De mest nære
Efter lægens mening, mens hun sad ved det grå skrivebord omgivet af klassiske plakater med indvolde og helbred, lignede Vera Jørgensen en tudse. Hun var bred og blød, med en hals der blæste sig op ved hvert suk en tordentale der summede skævt i luften.
Alle havde sagt det til hende mange gange: Du må altså se at komme til læge, det her ender galt, men Vera viftede altid armene af dem.
– Operation, siger I? Er I blevet tossede? Jeg har mit lille sommerhus oppe ved Humlebæk, kartofler der skal op før de rådner i jorden, ukrudt og alt muligt og så tror I, jeg bare kan ligge mig på operationsbordet! I tror vel, jeg er uden fornuft! Og hvem skal se efter Alma? Hvad skal jeg gøre med Alma?
Her trådte Alma straks ind i drømmens teater en kompakt, lille pige med to hørgule fletninger, i hjemmestrikket uldkjole eller spraglet sommerkjole, alt efter vejret, støvler alt for store eller i flossede hjemmesko. Alma stod stille, stirrede på linoleumsbrædderne. Vera pustede hende ofte hårdt på skulderen med sin bløde, klæbrige hånd.
– Hvor skal hun hen? På børnehjem? Arh nu holder I, det er foreslået tusind gange. Fjern de papirer, jeg underskriver intet, jeg er jo ikke jurist! Kom, Alma-pige, vi har travlt. Farvel, hr. doktor, vi har andet at tage os til! Og så slår hun Alma hårdt på fingrene, da hun rækker ud mod lægens porcelænsfigur, rejser sig med besvær, hænderne svulmer, rundhåndede, røde negle.
Bordet knager, støj findes overalt, eller måske var det bare Veras knæ, der knasede. Døren smækker, og lægen sukker tungt. Der var noget virkelig frygtindgydende over Vera Jørgensen. Alle vige tilbage for hende.
Stolt, skridter Vera igennem hospitalets korridor som en traktorfører på sin mark. Alma slæber sig efter hende som en haletudse efter sin mor, nuldende sin ømme hånd, og det virkede ikke som om, hun var mærket af det. Ligeglad? Vant? Tykhudet? Alma bar sin hemmelighed tæt ind til kroppen.
– Sådan! Vera stopper op, samler de grå øjenbryn, bider sig i læben, usikker, men så griber hun Alma hårdt om håndleddet og hvisker:
– Giv det her til lægen. Sig, at Vera Jørgensen takker for omsorgen, men lige nu kan det altså ikke lade sig gøre med det der knivhalløj. Forstået? Kom nu af sted Gud, hvor har man dog fået en sær pige! Enten spurter hun som en hare, eller også står hun og glor ind i sig selv. Hvad ser hun der mon?
Vera drejer Alma mod lægens dør og puffer hende af sted. Pigen tripper lydigt.
– Bank på, Alfepige! råber Vera. Du vokser op som et vildt frø! Lærer jeg dig aldrig ordentligt op?
Folk i venteværelset løfter sig straks, lader hende sætte sig; hun placerer sig på bænken, der knaser under vægten, tager lommetørklædet op og tørrer sveden væk. Læberne sitrer, mens hjertet hamrer inde i hendes bryst som slag mod en ambolte.
Men Vera var ikke modbydelig af sig selv. Ja, hun var stor svøbt i lag på lag, ben som kampesten. Men afskum? Nej, det var hun ikke. Hun duftede rent, tøjet var nystrøget, støvlerne slidte men blanke.
– Dårlige ben, sagde hun, hvis nogen stirrede lidt for meget på hendes vinterstøvler i julisolen. Hvad skal jeg have på, når tæerne stikker i alle retninger? Jeg kom for tidligt til verden, den gang min mor fødte, og jeg var altid syg, fra tå til top! Men alligevel alligevel har jeg danset i kor, sunget, arbejdet! Øjnene… og skjoldbruskkirtlen, siger de. Hun føler et stænk af selvmedfølelse, tørrer øjnene, men det glider snart over i harme:
– Hvad bilder I jer ind, begrave mig levende?! Sådan en mode med de læger! Jeg har ikke tid til sygdomme. Jeg har Alma det er ét. Her tæller Vera på sine pølsefingre. Lære hende op det er to! Få hende gift det er tre! Og så taler I operation! Jeg tramper på det ord!
Lægens forskræmte og tavse øjne drukner i Veras vinkel, så vinder hun debatten og går stolt ud.
