Mors veninde
Atten år, skat! Tænk engang! strålede Helle i morges, mens hun kærtegnede sin datters tynde skuldre. Nu er du helt voksen! Morten! Morten, vores datter er voksen nu, og du sidder stadig og læser avis! Kom nu, vi skal ønske tillykke! råbte hun til sin mand.
Han rejste sig tøvende fra lænestolen og greb buketten selvfølgelig roser, cremegule med grønne streger, nærmest voksagtige uden torne. De var klippet af, så Astrid ikke skulle stikke sig på hænderne. Helle sørgede altid for alting selv, ingen adgang for Morten, medmindre det handlede om at være drengen, der sendes i byen. Hente lidt sild fra slagteren, tage to kjoler hjem fra skrædderen, bringe skoene ned til skomageren og straks hente dem igen, for gæsterne skulle jo snart komme, og Helle havde intet at tage på. Låne et samovar hos naboen alt det skulle Morten klare. Han hang om Helle som halen på en livlig, lille hund.
…Morten og Helle hvor er det sjovt! lo vennerne til brylluppet, og Astrid var stadig venlig og kærlig, mens hun skubbede sin hofte mod brudgommen. Dengang elskede han hende, meget endda. Elskede hende også, da Astrid blev født, deres eneste datter flere børn ville Helle ikke have, men Morten kunne godt have tænkt sig en dreng, eller yderligere en pige. Men…
…Ved du overhovedet, hvad det koster at bære et barn, føde det? Ved du, hvordan det er at føde? Hvis du blot prøvede én gang, ville du straks skilles fra mig, for det er et helvede, Morten! Ikke diskuter! Hold mund! Og hvad oplevede jeg, mens jeg ventede Astrid? Ingen venner, ingen ture, bare disse fire vægge, og det hele fordi du slæbte influenza med hjem jeg blev syg og kunne næsten ikke være til. Nej, min ven! Nej! Jeg skal ikke have flere børn. Astrid er her, så opdrag hende. Selvom hvem kan du egentlig opdrage? Det er da morsomt! Du kunne knap nok skifte hendes ble, du rystede og jeg måtte ellers klare alt selv, og videre… Nej, nævn det ikke engang, Morten, ingen flere graviditeter, fødsler, mælk og min ødelagte figur! For resten Helle sendte ham et strengt blik, og han sukkede og lukkede øjnene. Har du spurgt til det der kursted? Astrid og jeg skal til vores egen strand ved Vesterhavet til sommer, og bagefter smutter vi til Tyrkiet eller Cypern! Du aner vist ikke, at din datter har for lav blodprocent? Hun har brug for havluft og sol!
Der var slet ikke noget i vejen med Astrids blod, Helle overdrevent bare. I virkeligheden ville hun bare ud af det indelukkede København, ligge og spise vindruer om eftermiddagen, klippe klaserne af med sine buttede fingre, bide i dem og mumle, de var sure. Drikke mineralvand, tage kurbadsbehandlinger, ligge på stranden og sove sig solskoldet, så hun bagefter kunne stirre bebrejdende på tjenerne og bede om is uden forventning om drikkepenge…
Det lærte Helle af sin mor. Men egentlig havde hun ikke noget at holde ferie fra. Hendes eksamensbevis fra universitetet lå under de smukke duge i kommoden, som Morten engang havde med hjem fra FN-konference. Det er nu smart, når ens mand ofte er i udlandet tolkeopgaver, lidt diplomatisk netværk. Det letter det hele.
Hun havde aldrig haft fast arbejde, men havde ansat både kogekone, rengøringshjælp og lærere til Astrid. Alligevel talte Helle ofte om, at hun var udmattet og trængte til fornyelse flere tilskuere til sit lille skuespil, der hed livet. Så var det Astrid, der blev trukket frem.
Astrid havde lavt blodtal, træthed, uro og var udmattet af “denne trivielle by” og nørdet skoleliv, derfor måtte hun på rekreation.
Morten sagde selvfølgelig ja, især da Astrid var deres eneste barn mulighederne for flere havde Helle umuliggjort… Så skulle hun investeres i!
