“Vibeke, har du sat vand over til teen?”
Vibeke stod ved vinduet og kiggede ud, hvor en lille gråspurv hoppede op og ned ad vindueskarmen. Lidt buttet, grå med sort plet på halsen. Den pillede usynligt korn, stod lidt og hakkede videre. Vibeke havde kigget på den i flere minutter uden at kunne tage øjnene fra den.
“Vibeke!”
Jeg kommer nu, sagde hun ud i luften.
Spurven fløj væk.
Hun gik ud i køkkenet, satte elkedlen i gang, fandt den store kop frem hans kop, selvfølgelig, den med “Chef” skrevet henover. Datteren havde engang haft den med hjem fra København som en joke. Joken var for længst gået af mode, men koppen blev.
Hvor bliver du af? Per kom tuslende ud i køkkenet i sine slidte joggingbukser, hjemmesko og med dagens avis under armen. Jeg beder bare om te, og så forsvinder du.
Jeg stod og kiggede ud ad vinduet.
Ud ad vinduet? Han så på hende, som om hun pludselig var begyndt at tale græsk. Hvorfor det?
Der sad en spurv.
Per lagde avisen fra sig et øjeblik.
Er du okay, Vibeke?
Ja da, sagde hun og hældte kogende vand i koppen.
Han tog koppen og gik ud i stuen, slog sig ned i lænestolen og foldede avisen ud igen. Vibeke blev bare stående. Hun ville egentlig også gerne have te, men fik det ikke gjort. Hun blev bare stående og kiggede på elkedlen, der nu var slukket.
De var begge 58. Mødtes på fabrikken, da de var 23, giftede sig som 25-årige. I 33 år havde Vibeke sat vand over så snart Per nævnte ordet.
Hun anede ikke, hvornår det egentlig begyndte. Måske havde det bare altid været sådan.
Hun tænkte tilbage på for tre år siden, hjemme hos veninden Mette. De sad i Mettes køkken, bare de to, drak lidt vin fra engangsplastik efter at Mette havde smadret alle rigtige glas i flytterodet.
Vibeke, kan du høre dig selv? sagde Mette, da Vibeke endnu en gang talte om, hvad Per ville have, kunne lide, hvad der passede ham. Hvad vil du egentlig selv?
Jeg vil bare gerne have, at det går godt mellem os.
Det er ikke et ønske. Det er en funktion.
Dét blev Vibeke faktisk stødt over den dag. Sagde Mette var jaloux, fordi hun var alene. Mette blev ikke stødt bare skænkede mere vin op.
Nu, stående i køkkenet, tænkte Vibeke på det ord: funktion. Som man kalder det i matematik. X afhænger af Y. Vibeke afhænger af Per.
Hun lagde endelig te i sin egen kop, satte sig ved bordet og fandt sin mobil frem. Besked fra Mette, tre uger gammel: “Er du stadig levende, Vibse?” Vibeke havde svaret med et smilende emoji. Fik et løftet øjenbryn tilbage.
Nu skrev hun: “Lever, men vi har ikke set hinanden længe.”
Mette svarede nærmest med det samme, som om hun bare havde ventet. “Kom forbi lørdag. Bager æblekage.”
Om lørdagen ville Per have haft gammeldags oksesteg.
Vibeke skrev bare: “Kommer.”
Hun lagde mobilen væk, drak teen færdig, gik ud for at tage kylling op af fryseren til suppe.
Mette boede kun ti minutters gang væk, i et gammelt rødstenshus med knirkende trægelænder på trappen. Vibeke kendte hvert trin fra årene igennem og hvert lille splint i gelænderet. Hun ringede på klokken halv tre, med et lille glas af sin hjemmelavede stikkelsbærmarmelade under armen.
Hold da op, sagde Mette i døren. Du har fået klippet dig.
For tre måneder siden.
Det klæder dig.
De bevægede sig i køkkenet, duften af æblekagen og kanel havde lagt sig over rummet. Mette havde altid haft det dér hyggelige hjem, om hun så blev skilt, flyttede, mistede mor og far lige efter hinanden duften og roen gik aldrig væk.
