Skår
Sælger I? Nå Julie Mikkelsen løftede forsigtigt nederdelen på sin lange plisserede nederdel, rystede på hovedet mens hun så sig omkring, trådte forsigtigt over en vandpyt på grusstien og gik op ad de stejle trappetrin til det lille træhus. Øverst tørrede hun snavs af sine støvletter på et gammelt flet-tæppe foran døren og frøs lidt. Regnen var lige stoppet, og dråberne hang stadig fra æbletræerne i haven. Jorden, dækket af visne, gulbrune blade, dampede i den sol, der kækt dukkede frem mellem skyerne. Solen glimtede i solbærbladene, hoppede fra de nøgne kirsebærgrene og ned i regnvandstønden, hvor den spejlede sig i det klare, efterårsblå himmel. Hvide, fnuglette skyer drev dovent forbi, som skumskibe lavet af vat.
Lene, Lene Andersen, for naboer og familie bare Lene, for sønnen mor, og for manden Lene-mus, var en stille og lidt gennemsigtig kvinde med spinkle arme, miniature fødder, en porcelænshvid hud og rødmende pletter på kinderne, der ikke passede helt ind. Hun nikkede bedrøvet. Hun solgte sommerhuset. Slægtsgården.
Hvorfor skal sådan et gammelt skrummel koste så mange penge? spurgte Julie og trak på ordet mange. Hun var ikke nem at narre, pruttede altid på torvet, sammenlignede priser i supermarkedet og tog aldrig et dårligt tilbud. Sådan havde hun ikke altid været. Det var livet, der havde gjort hende benhård dengang i halvfemserne, hvor hun og den unge, forelskede Jacob måtte åbne et lille skrædderi i Vejle, fordi lønnen ikke blev udbetalt. Stoffer og tilbehør var ikke billigt, men man måtte opretholde en vis standard! Så de sneg sig til gode handler, søgte smutveje og om nødvendigt snød de. Man skulle jo have en lækker lejlighed, importeret elektronik og whisky i barskabet! Ære og samvittighed kom i anden række, når forretningen skulle køre.
Julie lærte at skubbe folk væk, der stod i vejen for hende, og nusse for dem, der kunne hjælpe hende frem. Jacob så det hele, men sagde ingenting. Hvis du ikke bryder dig om det, så skrid! sagde Julie engang. Han valgte at blive, elskede hende på sin måde og havde alligevel en affære med søde Zoe. I Zoe var der varme, i Julie penge det var perfekt for Jacob. Vidste Julie noget? Nej, men hun havde sine anelser Men at smide Jacob ud turde hun ikke.
Julie strøg sin handske hen over gelænderet og børstede mosset væk.
Vil I ikke i det mindste gøre huset lidt mere præsentabelt? Jacob! Jacob, står du dernede og glaner? råbte hun til sin mand, der stod lænet op ad motorhjelmen på den grå Ford, mens han røg. Kom, skal jeg lave alt alene, eller?
Manden smed skoddet ud, gik hen til havelågen, men åbnede den forkert.
Brug nu hovedet, den åbner den anden vej! snappede Julie og bad ham gå ind og vise huset frem.
Forgangen var beklædt med lyst træ, der var plads til brænde, knager og en hjemmesfækket skohylde. Et stort ovalt spejl hang ved døren i en mørk ramme.
Tror du selv på det med alle de her kludetæpper og lapper? Julie sparkede lidt til det kulørte tæppe. Det gror jo skidt under! Du lever som en gammeldags bedstemor dit hoved er ellers skarpt nok. Det ligner jo stenalderen!
Det er fra min mormor. Vi lavede dem selv, hende og jeg. Prøv bare at se, det mønster kan du ikke købe for penge, det er håndlavet, svarede Lene og lagde blidt hånden på tæppet.
Hun huskede timerne sammen med mormor, hvor gamle kjoler og skjorter blev klippet i strimler, mormor lærte hende at væve mønstrene, håndarbejde og kærlighed i hver eneste maske. Nu var det ikke moderne, men for Lene var det minder: Om mormors trygge hænder, om moren, der dansede barfodet på tæpperne og blev fanget i fars favn til et kys. Om lille Kasper, der kravlede rundt og legede, at tæpperne var verdenskort fyldt med eventyr.
