Tre akkorder
Hvad så, kan du lide hende?
Stefans stemme bag mig fik mig næsten til at tabe kosten ud af hænderne. Jeg, Mads, stod midt i at feje du ved, ligesom når man lige hurtigt skal gøre rent efter time og pludselig kom kosten alt for tæt på Stefans ben. Han råbte selvfølgelig op, som kun han kan gøre:
Er du blevet vanvittig, Mads?! Hvad har jeg dog gjort?!
Der var ikke meget at gøre, undskyldningen ville jo ikke få klassen til at holde kæft. Hele niende B brød ud i latter, stoppede alt hvad de lavede, og fra lærerværelset kiggede Frøken Olesen ud.
Hvad er det for en cirkusforestilling? Der er undervisning!
Så kom vi ellers hurtigt i gang med kosten igen, alle sammen, som om det var det eneste vi havde lavet hele dagen. Nu var det ellers med at holde lav profil: Frøken Olesen tog ikke let på ballade. Hun kaldte ikke bare forældrene op, hvis man blev for vild nej, hun havde den der helt egen teknik: evnen til at holde timevis af monolog uden nogensinde at løfte stemmen, men alligevel kunne den få selv den frækkeste dreng til at overveje sit liv. Fem minutter inde var selv de værste blevet meget stille. Og hvis man havde haft enetid med hende inde i matematiklokalet, så risikerede man ikke at give hende grå hår igen. Det var klart.
Men for os, der respekterede hende, var hun nærmest som en konge. Hun kunne alt løse konflikter, få styr på karakterer og hjælpe hvis man havde det svært. Alle vidste det, især efter Lene blev boende hos hende, da moren skred med sin nye fyr, mens Lene gik i femte. Lene havde boet hjemme hos Frøken Olesen lige siden, blev venner med tvillingerne og kaldte hende nærmest for mor efterhånden. Ingen anede hvordan Frøken Olesen havde forklaret Lene, at man ikke kan tage skylden for andres valg, men hun gjorde det og Lene tog det til sig. Hun havde besluttet, at hun aldrig ville efterlade sine egne børn, som hendes mor havde gjort. For man ved aldrig, om der står nogen klar til at tage ansvar, hvis man selv ikke kan mere. Man skal bare være heldig at møde en som Frøken Olesen, ikke?
Først gjorde I fru Jakobsen sur, og nu går det ud over mig? Frøken Olesen kneb øjnene sammen og bukkede sig ned over kosten, så gulvet nærmest blev spejlblankt. Skal jeg tage klassens time nu eller hvad
NEJ!
Vores fælles brøl fik det ærligt talt til at klirre i kemi-lokalet ved siden af, og derude på volleybanen, hvor Sofie spillede for niende A, så hun ud som om hun havde hørt det hun missede i al fald bolden. Sofie, som jeg, Mads, ikke kunne holde op med at kigge på. Hun kiggede op mod vinduerne, mens de andre stod og rystede på hovedet.
Jeg hoppede ned fra vindueskarmen, fik et lille dask i nakken af en stadig lidt fornærmet Stefan, men sendte ham bare et skævt, undskyldende smil.
Sorry, det var ikke meningen, mand!
Ja ja, helt sikkert! Med kosten lige i fjæset foran pigerne! Klassisk, Mads!
Jeg sværger, det var et uheld! nærmest råbte jeg, men Stefan var hurtigt videre.
Nå, jeg tilgiver dig. Det var jo fordi du blev distraheret af Sofie, ikke? Jeg havde nok selv slået nogen med kosten hvis det var hende.
Jeg stirrede bare lidt ned i gulvet.
Jeg
Det var ikke nemt at sige det, der holdt mig vågen om natten, men hvis ikke til Stefan, så hvem? Jeg havde jo altid stoler på ham.
Jeg har skrevet en sang røg det ud af mig selvom jeg egentlig ville holde det for mig selv. Men hun kommer aldrig til at vide det, vel?
Hvorfor ikke? Nu sad han også i vindueskarmen og kiggede forsigtigt mod lærerværelset.
Fordi jeg hverken kan synge eller spille guitar. Ville gerne, men jeg kan ikke.
Pff, ingen ko på isen! Jeg lærer dig det! Han prikkede til mig, selvom han godt ved jeg er megakissetiklet.
Hold op, mand!
Har du selv skrevet ordene så? Eller har du nappet fra nettet?
Selvfølgelig har jeg skrevet det! lidt fornærmet fiskede jeg det krøllede ark op af lommen. Se selv!
Det var ikke det bedste jeg har skrevet, men det VAR ægte. Hele Sofies måde at gå på, hendes åbne smil, sådan noget der ikke var til at beskrive, men som rammer én i hjertet selvom hun slet ikke lagde mærke til, at jeg eksisterede. Bare en eller anden dreng fra parallellen, ikke noget særligt.
Stefan greb papiret uden at spørge.
