Siger du, at steddatteren har slæbt sin seng ind på min barnebarns værelse?
Den pige er ikke sådan at narre. Lad os sætte et skjult kamera op og aflytningsudstyr, så vi kan holde øje med hende, foreslog Lisbeth til sin datter Katrine.
***
Vil du med ned i kantinen, Freja? spurgte Amalie. Jeg sprang suppen over til frokost, og hovedretten kunne jeg heller ikke lide. Kokkerne har vist lavet en fiskedag i dag, og jeg kan slet ikke døje fisk, så jeg er vildt sulten nu. Skal vi ikke gå ned, købe en bolle og en juice, og så tilbage på biblioteket og læse?
Pigerne var blevet på skolen efter skoletid for at forberede sig til afgangsprøverne.
Kom, svarede Freja med et surt ansigt.
Hun var holdt op med at spise i kantinen, siden hendes mor begyndte at arbejde der.
Det var slemt nok, at moderen blev ansat som køkkenhjælp, men nu gik hun blandt alle Frejas klassekammerater med karklud i hånden og tørrede borde af, skrabede madrester af tallerkener som en slags usynlig skygge af skam.
Freja havde nærmest kvaler af forlegenhed over sin mors arbejde.
Hvor mange gange havde hun ikke bedt sin mor om at sige sit job op, men moderen nægtede altid og roste i stedet det nye arbejde.
Hvorfor skulle jeg tage væk fra skolen, Freja? Der er så godt et sammenhold blandt kollegaerne, og børnene er høflige, mange hilser på mig. Og så får vi også godt med løn, og jeg kan tage lidt madvarer med hjem.
Fantastisk, tænkte Freja. Slæber rester hjem fra kantinen og gør mig til grin iblandt mine venner!
…Amalie løb ind i den halvtomme spisesal, nærmest dansede hen til disken, og talte muntert til kantinepersonalet:
Signe, Katrine! To birkesboller og to glas juice til mig og Freja! Jeg betaler nu.
Freja gik tøvende hen til disken, med sammenbidt mine og blikket stift rettet mod sin mor, som var i gang med at fylde en spand med vand.
Skal hun nu til at vaske gulvet også? Bare det ikke bliver værre. Helt ærligt, hvor pinligt! tænkte hun.
Signe, køkkenchefen, så kort på Frejas sure ansigt.
Tag du bare kompotten, den er til overs fra frokost. Jeg henter boller til jer om lidt, sagde hun til Amalie.
Seriøst?
Selvfølgelig, takket være din veninde. Hendes mor arbejder jo her, så jer betragter vi som stamgæster. Der er ingen grund til at betale for det denne gang.
Amalie tog straks de to glas kompot og skyndte sig hen til bordet.
Freja, tag bollerne! råbte hun.
Freja gik hen til disken, rakte ud efter bollerne uden et ord, løftede stolt næsen og gik.
Hun kunne mærke det bedrøvede blik fra sin mor i ryggen.
Ved bordet nægtede hun at røre maden.
Hvorfor er vi her overhovedet? mumlede hun.
Amalie så overrasket på hende, mens hun gnavede i sin bolle:
Hvad sker der, Freja?
Freja skubbede sin kompot over til veninden.
Drik du det, jeg har ikke lyst.
Okay, vi kan tage bollen med nedenunder så.
Det behøver vi ikke, udbrød Freja pludselig vredt.
Er du okay?
Jeg har det fint! Lad nu være med at lade som om alt er som det plejer!
Men hvad er der sket, Freja?
Amalies mor arbejdede som læge på Sundhedscentret, så det var vel heller ikke let at forstå, hvorfor det var så svært for Freja at se sin egen mor slæbe på bakker med beskidte tallerkener hver dag.
***
Hjemme slyngede Freja skoletasken fra sig og dumpede ned på en puf. Ud fra køkkenet kom straks et mindre virvar af børn.
To tvillingepiger på otte stedfarens døtre, som Frejas mor havde adopteret, da deres egen mor forsvandt.
Og så var der lille Ingrid, Frejas rigtige lillesøster, datter af moderen og stedfaren, den eneste de havde fælles.
Hvad har du med hjem til os? spurgte Ingrid forsigtigt fra døråbningen.
Ingenting! Vent på mor, hun kommer snart hjem med fiske-frikadeller dem var der alligevel ingen der rørte i kantinen i dag.