Men nu kan hun ikke gå; hun venter på Alma, der dvæler alt for længe hos lægen.
– Hvad laver hun der? Alma! Alma, kom hjem! brøler Vera i hospitalsgangen så selv rengøringsdamen glemmer sin bolsje.
– Stille! Det er hospital det her! snerrer nogen, men tier straks, da Vera sender dem et blik.
Alma står inde hos lægen, fru Mette Lund. Mette ser på pigen med ømme, tavse øjne.
– Tak for din venlighed, det er fra Vera Jørgensen, siger Alma og rækker konfektæsken frem. Hun kan ikke komme lige nu, vi skal have kartoflerne op, ellers tager naboerne dem. Vi kører derop i morgen, siger hun.
Mette ser på Alma med undren.
– Du? Du burde læse bøger, ikke grave kartofler! Sig mig, barn, hvem er Vera for dig? Tag nogle chokolader, jeg må ikke få for mange, men du siger nok ikke nej!
Alma ryster på hovedet.
– Må ikke, siger hun. Mormor skælder ud. Jeg går nu. Mormor er bare mormor, forstår du?
– Vent. Du er Alma? Smukt navn. Behandler mormor dig godt? spurgte Mette varsomt.
– Ja, det hænder hun slår, sagde Alma og så drømmende ud. Men altid når jeg har fortjent det, siger hun. Men det passer ikke, jeg overdriver. Kan du skrive på en seddel, hvad vi skal gøre? Måske skal vi godkendes til hospitalet eller noget Du er ny? Før dig var det Poul, han kunne snakke med mormor… Men bliv ikke ked af det, fru Lund. Mormor har et tungt sind, sådan har livet været. Men tak for alt, jeg må gå.
Alma forlader rummet, Mette bliver siddende med spørgsmål i hovedet. Hvorfor bruge tid på at forstå sådan et par? Vera er voksen, der må hun tage ansvar for sig selv.
Vera griber Alma i nakken som en gammel fisker, da hun kommer ud:
– Tog det så lang tid? Var det det? Blev du overtalt til hospitalsindlæggelse? tordner hun. Hvis lægen får bildt Alma ind, hun skal indlægge Vera, slipper hun aldrig af med datterbarnet.
– Nej, hun spurgte om du behandlede mig ordentligt! Kom nu! Vi skal hjem og vaske, siger Alma.
– Om jeg behandler dig godt? Behøver du svare på det? Giv mig tasken, unge! Vera prøver at tage tasken fra Alma, men hun undslipper og glider gennem tunge hospitalsdøre ud i drømmens sceneri.
Vera følger hende, mumler hele vejen, overvejer hvad der egentlig er så vigtigt med læger og deres spørgsmål.
Om aftenen sidder de sammen på den slidte sovesofa hjemme, synger en dansk folkemelodi om en brusen å, Vera græder stille, Alma sukker. Livet løber som en å, og ved siden løber Almas bæk lille, boblende, sprøjtende i lyset mellem stenene. Kan Vera nok hjælpe hende, nok beskytte?
Natten er fyldt med Veras vandren, tankerne skvulper, kroppen værker.
Tidligt, længe før S-toget mod kysten fyldes, tager de til sommerhuset for at grave kartofler.
– Hør nu, Alma, ikke tøv, det er ikke tid til fjolleri, kalder Vera fra fælleskøkkenet, mens naboerne stadig sover.
– Jeg er klar, jeg lagde bare mine fletninger! klager Alma fra lejligheden.
– Man får jo aldrig sovet her! Og uden morgenmad, Vera! Når kommunen en dag får nok af dig, så er det slut, mumler naboen, fru Ingrid.
– Hør, Ingrid! Når du kommer og snupper af min kartoffelsalat, så brokker du dig ikke, svarer Vera, slår døren til naboværelset op, og debatten bølger, stærke ord, mens Alma sidder sammenklemt på en stol tryg trods alt. Vera er en klippe.
S-toget ruller ud, markerne løber bagud og tågen danser på fynsk vis under den hvide morgensol. En stor, langsom ko står på engen og glor på toget, dens hale svinger, mens Almas øjne også søger solen.
– Har du feber? spørger Vera og lægger hånden ru, men duftende af rugbrød og kartoffelmos mod Almas pande. Det varmer.
Kartoffelgrøften bliver gravet under en sol, der river i kinderne. Vera sprætter jord op, samler hver knold omhyggeligt i sække.
