Du er blevet en gammel kone, Gerda
Pak tasken, sagde Gunnar uden at fjerne blikket fra sin smartphone. Nu må du snart komme ud i sommerhuset. Kartoflerne skal op. Du har allerede trukket den i en uge.
Gerda stod ved komfuret og rørte dovent i grøden. Udenfor trak en grå septembermorgen sin uendelige træghed gennem København. Skeens cirkler i gryden passede præcist med det trætte tempo i hendes hoved.
Gunnar, sagde hun stille. Kan du huske, hvilken dag det er i dag?
Lørdag. Perfekt vejr til kartoffelgravning.
Det er tredive år, Gunnar. Det er i dag tredive år siden vi blev gift.
Han løftede først blikket nu, så på hende som om hun havde nævnt en gammel regning, han hellere ville have glemt.
Og hvad så? Kartoflerne graver jo ikke sig selv op. Hele ugen har jeg knoklet på arbejdet og nu vil jeg altså have lidt ro. Du laver ikke det store i hverdagene tag du bare ud og knokl lidt. Det er godt for dig.
Jeg troede, vi skulle ud og spise. Du sagde det selv sidste måned.
Ja ja Han lagde telefonen fra sig og hældte op af teen. Vi kan tage afsted senere. Kartoflerne venter altså ikke. Hvis de bliver i jorden meget længere, rådner de, og så må vi undvære kartofler hele vinteren. Det har du vel tænkt på?
Gerda slukkede for komfuret. Hun satte gryden sirligt på bordskåneren. Alt, hun gjorde, foregik roligt og præcist, selv om der var noget i hende, der kneb så hårdt sammen, at det næppe kunne åbnes igen.
Gunnar, jeg bad kun om én dag. Bare én, på tredive år.
Netop Tredive år, sagde han og slæbte sig stivbenet over til køleskabet. Hvad skal der fejres? Vi er ikke unge længere, hvad skal vi bide i det der restaurantpjat for? Du er sgu blevet en gammel kone, Gerda. Hvilket sted har du planer om at indtage med det look?
Det gik op for hende, at han faktisk havde sagt det gammel kone. Ordet hang mellem køleskabet og komfuret, mellem hende og ham. Ikke sagt med had tværtimod. Bare sådan sagde han det, som andre siger fint nok.
Fint så, sagde Gerda.
Klog beslutning! Der ligger en god skovl i skuret jeg har slebet den i foråret. Og kasserne står i hjørnet. Husk dem.
Gerda gik ind i soveværelset. Tog tasken frem og begyndte at lægge tøj sammen, mens ét eneste ord rumsterede i hovedet. Gammel kone. Ikke Gerda, ikke Min skat, ikke engang du. Bare: gammel kone.
56 år gammel. Farvede kastanjebrune hår, som skulle farves hver måned, ellers tog det grå over straks. Lidt mere fyldig end i ungdommen ganske rigtigt. Men var det det eneste, han så? Var der virkelig ikke mere at hente end en køkkenhave og nogle kartofler?
Hun lukkede lynlåsen med beslutsomhed, tog jakke og bilnøgler. Den lille blå Skoda ventede trofast på gårdspladsen præcis ligesom hende selv.
Husk at gemme grød til mig! råbte Gunnar fra køkkenet.
Gerda gik ud. Lukkede døren stille. Ikke noget med at smække bare lukkede, stille.
Turen til sommerhuset i Nordsjælland tog en time og tyve minutter. Igennem byen, videre ad motorvejen, og så den sædvanlige hullede grusvej, der hvert efterår blev til et mudderbad. Gerda kørte, fokuseret på landevejen. Hun lod radioen være slukket tavsheden føltes rigtig. Måske var stilheden det eneste, hun havde råd til lige nu.
Tredive år. Hun var 26, da hun sagde ja til Gunnar, dengang fabriksingeniør og tre år ældre end hende. Stor, solid, tryg. Alt var trygt i starten. Så kom nedskæringerne, så blev han opkøber for et eller andet firma, så noget helt tredje Mens hun selv havde undervist i musik i folkeskolen. Uden store udsving hverken op eller ned. Sønnen Anton boede nu i Aarhus med økologisk-hippie-kæreste og lille datter. De sås tre gange årligt.