Det blev de bedste badehoteller om sommeren, lejet sommerhus hos venner om vinteren hele verden for Astrid. Helle var jo kun med som ledsager. For hvordan lade sit barn rejse alene?
For øvrigt var Helle og Astrid utroligt tætte veninder tæt på hinanden, der fnisede, hviskede, rullede sig sammen i dobbeltsengen og bladrede, side om side, i modemagasiner. Morten måtte ikke forstyrre i de stunder.
Forstår du, Morten, Astrid skal kunne stole på mig fuldt ud, jeg skal være hendes fortrolige, så bliver alting godt for os! forklarede Helle sin mand.
Pigen skal have veninder på sin egen alder, Helle! Det er bare klamt, så meget du maser på! hævdede han, smed avisen hårdt fra sig.
Hun har veninder! Åh jo, de tanketomme tøser! Helle slog ud med armene. Men hun skal snakke fortroligt med mig! Det siger jeg dig…
Hun brød ud i latter, Morten så spørgende på hende.
Hva nu?
Dig? Se nu hvordan du ser ud i skabslågen! Du ligner jo én fra De Uheldige Helte! Morten, er du klar over, hvor mærkelig du er? Hun lo så meget, hun gik i hikke, og køkkenhjælpen, Bodil, kom ind med vand. Helle blev ved med:
Morten pukkel! Morten dværg! og pegede smilende på spejlbilledet.
Disse småskænderier flammede op og slumrede så igen, men lå altid og ulmede.
… Astrid, søde! Nu er far omsider vågnet og har dit gavekort. Blomster! Morten, kom nu overræk dem! Og jeg… Jeg har også noget… Helle fremdrog et lille smykkeskrin.
Astrids øjne lyste op. Morten rynkede panden.
Bær det med glæde, min pige! Det er ørestikker med safirer og et vedhæng. Er de ikke yndige? sagde Helle, med fryd i stemmen.
Astrid tog smykket frem, kæmpede lidt med øreringene, men mor hjalp hende.
Helle, hvor fik du råd? Du ved vi er nødt til at spare lidt, enhver dag kan jeg miste jobbet hviskede han, men Helle slog det hen.
Åh, Morten, nu må du ikke begynde igen! Astrid, far er nærig! skingrede hun, og skød læben ud som en sur kanin.
Hvad bilder du dig ind, Helle?! Jeg har aldrig sparet på jer! Du lovede, det ville blive noget overkommeligt, og Astrid er for ung til så tunge smykker hvor skal hun gå med dem? Morten så på datteren, der var tindrende glad, og rystede på hovedet.
Det skal du da ikke blande dig i! Vi skal i Det Kongelige Teater i morgen og se ballet og der skal vi stråle! Gå du bare ind til din kedelige avis, Morten, den passer nok til dig! Vi skal alligevel hviske lidt.
Helle smækkede døren efter ham, vendte sig mod Astrid, smilte og strøg hendes hår.
I aften kommer vennerne, Bodil er i fuld gang i køkkenet. Men jeg kender dem vist ikke alle. Du må præsentere mig og hvilket kjole skal jeg tage på? Hun nussede sin datter og smilede blidt. Hvor er det dejligt, når mor og datter er ægte veninder!
Astrid fortæller Helle alt, hvad der rør sig, deler glæden og sorgerne. Så bliver hendes dag lidt til Helles også. Og bagefter kan hun sige til Morten: Åh, vi hader vores matematiklærer! Hun råber så meget, hvad bilder hun sig ind? Til gengæld, vi kan rigtigt godt lide Asger Jørgensen fra orkestret han er så sød og galant. Spiller violin, går på Musikkonservatoriet. Nå, du lytter jo alligevel ikke!
Jeg lytter, Helle. Jeg går også op i Astrids liv, hendes venner, hendes skole. Men jeg ville ikke fundere så meget i det hele. Hun skal kunne mærke sig selv, tage selvstændige beslutninger! sagde Morten.
