Du er ved at være en gammel kone, Astrid.
Kom nu, vi skal til sommerhuset, sagde Henrik uden at løfte øjnene fra mobilen. Kartoflerne skulle have været op for længst. Nu har du udskudt det en hel uge.
Astrid stod ved komfuret og rørte langsomt i havregrøden. Udenfor trak en grå septembermorgen henslæbende forbi. Skeens runde bevægelser fortsatte i gryden.
Henrik, sagde hun stille. Kan du huske, hvilken dag det er i dag?
Lørdag. Perfekt vejr til køkkenhaven.
Det er tredive år, Henrik. I dag er det tredive år siden, vi blev gift.
Han løftede endelig blikket. Så på hende, som om hun havde mindet ham om en regning, der for længst er glemt.
Og hvad så? Kartoflerne graver jo ikke sig selv op af den grund. Jeg har knoklet hele ugen jeg fortjener at slappe af. Du går bare herhjemme og har ingen travlhed så kan du tage derud.
Jeg havde håbet, vi skulle i byen og spise du sagde selv det sidste måned.
Det havde jeg måske nævnt. Han lagde mobilen og rakte ud efter kaffekoppen. Det kan vi gøre en anden gang. Der er ikke tid nu. Kartoflerne må ikke fryse i jorden bagefter sidder vi uden en eneste kartoffel hele vinteren. Har du tænkt på det?
Astrid slukkede for komfuret og satte gryden forsigtigt på bordskåneren. Alle bevægelsernes ynde sad fast som noget uafrysteligt indeni noget, der ikke ville give slip.
Henrik, jeg bad kun om én dag. Én dag på tredive år.
Præcis, sagde han og rejste sig op med små støn, gik over til køleskabet. Hvad er der nu at fejre? Vi er ikke unge mere, der skal løbe rundt på restauranter. Du er jo allerede blevet til bedstemor, Astrid, hvad vil du på restaurant for.
Det tog hende nogle sekunder at forstå, nøjagtigt hvad han sagde. Ordet hang i køkkenets luft mellem køleskab og komfur, mellem hende og ham. Bedstemor. Så casually som man siger “nå” eller “fint”. Uden ondsindethed, hvilket næsten var værst af det hele.
Fint, sagde Astrid.
Dygtigt. Tag redskaberne i skuret, der er en spade, jeg har slebet i foråret. Og glem ikke kasserne de står i hjørnet.
Hun gik ind i soveværelset og fandt tasken frem. Begyndte at pakke mekanisk, nærmest uden at tænke. Hænderne arbejdede, hovedet kredsede kun om det ene ord. Bedstemor. Ikke Astrid, ikke hendes navn, ikke engang “du”. Bare… bedstemor.
Femtiseks år. Kastanjebrunt hår, hun farvede hver måned, for de grå hår spirede hurtigt. Lidt blevet rundere, ja. Men var det virkelig alt, han så? Var det hendes eneste identitet i hans øjne kartofler og køkkenhave?
Hun lukkede lynlåsen på tasken. Tog jakken. Gik ud i entreen.
Skal du virkelig afsted nu? spurgte Henrik fra køkkenet.
Du sagde, jeg skulle køre.
Du kunne da i det mindste spise morgenmad?
Jeg er ikke sulten.
Hun tog sko og nøgler. Den lille blå Toyota stod nede på vejen, trofast og nem, lidt ligesom hende selv.
Astrid, efterlad mindst resten af grøden, råbte han.
Hun gik og lukkede døren stille efter sig. Ikke noget smæk, bare… lukket.
Turen til sommerhuset tog næsten halvanden time. Først forbi Gentofte og ud af København, så videre mod Nordsjælland, og til sidst ned ad de små veje, hvor grusvejens huller var fyldte med efterårsvand. Astrid kørte uden radio. Der var noget rigtigt ved stilheden som om stilheden var det eneste, hun kunne unde sig selv i dag.
