En spurv i hånden

Mor, hun gik alligevel Min lille spurvfugl er fløjet

Mads gav forsigtigt sin mor den søvnige søn og satte sig direkte på gulvet i entréen. Han havde mest af alt lyst til at skrige, råbe alt det ud til skæbnen, der havde hobet sig op det seneste år, og så begrave hovedet i puden den med mors broderede betræk og falde i søvn i håbet om, at alt ville ordne sig, når morgenen gryede.

I barndomshjemmet var alt som det plejede. Varmt, stille, trygt En duft af hjemmebag og timian hang i luften, kattene snoede sig nysgerrigt om benene uden at forstå, hvorfor madmor græd, og det gamle vægur slog roligt timerne. Som barn havde Mads flere gange prøvet at fange uret med gøgen, men mor satte altid pippifuglen på plads med ordene:

Det er hendes hjem, Mads. Hvorfor forsøger du at tage hende ud? Det bedste er nu at være hjemme. Ude er aldrig godt.

Mads blev bare siddende. Han lyttede til morens puslen, da hun klædte den klynkende August af, og til farens godmodige brok, mens han hjalp til. Tankerne roderede rundt, trætheden havde hobet sig op længe, og Mads gravede næsen ned i pelsen på den ene kat.

Hvorfor sidder du her som en strandet stakl? spurgte far, kom ud i gangen og lagde hånden på Mads skulder. Gå så i seng! Mor har redt op til dig. Vi snakker i morgen.

Far

Ikke nu, Mads! Ikke nu! Far rakte hånden ud og hjalp ham op. Alt til sin tid. Hele natten gør morgenen klogere. Kom nu!

Barndommens minder ramte: et vindue knust med en ny fodbold hos naboen, den endeløse køkkenhave, han som straf måtte luge, og farens jyske kommentar:

Sådan, søn! En rigtig mand tager ansvar for sine handlinger.

Gælder det kun mænd?

Også kvinder. Men du skal holde styr på dig selv, ikke blande dig i andres. Hvis folk har samvittighed, skal de nok selv forstå og rette op. Hvis ikke så kan du ikke gøre mere. Du skal kun svare for dig selv. Er vi enige?

Ja, far

Det gamle værelse, stadig Madsekammeret, havde ikke ændret sig. Alt syntes at vente på ham. Den smalle seng, den slidte løber på gulvet, hylden med bøger, som mor havde passet på og ikke ladet nabobørnene få, selv når de besøgte hende. Og den pjuskede, for længst kun enøjet bamse, som Mads i alle årene havde taget med, uanset om det var i militæret, på arbejde i Grønland eller i ferie bamsen, som han fik som lille, var altid med.

Kun ind i sit nye, familieliv fik bamse ikke lov at komme. Konen ville ikke have det.

Hvorfor tage sådan noget skrammel med? Lad det blive hjemme hos dine forældre. Er du ikke voksen endnu? Hvorfor slæbe rundt på legetøj? Vær nu en mand!

Nu var det ikke pinligt mere, og Mads smilede lidt, satte bamsen til rette ved hovedpuden.

At være mand med Signe var aldrig nemt.

Sine veninde Line og hendes mand skal til Thailand. Og vi er ikke engang kommet længere end til Skagen! En ordentlig mand kunne for længst have sparet sammen til en rigtig ferie!

Signe, du ville have hus. Vi bygger det nu. Når vi er færdige, skal vi nok rejse. Lige nu går det ikke.

Lad nu være med dine undskyldninger! Når jeg først har født, får vi jo slet aldrig lov! Nej, Mads, du er ikke mand nok endnu!

Mads sagde ikke noget. Ville ikke skuffe konen, der var gravid. Han forstod hende. Hvad havde hun set i sit liv? Kun en far, hvis glæde bestod i at tage sig en morgenbajer, mens mor sled for at mætte familien. Signe var ældst af tre søstre, og alt skulle der kæmpes for tøj, sko, skole, fremtid. Ingen hjælp eller støtte. Moren måtte bukke ryg og bede pigerne om hjælp. Sådan var det bare.

Svigerforholdet med Signes mor var ellers godt.

Du må ikke være sur på Signe, Mads. Hun vil gerne have tingene bedre, end vi havde det. Forstår du ikke det?

