Søren helst have dansk hønsekødssuppe.
Karen svarede: “Jeg kommer.”
Hun lagde telefonen væk. Drak sin te. Gik ud for at tø kyllingen op til suppen.
Lise boede et kvarter væk, i et ældre andelsboligbyggeri med originale trappegelændere. Karen havde gået op og ned af de gelændere siden hun var femogtyve, og kendte hver eneste splint. Klokken halv tre ringede hun på med et glas hjemmelavet stikkelsbærsyltetøj under armen.
– Nåh, sagde Lise og åbnede døren. – Dér var du. Du har fået klippet dit hår.
– For tre måneder siden.
– Det klæder dig.
I køkkenet ventede en æblekage, stadig lun på en bagerist. Lugten af kanel blandede sig med duften af gammelt træværk og ro. Lise havde været igennem to skilsmisser, fire flytninger og havde mistet begge sine forældre inden for et år, men der duftede altid trygt hos hende.
– Nå, fortæl, sagde Lise og skar kagen ud.
– Hvad skal jeg sige.
– Alt.
Karen tog et stykke. Æblerne smeltede næsten, så varme var de. Hun satte tænderne i og mærkede alligevel noget bremse sig i halsen ikke pga. smagen, men noget andet, sværere.
– Igår spurgte han, hvor fjernbetjeningen var, sagde hun. – Den lå på armlænet ved hans stol. Jeg gik derind, tog den og gav ham den.
– Og?
– Ikke noget. Han tog den, skiftede kanal. Jeg gik tilbage i køkkenet og strøg skjorter.
Lise kiggede på hende.
– Karen…
– Jeg ved hvad du vil sige nu.
– Nej. Jeg vil spørge: Hvordan føltes det for dig selv, lige dér?
Karen tænkte. Hun havde ikke tænkt noget dengang. Hun rejste sig bare op, gik, fandt den. Gav ham den, gik igen.
– Ingenting, sagde hun til sidst. – Jeg følte ingenting. Jeg tænkte ikke engang noget. Jeg gjorde det bare.
– Det er dér problemet ligger, sagde Lise stille. – Ikke at du gør det, men at det ikke rører dig det mindste.
Begge sad tavse lidt. Udenfor var der en gammel pære i gården, og på en gren dansede en blåmejse.
– Du har en blåmejse i haven, sagde Karen.
– Hun kommer hver lørdag, nikkede Lise. – Jeg kalder hende Maja.
– Giver du fugle navne?
– Jeg giver alt navne, hvis det betyder noget for mig.
Karen betragtede blåmejsen, så kiggede hun på Lise.
– Jeg er 58, Lise.
– Det er jeg også.
– Det er altså ikke en alder, hvor man laver om på ting.
Lise skænkede mere te. Skubbede en ordentlig kop over til Karen smuk, blåmønstret, uden nogen inskription. Karen tog den med begge hænder.
– Ved du hvad jeg tænker? – sagde Lise. – Det er faktisk lige nøjagtig den rigtige alder. Før tror man altid, at man når det hele. Nu ved man, at det ikke er sikkert.
På vej hjem gik Karen langsomt. Det var oktober i Odense, blødt og mildt. Blade dækkede stierne som et tæppe. Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde gået sådan uden et indkøbsnet, uden tanker om hvad hun skulle nå før Søren kom hjem.
Søren arbejdede som administrator på et autoværksted, ikke længere ved liften, men på kontoret. Han kom hjem klokken halv syv, satte sig i stolen og tændte for fjernsynet. Ikke en direkte forventning men sådan foregik det bare.
Da hun kom hjem, løftede han hovedet fra TV’et.
– Hvor har du været?
– Hos Lise.
– Hvad med suppen?
Karen blev stående i gangen.
– Den nåede jeg ikke. Jeg var hos min veninde.
– Hvad skal jeg så spise?
Hun betragtede ham. Hans rynker rundt om øjnene, hænderne henslængt over armlænet, kongen af dagligstuen.
– Der er frikadeller fra igår, sagde hun. – Og rugbrød.