Tredive år. Hun var fireogtyve, da hun blev gift; Henrik, tre år ældre, dengang ingeniør i industrien, stor og solid, en mand, hun troede på. De første ti år var også sådan. Han skiftede job flere gange lager, videresalg, et eller andet. Hun selv underviste i musik på skolen stille og uden karriereambitioner. De havde fået sønnen Mads, som nu boede i Aarhus med sin unge kone og datter. De sås tre gange om året.
Livet gik. Imellem klasselokale og køkkenhave, forældremøder og syltekrukker, hans arbejdsrejser og hendes ensomme aftener med en bog. Hun klagede aldrig. Kun i dag havde noget rykket sig som når man pludselig løfter et hjørne på et tungt møbel, der stod stille alt for længe.
Forbommen til grundejerforeningen blev fjernet allerede i maj nu stod den og dinglede skråt op i luften. Astrid drejede ind på deres grund, slukkede bilen.
Sommerhuset var ikke stort. To etager, men anden sal var nu mere et loft med et lille vindue. Verandaen havde skæve, slidte planker. Køkkenhaven var på 800 m2. Henrik talte tit om at udvide verandaen, skifte brædderne for fem år havde det været planen.
Astrid gik ind i huset. Luftede ud den tunge duft af lukket sommerhus med et snert af efterårsæbler bød velkommen. Hun satte vand over og satte sig ved vinduet og betragtede køkkenhaven.
Der var seks rækker kartofler. Toppene var flade og gule nu skulle de virkelig op. Henrik havde i det mindste ret om kartoflerne. Bare ikke om måden, han sagde det og det ord, han brugte.
Hun skænkede te og så ud. Hos naboen var der uro. Grunden havde tilhørt gamle Peder for mange år, men han døde sidste vinter og arvingerne solgte. Astrid havde kun hørt om de nye ejere gennem Karen, nabokonen og foreningens sladrehank. Nu lød der hamren og en sagte nynnen derovre.
Hamren holdt op, Astrid drak ud og gik ud for at klæde om. Gamle bukser, sweater. Hentede spaden i skuret. Stillede sig ved første række og så på arbejdet, som kvinder over 55 kender: nødvendig, men ser ikke frem til det.
Hun sat spaden i jorden.
Goddag, lød det fra hegnet.
Hun vendte sig om.
En fremmed mand stod på den anden side af plankeværket omkring 60, høj og rank, i grå jakke. Kort, sølvgråt hår. Han stod med en lige ryg, som om han var lavet af et stærkere materiale end andre.
Goddag, svarede Astrid.
Jeg er din nye nabo. Viktor Mogensen. Købte huset i august, men først nu jeg har tid til at tage fat.
Astrid Bjerregaard, sagde hun. Vi har været her i tyve år efterhånden.
Hyggeligt at hilse på. Han nikkede høfligt, lidt gammeldags og rart. Kartofler?
Ja, jeg skal til at i gang.
Helt alene?
Ja, i dag.
Han kiggede på rækkerne, spaden, så hende igen.
Jeg har en bedre spade til det der. Stor, solid en fra Tyskland. Jeg vil gerne give en hånd med, hvis du ikke har noget imod. Du har jo ikke så mange rækker tre timer max.
Nej, det var pænt talt. Det går, jeg kan klare det.
Det tvivler jeg ikke på, sagde han venligt, uden antydning af ironi. Det er bare hyggeligere at være to. Men som du vil.
Hun tænkte sig om og nikkede.
Tak. Det er sødt af dig.
Han kom igen med en bred spade og arbejdshandsker gennem lågen, der stadig var ulåst. Trådte ind.
Jeg tager den ene ende, du tager den anden, så går det stærkt.
Der blev ikke sagt meget de første tyve minutter. Viktor arbejdede jævnt og rutineret, som en der ved, fysisk arbejde ikke skal tage pusten fra en. Astrid samlede kartofler. Jorden var fugtig, arbejdet gik let.
I har haft huset længe? spurgte han.
Siden 1998. Dengang var det billigt, så vi slog til.