Sådan gik livet hvis man skulle skære det ind til benet. Mellem timerne og haven, forældremøder og henkogning, hans forretningsrejser og hendes ensomme aftener med bøger. Hun havde aldrig klaget. Men i morges var der noget, der flyttede sig indeni som et tungt skab der pludselig lader sig rokke.
Ind gennem sommerhusporten bommen havde de allerede løftet i maj. Hun rullede ind ad den velkendte hjulspor, forbi tomme haver og falmende plankeværk. De fleste var smuttet hjem til vinteren. Enkelte steder var der stadig glød i brændeovnen duften af røg og efterårsjord.
Hun satte bilen. Sommerhuset var lille, to etager, men den øverste mest et lidt større loft. Verandaen knirkede faretruende i brædderne. Haven var de sædvanlige 800 kvadratmeter. Gunnar havde i evigheder lovet at forlænge verandaen, skifte brædder og fikse hegnet i venstre side. De sidste fem år havde han lige om lidt.
Gerda trådte ind, lukkede vinduerne op. Der lugtede af lukkede døre og æbler de sidste fra august. Hun satte vand over til te og satte sig ved vinduet.
Kartoflerne stod i seks pæne rækker. Toppen lå slatten hen. Jo de skulle virkelig op, Gunnar havde egentlig ret. Det var måden han sagde det på, der stak. Og dét ord.
Hun hældte te op. Uden at tænke.
Over hækken lød der pludselig en rolig banken. Nabohuset, der tilhørte den tidligere ejer, gamle Poul, var solgt videre det havde nabokonen Ninna selvfølgelig fortalt i sidste uge. Nu var der så nogen, kunne man høre: hamren og en mumlende sangstemme.
Da hun havde drukket teen færdig, skiftede hun til arbejdstøjet slidte bukser og strik. Ned i skuret og hente sin egen trofaste skovl. Klar til første række kartofler: en sur, men nødvendig pligt, kendt af enhver kvinde over 55.
Hun stak skovlen i jorden.
Goddag, lød det bag hækken.
Hun vendte sig.
En mand kiggede ind. Omkring de tres, rank som en garder, iført sirlig grå windbreaker. Kortklippet gråt hår. Stod der som om han var hugget ud af et andet materiale end de fleste mænd.
Hej, sagde Gerda.
Jeg er din nye nabo. Viktor Andersen. Købte stedet i august, men først nu jeg har fået tid til at komme rigtig i gang.
Gerda Mikkelsen, sagde hun. Vi har haft stedet i familien i 20 år efterhånden.
Hyggeligt at møde dig. Han nikkede med et anstrøg af gammeldags stil, som var overraskende behageligt. Er du gang med kartoflerne?
Jeg er ved at gå i gang.
Alene?
Hun tøvede et øjeblik.
Ja. I dag alene.
Viktor målte haar med blikket: rækkerne, skovlen, hende.
Jeg har en god tysk kartoffelskovl, virkelig bred! Hvis du har lyst, hjælper jeg gerne. Jeg skulle egentlig alligevel ordne haven og her er jo ikke så mange kartofler, det er klaret på tre timer.
Nej, tak, det skal du ikke, reagerede Gerda pr. automatik. Jeg gør det bare selv.
Jeg tvivler ikke, sagde han uden hverken tonefald eller skjulte hensigter. Det er nu sjovere i selskab end alene, hvis man kan lide lidt snak.
Hun tænkte et sekund.
Tak. Gerne.
Han forsvandt ind på sin grund og kom tilbage iført arbejdshandsker og sin kække skovl. Gik ind ad lågen for den var ingen af dem endnu nået at spærre.
Jeg starter i den ene ende, så samler du op bagefter, foreslog han. Så går det tjept.
De arbejdede under tavshed i begyndelsen. Viktor gravede pænt og roligt, som en mand som var vant til praktisk arbejde ikke for at blive træt. Gerda samlede kartoflerne. Jorden var fugtig, kartoflerne kom op uden brok.