Med lukkede øjne slog Freja næven mod sminkebordet og mumlede:
Hvorfor er alt bare så irriterende? Er det bare fordi vi lever på bunden?
Stedfaren trådte ud fra stuen og så strengt på hende:
Du skal ikke tale sådan. Moren din knokler, og du brokker dig bare. Du kunne godt hjælpe hende lidt mere. Du behøver ikke hjælpe i kantinen, men hente dine søstre på vejen hjem fra skole, det kan du vel?
Det er jo dine børn, sagde Freja og så utilfreds på ham.
Det var ikke min idé at de skulle bo her, og det var heller ikke min idé at få en lillesøster. Vi havde det fint, mig og mor, men så kom du med to børn og så var mor nødt til at tage arbejde. Jeg hader jer.
Stedfaren rynkede brynene:
Undskyld dig.
Ha, som om!
Freja fór op og smækkede døren ind til sit værelse.
***
Om natten vågnede Freja med smerter i maven.
Hun vaklede ud på badeværelset og lagde sig derefter tilbage i sengen, men smerten blev kun værre. Kvalmen voksede.
Efter over en time i sengen, gick hun hen til forældrenes værelse og bankede på døren, netop da det begyndte at lysne.
Tvillingerne og Ingrid lå sammen med moren i dobbeltsengen.
Faderen må så have sovet i stuen, som han ofte gjorde der var kun to soveværelser og Freja havde et for sig.
*(Søstrene boede i stuen. Mon ikke, moren ventede på at Freja blev færdig med skolen, så hun kunne tage værelset tilbage til familien? For der var ikke rigtig plads til Freja; hun var bare et ekstra led, uden tilhørsforhold).
Mor, min mave gør ondt.
Moderen satte sig op, tændte natlampen.
Hvor gør det ondt, hvordan? Hvorfor går du og sulter dig, Freja? Jeg har lagt mærke til, at du ikke spiser!
Her, sagde Freja og pegede, mens hun krummede sig sammen. Og jeg har kvalme.
Jacob! råbte hendes mor.
Stedfaren kom ilende, kun iført dyne.
Ring efter akutmodtagelsen, Freja har det skidt!
Så dårligt? Okay, du ringer, jeg henter bilen og kører hende selv ind. Det går hurtigere end at vente på en ambulance. Tag hendes papirer. Og du, gå i seng, du skal på arbejde i morgen.
Hvilket arbejde, jeg tager sygedag!
Lad nu være, Sofie, det får vi styr på. Jeg har fri i morgen. Du bliver hos pigerne.
***
Det ligner blindtarmsbetændelse. Vi tager prøver, sagde lægen.
Skal hun så opereres? spurgte stedfaren usikkert.
Freja vendte sig besværet, med ansigtet forvrænget af smerte.
Når vi har svar på prøverne, ser vi videre. Siger du at du ikke ser drenge, Freja?
Hvilke drenge? rasede stedfaren. Hun er jo stadig et barn.
Tag det roligt, og vent udenfor, sagde lægen.
Jacob gav Freja hånden.
Det går nok, Freja. Jeg skal nok sørge for, at personalet passer dig. Operationen skal du ikke være bange for du sover bare, og når du vågner igen, mærker du ikke noget.
Jeg vil se mor, begyndte Freja at græde.
Jeg henter hende nu. Jeg er hurtigt frem og tilbage.
***
Freja kom sig hurtigt efter den lette operation.
De første par dage var hårde. Moren var ved hendes side hele tiden, støttede hende igennem de første skridt.
Da Freja kom over i en flersengsstue, gik moren først hjem.
Stuen var næsten tom, kun en pige på elleve lå i sengen ved vinduet.
Freja bemærkede straks, at Sofie sådan hed hun ikke lå i sygehusets hvide linned, men i sit eget skinnende, spritnye sengetøj.
Hendes natbord var stuvende fuldt af frugtkurve, blomster og bamser.
Der stod en bærbar på vindueskarmen, og hun sad og så tegneserier.
Pigen havde ny silkepyjamas på, håret var friseret selv her, og hun duftede kraftigt af blomster og shampoo.
Alt var klart en rig pige fra god familie.
Aftenen kom, og Frejas mor kom forbi, iført hospitalsovertræk.
Hvordan går det, Freja? hun smilede og satte en flaske tranebærsaft og en dåse suppe på bordet.
Jeg vil have appelsiner og blommer, sagde Freja utilfreds.
Jeg spørger lægen, hvis han siger ja, så får du det. Er der andet, du mangler, skat?
