Hvor skal du hen?! Bliv nu, de kommer lige om lidt! Alma! Stå nu stille, det er altså pinligt! Vi skal have gæster, råbte Annemette efter sin datter og sukkede. Man kan altså aldrig få styr på hende Alma, hun skal altid gøre det på sin egen måde, lige meget hvad man siger. Hvad nu? Vi har inviteret venner op til sommerhuset i weekenden, de kommer snart, og selvfølgelig skal vi tage pænt imod dem, smile og vise, at vi, Møllers, er ordentlige, gæstfrie danskere. Og Tim, sønnen af gæsterne, kommer også. Kunne jo være, de to fandt hinanden…
Alma, kom nu tilbage, hørte du hvad jeg sagde! Tag noget andet tøj på og vent på gæsterne! Kjolen ligger på sengen, saml lige håret, og hvor har vi egentlig lagt de nye sandaler?
Kan I ikke bare lade mig være! Alma, ranglet og høj, røg ned ad trappen, ud gennem døren og sprintede mod havelågen. Hendes mørkeblonde, lidt pjuskede hår, som hun havde fra sin far, blæste op i ansigtet, og vinden rev i det, mens hun rødblusset og vred stormede ned mod gadekæret og videre ud på markerne, hvor de høje, modne korn stod og svajede i det bløde danske sommerlys, nogle steder nærmest gyldne med et rustent skær, hvor en sky kastede skygge.
Sæden vuggede i vinden som kløede kattehaler. Pigen ænsede ikke, hvordan en musvåge, forskrækket over larmen, steg mod himlen og blev til en lille prik, eller hvordan en fed muldvarp pilede ind i sin jordhule og blev helt stille. Selv de store køer på bagengen løftede dovent hovedet og gloede efter hende, mens gårdmand Niels, bondemanden, fløjtede efter hende, da hun for forbi i røde shorts, hendes blå T-shirt blinkede mellem aksene som en vild kornblomst, før hun forsvandt mod horisonten.
Pas nu på du ikke falder, du skraber jo knæene op! sukkede Niels, skubbede kasketten lidt op og strøg mustachen, som nu var helt grå. Få mørke strå mindede om dengang Niels var ung og stærk, første mand på mejetærskeren, grinende bondeknold, der kunne tage kvæget ned, hvis de stak af, og i et hug fange en flyvende ko, føltes det som. En slags kæmpe, nu bare gammel.
Niels havde boet i Stenlille hele sit liv. Han blev født ude i stalden, hvor oldemor Karen tog imod, i duften af hø og solskin, da hans mor lå i veer før tiden. Han voksede op i et stort bindingsværkshus, evigt fyldt med folk. Familie, naboer, venner, alle kom og gik. Det skæve spisebord kunne knap rumme alle. Når de spiste aftensmad, sad Niels som regel på nogen skød, for han havde aldrig haft en far hjemme, mor Anna klarede det hele selv sammen med den udvidede familie onkler, tanter, søstre, alles hjælp var uvurderlig. Tanterne, yngre piger, mærkelige og glade, syede, grinede og fnisede konstant, de sang hele tiden, og Niels anede ikke, hvad det hele gik ud på.
Når onklerne kom hjem fra marken og råbte ad deres koner, skyndte damerne sig til komfuret. Ud kom der smørrebrød og rigeligt rugbrød og store bøtter med æg og løg, det hele væltet ud som et fuglerede, klart til aftensmad.
Den ældste, Niels onkel Bjarne, var lidt hushoved, han løftede ofte Niels op på skødet og strøg ham over det solblegede hår. Bjarne og konen havde aldrig fået børn, så de passede ekstra meget på Niels, som alle andre også gjorde. Da mor Anna kom på Slagelse Sygehus med en slem forkølelse, syntes hun det var så underligt, at alle på stuen holdt sig for sig selv og skjulte deres mad for hinanden. Hun var vant til fællesskab ikke denne afgrænsning.
Sådan er byen, Anna, væg mellem alle, og man aner ikke hvad der er på den anden side. Man lukker sig om sig selv, for man har endelig fået sit eget. Men sådan er det jo bare, sagde nabodamen tante Rikke med et venligt smil.