Så vil hun bare lave de samme fejl som os! Vil du virkelig det, Morten? At hun ender som jeg? Min mor blandede sig aldrig, passede bare sig selv! Og se, hvad jeg endte med at give alt for din skyld. Men nu bestemmer jeg selv! svarede Helle, køligt.
Helle og Astrid prøvede sko igen, valgte lyse, beige i ruskind. Så sendte Helle sin datter ud i solen, og Astrid gik afsted med et smil, blinkede op til solen, der spillede med hende over København. Sådan en dag, atten år, det er da både højtideligt og svimlende. Og senere i dag kommer Mads
Bare tanken om Mads fik hendes mave til at snurre.
Det er de der sommerfugle i maven, tænkte hun, næsten gispende. Hun havde lyst til at juble, så meget lykke kunne ikke holdes inde…
Mads sender sjove, lidt fjollede beskeder til Astrid. De er ikke kærester, men hun håber det afgøres i dag. Hvis bare forældrene går tidligt, gæsterne følger efter og Mads bliver tilbage så… Hun får helt ondt i hovedet!
Astrid tjekker klokken hun må hjem nu, gøre klar til vennerne!
Efter at have drukket saftevand og rettet håret lidt, og Bodil har dækket bord, lagt bestik om de fine Royal Copenhagentallerkener, blomstret dug og servietter (de skal være af bomuld, ikke papir! Vi er vel ikke på grillbar!), og frugtskålen fyldes med drueklaser, ferskner, appelsiner og æbler. Men æblerne fjerner Helle som det første. Hvorfor? Æbler er for folkelige, alt skal se raffineret ud.
Det ringer på, Helle åbner op, selv pyntet, lidt for meget make-up, silkekjole med tynde stropper og stiletter, der gør ondt, men det er jo fest.
Goddag! et par unge mænd buldrer ind, rækker hende blomster. Astrid, tillykke!
Vennerne trykker Astrids hånd, lidt kejtet, for Helle holder øje. Hun har altid været til stede ved fødselsdage selv i børnehaven blev hun, når de andre mødre gik.
Jeg vil fotografere! Det er jo så rørende! sagde hun med tårer, men tog udelukkende billeder af Astrid. Billeder af de andre børn blev ikke så gode.
Senere holdt Astrid kun fødselsdag hjemme med få udvalgte og stadig sammen med Helle. Først dernæst måtte festens krukker slippe ud i byen, og Helle gav endda penge til hygge, for Astrid lavede aldrig ulykker.
Mor, kan du ikke sætte de blomster i vand? Der står en vase i køkkenet, hentydede Astrid forsigtigt. Nu blev hun flov over sin mors insisteren, også over for vennerne.
Åh ja! Jeg blev helt befippet… Sådan en dag… Helle prøver at fiske for et tillykke til hende selv, men ungdommen forsvinder ind på Astrids værelse.
Pigerne ankommer snart, kysser Astrid på kinden, fniser sammen, og forsvinder ind bag døren til teenagehulerne. Astrid kikker hele tiden ud, mobilen i hånden.
Nå, min pige, nu tror jeg, vi er der! Tid til at sætte sig. Hent far, byd gæsterne til bords! smiler Helle. Alle må da være sultne!
Vent lidt, mor! Lad os lige vente!
Hvad skal vi vente på? Folk, kom ind i stuen! hun stikker hovedet ind til dem. Bordet er dækket! Morten, Morten Pedersen, vær så sød at åbne champagnen! råber hun mod kontoret.
Astrids far kommer ind.
Far, lad os vente lidt endnu… beder Astrid.
Nej, nej! Ingen venten! Vi begynder! Kom ind, allesammen! proklamerer Helle, svinger de dobbelte glasdøre op med smil.
De unge sætter sig, og Helle kender alle, godt for hende, ingen uønskede.
Den rødhårede, Simon, er vild med fysik og rummet, vil en dag sidde i kontrolcenteret. Godt klaret.
Ved siden af ham sidder Stine, hendes far er direktør i Mærsk. Engang var Astrid med i Stines sommerhus, men det var nærmere et gods! Helle nød det og blev der en uge, for man sender jo ikke datteren afsted alene.