Hun tog skoene af, gik ind i soveværelset, tog en bog og lagde sig på sengen for at læse.
Ti minutter efter kom Søren ind med sin tallerken.
– De er kolde, sagde han.
– Så sæt dem i mikroen.
Han kiggede længe på hende. Hun kiggede ikke op fra bogen.
Han gik. Hun hørte mikroovnen og så stilheden bagefter.
Hun læste. Det var en roman om en kvinde, der åbnede et keramikværksted som halvtredsårig. Bogen havde hun haft liggende i et halvt år altid udsat det.
Nu læste hun og tænkte på, hvordan man egentlig kan vide, hvad man ønsker. Bare sådan. Jeg vil arbejde med ler. Men Karen anede ikke, hvad hun ville. Hun var ikke engang sikker på, at hun overhovedet havde ønsker på egne vegne mere.
Hendes navn var Karen Mortensen, født Jensen. Hun voksede op i en lille østfynsk by, flyttede til Odense for at læse regnskab, og blev hængende da hun giftede sig. Hun arbejdede som bogholder i et byggefirma i tyve år, til firmaet lukkede. Derefter underviste hun i håndarbejde på en folkeskole. Til sidst sagde Søren, at der ikke var nogen grund til at rende hele byen rundt for småpenge, så hun tog et deltidsjob i nabolaget. For et år siden gik hun på efterløn.
Hun troede, hun ville blive glad. Slappe af, gøre lidt for sig selv.
Men efterløn var bare mere tid til det samme. Lave mad. Gøre rent. Handle ind. Stryge skjorter. Sætte vand over til te.
Søndag morgen vågnede hun klokken seks. Søren sov. Hun lå stille og kiggede op i det loft, de havde malet i 1997 efter vandskade. Nu var der blot én flække mere over vinduet. Ellers det samme.
Hun tog tøj på, fandt sin frakke og gik ud.
Byen var stille. Gadefejeren var i gang. En kat gled forbi, målrettet. Karen gik i retning af Munke Mose bare fordi, det var hendes vanlige rute.
Parken var tom. Bænkene blødte stadig af nattens regn. Hun satte sig på en, tørrede ryglænet af med hånden ikke sædet, ryglænet. Og bare sad.
Hun tænkte på Lise, der sagde: “Du giver alt, der betyder noget, et navn.” Karen havde ikke navngivet noget. For hun havde ikke noget, der kun var hendes.
Lejligheden var deres, alt var fælles. Hun havde aldrig fået købt det stel, hun havde ønsket sig Søren havde sagt: “Det gamle fejler jo ingenting.” Hun havde købt et svømmeabonnement til sig selv i fødselsdagsgave, været inde tre gange, og opgivet for Søren brød sig ikke om, hun var væk, når han var hjemme.
Hun sad på bænken og indså, at hun var forsvundet. Ikke pludselig. Bid for bid. Først en skefuld til suppen, så en portion til skjorterne, en mere til “hvor har du været?”, en til “hvad skal jeg spise?”.
En dame stoppede op med sin gravhund, en lille rødbrun fyr med et dybt blik.
– Bider hun? spurgte Karen.
– Nej, hun elsker alle, smilede damen. – Går De tur?
– Bare sådan, ja.
– Det er godt, sagde damen. – Jeg gik først fordi min Mads døde. Nu går jeg for min egen skyld. Det tog tid at finde ud af, at jeg havde brug for det.
Hun sagde ikke mere end nødvendigt det var nøgternt fortalt. Karen så roen i damens ansigt, et lille smil.
– Savner De ikke?
– Mads? Jo, men også mig selv. Jeg blev utilgængelig for mig selv de sidste tre år, mens jeg plejede ham. Da han døde, anede jeg ikke, hvem jeg selv var længere. Rykkede mig sammen med gravhunden Molly og lærte at leve forfra.
Molly snusede til Karens støvle og trissede videre.
– Hvor gammel er De?
– 63. Hvorfor?
– Bare spørger.
Damen nikkede og gik. Karen så hende forsvinde.
