Mors veninde
Atten år, skat! Kan du forstå det?! Ulla smilede stort i morges, mens hun nussede datterens spinkle skuldre. Nu er du helt voksen! Jens! Jens, vores datter er blevet voksen, og du sidder bare og læser avisen igen! Kom nu, vi skal ønske tillykke! råbte hun ud til sin mand.
Han sukkede lidt, rejste sig fra lænestolen, og tog blomsterne med. Selvfølgelig roser sarte, lysegule, uden torne, så Freja ikke stikker sig, når hun bærer buketten ind. Ulla gjorde altid alt selv, når der skulle fejres noget. Jens blev kun brugt som altmuligmand: hen i Netto efter laks, hente kjolerne hos syersken, ordne skoene, og slæbe det hele hjem, fordi gæsterne snart kommer og Ulla ikke har noget at tage på, eller hente en kande kaffe hos naboen alt det fik Jens lov at klare. Han var altid i nærheden, som halen på en lille, nervøs hund.
Jens og Ulla vores glæde! grinede vennerne den dag de blev gift, og Freja nikkede lidt overbærende og skubbede sin kæreste væk, når han søgte opmærksomhed. Dengang elskede han hende ret inderligt. Også da Freja kom til verden deres eneste datter. Ulla ville ikke have flere børn, men Jens havde nu gerne fået både en dreng og måske en lillesøster til Freja. Men
Du ved ikke, hvad det kræver at gå igennem en graviditet, føde et barn! Hvis du så bare prøvede én gang, så ville du straks forlade mig igen, fordi det er et helvede, Jens! Lad nu være med at diskutere med mig, kan du høre det? Og ved du hvad jeg så, mens jeg var gravid med Freja? Ingen venner, ingen rejser, bare de samme fire vægge, og det hele er din skyld, fordi du kom slæbende med influenzaen, så jeg blev syg, isoleret, kunne ikke engang eksistere normalt. Nej tak, Jens! Ikke én gang mere. Nu har vi Freja, så opdrag hende om du da overhovedet kan finde ud af det! Du kunne jo ikke engang skifte hendes ble uden at ryste, alt skulle jeg klare selv, og så videre Nej, Jens, ingen flere børn, ingen graviditeter, ingen mælk, ingen ødelagt figur. Forresten! Ulla kiggede strengt på ham, og Jens lukkede langsomt øjnene. Har du undersøgt noget om et sommerhus? Freja og jeg skal have begyndelsen af sommeren ved vores hav, og bagefter tager vi måske til Tyrkiet eller Cypern! Ved du overhovedet, at din datters blodtal ikke er optimale, hun har brug for grantræer, frisk luft og havvand!
Der var intet galt med Frejas blod. Ulla overdrev bare, hun ville så gerne væk fra indelukkede København, spise grønne druer med sine buttede fingre, ligge på stranden og mærke huden blive ung igen, bade, drikke kildevand og blunde ud på altanen, for siden at strække sig dovent og insistere på is i restauranten, bare fordi…
Alt det havde hun lært af sin mor. Og det er sjovt, for i virkeligheden har Ulla aldrig arbejdet. Hun er universitetsuddannet, men eksamensbeviset ligger fint foldet under de blonder, Jens engang havde med hjem som gave fra et arbejdsophold. Det er praktisk nok at være gift med én som ofte er i udlandet, med tilknytning til udenrigstjenesten som tolk. Det gør jo livet lettere.
Uden at have haft rigtig arbejde, men med hushjælp fast husholderske, rengøringshjælp, og privatundervisere til datteren var Ulla alligevel altid så udmattet og længtes efter forandring, nye tilskuere til sit lille liv, sit teaterstykke. Så satte hun sit es ind: Freja.
Freja havde lavt jern, sagde Ulla, blodmangel, ingen energi og lidt skæv ryg altså måtte hun væk fra denne her indelukkede by, væk fra skole, så hun kunne få det bedre.
Og Jens sagde ikke nej. Når det gælder den eneste datter, med nul udsigt til en lillesøster eller lillebror så må man jo give alt man har!
