Fortabt
Hunden sad tålmodigt på trappetrinene foran Brugsen, uden at ænse de mistænksomme blikke, folk sendte ham. De gik forbi med små, indestængte bandeord og bekymrede blikke rettet mod snehuen, der langsomt voksede på hans pjuskede pande. Hunden var stor, næsten majestætisk, og netop derfor gjorde han folk ekstra usikrehan havde hverken snor eller mundkurv, blot en kæde løseligt viklet om gelænderet med et klodset sømandsknob.
Folk anede ikke, hvor kold han var blevet. Kulden var krøbet så langt ind i knoglerne på ham, at selv hvis han ville bide, kunne han næppe have gjort det. Poterne ville ikke lystre længere, og søvnen pressede sig på, men han blev siddende. Han vidste jo, at han skulle vente, for hans ejer havde sagt, han skulle sidde pænt, og det havde han da altid gjort.
Hej, vovse! Hvem tilhører du?
Stemmen var drenget og let knækket. Det var ikke sådan, hans ejer lød hun talte altid varmt og myndigt, med en ro, som fik ham til at lystre uden tøven. Drengens stemme klang spag og usikker, som om han ikke anede, hvor han var.
Åh, du dér, har du det skidt? Hvor er din ejer blevet af?
En hurtigt og modig hånd strøg sneen af hundens iskolde pande og berørte det kolde næseparti med et indforstået suk.
Hold da op, hvor du fryser. Har du siddet her længe?
Drengen dansede omkring i lette sko, som om kulden slet ikke bed på ham. Han virkede ikke, som en, der ville vente på et svar han sagde blot:
Vente her, jeg kommer straks!
Han forsvandt ind i Brugsen med et spring. Hunden peb uvilligt efter ham, uforstående over, at den første, der så ham, også forsvandt uden forklaring. Han vidste jo ikke, hvad der var sket.
Svaret var enkelt.
Hans ejer var blevet dårlig i supermarkedet. En vagt havde tilkaldt en ambulance, der rullede ind ved handicapindgangen, og med ét var ejeren væk, bevidstløs, uden at nogen tænkte på at lede efter hunden, der stadig ventede udenfor.
Drengen behøvede bare at spørge venligt inde i forretningen så stod han der igen. Hunden havde allerede lagt hovedet på forpoterne og forberedt sig på mere ventetid.
Det går altså ikke, makker! sagde drengen, satte sig på hug og klappede blidt den froststive pels. Der er ingen, der henter dig i dag, det lover jeg. Kom med mig. Jeg har ikke meget at byde på, men grød på havre, det kan jeg altid lave.
Hunden svarede ikke, men så op, lyttede. Stemmen var ikke hans ejers. Sorg tvang et sørgmodigt klynk ud af ham.
Nå, sådan skal det altså ikke være, vovse! Drengen rejste sig, fumlede med snoren og løsrev knuden mod kulden. Vil du det eller ej, så efterlader jeg dig ikke. Kom nu, kammerat!
Kommandoen lød forkert, ikke hjemlig, men drengen satte sig på hug igen, nænsom, og sagde sagte og varmt:
Vil du ikke nok gå med mig? Her er alt for koldt. Ingen kommer efter dig i dag, men vi finder din ejer, det lover jeg.
Mellem drømmens fragmenterede virkelighed og den knirkende frost, var der noget i drengens tonefald, der fik hunden til at rejse sig. Poterne knagede og slidte, men drengen havde tiden, ventede, til han med tøvende skridt trissede ud på fortovet og flere gange så sig tilbage mod Brugsen.
Han er ikke derinde, du. Han er på hospitalet. Du kan bo hos mig lidt, medmindre min moster Bodil smider os ud!
Det sidste blev sagt som et grin, men hunden endte bag drengen, halvt trukket, halvt fristet, hele vejen til drengens boligkompleks. De trådte ind i et trægt, klaustrofobisk lille elevator, i drømmen slet ikke som den brede i hans gamle opgang. De standsede foran en dør, hvor drengen grinede skævt.
Nu skal du bare se, nu får vi skældud
Døren fløj op, stemningen forvred sig. Ud trådte en høj, rund kvinde med kraftig stemme, der fyldte trappeopgangen med sine varme, brogede ord:
Simon, min skarnsknægt! Hvor i alverden har du været? Jeg beder dig hente brød, men måske skal jeg næste gang bede om en enhjørning så gik det nok lidt hurtigere! Og hvad slæber du med?
Hunden trak snoren stramt, men Bodil var allerede fremme og lagde sin store, varme hånd på hans rystende hoved, pillede lidt ved øret, så forsigtigt ved halsbåndet:
Hvem er du så? Hvad hedder du, mærkelige vovse?
Halsbåndet klirrede med en metalskilt.
Valdemar. Nå da! Fint skulle det være! I dag bliver du bare Valde, for nemheds skyld, ikke?
Pludselig virkede kvinden ikke så skræmmende mere. Først Simon, der havde løst ham fra den iskolde jernstang, og nu hende
Hvorfor står I der som to fjolser? Ind og vask poter! Simon! Du også, din lille gris! Har du ikke varmere sko? Hvor er dine nye vinterstøvler?
De ligger i kassen, – svarede Simon, trak Valde ind på dørmåtten og løb efter en klud for at tørre poter.