Hjemme sad Søren ved køkkenbordet med tungsindigt ansigt.
– Hvor har du været?
– I parken.
– I parken klokken otte om morgenen?
– Ja.
– Hvad laver man der så tidligt?
– Sidder og tænker, sagde Karen.
Han så ned. Hun forstod, han ventede på morgenmad.
Hun satte vand over. Tog æg frem. Lavede spejlæg. Skar rugbrød. Stilte det foran ham.
Han spiste uden et ord. Hun sad overfor med en kop te og så på ham.
– Søren, sagde hun.
– Ja?
– Kan du huske, hvorfor vi blev gift?
Han så op, overrasket.
– Hvilket spørgsmål at stille?
– Bare et spørgsmål. Hvorfor blev vi det?
– Jamen… vi var jo forelskede.
– Forelskede, ja. Hvad så nu?
Han lagde gaflen.
– Karen, hvad er det her for noget?
– Jeg spørger bare.
– Jamen nu lever vi bare sammen. Familie.
– Familien, sagde hun, og tav.
Han spiste op, rejste sig, satte tallerkenen i vasken og gik ind. Hun blev siddende og så på brødet han havde efterladt.
Mandag ringede hun til svømmehallen og genoptog sit medlemskab. Bestemte sig for at gå onsdag og fredag.
Onsdag pakkede hun tasken og sagde, da hun gik:
– Jeg tager til svømning. Aftensmad er i køleskabet, du skal bare varme det.
Han så op over brillerne.
– I hvilket svømmehal?
– “Delfinen”.
– Den ligger langt væk.
– Tyve minutter med letbanen.
– Hvorfor nu det?
Hun trak frakken på.
– Jeg vil gerne svømme.
Han sagde ikke mere. Hun gik.
Letbanen var halvtom, kun et ældre ægtepar og en kvinde med en lille pige. Karen sad ved vinduet og så ud over efterårens Odense, de gyldne trækroner, cafeerne med de fine skilte, folk på vej et eller andet sted hen.
Hun mærkede, at hun faktisk holdt af at køre i letbanen.
Svømmehallen hed “Delfinen”, uden delfiner, bare baner, duft af klor. Hun skiftede om, gik i vandet og svømmede brystsvømning, som hun havde lært det. Vandet var køligt, omfavnende. Karen svømmede uden at tænke på noget som helst.
Da hun kom op, følte hun noget mærkeligt: Rigtigt brugt på den gode måde, ikke bare træt.
På hjemvejen satte hun sig på en café for at drikke kaffe alene ved vinduet. Tjeneren lagde et lille småkage ved siden af koppen. Karen spiste den og tænkte, at det her, måske, var at leve. Bare kaffe. Et lille småkage. Et vindue. Intet andet.
Derhjemme sad Søren og så TV, tom tallerken på bordet.
– Var det varmt? spurgte hun.
– Jeg varmede det. For salt.
Hun sagde intet, gik på badeværelset, skiftede tøj og lagde sig med sin bog.
En uge efter gik hun igen over til Lise og fortalte om svømning, kaffe, park.
– Fint, sagde Lise. – Men mere.
– Mere hvad?
– Hvad har du ellers lyst til?
Karen tænkte.
– Jeg har lyst til at lære noget nyt. Måske maling. Jeg tegnede så meget som barn.
– Gå i gang.
– Hvor?
– Der findes kurser og aftenskoler. Se på nettet.
– I min alder…
– Stop, sagde Lise. – Du siger altid: i min alder, og så bliver du hjemme. Drop det.
Karen nikkede.
– Okay.
Hun fandt et tilfældigt akvarelhold i Den Fynske Aftenskole. Gik ind, spurgte. Hold tirsdag og torsdag, små grupper, blandede aldre. Underviseren hed Anna Rasmussen, omkring tres, kort hår, sølvarmbånd.
– Har du malet før? spurgte Anna.
– Som barn. Fyrre år siden.
– Perfekt. Så kommer du uden dårlige vaner. Kom næste uge.
