Ingen steder at flygte
Margit Stenbæk, genkender du mig ikke? Det er jo mig, Valdemar… Din eneste nevø.
Valdemar?!
Tanten trak vejret tungt i flere sekunder.
Jamen for pokker, jeg troede jo næsten, du for længst var død, eller at de havde spæret dig inde. Du hverken ringer eller skriver…
*****
“Hvorfor lige nu?!” tænkte Valdemar fortvivlet, mens han sad foran sin bærbare og hørte slagboremaskinen hamre fra den anden side af væggen. Han forsøgte desperat at undslippe lyden havde både stoppet ørerne med hænderne, taget høretelefoner på, og endda prøvet at gemme hovedet under puden.
Intet hjalp.
Hvert nyt slag skar igennem som en sirene fulgt af et metallisk skrig, som om Valdemar befandt sig midt på et byggeri ikke i sin lille lejlighed på Nørrebro.
Hvor længe kan sådan noget blive ved?! Hvorfor skal folk dog plages så meget?
Valdemar havde lyst til at styrte ud på trappen, sparke døren ind hos Peter fra nabolejligheden og én gang for alle befrie både sig selv og resten af opgangen for slagboremaskinen.
Men sådan noget foregik kun i hans vilde fantasier eller i…
…hans næste roman.
I virkeligheden ville Peter bare give ham et ordentligt lag tæsk med den boremaskine. Den tidligere faldskærmsjæger, stor og bred som en dobbeltseng, havde et blik der gav Valdemar gåsehud.
Så der var ikke andet at gøre end at holde ud.
Han kunne nok klare det, hvis ikke det var for én ting: Forlagsdirektøren på Gyldendal havde læst Valdemars seneste bog den om efterforskningen af et mystisk mord i en fiktiv jysk landsby og havde ringet til ham.
Han tilbød et samarbejde og gode penge for det.
Jeg er med! udbrød Valdemar uden tøven.
Forrygende. Eneste betingelse: du skal have romanen klar om tre måneder, lød det.
Ikke noget problem.
Valdemar havde som ofte talt, før han tænkte. For den kreative motor var ikke i gang; han anede faktisk ikke, hvad bogen skulle handle om.
Jo selvfølgelig, en ny krimi det var hans speciale. Det burde være nemt. Men… ingenting kom til ham.
At opfinde et virkelig spændende kriminalplot var ikke ligetil. Idé. Handlingsplan. Karakterer. Og først og fremmest: selve forbrydelsen.
Han havde sidste gang brugt et halvt år. Nu havde han kun tre måneder.
Så timingen for naboens renovering var katastrofal. Under boremaskinens rædselstema kunne han kun tænke på døden.
Valdemar havde faktisk spurgt Peter, mens han røg på altanen, hvor længe det skulle tage.
Tre måneder, tror jeg. Er jeg i vejen?
Nej nej, det er bare for at høre, svarede Valdemar, helt bleg i ansigtet, og skyndte sig tilbage i stuen.
Han vidste, at han aldrig ville få bogen skrevet i den lejlighed. Men hvor skulle han tage hen?
Hotel var udelukket alt for dyrt, selv hvis han regnede med kun at skulle være der i kort tid. At leje et værelse var nok bedre, men hvad nu hvis naboerne dér også gik i gang med at bygge om? Og hvis ikke renovering, så måske en lille pige, der øvede klaver… Eller en familie, der holdt bryllupsmåned.
“Nej, at flytte fra sted til sted i København kan blive to-tre gange dyrere end hotel”.
Netop som Valdemar knaldede hovedet ind i sin bogreol under endnu et brag ovre fra nabolejligheden, ramte det ham med en pludselig klarhed: hans tante Margit!
Deres forhold havde aldrig været tæt nærmest ikke-eksisterende. Sidste gang de sås, var til hans mors begravelse for syv år siden.
Mærkeligt nok huskede han stadig hendes telefonnummer udenad.
Efter slaget mod hovedet dukkede nummeret op i hukommelsen, og Valdemar greb straks mobilen.
Hallo! lød en velkendt stemme, og lettelsen bredte sig i Valdemars bryst da han hørte, at hun stadig var i live.
Goddag, Margit. Det er Valdemar.
Valdemar… Valdemar… Er du fra VVS, for jeg mener altså jeg har betalt for at få skiftet hanen i køkkenet? Eller glemte du noget?
