Man skal holde ud
Anne! Hvad laver du dog? Gå nu efter ham! Se nu, hvor meget det regner! Han bliver jo kold, det ender med, han bliver syg og skal på hospitalet! Inger Madsen farer frem og tilbage foran vinduet og leder efter sin bror, Niels.
Fryser han, så kommer han selv hjem, svarer Anne stædigt og krydser armene foran brystet. Jeg er træt, kom lige fra toget, og nu skal jeg rende byen rundt for at lede efter far? Han er jo voksen, han skal nok klare sig.
Gud, hvor Anne hader sin far! Helt ind til knoglerne, med knyttede næver og rystelser igennem kroppen. Så mange år er gået, og hun har stadig ikke tilgivet ham, selvom moster Inger igen og igen har sagt, at det ikke er godt at bære nag så længe… Kunne Anne, så ville hun kaste sig over ham, lukke øjnene og slå uden ophør. Og Niels, hendes far, holdt bare ud, for sådan har man altid gjort man holder ud.
Inger og Niels, søster og bror, voksede op adskilt. Forældrene gik fra hinanden, da Inger var syv, og Niels kun fire år.
Inger kom med sin mor til en landsby udenfor Odense, hvor moren giftede sig igen. Stedfaren virkede ligeglad, men sagde heller aldrig højt, at Inger ikke var hans. Han roste, hvis han fandt det nødvendigt, skældte ud, hvis pigen havde gjort noget forkert. I starten forstod Inger ikke, om han elskede hende, eller bare holdt hende ud. Han sagde aldrig noget kærligt, lavede aldrig en fløjte til hende, blinkede ikke så han syntes nok ikke om hende, tænkte hun…
En vinterdag, da Inger var ti, gik hun hjem fra skole med nogle af de andre børn. Det var sent på vinteren, solen skinnede lidt, men frosten bed stadig i næsen, og vanterne blev stive af kulde. Børnene lavede snebolde, rutsjede ned ad en bakke på hvad de nu kunne finde et penalhus, en taske.
Så fik de den idé at gå ud på isen ved søen. Inger faldt igennem. Ingen forstod, hvordan der kom et hul i isen, hvorfor den pludselig bristede. Da hun straks forsvandt under vandet, nåede ingen af børnene at råbe, de stod bare og stirrede fortvivlet.
Det iskolde vand brændte i ansigtet, løb ned i øjnene, og Inger var sikker på, de ville springe af smerte. Hun ville gerne skrige, men vidste hun ikke måtte. Hun kæmpede, men støvlerne var tunge som bly, og det var som om, hun ikke kunne få dem af. I ørerne peb det, og bobler af luft gled forbi hendes ansigt og strøg hendes hud.
Hun løftede hagen, så lys, solen hang lige over hende og lyste gennem det mørke vand som gyldne uldtråde fra et gult, brændende centrum.
Tænk, hvis man kunne komme derop! Bli varmet lidt! faldt det hende ind, før hun huskede sin bror, hvordan de løb gennem markerne om sommeren, mens moren sad under birketræet og flettede kranse til dem. Niels var næsten usynlig i det høje græs. En dag blev hun så bange for, at hun havde mistet ham, råbte på ham, og så sprang han pludselig op på hendes ryg Inger huskede hans små varme hænder, hans latter.
Hvad med ham nu, hvis jeg ikke er der? tænkte hun bange, kæmpede endnu mere for at komme op. Hun fik støvlerne sparket af, forsøgte at svømme op, men så skar noget ind i ryggen på hende en gren eller rod og alting blev mørkt …
Erik, stedfaren, kom løbende i undertøj, han havde sovet efter natarbejde. Børnene havde væltet ind og fortalte, at Inger var faldet i søen. Erik råbte, beordrede dem til at tie, mens den hurtigste, Jesper, forklarede.
Inger er faldet igennem isen! Nede ved søen! græd han. Erik, red hende!
Han trak i gummistøvlerne, løb ud, skubbede porten op, over gården og hen til søen, hvor det sorte, urolige hul lå. Under isen en lille krop Inger.