Nå nå, hvad har vi så her? Er du Lermontov eller Andersen?
Nar! Andersen skrev ikke digte, for det meste i hvert fald! prøvede jeg at nuppe papiret, men han holdt godt fast.
Jeg ved det godt, Mads. Hvis jeg rodede sammen på forfatterne i dansktimerne, ville Hanne tage livet af mig!
Her blev jeg nødt til at smile. Hanne Jensen, vores dansklærer, var næsten et idol i niende B. Hun skældte aldrig ud, fordi der var død stille på hendes timer ingen gad sidde over fordi hun fik en til at gentage ALT man ikke havde forstået tilbage fra femte klasse. Hun var til gengæld verdensmester i at fortælle historier, så selv telefonbøger blev spændende. Man kunne spørge hende om alt, og hun svarede direkte, hvilket nogle forældre syntes var for vovet, men Hanne holdt fast det er bedre at unge får ordentlig viden end halve løgne og forbudte emner.
Det var til hende jeg gik, da jeg en dag havde mod nok til at sige højt, hvad jeg følte.
Og hun forstod mig.
Kærlighed, Mads, det er det smukkeste.
Synes du virkelig?
Ja, uden tvivl.
Men hvad nu hvis jeg ikke tør sige det?
Så lad være. Gem det i dig selv, plej det. Du kan sige det højt den dag, hvor du ikke kan holde det inde længere.
Jeg er bange
Og det er helt okay!
Hvorfor?
Fordi hvis ikke du var det, ville du være dumdristig. Frygt betyder at du ikke er ligeglad, og det er sundt. Men hvis du virkelig er forelsket, så ophører frygten. Kærlighed er modig og levende, forstår du?
Ikke rigtigt
Den vokser inde i dig, og hvis du er forvirret, så vent lidt. Giv det tid. Lad det gro.
Måske
Men hvis du ikke kan tie? Så skriv det ned. Et brev, et digt, en sang!
Jeg kan ikke.
Det kan du lære, Mads. Mens du lærer, lærer du også dig selv bedre at kende. Papiret holder til alt.
Jeg brugte næsten et år på min sang! Ordene ville aldrig stille op for mig. De kom aldrig, når de skulle, og jeg svedte over det igen og igen. Men jeg gav ikke op.
Til sidst kom ordene, og stormen indeni lagde sig lidt. Nu stod Stefan altså med mit hjerte på papir. Jeg nikkede, nu kunne han bare læse det.
Allerede halvvejs gennem første vers blev Stefan stille. Efter omkvædet så han alvorlig ud. Så rakte han mig papiret:
Giv hende det.
Er du skør?!
Gør det nu. Ellers var alt jo spildt.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Så jeg gjorde det bare. Gik hen til Sofie, der kom gående mod naturfagslokalet efter idræt. Min forklaring var kludret, men hun tog imod papiret og sendte mig et lille, hurtigt smil undervejs lige inden klokken ringede.
Jeg følte virkelig, jeg fik vinger den dag! Jeg fór ned ad trappen, hentede min vindjakke og nærmest fløj ud for at vente på, at telefonen i lommen endelig ville give tegn på liv bare et lille håb om, at hun faktisk følte bare lidt det samme som mig.
Telefonen ringede. Men det var ikke ligefrem en kærlighedssang den spillede det var nærmest en slags sørgelig polka.
Nå venner, Mads er digter! Han skriver kærlighedssange! Se lige her!
Mit krøllede papir lå nu i klassens chat, og likes og grine-emojis væltede ind.
Nogle grinede, andre sagde ingenting men så var der én, jeg ikke havde forventet ville gøre nar, der virkelig kørte på.
Stefan
Jeg havde lyst til at smide mobilen fra mig. Det ramte lige i hjertet at blive udstillet sådan. Først senere så jeg, at Stefan havde lagt et lille klip op, optaget lige der, hvor vi før havde grinet og slået med koste uden at ane, hvad der ventede.
Det tog kun et øjeblik at komme tilbage til skolen. Stefan havde slet ikke travlt med at gå hjem. Der sad han, vippende med benene foran lærerværelset, og grinede stadig over kommentarerne.
Hvorfor? Jeg kunne ikke finde på noget smartere at spørge.
Ej, rolig nu, det var bare for sjov! Han hoppede ned, viftede med mobilen foran mig. Se, nu er du jo kendt! Nu kan Sofie da ikke ignorere dig mere! Hvor, Sofie?
Han sagde det til nogen bag mig, men jeg vendte mig ikke engang. Jeg vidste det hele allerede.
Jeg skubbede ham til side og løb ned mod trappen lige et øjeblik nåede jeg at se Sofies ligeglade nik, før hun vendte sig og forsvandt, uden at skænke os mere opmærksomhed.
Papiret lå krøllet på gulvet, og sagde mere end nogen besked han kunne have sendt.