Freja sagde intet, men rynkede brynene.
Hun savnede alt muligt, især en laptop, som hun aldrig havde haft.
Hun ville have nyt sengetøj, ikke det slidte, hun lå i nu.
Hun ville have ny pyjamas og ikke den gamle slåbrok, der var for stor, som moren havde købt året før til at vokse i.
Slåbrokken var falmet og Freja passede stadig ikke ordentligt i den.
Ind kom der nu et smukt par; en høj, lyshåret mand i hvid rullekrave og poser fulde af pakker, samt en elegant kvinde i grøn kjole og skyhøje stiletter, som selv hospitalssko ikke kunne skjule.
Sofie, kvidrede kvinden og svævede hen til datteren i en sky af parfume.
Manden stoppede midt i rummet, så på Frejas mor, og så på Freja.
Sofie? Er du det? Det var længe siden…
Moren rejste sig:
Martin? Er det dig? Det var da utroligt…
Freja kiggede op. Manden så på hende.
Er det din datter? Hvad er der sket?
Ja, det er min datter, Freja. Hun fik fjernet blindtarmen.
Er hun ok?
Ja, hun har det bedre. Er det din datter? Samme sygdom?..
Ja, også hende. Forbandede blindtarm.
Martin blev stående lidt og så mærkeligt på Freja.
Mor, hvem er han? hviskede Freja.
En gammel klassekammerat, sagde moderen hurtigt. Han så da ikke mærkeligt på dig.
Da gæsterne var gået, gik Freja ud på gangen.
Der var tomt, kun ved sygeplejerskens skrivebord lød stemmer.
Så vil jeg tale med lægen om Freja Madsen.
Kom i morgen. Vi må ikke udlevere info om barnet til dig. Hun er ikke familie.
Freja gik hen og stak sig halvt forover:
Jeg har ondt i siden.
Kan du gå? Så gå ind og læg dig igen.
Freja så, hvordan Martin, Sofies far, blev bleg og fór over mod hende.
Få en læge nu! råbte han. Barnet har det dårligt!
Hr. Petersen, gå hjem nu, besøgstiden er slut!
Jeg bliver, indtil jeg ser hun har det godt!
Sygeplejersken fulgte Freja til sengs igen.
Næste morgen gik Freja ud i korridoren med moren.
Mor, er Martin Sofies far min far?
Moren blev bleg.
Hvorfor tror du det?
Han er min far, nikkede Freja. Du skal ikke holde sandheden skjult. Hvis ikke du indrømmer det, går jeg til ham. Han lyver nok ikke.
Moren krympede sig og så bedrøvet på datteren:
Det er rigtigt, han er din far. Men da du blev født, flyttede jeg og brød kontakten.
Og giftede dig med en VVSer med to børn, sagde Freja sarkastisk. Fandt en far, der passede på dig. Ikke sandt?
Moderen glødede i ansigtet:
Hvad ved du, snottøs? Du ved intet! Martin ville ikke gifte sig, og da jeg fortalte ham, jeg var gravid, sagde han jeg skulle få dig fjernet! Jeg har givet og passet dig, og Jacob har opdraget dig som var du hans egen. Han adopterede dig. Det er din familie!
Så Sofie er min søster, mumlede Freja og mærkede det brænde i øjnene.
Nej, du har tre søstre, babyen og tvillingerne. De andre er intet for dig!
Men Freja blev ved.
Tilbage på stuen opsøgte Freja straks Sofie for at høre alt om hendes familie.
Sofie fortalte åbent om sine forældre, bedsteforældre, alt sammen virkeligt velhavende og dannet.
Den ene bedstemor underviste på universitetet, den anden ejede en brudekjolebutik. Morfar og farfar var begge velhavende.
Er du enebarn? spurgte Freja.
Ja, svarede Sofie bedrøvet. Jeg ønsker mig en søster, men mor kan ikke få flere.
Hvordan det? Du blev jo født?
Mor blev syg, da jeg var i maven, og jeg var svag og meget syg da jeg blev født. Jeg er stadig ofte indlagt.
Hvad fejler du?
Astma, sukkersyge og jeg har haft kræft. De helbredte mig, men familien frygter, det vender tilbage.
Bliver man aldrig fri for kræft?
Det ved jeg ikke, men jeg håber det.
Freja så, hvor bleg og gennemsigtig Sofie virkede.