Karen gjorde det. Gruppen bestod af fire kvinder hendes alder, én yngre, én mand og en studine.
Anna satte et æble foran dem. “Se på det.”
Fem minutter sad de bare. Så skulle de tegne det. Karens æble lignede mere en kartoffel, men det var ligemeget. Hun havde det godt.
– Du har sans for form, sagde Anna og kiggede på hendes kartoffel-æble. – Det er det vigtigste. Det andet kommer.
Med æblet i hånden gik Karen hjem i letbanen.
Søren sad ved TVet.
– Hvor har du været?
– Jeg har malet.
Han vendte sig om.
– Hvad?
– Akvarel. Her, æblet.
Han kiggede længe på papiret.
– Det er et æble?
– Begyndelsen på et, sagde Karen, og satte vand over.
Senere ringede hun til datteren. Ida boede i København, havde to børn og ringede en gang om ugen.
– Mor, hvad lavede du i onsdags? Jeg ringede.
– Ikke noget særligt. Ville bare sige, at jeg begyndt at male.
Pause.
– Male?
– Akvarel. To gange om ugen.
– Godt gået, sagde Ida, med en undertone Karen ikke helt forstod. – Ved far det?
– Ja.
– Hvad siger han?
– Spurgte om det var et æble.
Ida grinede.
– Typisk far. Går det ellers godt?
– Bedre end før.
– Fint, mor, nu råber børnene. Vi snakkes søndag?
– Ja.
Hun lagde på, hang æblet op på køleskabet med en magnet med udsigt fra Langeland.
Søren kom ud i køkkenet, så billedet, rystede på hovedet uden en lyd.
November kom med regn og blæst. Karen svømmede, malede, så til Lise. I øvrigt læste hun flere bøger, end hun havde gjort i 20 år.
En dag satte Nina fra akvarelholdet sig ved siden af hende. 61 år, tidligere geografilærer, nu pensionist. Knap så elegant farvning af håret, men det klædte hende.
– Har du malet længe?
– Tre måneder.
– Det ses der er fremskridt. Jeg har øvet i et halvt år, men linjerne er stadig skæve.
– Anna siger linjer ikke er det vigtigste.
– Anna er filosof, grinede Nina. Hun sagde engang: det handler ikke om at male, men om at se.
Karen nikkede.
– Det gælder vel livet generelt.
– Alt gælder livet, svarede Nina. – Er du gift?
– I 33 år.
– Imponerende. Jeg er skilt to gange og har det bedre nu.
– Er du aldrig ensom?
– Indimellem. Men det er bedre end før. Min første drak. Den næste talte kun til mig, når han ville noget praktisk. Som om jeg var opvaskemaskine: tryk på en knap, resultat ud.
Karen så på hende.
– Ja, udtrykt som en maskine.
– Præcis. Forresten, dit træ har sjæl. Se, stammen ånder.
Karen så på sit billede. Det gjorde den faktisk.
I november begyndte noget at skifte mellem hende og Søren. Gradvis. Han vænnede sig til, at hun gik tre gange om ugen: holdt op med at spørge hvor hun havde været, lavede kaffe selv. En dag havde han kogt kartofler da hun kom hjem.
– Har du kogt kartofler?
– Ja. Jeg var sulten.
– Godt.
Det føltes mærkeligt. Men ikke skidt. Bare nyt.
En aften sad de begge ved køkkenbordet med te. Fjernsynet var slukket.
– Karen, sagde han pludselig.
– Ja?
– Du har forandret dig.
Hun så på ham.
– Til det bedre eller værre?
Han tænkte.
– Jeg ved ikke. Bare anderledes.
– Det er rigtigt.
– Jeg kan ikke vænne mig til det.
– Det kan jeg heller ikke. Men jeg øver mig.
Han tav, så sagde han:
– Lad mig se dine billeder.
Forbavset hentede hun mappen. Han bladrede tålmodigt. Stoppede sommetider.
– Hvad er det?
– En kande. Vi øvede lys og skygge.
– Og det der?
– En hånd. Min egen.
Han så på hendes hånd. Længe.
