Læreren
Efter skoletid gik Anemette aldrig direkte hjem. Hun drev omkring på gaderne, tøffede gennem byparken, og tilbragte ofte timer på skolens stadion, hvor hun løb rundt, indtil benene nægtede at bære hende længere og kinderne brændte. Når udmattelsen kom, slog hun sig ned på en våd, faldefærdig bænk og spiste det stykke rugbrød, hun havde gemt fra frokosten.
Brødet i skolens kantine var frit tilgængeligt, det lå i store bunker på aluminiumfade, skævt skåret, smuldrende og yderst velsmagende, hvad enten det var groft eller lyst. Eleverne snuppede det hurtigt og pjanket, gemte det i lommerne og sad i timerne og trykkede det sammen med fingrene, mens de listede små stykker op i munden.
Anemette voksede, og hun var altid sulten.
Sidder du igen og gumler, Pedersen? Tag og lad være. Kom op til tavlen, Pedersen, og vis os nu, hvordan beviset skal lyde.
Og Anemette gik op, mens hun i hast slugte det halvtyggede, fugtige brød.
At bevise matematiske sætninger, beregne banekurver og skrive stile og diktater føltes for Anemette Pedersen som noget mere end kedeligt totalt ligegyldigt.
Hvad skal det egentlig blive til med dig? spurgte hendes far, Erik Pedersen, efter at have kigget hendes karakterblad igennem og set alle de middelmådige karakterer.
Jeg bliver nok kaffebarista i en kiosk, svarede Anemette.
Jamen så er du da fornuftig! nikkede han.
Men uanset hvad du vælger, så skal du altså tage skolen alvorligt! Det er jo fundamentet, barn! var hendes mor, Mette, forarget på køkkenet.
Nu, nu, råber I vældigt op. Lad barnet være! forsvarede farmor Ingrid, Anemettes bedste. Hun finder nok ud af det, skal du se. Kommer efter det. Du, Erik, var heller ikke et geni fra start af, kan du huske det? Som jeg ledte efter dig, dengang du rendte rundt i fjortenårsalderen, og du
Nå ja, mor, det rækker nu. Du behøver ikke grave det hele frem, sagde Erik og slog opgivende ud med hånden. Anemette er jo en pige; hun skal altså opføre sig fornuftigt og kløgtigt, sådan er det bare.
Farmor Ingrid kneb læberne sammen og strøg den sørgmodige Anemette på håret.
Ikke vær ked af det, skat. Hør ikke på dem. For mig er du den allerbedste! De skal nok få sig en overraskelse en dag! hviskede hun, og Anemette gemte ansigtet i farmors bløde favn. Der var ingen, hun følte sig så tryg hos som farmor Ingrid. Hun duftede af tryghed, havde de blødeste hænder og øjne
Gode Gud, de øjne! Som voksen kom hun ofte til at tænke på farmors øjne og følte hjertet varme sig på mindet om dem.
Erik plejede at sige, at han havde taget sin mor ind af “pædagogiske årsager”. Tidligere havde farmor boet for sig selv, men efter at hendes mand døde, gik det hastigt ned ad bakke. Hun glemte sin medicin og tumlede rundt om natten med for højt blodtryk, nægtede at sige noget til nogen, og næste dag mødte hun alligevel op hos en syg Anemette og legede cowboy og indianer på gulvet.
Mor, nu får det være nok! sagde Erik en dag, efter endnu et opkald fra lægen om at tage sig af morens blodtryk. Du flytter ind hos os, og ikke noget brok. Der er plads nok!
Nå nå, der bliver man påduttet. Din læge, han er da vedholdende. grinende farmor Ingrid. Men når jeg møder op hos ham, glor han bare ned i sit lille apparat og udbryder: Nu skal du passe på, lille dame, du har jo alderen imod dig. Han er ikke en ægte Æskulap, siger jeg dig. Bare en ekskalop, om man så må sige.
Hvad sagde du til ham, mor?! Erik stirrede skræmt.
Noget med at Æskulap er Apollons søn, men ham, den doktoren, er ingen af delene. Skulle smides ud, sådan nogen! Og jer flytter jeg ikke ind hos.