Et godt sted. Jeg har kigget på mange, men her er der fred, skov, og søen er tæt på.
Bor du altid i byen?
Mest, men flyttede hertil for nylig, for at være tættere på min søster. Hun bor lidt nordpå, i Hillerød.
Astrid nikkede; Hillerød kendte hun godt god gammel by, god kirke og marked.
Har du været soldat? spurgte hun lidt spontant noget ved hans holdning afslørede det.
Det har jeg, sagde han roligt. 32 år. Oprindeligt officer. Gik på pension for tre år siden.
Hvordan er det så det rolige liv?
Han tænkte sig lidt om.
Det tog tid at vænne sig. Første år var svært. Nu går det. Bruger hænderne, læser meget, vil have huset her i tip top og ser, hvordan vinteren er herude.
Vinter? Herude bor næsten ingen om vinteren.
Lige præcis. Det er stilheden, jeg gerne vil have.
De arbejdede videre. Astrid opdagede, at hendes tanker om morgenens kærestesamtale og det der ord forsvandt lidt. Hun arbejdede, snakkede af og til, og Viktor svarede roligt uden at ville fylde hver eneste pause.
Til frokost var de halvvejs.
Vi stopper og får lidt te, sagde Astrid.
Det siger jeg ikke nej til.
Hun smurte rugbrød, fandt noget ost, og hjemmelavet jordbærsyltetøj, hun havde kogt i juli. Dækkede op på den gamle veranda.
Viktor vaskede hænder under udendørs vandhanen og satte sig på den knirkende stol, som om han hørte til der.
Smag bare syltetøjet, sagde Astrid.
Er det hjemmegjort?
Ja, det gik godt med bærrene i år.
Han smagte og nikkede anerkendende.
Min mor lavede det samme. Smager som min barndom. Har ikke fået sådan i… mindst tyve år.
Astrid hældte op. Det var mærkeligt at sidde på verandaen, fremmed mand, på sin egen bryllupsdag. Mærkeligt, men ikke ubehageligt. Tværtimod.
Har du familie? spurgte hun og fortrød straks, om det var for privat.
Havde. Vi blev skilt for tolv år siden. Datter i Odense, vi taler sammen nogen gange. To børnebørn har jeg.
Kunne hun ikke flytte med?
Hun har sit eget liv, og det skal hun også have. Han tog en tår te. Hvad med jer?
Drengen bor i Aarhus. Med familie, lille pige på tre år…
Ja, sådan er det jo i dag. Ungerne flyver til deres eget.
De blev stille. Astrid så på det gamle æbletræ i hjørnet. Der hang stadig nogle få frugter, sene sorter.
Ved du hvad, sagde Viktor, jeg har et forslag.
Hun så spørgende op.
Jeg foretrækker klare aftaler, sagde han med et skævt smil. Jeg hjælper dig med køkkenhaven og praktiske ting, hvor der skal en mand til. Du giver til gengæld te, syltetøj og godt selskab. Intet andet bare naboskab. Kan du leve med det?
Astrid lo. Overrasket, men ægte.
Det er noget af en aftale.
Til gengæld ved begge, hvad man får.
Jamen så… Ja. Det lyder faktisk godt.
De trykkede hånd. Håndtrykket var fast og kort.
Efter frokost gjorde de haven færdig. Viktor ordnede samtidig den skæve pæl ved lågen. Han arbejdede, som om huset var hans gamle hjem, og ingenting var nyt for ham.
Klokken fire var alt gjort. Kartoflerne var i kasser i skuret, pælen var rettet op; haverækkerne vendt.
Så blev der orden, sagde Viktor og trak handskerne af.
Tak. Jeg kunne have brugt hele aftenen, alene.
Det var så lidt. Det var hyggeligt. Han tøvede. Hvis du har lyst, har mit hus lidt skæve planker på trappen. Du må endelig sige, hvis du har et forslag jeg er ikke verdensmester i at bygge.
Det er jeg heller ikke, indrømmede hun.
