Nannas bryllup
Jeg så ham straks, da jeg drejede hovedet mod mængden, der væltede ud af togvognen. Sommerhusejere med kurve og rygsække, lokale arbejdere på vej hjem fra nattevagten, en pige med en dukke under armen, hendes mor med en kuffert alle skyndte sig mod trappen, men han gjorde ikke. Han trådte til side, stillede sig et roligt sted, tændte en cigaret, nød et langsomt hiv og så sig omkring, mens han kløede sig på halsen. Præcis sådan nyder byboere den jyske sommerby.
Mit hjerte trak sig endda lidt sammen hvor var det dog hyggeligt, trygt og straks velkendt. Og kasketten gammel og falmet, lige som Peters engang
Kom nu, Nanna! Kunderne venter, Nanna! min kollega Grethe prikkede mig på skulderen. Ja, kom nu, for Søren!
Jeg gav et lille sæt, vendte mig om. Køen kiggede nysgerrigt på de små slikposer, drenge skubbede hinanden foran døren, talte deres få kroner.
Ja, selvfølgelig. Hvad skal det være? Værsgo… Hvad med dig? Ja, ja, et øjeblik
Smidigt øste jeg slik op i papirposer, men holdt øje med manden med kasketten ud af øjenkrogen. Han slukkede smøgen, strakte sig, greb sin kuffert og satte kurs mod landsbyen. Solid, velbygget, benene lidt krumme, men det gjorde ikke så meget. Men hænderne! Store, håndfaste hænder man følte sig tryg, bare ved tanken. Det snurrede lidt i kroppen.
Jeg rødmede ved mine egne uanstændige tanker.
Hvem er det dér, hva? Grethe stak nysgerrigt hovedet ud gennem vinduet. Hun var altid hurtig til at flirte med fremmede, invitere en god kandidat ind, og lave sjov. Undertiden stod hun og mimrede over, hvordan mænd stod på spring foran kiosken, men Grethe efter vagtens slutning blev hård som sten, når hun låste døren til kiosken.
Må jeg følge dig hjem? endnu en bejler hastede over til hende. En lille gave! Han rakte hende en æske flødeboller, som han netop havde købt af hende.
Jeg spiser ikke sødt. Og jeg behøver ikke følge til døren. Tak og farvel, svarede Grethe koldt og afviste gaveæsken.
Den stakkels mand stod målløs tilbage, mens Grethe beslutsomt marcherede hjem. Hun havde altid nok at lave, gården, husholdningen, tre sønner i alderen små, mindre og mindst. Det blev aldrig til mere.
Mand! Ja, dig! Med kasketten, ja! råbte Grethe ud til fremmede.
Du skal ikke! Jeg var straks flov over hende. Lad nu være, Grethe!
Hvorfor? Kan du lide ham, så må du ikke slippe ham. Jeg kan se, du synes om ham.
Hun kaldte altid mænd for eksemplarer. Den dér for tynd, den dér gnier, den der… han spiser os ud af huset, ham dér. Men dén, ham skal du tage fat i!
Det gør jeg ikke! Hvor får du det fra?! Jeg viftede med hånden og forsvandt bag forhænget.
Jo, jeg kan se det du står og strutter, rødmer og får stjerner i øjnene. Nanna, tag chancen! Du har jo kun Line flyttet hjemmefra, din mor lever og trives, og du er ikke nogen byrde for nogen. Se nu at tage imod, mens lykken banker på! Hun viftede ham over mod kiosken. Kom indenfor, vi har kølige drikke og lækker hjemmebagt æblekage fra egen produktion!
Manden trak på skuldrene, strammede bæltet under sin runde, rare mave, greb kufferten og gik til kiosken.
Hvorfor står du stadig dér? Tag lige min læbestift, Nanna! Og tag nu den gamle tørklæde af, ikke sandt? Jeg har sagt det mange gange man skal være klar til lykken, når den kommer! Kom så, massér lige under øjnene, sådan, flot!
Døren blev slået op. Manden trådte ind.
Goddag. Vi er glade for at have dig i vores lille landsby. Grethe. Hun rakte hånden frem. Og det her er Nanna Kristiansen.
Grethe nikkede over mod mig, mine læber var knaldrøde, og jeg forsøgte at smile.
Goddag! Sten Vestergaard. Jeg er blot på gennemrejse, på forretningsrejse, præsenterede han sig, tog Grethes hånd, sendte mig et venligt smil. Sikke et udvalg det ser godt ud.