Du skal nu bare komme, Ingrid! grinede svigerdatteren, Karen.
Arh, Karen, det går ikke, jeg passer nok ikke ind med mit umedgørlige temperament. Farmor Ingrid foldede hænderne over brystet.
Men vi arbejder jo begge meget, og Anemette er så meget alene argumenterede Karen. Hun kendte sin svigermor det virkede; farmor Ingrid flyttede ind.
Nu var Ingrid altid med i familiens gøremål, og Erik holdt skarpt øje med hendes helbred.
Farmor var altid Anemettes beskytter. Med hende i huset blev alt varmere.
Bare slap af, Erik og Karen! Det er almindelig teenage-roderi. Han længes ud, han længes efter stormen han tror, der findes fred i den! sagde farmor Ingrid. Det skal nok gå, vores knop skyder og blomstrer før vi aner det, ikke sandt, Anemette?
Hun nikkede, men havde selv svært ved at tro på det. Alt i skolen var kedeligt. Hvad skulle hun dog finde på?
Alle veninderne dyrkede hobbies, men Anemette flakkede fra det ene til det andet uden at blive noget sted.
Det eneste hun altid var god til, var idræt. Hun pilede rundt på stadion, spillede fodbold med drengene eller svømmede, og hun fik næsten altid topkarakter i svømning.
Du skal gå til sport, Anemette, sagde farmor en dag, da hun greb barnebarnet udenfor. Der må da være klubber på jeres skole? Din far gik til basketball indtil han fik en bold i knolden to gange Så prøv dig frem, min pige.
Der er kun skak, farmor! Skak og ikke andet. Det er vitterligt for kedeligt sukkede Anemette.
Er det alt? Det er jo fattigt Det må vi da kunne gøre noget ved!
Farmor Ingrid talte varmt med skolelederen, Lene Hansen, lagde ind for både biologilæreren og klasselæreren og priste alt og alle, men naturligvis fulgte prikket over iet:
Men idrætsdelen, Lene, der mangler I altså noget. Jeg siger det ikke som kritik! Men børnene skal have mulighed for at udvikle sig, Ingrid nikkede meningsfyldt.
Hende burde jeg nok have tilbudt en kop kaffe, tænkte Lene. Det er ikke en almindelig bedstemor, nej, nej
Vi har ikke midler som i København, indvendte skolelederen.
Så må vi bruge de unge kræfter! Find en ung entusiastisk underviser! foreslog farmor.
Det blev foreslået, og da idrætslæreren, Steffen Madsen, flyttede til Ringsted, overtog Oskar Poulsen hans stilling. Han var ven af en af lærerne og single. Boede nærmest på arbejdet.
Med Oskars ankomst eksploderede skolens sportsliv. Eleverne svedte i hallen, ikke på gaderne. Lene Hansen fik skaffet nye redskaber, og politiet bemærkede færre småforseelser blandt unge.
Det er faktisk ikke kun min fortjeneste, sagde hun. Det er vores farmor Ingrid, man kan takke.
Farmor beordrede straks Anemette ned for at vælge en idrætsgren.
Anemette klarede det på sin egen manér: Hun gik hen til Oskar Poulsen og sagde, hun ikke anede, hvad hun skulle give sig til.
Hvordan kan du ikke vide det? mumlede han og så op fra sin notesbog.
Jeg elsker at løbe og har repræsenteret skolen, men det var aldrig noget stort her
Oskar nød hendes ærlige facon. Hun havde ben som en gazelle, men stod der med krum ryg.
Hvornår laver du lektier, Anemette? spurgte han pludselig.
Har min klasselærer sladret? Lad hende være, hun siger bare noget vrøvl.
Sådan skal du ikke tale om dine lærere! sagde Oskar bestemt. Du starter med at gennemføre niende klasse. Det er godt med stærke muskler, men hjernen skal med. Er du med?
Ja! Undskyld, jeg skal hjem, farmor venter hun forsøgte at smutte, men han holdt hende tilbage.
Jeg tager dig ind på mit hold. Men: Du skal også forbedre dine danskfaglige karakterer. Det sagde vi på lærermødet i dag. Farmor fortjener ikke at skulle skamme sig over dig!