Har du haft stedet længe? spurgte han.
Siden 98. Dengang var der gode priser, så vi slog til.
Jeg så ellers på flere grunde, men denne trak mest i mig. Tæt på skov, roligt, to kilometer fra stranden.
Du er fra byen?
Ja, boede de sidste år i København, men nu ville jeg tættere på min søster. Hun bor i Helsinge, fyrre kilometer herfra.
Gerda kendte Helsinge. Fin, lille by, god slagter og et ualmindeligt grimt supermarked.
Er du soldat af baggrund? spurgte hun, uden at vide hvorfor måske var det bare hans ryg.
Ja, treogtredive år i trøjen. Oberst, nu på pension for tre år siden.
Kan du med det stille liv?
Han tøvede med en klump jord i hånden.
Lærer det endnu. Først var det mærkeligt. Nu går det. Jeg læser meget. Kan lide at rode med ting. Nu skal der ordnes herude og prøves at blive gennem vinteren.
Her? Om vinteren? sagde Gerda overrasket. Her er der næsten ingen, der bliver.
Så er der også stille.
De arbejdede videre. Gerda opdagede, at tankerne om morgenen og det sårende ord forsvandt under arbejdet. Bare praktiske ting. Viktor talte roligt, uden at ville fylde stilheden.
Til frokost var halvdelen klaret.
Pause? sagde hun. Så laver jeg te.
Kan man ikke sige nej til.
Hun satte vand over, fandt grovbrød, skar Danbo ud, slæbte sit hjemmelavede jordbærmarmelade frem fra juli. Fælles mad på verandaen.
Viktor vaskede hænder ude og tog plads som om stolen var formet efter ham.
Tag, tag, det er hjemmebagt, sagde Gerda.
Den slags lavede min mor. Det er virkelig længe siden jeg har fået det.
Gerda tænkte, at det var bizart: Sidde med fremmed på sin egen veranda og tale om jordbærsyltetøj på sin bryllupsdag. Men rart. Meget rart.
Familie? spurgte hun og fortrød næsten.
Det var der. Skilte for tolv år siden. Datteren bor i Aarhus, vi snakker nogle gange. Hun har fået to børn.
Bor hun ikke herude?
Nej. Hun har sit. Som det skal være. Han drak af teen. Og du?
Søn i Odense. Lidt sådan som unge er, de flytter væk. Vores barnebarn hedder Alma. Tre år.
Ja, sådan er det nu.
Stilhed. Gerda betragtede æbletræet i haven. Fire æbler sad endnu fast.
Ved du hvad, sagde Viktor, jeg foreslår en aftale: Jeg hjælper dig i haven og med det der ellers måtte være, hvor du mangler en hånd. Til gengæld giver du te, lidt snak sådan naboagtigt. Ingen forpligtelser, bare det.
Gerda grinede. Forbavsende befriende.
Underlig aftale.
Ærlig, sagde han med smilende øjne.
Aftale.
De gav hånd. Fast, hurtigt, uden fis.
Efter frokost gravede de det sidste op. Viktor fixede også den skæve portpæl klarede det som var han hjemmevandt. Alt lå på plads klokken fire: kartoflerne i skuret, pælen rank, rækkerne gravet igennem.
Sådan, sagde han, mens handskerne røg af. Orden.
Tak. Jeg havde været her til aften, hvis ikke du havde været med.
Det var hyggeligt, sagde han. I morgen skal der kigges på mit krumme trappetrin hvis du vil bidrage med gode idéer, ville det være værdifuldt. Er ret håbløs selv.
Jeg kan bestemt heller ikke bygge, indrømmede hun.
Man lærer. Sammen går det nok endda.
Han gik hjem. Gerda gik ind i huset, tændte lyset det blev mørkt. Hun tænkte, hun burde ringe hjem. Hun greb telefonen.
Nå? lød Gunnars stemme, ikke noget hej.
Jeg er ankommet. Kartoflerne er oppe.
Flink pige. Sat i skuret?
Jeps.
Godt. Jeg ringer til Flemming, måske kommer vi søndag.
Fint.
Jeg er presset, du.
