På besøg hos mormor
Sådan et drejning havde Mette ikke forventet, ikke engang af sig selv.
Pigerne var smuttet afsted, og så gik hun og Astrid mod Brugsen, heldigvis havde den stadig åbent. Bagefter gik de i gang med at lave mad kartofler, kylling, salat Mormor Anna gav en hånd med, men mest kom der gode råd.
Du skal smide et løg i gryden til kartoflerne så smager de altså bedre. Og husk at overøse kyllingen, så bliver den mere gylden.
Mormor havde altid holdt af at lave mad.
Katten Pil var næsten til vanvid hun bed dem alle i hælene, men have hende i kassen var umuligt nu; hun var blevet så snu til at komme ud igen. Ja, og man havde heller ikke rigtigt lyst længere. Den spindende, bløde klump, selv med sine små, stikkende tænder, gav et særligt blødende smil indeni.
Mette og Astrid tog hende op, kyssede hende på snuden på skift, igen og igen.
I skal da lave mad! brummede mormor. Ikke bare nusse katten!
Men hun kunne ikke skjule, hvor glad hun var for at have liv i huset, og Pil, der fik hende til at smile igen. Selvom hun blev lettere træt, ville hun ikke slappe af.
Jeg får tid nok til at hvile mig senere. Ærgerligt, vi ikke har juletræ Ja, havde jeg bare vidst det Kan du huske, Mette, dengang din morfar kom slæbende med træet… og så pyntede I det sammen.
Pyt, mormor. Vi skal nok få en god aften, selv uden træ. Vi kan besøge Jensenerne bagefter.
Men pludselig henad klokken halv seks slog døren i bryggerset. Der blev larmet, snakket Og døren ind til stuen gik op, forrest kom en grankvist, et træ faldt nærmest ind ad døren, og ind strømmede duften af skov, harpiks, noget bittert og vidunderligt julet.
Godaften! Glædelig jul! Anden gang jeg har slæbt. Gæsten, som smilede træt, var Niels ham, der havde siddet i bussen tidligere, iført sin orange vindjakke og ret så dansk hue.
Er det til os?
Bag ham kiggede pigerne frem Signe og Freja.
Signe sagde, I blev her til nytår. En nytårsaften uden et træ det går ikke. Det er til jer.
Mette følte sig lidt skyldig at nogen skulle i skoven for deres skyld.
Er det ikke forbudt? spurgte hun.
Man skal bare kende stederne.
Han har et virkelig pænt smil, tænkte Mette.
Kan du mon sætte det op, Niels? Der står en spand ude i skuret, sagde mormor roligt Men sand? Vi har da ikke sand.
Men det havde han da også taget med. Han tog overtøjet af, havde islandsk sweater på, vatterede bukser, uldne hjemmestrikkede strømper. Manglende kun fuldskægget. Håret var kort, og han var glatbarberet. På en måde virkede han bekendt.
I skal altså også komme ned på torvet, sagde han. Der er fest nede ved forsamlingshuset! Diskotek for de unge, harmonika for os gamle.
Hvor danser du i år, Niels? spurgte Mette, Ved diskoteket eller med harmonikaen?
Mig? Jeg har ikke været her hvert år, sagde han og fyldte sand i spanden. Først var jeg til diskoteket, men på et tidspunkt skiftede jeg hold. Sidste år gik jeg over til harmonika-folkene. Tænk, jeg må være blevet gammel. Hvor skal den stå?
Mette ryddede allerede hjørnet.
Lige et øjeblik, mormor… Er stigen stadig i skuret? Mette tog sig til hjertet, De gamle julekugler Er de virkelig der endnu?
Hvor skulle de ellers være? De ligger stadig på loftet.
Det var næsten magisk. Ren lykke!
Niels hentede stigen, men hun lod ham ikke klatre det klarede hun selv. Hun fandt hurtigt den dyrebare kasse, tog den op med stor forsigtighed og så ned: Pigernes øjne glimtede, de ventede på miraklet ligesom hun selv havde gjort som barn. Nytåret gør børn af os alle.
Det er meget skrøbeligt glas. Forsigtigt nu! Den, der smadrer en kugle, får ingen slik.
Men den mest uartige juletræspynter var nu Pil. Hun var straks meget nysgerrig, kravlede op i sandspanden og ville gøre sit fornødne nåede kun lige at blive løftet væk i tide. Så sprang hun op, da den gamle lyskæde pludselig virkede. Lyskæden var nok fyrre år gammel.