– Hvor mange sække har vi? To til os, én til Ingrid for tavshed, resten sælges. Sæt dig, Alma! Du er så klodset! Se, der revnede posen…
Alma jager græshopper mellem rækkerne, de springer rundt i drømmespring, Veras stemme er baggrundsmusik: Fanger du nok, får vi græshopper til aftensmad, Alma!
I toget hjem glor passagererne på Vera kvinde som en elskværdig kæmpepadde og Alma, som allerede putter sig, rører ikke ved folks hvisken. Vera sukker og lader hovedet falde mod Almas skulder.
– Du må bære resten af sækken, Alma, mor har ikke kræfter, mumler hun, og begge lader søvnen tage dem.
Tre stationer før Hellerup har Vera fået det dårligt, synker og hiver efter vejret. Alma rusker i hende.
Så står de igen på hospitalet, mennesker stimler om Alma:
– Har du papirerne? spørger overlægen.
– Det er min mormor. Alt papir er hjemme. Jeg ved ikke… mumler Alma.
– Aj, barn, indskyder sygeplejersken, Line. Kom her, spis noget, du trænger. Jeg giver.
Alma nikker svagt.
– Pengene får du senere, visker hun.
– Giv dog pokker i penge, kom og få noget at spise, Line smiler bredt, og drømmens linoleumsgulve åbner sig for endnu en nat på hospitalet.
Morgenen efter stikker Line hovedet ind: Vera Jørgensen er vågnet, hun skælder ud og vil vide, hvor kartoflerne er.
– Gå hen til hende, Alma, siger Line stille.
– Hvad har du lavet med kartoflerne? tordner Vera da straks. Du svans, du kan ingenting!
Aldrig har Alma set så mange fremmede øjne rette sig mod mormor. Folk råber op om overgreb og børnearbejde.
– Lad hende dog være! siger Alma, mens hun hjælper Vera med at spise. Men Vera klager konstant:
– Det er jo umuligt! Hvem har lavet den klamme grød og du hjælper elendigt, Alma, du er ingen sygeplejer! Gå, find kartoflerne, klodsede unge!
Når Alma synes tynget af alles blikke, siger Line bag hende:
– Stakkels pige! At bo med sådan en mormor, det burde ikke være lovligt! Hvor er dine forældre? Græd ikke, vi skal nok hjælpe dig, og hendes stemme svæver som tåge.
Men Alma trækker sig op, retter ryggen, og hendes stemme får voksentempo:
– Mormor er mit eneste nære, min familie. Sig aldrig noget grimt om hende! I ved ingenting!
– Hvad kan hun? Behandle dig elendigt? Tvinge dig til at bære kartofler? Line ryster på hovedet.
– Hun slår mig ikke, hun frygter bare at blive svag. Hvis hun forsvinder, kommer jeg på børnehjem. Min mor forlod os som barn. Mormor kæmpede for mig, solgte arvesmykker for at få mig hjem, og jeg elsker hende! Hun virker hård, men det er træthed og fordi hun selv er vokset op uden forældre. Da jeg startede i skole, ventede jeg, at min mor ville hente mig juleaften. Mormor syede mig en Snehvide-kjole, ventede hele natten sammen med mig men mor kom aldrig. Hvis jeg også mister mormor så… det kan jeg ikke!
Line græder. Alma er et barn med gammelkloge tanker, hun forstår at tilgive smålighed for det store, gode, lyse…
Fem dage efter kører overlægen Vera og Alma hjem i hans Volvo. Line har bagt rabarberkage, men Alma vil afvise alligevel smiler hun, bærer pakken. Vera skælder sit vante skældud, men omfavner pludselig Line:
– Pyh, det er ingenting. At åbne sit hjem for en pige som Alma hvad er det? Hun er det bedste, der er hændt mig!
I bilen svæver tankerne snart videre hvad laver Ingrid nu, skal Alma have hvide skøjter?
– Er du ked af det, mormor? spørger Alma sagte.
– Hvis jeg er træt, er det kun fordi, du har vækket alle de gamle tanker, barn! Men nu er jeg her, og nu græder du igen, min umulige, elskede Alma! Og Vera kysser hende i panden, og hun sukker, og alt føles lidt lettere.
Alma læner ømt hovedet mod mormors skulder, blikket sløres af drømmens tåge, hvor marker og kolonihaver suser forbi. Linekage dufter af hindbær, og alt virker muligt, så længe de er sammen. Så længe Vera er der, kan alt kæmpes for. Og måske skal de alligevel besøge fru Lund man ved jo aldrig, hvad morgendagen bringer.