De bedste sommerhuse og hoteller om sommeren, vennernes kolonihaver med grill og bål om vinteren hele verden blev lagt for Frejas fødder. Ulla, hun gjorde det bare for at følge med, for man kan jo ikke sende et barn ud i verden alene…
Desuden var Ulla og Freja tættere end de fleste mødre og døtre. De hviskede sammen, fnisede og blinkede, lå på Ullas store seng og bladrede i modemagasiner. Der måtte Jens ikke forstyrre.
Du forstår, Jens, jeg er nødt til at være hendes fortrolige, så får vi det hele til at glide! forklarede Ulla.
Hun skal jo have jævnaldrende veninder, ikke dig over det hele. Det er usundt! protesterede Jens og slog avisen ned på spisebordet.
Hun har veninder! Selvfølgelig da. Men det er med mig, hun skal kunne snakke, hvis det for alvor gælder. Sådan skal det være
Hun brød sammen i latter. Jens kiggede forundret på hende.
Hvad nu?
Prøv at se dig selv i vitrineskabet der! Du ligner jo en pukkelryg og en underlig én! Ej, Jens, se lige dig selv! Ulla havde så svært ved at holde op med at grine, at deres kokkepige, gamle Birthe, kom ind med et glas vand, så hendes varme, runde værtinde kunne få vejrtrækning igen. Men Ulla blev ved:
Jens, pukkelryg! Jens, dværg! og hun pegede og grinede af spejlbilledet
Skænderierne blussede op og forsvandt, men ulmede altid i baggrunden…
Freja, min skat! Endelig tog far sig sammen og kom med vores gave. Blomster! Jens? Giv dog din datter buketten! Og jeg Jeg har også noget til dig Ulla trak en æske frem bag ryggen.
Frejas øjne lyste op. Jens trak brynene sammen.
Brug dem med glæde, søde. Det er safirøreringe og vedhæng. Smukke, ikke? forklarede Ulla begejstret.
Freja prøvede dem med det samme, lidt klodset, men mor hjalp til.
Ulla, hvor har du fået pengene fra? Du ved vi skal spare op, det kan være jeg bliver fyret… hviskede Jens, men hun viftede bare afværgende med hånden.
Jens, lad nu vær! Freja, din far vil ikke engang bruge penge på dig! skingrede Ulla og skød læben frem, så man næsten kunne se hendes fortænder.
Hvad snakker du om, Ulla? Jeg har aldrig næret på jer, men du lovede at købe noget enkelt! Og Freja er alt for ung til så tunge smykker hvor skulle hun dog bruge dem? Han kiggede egentlig ikke på Ulla, men på Frejas glade, overraskede ansigt.
Det bestemmer vi! For eksempel skal vi i Det Lille Teater i morgen og se ballet der skal vi skinne, ikke Freja? Og du, Jens, kan læse din støvede avis, for den matcher dig lige så tør og kedelig. Os to, Freja, vi har lidt at snakke om
Ulla nærmest puffede Jens ud af stuen og smækkede døren efter sig.
Skat, i dag kommer der mange. Tante Birthe er i fuld gang i køkkenet. Men måske ved jeg ikke lige hvem alle er vil du præsentere dem? Og hvad for en kjole synes du jeg skal tage på? nussede Ulla videre og nød det. Hvor er det dejligt, når mor og datter bare ER veninder!
Freja fortæller moren alt om både de glade og svære ting, så hendes dag bliver også morens. Og Ulla kan bagefter sige til Jens: Åh, vi kan slet ikke udstå matematiklæreren! Hvordan kan hun tillade sig at råbe?! Men ham der Søren, violinisten fra musikkonservatoriet, han er sød. Men hvad fortæller jeg dig for, du lytter ikke alligevel!
Jeg lytter, Ulla jeg går også op i Frejas liv, hendes venner, hendes skole. Men skal du være SÅ dybt inde i alt? Hun skal kunne mærke sig selv, tage fejl, tage ansvar, svarede Jens.
Du vil bare have hun laver de samme fejl som os så hun plages hele livet? Hvis min mor havde fortalt mig, hvad du egentlig var for én, havde jeg aldrig været sammen med dig. Og nu lever jeg med det, og min datter skal i det mindste have lidt held, for jeg hjælper hende videre selv! Du skal bare holde dig udenfor.
Ulla og Freja fik prøvet sko et utal af gange, og valgte til sidst de lysebeige af ruskind, med spinkel hæl. Freja fik lov at gå en tur alene.