Tag lidt hindbær, min dreng har lige plukket dem de er søde som sommeren selv! tilbød Anna og rakte hende en fletkurv. Tag, før de blir sure!
Din dreng plukket dem, siger du? Rikke snuste til et bær, studerede det: saftigt, håret, mørkerødt.
Frugten duftede nærmest lidt af skovbund, og Anna mindedes de hemmelige steder Niels kendte. Der var altid ro i skoven, men ikke sådan en tung, larmende stilhed mere den levende slags med fuglefløjt, blade og græshopper. Uro, men fred på én gang.
De er næsten for fine til at spise, Anna! Min mand, han var maler engang, han ville have byttet alle penge og sølvskeer for sådan et bær… Vi blev jo aldrig enige om, hvad livet skulle bruges til.
Anna lyttede forsigtigt. Byens liv, med sine sære regler, virkede fjernt. Men jo, den fandtes. Og kvinderne dér passede sammen, mens hun følte sig udenfor…
Bare rolig, lille ven, sagde Rikke. Du bliver frisk, kommer hjem til din søn. Hjem, hvor du hører til.
Anna vendte hjem til et hus fuldt af mennesker, brød lugtede af damp og solsøjler gennem vinduet, alle råbte hendes navn.
Lille Niels kiggede op, helt tæt, stadig snottet og forgrædt intet kan alligevel erstatte mor.
Niels grinede lidt for sig selv, da mindet ramte. Folk ville sikkert sige: “Hold da op, så trangt!” ingen sit eget værelse engang!
Men hvad gjorde det? Hvem skulle bruge sit eget hjørne, når markerne ventede udenfor?
Var det svært løb over i kornet, skrig alt ud, marken gemte det hele. Blev man glad dans under regnen, rull dig i græsset, lig og kig på skyerne, som lange godsvogne på himlen.
Alligevel havde Niels sit kælderhjørne loftet under bjælken, hvor ingen andre gik op. Der gemte han alle sine skatte: et gammelt bælte fra sin far, billeder, et cigarettetui fundet ved skovbrynet, slikkepapir, små sten, en lommekniv, læreren Johannes havde givet ham, og andet underligt.
Hvorfor gemte han det? Måske fordi det var stumper af hans sjæl som når mor gemte pæne kjoler og perler, små sedler og bøger, fordi det gemte årenes varme…
Nu hvor Niels var blevet ældre, havde han ikke været deroppe i mange år, nok spist af musene. Men billedet af far hang i stuen nu, og lidt derfra et sort-hvidt foto af ham og Antonie, hans kone, fra byens fotograf.
Niels vidste aldrig rigtigt, om hans forældre var blevet gift. Krigsbranden tog alle kirkebøger, og hans mor talte aldrig om Niels far. Ingen ville tale om Peder. Så forblev han for Niels blot et billede: venlig, snu og modig, som kun et barn kan forestille sig det…
Sådan havde de altid været. Nu boede de fleste børn i byerne, kun Niels blev tilbage på gården. Da han var færdig med skolen, blev mor syg, og han blev hjemme, indtil hun døde. Efter begravelsen og kragerne i birken, tænkte han; hvorfor skulle han nogen sinde flytte? Her var alt, han kendte. Traktoren i laden, røg af brændt halm og morens billede på instrumentbrættet.
På den anden side af vejen lå Møllers have. Annemettes familie var flyttet fra København under krigen, og deres luksuslejlighed blev derefter overtaget af andre. Almas oldefar, Arne, hans kone Stine, en fin dame, brugte dagene på terrassen, savnede byens snak. En sjælden gang talte hun fransk med sin mand, hvilket ingen forstod.
Hvad snakker de om? rystede de lokale damer på hovedet. Mændene smilede skævt, for Arne var bestemt ingen bonde, vejrbidt af marker. Han tørrede hænder af i duftende lommetørklæder og gik udenom kør, som passede forbi på vejen.
Niels huskede, hvordan byfolkene ikke ville tage imod grøntsager fra dem i starten, lidt for stolte, men efterhånden blev de mere ydmyge.
“Man kan blive sat i forkert vand,” sagde formanden, “så forsøger folk bare at svømme… Men sådan er livet.” Og så tændte han en smøg og kiggede ud over markerne mod den blege himmel.