Ja, ja, jeg klarer mig uden jeres krav, snerrede hun.
Aldrig havde hun følt sig så tvunget. For at komme på idrætslinjen skulle hun altså først løfte alle andre fag
Farvel, Oskar Poulsen, god aften, sagde hun køligt, men bag ryggen lød hans varme latter.
Det var der, hun forelskede sig i ham. Aldersforskellen var enorm men hun elskede ham alligevel.
Jeg vil bare hjælpe dig, Anemette. Sport med omtanke, det er noget helt andet end hovedløs træning. Du lærer selvkontrol og det at kunne skrive sit navn korrekt på et CV det er guld værd! Så: Du forbedrer dit dansk!
Hun syntes næsten, han lyste. Han så potentiale i hende! Det gjorde kun farmor ellers.
Er du fra en sportens støtteforening? spurgte hun for at skjule sin beundring.
Nej, jeg har bare mødt mange mennesker. Men også det skal læres. Og du er, undskyld, lidt doven.
Doven?! Hun blev stiktosset.
Kom med på stadion. Tag stopuret! Jeg vil løbe! insisterede hun.
Men Oskar rystede på hovedet.
Nej, du skal hjælpe mig med de små børn. Gymnastik. Jeg overkommer dem ikke alene. Prøv det, jeg skriver gerne en anbefaling til dig efterfølgende.
Anemette tordrede tæerne mod væggen, tænkte sig om og nikkede til sidst.
Hvordan går det med jeres nye lærer, spurgte bestyrelsen. Virker han underlig?
Tværtimod. Han er virkelig dygtig. Sætter sine elever i grupper, individuelt tilpasset selv sendt børn til sportslægen. Faktisk opdagede man hjerteproblemer hos en af drengene, og det reddede ham fra et farligt løb. Jeg fortryder ham ikke et sekund, sagde Lene Hansen.
Da hun blev assistenttræner, opdagede Anemette, at hun faktisk elskede det. Hun blev aldrig råbende eller ophidset, bare engageret, som om de små var hendes egne elever.
Se ham dér, Rasmus, pegede Oskar. Hoppeben forkerte, bruger ikke armene, men han har potentiale. Du skal lære at aflæse børns fysik, Anemette.
En anden dreng, Søren, var svag, havde skæv ryg. Oskar instruerede hende om opbygning af muskler for at hjælpe ham.
Anemette læste anatomibøger, som farmor finansierede, og hendes mor Karen fandt endda faglitteratur til hende.
Jeg har aldrig set hende sådan! hviskede Karen til Erik. Hun læser og markerer. Dansk er også blevet bedre. Måske har vi overvundet krisen?
Farmor Ingrid bemærkede barnebarnets glæde, men anede hurtigt, at Anemette var blevet forelsket. Men i hvem?
Hun sagde intet, men talte konstant om Oskar.
Oskar begyndte at træne Anemette til konkurrencer.
Teknik, Anemette! Hvad laver du? Du må bruge hovedet, ikke bare løbe uden at tænke! Du sprænger dine ledbånd, hvis ikke du fordeler dine kræfter.
En dag satte Anemette personlig rekord og vidste, hun var håbløst forelsket
Hun prøvede at antyde det til veninden Line. Men Line fattede intet, travl med egne tanker.
Ensomheden gnurede hende. Hun så ingen fremtid for sig og Oskar. Hun ville rejse efter 9. klasse, væk fra alt, væk fra ham, måske ville det så gøre mindre ondt?
Hun overvejede at tage i skole og kræve anbefalingen, Oskar havde lovet. Hun havde hjulpet ham, så nu skulle han også hjælpe hende.
Forårssolen skinnede. Hun puttede idrætstøj og sko i sin rygsæk, tog et strøg af mors mascara, sprøjtede lidt af hendes parfume og sagde til farmor:
Jeg er voksen nu, farmor! Går lige en lang tur
Farmor Ingrid smilede og lod hende gå.
