En ufuldendt bog
Nå, så kører jeg nu, Karen! Bliv bare her, du behøver ikke følge mig ud. Jeg kommer sent hjem! Læg lige den blå skjorte og bukser frem til i morgen, og glem nu ikke rensetøjet! råbte Bent fra entréen, smed hurtigt regnfrakken over skuldrene, inspicerede sig selv grundigt i spejlet, greb hatten og forsvandt med et smæld, så hoveddøren vibrerede, og ruderne i den åbne altandør skælvede.
“Gammel træk” tænkte Karen Maria, slukkede vandet, tørrede hænderne i forklædet og kiggede ud fra køkkenet. Alt var som det plejede: Den solbeskinnede gang, pyntet med familiefotos, vægge i muntre striber to brede, to smalle, dæmpet lyseblå; Karens forårsfrakke hang på knagen. Og
Karen Maria rynkede panden.
En pakke! Bent havde glemt pakken, og det var jo med madpakken! Karen havde stået op før fanden fik sko på og bakset med pirogger med æg og porre, lige som Bent bedst kan lide. Dem havde hun lavet specielt til i dag, hvor han skulle på inspektion i Brøndby. Der var jo ikke noget ordentligt at spise dér, og hjemmelavet mad det slår alt!
Hun rakte hurtigt ud efter pakken, mens hun smed forklædet og glattede håret. Ud ad døren i sit almindelige huskjole med korte ærmer, og et lille kaffepet på skørtet, men ingen tid til forfængelighed. Godt, hun nåede at tage nøglerne! Ellers kunne hun sidde udenfor i timevis bagefter Ned ad trapperne, hånd på gelænderet. De gamle egetræsgelændere snoede sig fra fjerde til første. Ned, ned, ned
Karen kunne have gjort som andre danske fruer bare råbt ud ad vinduet, indtil manden kom forbi. Men nej, sådan gør man ikke i Indre By, det er ikke elegant. Hun ville selv bringe pakken, sige farvel, stikke Bent kinden, så han kunne kysse hende, nikke, som om der ikke var noget mere at tale om.
Gående hurtigt gispede hun lidt af anstrengelse ud i gården, hvor hun smækkede døren så hårdt op i muren, at Tore fra stueetagen sikkert fik sig et chok. Godt nok var Karen ikke tyve mere, nærmere niogfyrre, og kondien svigtede lidt.
Hun spejdede efter Bents velkendte figur i sin grå regnfrakke og lyse hat.
Bent elskede de dér lange frakker, der ikke blev knappet og kunne smælde i vinden, som om han var noget af en gæv herre. Og så den hat! Han havde hatte til enhver årstid. Karen passede på dem; børstede, hentede nye. Sådan tager man ansvar.
Hatte er stil! insisterede Bent, hvis sønnen Mikkel (opkaldt efter Bents far) smågrinede over familiens “gammeldags look”. I unge forstår jer ikke på stil, I er alt for syntetiske og plastikagtige!
Hvor var Bent blevet af?
Der han gik ud gennem porten, ud i den travle, solrøde Nørrebrogade. Hvis ikke Karen skyndte sig, tog han bussen, og så måtte hun selv æde alle de skide pirogger.
Karen spænede hen over asfalten, nikkede høfligt til Fru Jensen, der sad på bænken med strikketøj i solskinnet sammen med de andre damer i hjemmestrik. Damerne fulgte Karens løbende med øjnene og smilede, som om de glædede sig over hendes kærlighed og ægteskabelige lykke.
Hvad er der sket nu?! råbte fru Jensen til Karens spinkle ryg.
Det er frokost Bent glemte den, og jeg har bagt pirogger! råbte Karen bagud.
Fru Jensen nikkede og smilede bredt: “Pirogger er godt, kærlighed er bedre. Det hele er fantastisk!”