Hun gik ned ad Vesterbrogade, smilte og blinkede til solen, der dansede bag hende over byens tage. Sådan en dag, atten år det er sgu stort. Og ved du hvad, til festen kommer Markus også
Tanken om Markus fik alt til at snurre og krible i Freja.
Ah, så er det altså DET, man kalder sommerfugle i maven, tænkte hun, og blev næsten overrumplet af, hvor glad og spændt hun var.
Markus havde skrevet hilsner dagen igennem fjollede, søde beskeder. De var endnu ikke rigtige kærester, det håbede fødselsdagsbarnet måske ville ændre sig i dag. Hvis nu forældrene og de voksne gik hurtigt, og Markus blev, så Hun blev lidt svimmel bare ved tanken!
Freja så på klokken tid til at gå hjem og tage imod gæsterne.
Hun nåede lige at få lidt saftevand, fik frisuren på plads, mens tante Birthe lagde det fine porcelæn frem, bestik, strøgne servietter (vi er jo ikke på grillbar! havde Ulla sagt) og selvfølgelig et fad med frugt: saftige vindruer, ferskner, appelsiner og æbler. Nå ja, lige indtil Ulla kom og sagde æblerne skulle væk. Æbler er for billigt, det skal være ekstra flotte frugter, mente hun.
Det ringede på døren, Ulla gik ud, festklædt, overdreven make-up, kjole med stropper og høj, stor barm, spidse stiletter på. Fødderne smertede, men det hørte sig til.
Hej! ind ramlede flere drenge, rakte hende blomster. Freja! Tillykke!
De trykkede Freja i hånden, lidt akavet for Ulla stod og overvågede. Hun skulle altid være med til datterens fødselsdage. Selv i børnehaven blev hun, efter at alle andre mødre var smuttet, og børnene drak saftevand med kiks, sad Ulla der endnu.
Jeg skal lige tage et par billeder så sødt, de er jo så nuttede! Og skød et par billeder af kun Freja.
I skolen blev fødselsdagene fejret i legeland, forældre drak sur rødvin, børnene løb rundt. Senere holdt Freja kun med de nærmeste venner hjemme, altid med Ulla. Så blev gæster og Freja sluppet ud på tur, Ulla stak dem penge til sjov og stolede på at Freja ikke fandt på gale streger.
Mor, vil du ikke sætte blomsterne i vand? Tag lige vasen ude på køkkenet sagde Freja, som næsten selv blev genert af alle ungdommenes blikke mod moren.
Åh, ja! Jeg gik helt i stå Sådan en dag Ulla hentød næsten til, at det også var hendes dag, men ungdommen var ligeglad og forsvandt ind til Freja og ventede på flere.
Snart kom pigerne, krammede og fnisede, lukkede sig inde på Frejas værelse.
Freja tjekkede mobilen løbende.
Nå, min skat, nu er alle her. Kalder du lige på din far og inviterer gæsterne ind til bordet? smilede Ulla. De må da være sultne!
Vent lidt endnu, mor! Lad os lige vente sagde Freja.
Ej nu skal vi da ikke vente! Piger og drenge, kom ind! Ulla stak hovedet ind. Bordet er klart! Jens! Vil du ikke åbne champagnen, så hjælper jeg til! råbte hun.
Jens kom ud fra kontoret.
Far, bare lidt endnu, please, hviskede Freja. Det betyder noget.
Nej, nu går vi til bords! Kom så, alle mand! Ulla slog dørene op, præcis som i en film.
De satte sig til bords. Ulla kendte de fleste, og det var hun tilfreds med. Rødhårede Mikkel, fysiknørd, ville arbejde i Rummet flot dreng. Ved siden af ham sidder Sofie, hvis far sidder tungt i energibranchen og har sommerhus på Sjælland. Ulla havde været der med Freja en uge som om datteren kunne tage alene af sted! De havde det nu meget godt.
Anders, Jonas, Emil mellemvarer, men morsomme. En af fædrene arbejder vist på et værksted, det kan jo være smart at huske!…
Signe og Lene skøre, fjollede, men søde de får Freja til at stråle endnu mere.
Champagne bliver skænket, Jens holder en tale, der skåles, boblerne sprøjter lidt i dugen, nogen får det i salaten, men stemningen stiger.