– Det ligner.
– Tak.
– Du kan noget, sagde han nøgtret.
Det var varmt, en anden varme end hun huskede fra ham.
– Det kan jeg, sagde hun.
December kom med kulde. Karen købte nye, varme støvler. Søren så prisen og sagde “dyre”, men hun sagde “de er varme” og diskussionen døde der.
I malestudiet malede de vinterlandskaber. Anna havde gamle sort/hvid-fotos med: frosne fjorde, landsbyer i sne.
– Vinter er ikke farveløs, sagde Anna. – Der er farver i det stille. Se efter dem.
Karen lærte at finde blå i skyggesneen, rosa i horisonten og gult, næsten skjult, i en birkestamme.
Nina hviskede:
– Mine skygger bliver alle grå.
– Se bedre efter, sagde Karen. – De er ikke grå.
Nina dyppede penslen i blå og lagde en streg.
– Nåh, jo!
– Præcis.
Efter maletimen sad de på en café. Nina talte om sin datter i Århus, som gerne ville have hende over.
– Rejser du så?
– Jeg ved ikke. Jeg frygter det nye. Her har jeg studiet og min kat Malte.
– Malte, smilte Karen.
– Fed og rød og mange meninger. Vi har det fint sammen.
– Min veninde giver fugle navne. Blåmejsen hedder Maja.
– Rigtigt. Man skal give navn til det vigtige.
Udenfor styrtede sneen. Karen løftede ansigtet mod den første snefnug på kinden.
Hjemme sad Søren for en gangs skyld i telefonen og lo. Da Karen kom ind, vinkede han til hende; hun satte te over, stod lidt ved vinduet. Udenfor dansede sneen i lyskeglen under gadelygten smukt.
Hun tog et billede med telefonen og satte det som baggrund. Før havde det været et familiefoto fra Idas bryllup. Nu var det sneen.
I januar malede hun et billede, der virkelig blev vellykket: gaden udenfor, sne og gadelygte. Anna betragtede den længe.
– Her, sagde Anna. Det er din stemme.
– Stemmen?
– Kunsten, Karen. Teknik læres, stemme har man eller ej. Du har den.
Billedet røg op på køleskabet, ved siden af æblet.
En morgen stod Søren foran køleskabet og betragtede billederne.
– Hvad laver du? spurgte hun.
– Ser på dine malerier.
– Hvad synes du?
– De er gode.
– Har du vidst, jeg kunne det her?
– Måske altid, sagde hun ærligt. – Jeg har bare aldrig malet.
Han nikkede, tog ost frem.
– Søren, sagde hun.
– Ja.
– Jeg vil til Vesterhavet til sommer. Alene eller sammen med Nina. En uge.
Han vendte sig med osten i hånden.
– Alene?
– Ja, eller med hende.
Han tænkte lidt, sagde:
– Har du råd?
– Jeg har opsparet lidt fra min pension.
– Godt så.
Det var ikke et kærligt “selvfølgelig”, men et tøvende “nåja”.
Hun skrev til Nina: “Vil du med til Vesterhavet til sommer?” Nina svarede hurtigt: “Malte passer hos min datter jeg er klar! Hvornår tager vi afsted?”
Februar sneglede sig afsted. Karen svømmede, malede, så Lise. En gang gik hun i teater med Nina, så “Tre Søstre”. Søren gad ikke. Karen købte billet til sig selv og ringede Nina op bagefter.
Forestilling var fin, lidt tung, men god. Al den tid 15 år siden hun sidst var i teater.
På cafeen bagefter:
– Og? spurgte Nina.
– Jeg tænkte på Irina.
– “Til Moskva, til Moskva”?
– Ja, hun ventede på livet. Livet gik forbi.
– Præcis derfor er Tjekhov barsk. Alting passerer så stille, og pludselig er alt væk.
– Præcis.
– Hvad vil du gøre nu?
Karen rørte i kaffen.
– Jeg ved det ikke. Jeg… begynder bare at leve lidt for min egen skyld.
– Det er meget.
– Søren forstår det ikke.