Men nu solgte hun det, alle minderne, til en kvinde, der ville smide det hele ud eller brænde det. Julie havde ikke til overs for sådant gammelt bras.
Alt sammen skrammel, smid det ud, jeg giver ikke en krone ekstra! Hvad så mere? Fører du an, eller hvad? snerrede Julie. Hun kunne egentlig lide at være kras i dag.
Hun ligner virkelig sin far, tænkte Julie og kiggede på Lene. Han var også så svagelig at se på, men indeni benhård! Og hun er nok det samme.
Her er en stor stue, der kan bruges som opholdsrum, her er køkkenet rummeligt og med udsigt til haven, pegede Lene.
Stort? Pff, det er da en overdrivelse! fnøs Julie. Vær nu ærlig, når du sælger!
Du må selv se efter, før du dømmer.
Jeg bestemmer selv, hvor jeg går hen! Har I andet at byde på?
Ja, her er et viktualierum til syltning og ting. Døren går ud til grunden, separat indgang. Brændeovnen virker, så der er varmt hele huset. Her, til højre, var min fars arbejdsværelse. Hans ting er her endnu, men vi tømmer selvfølgelig ud, sagde Lene.
Julie trådte ind på værelset. Et tungt egetræsskrivebord med grøn dug. På skrivebordet stod et smukt bronzebestikholdere med jagtmotiv. På reolerne rækker af bøger, leksika og gamle fotoalbum.
Spændende, sagde Julie. Var din far akademiker eller noget?
Ja, han arbejdede på universitetet og underviste i historie, svarede Lene. Lugten af baldrian og gamle bøger fyldte rummet. Far bad altid om at lægge baldrian ud for at holde musene væk, men de fandt nu altid vej, især om vinteren før familien opgav at komme her i kulden. Da overvintrede kun mormor og Lene, der tog toget, gik den lange vej gennem skoven og stampede sneen foran lågen op. Lene elskede vinterhuset, mormor brokkede sig over musene, lavede te og sagde, der ikke måtte tændes op, ellers ville væggene græde.
Inden de gik, velsignede mormor altid huset, bad en stille bøn og håbede, Gud ville passe på. Lene tvivlede dog, men holdt munden.
Nå, og hvad med din far nu? Lever han endnu? spurgte Julie hen over trappen til første sal. Sidder han stadig med bogen?
Han er gået på pension. Hans øjne kan ikke mere. Du må selv se værelserne ovenpå, de er små, men hyggelige, svarede Lene.
Hør, Jacob! Husets ejer er en gammel, blind mand. Det kan vel gå!
Julie snoede sig op ad trappen. Der var flere kludetæpper Julie rystede på hovedet.
Vaner dør med ejeren, mumlede hun. Hvorfor er her så dunkelt? Kan du dog ikke tænde lyset? Lene, det her er ikke i orden! Hvad prøver du at skjule at der er svamp og skadedyr?
Overhovedet ikke! Se, her er kontakten.
En pære i gangen tændte og afslørede et vitrineskab fyldt med porcelænsfigurer ræve, ulve, ugler, hunde, ballerinaer, kærestefolk, nøgne nymfer skjult bag lange krøller, børn, matroser og soldater.
Hold da op! Jacob stod limet til glasset. For sådan en samling kunne du tjene mere end på huset!
De er ikke til salg. Det var fars. Vi tager dem med. Skabet kan du få, sagde Lene.
Faren jagtede figurer på loppemarkeder, bød aldrig under, lånte penge for at få det han ville have. Lene havde ikke sjældent siddet og beundret de fine, små figurer, mens mor og mormor rystede på hovedet over spildte penge.
Det er kunst! Det skal reddes fra at ende i skidt og møg, sagde han altid og lukkede døren til sit kontor bag sig.
Først stod samlingen på fars kontor, senere i vitrineskabet på loftet. Kasper stjal engang en matros, gemte sig under dynen med ham, indtil far opdagede det og blev rasende. Lene tænkte, hun ville aldrig mere sætte sine ben her, men de tog alligevel ikke hjem den dag. For far fik sit første slagtilfælde Lene sad hele natten på hospitalet og stirrede på væggen med et plakat om Frisk luft er vigtig.