Jens forlader efter kort tid bordet med en undskyldning. Freja sidder og roder nervøst med stoffet, spiser ikke rigtig.
Er der nogen, som ved hvor Markus er? Jeg har skrevet, men han svarer ikke Han sagde jo han kom sagde hun stille.
Alle vidste hvad hun håbede, og nikkede forstående.
Ved du det ikke? spurgte Sofie.
Hvad for noget? Freja undrede sig.
Han tog afsted i går, han er kommet ind på universitetet ikke her, men det var jo medicin han ville, og så tog han afsted.
Men Han kunne da vente til i morgen Hvor?! hviskede Freja forskrækket. Sommerfuglene blev til stikkende jordbier.
Det kan Ulla nok forklare, sagde Sofie og tog en bid mere.
Ulla rejste sig, ret stiv i ryggen.
Mor? Freja vendte sig mod hende. Hvad har du med det at gøre?
Jens sukkede bag døren. Det var altså alligevel sket hans kloge, snu kone
Mig? Ikke det fjerneste! Spis nu, drenge, der er sild og langtidsstegt svinekød, og senere danser vi peb Ulla, men Jens gik nu ind og sagde hun skulle ud i køkkenet.
Hvad laver du, Jens?! Der er gæster!
Han lod sig ikke standse.
Freja, kom. Nu skal det være slut med komedien! sagde Jens. Hun rejste sig og fulgte efter.
Der var varmt i køkkenet, dufte af tærte og alt muligt på fade og gryder.
Nu fortæller du hende alt, Ulla! Alt! Hvordan du roder i hendes beskeder, aflytter, snuser hvor du ikke er inviteret. Alt! Han brugte knytnæven mod bordet, så både Birthe og Ulla fór sammen.
Hvad så? Ulla rynkede brynene. Det er da ikke forkert at holde øje med sit barn det kan jo redde dem fra meget! Vi har et særligt, tæt bånd, og Freja tager ikke anstød vel, Freja?!
Freja kiggede uroligt på dem begge, knyttede hænderne.
Mor, altså! Hvorfor skal jeg synes det er okay, at du invaderer mit liv? Du har læst ALT? Hver dag?! Mor, det er klamt! Ulækkert og ydmygende! Freja begyndte at ryste.
Jens, du vidste det hele og sagde ikke noget? Jeg troede du var stille og lidt under tøflen, men ordentlig! Du er værre end hende! Freja pegede på Ulla.
Ja, Freja! Han er en håbløs klaphat! Men du ved jo vi klarer alt sammen, du og jeg vi er et team! Du skal ikke tage det så tungt. Halvdelen af dine resultater havde du ikke, hvis ikke jeg hjalp med musikkonservatoriet, skolekonkurrencer alt var på MIN ryg! Du behøver ikke skjule ting for mig. Markus han er ikke noget for dig. Jeg ved, hvad jeg taler om! Da jeg ringede og fik ham ind på det universitet, pakkede han straks tasken det var min skyld, han fik plads. Nu skal det jo ikke være arbejderfamilier i vores liv! Jeg fødte dig, så jeg bestemmer!
Bestemmer hvad, mor? Over mig? Freja begyndte at grine. Dine sejre? Alt jeg har opnået, har jeg gjort selv. Du sagde bare: Vil du have te? Skal du ikke ud lidt? Ret ryggen! Dine råd var fjollede, men jeg havde ondt af dig du havde ikke andet end MIN liv at leve i
Jens stod stirrende ud ad køkkenvinduet. Nu var det altså slut. Et fredeligt familieliv, bare for et syns skyld det var forbi. Han havde jo giftet sig med Ulla, fordi… ja, fordi hun blev gravid. Det var hans egen skyld. Hun var heftig, begejstret for den kejtede nørd i briller, og på ét øjeblik var alt sat i gang.
Og Ulla kom jo fra en god familie, så han turde ikke andet.
Hvad nu?
Hvordan kunne du gøre det, Freja? Alt jeg har ofret, for at du kunne blive min veninde, min rigtige veninde Hvis min mor havde været så opmærksom, havde jeg kysset jorden hun gik på! Vi er jo veninder, tætte veninder! Ulla begyndte at tude, vendte sig væk. Jens! Du siger ikke noget, din datter er forvirret
Ja, det er hun. Det har vi rod i. Vi viklede hende ind, lokkede, bandt hende sagde Jens, og sukkede. Vi er kede af det, Freja. Hvis du kan tilgive os.