Han lod blikket glide over disken, valgte to æsker flødeboller og en æblekage.
Tag bare mere og husk at tage lidt med hjem, man skal altid have gaver med på rejsen! roste Grethe. Nanna, giv ham lige den chokoladebjørn deroppe.
Jeg rakte den indpakket i glinsende sølvpapir, smilende og let.
Den er fra os begge og specielt fra Nanna, blinkede Grethe. For Nanna er den bedste værtinde, laver fantastisk mad, og hendes hus er altid så hyggeligt.
Sten så på mig med interesse, og jeg kunne have sunket i jorden.
Jeg besøger hende tit rent som på et museum. Alt skinner, det er hyggeligt, og huset er stort. Og hun bager de bedste boller, og haven er fyldt med stokroser, og der er en lille sø med aborrer fisker du? Grethe smilede. Sten rynkede dog lidt på næsen.
Jeg fisker ikke, jeg køber dem heller, sagde han. Men så blødte han op. Et hus på landet, det er min drøm. Hvor langt er der?
Bare ti minutter herfra følg bare stien fra stationen, det store sandfarvede hus med hane på taget og stokroser ved hegnet, det er Nannas. Opført i tømmer, kendt på hele vejen, svarede Grethe. Du skulle smage hendes tærter, uhmm, et mirakel!
Min hånd slap ikke chokoladebjørnen, og jeg tænkte: Hvorfor siger hun alt det?!
Det skal jeg nok se! Helt sikkert, nikkede Sten, hang posen på armen, bukkede let. Nu må jeg videre, piger. Skal lige forbi rådhuset. Meget vigtigt.
Han blinkede på en sammensvoren måde og var væk.
Sådan, Nanna! Tag nu fat, mens chancen er der. Kan du lide ham? Tag ham med det hele! Grethe klappede i hænderne.
Du siger noget pjat, Grethe! Nu har du bare forvirret det hele, sagde jeg og så efter Sten, som gik over vejen og ind ad villavejen, mens han justerede bæltet.
Skulle have givet ham en vand! Tag den her, løb efter ham og sig, det er til ham. Så vil han komme tilbage, det lover jeg dig! Grethe pressede en flaske vand i hånden på mig og skubbede mig ud ad døren.
Jeg gik først hurtigt, så løb jeg.
Undskyld! Undskyld mig! råbte jeg, forpustet. Her er lidt vand til dig, det er jo så varmt …
Sten vendte sig om, først så han forundret ud, men så smilede han stort.
Åh, det behøvede du ikke! Det var meget sødt af dig, sagde han varmt. Hvad skylder jeg dig?
Han fandt mønter frem, men jeg rystede på hovedet.
Det er en gave velkommen til. Hvor skal du bo? Det kom helt af sig selv jeg var begavet med lidt mod. Grethe holdt øje bag ruden, som en general på post.
Jo, jeg bor vist på gæstgiveriet, Løven. Der har jeg et værelse. Han smilede og tog imod flasken. Tusind tak, vi ses!
Farvel, Sten … kig endelig forbi!
Jeg gik hjem, som i en døs tummelumsk udenpå, men indeni bankede hjertet på livet løs.
Utroligt, sådan kan det føles … hviskede jeg til Grethe.
Hvordan? Grethe så på mig med knebne øjne.
At man kan se en mand første gang og straks vide, han er den rigtige. Hvem han er, betyder ikke noget. Det er bare ham.
Efter min mening lidt for blød, men hvis din sjæl insisterer tag ham! lo Grethe og puffede til mig med albuen. Han er nok fra byen, og hvem ved, måske bliver du en fin københavner! Hun lo så duer og støv flagrede udenfor kiosken. Husk nu bare at gøre dig til. Jeg vil låne dig min silkekjole du må bare bede Line om at sy det ind. Og sig til din mor, hun skal tage det roligt ellers begynder hun at sladre om hele din barndom. Det kan folk fra byen ikke lide.
Hvorfor? Synes du ikke, han vil vide noget om mig? Jeg var forundret.
Nej, de skal have lidt mystik om kvinden! Og du skjuler også fotoalbummet. Din moster viser altid alle billederne, og det klæder dig ikke, sagde Grethe og lod som om, hun annoncerede: Kom ind, køb lidt sødt til glæde, Nanna du skal have dig en mand med magt!