Nå, fortæl, sagde Mette, mens hun skar kagen ud.
Hvad skal jeg sige?
Alt.
Vibeke tog et stykke kage, varmt, smeltende æbler. Da hun tog den første bid, var det som om noget snørede sig sammen i halsen ikke af smag, men af noget helt andet.
I går spurgte Per mig, hvor fjernbetjeningen var. Den lå på armlænet lige ved siden af ham. Jeg gik derhen, rakte ham den.
Og hvad så?
Ingenting. Han tog den, skiftede kanal. Jeg gik ud i køkkenet igen og strøg skjorter.
Mette så intenst på hende.
Vibeke.
Jeg ved godt, hvad du tænker.
Nej, gør du? Jeg vil bare spørge hvordan havde du det selv, lige der?
Vibeke blev stille. Hun havde aldrig tænkt over det undervejs. Hun gjorde det bare, gik, rakte ham den, gik tilbage.
Ingenting. Jeg følte ikke noget. Jeg tænkte ikke engang noget. Jeg gjorde det bare.
Det er der, problemet er, sagde Mette stille. Ikke dét, at du rakte ham fjernbetjeningen. Men at du intet følte.
De sad tavse et øjeblik. Udenfor stod Mettes gamle pæretræ, og en mejse gyngede i solskinnet på en gren.
Du har en mejse, sagde Vibeke.
Den kommer hver lørdag, nikkede Mette. Jeg kalder hende Frida.
Giver du fuglene navne?
Jeg giver alt, der betyder noget for mig, et navn.
Vibeke kiggede længe først på mejsen, så på Mette, så tilbage.
Jeg er 58, Mette.
Det er jeg jo også.
Man ændrer ikke sit liv i den alder.
Mette skænkede mere te op. Gav Vibeke den gode, blåmønstrede kop ingen tekst, ingen ironi, bare fin. Vibeke holdt den med begge hænder.
Vil du høre noget? sagde Mette. Det er faktisk nu, det kan nås. Før tænkte du altid, at “jeg når det nok senere”. Nu ved du, tiden løber.
Vibeke gik hjem i et blødt, lunt oktoberlys med nedfaldne løv, der dækkede vejen som et tæppe. Hun vidste ikke, hvornår hun sidst bare var gået uden indkøbspose eller plan om aftensmad før Pers hjemkomst.
Per arbejdede ikke længere med hænderne, men sad som administrator i et autoværksted. Hver aften klokken halv syv satte han sig i stolen, tændte fjernsynet og ventede på aftensmaden. Ikke fordi han krævede det det var bare sådan.
Da hun trådte ind, kiggede han op:
Hvor har du været?
Hos Mette.
Hvad så med stuvningen?
Vibeke tøvede i entréen.
Den lavede jeg ikke i dag. Jeg hyggede med en veninde.
Jamen, hvad skal jeg så spise?
Hun så på ham, hans ansigt, rynkerne omkring øjnene, hans hænder på armlænene, som en direktør.
Der er frikadeller og brød fra i går, sagde hun.
Hun gik ind, svang fødderne op i sofaen og fandt sin bog frem.
Per dukkede op ti minutter senere med en flad tallerken frikadeller.
De er kolde, sagde han.
Så må du varme dem i mikroen.
Han så længe på hende, men hun kiggede ikke op fra bogen.
Han gik. Mikrobølgeovnen peb. Så stille.
Hun læste. Romanen handlede om en kvinde, der åbnede et keramikværksted som 50-årig. Vibeke havde haft bogen i hylden i et halvt år. Altid manglede hun tid.
Hun læste nu og undrede sig over, hvordan kvinden i romanen bare “vidste”, hvad hun ville. Sådan lige ud af det blå. Vibeke vidste ikke, hvad hun ville. Hun var slet ikke sikker på, om hun havde ønsker, ud over at “alt er godt”.