Senere kom Møllers tilbage til København, men da Annemette arvede sommerhuset, beholdt de det og lagde haven an som en professorbolig med liljer, pæoner, små grusstier og et spritnyt “havedam.” De kom for at hvile ud om sommeren og holdt sig altid lidt på afstand.
Og nu var der igen travlhed hos Møllers. Annemette gik og fjernede visne roser, Michael snittede pinde til grillen, porten stod på vid gab. Der ville helt sikkert komme mange biler, og sang til den lyse morgen.
Annemette har en lav, varm stemme. Ofte sidder hun om aftenen med et sjal, holder myg væk, og synger gamle viser, mens Michael spiller guitar. Gæsterne klapper, men hun gider snart ikke mere. Hun længes lidt hjem til lejligheden i Valby, væk fra nysgerrige blikke…
Gæsterne er nydelige, kvinder i flagrende sommerkjoler, mænd i lette linnedbukser og skjorter. Damerne gemmer sig under store solhatte, mændene nipper til cocktails, Michael har kopieret fra sine ferier sydpå.
Alma er sjældent med, hun bliver som regel i byen. Hvor er jeres pige? Skal jeg hente lidt frisk mælk til hende, det er lige taget fra Malene? spurgte naboen fru Ingrid over hækken.
Alma er ikke med i dag, og hun drikker ikke mælk, svarede Annemette kort. Hun synes ikke, at landlivet er for hendes datter: for mange myg, beskidt tøj og ballade med de lokale unger. Det skal holdes væk.
Og Alma larmer altid, løber, råber, finder på alt muligt, hvilket Annemette bliver drænet af. Derfor tager Alma ofte hjem med barnepigen.
Denne weekend blev hun dog taget med. Og hun lavede straks ballade, nægtede at opføre sig som det sømmer sig for en datter af en anset akademiker.
Sikke en besværlig pige, sukkede Annemette, lukkede øjnene og åndede ud.
Hos hende var intet tilfældigt, hun omgås kun folk, når der er noget at hente, aldrig bare for hyggens skyld. Der er altid styr på menuen, de samme spil på kommoden, skuffen med barndommens kortspil væk, proppet champagne på is og pålæg på fade.
For at hjælpe i køkkenet havde de taget gamle Ragnhild med, Almas barnepige og nu kok. Hun nød det, viftede ud ad vinduet.
Lad pigen rende lidt rundt, det har hun jo bedst af! råbte hun. Hun trænger til sol, hun er helt bleg, Annemette, søde! Kom heller og smag, om jeg har saltet godt nok! rakte en ske ind.
Ej, det må du selv klare, Ragnhild! Og du har bare forkælet Alma for meget, derfor jeg ikke kan styre hende! mumlede Annemette og gik ud for at tjekke borddækningen i pavillonen.
En lugt af gylle blæste forbi. Annemette rynkede på næsen:
Michael, vi skulle altså have solgt stedet og købt noget udenfor Roskilde, i et ordentligt kvarter ingen køer, ingen hanegal.
Arh, kom nu! Det er da lidt hyggeligt, ikke? Siger man ikke, vi alle stammer fra landet? Lidt duft af hø skader aldrig, grinede Michael.
Du er skør. Gud, nu kommer de! Michael, nu er det Kupers, jeg går lige ind, du må tage imod dem. Ragnhild, limonade, nu!
Alt skulle være perfekt ingen fejl, kun dansk gæstfrihed. Hvis gæsterne var glade, fik Michael måske et spændende projekt hos chefværtens firma…
Men det gik skævt: Køerne havde lige lagt en frisk kokasse ved indkørslen, og deres bil standsede lige oven i den. Først Tim ud han trådte selvfølgelig lige ned i det.
Annemette rødmede og kiggede bebrejdende på Michael. Men gæsterne grinede heldigvis. Kuper rullede bilen lidt tilbage, strakte ryggen og grinede over frokosten.
Hvor er her skønt! Er der ikke en sø i nærheden, Michael? Kom nu, lad os bade!