Du snakker for meget! Jeg viftede afværgende.
Hvad med en mand? Hej piger! Det runde ansigt på min nabo, Michael Jørgensen, stak hovedet ind. Han plejede at hjælpe til og nærede lune følelser for mig, men han var altid for genert til at fortælle det.
Hej, Michael. Snart får Nanna en direktør til mand han kom i dag og vil snart fri! afslørede Grethe.
Michael stivnede.
Er det sandt, Nanna? spurgte han, med næsen som en vred tyr.
Hvorfor skulle du vide det? Du ser det jo snart, svarede Grethe, koldt. Skal du have småkager?
Nanna? Er det sandt? spurgte Michael. Jeg svarede ikke, bøjede hovedet. Hvad kunne jeg sige til Michael, der gik rundt halvnøgen på nabogrunden, som havde boet der i ni år og blev ven med min mor, Olga?
Forstyr ikke, Michael, sagde jeg koldt. Skal du have noget? Nej? Så må du undskylde, jeg skal arbejde.
Grethe vinkede ham ud, slog vinduet i: Han må være hurtigere på aftrækkeren! sagde hun. Nå, hvad skal det være?
Jeg skyndte mig hjem hvad nu hvis Sten allerede havde været forbi? Hos os var jo ikke gjort rent, og mor skulle advares om at holde en lav profil.
Hej, mor! Jeg spurtede op ad trappen til vores solide jyske træhus nymalede vinduer, geranier i de rene karme, vasketøjet blafrede på snoren, min kjole og Lines bukser.
Du ser trist ud, Nanna! råbte mor fra rummet. Jeg smed arbejdstøjet, tog morgenkåbe på, greb et fad og ville tage tøj ned.
Hvad er der, mor, er du utilpas? Jeg lagde mig på knæ ved hendes stol og kiggede op.
Der er ikke noget men jeg vil ikke sælge huset! Jeg vil blive her, ligge mig på dørtrinet om nødvendigt. Din far byggede det med sine egne hænder, forstået?
Hvorfor tror du, jeg vil sælge huset, mor? Jeg har aldrig overvejet det! Jeg tog hendes hænder, kyssede dem. Mor, du ved, jeg elsker både dig og huset, og Line voksede op her. Hvad bilder du dig ind? Kom, nu tager vi tøj ind, og så spiser vi aftensmad sammen. Jeg har købt dine yndlingsosteboller!
Men mor rystede på hovedet og trak sig.
Han har været her stod ved lågen, kiggede grundigt, sneg rundt på grunden. Han har dårlige øjne! Han kiggede på tagstenene Michael lagde, vores ekstra store have, brønden. Sælger du, forbander jeg dig! Er du ude efter flere penge til pynt eller tøj? Sælg alt mit, hvis du vil, men ikke huset. Det er Lines arv!
Hun blev enorm, gik ind i huset.
Hvem har været her? Jeg har ikke talt med nogen! jeg løb efter.
Den dér mand med maven stor som et græskar, beskidt kasket, kuffert med. Han registrerede alt hurtigt. Hvis du sælger, kalder jeg på Michael, og han skal nok drive ham væk! Mor gjorde sig stolt og truende.
Mor, hvad har Michael med det at gøre? Han kan ikke måle sig med den mand. Vi mødtes blot på stationen, Grethe nævnte vores hus som noget særligt. Det var alt! Du har bildt dig noget ind og hidset dig op!
Lov mig, du ikke svigter? krævede mor med dyb stemme. Jeg nåede ikke at svare, for Line kom insisterende løbende, stivnede ved synet af mors vrede ansigt.
Hvad sker der? Hun anbragte tre is på bordet. Mor, værsgo vanilje, mormor får chokolade, jeg tager sorbet
Line, lov mig, du aldrig svigter vort hjem! befalede Olga stort.
Det lover jeg. Line trak på skuldrene.
Det er ingenting! Mor, ro på! Jeg var rød i hovedet både over manden og alt dette.
Mor, slap af! Det hele er en misforståelse. Ham, jeg mødte på stationen, er venlig, høflig og midlertidig her. Vi inviterede ham bare på kaffe Gitte var bare overfrisk. Han gik vist kun for at aflevere flaskepant!
Line så undersøgende på mig.
Mor, er det kærlighed? spurgte hun da vist, med et glimt i øjet.
Ja, måske! Nu må vi se, hvad det bliver til, sagde mor tørt og gik i køkkenet med isen.