Det var svært at pynte træ, når man havde en killing til hjælp. Processen blev: åbne kassen, finde pynt, tage killingen ud, lukke kassen. Det var, som om hun teleporteredes derind, men hendes bløde poter kunne ikke gøre skade. Snarere var det pynten, der led nogle kugler var i forvejen knuste.
Gamle glaskugler, lidt slidte, tunge og glitrende pigerne blev tryllebundet. Kolber, piloter, små ure, måner, snore, rød fluesvamp.
Hvem er denne her? Spejder?
Nej, en rødbluse! råbte både Mette og Niels.
Niels, var du rødbluse dengang? løftede Signe figuren.
Ja, ja. Nu føler jeg mig gammel nu hører jeg kun til harmonika-folkene.
Mette betragtede træet og tænkte, at det var som hendes barndom kom tilbage. Hun var lykkelig for, at de var blevet her. Ren glæde!
Senere gik alle til deres familier. Nytåret fejrede de beskedent, men meget hyggeligt mormor, hende og Astrid. Mormor sagde, hun ikke havde siddet med et glas nytårsaften i fem år.
Astrid, vil du fortælle, hvad der er sket? Du behøver ikke, hvis du ikke vil…
Det er fint, mor. Jeg skulle bare bevise noget. Han er sammen med Lene nu.
Mathias? Fortryder du?
Nej… Ikke længere. Det gør lidt ondt, ja, men pigerne fik mig op igen. Det var jo tydeligt, han aldrig ville noget seriøst, så hvorfor spilde tiden?
Og kærligheden?
Den skal være gensidig. Ellers gør det bare ondt, og det gider jeg ikke, mor.
Af barnemund…
Men nej, hendes datter var ikke noget barn mere. Og også for Mette der var ingen fremtid med Anders. Det var på tide at slippe sorgen. Han havde ikke engang ønsket hende godt nytår og hun blev ikke overrasket. Sådan plejede det jo at være. Og han ville heller ikke gøre det om morgenen arbejde, arbejde.
Det overraskede hende mere, at hun ikke selv havde sendt hilsen og heller ikke havde lyst. Hun vidste, musikken ville hamre i baggrunden, han ville næsten ikke høre hende, og bevidstheden om, at hun ikke betød noget i hans dag, var ikke længere pinefuld, bare sand.
Senere kom pigerne farende og ville have dem med på torvet. Begge i træsko og tykke frakker. Astrid havde lånt mormors gamle træsko også.
Mormor, hvem er egentlig den Niels? spurgte Mette, da de var alene.
Niels? Han er barnebarn af Karen Larsen. Kan du ikke huske Karen?
Nej, men navnet Nej, vent jeg kan godt huske ham, tror jeg. Var det ikke dig, der tyede ham for at stjæle æbler?
Nemlig. Karen var glad dengang der var ingen, der ellers kunne styre ham.
En lille tyveknægt?
Hvem har ikke stjålet æbler som barn? Men da han voksede op, blev han ordensmenneske. Soldat eller betjent, sådan noget jeg fatter ikke nutidens titler. Han er en god dreng. Men han gifter sig ikke, leder stadig… Karen er lidt bekymret for ham.
Mormor gik til ro en dag fuld af gøremål. Mette gik også mod torvet, ad den smalle sti, hvor sneen lå i driver. Sidste nytår var der nogen, der satte ild til hø på gården, altid skete der noget dramatisk her. Bedst at holde øje med Astrid.
Der var folkefest ved forsamlingshuset. Selvfølgelig dukkede Julemand og hans hjælper op, og gamle Fru Bæk som heks. Astrid dansede rundt med pigerne, optog videoer på mobilen. Mette lod dem have det sjovt, holdt sig lidt i baggrunden. Få var fulde, og kun de færreste virkelig berusede. Børn løb omkring mellem de dansende, voksne og ældre minglede og hyggede sig. Hele byen festede. Damerne fra klubben ledte festlighederne, indbød til konkurrencer og sang.
Det var egentlig en hyggeligere fest, end man oplever i mange byer her kendte folk hinanden, gav kram, ønskede godt nytår, inviterede på kaffe og snaps senere.