Jeg ved ikke, hvor jeg gik hen, kun at jeg endte nede ved åen uden for byen. Først da jeg kiggede på klokken og fandt min telefon, gik det op for mig hvor meget tiden var gået. Mor havde ringet hvert femte minut i en time hun havde fri fra arbejdet for at tage mig med til tandlæge. Jeg havde ikke hørt en lyd.
Mor jeg ringede til hende.
Mads, tak Gud! Er du okay?!
Hun lød så bekymret, at jeg straks satte kurs hjemad.
Det var ikke engang et år siden, vi bare var blevet os to. Far mente, jeg var gammel nok, og mor kunne jo altid få sig en ny mand, ikke? Det sagde han i hvert fald. Jeg ved ikke, hvordan de ordnede det mellem sig, for jeg fik bare at vide, at det ikke handlede om mig, og at jeg ikke mistede nogen af dem. Det var halvt sandt far ville stadig ses, mor forhindrede det ikke, men jeg kunne se, hvor hårdt det var for hende. Så jeg prøvede altid at lade være med at gøre det værre.
Vi naboede bare ikke til tandlægen den dag, men mor skældte ikke ud. Hun så straks, der var noget galt.
Vil du fortælle mig det? sagde hun bare, uden forventning.
Og mærkeligt nok gad jeg ikke være den typiske teenager den aften. Noget knækkede indeni da jeg så mit digt i papirkugle på gulvet.
Mor hvordan kom du egentlig videre efter far? Undskyld jeg spørger, men hvordan klarer man at blive svigtet?
Hun blev mørk i blikket, men svarede alligevel.
Det er svært, min dreng. Når én du stoler sådan på, vender dig ryggen det føles umuligt. Man bliver nødt til at overleve for sig selv og for dig.
Altid?
Nej, nogle gange har jeg svært ved det endnu. Men jeg har dig, og vi har haft mange gode år. Det er det vigtigste.
Men er du rigtig glad nu?
Ja, det er jeg faktisk, Mads. Det er fordi jeg stadig har et liv og dig. Bliver noget væk, kommer der noget andet. Sådan er det bare.
Tror du virkelig på det?
Ja, for selvfølgelig gør der det. Livet fortsætter, og vi skal nok klare os.
Okay Men hvad nu med Sofie? Hun sagde ikke et ord, bare gik sin vej!
Sådan ville jeg også have reageret, tror jeg. Hvis hun blev såret eller vred, gør man sådan.
Men hun smed mit digt ud, mor
Så enten var hun bare sur, eller også var hun ligeglad. Hvis hun var sur, kan du prøve at gøre det godt igen. Hvis hun var ligeglad så må du acceptere det.
Hvordan ved jeg hvilket?
Spørg hende.
Bare sådan?
Ja. Folk komplicerer alting! Men tit er det faktisk helt ligetil man skal bare turde.
Nogle gange forstår jeg ikke hvorfor mennesker gør livet så svært
Min kloge dreng! Det gør vi alle sammen for så sker der da lidt.
Jeg spørger hende, mor
Og kan du leve med svaret, uanset hvad det bliver?
Jeg lover jeg tænker mig om før jeg gør noget dumt.
Godt så. Nu skal vi bare i seng. I morgen skal vi forresten købe dig en guitar.
Hvad?! Hvorfor?
Du får at se. Men du har brug for den. Jeg skal nok finde dig en god lærer også, du skal ikke spørge mere endnu.
Planen var genial. Efter mit forsøg på at snakke med Sofie var endt i larmende tavshed, foreslog mor, jeg skulle synge min sang for hende. Jeg protesterede efter alt det grin? Aldrig!
Jo, Mads. Ellers tror du resten af livet, at du blev trampet på men i virkeligheden glemte alle det efter fem minutter. Ja, undtagen Stefan. Men folk er ligeglade, de har travlt med kattevideoer og alt muligt andet.
Og jo, allerede dagen efter var mit digt glemt, for nu var det blevet populært at tage billeder af en kat oppe i et træ! Brandvæsnet måtte til, og så var det dét, der blev talt om ved frokost. At nogen bag min ryg stadig kunne grine lidt, tog jeg ikke så tungt det var jo kun Stefan, der stadig var jaloux på Sofie. For det var hele forklaringen: Han var egentlig også lun på hende, så efter endnu en mærkelig teenageplan prøvede han at gøre mig til grin. Og det lykkedes næsten. Men jeg gav ikke op.
Til afgangsfesten, med guitaren om halsen jeg var vildt nervøs, kun tre akkorder i hele sangen gik jeg på scenen. Stemmen dirrede, fingrene var stive, men jeg sang alligevel.
Der blev stille i salen.
Hanne sad og tørrede øjnene, Frøken Olesen snøftede højlydt og holdt Lene i hånden. Min mor lyste, det kunne jeg se. Sofie så lidt sur ud, og Stefan kiggede ned. Men jeg så dem ikke.
Jeg sang.