– Har du fortalt ham det?
– Prøvet. Han siger: “Du har forandret dig.” Jeg siger: “Det har jeg.” Han er ikke vant til det.
– Koger han stadig kartofler selv?
Karen grinede.
– Det gør han. Skridt for skridt.
– Er du lykkelig?
Nina tav lidt.
– Hvis lykke er smertefrihed og glade børn, så nej. Men hvis lykke er at være sig selv, uden at skjule eller forsvinde, så ja. Måske ja.
Karen nikkede.
– Godt svar.
– Vil du forlade ham?
Karen så ud i vintermørket.
– Jeg ved det ikke. 33 år er ikke bare noget, man slipper. Han er ikke ond. Han ser mig bare ikke. Jeg ved ikke, om det kan læres. At se.
– Nogle gange ja, andre nej.
I marts, på kvindernes internationale kampdag, kom Ida fra København med børnene. To dage med larm og latter. Søren livede op, legede bedstefar. Karen så på ham, tænkte: Der er noget levende i ham endnu. Det kommer bare sjældent frem.
Om aftenen, da børnene sov, sad Karen, Søren, Ida og svigersønnen Mads og drak te.
– Mor, hvor har du fået farve i kinderne! sagde Ida.
– Det må være malerkurset.
– Vis mig!
Karen fandt mappen frem. Ida så, beundrende.
– Mor, det er jo virkelig godt. Ægte.
– Anna siger, jeg har fundet min stemme.
– Stemmen? spurgte Mads.
– Hvordan man maler, sagde Karen. Sine egne billeder.
– Tænk, jeg troede ikke, det var så personligt.
– Alting er personligt, sagde hun stille. – Når man gør det for alvor.
Søren tav. Han drak. Til sidst sagde han:
– Hun har altid kunnet det. Malede før du blev født.
Ida så på ham.
– Vidste du det?
– Jeg så det. Men hun fik aldrig begyndt.
Karen sagde ingenting. Hun lagde bare billederne væk.
Da familien tog afsted, blev det stille igen.
En eftermiddag kom hun hjem fra studiet og fandt en seddel. Søren skrev aldrig sedler, så hun læste den to gange.
“Er på Fynshoved hos Knud. Hjem overmorgen. Har lavet suppe, den står i køleskabet.”
Hun åbnede køleskabet. En gryde. Suppen var lidt bleg, lidt salt i smagen, men suppe.
Hun varmede en portion, spiste langsomt. Noget i den suppe var vigtigt. Ikke smagen. Noget andet.
Hun var alene i to dage. Svømmede, malede, skrev med Lise, lavede præcis den mad hun havde lyst til. Gik sent i seng, stod sent op. Sad længe med kaffen.
Da Søren kom hjem, vidste hun pludselig, at hun var begyndt at holde meget af at være alene.
Det var en vanskelig erkendelse.
April bød uventet på en invitation. Anna Rasmussen spurgte, om Karen ville have nogle billeder med på en studiekreds-udstilling i det lokale kulturhus. Fire vægge, tyve billeder.
– Mig? spurgte Karen.
– Ja, dig. Dine billeder har liv.
– Jeg har kun malet et halvt år.
– Det er ligegyldigt.
Hun valgte fem: vejen med gadelygte; hånden; træet der åndede; kanden i modlys; og, helt nyt en kaffekop, åben bog, sne ude.
Udstillingen åbnede sidste fredag i april. Gruppen, Lise, Nina (og katten Malte, dog ude i bilen), Ida sendte en indtalt hilsen. Søren dukkede op.
Hun så ham i døren, lidt forlegen. Han så på billederne, især vejen med lampen.
– Det er vores vej, sagde han.
– Ja.
– Tænk, at man kan se det sådan.
– Jeg kan.
– Karen…
– Ja?
– Jeg tror jeg har misset noget vigtigt. Jeg ved ikke hvad, men noget er forsvundet.
Karen så på ham.
– Ja, sagde hun lavt.
– Jeg kan ikke finde ud af at tale om sådan noget.
– Nej. Jeg ved det.