To finder måske ud af mere end én…
Han smuttede hjem. Astrid gik ind og tændte lyset. Det blev hurtigt aften. Hun ville ringe til Henrik, sige, at hun var vel fremme og havde klaret det hele. Hun tog mobilen.
Nå, sagde han, da han tog telefonen.
Jeg er ankommet. Kartoflerne er i hus.
Godt. Satte du kasserne i skuret?
Ja.
Fint. Jeg prøver at se, om jeg kan komme ud med Søren søndag. Vi henter dem.
Ok.
Jeg har travlt nu.
Han lagde på. Astrid sad et øjeblik med telefonen i hånden, lagde den fra sig og gik ud på verandaen. Solen gik ned bag tagene og hun betragtede det i stilhed.
Det generede hende ikke at overnatte alene i sommerhuset. Her var hun tit uden Henrik, især de senere år. Hun lavede enkel mad, læste, gik tidligt i seng. Her behøvede hun ikke være klar til nogen som helst; stilheden var en slags frihed, hun aldrig havde sat ord på, men oplevede den alligevel.
Næste morgen stod hun tidligt op duggen lå tung. Lavede havregrød, drak kaffe. Hun huskede Viktor og planken på trappen. Tænkte lidt. Lagde de praktiske bekymringer fra sig, gik over til ham.
Du er tidligt ude, sagde han, og var selv klar med redskaber.
Det er jeg vant til, sagde hun og så på hans trappe; plankerne havde løftet sig, én stod næsten op.
Det er bare at slå med nogle lange søm, sagde hun. Har du det?
Det finder vi.
De nussede på trappen en times tid. Astrid holdt, Viktor slog. Så sagde hun ja til en kop kaffe indenfor hos ham. Alt var ordentligt, intet overflødigt. På en hylde stod bøger, mange bøger. På bordet lå et kort, ikke et turistkort, men et topografisk.
Tegner du ruter?
Jeg går tit. Fra militæret har jeg udviklet det kortlægger de gode steder.
Finder du noget spændende?
En del. I går fandt jeg en gammel mølle, fem kilometer væk. Blev du ikke med?
Jo, sagde hun, og blev overrasket over følelsen.
Over kaffen spurgte han, hvad hun lavede til daglig.
Underviser i musik på skolen.
Spiller du stadig?
Jeg gjorde vi har et keyboard, jeg brugte det indtil for ti år siden. Så blev det vel aldrig til.
Aldrig til hvad?
Jeg ved ikke, sagde hun eftertænktsomt. Tiden forsvandt. Eller også blev jeg bare vænnet til at jeg ikke havde ret til det.
Han så grundigt på hende.
Jeg forstår det ikke helt. Retten til at spille, det behøver man vel ikke spørge nogen om i sit eget hjem.
Hun svarede ikke med ord. Men noget løsrev sig inde i hende som når et syltetøjsglas, der ikke kan åbnes, får et lille tryk og pludselig giver efter.
Hun blev i sommerhuset de næste tre dage. Henrik dukkede ikke op i weekenden han skrev, at Søren ikke kunne alligevel. Hun rykkede ikke i det.
De tre dage fik hun ryddet op smed gamle potter og tre spande med skrammel, som Henrik havde insisteret på at gemme. Intet havde været brugt på de tyve år, genstandene havde ligget der.
Viktor dukkede op hver morgen. Nogle gange hjalp han, andre gange nøjedes han med at snakke over hegnet. Når de holdt pause, var det ofte med te. Samtalerne gled over i bøger, børn, hvordan området havde forandret sig. Han fortalte roligt om sit arbejde, ikke storladent, men nøgternt. Hun fortalte om skolen, eleverne, ændringerne i programmet, de ting hun havde elsket og dem, der havde trættet hende.
Andendagen opdagede hun, at han virkelig lyttede. Kiggede hende i øjnene, uden at afbryde eller skynde hende videre. Hun kunne ikke huske, hvornår nogen sidst havde lyttet sådan.