Han lagde på. Gerda blev siddende lidt med telefonen. Så lagde hun den væk og gik ud på verandaen med sin te for at se solen sætte sig bag nabotagene.
Hun frygtede ikke at overnatte alene i sommerhuset. Havde gjort det mange gange, især i de senere år hvor Gunnar oftere havde været forhindret. Hun lavede mad, læste, gik tidligt i seng. Man skulle ikke stå til regnskab for nogen. Lidt stille frihed, aldrig sagt højt, kun følt.
Næste morgen stod hun tidligt op, grød og kaffe, som altid. Kom i tanke om, at Viktor havde nævnt trappetrinene. Tænkte lidt. Gik så over til ham.
Tidligt oppe, sagde han. Men det er jeg nu også.
Man vænner sig til det. Sammen kiggede de på de løse brædder. De skal bare have nogle lange søm, så gør det igen.
Mon ikke de kan lokaliseres.
Det tog dem halvanden time. Gerda holdt brædtet, Viktor slog søm i, hun stak hovedet indenfor han havde et væld af bøger, og et kort på bordet, professionelt og med blyantstreger.
Er du ude og orientere?
Jeg går gerne ture og optegner mine egne stier. Fra militæret. Har fundet en gammel mølle fem kilometer herfra. Vil du se den en dag?
Gerne, sagde hun og blev forvirret over hvor let det lød.
Over teen spurgte han:
Hvad laver du ellers i byen?
Underviser i musik.
Spiller du selv?
Det gjorde jeg. Vi har et keyboard hjemme, jeg spillede tit indtil jeg blev 45 så gled det ud. Travlhed, tror jeg.
Tror du?
Hun tænkte.
Nok mest tror. Der var tid. Jeg holdt bare op med at føle, jeg måtte.
Han så undersøgende på hende.
Underlig tanke.
Syns du?
Retten til at spille sit eget instrument i sit eget hjem kan næppe nægtes af nogen, sagde han. Men det er kun min holdning.
Gerda blev tavs. Alligevel rykkede noget indeni hende som et glaslåg, der endelig giver sig.
Hun blev på sommerhuset i tre dage. Gunnar dukkede ikke op søndag sagde Flemming ikke kunne køre. Ingen forklaring. Hun rykkede ikke.
På de dage gik hun huset igennem, rydde op, skilte sig af med de gamle ting, som Gunnar hårdnakket havde sagt man kunne få brug for. Tredive års skrammel, der aldrig blev brugt.
Viktor kiggede forbi hver morgen. Nogle gange arbejdede de sammen, andre gange bare en kaffe over hækken. De talte om alt: bøger, børn, hvordan området havde ændret sig. Hans historier fra tjenestetiden, nøgternt. Hun fortalte om eleverne og skolen.
Anden dag opdagede hun hvor sjældent nogen virkelig havde lyttet til hende.
Den tredje dag fandt hun et gammel spejl i et hjørne af grunden et Gunnar havde erklæret overflødigt. Hun hængte det op igen. Kiggede på sit gennemsnitlige ansigt, bustede hår, gammel sweater. Hun tog læbestiften op, som hun aldrig havde brugt herude. Lagde den bare fordi hun havde lyst.
Samme aften sagde Viktor:
Du ser godt ud i dag.
Det er bare læbestift.
Nej, sagde han. Ikke kun det.
Hun smilede bare og hældte mere te op.
Da hun kørte hjem, fulgte Viktor hende til bilen.
Kommer du igen snart? spurgte han.
Inden længe. Måske før end du tror.
Jeg bliver her. Forhåbentlig længe endnu.
Hun nikkede, lukkede døren, vendte sig så:
Tak for de her dage.
Jeg har selv nydt det, sagde han. Pas nu på dig selv i trafikken.
Gerda tændte for radioen. Der spillede Kim Larsen, hun sang med, stille, for sig selv. Hun havde ikke sunget i ti år.
I byen gik alt sin vante gang. Arbejde, supermarked, rengøring, Gunnar der kom hjem, spiste, så fjernsyn, gik. Hun spurgte ikke ind. Han fortalte aldrig noget. Det var sådan, et fællesskab også kunne se ud.