Har han et yndlingsstykke? spurgte Julie.
Ja. Skiløberen, ballerinaen og svømmeren, pegede Lene.
Hun huskede tydeligt, da faren stolt havde taget dem op af lædertasken, og hun havde rakt ud efter dem, men han rystede alvorligt på hovedet.
Ikke røre, det er meget værdifuldt, dækker du? sagde han. Men hun længtes altid efter at holde dem i hånden
Sådan noget pjat! råbte Julie pludselig, rev svømmeren ud af skabet, snurrede rundt på den og kastede den på gulvet. Før Lene eller Jacob nåede at reagere, smadrede hun også skiløberen og ballerinaen. Sådan. De var de vigtigste, ikke? Forbandet være dig, gamle Anders! Forbandet!
Julie! Hvad laver du?! råbte Jacob. Undskyld! faldt på knæ for at samle skår. Min kone Hun
Lene var chokeret.
Jeg forstår ikke Hvorfor kalder du min far Anders og opfører dig, som om du har boet her før? Det her er min families hus sagde hun.
Ja, men ikke længere. Du sælger det jo. Og det er jo på grund af din søn, ik? Åh, det hyggelige gamle hus, juletræet, din far huggede selv, sagde Julie og pegede mod stuen. Og undertræet, alle de gamle glaskugler. Der var picnic i haven under kirsebærrene. Jeg ville alligevel have rykket dem op.
Lene greb krampagtigt fat i gelænderet.
Vi bør måske tale sammen, prøvede Jacob, utilpas ved kvindeskænderier.
Skal jeg bare brænde hele huset ned, Lene? Har du nogle tændstikker? spurgte Julie koldt.
Julie, nu stopper du! Vi tager hjem. Undskyld, virkelig, prøvede Jacob at stoppe hende.
Nej, jeg bliver, satte hun sig i køkkenet og fandt hurtigt tekanden frem. Lene, sæt dig, hvor er kopperne? Har din far en yndlingskop?
Hun fandt kopper frem. Denne her, den pink med blomster er din. Hesten din søns. Kobalt med guld din mormors, ikke? Nej? Måske din mors. Åh, hvor er den vigtigste så? Jeg ved, at din mor gav ham en flot sort med gulddetaljer Nå, denne gamle sag kasserer jeg!
Julie var lige ved at smadre koppen, men Jacob fik hende stoppet. Tekedlen peb dramatisk.
Kender du min far? spurgte Lene.
Gør jeg. Trodse du ikke, han var perfekt? Men han forførte andre kvinder. Min mor fx han mødte hende på en udstilling af porcelænsfigurer, kom for at hente hendes samling. Først kom han ofte, min mor flirtede, jeg fik en tysk dukke. Han blev hos os nu og da, og jeg blev sendt til naboen. Til sidst gav han min mor penge nok til abort og tog hendes figurer. Jeg kunne have haft en søskende. Efter ham blev min mor aldrig lykkelig. Tænk, jeg var kun atten, da jeg måtte begrave hende. Da jeg startede på universitetet, underviste din far på mit hold men han kunne ikke kende mig. Jeg ventede på min chance, og pludselig arbejdede din søn Kasper i min afdeling. Han fortalte mig selv om huset, inviterede mig Kasper ødelagde sin økonomi, og I måtte sælge ud. Nu køber jeg din barndoms have, og jeg vil bruge det, som jeg havde fortjent. Jeg kunne have anmeldt din søn men det gør jeg ikke. Jeg betaler dig, du giver pengene til ham, og han betaler mig igen. Jeg får både penge og grund. Din far ødelagde min mor, men nu har jeg vundet. Hvis du troede, han var helgen så lærte du nu noget andet! Synes du, det er retfærdigt, at han nu er blind? Det synes jeg. Det gør ikke mere ondt på mig end på dig.
Hun krummede sig sammen og rakte Jacob efter en cigaret.
Det er ikke løsningen, Julie, gik Lene sagte hen til hende. Alt dét gør ikke dit liv til mit. Hvis du overtager huset, ophører din sorg ikke. Der kommer bare mere uro. Byg dit eget liv, start forfra, skab dine egne minder. Jeg beder på vegne af min far og beder dig gøre det samme tilgi og lev.
