Aldrig havde jeg forestillet mig, at min svigerinde ville komme hjem fra Amerika for at fejre sin rund fødselsdag. Jeg boede jo trods alt to hundrede kilometer væk fra hende, men jeg syntes, det ville være pinligt ikke at vise hende ære og respekt. Det var noget, jeg måtte gøre, selvom det ikke var let. Jeg tænker tilbage på det nu, og det hele føles som noget, der skete i et andet liv.
Min svigerinde rejste hjem fra Amerika for at holde sin 60-års fødselsdag. Selvom jeg boede langt væk, besluttede jeg mig for, at jeg ikke kunne få mig til at blive væk. Derfor tog jeg et par dage fri fra arbejdet, fik ordnet håret, tog ny kjole på, og begav mig afsted på den lange rejse.
Min datter blev gift for over ti år siden og flyttede straks ind til sin mand. Han var deres eneste søn, og deres hjem i Odense var stort og rummeligt. Svigerinden havde været bosat i Amerika i mange år, og plejede bare at sende penge hjem til familien i Danmark.
Svogeren, Jørgen, var derimod en rolig og stilfærdig mand, som min datter fortalte aldrig gjorde meget væsen af sig. Jeg havde mødt ham nogle gange og måtte give hende ret Jørgen var utroligt venlig, rolig og ærlig.
Men min svigerinde, Rigmor, havde jeg aldrig set i levende live før. Jeg havde kun set hende på billeder, og et par gange havde vi talt sammen over video. Hun virkede rar nok, måske lidt sær. Jeg tænkte, at det nok skyldtes alle de år i Amerika hun havde tydeligvis fået nogle anderledes idéer om livet.
Sådan gik årene, vi levede vores liv hver for sig, og jeg tænkte sjældent på, hvordan hun egentlig var.
Rigmor kom allerede hjem til København omkring juletid, men hun inviterede mig ikke dengang, og ønskede heller ikke at komme på besøg hos mig, selvom jeg ringede og spurgte, om hun ville komme.
Men i januar, hvor hun fyldte 60, blev jeg endelig inviteret til hende, så vi kunne lære hinanden lidt at kende og fejre dagen.
Jeg gik længe og overvejede, hvad jeg skulle give en kvinde, der havde alt, især når hun kom hele vejen fra Amerika. Jeg rådførte mig med min datter, men hun sagde bare, at jeg skulle gøre, som jeg syntes bedst det vigtigste var trods alt opmærksomheden fremfor selve gaven.
Jeg besluttede mig for at købe en flot elektrisk gryde til Rigmor, noget jeg håbede, hun kunne bruge, og hvis hun rejste tilbage til Amerika, kunne min datter arve den. Jeg betalte 1200 kroner for den, og syntes, det var passende.
Jeg brugte også en del på mig selv manicure, frisure, kjole og så selvfølgelig til rejsen. Alt blev lidt dyrere, end jeg havde håbet, men jeg sagde til mig selv, at det var en rund fødselsdag, og her måtte man gøre noget særligt.
Men da jeg ankom dagen før festen, blev jeg overrasket over, at deres køleskab nærmest var tomt. Jeg troede, at Rigmor havde bestilt mad fra en restaurant, så det hele blev leveret frisk til festen. Men min datter fortalte mig, at alle gæster skulle komme med to retter hver, så vi kunne dække bordet sammen.
Skal jeg også lave noget? spurgte jeg forundret min datter.
Ja, svarede hun roligt. Jeg har sagt, at du kan lave de bedste kåldolmere, og så tager du også en kalvesalat med.
Jeg var helt paf. Efter alle mine udgifter skulle jeg nu også lave mad? Min datter forsikrede mig om, at det var sådan, man gjorde alle bidrager, og så bliver bordet fyldt.
Vi havde faktisk en hyggelig dag. Alle tog noget med, så bordet bugnede, og stemningen var god. Men jeg tog hjem med en mærkelig følelse. Det var et meget specielt arrangement, og jeg tænker stadig på det med en vis utilpashed. Sådan fejrer man ikke fødselsdag, hvis du spørger mig. Jeg tror, det varer længe, før jeg besøger Rigmor igen.