Efter ti minutter stod Anemette foran trænerkontoret og tøvede med at banke på. Hun havde hørt Oskar stemme derinde, så hun vidste, han ikke var alene
Anemette! Hvad laver du her? Det er jo ferie! kom viceinspektør Gitte ind i hallen og stillede sig ved siden af hende.
Nå, hvem banker? spurgte Gitte konspiratorisk. Vi gør det sammen.
De bankede på. Der lød først et bump, så et pigeskrig. Gitte stak nøglen i døren, åbnede og indeni sad en ukendt pige på Oskars skød. De kyssede. Champagne væltede, røg ud over vigtige papirer.
Anemette frøs. Ville råbe, men intet kom ud.
Ud med dig, Anemette! skreg Gitte, stødte hende til side og fór ind.
Pigen løb hurtigt forbi Anemette med et hånligt blik.
Hvordan kunne du, Oskar?! råbte Gitte og slog ham med de gennemblødte papirer. Jeg gav dig chancen!
Oskar daskede bare til hende, tydeligvis beruset, og famlede ud i garderoben.
Jamen, er det dig, Pedersen? Du er jo et talent, Anemette! Fortsæt bare! vrængede han og ramlede ud.
Gitte sank sammen og græd.
Gå nu, hvæste hun. Du siger ikke et ord til nogen!
Anemette løb hjem.
I flere dage lå hun på sit værelse, græd, ville ikke ud. Farmor stillede et glas vand udenfor, men Anemette åbnede ikke.
Hvad er der, Anemette? forsøgte mor Karen.
Erik gik rundt, hovedrystende.
Du dækker over hende, Ingrid! Hvad foregår der? En romance? Karen blev hidsig.
Farmor Ingrid tog til sidst en kande vand og hældte den over svigerdatteren for at få hende til at tie.
Mor! råbte begge.
Døren sprang op, og Anemette kastede sig grædende ind i farmors arme.
Intet varer evigt, min pige. Verden går ikke under. Solen vil stå op, livet fortsætter. Det, du lærer nu, er værdifuldt. Der er ingen forkerte mennesker på vores vej alle lærer os noget. Kom nu, Anemette! hviskede Ingrid.
Anemette græd, for hvad godt var der i et knust hjerte?
Oskar kom aldrig tilbage på skolen. En ung vikar overtog, men lukkede børneholdene ned og fulgte bare lektiobogen.
Det går nu. Vi dyrker vores egne talenter, forsikrede Lene sig selv.
En dag sad Søren alene på legepladsen, uden nogen at lege med. Hans mor havde engang fulgt ham til sport, men Søren tabte altid og græd.
Hvad laver du her, Søren? spurgte Anemette. Lad os løbe en tur på stadion!
Hvorfor? Der er jo ingen træning længere
Men vi er her! Vi kan jo træne sammen. Hej, fru Madsen! vinkede Anemette.
Jo jo, bare tag ham, sagde hun.
De løb, legede, morede sig. Søren voksede med opgaven, og Anemette dannede et lille hold af børn, organiserede sjove lege for dem.
Husk nu at tænke! Muskler alene er ikke nok. Brug hovedet!
Og de gjorde fremskridt.
Oskar sad derimod på en slidt bænk, ubarberet, opknappet skjorte, gamle jeans, kædede cigaretter. Han anede ikke, hvad han ventede på.
En dag dukkede en voksen kvinde op.
Kender du mig ikke? smilede hun.
Nej, bør jeg?
Jeg er Anemette. Du lærte mig op.
Hende Pedersen? Ja, siger du det Lærte jeg dig noget?
Ja. Jeg arbejder som rehabiliteringsterapeut nu. Og Søren er begyndt til volleyball. Han har forandret sig, sagde hun.
Nå, men jeg kan dårligt huske noget Oskar vendte hovedet bort.
Hun så på ham, let rystet.
Tak, Oskar. For at vise mig hvem jeg ville være. Farvel og held og lykke.
Og du pas nu på, Pedersen!
Han så hende forsvinde og smilede.
Eleven havde overhalet læreren og det var kun godt. Hver har sit valg. Og måske går solopgangen alligevel aldrig tabt, heller ikke for en forhenværende idrætslærer i uldsokker på en råkold dansk bænk.