Erik dykkede, greb hende, fik hende møjsommeligt op, mens hans arme nærmest svigtede, og han så for sig dengang under krigen, hvor han reddede en ven ud af en brand. Til sidst kom han og Inger begge op på isen, han slæbte hende ind på bredden, fik tøjet af hende med blodige fingre, og bar hende, som om hun var lavet af krystal, hjem i varmen. Inger hostede, kastede op, Erik aede hende på ryggen, derefter løb han til landsbyen med hende i armene, børn hylede efter dem Inger var reddet.
Senere, mens hun lå og græd i sengen, forstod Inger pludselig, at stedfar elskede hende med hele sit store, sårede hjerte, selvom han aldrig sagde det højt
Niels blev hos sin far. Faren giftede sig snart igen, denne gang med en streng kvinde med sorte øjenbryn. De flyttede ind i et værelse i Odense, hvor der tidligere havde boet nonner. Murene var af sten, og værelset var næsten som en kælder. Om natten syntes Niels, det lød, som om tidligere beboere hviskede, smykkerne klirrede, og det lugtede af røgelse. Eller måske var det bare sådan, han oplevede det.
Hans nye mor, Lene, kyssede ham aldrig godnat, sang ingen vuggeviser, men sagde i stedet: Hold ud, Niels. Gud holdt ud, så det skal vi andre også. Sov, vend dig om så, og sov!
Lene gik tit i kirke og bad, og Niels far, Asger, blev irriteret, råbte, nogle gange slog han hende. Lene krøb bare sammen på gulvet og holdt ud.
Hun slog også Niels, når de var alene. Han lærte hurtigt at skjule sig for hende; kravlede ud af vinduet til haven, hvor nonnerne havde plantet kæmpe solhatte. De nikende, gule blomster vippede frem og tilbage og hilste på ham. Der voksede også vilde jordbær som han spiste i smug, når Lene ikke så det, men hun skældte ud, når han kom ind med jordbær på kinderne.
Hvorfor det, fru Lene? peb Niels, tynd og bleg.
Fordi du ikke kan styre dig! Du skal lære at holde ud! lød det.
Asger opdagede tilsyneladende intet. Han arbejdede sent, lugtede af maskinolie og havde altid et metalskær over sig. Om natten råbte han i søvne, og Niels ville bare løbe væk, hen til Inger, som havde trøstet ham, hvis hun var der…
Men der var aldrig nogen, der trøstede. Kun ordrer om at holde ud.
Det var, som om Niels hele livet holdt ud. Da han fik brugte sko, der klemte, når han aldrig måtte få slik, som Lene sagde, var alt sukker huset for sent. Hvis han alligevel sneglede sig til honning i skabet, blev han slået.
Men jeg havde sådan lyst hviskede Niels bange.
Faren smækkede skabslågen i, tallerkenerne klirrede, og Niels røg på gulvet og slog sig. Men han holdt ud. Hvad andet kunne han? Holde ud og vente på, at Inger kom og reddede ham
Han så kun søsteren få gange efter skilsmissen.
Inger, tag mig med! hviskede Niels, når hun lagde lidt slik på bordet. Jeg vil bo hos dig. Og mor! tilføjede han. Men mor stirrede væk.
Jeg kan ikke, lille Niels. Mor venter sig snart igen, og huset er for småt. Husker du, vi bor også med mormor og morfar Inger tøvede, men fortsatte: Du må holde ud, søde. Når du bliver større, flytter du selv.
Inger, far slår mig! hviskede Niels lavt. Det gør ondt. Tag mig med?
Hun nikkede. Hendes far, Erik, var den bedste i verden. Han kaldte hende for Gedebukken, kom hjem med halstørklæder og perler fra markedet, bøger fra biblioteket. Han elskede, når Inger læste for ham
Jeg spørger mor! sagde Inger, talte med moren, men hun nægtede.
Det er besluttet. Det bliver sådan her, Inger.
Niels forstod aldrig, hvorfor han ikke måtte bo med sin mor, hvorfor hun ikke rakte ud efter ham og kyssede ham.
Men nu holdt han ud, ligesom Inger sagde
Nogle år senere fik Asger en stilling på rådhuset og skiftede lejlighed til et værelse i en boligblok i Odenses udkant. Stadig fælles køkken og fremmede mennesker, men ikke længere kælder og lugt af røgelse. Niels fik en krog bag et forhæng med gule blomster dét var hans verden.
Han skiftede skole, men holdt lav profil, dog gik det godt fagligt.
Du har et jernhoved, Niels! sagde Asger. Du skal nok blive til noget!