Hun hed altså Vibeke Jørgensen, født Rasmussen. Voksede op i en lille by udenfor Esbjerg, flyttede til Aalborg for at læse til bogholder, blev hængende, da hun mødte Per. 20 år i regnskab hos et byggefirma, så lukkede det, og nogle år på en skole, hvor hun holdt håndarbejdsklub for børnene. Per sagde på et tidspunkt, at det ikke kunne betale sig at køre gennem byen for småpenge, så hun tog et halvtidsjob i et lille kontor tæt på hjemmet. Nu var hun på folkepension.
Hun tænkte, det ville blive rart. Mere tid til sig selv.
Men pensionen endte bare med at være mere tid til at fortsætte som før. Madlavning, rengøring, handle, stryge, sætte vand over til te.
Søndagen vågnede hun klokken seks, som altid. Per sov stadig. Hun lå længe, stirrede op i det samme loft, de havde haft siden 90ernes renovering. Revnen over vinduet var blevet længere. Ellers var alt uændret.
Hun stod op, tog frakken og gik ud.
Byen var næsten tom denne tidligste søndag morgen. En vintertræt kat spankulerede langs hækken, viceværten fejede blade. Vibeke zigzaggede bare mod parken af vane.
Parken var tom og våd. Bænkene glinsede efter nattebygerne. Hun satte sig, tørrede ryggen af på bænken og blev bare siddende.
Hun tænkte på Mette. “Du giver kun navne til det, der betyder noget for dig.” Vibeke indså: intet omkring hende havde hun navngivet. Alt var “vores” intet kun hendes.
Lejligheden var deres fælles. Det fine porcelæn, hun gerne ville købe for tre år siden, havde hun sprunget over, for Per sagde “det gamle fejler da ikke noget.” Svømmekortet hun fik i fødselsdagsgave havde hun brugt tre gange, men opgav, da det virkede besværligt at gå, når Per var hjemme.
Hun sad i parken og mærkede, at hun langsomt var faddet væk. Ikke med ét, men bid for bid. En del for stuvningen, en del for skjorterne, endnu en for “hvor var du”, en for “hvad skal jeg spise nu”.
En kvinde med en gravhund stoppede. Den lille, brune hund satte sig og kiggede nysgerrigt på Vibeke.
Den bider ikke? spurgte Vibeke.
Slet ikke, hun elsker alle, smilede kvinden. Tar du bare en morgentur?
Ja, jeg gik bare lidt.
Det er godt, sagde kvinden. Gik før med min mand, nu kun mig og hunden. Han døde for fire år siden, men jeg går fortsat.
Vibeke så på hende det rolige ansigt, lidt glad i solen.
Savner du ham ikke?
Poul? Jo. Men jeg savner også mig selv. Da jeg passede ham de sidste år, mistede jeg mig selv. Da han var væk, sad jeg og tænkte: hvem er jeg? Gik i hvad som helst, spiste hvad som helst. Tog Little op fra internatet, begyndte forfra.
Imens snusede hunden videre.
Hvor gammel er du egentlig? spurgte Vibeke.
63. Hvorfor?
Bare nysgerrig.
Kvinden smilede og gik videre med Little. Vibeke så efter dem.
Hjemme igen sad Per i køkkenet med småsur mund.
Hvor var du?
I parken.
I parken. Klokken otte søndag morgen.
Ja.
Hvad laver man der klokken otte?
Sidder, sagde Vibeke. Tænker.
Han så på bordet ventede morgenmad.
Hun satte elkedlen over. Stegte et par spejlæg, skar brød, satte det foran ham.
Han spiste under tavshed. Hun sad med sin egen te og så på ham.
Per,
Mmm?
Kan du huske, hvorfor vi blev gift?
Han så op uforstående.
Hvad er det for et spørgsmål?
Bare sådan. Hvorfor blev vi?
Tja, vi var forelskede vel.
Forelskede, gentog hun. Og nu?
Han lagde gaflen.
Er du nu ikke lidt sart?
Jeg spørger bare.
Vi bor jo her, har familie.
Ja, sagde hun og blev tavs.
Han spiste færdigt, gik ud med tallerknen og forsvandt ind i stuen. Hun sad og betragtede det halve stykke brød.