Karen spænede ud gennem porten, trak vejret dybt. Hun nåede ikke at råbe hun stivnede, sænkede skuldrene og følelsen af ni grader og regn trængte ind, selvom solen skinnede. Hendes hoved snurrede, og hun måtte støtte sig til nedløbsrøret.
Bent stod allerede på busstoppestedet, med ryggen mod Karen og holdt en ung, barmfager kvinde under armen. Hun lo og fjollede, og Bent lo tilbage. Pludselig skubbede kvinden ham væk, så på ham med foragt, og han han bukkede sig straks, greb hendes hånd for at kysse den. Men hun hev sin velplejede, lyserøde arm til sig næsten som et klask. Bent rettede sig op, så vred ud, syntes Karen, men nussede alligevel videre, fiskede en bolsje op af lommen, rakte det frem. Tøsen (Ja, Karen tænkte tøsen) gurglede af grin og åbnede munden for at tage imod.
Så blev Karen dårlig. Her stod hendes Bent, midaldrende og respekteret mand, og opførte sig som en hormonforvirret teenager for en fremmed kvinde. Han savnede skam da ikke pleje!
Tøsen var i en yndig sommerkjole, blå med hvide prikker. I håret en sløjfe, frisyren perfekt, og sandaler på fødderne.
Karens øjne gled hen over kjolen. Hun stod dér med madpakken, og nu hvad skulle hun bruge de lasede pirogger til? Eller hele livet
Bussen gled ind til stoppestedet. Bent holdt hjælpsomt døren for Miss Prik, de gik ind, dørene lukkede.
Da bussen kørte, syntes Karen, at Bent kiggede direkte på hende. Pludselig skammede hun sig over sit hjemmekluns, de skæve tøfler og pakken med maden.
Karen Maria snurrede straks rundt, traskede tilbage. Hun gik forbi Fru Jensen og de andre på bænken, og nåede næsten at falde over et blomsterbed foran cykelskuret.
Nå, blev du ikke færdig, Karense? spurgte Fru Jensen, tog cigaretud af munden og nikkede mod Karens pakke. Det lød nærmest straffende Fru Jensen havde aldrig brudt sig om, at Karen gjorde sig selv til slave for Bent med alt det søderi.
Nej, det nåede jeg ikke, sukkede Karen tomt.
Ærgerligt. Så ryger det ud. Jeg sender Jørgen op han kan godt lide pirogger. Du er hjemme i dag, ikk?
Karen nikkede diffust.
Godt. Så får han noget at spise. Jeg gider nemlig ikke fedte med dej. Hej!
Fru Jensen spænede pludselig ud mod gården, hvor en traktor havde sneget sig ind:
Ud! Jeg siger ud! Du ødelægger mine pelargonier, Lars! Kør væk, eller du får ikke en småkage til jul! hun skældte voldsomt ud, men Karen hørte ikke efter.
Hun luskede ind gennem hoveddøren, henover de ekkoende marmortrapper, ind i lejlighedens kølige stilhed. hendes små skridt blandede sig med suk, og døren smækkede bag hende.
Så var det slut. Slut med familie, varme, tryghed. Slut med tillid i al fald til mænd. Mand burde jo være et grundfjeld; den eneste, hendes forældre havde afleveret Karen til og bedt tage sig af, passe på hende. Hvad nu?
Karen Maria satte sig tungt på skamlen i gangen, piroggerne trillede ud af pakken. Katten Frederik gnubbede sig op ad benene, spandt, tiggede om mad. Karen mærkede ingenting, stod stadig og kiggede på den blå-kjolede fremmede, på Bent. Tårerne løb ned ad kinderne, tunge, gennemtrængende tårer, næsten befriende: For en gangs skyld sad hun ned, slap rollen som evigt smilende hustru og kunne svælge i den gode, gammeldags, danske selvmedlidenhed
Det er uklart, hvor længe hun sad sådan, men så knirkede hoveddøren, Frederiks hale pilede væk.