Jo. Jeg forstår.

Hun ser ikke nu, hvor heldig hun er med dig. Det kommer nok. Hun har bare ikke haft mange gode eksempler i sit liv. Hendes far jeg elskede ham, ellers var jeg aldrig blevet. Først nu forstår jeg, jeg burde have ladet pigerne slippe for vores familieliv…

Mads havde ondt af svigermor. Og af Signe.

Hvordan ellers? Han huskede stadig pigen, der stod grinende udenfor forsamlingshuset før ungdomsfesten, kiggede hurtigt på ham, men kunne ikke skjule hverken usikkerhed eller frygt i blikket. Hun så ned, rullede ærmet på blusen, så ham igen direkte i øjnene.

Hvem er du?

Kan du ikke huske mig?

Jensen? Mads?

Ja, det er mig…

Ja ja, så meget kan jeg da ikke huske! Hvad laver du her? Du bor da i Aarhus nu?

Boede. Er flyttet hjem. Der er bedst hjemme.

Klart. Når du har sluppet mors forklæde, så kom og dans…

Han ville ikke kunne forklare, hvad der greb ham. Måske hendes blik, fuld af sårbarhed og modstand, eller de selvbevidste replikker.

Mads tænkte ofte, at han allerede den dag fik ondt af Signe, lille og pjanket, men hårdt ramt som en spurv, der bare længtes efter kærlighed og varme. Det forstod han ikke helt dengang men han følte med hende, fordi han selv vidste, hvor meget det betyder at blive elsket.

Mads var enebarn. Hans forældre bad i næsten femten år om et barn, og langt om længe kom glæden skrigende, stærk og sund. Efter Mads kom ingen flere, men moren var lykkelig for det, de havde fået trods alle lægernes domme.

Det er et mirakel! sagde jordemoderen til moren. Du har været indlagt hele graviditeten! Her er din dreng en rigtig viking. Græd nu ikke! Du skal bare være glad. God dreng. Far bliver da pavestolt!

Hans far var mere end stolt. Moren har fortalt, at han nærmest kom op at skændes med alle i landsbyen. Mange ville fejre det med snaps, men faren nægtede. Han gned barndomshjemmet, vaskede og strøg bleer, han måtte helt til Aarhus for at købe, for de havde besluttet ikke at købe noget før fødslen. Druk var der ikke tid til; det sagde naboerne nu og snakkede om, at det da ikke var noget rigtigt fader-skab.

Men for Mads forældre var det ligegyldigt. De var fyldt af glæde, som nu boede hos dem. Hver en ny ting sønnen lærte, blev fejret men de pakkede ham aldrig ind i vat. Lidt fasthed mente de kun var godt.

Mads var en rigtig knægt, men vidste altid, at han måtte stå ved sine fejl. Måske var det derfor, at hans første kys med Signe føltes som både gave og ansvar.

Man skal ikke såre en pige. Især ikke en der aldrig havde lært at stole på kærlighed.

Det er det rene sludder, Mads! Sludder og pjat! Tror du på alt det kærlighedstøv?! Folk bor sammen, fordi det er mere bekvemt, forstår du?! Kærlighed er opfundet af dem, der får alting foræret. De kender ikke til problemer! Ikke ligesom vi. Eller, vi og vi Dine forældre forkæler dig jo stadig! Mig har ingen hjulpet.

Hvad med din mor? Hun hjælper da?

Det hjælper ikke meget! Var hun en god mor, havde hun smidt far ud for længst! Så havde hun kun fået mig, ikke flere søstre, og brugt pengene på sig selv ikke på hans øl! Hun ville ikke gøre os til faderløse, næ nej! Men at vi kun så hans abekattestreger og aldrig fik andet, det betød ikke noget for hende! Elsker hun mig? Glem det! Hun elsker kun sig selv! Folk tænker kun på sig selv. Familie er kun noget, hvis der er udbytte. Ellers ikke! Gifter du dig med mig, så lover du, at vi aldrig ALDRIG bor hjemme hos dine forældre, men flytter til byen. Og du bygger mig et hus. Et stort hus! Så alle kan se, jeg er gift med en rigtig mand! Jeg vil have det mindst ligeså godt som alle andre!