Det blev han også. Kom på universitetet, selvom han burde have boet på kollegium, så blev han hjemme, for Lene blev syg. Han kunne da ikke efterlade hende? Asger var væk det meste af dagen, og kun én gang fik han lidt hjælp udefra. Lene var bleg og havde smerter, hun ville ikke på sygehus.
Organismen klarer sig nok. Må bare holde ud! sagde hun til naboen, der havde bragt suppe.
Niels holdt ud med Lene: hendes klynken, hendes stive greb om hans hånd, hendes smertebidte tænder.
Og før hun døde, slog hun ham pludselig over hånden og hvæsede, det hele var hans skyld.
Niels veg forskrækket tilbage.
Dig! Alt sammen dig! Hvorfor skulle Asger absolut have dig? Du stjal fra os, alt gik til dig, kun krummer til mig! jamrede hun. Satan! Døden er bedre! Hvor længe skal jeg holde ud?!
Niels var 22, og i 18 år havde han været den, man havde ondt af, han slugte alt op, var den onde, den, der ikke måtte være der.
Efter Lenes begravelse sagde Asger til Niels, han skulle passe på lejligheden, nu kunne han klare sig selv.
Niels undrede sig, elskede far ham egentligt og hvis ikke, hvorfor beholdt han ham så? Det er så enkelt bare at sige Niels, jeg elsker dig. Som jeg nu kan. Undskyld Du er en god søn. Lev et godt liv..
Men det sagde Asger aldrig.
Først mange år senere forstod Niels, noget i faderen var gået i stykker for længe siden. Han havde søgt og søgt og aldrig set sin søn. Niels kom først til at sige det på kirkegården, at han hele sit liv havde ventet på anerkendelse, ventet på at han skulle stoppe med at slå. Ventet og holdt ud
Til begravelsen dukkede Inger op. Hun er voksen og på vej til at gifte sig.
Det passer måske ikke så godt, men Niels, vil du komme til mit bryllup? Du skal møde Peter, han er fantastisk!
Niels nikker. Han ved, Peter er fantastisk, han vil komme.
Inger ligner deres mor: samme øjne, lidt firkantede kæber, mørkt hår opsat i fletning, store hænder, og en modermærke på højre håndled…
Inden hun rejser, krammer Inger broren, puster ham i øret, som hun gjorde som barn. Men begge ved, de er blevet fremmede for hinanden.
Niels kom aldrig til brylluppet enten turde han ikke, eller så lod han være. Han sendte et telegram.
Og Niels indtrådte i en ny, voksen verden. Han lærte at kende, hvad en kvinde var, opdagede denne overraskende verden.
Birthe dukkede bare op hjemme hos ham, hun ville låne noter fra universitetet. Hun så sig omkring. Rummet var lyst og havde et stort skrivbord. Niels fandt sig helt forkert.
Niels, må jeg ikke bo her lidt? Hos os er der koldt vand i badet, og jeg kan blive syg! Jeg fylder ikke meget! snakkede Birthe, begyndte at græde og fortalte, at hun var opvokset på børnehjem med intet eget. Hun ville bare have sit eget liv, som normale mennesker.
Hun klamrede sig grædende til Niels, kyssede ham, hviskede søde ord. Birthe elskede ham, og det var så nemt. Derfor blev de gift en måned senere. Kort og roligt, direkte fra rådhuset: Niels på arbejde hans fars ven havde fundet ham en stilling i garage Birthe på universitetet.
Niels tog aftenstudier, arbejdede om dagen. Han tjente penge til familien, hans familie. Han havde en kone og hun elskede ham. Han vidste ikke selv, om han elskede hende. Hans første, og hun havde mange fejl, men han besluttede at holde ud.
Birthe var kontant. Hun styrede de andre beboere, røg ikke på fælleskøkkenet, for Birthe var gravid.
Vil I have, jeg føder et misfoster?! råbte hun til en nabo, I ryger ikke her! Gå ud! smækkede døren og smilede straks efter: Hvis vi nu alligevel sidder her, ka jeg så få lidt kartofler, de dufter så godt!
Naboen serverede, vaskede efter hende, nikkede venligt.
Niels! Du lugter! sagde Birthe om natten og skubbede Niels væk.
Af hvad, Birthe? Jeg har lige været i bad, som du bad mig om.
Af fisk! Af fisk! Gå væk! vrissede Birthe.