Margit, kan du slet ikke huske mig? Det er mig, Valdemar din eneste nevø!
Valdemar?!
Tanten trak vejret tungt.
For Søren… Jeg troede du enten var død eller i fængsel. Du ringer jo aldrig!
Nej da, jeg lever. Der har bare været så meget arbejde…
Siger du, du har arbejdet i syv år uden pause? Er du blevet slavearbejder?
Nej – altså, jeg er forfatter… Jeg skriver kriminalromaner. Krimi er mest populært lige nu.
Forfatter? Hvorfor læste du så overhovedet fysik? Din mor og jeg brugte formuer på din uddannelse!
Ja, men det føltes bare ikke rigtigt… Margit, jeg har faktisk en grund til at ringe…
Nå, så du ringer ikke for at høre hvordan jeg har det du mangler noget?
Jo, altså… Jeg vil da gerne høre hvordan du har det sidenhen men jeg har en forespørgsel.
Du har brug for penge?
Nej, din kolonihave.
HVA?! Du vil have min kolonihave?! Drøm videre, Valdemar er du faldet på hovedet?
Hvordan vidste du det? sagde Valdemar og gned sin bule. Margit, hør nu: Jeg vil bare gerne låne den lidt.
Lige nu prøver jeg faktisk at sælge den. Eller ejendomsmægleren gør.
Kunne du ikke vente med at sælge bare tre måneder?
Det kunne jeg måske…
Virkelig?!
Men hvem ved, hvad du har gang i! Hvis du bringer pigebesøg med bag om ryggen på din kone, så nej!
Hvilke piger? Jeg har jo ingen kone!
Valdemar lagde kortene på bordet og lod hende høre boremaskinen gennem væggen.
Kan du høre? Jeg lyver ikke. Please, Margit, hjælp mig!
Margit så gennem fingre med sin nevø og sagde ja han kunne bo i kolonihaven de tre måneder, hvis han til gengæld satte haven i stand. Ingen købere gad se en vildnisset grund.
Intet problem! Send mig bare kontaktoplysninger til ejendomsmægleren.
Godt nok gik det op for ham, at han havde fået mere end rigeligt at se til hvornår skulle han egentligt skrive, hvis han også skulle arbejde i haven? Håbet var, at stilheden ville gøre ham effektiv, så der blev tid til oprydningen.
*****
Valdemar følte sig godt forberedt. Det var sensommer, og de fleste kolonister var taget hjem.
Han glædede sig til at være alene og vejret var stadig lunt, så de primitive forhold i huset skræmte ham ikke.
Han banede sig vej gennem ukrudtet mod huset, da en stemme råbte:
Stå stille! Hvem går der?!
Valdemar.
Hvad laver du her?
Jeg besøger familien.
Der har ikke boet nogen her i syv år, din lommetyv!
Min tantes hus Margit Stenbæk. Hun har givet mig lov at bo her i tre måneder.
Så kom kun herhen til hegnet.
Hvilken vej?
Gå til venstre!
Valdemar gik frem mod hegnet, og der på nabohaven stod en gammel mand med en kæmpe schæferhund, der så på Valdemar som et rovdyr på jagt.
Valdemar har altid frygtet hunde og forventede det værste. Men manden viste sig at være meget snakkesalig.
Han præsenterede sig som Ingolf.
Efter at Ingolf var blevet overbevist om Valdemars identitet, begyndte han ivrigt at berette om sig selv. Ensomheden havde gjort snakketøjet løst.
Jeg har boet her siden, jeg gav min lejlighed til min datter. Så blev jeg fastboende i kolonihaven. Og her er Trofast, min bedste ven.
Jaja… sagde Valdemar, uden at slippe hunden med blikket.
Jeg passer også på folks huse her folk har jo køleskabe og fjernsyn Det er ikke meget, jeg får for det, men lidt har også ret. Du skal bruge ro og fred for at skrive? Så er du landet det rigtige sted, min dreng!
Valdemar sagde farvel og tog ind til sig selv. Han bar tasker, mikrobølgeovn og laptop ind. Heldigvis var der et gammelt køleskab, og fjernsyn ønskede han sig ikke.
Han sukkede, mens han så ud over ulækket, men besluttede at gøre haven i stand.
“For min egen skyld og for Ingolfs, hans grund er jo knivskarp!”
De næste fire dage arbejdede Valdemar som besat. På femtedagen var der ikke et eneste ukrudtstrå tilbage.