Mads lyttede og mærkede den smerte, der boede i Signe. Han ville bare give hende lidt varme og vise, at livet kan være trygt. At man kan stole på dem, man elsker ikke bare på papiret.

Men for Signe var det hele spildt.

Jeg gider ikke din mor! Hvorfor bliver hun ved at bringe mad til mig? Hun skal blive hjemme og passe sig selv! Her er udmærket mad! Hendes frikadeller ryger bare i skralderen! Jeg spiser dem ikke! Sig det nu bare!

De ord viderebragte Mads selvfølgelig ikke. Men moren forstod alligevel, at ikke alt var rosenrødt, når sønnen kom hjem fra byen med bekymret ansigt.

Vil Signe ikke have, jeg besøger hende? spurgte mor, lagde armen om en mat Mads, der skubbede maden væk efter kun et par skeer af sin yndlings svampesuppe. Sig intet. Jeg laver en god hønsekødssuppe og bagefter en kylling. Dem tager du med til hende. Sig, du selv har lavet det. Hun ved godt, du kan finde ud af køkkenet. Hun undrer sig ikke. Hun skal spise. For barnets skyld, og for hendes. Hun ser ikke godt ud. Er du ikke ved at få ondt af hende, min søn?

Jo, mor Jeg elsker hende jo

Så blev August født, og alt gik op i hat og briller. Signe gik amok.

Du kan ingenting! Huset er ikke færdigt! Jeg står alene med sønnen, mens du arbejder i Jylland! Dine forældre vil ikke hjælpe!

Signe, lad være at råbe. Du vækker August. Du sagde selv, du kunne klare dig selv, da mor tilbød hjælp. Sagde klart, at du ikke var hjælpeløs. Eller husker jeg forkert?

Er det uretfærdige bebrejdelser nu?! Er det hele min skyld?!

Signe græd. August ilede med, mens Mads bare holdt sig til hovedet. Han ville så gerne hjælpe, men Signes modsætninger rev hende i stykker, uden hun selv indså det, så han ventede blot i håb om at hun kom til fornuft.

Men ventetiden trak ud.

Så skete det helt uden varsel da August var halvandet, vågnede Mads en morgen og forstod ikke straks, hvad der var galt. August hoppede i sengen, men der var stille.

Signe! kaldte Mads, men forstod allerede, hun var væk.

August faldt sammen og skulle græde, men Mads tog ham op:

Vi er vel mænd, August Madsen? Tuderiet må blive for pigerne. Vi to vi skal da lave havregrød! Og bagefter besøge farmor og farfar. Det har de bedt om længe.

Mens Mads lavede grød, ringede han forgæves til Signes veninder for at høre, hvor hun var. Endelig svarede Signe, meddelte kort, at han var en eks, og hun havde fundet et nyt liv. Først langt ud på aftenen kom Mads til barndomshjemmet træt, sulten, knust og uden kræfter til forklaringer.

Ingen forlangte det heller. Han hørte mor nynne vuggevise for August samme melodi, som han selv mindedes fra sin egen barndom. En underlig blanding af vemod og tryghed bredte sig, så han snøftede, glemte helt at mænd jo ikke græder, og lukkede øjnene lod søvnen dulme sjælen lidt.

Morgenen var ikke rar.

Signe ringede, hviskede mor til ham. Hun kræver August.

Hvad skal hun med ham? Hun har så meget andet. Sagde hun endda i går.

Hvordan skal jeg vide det, Mads? Det er jeres sag. Men August græd om natten. I søvne. Han har det ikke godt. Mens I tumler med jeres problemer, lider barnet mest. Han har brug for sin mor.

Hvordan kan jeg give ham til hende, mor? Hun ved jo ikke selv, hvor hun er på vej hen. I går var hun helt sikker, nu vil hun have ham igen.

Du har ret. Det er ikke nemt Hvad vil du gøre?

Jeg kører til København. Prøver at tale roligt med hende. Du ved hun ikke er et ondt menneske. Bare… mor, tror du hun gik fordi hun savnede noget? Er det min skyld?