Ind sneg sig Onkel Jørgen, Fru Jensens mand: Rund næse, hullede kinder, små læber, svedige krøller, rød hals alt for beskeden til dette Nørrebro-hjem, men alligevel én af de “rigtige”. Intellektuel, bare lidt sær, sagde Bent.
Kunstner, Karen! forklarede Bent ofte. Og talentfuld! Kunstnere og tosser der er ikke langt imellem.
Karen Maria gned øjnene, kiggede op i de store, venlige, blå øjne.
Hr. Jørgen? Dig? stammede hun.
Hvem ellers? Han så ned ad sig selv. Hørte lige, du havde lidt mad til overs, og vi er i gang med køkkenet. Fruen har fået nye idéer nu skal alle skabe udskiftes. Har ikke fået rigtig mad i ugevis
Som for at understege nød-situationen, stønnede han og skrabede skoene af sig.
Slap bare af jeg smider lige skoene, de er våde. Tæerne fryser! Han viftede mod fødderne, Karen så, han havde hul på den ene strømpe.
Som en automatik spænede Karen ud på altanen med skoene for at tørre dem.
Sæt dem dér, brummede Jørgen, men Karen adlød ikke. Hun nægtede at lade en gæst gå rundt med kolde fødder!
I mellemtiden begyndte Jørgen at rode rundt i køkkenet, mumle og smaske:
Karen! Din klaphat, lav en kop god te, vil du? Har ikke fået ordentlig te i 100 år. Frisk, sort te, og med citron!
Nu skal jeg svarede Karen mekanisk, smed kedlen på komfuret, alt imens det myldrede i hovedet.
Bent! Hvordan kan han allerede så kort tid efter han er gået ud ad døren, stå og fedte rundt med en anden? Manden er jo mere frisk, end han forsøger at bilde sig ind!
Næh, det er nok en misforståelse! Kollega, helt almindeligt! prøvede Karen at overtale sig selv med moderens fornuftige stemme. Varm, opmærksom han glemmer de andre kvinder.
Men Jørgen fnøs:
Du er vel ikke ved at hælde gammel te? Nye blade, friskt som til en gæst! Den dér hælder du bare fra! Han inspekterede tekanden mistroisk og rynkede straks på næsen.
Jeg lavede lige frisk! Prøv nu at smage, protesterede Karen, men hun overgav sig.
En frisk kande det er til at overkomme. Men hvad så med Bent? Hvordan skulle hun bære sig ad?
Kedlen peb, og duften af “indisk, med elefant” spredte sig, den mindst bitre type, hun havde.
Sådan! Kan du så ikke give mig en af de der fine kopper dem med kobalt og guld? Jeg elsker dem! Ikke gem for mig!
Du får en ny, Bent tog dem med hjem fra Aarhus pæne og handy! snappede Karen, men Jørgen bankede i bordet.
Jeg vil have den gamle kobalt! Den har du altid serveret i! Og piroggerne. Læg dem pænt på fad. Ikke det med skår, det fine. Og imens, så kan du lige lappe strømpen. Fruen gider ikke, hun farer kun med køkkenskabe, men jeg får revet tåen af!
Karen, pædagog med liv og sjæl og normalt med stor selvrespekt, så på strømperne med indestængt foragt Hånden rakte alligevel ud, klar til at tænde lampen og finde nål og tråd.
Men Jørgen bankede atter i bordet, denne gang hårdt:
Karen Maria! Hvad har du gang i? Har du helt mistet dig selv? Gør du dig selv til hushjælpspige for hvem som helst? Fru Jensen havde sagt det, men jeg nægtede at tro på det! Du har været så rank, at selv gråspurvene standsede, når du gik. Og nu? Nu kan vi tørre gulvet af med dig!
Han gestikulerede vildt, hele bordet klirrede. Tekopperne dansede, og piroggerne gled rundt.
