Månen indtog igen sin plads på tronen
Før eller siden forsøger vi alle at gøre status over livet hvad gik egentlig godt, og hvad forvandlede sig til noget, vi helst ville have været foruden. Fortiden kan ikke skrues tilbage, og når mørke tanker sniger sig ind på Jytte, forsøger hun at jage dem væk og rette tankerne mod livets små mirakler.
Snehvide bundter på æbletræet i haven, barnebarnet Tobias latter i telefonen, den nysgerrige musvit udenfor køkkenvinduet, en kop dampende te, og katten Felix, der ligger sammenkrøllet på mit skød. Hvor er jeg dog heldig at have alt det
En lun sommeraften lagde sig blidt ned over landsbyen, så forsigtigt, som om den ikke ville forstyrre de sidste lyde fra den døende dag. Jytte trak sjalet tættere om skuldrene og gik ud i gården. Hun elskede dette øjeblik, hvor heden trak sig tilbage, luften blev fyldt med duften af slået græs og solvarme blade.
Hun fulgte stien gennem haven til den lille pavillon, som deres vilde vin havde omringet i årevis. Der brændte allerede et blidt, gulligt skær fra lampen, og to krus te stod og sendte små skyer af damp mod aftenluften. Mogens sad på bænken, fingrene gled hen over guitarstrengene. Da han fik øje på hende, varmede han hende op med det samme smil, der for 30 år siden fik hendes hjerte til at hoppe over et slag.
Sæt dig, Jytte. Snart synger nattergalen, sagde han stille og smilende.
Hun satte sig tæt ved ham og lagde hovedet mod hans skulder. Han duftede af tobak og noget trygt, noget, der kun kan hedde ét: hjem. Jytte lukkede øjnene. I sådanne øjeblikke kunne erindringen trække hende langt tilbage til smerten, der engang havde splintret hende.
Pludselig stod hun igen midt i historien om Henrik. Flot fyr, rank, med den der lille kærv i hagen. Hvor var hun dog forelsket! Hun tegnede fremtid, troede, deres kærlighed kunne flytte bjerge. Men hans forældre viste sig at være dét bjerg, hendes drømme skiltes ad på. De ville have en svigerdatter fra det rigtige hjem, ikke bare hvilken som helst landsbypige.
Henrik lagde sig fladt. Jytte, vi må slutte, min mor sagde han og så var det overstået.
Senere, ude på gaden, mødte hun hans mor, der flød forbi med det selvtilfredse smil og kom med den: Henrik er nu blevet gift! Hans kone, hun er altså noget andet end dig. Ordentlig pige, dygtig husmor, og smuk.
Kun puden på den smalle sovesofa på kollegieværelset kendte rigtigt antallet af tårer. Lyset forsvandt, og det virkede som om, der ikke var mere godt i dette liv.
Så var det Mogens dukkede op. Filmoperatør i forsamlingshuset munter, jordnær, altid med pjusket hår og guitar under armen.
Han kom op på kollegieværelset til hendes veninde, fik øje på Jytte, tudet og færdig, og sagde:
Skal vi ikke gå i forsamlingshuset? Jeg har fået en ny film hjem, det er en kærlighedsfilm. Og bagefter synger jeg for dig.
Hun havde intet at miste og sagde ja. Hun husker ikke filmen, men hun husker, hvordan han sang. Hans stemme gik dybt, sang om lange veje og blå øjne og han så kun på hende. Midt i vreden mod Henrik, besluttede Jytte sig:
Nå, men så gifter jeg mig da bare med en simpel filmoperatør. På trods.
To måneder efter blev de gift Mogens insisterede. Efter nytår kom han og hans forældre for at fri, og snart stod de med bryllup og et hverdagsliv foran sig.
Jytte syntes ikke rigtigt, hun så Mogens fejl. Hun bar sine lyserøde briller, elskede bare at være tæt på ham. I begyndelsen var alt som i den der kærlighedsfilm; Mogens bar hende rundt, spillede guitar om aftenen, de lo og hyggede. Men filmen sluttede hurtigt, og så kom virkeligheden.
Der først indså Jytte, at hendes mand var langt fra et ideal. Men det var for sent. Ægteskabet mindede mest om årets gang. Først forår varmt og lyst, de første år. Så en hed sommer, men den gik hurtigt over.
Så kom efteråret. Det halve triste, våde, blæsende små lune stunder, men mest bare regn. Og så isvinter: iskoldt.
Mogens begyndte at drikke først som weekendhygge, så mere og mere.
Vinteren overlevede de, men forår kom aldrig, kun mere kulde.
Første gang slog Mogens. Blev chokeret selv, bad om tilgivelse, krøb for hendes fødder.
Jytte tilgav, bed det i sig. Hun kunne have gjort tingene anderledes, hun kunne have smækket døren og gået, da slaget faldt første gang.
Men hun blev. Skam holdt hende tilbage. Skam over, at hun måske havde valgt forkert, at ægteskabet var forhastet og kun en trodsreaktion. Hun skjulte blå mærker bag lange ærmer; tårer bag lukkede døre.
Imens hun vuggede datteren, hviskede hun til sig selv: Måske kan jeg forme ham efter mig? Måske er det ikke for sent?
Men nej. Hun levede videre i et gråt, uendeligt efterår, i tårer og frustrationer. Det blev rigtig slemt, da vinteren blev værre, isen lagde sig tungt mellem dem. Da hun ikke længere turde for sin egen skyld, men kun for barnets, var hun klar til at løbe væk, hvor som helst.