Mads, I har begge fejlet. Ingen bærer hele ansvaret. Mand og kone er ét. Sket er sket, men I er stadig Augusts forældre. Opfør jer ordentligt. Find en ordning. Barnet skal vokse op med begge forældre, uanset hvad der sker. Signe er hans mor det ændrer intet. Hun elsker ham, ellers havde hun overladt ham til os eller sin mor. At hun ikke engang vil tage imod hjælp det er jalousi. Moderlig jalousi. Men det kan måske hjælpe jer med at finde en løsning. Forstår du?

Jeg tror det.

Tag nu afsted! Hvis hun beder dig bringe ham uden at mødes med os andre, så gør det. Intet drama. Jeg håber stadig vi må se August, selvom I måske skilles.

Tror du stadig vi kan blive sammen?! Hun har jo fundet en anden!

Pyh! Tror du virkelig det? Hendes mor sagde, Signe boede hos venninden, havde chattet med en eller anden, men han forsvandt. Og Signe besluttede, at hun måtte være ærlig mod dig og flyede ud, fordi hun troede, hun havde været dig utro. Om det passer, må du selv beslutte. Din spurv er stadig ikke voksen, skal du vide.

Hvornår fandt du ud af det?

I morges! August er tidlig vi har både danset og været ude. På gåturen mødte vi hendes mormor, og så fik vi snakken. Tag nu afsted, og tænk over, hvad du selv vil have. Vælger du Signe, bakker vi dig op. Går I fra hinanden, vil vi dog i retten, hvis Signe mener, vi ikke skal se August. Vi vil gerne se vores barnebarn.

Mads nikkede. Moren tog bamsen fra ham og beordrede:

I køkkenet! Morgenmad før alt det kærlighedshalløj. Mine små spurve

Signe mødte ham med afstand.

Jeg går til myndighederne! Du skal aflevere min søn!

Hvorfor gå den vej? Bare sig hvor du bor, så bringer jeg August. Du skal bare ikke blive sur, men jeg vil se at rammerne er i orden. Vil du have lejlighed, betaler jeg. Jeg skal alligevel afsted og arbejde snart. Bliv med August, jeg tager til mine forældre så længe. Hvad siger du?

Signe blev overrumplet.

Hvordan kan du være så rolig?! Enhver anden mand havde lært mig en lektie, men du sidder bare her og smiler! Er det ligegyldigt for dig?

Nej, svarede Mads stille. Det er det ikke. Jeg glemmer heller ikke det du har gjort.

Hvad har jeg gjort? Hvad?!

Du gik fra hjemmet og forlod din søn. Er det ikke nok? Men hvis du tror, jeg vil leve efter de regler, du så hjemmefra, tager du fejl. Mine forældre lærte mig noget andet. Hvis kærlighed kun handler om knytnæver, må jeg bare være ked af, du ingen anden kærlighed kender.

Kærlighed, siger du? Hvad er det nu for noget?

At jeg holder af dig, Signe netop dig, med alt det impulsive, ulogiske og tossede. Du sagde engang, kærlighed ikke findes, men jeg tror det ikke på. Mine forældre elsker stadig hinanden. Jeg ville have det samme.

Er det mislykkedes?

Indtil videre. Men vi har August. Du er hans mor. Han får det dårligt, når vi er uvenner, og det kan jeg ikke lade ske. Lad nu hysteriet ligge og find en måde, så han slipper for at græde om natten.

Græd han? for første gang så Signe ham i øjnene. Gud, hvor var jeg dum! Kom, vi skal afsted!

Hvorhen?

Hen til August! Din mor

Mine forældre ved intet, løj Mads uden tøven. Jeg sagde bare, vi var på besøg.

Hvorfor det? spurgte Signe så lavt, at han knap hørte hende.

Fordi det skulle være sådan. Mads trak den grædende kone ind til sig. Min lille spurv…

Tre år senere flyttede Signe og Mads ind i deres store nye hus. Forældrene hjalp til med maden, og mor trak Mads til side:

Går det godt, min søn?

Ingen grund til brok, mor! grinede Mads og lagde armen om hende. Men Signe er godt nok stille for tiden. Kan det være godt?

Åh, Mads! Du er så tungnem! Mor vendte sig, kaldte på Signe. Sig det nu til din mand! Du fortalte mig det, men han har da krav på at vide det!

Ej, mor dog! Det skulle være en overraskelse! smilede Signe. Mads vi skal have et barn mere

Mads mor trak sig væk, kiggede kærligt på sin mand.