Hvorfor gør du det så? Hvorfor kommer du her og siger sådan noget? Jeg orker ikke mere Bent! Min Bent Han stod dér med hende. Jeg så det. Jeg ville bare bringe madpakken og så
Tårerne strømmede ned, klappede frist på dugen. Alt blev stille selv fodens kølige brise standsede og solen holdt vejret.
Jørgen sukkede, sagde:
Ja, du kvæler ham! Fordi du har forvandlet dig fra kvinde til hønemor. Alles kamp for at gøre alt godt? Pludselig blev alt småt, torsdagsagtigt Vi mænd er jægere, vi skal have lidt modspil, lidt vildskab! Ikke kun strømper og varm mad. Din Mikkel flyttede, du overførte hele din morsjæl til Bent. Så holder han øje med de mere temperamentsfulde for med dem føler han sig ung igen!
Karen forstod ikke. Eller ville ikke forstå. Hun havde ofret alt og for hvad?
Hun havde forladt jobbet på skolen for ti år siden. Derefter havde hun droppet privattimerne, da Bent gik ned med lungebetændelse de larmede og bragte bakterier! Karen smed derfor eleverne ud for roens skyld.
Hun holdt op med at synge under rengøringen, radioen blev slukket, maleriet blev lagt på hylden, for Bent kunne slet ikke fordrage lugten af linolie. Billeder og pensler blev arkiveret olie smidt ud.
Og siden da er du bare blevet kedelig, Karen Maria, hviskede hun til sit eget spejlbillede og grinede tørt.
Manicure? Glem det, suppen skal jo koge, og bøfferne skal steges.
Nye kjoler? Hvorfor? De går jo aldrig nogen steder. Bent er drænet efter arbejde
Sko? “Skal du nu pludselig i stiletter? Se, hvilke blodårer, du får” grinte Bent. Skoene røg op på loftet.
Veninderne ringede sjældent. Sønnen Mikkel kiggede forbi en gang om måneden, åd, svarede fraværende og stak af med madpakkerne uden at ringe bagefter.
Det var dét. Slut.
Op med humøret, du! Op og stå du blomstrer jo stadig! Du er vores rose, Karen. Kom så! Ellers bliver Bent bare ved med at tosse rundt med fremmede kvinder! formanede Jørgen og smækkede i bordet. Og piroggerne er fantastiske! Hvis jeg var atten igen så ville jeg gøre kur til dig, Karen! Det lover jeg!
Og så gik han. Karen blev alene.
Bent kom hjem sent, småfuld og noget mere krøllet. Han lugtede af parfume og rødvin.
Mødet trak ud, mumlede han og stak Karen porteføljen, vred sig over lænden. Giv mig te. Og kartofler. Med snaps til. Karen, står du der stadig? Jeg siger jo
Karen Maria nægtede at tage porteføljen og bad ham flytte sig. Hun skulle jo have plads til sin trolley.
Hvor skal du hen? Hvad foregår der? spurgte Bent, målløs over Karen i opsat frisure, smykker, beige kjole og sandaler hun lignede en reklame fra Magasin.
Jeg skal på kursus. Du må selv klare dig med eller uden tårer, men alene! Jo, nu skal du selv vaske skjorter og lave mad. Eller få hende til det jeg blander mig ikke. Farvel, Bent. Det var dét.
Så svansede Karen ned ad trappen med sin kuffert (hanken gnavede lidt i hånden). Hendes fine kjole svingede, hun vinkede hurtigt så forsvandt hun med et diskret drøn i en ventende taxa. Og alt blev stille.
Bent fór til trappen, rakte ud over gelænderet, ville råbe, men kun et “uh” da smerten jog gennem ryggen, og tårene sprøjtede.
Karen gispede han bare
Hvor var du nu, Karen? Nu kunne du massere, smøre med salve, vikle tæppet rundt om ham og putte med ham søndag aften
Lisbet? Er det dig? peb han i røret. Ja, jeg ved, man ikke må ringe, men ryggen, Lisbet! Kan du ikke hjælpe lidt? Jeg magter ikke at gå ud i køkkenet Vi er da ikke uvenner? Hallo?