Men lyset var skiftet et sted indeni som lyset om efteråret. Hun fandt keyboardet frem fra opbevaringen, tørrede det af, tændte. Gamle Cremona, anskaffet i 1993, virkede stadig. Hun lagde hænderne på tangenterne, spillede skalaer, så første styk af en Chopin nocturne, hun kunne udenad.
Gunnar kom ud fra stuen.
Spiller du nu?
Ja.
Hvorfor det? Det er sent, naboerne…
Vi har tre betonvægge, ingen naboer hører det.
Alligevel Han gik tilbage til tv’et.
Hun spillede videre. Ikke for at provokere hun havde bare lyst.
Næste lørdag stod hun ekstra tidligt op, satte håret, tog kjolen på hun havde købt for to år siden og aldrig brugt midnatsblå med lille krave. Gik ud i køkkenet.
Gunnar så forvirret op.
Hvor skal du hen?
Ingen steder. Bare sådan.
Han trak på skuldrene og stirrede ned i mobilen igen. Hun lavede kaffe, åbnede vinduet og nød aromaen. Ganske almindelig baggård udenfor men kaffen smagte mærkeligt godt.
Veninden Tove hendes evige makker fra seminariet skrev på Messenger:
Hva, Gerda, du ser helt frisk ud! Så dig lige på Facebook, ny profil! Er der sket noget vildt?
Gerda kiggede på billedet. Hun sad på sommerhusets veranda, i den blå kjole med kaffekop, solen skinnede. Viktor havde taget billedet. Se, hvordan solen falder, havde han sagt. Hun havde ikke regnet med, at det var så rart.
Bare sovet godt for en gangs skyld :), svarede hun Tove.
To uger senere tog Gerda til sommerhuset igen. Denne gang helt af sig selv. Hun pakkede keyboardet med ned.
Viktor kom straks. Godmorgen! Du er tilbage.
Selvfølgelig. Og nu med keyboard. Vil spille lidt.
Han smilede stort, sjældent, men så var det alvor.
Glimrende idé. Kan jeg blive?
Jeg er rusten, så det bliver hakket.
Det er kun levende musik, der tæller.
Hun nikkede. Hun spillede. Først tøvende, så varmere. Hænderne huskede mere end hun troede. Nocturnen rystede lidt, men havde sin egen charme.
Viktor sad på bænken og lyttede, uden kommentarer. Bare til stede.
Senere drak de te, han havde chokolade med fin, mørk, importeret.
Ved du hvad, sagde Gerda, jeg tror faktisk jeg holdt op med at spille fordi Gunnar hadede larmen. Efter alle de år får man den tanke selv. At det larmer.
Men det er ikke larm.
Nej. Det er nødvendigt.
Han tænkte sig om.
Da jeg gik på pension, sagde min eks: Nu skal du være hjemme hele tiden? Hun sagde det som en trussel. Jeg opdagede, hun faktisk havde indrettet sit liv på at have mig væk i alle de år. Vi havde et år hjemme sammen. Så skiltes vi. Hun blev i byen, jeg her.
Trist?
Kun at det ikke blev forstået før. Ikke over det, der faktisk var rigtigt.
Gerda så ned på koppen.
Det er svært at kende forskel på tålmodighed og bare vanetænkning, sagde hun. Hvornår man faktisk ikke savner, men bare ikke mærker det mere.
Det er der ikke noget simpelt svar på, sagde han.
Efteråret var mildt. Gerda kørte op hver anden weekend, eller blev væk en uge ved behov. Skolejobbet gled hun havde en god 5. klasse.
Hver gang bragte hun lidt nyt. En dag tog hun med gamle plader på sommerhuset stod en grammofon, hun aldrig havde brugt. Viktor fik sat nålen i stand og sammen lyttede de Les Lanciers og Grethe Ingmann en regnvejrsaften under udhæng.
Min mor hørte sådan noget, sagde han.
Min også. Når jeg lugter papirspladerne, er jeg fem år hjemme i Skanderborg.
Det er vigtige minder.