Senere, mens vi drak te, var der én, der kaldte på mig fra gården.
Nanna! Undskyld, forstyrrer jeg? Sten stod i porten med en buket vilde blomster.
Et øjeblik, jeg kommer ud! Forsøgte at lade som om intet, men skyndte mig i entreen, ordnede håret, så ned ad mig selv stadig i morgenkåbe! Greb hurtigt tørklædet og gik ud.
Kommer jeg ubelejligt? Jeg ville bare komme for at sige tak og give dig en lille buket, smilede Sten og rakte blomsterne frem.
Er du gal nej tusind tak, det var pænt af dig. Min mor blev bare forskrækket. Hun bryder sig ikke om fremmede, hun er jo ældre, du forstår …
Det kan jeg forstå. Måske du kan vise mig lidt rundt? Jeg kender jo slet ingenting, foreslog Sten.
Jo, det kan jeg sagtens jeg skal bare lige tage min taske, jeg mangler også at købe brød! Jeg smuttede ind, skiftede til pæn kjole, blev forbavset over, at han måske kunne se ind, skjulte mig hurtigt.
Mor så på mig med den mine, kun mødre har. Han kalder og hun render, sagde hun lavt. Line smilede i smug.
Jeg følte mig som en jysk ungmø og duftede af parfume. På vej ud informerede mor, at lågen blev låst senest klokken ni.
Vi spadserede længe. Jeg hilste på folk, præsenterede Sten som gæst fra København. Han fortalte om livet i byen, de fine muligheder og alle kulturtilbud.
Du har en datter? Hun skulle til byen der er så meget: teatre, udstillinger, universiteter! Hvilket liv! sagde han.
Jeg nikkede stille. Jeg har selv været dér i ungdommen.
Du ser stadig ung ud! Jeg mener det, han standsede, så mig ind i øjnene. Jeg druknede i hans blåblandede blik. Han lænede sig frem og så ramte Michael os bagfra.
Michael? Hvad laver du? afbrød jeg ophidset. Skal du overvåge os?
Sten Vestergaard, præsenterede Sten sig.
Nanna, mor bad mig minde dig om brødet, sagde Michael, koldt. Så for han videre.
Glem ham! Han er bare vores nabo, sagde jeg. Men det er nok også sent.
Sten fulgte mig til lågen og kyssede min hånd.
Hvis du vil, kigger jeg forbi i morgen? spurgte han.
Det ville jeg gerne.
Michael sad i busken, bandede stille overfor sig selv og Sten. Kom bare forbi, hvis du tør!
Sten kom forbi hver aften i en uge. Vi gik ture, jeg fortalte om forår og æbleblomstring, landskabet og himlen.
Du burde se, hvor smukt det er i Roskilde, Nanna de har haver, blomster i tusind farver! Verden er stor. Din datter må til byen, du må ikke bare blive her. Du hører hjemme på TV du har udstråling! sagde han.
Jeg undrede mig han vidste alt, kunne alt, og selvom Michael slet ikke trak ledningerne rigtigt på sin elstation, rystede Sten altid på hovedet.
Line var ligeglad hun gjorde sit. Men mor hun holdt øje.
Om aftenen sad hun i mørket, stirrede ud.
Godaften, Nanna hyggeligt gåtur? lød stemmen fra skyggerne.
Jamen, mor! Skræm mig ikke sådan!
Det er min sjæl, der gør ondt, Nanna. Du bringer ulykke hjem.
Mor, hold da op! Hvorfor må jeg ikke prøve lykken? Jeg ønsker mig nærvær, kærlighed jeg er træt af at være alene! Jeg stampede i gulvet.
Du er snart for gammel for sådant pjat! sagde mor med vrede.
Og om det er aldrig så meget pjat, så er det stadig mit valg! Jeg rejste stemmen, og grenen på nabotræet knagede, nogen hostede Michael i busken?
Ja, og jeg får et barn, hvis jeg vil! Og du skal ikke snage! råbte jeg ud i mørket.
Mor gik, og Line fniste i sin pude.
Se, Michael skal lære at tage sig sammen! tænkte hun.
Efter to ugers gåture og snak sagde Sten:
Nanna, søde jeg må snart af sted igen, men vi må tale ud. Jeg kommer i morgen, taler med din mor og Line. Er det okay?
Jeg blev forvirret, det gik hurtigt alt sammen.
Ja vi venter dig! Og jeg løb over på græsset.