Så fik hun øje på Niels. Sammen med en anden var han i gang med at hjælpe en fuld fyr væk fra pladsen. Sådan gik det hvert år.
Efter lidt tid stod han pludselig ved siden af hende.
Godt nytår! Synes du, det er kedeligt?
Jeg? Nej, sådan et nytår har jeg ikke haft siden barndommen. Tænk, Astrid siger ikke et ord om internet.
Der sker altid noget her de har lige stjålet traktoren.
Traktoren?
Ja, traktorføreren havde stillet den ved huset, og nogle halvfulde tosser ville på tur. Sladdede hen over isen på søen kan du tro det?
Gik det godt?
Den røg igennem! Heldigvis lav is, så de slap med forskrækkelsen og var straks ædru.
Ak ja
Ja, nytårsaften samler alt, der kan gå galt…
Men, jeg kan kende dig fra gamle dage. Du og min fætter stjal også æbler i min mormors have. Hun har sat jer begge på plads i stalden.
Ha-ha, jeg husker det faktisk som en god ting hun var streng, men retfærdig. Vi havde en god barndom her på landet. Og jeg husker dig: den fine bypige med blondt hår og prikket kjole.
Nu får du mig til at lyde som en porcelænsdukke.
For mig var du som sådan. Jeg havde hullede bukser og var bange for at plette dig til. Det er jeg næsten stadig.
Mette lo, tog ham under armen og foreslog, de gik en tur.
Skal vi tage en runde og fortælle hinanden om os selv? Som søskende ærligt.
De opdagede ikke, hvor hurtigt tiden gik de delte historier og lyttede intenst. Pigerne gik hjem fra torvet, de fulgtes ad, snakkede videre.
Mor, må vi tage hjem til Freja bagefter? spurgte Astrid.
Signe, jeg venter på dig, råbte Niels.
Ikke nødvendig, onkel Niels.
Jo, jeg har lovet din mor.
De ventede hos mormor Anna. Snakken fortsatte det var let og ærligt at snakke. Måske fordi stedet og de gamle minder gjorde dem til en slags familie.
Også Niels havde haft en stor kærlighed en ældre gift kvinde. Mette mærkede, han stadig holdt af hende. Derfor blev han nok aldrig gift han sørgede stadig.
Hun fortalte om sit eget brud, om forholdet og problemerne med Astrid. De drak kaffe, så sneen glimte, og ingen havde lyst til at gå i seng.
Bor du så i København nu? de takkede hurtigt til du-form.
I udkanten, har lige flyttet fra Jylland, hvor jeg har arbejdet som betjent. Jeg pendler intet rigtigt hjem og ingen familie.
Jamen, det er da alt sammen foran dig endnu.
Hvornår skal du på arbejde, Mette?
Først efter ferien.
Så må I med ud at stå på ski i morgen.
Arh! Nej! hun løftede hænderne, Vi har slet ikke noget udstyr med, vi skulle bare være her til nytår.
Det klarer vi.
Ej, jeg kan slet ikke, og Astrid har aldrig prøvet.
***
Næste morgen blev de vækket af, at mormoren havde fundet både vintertøj og gamle langrendsski frem. “Aldrig i livet får jeg Astrid i de bukser,” tænkte Mette.
Men Astrid blev henrykt, i hvert fald indtil hun stod på skiene. I en times tid tumlede pigerne rundt i gården for at lære hende det.
Mette kom hurtigt i gang de havde jo haft ski i gymnastiktimen dengang. Hun faldt også, men fandt hurtigt balancen. Niels førte dem sikkert ud i skoven, hjalp, hvor nogen væltede, og snoede sig elegant på skiene.
Mor, se mig! Astrid kom ned ad bakken med lys i øjnene.
Sneen lå tungt på grenene, luften var kold og klar. De så skrællerne fra grankogler og en egern pile væk.
Mette frydede sig. Snart nåede de den lange bakke, hvor man kunne køre ræs. Snehvintern gik i kinderne.
Nej! Ikke den bakke! Astrid, lad være!
Men storbyen gør modig. Astrid styrtede flere gange, men prøvede igen og igen. Mette var nervøs.
Du vil elske det! Prøv nu, sagde Niels opmuntrende.
Hun gav efter. Skubbede lidt afsted, mærkede suset og faldt men det var sjovt! Hun prøvede igen.