Mark, Kenneth, Jonas de er mere gennemsnitlige drenge, uden store fremtidsudsigter, men sjove. Sådan nogle skal man altid kunne invitere. Den ene har far i en bilforretning, hvilket man skal huske. Man ved aldrig…
Sofie og Ida fnisepiger, ret dumme, men Astrid stråler blandt dem. Også værd at have som gæster.
Champagnen fyldes i glassene, faren holder en skål, alle skåler, lidt bobler ender på dugen og i salaten, men stemningen bliver kun bedre.
Morten sniger sig hurtigt fra bordet, Astrid sidder og piller ved sin serviet, og spiser næsten ikke.
Er der nogen, der ved hvor Mads er? Jeg skrev, men fik aldrig svar. Han sagde, han kom spørger hun lavt.
Alle kender til hendes hjertesag, og nu bliver de også bekymrede.
Ved du det virkelig ikke? spørger Stine pludseligt.
Hvad? Astrid spærrer øjnene op.
Han tog til Aarhus i går, han blev optaget på universitetet dér, sit største ønske. Det er godt for ham…
Hvad? Men vi talte om det… Han kunne have rejst i morgen. Hvordan kunne han? Aarhus?! hviskede Astrid forlibt. Sommerfuglene bankede nu vildt i maven, og det gjorde ondt.
Det kan Helle vist forklare, sagde Stine, tog en bid af salaten.
Helle rettede sig op, trak skuldrene tilbage som en svane.
Mor? Astrid så spørgende på Helle. Hvad har det med dig at gøre?
Morten stod udenfor døren og sukkede. Nu havde hans snu kone gjort det…
Mig? Ikke spor! Tag nu lidt roastbeef, drenge! Det er hjemmelavet. Der kommer mere om lidt og gourmetretter, bagefter dans og… kvidrede Helle, men samtidig trådte Morten ind og hev hende med ud i køkkenet.
Helle! Hvad laver du? Gæsterne er her! Hvorfor hiver du mig væk?
Men han hørte ikke efter og førte hende bestemt ud.
Astrid, kom. Nu stopper vi den komedie! befalede han og pigen rejste sig.
I køkkenet emmede det af varme og duften af tærte. Køkkenbordet var dækket med fade, tallerkner og lidt efterladt te. På komfuret stod pander og en udskåret and.
Nu fortæller du Astrid alt. Alt, Helle! At du har læst alle hendes beskeder, lyttet med, været nysgerrig hvor du ikke skulle blande dig! Morten slog i bordet, Helle skælvede, Astrid stivnede.
Jamen, hvad så? Helle hævede brynene. At tjekke beskeder er da ikke forbudt! Nogle gange kan man undgå ulykker. Astrid og jeg har et nært forhold, hun tager det ikke ilde op, vel Astrid?
Astrid så forvirret fra far til mor, knyttede næverne.
Mor, er du vanvittig?! Hvorfor skal jeg synes, det er okay, du blander dig i alt? Og du læste dagligt? Det er væmmeligt! Nedgørende! Astrid sitrede, hun var tæt på at flygte, men blev stående. Og du, far? Du vidste alt og sagde ingenting? Jeg troede bare, du var en stille mand, lidt under tøflen men ordentlig. Men du er værre end hende! hun pegede på Helle.
