Hvad laver vi her? Hvorfor bryder vi ind i et fremmed hjem?
Det er slut, Signe. Imellem os er alt forbi! Jeg vil have en rigtig familie, børn. Du kan ikke give mig det. Jeg har ventet længe, været tålmodig. Men jeg har brug for en søn. Jeg har allerede søgt om skilsmisse! Du har tre dage til at pakke dine ting. Ring når du tager afsted. Jeg bor hos min mor indtil videre. Skynd dig, jeg skal gøres klar til at tage imod barnets mor og barnet. Ja! Du skal ikke blive overrasket, min kommende kone venter sig! Tre dage, det er alt du får!
Signe tav bare. Hvad kunne hun svare?
Hun kunne ikke få børn. Mikkel havde ventet tålmodigt i fem år. Tre mislykkede forsøg på de år.
Lægerne, Signe havde været hos dem alle, sagde hun var sund og rask. Hvorfor lykkedes det aldrig?
Hun havde altid levet ordentligt, holdt sig sund.
Denne gang besvimede hun på arbejdet, ambulancen kom med det samme, men det hele skete så hurtigt…
Døren slamrede bag Mikkel, og Signe satte sig sammenfalden i sofaen.
Hun havde hverken lyst eller kræfter til at pakke. Og hvor skulle hun tage hen?
Før hun blev gift, havde hun boet hos sin moster. Mosteren var død, og lejligheden havde hendes fætter solgt. Tilbage til en gård i landsbyen, hvor mormoren boede? Skulle hun leje et værelse? Og hvad med arbejdet?
Tusind spørgsmål, og de skulle besvares hurtigt…
Tidligt næste morgen gik døren op, og svigermoren trådte ind.
Kan du ikke sove? Det er måske godt nok. Jeg er kommet for at sikre, du ikke tager noget, du ikke må.
Jeg behøver i hvert fald ikke din søns hullede underbukser. Skal vi tælle mine?
Nej hvor er du fræk! Du plejede ellers være så flink og stille. Ja, jeg sagde til Mikkel allerede første gang det gik galt, at du aldrig ville kunne give ham et barn.
Er det dét, du kom for at sige? Så sid hellere stille og hold øje.
Hvorfor pakker du stellet sammen?!
Det er mit. Efter min moster, et minde om hende.
Så bliver der tomt uden!
Det må du leve med. Til gengæld får du et barnebarn nu.
Tag kun dit eget!
Laptoppen er min! Kaffemaskinen, mikroovnen de er fra mine kolleger. Bilen købte jeg før vi blev gift. Din søn har sin egen.
Du har alt, bare ikke evnen til at få børn!
Det er ikke din sag. Jeg har det fint, måske ville Gud det sådan.
Du virker ikke engang ked af det! Måske har du selv sørget for, det skulle ende sådan?
Nu taler du volapyk. Bare tanken gør ondt nok.
Signe så sig omkring. Hendes ting var væk en børste, makeup, hjemmesko…
Noget vigtigt manglede. Svigermoren gjorde det mudret at tænke klart.
Hun huskede porcelænsfiguren af en kat var væk. Inde i den lå øreringe og en ring fra mormoren ikke noget særligt værdifuldt, men dyrebart som minde. Mikkel kaldte det gammelt skrammel. Havde han smidt det væk? Alt, han ikke kunne lide, bar han altid ud på altanen. Signe åbnede døren…
Hvad skal du derud efter? Tag dine ting og gå! svigermorens stemme skar igennem. Skal du sige farvel til lejligheden? Ja, du kan godt vinke farvel, noget lignende får du ikke igen.
Heldigvis katten stod der endnu, med alt i behold. Nu kunne hun tage afsted.
Her er nøglerne. Farvel. Jeg håber inderligt, vi aldrig ses igen.
Signe kørte til jobbet. Hun havde stadig sygefravær, men bad om ferie.
Vi har ondt af dig, men hvad gør vi uden dig? Tre uger, er det nok? Bliv her og hjælp på telefonen; uden dig stopper halvdelen af vores projekter.
Det går nok. Jeg trænger til at komme væk lidt. Tak.
Har du brug for hjælp?
Nej tak.
Jeg kan lave ekstra udbetaling til ferie og bonus.
Mange tak, det falder på et tørt sted.
Hun ledte ikke engang efter et værelse. Hun kørte til sin barndomsgård på landet. Der ventede ingen mormoren var død for tre år siden. Moren havde hun aldrig kendt; hun døde under fødslen.