Tredje dag fandt hun et lille spejl, hun havde taget ned for længe siden, fordi Henrik sagde, at det kun var i vejen. Nu hængte hun det op. Så på sig selv. Håret pjusket, intet make-up, den gamle sweater. Hun tog læbestift fra toilettasken havde aldrig brugt den her. Men i dag alligevel. Bare fordi hun havde lyst.
Samme aften sagde Viktor:
Du ser godt ud i dag.
Det er bare læbestiften.
Nej, sagde han, det er ikke kun det.
Hun sagde ikke imod. Hun skænkede mere te.
Da hun skulle tilbage til København, fulgte han hende ud.
Kommer du igen snart? spurgte han.
Om et par uger, måske før.
Jeg bliver her regner med en lang vinter på landet.
Hun nikkede, åbnede bilen. Vendte sig:
Tak for de her dage, Viktor.
Selv tak pas godt på dig.
Hun kørte væk efter et stykke tid tændte hun radioen. Der spillede noget gammelt fra halvfjerdserne, og hun tog sig selv i at synge lavmælt med. Det var længe siden måske ti år.
I byen gik livet videre. Arbejde, indkøb, madlavning, rengøring. Henrik kom hjem, så tv, gik måske ud. Hun spurgte ikke hvorhenhavde ikke gjort det i årevis. Sådan var deres ægteskab blevet: ingen spørgsmål, ingen svar.
Men noget i hende var skiftet, som lyset ændrer sig om efteråret. Hun fandt keyboardet frem fra skabet, tørrede støvet af Kremona, købt i 93. Satte sig og spillede skalaer. Så en lille nocturne af Chopin den samme, hun havde øvet for årtier siden.
Henrik kom ud fra stuen.
Spiller du nu?
Ja, sagde hun.
Hvorfor? Det er blevet aften, naboerne…
Naboerne bor tre etager væk, de hører intet.
Nå fryser skal der jo ikke blive, mumlede han og gik.
Hun spillede i en halv time mere. Lagde keyboardet væk, fordi hun selv havde lyst, ikke for hans skyld.
Næste lørdag stod hun tidligt op, lagde håret, tog en marineblå kjole på den hun aldrig havde brugt. Gik ud i køkkenet.
Henrik så op lidt forvirret.
Skal du ud?
Nej, bare fordi.
Han trak på skuldrene og dykkede ned i mobilen igen. Hun lavede kaffe, åbnede vinduet, nød sin kop. Udsigten var kedelig, gården helt almindelig. Alligevel smagte kaffen bedre end sædvanligt.
Veninden Marie skrev på Messenger, de havde været venner siden seminariet: Astrid, du er blevet yngre! Så dig på Facebook med nyt billede. Hvad sker der?
Astrid så på billedet taget for et par dage siden, der, hvor hun sad på sommerhusets trappe, blå kjole, kruset i hånden. Viktor havde taget billedet bare fordi han sagde, Prøv lige at se, hvordan solen falder på dig. Hun havde ikke troet, det ville føles så rigtigt.
Det går fint, Marie. Jeg har endelig fået sovet ud, skrev hun tilbage.
Marie svarede med en grine-smiley.
To uger efter tog Astrid igen til sommerhuset. Denne gang uden at spørge. Hun pakkede fredag aften, kørte tidligt lørdag morgen denne gang tog hun keyboardet med.
Viktor var der straks. Han smilede, den bredeste hun havde set.
Godmorgen.
Godmorgen. Du er her stadig?
Jeg sagde jo, jeg ville blive. Han kiggede nysgerrigt. Hvad skal du have ind?
Keyboard. Jeg har lyst til at spille.
Han grinede og bar ind uden at spørge. Astrid placerede det i verandaens sollys. Spillede et par toner.
Jeg har ikke hørt et instrument sådan i årevis, sagde Viktor. Må jeg lytte?
Men jeg kan stadig ikke spille professionelt, det har været mange års pause.
Det gør ikke noget. Det skal bare være levende.