Mor! Han kommer i aften. Du kunne måske tage noget andet på. Grethe har lånt mig sin grønne kjole, kan du sy den ind, Line?
Tager ikke nogen kjole for nogle bukser, sagde mor. Men en snaps skal han have man må da se, hvordan mænd opfører sig efter et glas. Lær det, Line!
Jeg dækkede bord stak knive i sild, lagde kødpølse op, det duftede af løg og nye kartofler.
Mor fjernede løg det dur ikke med ånde til din kommende mand!
Nu blev det snart godt, tænkte jeg så ville vi være lykkelige alle sammen.
Sten kom præcis klokken syv, nypresset skjorte, blomster i hånden. Han tilbød mor æsken flødeboller. Line nikkede kort Sten skulle ikke tro, hun var nem.
Hvad med lidt salat, tag endelig, sagde jeg.
I ser godt ud, alle tre. Line, du ligner din mor, smilede han. Line trak på skuldrene.
Samtalen gik trægt. Mor holdt ham fast med blik.
Sten, giv nu en dram rundt vi skal huske Nannas afdøde mand, sagde mor.
Jeg rødmede, men Sten skænkede op.
Skål for ham. Må jorden være ham let, og må han hvile i fred, sagde mor. Vi alle drak, undtagen Line.
Sten blinkede trøstende til mig det klarede han flot.
Nu er det jo meningen, vi skal høre, hvad du har på hjertet! sagde mor med kraftig stemme, kiggede fast på ham.
Nanna skjulte ansigtet i hænderne. Det var ikke, som hun havde forestillet sig det.
Ja, jeg tænkte nu skal alt på plads for alles skyld, sagde Sten. Som man siger jeres hus, min pengepung!
Line gav mig et spark under bordet.
Jeg lover, at jeg vil passe godt på det ingen vil fortryde det! Jeg insisterer endda: sådan kommer vi alle bedst ud af det. Jeg synes, vi Nanna og jeg
Pludselig sprang han op. Jeg også.
Undskyld, er straks tilbage! Han forsvandt ud i entreen.
Han får det dårligt, din fremtidige mand maveproblemer, hvad? sagde mor.
Line skar et stykke karpe og lagde på mors tallerken.
Her, sagde hun.
Sten kom tilbage med nogle papirer.
Jeg har talt med kommunen alt kan gøres på lovlig vis!
Aha, jeg troede ellers, I ville vies i kirken! sagde mor tørt.
Nej det er ikke relevant, når det er huskøb, vi taler om! svarede Sten forvirret.
Stilheden blev rungende. Jeg faldt sammen på stolen.
Mor læste papirerne.
Så du vil gøre os en tjeneste, bytte vores hus for et værelse i en barak i København?
Hvad? hviskede jeg.
En barak. Din såkaldte ven mener vi ikke kender København, men det gør jeg. Hvis vi skrev under på det her, boede vi tre i en kælder, mens han boede her! sagde mor roligt.
Jeg lukkede øjnene, sprang op og løb ud, Line bag mig.
Sten prøvede efter os, men så mødte han pludselig Michaels knytnæve.
Michaels næve duftede af brændenælder og æbler. Forsvind! Tag dine papirer og skrub af. Vi vil ikke se dig herinde mere, sagde Michael.
Men jeg ville jo bare det bedste! sagde Sten snublende, faldt og snublede ud, mens Michael trådte tungt efter ham.
Da han var væk, sagde mor:
Sæt dig, Michael. Husk det store er ikke at gemme sig bag buskene, men at indrømme sig det ligeud til Nanna. Hun er dit liv. Spis nu.
Må jeg hellere gå efter Nanna … begyndte Michael.
Nej, spis nu først. Hun lagde sild og gurkesalat på hans tallerken; stak en lille snaps til ham.
Jeg gemte mig på mit værelse og græd, Line trøstede mig.
Lad hende græde, det letter. En kasket, der blæste hende omkuld! Mor støttede Michael: Spis nu, du får din chance!
Michael spiste og lyttede efter suk fra værelset. Nanna rev hans hjerte itu.
Et halvt år efter efter fine, stille frierier fra Michael sagde jeg ja.
Mor velsignede os, vi holdt bryllup.
De er tossede begge to. Bedst de bliver sammen! sagde mor til Grethe.
Grethe nikkede. Det var et godt bryllup, Nanna fik, fuld af glæde og latter.