Jeg kan godt lide dig, Sofie. Jeg har aldrig haft en veninde. Må jeg besøge dig, når jeg bliver udskrevet?
Selvfølgelig! Jeg forklarer dig hvordan du finder vores hus
***
Freja tøvede ikke længe.
Mens hendes biologiske far stadig virkede interesseret, besluttede hun sig for at udnytte det.
Kort efter udskrivelsen troppede hun op ved Petersens hus sent en aften, tudede og ringede på:
Må jeg se Sofie? Jeg er Freja Madsen, hendes veninde.
Det er sent, Sofie er gået i seng, svarede kvinden.
Er det Freja? sagde Martin, som kom ud på trappen og åbnede lågen.
Hvad er der galt?
Freja snøftede og græd.
Min stedfar er ond ved mig Jeg tør ikke gå hjem. Må jeg sove her?
Martin lagde armen om hende:
Kom ind, og Marie, lav noget varm te.
***
Freja havde nær glemt at hun havde åbnet Pandoras æske.
Martin gad ikke høre grædehistorier. Han kørte ud til Madsens og råbte Jacob op:
Hvor er din samvittighed henne, din klaphat? Hvis du tror, du kan mishandle Freja, tager du fejl! Jeg er hendes far og skal nok tage sagen i egen hånd!
Sofie blandede sig:
Martin, stop! Hvem siger at Jacob er hård ved Freja? Han elsker hende som sin egen datter! Du har ingen rettigheder.
Dem skal jeg få efter retten. Jeg søger fuld forældremyndighed og tager Freja til mig!
Er det ikke lidt sent, far? Du har ikke interesseret dig for Freja i femten år!
Det vigtigste er, at jeg nu er her, og hun skal ikke bo i det rotterede. I retten fortæller jeg, hvordan i har behandlet hende!
Vi?
Du og din mand! I har gjort hende til hushjælp i jeres egen familie. Freja er traumatiseret! Nu skal jeg tage mig af hende.
Hvad har hun dog bildt dig ind? Du kender hende dårligt, Martin. Hun er snu og udspekuleret, hun vil ind i dit liv og dit rigmandshjem lige siden hun så dig på hospitalet!
Martin blev vred.
Tag dig sammen! Skam dig!
Han troede på alt, Freja sagde.
Efter en retssag flyttede Freja ind hos Petersen.
***
Hos Petersens blomstrede Freja op det føltes som at være berettiget.
Hej, søster! kaldte hun frækt ind på Sofies værelse, undersøgte alle tingene.
Hun nappede straks Sofies smartphone, slap alt tidligere ydmyghed, og kastede sig i søsterens seng.
Du har den nye model? Den får jeg også pap til at købe!
Sofie så overrasket på søsteren, der havde ændret sig fuldstændigt.
Som fattig veninde var Freja tilforladelig, men som frejdig søster ikke.
Freja kiggede rundt.
Dit værelse er større. Mit eget er for småt, så jeg flytter herind. Jeg tager sengen med.
Freja havde lært at bemægtige sig og fortrænge andre en evne, hun havde finpudset i stordriftsfamilien.
Der var opsigt i huset.
Hvad er meningen? råbte Marie, Sofies mor.
Det er mørkt i det andet værelse. Jeg kan ikke sove, jeg føler nogen står og ser ind af vinduet om natten, sagde Freja uanfægtet.
Marie sukkede:
Tåbeligt du er femten! Du har bare lagt mærke til Sofies værelse Men du får et nyt værelse, når vi bygger om hos bedstemor.
Bedstemoren, Gunhild, boede ikke fast, men overtog gerne et værelse til Freja.
Efter samtale sagde Gunhild til datteren:
Siger du, Martins datter flyttede sin seng ind på Sofies værelse? Den pige er klog. Hold øje med hende. Vi sætter en skjult mikrofon og kamera. Hun kan ikke skjules, allerede nu begynder hun at lave regler.
Hvad hvis Martin opdager det? blev Marie nervøs. Han forguder hende!
Gunhild smilede snedigt:
Sig, du intet ved jeg ordner det. Martin har aldrig tiltalt mig. Han forlod jo sin gravide kæreste for dig. Se fakta: Freja blev undfanget samme år han begyndte på dig. Han løj for dig, Marie.
Marie rystede på hovedet.
Døm ham ikke for hårdt. Han var populær, og alle piger ville have ham. Det var ikke tilfældigt med hende, tror du?
Gunhild ville ikke diskutere mere.