– Sådan er det vel.
De stod sammen, lidt kejtet, foran maleriet med vægten af det usagte.
Så trak Lise hende med over til kulturhusets bestyrer, der ville høre om næste udstilling.
I maj købte hun og Nina togbilletter til Vesterhavet. Begyndelsen af juli, otte dage. Et lille badehotel med to værelser.
Hun sagde det til Søren en aften.
– Jeg har købt billetter med Nina i juli, otte dage.
Han så op.
– Otte dage?
– Ja.
– Det er længe.
– Nej, ikke rigtigt.
Pause.
– Nå. Jeg tager vel ud til Knud.
– Det er fint.
– Pas nu godt på dig selv. Vesterhavet og alt det der.
– Jeg svømmer hver uge. Jeg er klar.
Hun gik ud i køkkenet, men vendte om.
– Søren.
– Ja?
– Må jeg spørge dig ærligt? Ser du egentlig mig? Altså mig ikke bare suppen, teen og de rene skjorter.
Han svarede ikke. Hun lod stilheden stå.
– Jeg ved det ikke, sagde han til sidst.
– Nej, netop, svarede hun. Det er det, der er problemet.
Hun gik ud, lavede sig te i sin egen kop med blå mønstre, som hun havde købt selv i februar ikke noget han havde valgt.
Juli kom med hedebølge. Dagen før rejsen pakkede hun en lille kuffert og sine akvarelfarver og nye pensler.
Søren fulgte hende ud til taxaen.
– Ring, sagde han.
– Selvfølgelig ringer jeg.
– Husk nu solhatten.
– Den ligger i tasken.
– God tur.
Hun satte sig ind i bilen, vinkede. Han stod lidt, stor og usikker, mens taxaen kørte bort.
Karen så tilbage, først stod han der, så blev han en lille prik, så var han væk.
Hun lænede sig tilbage.
Odense, hendes gader og hendes veje, gled forbi. Solen stod højt.
Hun sendte Nina en besked: “Er på vej! Hvor er du?”
Nina svarede: “Allerede ved banegården! Malte afleveret og tudet færdig. Vi ses!”
Karen smilede.
Så åbnede hun telefonens browser og tastede “online akvarelkurser voksne”. Bare for at se. Bare af nysgerrighed.
Lukkede men åbnede igen.
Fire timers togtur vestpå. Landskabet ville glide forbi og ændre sig, fra marker til klitter og så til det blå hav.
Hun ville tegne, hvad hun så.
Ikke hvad hun burde male. Ikke “det rigtige”. Bare dét, hun så.
Nina tog imod hende på perronen, kort, rødhåret, med rygsæk.
– Så er det nu, sagde Nina. Skal vi?
– Ja, sagde Karen.
De gik sammen.
Det mærkelige var, at Karen ikke vidste, om hun “vendte tilbage” til Søren ikke sådan, som man vender tilbage til noget færdigt og forstået. Hun vidste kun, at hun vendte hjem til sig selv.
Og det ville hun ikke give fra sig mere.
Perronen var fyldt med støj og sol. Råbende børn. Duften af jern og sommer.
Hun gik, og jorden under hende føltes fast.
Bare fast. Hendes egen.
Toget satte sig i bevægelse, først næsten umærkeligt, som når man rejser rigtigt ikke bare vælger et andet rum.
Perronen gled forbi, taget, byen, marker.
Nina blundede med panden mod ruden.
Karen tog skitseblokken frem. Greb blyanten.
Udenfor åbnede det flade, solslagne landskab sig.
Hun tegnede.
Horisonter, klokkeklare.
Himlen over, lidt mørkere ved kanten.
Vejen, der tabte sig i det fjerne.
Ingen mennesker på billedet.
Kun plads.
– Hvad tegner du? mumlede Nina døsigt.
– Horisonten.
– Er det smukt?
Karen så på papiret.
– Jeg ved det ikke endnu, sagde hun. – Men det ligner.
Nina sukkede og lukkede øjnene igen.
Toget kørte videre.
Karen tegnede.