Mandag ringede hun og fik aktiveret sit svømmekort igen. Bestemte sig for at svømme onsdag og fredag.
Onsdag pakkede hun svømmetasken og sagde til Per på vej ud:
Jeg tager i svømmehallen. Aftensmaden står i køleskabet, du kan varme det selv.
Han kiggede op over brillerne.
Svømmehallen? Hvorfor nu det?
Jeg vil gerne svømme.
Han sagde ikke mere. Hun gik.
Der var næsten kun ældre damer og en mor med barn i bussen. Vibeke kiggede ud over Aalborgs efterårsgader, platantræer, kaffebarer, folk med ærinder.
Hun opdagede, at hun faktisk godt kunne lide at sidde og glo ud af busvinduet.
Svømmehallen hed “Neptun”, men ingen delfiner bare blåflisebassiner og klorluft. Hun svømmede stille, brystsvømning, lod tankerne flyde.
Da hun var færdig, følte hun sig træt ikke af alle andres gøremål, men af noget rigtigt.
På hjemvejen gik hun forbi en café og købte en kaffe til sig selv. Sad alene med kaffe og småkage og kiggede ud. Tænkte det var dét, livet var. Ikke noget stort. Bare kaffe, småkage, et vindue.
Per sad i stolen med tom tallerken, da hun kom hjem.
Var maden for salt? spurgte hun.
Lidt.
Vibeke sagde ingenting, gik i bad og krøb med en bog ind i soveværelset.
Ugen efter besøgte hun Mette igen og fortalte om parken, svømmehallen, kaffen.
Godt. Mere, sagde Mette.
Hvad?
Hvad har du ellers lyst til?
Vibeke tænkte.
Jeg tror, jeg vil lære noget. Måske tegne. Jeg tegnede engang.
Så gå i gang.
Hvor?
Søg på nettet der er kurser alle vegne.
I min alder…
Stop, sagde Mette. Ikke mere “i min alder”.
Vibeke lukkede munden.
Okay, sagde hun.
Hun fandt en akvarelgruppe ved et tilfælde gik bare forbi et lille skilt: “Akvarel for voksne, tirsdag og torsdag.” Gik ind og spurgte til det. Gruppen var lille, læreren hed Anne Dalsgaard, sølvgråt hår og stilet øreringe.
Har du erfaring med at tegne? spurgte hun.
Kun som barn. 40 år siden.
Herligt, så er du ikke ødelagt af vaner. Kom på tirsdag.
I gruppen: syv mennesker, fire kvinder på hendes alder, én yngre, en mand, og en studerende.
Anne lagde et æble foran dem. Sagde: Kig.
De kiggede på æblet i fem minutter. Så lod de blyanten danse. Vibekes lignede mere en kartoffel, men hun følte sig for første gang længe helt rolig.
Du har blik for form, sagde Anne, så kommer det andet.
På hjemturen sad hun stolt i bussen med sit æble-kartoffel-billede.
Per så nyheder, da hun kom hjem.
Hvor har du været?
Jeg har tegnet.
Han kiggede.
Tegnet?
Akvarel. Æble.
Det der?
Ja, starten på et æble, sagde hun, gik ud i køkkenet og satte vand over.
Senere ringede hun til datteren, Stine, bosat i København, to unger, farmaceut, ringede om søndagen.
Mor hvad lavede du egentlig onsdag? Jeg ringede forgæves.
Ikke så meget. Ville bare sige, jeg går til akvarel.
Pause.
Akvarel? Laver du kunst nu?
Jeg prøver lidt tirsdag og torsdag.
Jamen, hvor er det fedt, sagde Stine, med en mærkelig klang i stemmen, ikke helt overraskelse, ikke helt glæde. Ved far det?
Han ved det nu.
Og hvad sagde han?
Spurgte om det var et æble på min tegning.
Stine grinede.
Det lyder som far. Mor, har du det godt?
Bedre end før, sagde Vibeke.
Godt. Børnene larmer, vi snakkes søndag igen?
Ja, vi gør.