Kæmpe bunker ukrudt lå på bagpladsen “det kan jo blive til kompost,” tænkte han.
Trofast holdt øje uden at sige et kvæk men der var noget truende over hans tavshed. Det gavnede, at der var et hegn imellem dem, ellers havde Valdemars nerver givet op.
Nu kan der skrives roman! sagde Valdemar smilende og foldede sin bærbare ud.
Herude var alt ro og fred ingen biler, ingen tidlige haner, ingen naboer med værktøj. Men lykken var kort.
I samme sekund han begyndte at skrive, brød hunden løs i et øredøvende gø.
“Hvorfor nu det?” undrede Valdemar sig for før havde Trofast været helt stille. Men nu: Et sandt gø-helvede.
Hvis Valdemar gik udenfor, stoppede gøen, og Trofast stirrede hengivent på ham. Men gik Valdemar ind startede larmen igen.
Valdemar klagede til Ingolf, der blot trak på skuldrene og sagde, at sådan var hunde nu engang.
Sætte Trofast i snor hjalp ikke så blev han bare endnu mere larmende.
Dagene gik, og Valdemar fik ingenting skrevet. Der var kun Trofasts gø i hovedet.
Han turde ikke nærme sig hunden Trofast mindede ham alt for meget om Peter med boremaskinen…
“Hvad skal jeg dog gøre?” tænkte Valdemar på verandaen. Burde han tage hjem? Men hvorhen? Han havde ingen steder at flygte til én uge var allerede gået.
Stress og søvnløshed gjorde, at ingen idéer dukkede op. Laptoppen blev aldrig varm. Mad forsyningerne forsvandt, uden at et eneste ord var skrevet.
Ingolf, hvorfor gør din hund så voldsomt, når jeg går ind i huset?
Det er jo bare fordi, han kan lide dig. Men det skal du ikke være ked af. Man kan ikke lade være med at elske hunde.
Ja, men nogen må da smide Trofast ud, siden han endte her hos dig?
Sådanne folk er ikke rigtige mennesker, svarede Ingolf.
*****
Samme aften eller rettere, nat ankom ambulancen til Ingolfs have. De bar ham ud på en båre, og Valdemar, som fulgte det hele fra wc-vinduet, hørte Ingolfs bekymrede stemme:
Hvem skal nu passe på husene? Hvem fodrer min hund? Trofast er jo helt alene.
Bare rolig, svarede den unge ambulanceredder, du kommer bare tilbage, så snart du er rask. Men nu skal du med os hjerteanfald er alvor.
Hele natten jamrede Trofast mod månen. Valdemar var oppe indtil morgengry.
Så, nogle dage senere, dukkede landbetjenten op. Han gik forbi hunden, ind i huset en time, og kom ud for at forsegle døren.
Undskyld, hvad sker der? spurgte Valdemar forsigtigt.
Hvem er du?
Valdemar fortalte, hvem han var og viste pas og gav så Margits nummer.
Din nabos hjerte kunne ikke mere. Han døde. Hunden må du gøre med, hvad du vil.
Han har jo ikke fået mad på flere dage…
Valdemar greb noget medpølse, gik op til hegnet og kastede det men ramte ikke, kæden var for kort.
Andet forsøg slog også fejl. På tredje kast ramte han heller ikke.
Han mumlede bandeord og gik med rystende knæ hen til hunden med pølsen. Trofast åd det hele på et øjeblik.
Til sidst fik Valdemar forvildet Trofast af kæden. Med det samme lagde hunden ham i græsset og begyndte ivrigt at slikke hans ansigt.
Aaargh! skreg han, men der var ingen til at høre ham.
Trofast valgte at blive. Han fulgte Valdemar overalt, logrende, trofast og umulig at slippe.
Du tror vel ikke, jeg tager dig til mig? spurgte Valdemar.
Vov!
Det kan du glemme! For det første er det ikke mit hus, og min tante vil smide mig ud, hvis hun opdager no… Og jeg er bagud med bogen! Takket være dig, i øvrigt.
Vov!
Ja, ja, du har forstyrret mig så meget, at jeg slet ikke har skrevet noget!
Men uanset hvor meget Valdemar kæmpede imod, blev Trofast bare. Fra da af forstyrrede han aldrig mere.
Nu kunne Valdemar arbejde men ordene udeblev. Den pludselige stilhed gjorde ham apatisk.