Hun blev hurtig træt. Nedkørslen er sjov, men op igen…
Pigerne fortsatte. Hjem ville de slet ikke. Røde i kinderne, grinende, filmede hinanden, lavede skøre stunts.
Lad dem køre løs. Kom, Mette, jeg vil vise dig noget.
Hvad?
Han førte hende hen til udkanten af bakken. En hvid å bugtede sig gennem landskabet.
Sikke smukt! sukkede hun.
Jeg kommer altid herud. Skal jeg sige dig hvorfor?
Hvorfor?
Når man skal begynde på noget nyt. Lægge det gamle bag sig og råbe det ud.
Råbe?
Lige præcis. Råbe alt hvad man kan. Sådan her!
Han satte skiene i sneen og råbte ud over skov og mark:
Jaahuuuu!
Sneen dryssede ned fra træerne og glimtede i solen.
Det kan jeg ikke gøre.
Jo, du kan. Jeg kører lidt længere væk, og så råber du.
Hun kiggede efter ham, usikker. Hvorfor alt det her?
Det føltes unødvendigt. Hun kneb øjnene sammen, så ud over den hvide flod, fastfrosset i landskabet. Ønskede nok at bryde ud som isen engang slipper åens løb.
Og Astrid også hende. Fastlåst, og her slap hun fri, blev sig selv, åbnede sig, var glad og let, præcis som hun var skabt til at være. Skulle der meget mere til for at give slip?
Mette spredte benene, fyldte brystet med luft:
Jaaaahuuuu! Jaaaahuuuu!
Skaderne flagrede op fra grenene, og det virkede, som om floden brummede med svar. Hun smilte, øjnene strålede. Han stod og så alvorligt på hende.
Han kunne virkelig lide hende. Og hun kunne lide ham, for alvor, uden skjul.
Hun styrede skiene hen mod ham han mod hende. De kolliderede, væltede i sneen. Han kyssede hende i snevåde hår og på læber, tog hende ind til sig. Det var ikke romantisk sødme, men noget renere nærhed, oprigtighed og glæde.
De gik hjem. Mette gik lige i hælene på datteren.
Mor, syv gange kørte jeg uden at falde! Vildt! Signe filmede mig ingen får sådan en nytår. Genialt! Jeg i træsko Det skal du se!
Astrid, jeg vil sige dig noget. Jeg kan rigtig godt lide Niels.
Astrid stoppede brat.
Uh! Mette bremsede bag hende.
Astrid så på hende, holdt en pause, så smilede hun.
Jeg kan også godt lide ham, mor. Selvfølgelig ikke som dig men jeg har intet imod…
Imod hvad?
Imod det hele. Mor, du er sgu stadig ret sej. Gå nu for det!
Det var vel den bedste accept. Ja, hvorfor ikke. Niels ønskede det jo også hun kunne mærke det. Og Niels ville det oprigtigt, uden det halve. Alt det gamle sluttede de af sammen ude ved åen; nu begyndte det nye.
Snart skulle de rejse hjem, og Niels ville lokke med taxa.
Skal vi ikke tage en taxa hjem? prøvede han.
Nej, vi tager bussen. Se, vi har begge træsko på vi klarer det!
Åh, jeg gider ikke i skole! klagede Astrid.
Så lad være, sagde Niels.
Niels! Mette så bestemt på ham.
Hvad? Hvad gør et par uger? Find papirer du skal snart begynde på ny skole i København. Det er ikke til diskussion.
Seriøst? Wow hvor fedt. Jeg er klar!
Hvordan gør du altid, så hun bliver overbevist? Astrid, jeg ville have fortalt dig det, men…
Slap af, mor. Vi tager det, der kommer jeg har fattet, I to er vilde med hinanden.
Har du det? spurgte Niels.
Ja, så I må hellere!
***
Hej, Mette.
Hej, Anders.
Undskyld jeg ikke har ringet før Alt muligt. Jeg tog til København efter nytår, en fra DR lovede at hjælpe mig med job. Kan du forestille dig det?
Det kan jeg godt.
Ja, det gik ikke. Jeg troede, de havde arbejde, men det var allerede væk. Nå, det blev ikke til noget. Hvad siger du til at mødes? Jeg er hjemme nu.
Det kan jeg ikke, Anders. Jeg er rejst fra Silkeborg.
Rejst? Hvad mener du? Hvorhen?
Til København. Jeg er blevet gift, Anders. Lad nu mig være.