Hun lagde på. Hang tegningen op med magnet ved siden af et billede af Skagen.
Per kom ud for at hente et glas vand. Så på tegningen. Rystede lidt på hovedet, men sagde ikke noget.
November blev våd og mørk. Vibeke gik til svømning, gik til akvarel, besøgte Mette. Lavede mad, gjorde rent, læste mere end hun havde gjort i tyve år.
En dag i studiet satte Nanna sig ved siden af Vibeke. Hun var 61, tidligere geografilærer, nu pensionist, rødt hår, lidt tilfældigt farvet.
Hvor længe har du tegnet?
Den tredje måned.
Jeg kan se du rykker. Jeg har gået et halvt år og stadig kun skæve streger.
Anne siger, det ikke handler om linjerne.
Hun er filosof, lo Nanna. Hun siger, tegning handler om måden at se på.
Vibeke tænkte over det.
Måske handler alt om det.
Det gør det nok, svarede Nanna. Er du gift?
33 år.
Hold da op. Jeg har prøvet to gange og lever bedst alene. Første drak, anden sagde kun noget nødvendigt til mig som om jeg var en kaffemaskine. Tryk, og der kommer kaffe.
Vibeke så overrasket på hende.
Kaffemaskine…
Jep. Og for resten, dit træ dér, det er levende! Kig på stammen.
Vibeke så og nikkede, hendes træ åndede rigtigt.
I november bemærkede hun små ting mellem sig og Per. Ikke noget dramatisk, små ændringer.
Han vænnede sig til, at hun gik ud tre aftener om ugen. Holdt op med at spørge “hvor har du været”. Lærte at opvarme maden selv. Engang, kom hun hjem til kogte kartofler, bare sådan.
Du har kogt kartofler, sagde hun.
Jeg var sulten.
Godt, sagde hun.
Det var mærkeligt. Ikke dårligt. Bare anderledes.
En aften sad de begge med te i køkkenet, fjernsynet virkede ikke.
Vibeke, sagde han.
Ja?
Du har forandret dig.
Hun så på ham.
Er det godt eller skidt?
Han overvejede.
Jeg ved ikke. Du er bare anderledes.
Det er jeg, sagde hun.
Det er lidt underligt for mig.
Det er det også for mig. Men jeg vænner mig nok.
Han sagde ikke mere i lang tid. Pludselig: Må jeg se dine tegninger?
Det overraskede hende. Hun hentede mappen. Han bladrede. Holdt stille ved flere frem.
Hvad er det her?
En kande. Vi øvede skygge og lys.
Og her?
Min egen hånd.
Han så længe på den.
Det ligner.
Tak.
Du er faktisk dygtig, sagde han ikke rosende, bare ærligt.
Hun mærkede en varme. Ikke stolthed, ikke behov for at blive godkendt. Noget mere roligt.
Det ved jeg godt, sagde hun.
I december købte hun nye vinterstøvler, mørkeblå og rigtig varme. Per kiggede på bonen og sagde “dyre!”, men hun svarede, at “de er varme”, og emnet døde der.
I akvarelstuen tegnede de vintermotiver. Anne havde gamle sort-hvide fotos. “Vinter er ikke farveløs,” sagde hun. “Vinter har alle farverne, bare dæmpede. Lyt, kig.”
Vibeke betragtede sneen, fandt blå toner i skygger, rosa i himlen, gulligt i birkestammen.
Ved siden af sukkede Nanna.
Min sne er stadig bare grå.
Se på skyggerne, hviskede Vibeke. De er blå.
Nanna stirrede, strøg blå i sin skygge.
Nå ja! sagde hun.
Der er du, sagde Vibeke.
Efter timen drak de kaffe i den lille cafe på hjørnet. Nanna fortalte om sin datter, der bor i Odense og gerne vil have hende over.
Tager du af sted?
Jeg tøver. Alt er fremmed der. Her har jeg dig, gruppen, min kat Gustav.
Gustav, lo Vibeke.
Ja, en flot orangerød fyr med selvrespekt vi har det godt.