Og nu kunne Signe heller ikke få børn…
En times kørsel, så var hun der. Æbletræet. Tulipanerne.
Sidste gang hun var her med Mikkel, var det efterår, de grillede og hyggede sig.
Nu parkerede Signe bilen i gården, nøglerne til garagen lå i huset.
Hun åbnede døren. Stilhed. Beskidte kopper og tallerkener på bordet. Hvorfor nåede hun ikke at rydde op sidst?
Nej, hun havde jo gjort rent! Nogen havde tydeligt været her efter.
To kopper, tallerkener, tomme juicebrikker, en flaske af Mikkels yndlingsbobler. Ikke fra i efteråret.
Mikkel havde altså været her. Med hvem?
Det betød ikke længere noget…
Kun Signe havde nøgle til huset Mikkel måtte have lavet en kopi. Tid til nye låse.
Nyt liv, oprydning, og siden et langt, varmt bad.
Hun vaskede fortiden og alt det snavs væk.
Da hun ville ud, blev der pludselig banket hårdt på døren, så på vinduet.
Hvem der?!
Er alt okay?!
Ja undrede Signe sig.
Hun kom udenfor. En fremmed mand stod ved huset.
Undskyld, jeg har holdt øje hele dagen. Man kan jo aldrig vide; så røg der pludselig røg ud af skorstenen, og jeg blev bekymret
Tak, alt går fint.
Er du i familie med Mikkel? Han var her for nylig med sin kone Er du hans søster?
Nej, hans eks. Næsten-eks, det hele er undervejs.
Og huset?
Det er mit.
Jeg er din midlertidige nabo. Ven gav mig lov at bo her min skilsmisse går også snart igennem I morgen er jeg fri. Hvis du har brug for noget, siger du bare til. Jeg hedder Anders.
Signe. Kan du skifte låsen?
Ja, bare sig til, så ordner jeg det.
Gerne hurtigst muligt. Jeg køber en i morgen.
Nej, lad mig ordne det du risikerer at købe noget forkert, og jeg skal alligevel til byen.
Fint.
To uger gik. En uge mere af ferien, så kaldte byen igen. Signe havde vænnet sig til det og havde ikke lyst til at finde noget værelse i København. Mikkel skrev eller ringede ikke. Kun en besked om datoen for skilsmissen. Det var næsten bedst sådan. Hun ønskede ikke at se ham.
Lørdag. Signe stod som altid tidligt op. Anders havde inviteret hende på tur ved søen.
Hun havde ingen planer om nyt forhold, men en frisk morgentur forpligtede ikke. De hyggede sig, kom hjem til frokost og ved Singes hus holdt Mikkels bil. Han måtte netop være ankommet. Døren åbnede, Mikkel trådte ud og hjalp en gravid kvinde ud.
De nåede havelågen. Mikkel prøvede at låse døren op, men det gik ikke.
Hvad foregår der?
Ja, hvad laver I her? Hvorfor prøver I at komme ind i andres hjem?
Mikkel stod som forstenet.
Det er vores hjem! udbrød den gravide kvinde.
Nå? Og hvem har sagt det? Mon ikke det var Mikkel? Det her er mit hus. I må gerne forlade grunden.
Mikkel, hvad laver hun her?! Er det din eks? Få hende væk! peb den gravide.
Signe og Anders lo kun. Mikkel anbragte mut sin gravid ledsager i bilen, og de kørte væk.
Det skal nok blive muntert for ham.
Hun kan i det mindste give ham et barn. Det kunne jeg ikke Tre fiaskoer. Undskyld.
Min eks ville slet ikke have børn; det ødelagde vores ægteskab.
Fire år efter skilsmissen mødte Signe pludselig sin tidligere svigermor i Netto.
Er det virkelig dig, Signe? Jeg tror det næppe. Vent, er du gravid?
Ja, svarede Signe og strøg over sin runde mave.
Og Mikkel har det slemt. Hans søn blev født meget svag, noget var galt i hans side. Hans kone stak af og efterlod barnet her. Skal du være alenemor nu?
Nej, jeg har familie. Undskyld, jeg må videre. De venter på mig.
Sådan? Undskyld for alt…
Du må have tålmodighed fremover
Svigermoren så efter Signe, der gik arm i arm med Anders, og deres lille datter fulgte dem, så opsigtsvækkende lignende sin mor…