Ja. Men de stikker også. Man husker hvor godt det kunne være så mærker man også hvor meget det ændrede sig.
Men det er ærlig viden.
Så lyttede de bare og lod regnen falde.
I slutningen af oktober begyndte Gunnar at opføre sig mærkeligt. Kom senere hjem. Blev suspekt, når telefonen ringede. En gang hørte Gerda: I morgen går ikke, konen er hjemme.
Hun lavede ingen scener. Græd ikke. Gik bare walk the dog i tankerne.
56 år. Lærerinde, levende, lidt træt, keyboard på verandaen, syltetøj og Chopin i fingrene. Ikke nogen gammel kone. Bare Gerda Mikkelsen. Og først nu, ved at nærme sig 60, begyndte hun at forstå det.
Hun fortalte ikke Viktor om Gunnars sidespring ikke for at skjule det, men det var hendes eget.
En dag sagde Viktor:
Er alt ok?
De sad hos ham. Han lavede spejlæg og løg. Det duftede.
Hvorfor spørger du?
Du er ikke helt her i dag.
Hun så ud.
Livet hjemme er lidt trægt. Det sker.
Det kender vi vel alle.
Mere sagde han ikke. Det var rart den slags tavshed.
I november viste han hende møllen. Fem kilometer i den skov, hvor jorden allerede duftede af vinter. Gamle planker holdt lige, hjulet drejede ikke, men dét kunne det næsten.
Flot, sagde Gerda.
Jeg har set gamle kort, den er fra 1700-tallet.
Hun lænede sig ind, så det sorte vand under de tunge skyer.
Starter du forfra efter 55? spurgte hun ikke rigtigt til ham, mest til luften.
Nej, ikke forfra. Bare næste kapitel, sagde han. Forfra betyder det gamle ikke tæller. Men det gør det jo. Nu er det bare noget andet.
Er du bange for noget endnu?
Ensomheden måske. Selvom jeg reelt også er alene nu. Mærkelig frygt.
Der er ensomhed alene og så ensomhed sammen med et andet menneske. Det sidste er værst.
På vej tilbage tænkte Gerda, at herude åndede hun lettere end længe. Som om hun havde fået lov at fylde lungerne med hele den friske danske efterårsluft.
Imens havde Gunnar sine egne prøvelser. Kvinden hed Lise. 43. Hun arbejdede administrative opgaver og var temmelig effektiv. Gunnar inviterede hende i Hellerup til kaffe det fungerede nogenlunde, lige til hun spurgte, hvad han egentlig lavede i weekenden. Han kørte indviklet snak om kartofler og sommerhushygge. Skjorten var grim, hun bemærkede den. Da han så glemte at ringe tilbage, blev hun fornærmet, og det døde ud.
Han prøvede selv at lave mad og brændte grøden på prøvede at stryge skjorter og lavede hul i kraven. Bilen gik kold, og han anede ikke hvor servicen plejede at foregå.
Han ringede.
Gerda, hvor står skuremidlet?
Under vasken, nederst.
Hvordan stryger man skjorter?
Middel varme, lidt damp.
Hvor får vi bilen lavet?
Grønnevej 23, spørg efter Jan.
Gerda svarede, roligt, helt nøgternt som til en vildfaren elev.
I kolonihaveforeningens Facebook-gruppe skrev Ninna: Vi har ny smuk kvinde i sommerhuset hos familien Mikkelsen, drikker kaffe med deres nye nabo, Viktor. Flot par!
Billedet var med. Gerda og Viktor på verandaen, han med krus, hun med kaffekop, griner. Hun i den blå kjole, det flagrende hår. Viktor så på hende.
Gunnar var med i gruppen. Han så det. Så ringede han.
Hvem er det dér?
Gerda så på telefonen. Så på Viktor, der læste lidt længere væk.
Den nye nabo. Jeg sagde, Pederens grund blev solgt.
Hvorfor sidder du og drikker kaffe med ham?
Fordi det er rart.
Jeg kommer derop nu.
Velkommen. Sagde hun, og lagde på.
Viktor så op.
Din mand?
Ja.
Skal jeg forsvinde?
Nej. Bliv bare.