Kom nu til bords, vi har ventet, Annemette vinkede gæsterne ind. Line, du ser forkvalmet ud! Kan du klare de ujævne landeveje? Hvor mange gange har jeg ikke sagt, vi skulle sælge og købe i noget “bedre” område…
Ragnhild stak hovedet ud af køkkenvinduet, rødmosset, svedig, og rakte et glas vand. Annemette nikkede. Heldigvis var der i det mindste én på hendes side, hvor Michael alligevel kun tænkte på at fiske, Alma ikke var til at styre og alt i huset hang på hende.
Pludselig følte Annemette sig vigtig. Hun havde kæmpet for alt det her, uden hende ville familien fortabe sig mellem by og land. Hvad gjorde det, hvis Ragnhild fejede lidt kokasser væk?
Tim, femten, havde allerede sat sig med en græsstrå i munden og skuede op, som følte han sig helt fri på landet. Det var nemlig det, han elskede ingen begrænsninger, frisk luft og alle de lyde og dufte, hovedet blev næsten svimmel af det.
Hvor er Alma? spurgte han, mens Annemette bar en stor fisketærte over.
Hun løber rundt et sted, svarer hendes mor irriteret. Hun skal selv nok komme.
Undskyld, lød det fra den anden side af hækken. Niels stod der, nikkede og råbte: Jeres pige leger inde ved skoven. I må hellere hente hende, ellers farer hun måske vild… Der er et kæmpe hindbærkrat derinde, I kunne jo tage en skål med, de er søde i år!
Tak, vi klarer os, smilte Annemette anstrengt. Som om hun skulle ud og vade rundt i buskene…
Hvor henne? Jeg henter hende! Tim greb en bylt i bilen, kiggede efter en kurv, fandt ingen, og gik så bare.
Niels smilede varmt. Der var noget over ham venlighed, måske det, at han så verden med åbent sind. Annemette kiggede bare nedladende; man havde ikke lyst til at blive hængende.
Må jeg, mor? råbte Line og løb efter Tim.
Ja, ja, men vi skal snart spise… sukkede Annemette.
Ragnhild bar en pæn gammeldags kaffekande ind, Michael og Kuper havde vasket hænder ved gårdpumpen og satte sig til bords med rødvin og frisk purløg.
Imens løb Tim barfodet ud af grusvejen, op gennem krat og forbi markskellet, hvor lærken slog triller, tog han af sted. Inde i skovkanten gik der noget tid, før han fandt pigen i græsset.
Alma! Al-maaa! råbte han. Hun sprang op, holdt hånden for øjnene som skygge, men vendte sig væk, ville flygte.
Altså, nu var de der… Og sikkert havde mor sat Tim på at hente hende hjem. Men hun ville ikke med! Hun orkede ikke mere af det kunstige gæstfrihed tungsindet, der hang over hendes mor efter alle de kunstneriske aftener.
Hvorfor så alt det her, mor? havde Alma en dag spurgt.
Hvorfor? Ja, du vil vel også have adgang til en god efterskole, det bedste for far du ved, han døjer med øjnene… Alt det kræver netværk, Alma, det falder ikke bare ned fra himlen!
Det forstod Alma men hun havde besluttet sig for, at hendes liv en dag skulle leves mere ægte. Hvis det da overhovedet var muligt…
Vent nu lidt, Alma! Tim havde omsider fået vejret og nåede op.
Hvad vil du? Jeg går ikke tilbage. De kan holde deres selskab for sig selv. Jeg gider ikke skifte tøj, ikke synge, ikke opføre mig, som hun vil. Hvorfor er I så overhovedet kommet?
Tim stod lidt perpleks, men så lagde han en finger for munden og signalerede, at hun skulle tie.
Hvad nu? Hvis du ikke kan lide det, så gå.
Men Tim pegede bag hende og hviskede: Stille nu… meget langsomt, ellers skræmmer du den væk.
Almas øjne udvidede sig. Hun forestillede sig et vildsvin måske endda en elg?
Bag hende stod der en rålam, spinkelt, lysebrunt, med store øjne, og snuste til et birketræ. Den dirrede. Pludselig peb den.
Hvad er der med den? hviskede Alma og gik baglæns ind i Tim.
Den er nok blevet væk fra sin mor. Jeg har prøvet at fodre sådan en med gulerødder sammen med min far. Den tog det så forsigtigt, slikkede hånden… Moren står sikkert i nærheden og kalder snart.
