Kære dagbog,
I dag startede på sædvanlig vis eller, ærligt talt, alt andet end sædvanligt. Jeg vågnede alt for sent i min lejlighed i Valby. Da jeg indså, at jeg havde slumret igen og nu var ved at komme for sent på arbejde, sprang jeg hurtigt ud af sengen, fik et mere eller mindre anstændigt look på, og løb ud af døren. Da jeg kom til receptionen i vores kontorbygning i centrum af København, skubbede jeg kort til brillen og nikkede nervøst til Søren, vores ældre vagt, der sad i den lille glaskabine.
Godmorgen, mumlede jeg, da jeg viftede mit adgangskort foran scanneren og skubbede mig gennem drejespærren.
Han så træt på mig, løftede et bryn og gjorde sig lidt vigtig.
Godmorgen, Astrid! Du ved godt, du er sent på den, ikke? Alle andre har været her længe. Du må prøve at møde til tiden.
Men jeg var allerede væk, på vej op ad trapperne i mit hurtigste tempo, hjertet hamrede, mit hoved var fuldt af tanker om, hvad Agnes ville sige nu
Da jeg kom op til kontoret, stod jeg et øjeblik og pustede ud udenfor døren til økonomiafdelingen, hvor jeg startede for få uger siden. Jeg bad til ikke at gøre et helt forkert indtryk igen.
Godmorgen! sagde jeg, mens jeg prøvede at smile til alle, men især til Agnes Møller, min chef.
Hun så over sine briller, meget stilet og afmålt, og der var ikke skyggen af et smil.
Godmorgen Astrid Nielsen, jeg synes, det er utroligt. Du er stadig på prøvetid og allerede for sent på den. Jeg burde få dig til at skrive en redegørelse, men jeg har ikke tid. Gå i gang med arbejdet straks! Og hvad ser du sådan på mig for som om jeg taler kinesisk?
Jeg nikkede, og jeg tror ikke, jeg selv vidste, om jeg nikkede, fordi jeg forstod, eller bare for at undgå mere ballade.
Agnes Møller har været cheføkonom i firmaet siden den spæde start. Folk siger, at hun nærmest er som en mor for Christian, vores direktør, men ingen ved det rigtigt. Hun er det levende billede på korrekthed: Ulastelig blazer, pænt opsat hår, diskrete smykker, og de der små ankelstøvler, der får hendes ben til at se slankere ud. Hendes hænder flyver over tastaturet, når hun taster regnskabstal ind i langt hurtigere tempo, end jeg nogensinde kunne drømme om.
Jeg indrømmer, jeg har været lidt bange for Agnes fra dag ét. Hun virker så kontrolleret, nærmest dominerende som en slags grå eminence på kontoret. Måske er det bare min mavefornemmelse, men jeg stoler på den.
På det første ansættelsesinterview sad Christian Berg, vores direktør, og spurgte ind til alt mellem himmel og jord. Derefter hentede han Agnes Møller. Hun kiggede på mit CV, kiggede koldt på mig, og jeg så ned på mine hænder. Jeg følte med det samme, hun så mig som en lidt usikker type og måske har hun ret.
Astrid Nielsen, der er kommet nogen rapporter til dig. Jeg har lagt dem på dit bord, sagde Emma, vores yngre assistent, nede fra hjørnet.
Jeg var så stresset, at jeg dårligt lagde mærke til hende, men smed bare hurtigt tasken, gned mine tindinger og satte mig hårdt ned i kontorstolen.
Luftede ud:
Sig mig engang, er det rigtigt, at det er kort dag i morgen? højrøstet, vendt mod Agnes.
Hvad råber du for, Astrid? hendes mund blev smal. Har du ikke afleveret de rapporter, og regnskabet med Odense har hængt uløst i ugevis. Har du lige fået jobbet, og prøver allerede på at smutte tidligt? Kort dag, siger du tsk!
Jeg ved det godt, det med Odense, jeg skal nok få det ordnet! sagde jeg højt. Jeg spurgte bare. Emma, ved du det måske? Er det så svært at sige ja eller nej? Om ikke andet, ryst på hovedet!
Agnes sukkede og rullede med øjnene. Jeg er måske lidt højtråbende, men jeg føler mig bare presset.
Senere gik jeg over mod tekøkkenet for at lave mig en kop te min lille tryghedsritual midt i alt postyret. Jeg har altid syntes, at det øjeblik hvor man får en hånd om en varm kop, ro på tankerne uanset om man er bagud eller ej.
Så tidligt på dagen, og du laver allerede te, Astrid? Tag dig sammen, lød det tørt fra Agnes.
Jeg har simpelthen bare brug for lidt varmt, sagde jeg og hældte kogende vand i min kop.
Jeg kiggede nervøst på Agnes, som helt tydeligt misbilligede min opførsel. Hun foretrak altid sort te, økologisk sukker og småkager fra Karen Volf det var hendes kontortradition og ingen vovede at ændre på det.
Emma, den stille mor med samvittighedskvaler over ikke at kunne give sit barn mere tid, sad trykket over sit tastatur. Sidst havde der været en forfriskende, men lidt bidsk sekretrær inde. Nu var hun ude, og Emma havde fået chancen. Jeg så på dem og tænkte, om jeg selv ville overleve.