Jeg vil have det, der skulle have været mit! Julie begyndte at græde. Slip mig!
Du piner dig selv, sagde Lene stille. Lav et sted, hvor du hører til. Du har styrke nok. Er I to barnløse?
Ja. Jeg har ikke villet have børn. Jacob og jeg er mere kolleger end ægtefolk.
De sad længe tavse, kiggede ud mod haven.
Du nægtede dig selv lykke, fordi du følte skyld over din mors liv, sagde Lene. Hun ønskede for dig noget bedre endnu. Tro mig, huset betyder intet længere.
Julie vendte blik væk. Kunne hun virkelig tillade sig at være lykkelig? Mor ville sige: Go for it, min pige, for os begge!
Lenes telefon ringede.
Mor! Har du ikke skrevet under endnu? Ham manden fra Nuuk ringede pengene blev tilbageført! Jeg skylder ikke længere noget! Så send hende væk!
Lene blev lettet. Det løste sig, Julie.
Jeg må hellere gå, sagde Julie kort og skrev hurtigt sit nummer på et stykke papir ved vinduet. Så gik hun.
Lydløst, som om det var hendes eget liv, ikke porcelænsfigurer, der blev knust, sad Lene tilbage. Mindernes hus, farens ry, troen på forældrenes lykke, billedet af faren som ufejlbarlig alt lå nu ituslået foran hende.
Ind ad døren sneglede Lene sin kat, Tilde, våd og med frø i pelsen, hen til hendes ben, mjavende. Katte fornemmer alt og tager sin ejers sorg på sig.
Nå Tilde, skal vi tørre dig? Du svigter ikke. Du er god. Lene tørrede katten, mens blikket gled ud i haven og tankerne fløj.
Julie, Julies mor, den udenlandske dukke, porcelænsfigurerne, farens utroskab det hele myldrede i tankerne. Lene kunne ikke sove. I det andet værelse klaprede vinduet, mens Tilde legede med frynserne på et tæppe.
Lene tog morgenkåben på, gik nedenunder og satte sig i farens store stol.
Hvordan skulle hun nu tale med ham? Lade som ingenting eller fortælle sandheden?
Hans kontor, som før var hyggeligt, føltes nu fremmed. Hun gik ud og lavede te. Nej! Nu må det være nok! sagde hun til sig selv, som daggryet skød sine stråler ind i stuen. Udenfor hang regndråberne på taget og dryppede i tønden, hvor et smukt rødt og gult ahornblad gled rundt.
Klokken ti ringede hun Julie op, men ingen svarede.
Kom forbi, lad os starte forfra, læste Julie, lagde sig op ad Jacobs skulder og sukkede.
Jeg ved ikke, hvordan man kommer tæt på nogen, startede Julie henne ved lågen næste dag, før de overhovedet havde sagt hej. Hun var anderledes nu: ingen makeup, sportstøj, håret i en hestehale, usikkerheden skrevet i ansigtet.
Lene smilede, bød hende indenfor. Hun var nysgerrig på den rigtige Julie. Måske ville hun gerne være veninder.
Men du kom. Så længe det ikke er for sent at lære tillid. Det kan vi to godt, sagde Lene og begyndte at dækkebord. Hvor er din Jacob? Vil du ikke kalde på ham, så vi kan spise frokost?
Han snuser nok stadig rundt nede ved bilen. Jacob! Kom op, der bliver ikke noget drama! råbte hun. Han hader kvindeskænderier
Jacob kom ind med en stor vandmelon, gled på trappen men blev reddet af de to kvinder.
Så køber vi huset? spurgte han forsigtigt.
Nej.
Fedt! Jeg hader alt det der havearbejde! Julie, tak!
Julie smilede akavet han sagde sjældent tak. Det føltes helt godt
Lene sad og overvejede, hvor de mon allesammen skulle holde jul nu. Det gamle hus, men for lidt plads Men Julie måtte absolut have sin jul med ægte træ bundet til gelænderet, gaver under grenene! Ja ja, det må vente. Lykkelig skal man blive i små skridt.