End ikke ideerne til et plot dukkede op. Han begyndte næsten at savne bystøjen måske kunne han have skrevet en thriller om en falleret eks-soldat, der blev fundet med boremaskinen i hånden…?
Valdemar lavede alt andet: flyttede hundehus fra Ingolfs grund, spiste mad under åben himmel kun for at opdage, at Trofast stjal frokosten.
En dag så han katten. En grå bandit, der med snedige poter snoede snoren op, slap Trofast løs og så væltede de to venner sig i forsyningerne på sekunder.
Sikke et makkerpar.
Valdemar begyndte at spise sammen med både hund og kat. Katten fik snart navnet Fræk.
Fræk takkede for husly ved at fange alle mus og pænt lægge dem samlet ved døren.
To uger, og ikke én side skrevet. Men jeg har nu en hund og en kat, der skal fodres og køleskabet er tomt, brummede Valdemar for sig selv.
Med nød og næppe fik han Fræk og Trofast med i bilen til indkøb.
Det skulle tage en time; de tre endte med at bruge hele eftermiddagen.
Man kunne lige så godt give op: De bestemte mere end han gjorde. Han længtes efter at løbe væk men der var ingen steder at tage hen…
*****
Efter endnu en forspildt dag tog Valdemar en beslutning: I morgen ringer jeg til Gyldendal. Aftalen annulleres. Han begyndte at pakke.
Men som altid blev planerne forpurret. Denne gang ikke på grund af dyrene.
Det blev mørkt, og motorlyden fra en kassevogn lød gennem stilheden ikke en personbil, men en solid lastbil.
Valdemar fandt det så mærkeligt, at han straks ringede til landbetjenten.
Jeg kigger forbi snart, lød det.
Da Valdemar fra wcet så to mænd bryde ind hos Ingolf og bære alt ud af huset, var han ikke i tvivl: Indbrudstyve!
Hvad skulle han gøre? Politiet kunne nemt komme for sent. Skulle han vente eller tage sagen i egen hånd?
Han listede over mod husets bagdør, mens han samlede mod op. Ude ved varevognen så han stakke af elektronik: TV, mikrobølgeovne, køleskabe endda en spillekonsol.
Han sneg sig nærmere, men netop da kom de to mænd ud.
Hvem dælen er du?
Landbetjenten! løj Valdemar. I er på fersk gerning, så op med hænderne og vend jer om!
Han kunne kun håbe, at replikkerne fra dansk TV ville virke.
For pokker, sagde den ene, synligt bleg.
Den anden var dog ikke så let at overbevise.
Han er ikke betjent. Det er ham forfatteren, Ingolf nævnte. Vi troede, han snakkede i søvne…
Da de nærmede sig, sprang Trofast og Fræk ud fra mørket. Katten borede kløerne i håret på den ene, Trofast væltede den anden omkuld og knurrede voldsomt.
Valdemar bandt dem så godt, han kunne, med Trofasts kæde og snart dukkede politiet op.
Sejt gået, Valdemar! sagde landbetjenten, ikke en gang jeg har kunne fange de to.
Jeg var ikke alene! smilede Valdemar og pegede på Trofast og Fræk.
Bedre makker kan man ikke få. Pas godt på dem.
Ja… Hvor skulle jeg ellers tage hen? tænkte Valdemar.
Hvem er de to egentlig? Har set dem før…
Falck-redderne. På overarbejde, kan man sige. Nu skal de nok den anden vej.
Da betjenten var taget af sted, løb Valdemar i huset og kastede sig over tastaturet. For første gang havde han en genial idé.
*****
To og en halv måned senere afleverede Valdemar sit manuskript til forlaget. Direktøren læste det hele i ét træk.
Valdemar, det her er jo en bestseller. Du får penge, når bogen udkommer, plus procenter af salget.
Valdemar solgte lejligheden og købte tantes kolonihave. Købte også Ingolfs. Slog dem sammen og byggede eget hus med badeværelse og centralvarme.
Nu bor han der året rundt. Sammen med Trofast og Fræk. Hvorfor ikke?
Fred, ro og de bedste venner man kunne ønske sig.
Om dagen arbejder han på sin næste roman, om aftenen går de tre en runde og kigger til tingene. Valdemar takker ofte skæbnen og Peter med boremaskinen. For var naboen aldrig gået i gang med renoveringen, havde Valdemar aldrig fundet sit nye hjem…