Alma smilede. Tims fortælling, hans ro i kroppen, gjorde hende pludselig let indeni. Hun greb hans hånd og klemte.
Rålammet så dem, snusede og stak så af ind mellem træerne.
Niels sagde, at der er et stort hindbærkrat her. Vi kan finde det, hviskede Tim.
Åh, det er bare bondemand Niels! Han er flink, kender stedet som sin egen bukselomme. Mor siger, jeg ikke må tale med bønderne, men jeg stikker altid af og hilser på dem alligevel. Kom, så finder vi det. Ingrid fortalte mig, at der også står et monument der, det satte Niels da han var barn.
De, Alma og Tim, havde ikke mødt hinanden før i dag, men det føltes som de havde kendt hinanden altid. Han plukkede hindbær til hende, fortalte historier, og de grinede sammen. Snart stod de ved en lille indhegnet granitplade. Tim sukkede tungt, han tænkte på sin oldefar, der forsvandt under krigen måske lå han her? Det ville de nok aldrig finde ud af… Alma plukkede blomster og lagde dem ved monumentet. En musvit sang, en spætte trommede, vinden raslede livet gik videre.
De gik tilbage sammen. Det viste sig, at Tim, hans far Kuper, og mor Line var helt almindelige de spillede ludo, gav Tim lov at løbe rundt og drak mælk direkte fra mælkespanden.
Hvad har du der? spurgte Alma.
Nå! Det er en drage, jeg har selv lavet den i fysiktimen. Skal vi prøve at få den op at flyve?
De løb ned ad grusvejen, Tim højt med snoren, dragen steg til vejrs som et rødt flag og slog mod vinden.
Hvem er det? Mikkel, er det Alma? Nu render hun igen, det er da ikke passende! Annemette fór op, da hun så dem komme.
Se nu bare! Tim har lavet en fantastisk drage! lo Kuper. Og jeres Alma er godt nok kvik. Går hun til noget sport?
Niels mødte dem ude på vejen og nikkede.
Tak for hindbær, Niels! Og tak for monumentet var det dig?
Jo, det lavede vi sammen. Nå, I må hellere gå hjem nu, ellers falder I om af træthed. Jeg kommer forbi med lidt svampe i aften, så kan jeres mødre stege dem!
Niels kone, Antonie, gav børnene småkager og kyssede dem. De lignede hendes egne børnebørn, ville ønske de også kom på besøg snart.
De kommer nok, du skal se, hviskede Niels og krammede hende.
… Annemette sad på terrassen og kiggede stift ud. Alle havde forladt hende mændene fiskede, Line gik ud og samlede blomster, børnene rodede i laden. Alma kom helt sikkert hjem smurt ind i jord.
Ja, Ragnhild, jeg bliver ved, og hvad får man? De løber bare… Skulle vi dog ikke bare prøve at tage det helt roligt? sagde hun til den gamle dame. Nogle gange trænger man bare til at leve… ikke vise sig frem.
Sådan er det, Annemette. Lad være med at spille skuespil, vær bare dig selv. Kom, lad os synge og hygge med lidt guitar, smilede Ragnhild.
Træskotramp og guitarlyd, mens Annemette for en stund gav slip. Måske var det tid til at slippe kontrollen Ingrid bag hækken stak venligt smil ind, Niels kom med en kurv svampe, som hun elskede som barn.
Ja, hun havde også været barn i gummistøvler, med poletkande og farmors varme hånd. Sådan rigtigt lykkelig ikke, fordi det var flot, men fordi det føltes ægte. Hvorfor gemme på det?
I morgen tager vi til søen, sagde Annemette under aftenens sang. Og finder hindbær, de skulle være gode i år.
Ragnhild nikkede, glad for at se sin “unge dame” bløde op.
Det ER godt på landet, man trækker vejret dybt, markerne synes endeløse. Man kan løbe i kornet, mærke duften, høre lyset og vinden leve, fylde sig med glæde, tage det hele med hjem og huske på alle de små stunder. Måske lærer man at se det gode i alt og bare være sig selv. Tænk hvis det kunne fortsætte sådan…