Hvor skal jeg gå hen?
Hvor du vil! Sov i køkkenet.
Niels trak i bukserne og en T-shirt og lagde sig i køkkenet på en skammel, lænet op ad væggen. I drømme faldt han altid ned, forskrækket men tænkte: Bare hold ud lidt endnu. Birthe føder, så bliver alt normalt!
Birthe fødte datteren Malene for tidligt, og var utilfreds med, hvor lille og svag hun var, klagede, råbte på hospitalet, røg i smug og vaskede datteren med afsky.
Husk nu at holde hendes hoved, nakken er skrøbelig! advarede sygeplejersken. Giv mig barnet, du ødelægger hende!
Mit barn. Ta hende bare, anbring hende hvor I kan! fnøs Birthe.
De andre mødre så med medlidenhed på lille, rød Malene, kun nødigt svøbt i klude.
Hvorfor får sådanne kvinder børn? hviskede de bag BIRTHES ryg.
Da Birthe og Malene kom hjem, var Niels bange for at løfte datteren. Hun peb, krummede sit lille ansigt sammen.
Birthe hvad gør jeg? spurgte han, da Birthe efter tre dage erklærede, at hun skulle på besøg. Hun skal fodres
Ja, det må du selv finde ud af. Jeg har været spærret inde som et dyr i ni måneder nu må du klare det!
Niels løftede nænsomt Malene og vuggede hende rundt i rummet. Han måtte bare holde ud. Birthe var jo træt.
Vi skal nok holde ud, lille Malene. Vi skal nok.
Niels blev aldrig en god far. Naboen, fru Jørgensen, hjalp med at skifte bleer og made Malene, for Birthe nægtede at amme, bandt brysterne ind og blev syg. I hospitalet mødte hun en ung, flot læge med guitar og en stor lejlighed og begyndte et hemmeligt forhold i to år.
Birthe blev færdig med studierne, fik en abort, skændtes med Niels og brokkede sig over, at han ikke sikrede dem deres egen lejlighed.
Hvem skal give mig den, Birthe? Jeg har endnu ikke særlig mange kvalifikationer, jeg mangler endda specialet.
Nej, det er dig, der holder ud. Jeg kan ikke mere! råbte hun og skubbede datteren fra sig.
Hvor skal du hen?
Væk! Jeg går til én, der elsker mig, en rigtig mand! Hvor er min kuffert?
Du har ingen kuffert, tag min sagde Niels.
Niels var elendig som far. Han kunne ikke trøste eller lege, kunne ikke fortælle eventyr. Han kunne kun bede Malene om at holde ud.
Malene græd af mavepine, han bad hende holde ud i stedet for at ringe efter lægen. Hun ville ikke være i børnehave fem dage, klamrede sig til hans ben, men han skubbede hende bare væk.
Alle i opgangen havde ondt af Niels: Enlig far, konen er stukket af fra barn og ansvar, Niels klarer sig så godt han kan, og han trøster sig med: Ikke noget, vi holder ud, vi klarer den.
Malene vendte kun hjem i weekenden, sad på gulvtæppet, legede for sig selv, og mandag traskede hun lydigt tilbage til børnehaven. Om sommeren tog børnehaven ud i sommerhus, Niels pakkede hendes taske, fulgte hende ud til bussen og bad hende holde ud, han ville snart besøge.
Han kom, satte slik og kager på bordet gaver fra naboen og Malene takkede og løb hen til de andre børn.
Malene Malene! råbte han efter hende, men hun vendte sig ikke om. Hvorfor skulle hun det?
Sådan blev livet. Da Malene begyndte i skole, blev Niels næsten lettet. Så kunne hun klare sig selv.
Malene klarede sig dårligt. Skriveøvelser gik dårligt, matematik lidt lettere, men hun manglede tålmodighed og hoppede hellere rundt i skolegården. Lærerne skældte ud, ville holde forældremøde, men opgav hurtigt ingen mor, kun far hårdt nok.
Niels holdt ud. Han håbede, Inger ville besøge. Han ringede ikke, ville ikke forstyrre.
Malene er ni, kommer tidligt hjem fra skole, smider sig på sengen og smågræder.
Hvad så, lille ven? spørger fru Jørgensen.
Ikke syg, det er bare ondt i maven. Jeg holder ud! siger Malene.