Hun nikkede og begyndte. Først tøvende, så mere sikker. Kroppen huskede. Nocturnen snublede lidt, men der var noget ægte i det.
Viktor sad bare, lyttede uden at kommentere.
Bagefter satte de sig igen ude. Han havde bragt mørk chokolade med.
Ved du, sagde Astrid, jeg tror, jeg lod være at spille, fordi jeg ikke ville lave “larm”. Når man i årevis bor sammen med én, der ikke kan lide det, tror man til sidst selv på det at det er forstyrrende.
Det er det ikke.
Nej. Det er, fandt jeg ud af… nødvendigt.
Han var stille et øjeblik.
Da jeg blev pensionist, sagde min daværende kone: Så skal vi vel gå op og ned ad hinanden – for bestandig. Hun sagde det som en trussel. Det gik op for mig, at hun i årevis havde vænnet sig til, at jeg var væk. Efter et år blev vi skilt på god fod. Hun blev i byen, jeg tog på landet.
Fortryder du det?
Kun at jeg ikke forstod det tidligere. Men ikke at jeg til sidst gjorde det rigtige.
Astrid så ned i koppen.
Jeg ved nogle gange ikke, hvor grænsen går mellem tålmodighed og bare vane, sagde hun. Hvornår man ikke længere bare venter, men har lukket øjnene.
Det er svært at vide. Men at spørge er allerede klogt.
Efteråret var mildt og langt. Astrid opholdt sig mere i sommerhuset. Tog fri en uge af gangen. Klassen var god dette år, de 5. klasser med deres åbne ansigter.
Hver gang havde hun noget med én gang gamle plader, der var grammofon i huset. Viktor reparerede stiften, og de lyttede til Osvald Helmuth og Birthe Wilke, mens regnen slog mod verandaens tag.
Min mor hørte altid sådan noget, sagde han.
Min også, svarede Astrid. Jeg kan næsten lugte de plader. De havde deres plads i skabet i papirposer.
Det er gode minder.
Ja, men nogle gange gør det ondt at huske, hvordan noget var engang og se, at det er forandret.
Men ærlig hukommelse er også god, sagde Viktor. Den gør os klare.
De sad længe i stilhed og lyttede til musikken. Udenfor var det gråt men lunt.
I slutningen af oktober ændrede Henrik sig hjemme. Han kom sent hjem, var fraværende. To gange lagde han hastigt mobilen væk, da Astrid gik ind. En aften hørte hun lav stemme i rummet ved siden af: Jeg kan ikke i morgen, min kone er hjemme.
Ingen skænderier. Hun græd ikke. Hun tænkte det bare grundigt igennem, ligesom en svær opgave man er tæt på at forstå.
Hun var femtiseks. Musiklærer, levende, lidt træt, mørkt hår og et keyboard på verandaen. Hun kunne sylte, spille Chopin, og samtale med mennesker så de åbnede sig. Hun var ikke bare bedstemor. Hun var Astrid Bjerregaard. Og først nu, i denne alder, begyndte det at gå op for hende.
Alt det sagde hun ikke til Viktor. Ikke fordi hun skjulte det, men fordi det var hendes.
En dag spurgte han:
Astrid, er du okay?
De sad i hans stue, han lavede spejlæg og løg på gaskomfuret. Duften fyldte rummet.
Hvorfor spørger du?
Du er ikke helt til stede i dag.
Hun så ud ad vinduet.
Hjemme går det ikke så godt. Sådan er det bare.
Ja, sådan er det. Han spurgte ikke videre. Det satte hun pris på mere end alverdens ord.
I november viste han hende den gamle mølle. Gik langs en våd skovvej, fem kilometer ud. Møllen stod ved å mørk og halvgemt i sivene. Taget holdt stadig, hjulene stod, kun stenen var knækket.
Flot, sagde hun.
Den er fra 1700-tallet. Jeg så det på kortene.
Hun kiggede længe på den mørke vandstrøm.