En morgen, mens hun så på hans hævede, sovende ansigt, ramte erkendelsen hende pludselig og klart:
Jeg kan ikke mere. Det her er ikke et liv, det er en sump. Jeg vil ikke bare finde mig i det længere.
Mogens, hun vækkede ham og sagde stille, men urokkeligt. Enten kommer du i behandling, eller så går jeg. Og det bliver i dag.
Han blev rystet for han var vant til, at hun tav og bar over. Men i hendes blik var der stål, og det skræmte ham. Han ville ikke miste hende og sagde ja.
Jytte brugte alle tricks, kæmpede hun mente, alt var tilladt i krig. Det blev en sej kamp med tilbagefald han stak af, hun ledte og slæbte ham hjem. Hun satte ham sprøjter, når han var syg, gav ham besked hver gang:
Du hører, Mogens de her piller går absolut ikke med snaps. Du dør. Og jeg kan ikke redde dig.
Han hørte efter. For at fjerne fristelser stoppede Jytte med at invitere gæster de kom heller ikke ud. De levede stille i deres lille verden, som hun vogtede som en sart blomst.
Det gik endelig fremad. Men risikoen lurede hun talte med ham, gentog budskabet. Når han havde ondt i leddene og fik indsprøjtninger, læste hun teksten op igen:
Ingen snaps til det står i indlægssedlen, se selv. Sprøjten hjælper, men alkohol slår dig ihjel.
Hun spekulerede på, hvordan hun kunne forhindre, at han faldt tilbage. Så klækkede hun en plan:
Hør, Mogens, skal vi ikke spare sammen til en bil? En brugt Lada for eksempel. Du har jo kørekort, så kan du køre mig ud efter jordbær eller svampe og måske også tage mig med på fisketur.
Hun så straks, at hans øjne lyste.
Det lyder som noget, Jytte! God idé, altså
Han gik op i det tog ekstra vagt, fik lidt flere penge ind. Efter nogen tid købte de en rusten gammel Lada, som Mogens brugte et halvt år på at renovere. Jytte nød at følge hans entusiasme, når han skruede til sent på aften i gården, indtil hun brokkede sig:
Mogens, hvor mange gange skal jeg varme din aftensmad om?
Bare vent lidt, Jytte, jeg skal bare lige skrue den her på så glemmer jeg det ikke. Bilen skal passes, den skal være sikker. Det er vores tryghed, forklarede han tålmodigt.
Jytte nød, når de sammen kørte til Brugsen i Købstaden. Mogens rørte ikke alkohol han skulle altid køre. Alligevel var hun på vagt, for de havde nu været gift i femten år og havde to døtre. Hun glædede sig over hans dydige liv, men frygten sad stadig.
Så fik hun igen en idé.
Ved du hvad, Mogens sagde hun en aften på trappestenen foran det gamle hus skal vi ikke bygge et stort hus? Med vores egne hænder? Jo jo, penge skal der til, men vi kan tage et lån.
Han så på hendes beslutsomme blik, de arbejdsvante hænder, og nikkede.
Du har altid en plan, Jytte du lader hverken dig selv eller mig hvile, sagde han med et smil, der fik Jytte til at vide, at han også kunne lide idéen.
Femten år er gået, siden han sidst rørte alkohol. De slæbte, byggede, sparede sammen til det nye hus. De opfostrede to døtre, der nu bor i byen med deres egne familier.
Huset tog lang tid at bygge, men det lykkedes. De samlede byggematerialer sammen, ansatte håndværkere, når tingene var for tunge.
Da huset stod færdigt, gjorde de haven i stand, og Jytte sagde:
Mogens, det er blevet et dejligt hus, men vi mangler en smuk pavillon, så vi kan sidde her om sommeren, plante æbletræer, syrener og jasminer.
Han slog et par akkorder an, og melodien flød ud, blød og rolig. Så begyndte han at synge.
Mogens så kærligt på hende, som han altid havde gjort nu i tredive år.
Jytte, din energi slipper aldrig op. Jeg er med, og jeg havde selvfølgelig aldrig selv fundet på det
Nattergalen klukkede i buskene. De sad tæt sammen i pavillonen, omgivet af vildvin.
Mogens spillede igen, melodien kom, deres sang. Han sang lavt, en smule hæst, men med al sin kærlighed:
Månen går op på sin himmeltrone, hersker over stjerneland
Jytte lyttede, og hun mærkede freden bredte sig i hendes bryst. Hun så på hans grå stænk ved tindingen, rynkerne omkring øjnene, de stærke hænder, der holdt om guitaren. Hun kom i tanke om den spydige stemme:
Hendes kone var slet ikke som dig Gad vide, er hun lykkelig i dag? Og hvor blev Henrik af?
Men hendes Mogens var her han sang for hende. Sådan som dengang, men nu med endnu større dybde og ro.
Hvad tænker du på? spurgte han og satte guitaren fra sig.
At livet ikke har været spildt, svarede Jytte let.
Mogens lagde armen om hende og trak hende tættere ind til sig. Over dem steg månen op på sin trone, lyste på pavillonen, huset og deres stille lykke, som de selv havde bygget og lidt sig frem til hånd i hånd.
Tak fordi du læste med, for dine tanker og skæve smil. Held og lykke og kærlighed til alle!