Hun ville have sagt, at veninder ikke gør sådan, de snager ikke hvor de ikke er inviteret, men det ringede på døren. Sofie åbnede, råbte på Freja.
Markus stod der i entreen, med en stor, vild buket blomster, den slags som Ulla plejer at kalde rodet skrab.
Markus? Jeg troede du var taget afsted! sagde Freja, kiggede op.
Ej, der er jo ikke til verdens ende! blinkede han.
Ja ja For den gale hund er ingen vej for lang! mumlede Ulla.
Jeg lovede at komme, og her er jeg! Tillykke, Freja! Tag blomsterne, jeg ser lidt fjollet ud med dem. Markus rødmede, nærmest helt op over ørerne. Freja greb blomsterne.
Bøj dig! sagde hun. Han gjorde det, og Freja kyssede ham, lige på munden.
Vennerne fra stuen rystede på hovedet, Jens trak vejret lettet, og Ulla lukkede øjnene.
Tak for hjælpen, Ulla! sagde Markus og gav hende et bjørnekram. Du hjalp mig jo ind det er fedt! På universitetet er en professor, som engang helbredte min farfar, nu skal jeg af sted til ham! En dag, når jeg er læge, så lover jeg at ordne din galdeblære du siger ikke en lyd!
Ulla blegnede og mumlede: Gud forbyde det! men alle andre begyndte at le. Selv Jens grinede, tårerne løb nærmest.
Nu sad de og hyggede rundt om bordet, fortalte historier og fjollede, mens Freja holdt Markus i hånden og han nænnede absolut ikke at slippe.
Jens? Hvem var det der ringede fra arbejde? spurgte Ulla, da hun fjernede kaffekoppen fra bordet. Nu ville hun pludselig lege veninde med sin mand, men det var som om han trækte sig væk.
Ingen.
Så du har snakket længe med ingenting, eller hvad? hun listede sig ud, tog hans mobil, forsøgte at finde hans kode men kunne ikke. Typisk, men Ulla er stædig; hun skal nok finde ud af det hele. Bare hun ikke bliver alt for skuffetMen det kunne hun ikke nu. For der, midt i alt ståhejet, var noget skiftet. Freja, med hånden flettet roligt ind i Markus’, sad lige overfor sin mor, og smilede ikke et barnligt, askende smil, men et, der bølgede af sikkerhed og en lille, triumferende gåde. Veninderne lo inde fra værelset, nogen skrålede fødselsdagssang, og Markus blinkede: Nu er du selv voksen, Freja. Nu styrer du videre.
Ulla stod lidt, stirrede på datteren, så lagde hun forsigtigt mobilen fra sig. Pludselig føltes lakken på neglene alt for tyk, skoene klemte, og makeuppen smuldrede i det stærke sommerlys. Stilheden mellem hende og Freja var tung men åbnede sig, som vinduet der stod på klem. Hun gik hen, rørte forsigtigt Frejas hår. Du ser lykkelig ud, sagde hun. Freja nikkede, men sagde ikke mere. Det behøvedes ikke.
Jens trådte helt ind i stuen. Han hævede sit glas og sagde, næsten skælvende: Stort tillykke, Freja. Det kommer til at gå dig godt. Det ved jeg nu. Han satte sig, denne gang uden avis eller undskyldninger.
Ulla tørrede kinden med håndryggen, og sagde, kun næsten stolt, men alligevel lettet: Måske skal jeg bare lære at være din mor ikke din veninde.
Freja trak vejret helt ned i maven, slap Markus’ hånd og fandt Ullas. Med ét forsvandt en rest af vrede, og hun svarede: Det er rigeligt, mor. Det er faktisk det eneste, jeg har ønsket mig.
Solen stod lavt over byens tage. Bag ruderne kunne man høre dagens sidste latter, vinglasset der blev sat lidt hårdt på bordet, en teenagerstemme der sagde: Nu går vi ud og danser i haven!
Og midt i det, blandt grene, græsstrå og gamle roser uden vagt, uden listefølger tog Freja sine første, lette voksne skridt ud i skumringen.