Mette giver duer navne, sagde Vibeke. Mejse hedder Frida.
Helt rigtigt, nikkede Nanna. Navngiv det, du holder af.
De så ud en kvinde i rødt løb hurtigt forbi.
Fortryder du dine skilsmisser?
Nanna rørte rundt i kaffen.
Af og til de mistede år. Men ikke beslutningen. Forstår du jeg vågnede en morgen og kunne ikke huske sidste gang, jeg tænkte på noget, der kun var mit. Ikke hans aftensmad eller humør eller mening. Bare mit eget. Og så mærkede jeg, at jeg ikke fandtes.
Hvad gjorde du?
Ingen ting først, blev bange. Så prøvede jeg at tale om det. Han sagde bare: “Du forestiller dig ting.” Ikke engang vilje til at høre mig.
Og så?
Så gik jeg.
De sad lidt i ro. Så klappede Nanna kaffekoppen ned.
Men nu har jeg Gustav og akvarelfarver. Slet ikke så tosset.
De betalte. Sneen var kommet, blidt, tøvende. Vibeke fangede et fnug på kinden.
Hjemme sad Per med telefonen og lo med en kammerat. Da han vinkede og smilede, lod hun ham være, tændte for elkedlen og så ud på sneen udenfor vinduet, gadebelysningens kegle. Hun tog et billede og valgte den til baggrund på mobilen hendes billede, ikke familien.
I januar lavede hun en tegning, der lykkedes. En vinterscene: gaden, hendes vindue, gadelygtens runde lys. Anne stirrede længe.
Nu, sagde hun, nu kan jeg høre din “stemme”.
Hvad mener du?
Enhver har en stemme i det kunstneriske. Teknik kan læres. Din personlige stemme, den er eller er ikke. Du har den.
Vibeke hængte også den op på køleskabet.
En morgen stod Per foran køleskabet med begge billeder.
De er faktisk gode.
Tak.
Har du altid været god til det?
Måske. Men jeg har ikke tegnet før nu.
Han nikkede, fisede videre efter noget ost.
Per, sagde hun.
Ja.
Jeg vil gerne til Skagen alene til sommer. Eller med Nanna fra tegneholdet. Bare en uges tid.
Han vendte sig med osten.
Alene?
Ja. Eller sammen med Nanna. Har sparet lidt op.
Tja, hvis du vil.
Ikke et: “Selvfølgelig, nyd det, skat.” Mere et forlegent “nå, hvis du vil”. Men det var alligevel noget.
Hun skrev til Nanna: “Har du lyst til Skagen en uge i juli?”
Nanna svarede efter fem minutter: “Gustav passes af datteren. Jeg er klar! Hvornår tager vi af sted?”
Februar slæbte sig afsted. Vibeke gik til svømning, gik til akvarel, til Mette. Læste. Var i teateret med Nanna. Per ville ikke med.
Forestillingen var god, lidt langtrukken, men god. Vibeke nød at sidde i mørket. Hun havde ikke været i teateret i femten år.
De gik på cafe bagefter.
Hvad tænker du? spurgte Nanna.
Jeg tænkte på Irina dér på scenen.
Hende, der drømte om at “komme til København”?
Ja. Hun ventede altid på, at livet begyndte men det gik bare forbi.
Enig. Det er det barske ved det hele.
Har du besluttet dig for noget, Nanna?
Jeg tror ikke, jeg har truffet store beslutninger. Jeg er bare begyndt at leve. På min måde.
Det er faktisk stort.
Per forstår det ikke.
Har du forklaret ham det?
Prøvet. Han siger: “Du har ændret dig.” Jeg svarer: “Ja.” Han siger: “Det er lidt mærkeligt.” “Du vænner dig,” siger jeg.
Så, hvad siger han så?
Ingenting. Men han koger selv kartofler nu.
Nanna grinede.
Det er faktisk noget!
Nanna, er du lykkelig lige nu?
Hun tænkte længe.
Hvis lykke er at alt er perfekt, så nej. Jeg har ondt i knæet, datteren er udfordrende, pengene få. Men hvis lykke er at være sig selv, ikke at skulle gemme sig så ja. Så er jeg ret lykkelig.