Telefonen brokkede sig, sagde noget med ‘sygeplejen har et andet nummer’, så blev der lagt på. Lisbet kommer ikke. Hun smører ikke, masserer ikke, vasker ikke skjorter. For uafhængig til den slags. Hun er ikke Karen. Overhovedet ikke. Det er mareridt
Slæbte sig ud i køkkenet, opdagede de kolde pirogger på fadet og stønnede. Ikke bare mareridt katastrofe. Og han havde gjort det hele selv, for egen hånd! Sikke et geni
Karen Maria kom hjem næste dag med læge og blomster. Buketten havde hun købt selv; satte den i den flotte krystalvase. Hun duftede af let parfume og lidt cigaret. Ja, hun røg, når hun var nervøs.
Lige et øjeblik, doktor ikke stikke endnu! standsede hun sprøjten.
Bent skrabede sig, fandt ikke lindring.
Hvad nu? spurgte lægen.
Sig mig, hvad har du lovet hende? hviskede Karen lavmælt hen over Bents svedige pande. Den slags piger kommer altså ikke, hvis du ikke har noget at byde på. Du er jo ikke nogen ungersvend.
Jeg er da stadig frisk!
Pensionen, sagde lægen tørt. Så hvad har du lovet hende? Kom nu, ellers smutter jeg!
Stillingen! Og titlen. Men hun får ingenting! Jeg tog fejl, Karen, jeg tog SÅ fejl, kun dig! Tilgiv mig, kun dig!
Ja, men du holder dit ord. Hun får både stilling og titel, så hun ikke føler sig til grin på din regning. Du må finde andet job. For resten, jeg begynder at arbejde igen på mandag. Strygejernet er på hylden, skjorterne i vasketøjet. Kan du ikke li det, så skilles vi. Forstået?
Bent sank, tørrede panden i ærmet og nikkede. Ryggen skreg, Karen kommanderede, lægen var på hendes side, Jørgen grinede i døråbningen. Skulle Fru Jensen også komme forbi, var ydmygelsen total!
Forstået Nu stikker I altså! Eller jeg dør! jamrede han.
Karen Maria nikkede. Og lægen satte hjælpen ind.
Lisbet var lykkelig. Ikke bare lykkelig, men svævede som en sommerfugl. Hendes afhandling skrevet på et par uger var godkendt, stillingen sikret takket være Bent, den søde, lidt naive ældre herre.
Nu lagde hun ikke mærke til ham, svarede ikke på hilsner mere. Karens øjne havde talt sit tydelige sprog: Titlen kan tages fra dig også! Ingen grund til at opsøge problemer der er masser af fisk i Øresund.
Bent sagde op. Alle undrede sig over hvorfor så fin og fast en stilling! Han nævnte kun, at han havde givet et løfte. Til hvem, det sagde han ikke.
Afskedsfest blev holdt. Han dukkede op med Karen iført brillianter og dansede tango, som han aldrig havde gjort det før. Og han kiggede på Karen, som han aldrig havde på Lisbet. Hvorfor? Hvad i alverden var der ved den dér Karen Maria?
Det hele, faktisk. Hun var selv luften, han havde åndet i alle disse år. Ingen lagde mærke til luften, før den mangler. Står man først uden, indser man, hvad man har mistet det handler ikke bare om ryggen og et varmt lår om natten. Karen var stadig den ufuldendte bog, mystisk, rank og sød; som danske jordbær med fløde i juli. Bogen, man aldrig bliver træt af en bog uden slutning, Gud bedre det!
Lisbet var ikke klar. Eller kunne ikke eller havde bare ikke mødt sin læser endnu. Det må tiden vise.
Tak for opmærksomheden, kære læsere! På genhør fra “Hverdagslivet på Nørrebro”.