***
Først forsvandt Sofies charms til armbåndene.
Så mobilen.
Freja trak bare på skulderne:
Jeg har ikke set noget. Du roder, Sofie. Måske stjal din veninde mobilen.
Sofie rasede:
Du lyver! Det er dig, der roder! Før du kom, forsvandt intet!
Så jeg er en tyv, nu? Undskyld, jeg samler mine ting og går!
Freja, hvor skal du hen? spurgte Martin.
Freja lod tårerne flyde:
Her vil ingen have mig, jeg bør gå!
Stemningen blev anspændt.
Marie så videooptagelserne og vidste godt, hvem der stjal. Alligevel sagde hun strengt til Sofie:
Stop, Sofie. Det er grimt at anklage sin søster. Skidt med telefonen, du får en ny.
Uanset, hvor meget Sofie klagede, mødte hun en mur af uforståen fra sin mor.
Sofie følte sig ulykkelig; Freja følte sig urørlig og blev dristigere.
***
Giv mig fred, bankede Sofie dagbogen på bordet og sukkede.
Freja smilede hoverende foran spejlet, prøvede en smuk hårbøjle.
Pas på, den har far hentet til mig i Kina, sagde Sofie.
Freja tog straks bøjlen af, så på Sofie og knækkede den midt over.
Det gjorde du med vilje! skreg Sofie. Gå ud af mit hjem, jeg vil ikke se dig mere!
Freja smed dagbogen ud ad vinduet.
Du er så besværlig! Freja, ud!
Forældrene stormede ind; Sofie havde sin søster presset ned mod gulvet.
Stop, Sofie! Hvad foregår her?
Hun knækkede min bøjle og smed dagbogen ud ad vinduet!
Jeg ville bare kigge, men hun blev sur, hulkede Freja. Jeg går. Sofie sagde, her ikke er plads til en fattigrøv som mig.
Marie så på sin datter og hendes hjerte blev knust. Sofie pakkede tavst sin rygsæk.
Hvor skal du?
Lad Freja bo her, jeg flytter ind i hendes værelse.
Det er rigtigt, sagde Martin dystert. Du er for forkælet. Vi må have opdraget dig forkert, men det kan du stadig nå at rette op på.
Du er som brændenælde, nej, som en slange, der sniger dig ind, og nu skubber min datter ud, sagde Marie til Freja.
Hvad siger du! gispede Martin.
Din datter er ikke den engl, du tror. Kom, du må se videoerne.
Hun tog Sofie med. Freja lyttede ved døren.
Så, den heks har sat skjult kamera op! Tænk, hvor er det slemt. Nu er jeg afsløret.
Hun pakkede straks alle de nye tøjsager faren havde givet hende, fandt Sofies charms og mobil, smed dem under hendes seng og gik sin vej.
Inden Martin gennemgik videoerne, var Freja væk.
Epilog
Sofie, stadig forladt, havde grædt mange tårer over sin datter, der glemte hende helt.
Pludselig blev døren åbnet.
Freja stod i døråbningen, øjne iskolde.
Mor, jeg har tænkt over noget… Jeg kan ikke bo der mer.
Er det sandt? smilede moderen.
Mm. Det er egentlig fint hos far, men jeg savnede dig. Må jeg komme ind?
Selvfølgelig skat.
Stedfaren trådte også ud, Freja smilede skævt.
Hej, far.
Velkommen hjem, Freja.
Freja sagde ikke ja til aftensmad, gik bare ind på sit gamle værelse.
Moren fulgte efter.
Undskyld, vi lavede et børneværelse her.
Det går nok, sagde Freja uden megen glæde. Der er plads nok, mor.
Jeg henter sengetøj! strålede moren.
Freja så hadsk på sine søstre.
Hvor har du været, Freja? klynkede de.
Freja svarede ikke, men tænkte:
Far skal nok komme til at fortryde, jeg gik. Sofie bliver måske syg, så vil han tænke på mig igen. Nu skal jeg bare have søstrene flyttet ind i stuen…”
Freja håbede, at Martin holdt lav profil og ikke fortalte moren om tyverier og alt det andet.
Det gik ikke med at blive del af den rige familie, men det går nok.
Hun var sikker på, at fremtiden var hendes. En dag ville Martin tilgive og alt ville blive forklaret som jalousi.
Jeg bliver lidt ældre og stikker af til far igen, for at splitte den familie ad, drømte Freja, mens hun lagde sig til at sove.