Og hvorfor ligger de i kassen? spurgte Bodil, tonefaldet mildere. Skal du spare på livet også, Simon? Hm? Lad nu værtag dem på, og kom ind! Vi har kun én glas syltede blommer tilbage indtil foråret, så ingen piveri! Kom i køkkenet, der er suppe og grød vi skal jo fodre din gæst. Og så skal du forklare, hvorfor du slæber hunde med hjem.
Valde lagde sig på varmen fra gulvtæppet og mærkede duften af mad, der kæmpede med alt det nye og mærkelige. Han så Simon betragte Bodil på samme måde, som valpe ser på deres mor: forundret, lidt bange, men tryg.
Ingen vidste, at i sporvognsremisen, hvor Bodil arbejdede som værkfører som eneste kvinde blandt mænd var hun respekteret og lidt frygtet. Hun forstod alle, børn og voksne, kunne rumme alle slags folk. Nogen havde kaldt hende moster Bodil, andre bare Bodil uden titel men alle vidste, at hendes styrke gik ud over det sædvanlige.
Men i gamle dage havde pigen Bodil været blid. Hun havde haft en søn, været gift med sin ungdomskærlighed, mistet både mand og barn i et tragisk uheld på Silkeborgsøerne, druknet i sorg, indtil kun hendes mor kunne kalde hende tilbage til livet. Først med små, listige sygdomme, der tvang Bodil til at tage sig sammen for sin mors skyld, og siden rigtigt, da tårerne dryppede tørre og sirlige, og hun til sidst lærte, at taknemmelighed for fortiden kunne overvinde det, tabet havde efterladt.
Familie fik hun aldrig igen. Ikke fordi der manglede bejlere, men fordi frygten for at miste havde sat sig i hendes hjerte som frost. Hun fyldte kun to værelser i den store, gamle lejlighed, og lod resten stå, indtil Simon flyttede ind som forældreløs.
Deres første møde var tøvende. Han kom, mager og bleg, i Grimms eventyrslidt tøj, med en vild uro i blikket. Bodil så det straks.
Hvem er du? spurgte hun, lod blikket glide hen over fosteret af et menneskebarn, hun endnu ikke kendte.
Det rager da ikke dig! rullede Simon sig sammen, som om han ventede slag.
Gør det ikke? Dit værelse er der, pegede hun, ryd op efter dig selv og lad vær at gøre mig til mor. Alt andet finder vi ud af.
Det blev ikke varmere mellem dem lige med det samme. Men langsomt fandt de hinandenpå køkkengulvet, ved krydderihylden, på indkøbsture i Rema. Det viste sig, at Simon var glad for orden, og mad, så længe han slap for at bede nogen om noget. Måske var det minderne om at dele tør, sort rugbrød med en forhutlet kat som fireårig, mens hans mor forsvandt og hans far glemte ham midt i nytårsigter og Brøndby-kampe.
Med tiden kom forståelsen. En grydeske med havregrød, en ærlig hånd på panden, når Simon havde feber, og et forsigtigt, Vil du have te med solbærmarmelade? der fik tårerne til at løbe af taknemmelighed.
Bodil indså, hvorfor han nægtede at lade sig beværte: det var vigtigt at betale for sig, og derfor lavede de en aftale. Simon købte ind, Bodil lavede mad. Skemaet blev cementeret, da Valde flyttede ind.
Alt, hvad Simon havde drømt om en kat, et hjem, og ja, en hund fandt han i Bodils varme køkken. Han blev sulten, dog mest efter samvær, ikke suppe. Kærlighed kræver gentagelse: Bodil nævnte tit, at piger ikke falder for drenge, der ligner birkekævler, og grinede, da Simon rødmede og glemte at svare.
Valde boede hos dem længe, indtil hans ejer, en ældre ruin-inspektør, dukkede op taknemmelighed så stor, at han nær havde væltet Bodil med sine ord:
Hvad kan jeg gøre for jer? I har jo reddet mit liv Valde er min datters gave, min datter som er havbiolog i Nuuk og bor deroppe med min svigersøn. Jeg er ensom uden hunden, og hvis han ikke var, så var stilheden for larmende!
Hvorfor rejser du ikke efter hende? spurgte Simon, men Bodil klappede ham på skulderen, som for at tie ham. Ejeren smilede tænksomt og svarede:
Måske er tiden ved at være inde, unge mand. Ja, måske.
Da døren lukkedes bag dem, hviskede Bodil noget i ejerens øre. Nogle dage senere stod Simon i entréen med skuresvamp i hånden og Bodil overfor, brynene rynket, smil i øjne og mund.
Dit ansvar! Den lille er mere ballade end fornuft, men sød er den. Gå nu bare ind, både hvalp, vaccinekort og dyrlægens telefonnummer ligger på dit bord. Ejeren siger farvel og tak han flytter sydpå, men først, når du har lært alt om hunde. Hvad græder du for, dreng? Ja, ja, du er heldig, så luk det ind! Skynd dig at tørre op efter vapsen og vask hænder maden venter.
Og Simon smilede mellem tårerne, mens hverdagsdrømmen gled sammen og lagde sig til rette i varmen mellem kakler og køkkenbord, hvor det forunderlige og trygge nu var hans.