Vibeke nikkede.
Det er et godt svar.
Overvejer du at gå?
Vibeke så ud februarnattens gade, gadelygter.
Jeg ved det faktisk ikke. 33 år. Han er ikke ond bare … han ser mig ikke, kun det jeg gør. Og jeg ved ikke, om det kan laves om. Lære en at se en anden, når man er vant til kun at se funktioner.
Måske. Måske ikke, sagde Nanna.
Ja.
Marts, til kvindernes internationale dag, kom Stine hjem med børnene fra København. To larmende dage med barnebarnslatter og ballade. Per lyste op, legede og grinte. Vibeke så på ham og tænkte: nogle gange er der da liv i ham.
Første aften, da børnene sov, sad de fire voksne med te.
Mor, du blomstrer, sagde Stine.
Det er akvareltimerne.
Lad mig se!
Hun hentede papirerne. Stine studerede længe.
Mor, det er virkelig flot. Virkelig.
Anne siger, jeg har min egen “stemme”.
Stemme? spurgte svigersønnen, Henrik.
Som håndskrift.
Sikke noget. Jeg vidste ikke, det var så personligt.
Alt er personligt, sagde Vibeke. Hvis man gør det ægte.
Per sagde ikke meget. Han stirrede i koppen, så sagde han: Hun har altid kunnet tegne. Gjorde det før Stine blev født.
Alle så på ham. Så han vidste det. I alle disse år. Og havde aldrig sagt “vil du ikke tegne mere?”
Hun sagde ikke noget, lagde bare mappen væk.
Efter familiebesøget blev der igen stille. Per lænede sig tilbage i lænestolen med aviser og tv.
Midt i marts kom Vibeke hjem fra akvarel en eftermiddag. En seddel lå på bordet. Per skrev ellers aldrig sedler, han råbte altid blot.
“Er taget i sommerhus med Jan. Kommer hjem om to dage. Har lavet suppe står i køleskabet.”
Hun læste det to gange. “Selv lavet suppe”.
Åbnede køleskabet, fandt gryden, tog en portion, varmede. Den var for salt, men hun spiste og mærkede: det var ikke smagen, men betydningen i den suppe, der var vigtig.
To dage alene. Hun gik til svømning, tegnede, lavede mad til sig selv. Læste i sengen til over midnat, drak kaffe ved vinduet om morgenen i lang tid, bare fordi hun havde lyst.
Da han kom hjem, mærkede hun, at det havde gjort hende godt.
Det var faktisk lidt besværligt at erkende.
April. Anne tilbød Vibeke at tage med på en lille udstilling for studiets elever i Kulturhuset. Tyve værker fra holdet.
Mig? spurgte Vibeke.
Dig. Du har noget at vise.
Men jeg har kun malet i et halvt år?
Dine billeder er levende.
Vibeke tænkte over det i tre dage. Derefter sagde hun ja.
Hun valgte fem billeder: Gaden med gadelygten, hånden, det åndende træ, kanden og et nyt kaffekop med åben bog, sneen udenfor.
Udstillingen åbnede sidste fredag i april. Mette var der, Nanna og Stine sendte besked: “Mor, jeg er så stolt.”
Per dukkede også op. Så lidt kejtet ud, i sin slidte frakke. Han gik hen til billedet af gaden.
Det er jo vores udsigt, sagde han.
Ja.
Tænkte aldrig over, at man kunne male det.
Det har jeg gjort.
Han vendte sig mod hende.
Vibeke.
Ja?
Jeg tror, jeg har misset noget. Ved ikke, hvad præcist. Men noget.
Vibeke så på ham.
Ja, sagde hun.
Jeg kan ikke rigtig tale om sådan noget.
Det ved jeg.
Nå.
De stod sammen foran billedet, gadelygten lyste snedrysset op. Ingen højtidelige ord.
Så hev Mette fat i hende for at præsentere hende for kulturhusets leder, der snakkede om næste udstilling.