Hvordan starter man forfra midt i livet? sagde hun nærmest ud i luften.
Jeg kalder det ikke forfra. Jeg kalder det videre. Det gamle var bare en anden del. Der var pligter og ruter det var godt på sin måde. Nu er det noget andet. Det er også godt.
Er du bange for at være alene?
Egentlig ikke. Jeg er jo allerede alene, hun trak på skuldrene. Det er mærkeligt at frygte noget, som allerede er virkelighed.
Der er ensomhed sammen med én og ensomhed alene. Det første er værre.
De gik i stilhed hjem. Skoven var tyst og tryllebundet, og Astrid følte, at hun nu for alvor tillod sig at trække vejret ordentligt.
I København havde Henrik sine egne problemer, som hun endnu ikke kendte til i detaljen.
Hun hed Louise, var 43, kollega med Henrik sad på kontor. Henrik inviterede hende ud en eftermiddag. Det gik godt til at begynde med, men hun bemærkede, at hans skjorte ikke ligefrem var nystrøget og han havde ikke noget mad hjemme, Astrid havde jo været væk længe. Han glemte at ringe tilbage, hun blev sur, og kontakten gled ud.
Henrik prøvede at lave mad selv grøden brændte på. Prøvede at stryge en skjorte den blev grim i kraven. Bilen gik i stykker men Astrid plejede altid at køre den til mekanikeren, det anede han ikke hvordan.
Han begyndte at ringe:
Astrid, hvor er rengøringsmidlet til badet?
Under vasken, nederst til venstre.
Hvordan stryger man de der skjorter?
Mellem-varme, damp.
Hvilket værksted bruger vi til bilen?
På Grønnegade 23, sig du kommer fra os til Rasmus.
Hun svarede, uden ironi eller irritation. Der var blevet en kulde i hende, ikke af vrede af afklarethed.
Tidligt i november skrev Karen, foreningens nysgerrige sjæl, i fælles chatten: Hvem er den kønne kvinde, der sidder med kaffe på Samuelsens terrasse sammen med naboen? Flot par!
Der var vedhæftet et billede: Astrid og Viktor sidder med hver sin kop, smilende til noget usagt. Hun i sin blå kjole, med løst hår. Viktor ser direkte på hende.
Henrik var også med i chatten. Han så billedet.
Han ringede tyve minutter senere.
Hvem er det?
Astrid så på telefonen, så over på Viktor.
Ny nabo, svarede hun. Jeg har fortalt dig om ham. Han købte Pedersen-grunden.
Hvad laver du med ham?
Drikker kaffe.
Hvorfor det?
Fordi det er rart, Henrik.
Pause.
Jeg kommer derud.
Du er velkommen, sagde hun blot og lagde på.
Viktor kiggede op fra sin bog.
Din mand?
Ja. Han kommer nok i morgen.
Skal jeg gå, når han kommer?
Nej, sagde hun efter et øjeblik. Bliv, tak.
Han nikkede og så bare tilbage i bogen.
Henrik kom næste formiddag. Astrid kunne høre bilen, døren smækkede.
Hun sad på verandaen med kaffe. Viktor overfor, de diskuterede netop en bog. Han holdt kruset, talte roligt.
Henrik trådte ind. Stopper brat, ser på dem begge.
Astrid løfter hovedet:
Hej.
Hej, siger han og stirrer skiftevis på Viktor og på Astrid. Hvem er det?
Viktor Mogensen, naboen. Viktor, det er min mand Henrik.
Viktor rejste sig, nikkede.
Goddag.
Henrik ignorerede hilseriet, ser på kaffekopperne, bogen.
Vi skal snakke, siger han til Astrid.
Du kan snakke nu.
Jeg vil helst alene.
Viktor generer ikke, siger hun roligt. Du kan bare tale.
Henrik tygger air’et, flytter vægten.
Hvad er det her for noget?
Kaffe på terrassen. Hvad skulle det ellers være?
Stop nu. Han hæver stemmen. Ved du, hvad folk skriver? Alle ser det! Hvad tænker de?