Ja, Astrid! Ja, han er forfærdelig! Men du skal ikke lytte til ham. Vi klarer os sammen, vi har altid været et team, dig og mig! Hvad bliver du dog ked af? Hvis ikke jeg var der, havde du ikke vundet halvdelen af dine sejre! Alle de konkurrencer, din optagelse på musikskolen, afgangsprojekterne det var alt sammen mig. Derfor skal du ikke skjule ting for mig! Og så Mads Han er ikke noget for dig. Jeg siger dig, jeg kender mænd. Da jeg ringede til hans mor og ordnede plads til ham i Aarhus, rejste han straks. Det gik med det samme! Takket være dit fars netværk fik han kollegieværelse. Han skylder mig taknemmelighed! Men ham vil jeg ikke have til svigersøn. Jeg lægger mig hellere død end ser ham i vores familie. Jeg fødte dig, Astrid, jeg har ret til…
Til hvad, mor? Mig? Astrid lo tørt. Dine sejre? Hvilke? Alt jeg har opnået, har jeg gjort selv. Sad og øvede, mens du kun maste: Vil du have te? Skal du ud? Ret ryggen, slap af i fingrene! Du forstår intet, mor, dine råd var komiske, men jeg har ondt af dig du har jo intet liv, du lever kun gennem mig. Jeg tog dig med af medlidenhed…
Morten vendte sig mod vinduet og lyttede. Det var forbi med hjemmets skinnede idyl, drømmen om en almindelig, rolig familie. Han havde giftet sig med Helle, fordi… Fordi hun blev gravid, og han bød sig selv op til soning. Ja, så måtte han betale. Hun var så varm, søgte ham nørden med briller, han troede på sig selv, blev som en tiger, og ja, så kom Astrid.
Helle var fra en ordentlig familie, selvfølgelig giftede han sig. Hvad nu?
Hvordan kan du, Astrid? Jeg ofrede alt, så frem for at døje med dig som baby, tænkte jeg, du ville blive veninden, partneren, den voksne… Jeg skulle være den bedste mor engageret i alt, nærværende. Hvis min mor havde været sådan, havde jeg kysset hendes fødder! Vi er veninder, Astrid, de bedste, tætteste veninder! udbrød Helle, snøftede, vendte sig væk. Morten, sig dog noget! Din datter er forvirret, og du…
Ja. Forvirret. Vi har rodet hende ind i alt dette. Tiltusket os hende og flettet hende ind i snøre. Morten smilede træt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Tilgiv os, Astrid. Hvis du kan!
Astrid ville sige, at veninder ikke blander sig sådan, men da lød dørklokken. Stine åbnede og kaldte på hende.
På dørtrinet stod Mads med en stor, farverig buket den slags, som Helle altid kaldte plukket fra alle de billige spande.
Mads? Jeg troede, du havde rejst? spurgte Astrid, kiggede op på ham.
Ah, hvad, det er jo ikke verdens ende! blinkede Mads.
Jaja Man må tage det, som det kommer! bed Helle sig i læben.
Jeg lovede at komme og ønske tillykke, så det gjorde jeg! fortsatte han. Astrid, tillykke! Tag nu blomsterne, jeg ser jo åndssvag ud med dem! De er til dig…
Han blev ildrød i hovedet. Astrid havde ikke set nogen rødme så hurtigt hun greb blomsterne.
Buk dig ned! beordrede hun.
Mads bøjede sig, og Astrid kyssede ham på munden. Lige dér.
Vennerne kiggede fra stuen og pustede, Morten åndede lettet op, mens Helle lukkede øjnene.
Tusind tak, Helle! sagde Mads, kastede sig om halsen på hende. Du har jo hjulpet mig, det ved jeg! Det er jo skønt. I Aarhus underviser en professor, der engang opererede min bedstefar. Så dygtig. Godt jeg får undervisning dér! Tusind tak, Helle! Når jeg bliver læge, I er velkomne til operation galdeblæren er hurtigt klaret, jeg sværger!
Helle blev bleg, mumlede: Lad det nu blive en anden, og alle lo af hende små, ubetydelige folk. Også Morten lo, forløst og uventet varmt.
Nu smagte og hyggede gæsterne ved bordet, fortalte vittigheder, og Astrid slap ikke Mads hånd. Han ville gerne, det var derfor han var kommet.
Morten, hvem ringede fra arbejde? spurgte Helle skarpt og satte sin tomme kop fra sig. Nu vil Helle pludselig være veninder med Morten, men han glider væk.
Ingen, svarede Morten.
Altså snakkede du i telefon med ingen i tredive minutter? hånede Helle, ventede til han forsvandt ud på badeværelset, greb hans mobil for at undersøge, men måtte opgive koden, blev utilpas og lagde den hastigt på plads. Men Helle er stædig, hun skal nok få fat på både koderne og alt andet også selv om det næppe vil gøre hende glad.