Maj Vibeke og Nanna købte billetter til Skagen. Begyndelsen af juli, otte dage. Lille pensionat, to værelser.
Vibeke sagde til Per mandag aften:
Vi har købt billetter. Jeg er i Skagen med Nanna i juli. Otte dage.
Han så over brillerne.
Otte dage?
Ja.
Det er længe.
Nej.
Pause.
Nå, jamen, så tager jeg måske i sommerhus med Jan.
Fint.
Du må passe på. Vandet deroppe, ikke sandt.
Jeg kan svømme har da gået til svømning hele vinteren.
Ja, ja.
Hun gik ud, kom så tilbage.
Per?
Mmm.
Jeg vil spørge dig alvorligt om noget.
Han lagde avisen.
Ja?
Ser du mig?
Hvad mener du ser?
Dig, mig. Ikke maden, teen, suppen. Mig.
Han var længe tavs.
Det ved jeg faktisk ikke, svarede han.
Det er dét.
Hun gik ud og tog sin egen blåkop frem. Den købte hun i februar i den lille genbrugsbutik ved atelieret. En god kop.
Juli kom varm. På afrejsedagen pakkede hun lille kuffert, akvarelblok, nye pensler.
Per fulgte hende ud til taxaen.
Skriv hjem, sagde han.
Det gør jeg.
Husk solhat.
Tager den på.
Ja.
Hun satte kufferten i bagagerummet, vendte sig.
Han stod og så lidt rådvild ud i sine gamle joggers. Stor, ikke ung, ikke vant til at hun tog væk.
Per.
Ja?
Hvis du vil have, der sker noget anderledes mellem os, må vi tale om det. Rigtigt. Jeg er parat, men jeg kan ikke gøre det alene.
Han så længe på hende.
Kommer du tilbage?
Jeg tager bare til Skagen i otte dage, sagde hun.
Taxaen tændte motoren. Hun satte sig.
Per blev stående.
Bilen kørte. Vibeke så ud, Per blev til en lille prik, væk bag hjørnet.
Hun lænede sig tilbage.
Aalborg, hendes by, susede forbi gader og pladser, sol over alt.
Hun fandt mobilen, skrev til Nanna: “Er på vej hvor er du?”
Nanna svarede: “Står på stationen! Grinede, græd lidt over Gustav. Klar!”
Vibeke smilede.
Blev nysgerrig. Søgte: “Online akvarelkurser for voksne”. Bare for sjov.
Lukkede igen. Åbnede igen.
Om fire timer ville toget nå Vesterhavet. Hun ville sidde ved vinduet, se landskabet forvandle sig til klitter, himlen åbne sig. Hun ville åbne skitsebogen.
Ikke det, der forventes. Ikke det, der skal men det, hun virkelig så.
Nanna stod klar på perronen, lille, rød, rygsæk.
Så, sagde Nanna, skal vi?
Ja, sagde Vibeke.
Og de gik.
Det mærkelige var, at Vibeke ikke vidste, om hun vendte “tilbage” i den gamle forstand. Hun vidste bare, at hun vendte tilbage til sig selv. Og at det ville hun ikke miste igen.
På perronen larmede det, is blev solgt, børn råbte.
Hun gik mærkede jorden under sig var solid.
Bare fast. Hendes egen.
Toget rullede af sted. Ud gennem station, huse, by og videre ind i højsommerlandet.
Nanna døsede hen ved vinduet.
Vibeke åbnede blokken, fandt blyanten.
Udenfor svirrede Jyllands mark, flad og brændt af solen.
Hun begyndte at tegne.
Horisonten, rank som en tanke.
Himlen over, lidt mørkere i kanten.
Vejen, der snoede sig langt væk i det fjerne.
Ingen mennesker på tegningen.
Bare frihed.
Hvad tegner du? mumlede Nanna med lukkede øjne.
Horisonten.
Er det pænt?
Vibeke så på papiret.
Det ved jeg ikke endnu, men det ligner.
Nanna mumlede, og blev tavs.
Toget rullede videre.
Vibeke tegnede.