Hvad må de tro? spørger hun. At jeg drikker kaffe med et behageligt menneske? Ja.
Hold nu op.
Med hvad?
Alt det her! Han gestikulerer. Kjolen, kaffe, keyboardet, en mand på besøg. Har du overvejet hvor gammel du er?
Astrid sætter koppen på bordet.
Seksoghalvtreds, Henrik. Og nu ville du have sagt “gammel kone”, men du lod være, fordi der var gæster.
Han rødmer.
Det mente jeg ikke.
Det mente du præcis den dag til kartoflerne, på vores bryllupsdag, kan du huske?
Slut nu.
Nej. Jeg tav dengang. Nu ikke mere.
Henrik tager et skridt mod bordet.
Ikke foran fremmede, Astrid.
Viktor er ikke fremmed længere. Han har hjulpet mere på to måneder end du på flere år. Han har aldrig kaldt mig gammel kone. Han er faktisk god at have ved bordet.
Henrik ser på Viktor der står bare roligt, intet fjendtligt.
Gider du forlade?
Jeg er her, fordi jeg er inviteret, svarer Viktor. Astrid siger til, om jeg skal gå.
Bliv bare, siger hun.
Pause. Henrik til Astrid:
Er det alvor? Hvad har du gang i?
Jeg laver ikke noget. Jeg er bare stoppet med at tie.
Du har altid været normal, Astrid. Hvad har forandret dig?
Præcis. Normal. Lave mad, rydde op, køre fordigte kartofler, som du siger til. Alt i orden men nu…
Ja?
Nu spiller jeg selv den musik, jeg har lyst til. Drikker kaffe i min bedste kjole. Taler med folk, som faktisk ser mig. Hun stopper lidt. Og jeg kan lide det. Forstår du? Jeg kan virkelig lide det.
Henrik så på hende, og et eller andet skiftede i hans blik forvirring måske. Eller en gryende erkendelse.
Astrid, sagde han lavt. Vi kan tale hjemme. Skal vi tage tilbage?
Hvorfor? Jeg er hjemme her også.
Jeg forstår dig ikke.
Det ved jeg, sagde hun stille. Og du har ikke prøvet i lang tid.
Hun gik hen til vinduet, stod med ryggen til. Udenfor var haven gravet op, klar til vinteren, æbletræet bart. Himlen tung og sølvgrå.
Så vendte hun sig. Tog sin vielsesring og lagde den ved kaffekoppen.
Henrik stirrede.
Hvad laver du?
Lige nu lægger jeg ringen her. Du kan beholde huset, kartoflerne er i skuret, alt er som du foretrækker det.
Astrid…
Jeg går en tur, sagde hun. Viktor, vil du med?
Selvfølgelig.
De gik ned ad stien, uden at tale. Efter et par minutter spurgte han:
Er du okay?
Hun tænkte sig om.
Ja. Det føles mærkeligt, men jeg har det godt.
Fortryder du?
Hun overvejede.
Jeg ved det ikke. Tredive år… der var også gode dage. Jeg husker dem.
Det skal du også.
Om fremtiden aner jeg intet. Overhovedet intet.
Det er normalt.
De gik videre over marken. Græsset var gult og sprødt, himlen mørk længst ude lå skoven. Astrid tænkte på, at livet efter 55 ikke bare er ventetid, ikke bare tiden der skal gå. Det kan være noget andet. Noget levende, ukendt, lidt skræmmende men mere ægte end før.
Om Henrik ville sige noget, når de kom tilbage, vidste hun ikke. Hun vidste ikke selv, hvad hun ville sige. Om det her var en ny begyndelse eller en mellemstation vidste hun heller ikke.
Men hun gik videre sammen med en mand, der så hende ikke som hushjælp, ikke som “bedstemor”, men som kvinde. Som lyttede. Om det var starten på noget, eller bare et pusterum, havde hun ingen idé om.
Marken sluttede, skoven begyndte. Og de gik længere ind.