Sig til, hvis det bliver værre, så ringer I til lægen! Jeg er på nattevagt.
Malene vender sig helt væk. Hun fryser, tænderne klaprer.
Niels kommer sent hjem. Lang dag på arbejdet, han er nu ingeniør, Dagen har været sej, og på vej hjem har han gået den lange rute for at følge Birthe, der nu arbejder samme sted. Birthe smyger sig op ad hans arm, ulykkelig nu, forladt af sin læge, og Niels hjerte slår hårdt. Birthe elsker ham igen! …
Han kommer først hjem ved ellevetiden, forvirret, og går direkte i seng. Malene klager stille, har ondt i maven hold ud, du har sikkert spist noget forkert, siger han. Birthe kommer jo snart med kage.
Far, jeg har ondt! Ring til lægen, beder Malene.
Ej, ikke midt om natten. Sov, så går det over, siger Niels og falder i søvn. Han drømmer om Birthe, nøgen som dengang, hviskende noget uartigt.
Han vågner ved, at nogen slår ham i ansigtet, sådan som Lene gjorde.
Op! Niels, vågn op! Malene dør! råber fru Jørgensen. Hvorfor har du ikke ringet! Hvad er du for en far? Malene! Malene!
… Inger kommer nu dagligt, vasker, fodrer, hjælper Malene. Hun bebrejder sig selv, at hun ikke hjalp tidligere, men Niels fortalte aldrig noget. Det går, vi holder ud, sagde han altid.
… Malene, pak sammen, i morgen skal du hjem, siger sygeplejersken. Glæder du dig?
Malene græder. Hun vil ikke hjem. Hun vil aldrig tilgive faren, at han bare bad hende holde ud
Malene Niels står usikkert i døren.
Gå væk! Moster Inger, få ham til at gå! hun skriger. Det gjorde så ondt på grund af dig!
Hun flytter til Inger. Niels siger intet imod det. Han har holdt ud for meget; Malene med sit sprængte blindtarm, Birthe svinger mellem håb og skuffelse. Inger skælder ud, men hvor var hun, da han havde brug for hende? Nu skal han prøve at finde ro
Niels lever nu alene, han gifter sig ikke igen, hvorfor skulle han har han ikke holdt nok ud? Nu har han sit værelse og kun sit arbejde, har forsvaret sin afhandling også holdt ud dér! Det vigtigste er, at det er forbi.
Det efterår overtaler Inger Malene til at besøge faren, denne gang for at sige noget vigtigt.
Tag ham med, Malene. Han sidder på bænken. I kan ikke holde jer vrede hele livet han er trods alt din far … begynder Inger, men tavsner, da hun møder Malenes kolde blik.
Malene rynker brynene, tager frakken og løber ud.
Inger ser, hvordan hun i regnen tørrer dråberne væk og ser vredt frem.
Der er du jo! siger hun, da hun ser Niels. Kom nu hjem, det er spisetid.
Niels løfter hovedet, et glimt af smil, som om han så en engel.
Malene hvisker han. Du skal ikke stå i regnen, det er koldt. Kom.
Jeg er her ikke for din skyld, far. Jeg jeg vil bare sige, jeg skal giftes. Du skal vide det.
Niels stivner et øjeblik. Malene er voksen Hvem er han nu? Svigerfar? Hvordan holder han ud at give slip?
Men det er fremtid. For nu sidder de Inger, Malene, Niels i stilhed over teen.
Malene kigger sig omkring. Intet har ændret sig, selv tapetet sidder løst, og Niels har bare holdt det ud.
Denne gang kom Malene ikke for Niels, men for sig selv. Før man går videre, må fortiden afsluttes, tilgive og måske lære at elske faren igen.
Forstå, Niels er ikke skyld i ikke at være ønsket hos sin mor, hos Lene, hos Asger. Han er offer for sig selv, for fortiden, måske også for mig Det er, som om han stadig er den dreng, der gemte sig for at spise honning, fordi han altid holdt ud. Han lever, som han kan. Jeg beder ikke om, at du elsker ham, Malene, bare at I ikke mister hinanden ligesom jeg engang mistede ham Inger lægger hånden på Malenes skulder. Hvad mere kan man sige?
Malene nikker. Det er svært at tilgive, men hvis der er bare én chance, vil hun prøve for sin fremtid, og for moster Inger.