Han nikkede. Læste videre.
Gunnar dukkede op næste dag. Vred, småsvedig, byjakke. Gerda sad på verandaen, kaffe og Viktor lige overfor, i samtale om en bog.
Hej.
Hej, sagde Gunnar og kiggede vurderende på Viktor.
Det er Viktor, naboen. Viktor, min mand Gunnar.
Viktor rejste sig, nikkede kort.
Goddag.
Gunnar ignorerede det, så på kopperne, bogen, alt.
Vi skal lige tale sammen.
Tal.
Alene.
Viktor er da ikke et problem, sagde Gerda. Bare sig det.
Gunnar knyttede læberne.
Hvad fanden foregår her?
Jeg drikker kaffe med naboen. Noget galt?
Prøv nu at slamre ned fra den moral-pind. Ved du hvad folk skriver på Facebook? De kan jo gætte sig til det hele!
Ja? De kan gætte, jeg drikker kaffe med et behageligt menneske. Det er rigtigt. Ninna skrev det.
Gerda, stop.
Stop hvad?
Det her! Kjole, kaffe, keyboard og nu render du rundt med fremmede mænd. Har du glemt hvor gammel du er?
Gerda satte roligt koppen fra sig. Så på ham.
56, Gunnar. Du ville sige gammel kone, ikke?
Han blev rød.
Det mente jeg ikke.
Det mente du netop. Det sagde du højt, på vores bryllupsdag, da du sendte mig ud at grave kartofler.
Kan vi ikke lade det ligge nu.
Nej, ikke denne gang.
Gunnar tog et skridt nærmere.
Gerda, kan vi tage det her hjemme?
Viktor har de sidste to måneder rettet porten, hjulpet i haven og lyttet uden én gang at kalde mig gammel kone. Så han må gerne blive.
Gunnar så på Viktor, der bare stod roligt.
Du skal gå.
Jeg går hvis hun beder om det.
Bliv, sagde Gerda.
Gunnar bed tænderne sammen. Så på Gerda:
Hvad er det her?
Jeg er hold op, jeg har bare gjort som du har ønsket i årtier. Nu nyder jeg kaffe, musik og samtaler.
Du var altid sådan en ordentlig kone. Hvad er der sket?
Endelig mærker jeg, jeg lever. Jeg spiller musik igen, drikker kaffe i kjole, taler med dem som taler rigtigt til mig. Jeg kan lide det.
Han så forvirret på hende. Som om han opdagede et ansigt, han havde glemt.
Gerda kom nu med hjem.
Hvorfor?
Det er da hjem?
Jeg er hjemme her.
Jeg forstår ikke.
Det ved jeg. Det har du ikke gjort i lang tid.
Hun gik til vinduet, så ud på haven ordnet, klar til vinter. Æbletræet stod nøgent. Himlen grå og høj.
Så tog hun vielsesringen af. Ikke med drama, bare lagde den på bordet.
Gunnar så perpleks på den.
Hvad betyder det?
At jeg lægger den her lidt. Du har have og kartofler. Nyd det.
Gerda
Jeg går en tur. Viktor, skal du med?
Gerne.
De gik. Langs marken, ud mod skoven.
Er du okay? spurgte han efter nogle minutter.
Hun overvejede det.
Ja. På en mærkelig måde.
Fortryder du?
Hun tænkte sig om.
Jeg ved det faktisk ikke. Tredive år er meget. Der var gode dage. Dem kan jeg huske.
Det er vigtigt.
Hvad der sker nu, aner jeg ikke.
Ingen ved det. Det er sådan livet er.
De gik videre ud mod marken. Græsset var sprødt, himlen grå, og skoven sort i horisonten. Hun tænkte, at det hun havde troet var afslutningen, måske bare var begyndelsen på noget forunderligt forstyrrende og levende.
Hun vidste ikke, hvad der ville ske hjemme. Og måske var det netop meningen.
Ved siden af gik en mand, som aldrig havde kaldt hende for gammel kone. Som havde lyttet. Om det var begyndelsen på noget nyt eller bare en pause det måtte tiden vise.
Marken sluttede, skoven startede. De gik videre.