Siden Christian begyndte at vise mig venlig opmærksomhed tilbød at følge mig til stationen, hentede nyt kontorstol, foreslog en frokost eller spurgte: “Astrid, har du tid til et møde?” har Agnes haft det som om, jeg har smøget mig opad. Hun lod mig mærke det, hver gang jeg trak vejret lidt for dybt.
Hun har kendt direktøren siden han startede firmaet nede på Islands Brygge. Hun har set ham vokse, holdt styr på regnskaberne, taget imod gaver efter turen i varme lande, og tirsdag aften efter arbejdstid lå hun af og til og røg lange tynde cigaretter i hans hjørnekontor, stirrede ud over byens lys og sammenlignede det med strømmen og livet.
Under det hele troede hun måske, at han en dag kaldte hende mor. At han en dag ville søge trygheden i et ternet uldplaid og et varmt, roligt hjem, ligesom da hun så plaidet i Magasin for tre år siden og overvejede at købe det, men blev distraheret, fordi Christian ringede og fortalte, han skulle giftes og spurgte, om hun kunne komme og være gæst.
Hun græd den dag, lidt i smug. Ikke fordi hun selv havde været interesseret, men fordi hun følte, hun mistede ham, og slet ikke anede, han så nogen. Alligevel gik hun til brylluppet, stolt og selvbehersket, tog en taxa hjem uden at sige farvel.
Ægteskabet holdt blot et par år, og hun sagde smilende til Christian bagefter: “Op med humøret, du finder nok en god kvinde!”
Hun trøstede og rådgav ham, hjalp med at vælge hus udenfor Roskilde. Hun så sig selv opsynsfuldt gå rundt, vurdere boliger, bemærke, hvor knap så mange myg kom ind, hvor der straks var for meget fugt, eller huset bare slet ikke duede.
Hun formede ham, skældte og roste, med små stikpiller. Hvis de fik huset, ville hun bage tærter, tage imod naboernes blomster og bær og altid holde øje. Hun drømte endda om selv at få en lille hundehvalp en af de miniature, hun ville kalde Mathilde…
Men virkeligheden kaldte igen. Jeg spildte min te ud over mine ben og bunken med rapporter.
Astrid! Du ødelægger mine papirer, råbte Agnes irriteret. Emma, hent viskestykker, inden hun gør mere skade!
Jeg stod bare og stirrede på teen, der løb over papirerne, rystede og havde tårer i øjnene.
Emma må ikke gå fra sin plads, kommanderede Agnes. Der er nok af følsomme sjæle!
Emma blev siddende, hun skulle jo ikke miste jobbet, hun har husleje og datter i institution. Jeg græd, skammede mig og gik ud.
Agnes skrev straks til Christian, at hun mente, jeg ikke skulle blive. At jeg laver fejl, trækker tiden ud, saboterer arbejdet, og at hun altid må rette op efter mig. Hun fik intet svar.
Til frokost satte jeg mig ved siden af Emma i kantinen i stueetagen, mens Agnes sad alene og dryppede homøopatiske dråber i sit glas. Christian satte sig på den anden side af rummet. Han kiggede lidt for længe efter nogen, måske mest efter mig. Og det mærkede Agnes
Efter frokost indlogerede jeg mig igen foran skærmen, prøvede at ignorere alles blikke og fokuserede på tallene.
Senere på dagen, da jeg var blevet nogenlunde rolig, hviskede Christian pludselig:
Astrid, vil du med i Det Kongelige Teater i morgen? Jeg er ikke stor fan af opera, men med dig… han smilede, og hele kontoret stivnede.
Agnes blev først stum, så vred. Hun havde prøvet at invitere Christian og han havde sagt, han hellere ville i biografen. Men nu, med mig…
Jeg fik det så dårligt, meldte ærligt ud, at jeg hverken kunne gå med nogen som helst steder, var forsinket med rapporten, havde rod i hovedet, og måske ville det være bedst, hvis jeg bare gik hjem.
Christian sagde venligt, at jeg måtte tage hjem, og lige så pludseligt var jeg væk fra kontoret. Jeg så aldrig rigtigt flere til frokost siden.
Senere på aftenen jeg havde ikke kunnet sove, tankemylderet var ved at rive mig i stykker gik Agnes hjem gennem vintermørket på Frederiksberg, efter at have afleveret sit kontorkort og firmatelefon, hvad hun selv mente i et melodramatisk, nærmest sårbart øjeblik.
Internt i kontoret forsvandt rygterne bagud. Emma sagde ikke farvel hun skiftede bare nummer og startede på nyt job.
Christian og jeg… ja, vi begyndte at ses. Han tog mig til koncert på Vega, selvom han ikke var typen, der gik meget i byen. Engang imellem snakkede vi om at få børn ude i Holte, hvor vi endte med at købe hus, men det blev aldrig til mere end snak måske var vi for usikre, eller måske var det bare den danske måde at holde mulighederne åbne på.
Senere så jeg ikke Agnes mere. Men jeg tænker på hende nogle gange. Uden for varmen, i sin lænestol, med ternet plaid. Mon ikke hun stadig sidder dér og navngiver børnebørn, som aldrig blev hendes? Og nogle gange forestiller jeg mig, at hun ønskede sig så inderligt at være min mor, og at jeg i et svagt øjeblik ligeledes ønskede det samme.
Måske er det bare sådan, vi er i Danmark. Vi holder os lidt på afstand, men længes stadig efter at høre sammen. Sådan var Agnes. Sådan er vi alle lidt.
