Skår
Sælger du? Hm… Julie Møller løftede forsigtigt den lange, plisserede nederdel, så sig omkring, trådte med et lille hop over en vandpyt på stien og gik op ad den stejle trappe. Ovenpå, stående på det lille, flettede kludetæppe, tørrede hun mudderet af sine støvletter, rystede let på sig. Regnen var lige stoppet, dråber trillede fra frugttræerne i haven. Jorden dampede af efterårets lune solstråler, bladene var gule og brune, og sollyset dansede kæk over ribsbuskene, hoppede smilende hen over de nøgne kirsebærgrene. Op mod huset stod et gammelt regnvandstønde, hvor det himmelblå spejlede sig, pyntet med efterårsagtige skyer, bløde som vat.
Lene, Lene Madsen, for familien og naboerne bare Lenette, for sønnen “mor”, for ægtemanden “Lene-pigen” hun var en stille sjæl, næsten gennemsigtig, med tynde, næsten skrøbelige hænder, små fødder, fin figur, og ansigtet som en porcelænsdukke blegt, næsten hvidt, kun afbrudt af to ubelejlige røde pletter på kinderne. Hun nikkede og sukkede tungt. Jo, hun var ved at sælge det. Sommerhuset. Familiens arnestue.
Men hvorfor koster sådan et faldefærdigt skur så meget? Julie lavede en sur grimasse, lagde tryk på sådan. Hun var sparsommelig, kunne lide at gøre en god handel, regnede altid på pengene. Det var ikke altid sådan det var livet, der havde formet hende sådan, især dengang i 1990’erne, hvor unge Julie ønskede sig så meget, men lønnen lod vente på sig. Sammen med sin også unge mand, Erik, startede hun en systue hjemme i Skanderborg. Men hvor skulle gode metervarer og tilbehør komme fra? Man skulle holde standarden, “leve op til”. De snusede sig frem, fandt smarte løsninger og småsnyd det var nødvendigt. Hun længtes efter et pænt hjem, med tekniske vidundere og udenlandsk elektronik, og fine drikkevarer i barskabet. At leve med ære og samvittighed blev sat i baggrunden, business kom først – sådan var det bare!
Julie lærte at afvise folk brutalt, hvis de stod i vejen, og smigre dem, der havde magt. Erik vidste alt, men sagde intet. “Hvis du ikke kan lide lugten i bageriet, kan du gå” sådan definerede Julie sig selv. Og Erik blev, elskede Julie, havde dog en hemmelig kæreste på sidelinjen men skelnet klart mellem det søde og det salte i livet, nød hjemmelavet frikadeller af vildt og snaps på hjemmets bord. Vidste Julie noget? Nej. Anede hun? Måske men smide Erik ud turde hun ikke…
Køberen, Julie, strøg hånden langs rækværket, rystede mosset af handskerne.
Kunne I da i det mindste ikke have gjort lidt mere ud af huset? Erik! Hvor bliver du af? råbte hun mod sin mand, der stod lænet op ad en grå Ford, halsen trukket dybt ned i jakkekraven, mens han tog det sidste af en smøg. Erik, kom så, skal jeg ordne det hele selv igen?
Han smed skoddet og skubbede til havelågen, der dog ikke ville åbne.
Vend lågen, for pokker! snerrede hun og gik, uden at vente, hen for at få åbnet huset.
Den lille entré, foret med egetræspanel, var ren og pæn, der var plads til brænde, kroge og en hjemmelavet skohylde. Ved døren hang et stort, lidt mat spejl i mørk træramme.
Hvorfor har I alle de her tæpper og lapper liggende alle steder? Julie peb irriteret til sin snude, løftede med foden på det kulørte kludetæppe. Sådan stopper I bare fugt og støv inde! Du ligner en kvinde med hovedet skruet godt på, men bor som en gammel bedstemor! Hun skammede sig aldrig over at skælde ud.
De er arvestykker fra min farmor. Vi lavede dem sammen, se bare mønstrene! svarede Lene med stolthed i stemmen, mens hun så på tæpperne.
De havde klippet gamle kjoler og jakker op, flettet strimler, farmor Eva lærte hende teknikken; ikke noget billigt hyldevare, men selv lavet… Ikke sjovt længere, men for Lene var det dyrebare minder. Minder om farmor Evas varme hænder, om mor, den lille, muntre sangerinde, der dansede barfodet på tæpperne og lod sig kysse af sin mand Det var her, lille Karsten kravlede rundt og forestillede sig, tæpperne var verdenskort, med veje, byer og hav.
Minderne. Og i dag satte Lene dem til salg. Sine minder, til en utilfreds kvinde, der sikkert ville smide tæpperne ud med det samme.
Det er intet værd, alt sammen skrammel. Og jeg betaler ikke for sådan noget. Hvad har I ellers, så vis det frem, jeg har travlt! afbrød Julie og nød at være hård.
“Harmløs udenpå, listig indeni! Tager efter sin far!” tænkte Julie medan hun betragtede Lene gå foran. “Han var også sådan altid spøgefuld, men indeni stenhård!”
Her er den store stue, kunne bruges som opholdsstue, og køkkenet er rummeligt, med udsigt til haven, Lene viste rundt med hænderne.
Stor? Den er da lille! fnyste Julie. Vær nu ærlig i salgstalen!
Men du har jo ikke set det hele… Gå selv ind og kig!
Jo, jo, jeg ved hvor jeg vil gå, og hvor jeg ikke vil! Hvad har I ellers? snerrede Julie og vendte sig.
Der er et viktualierum, hvor vi opbevarer syltetøj og ting. Her er også et kontor, min fars, vi rydder det inden overtagelse, forklarede Lene, pegede mod en dør.
Din fars kontor? Meget interessant.
Indenfor stod et tungt, egetræsbord med grøn filtplade. Glasfigurer og skrivegrej, jægere hvilende under træer, hvorimellem penne og blyanter ragede op.
Hvem var din far? Forskertype? Julie kastede et overblik på hylderne, belamret med opslagsværker og klassikere, mapper med gamle fotos.
Han underviste på universitetet, i historie, Lene lod hånden glide over bordpladen. Der var duft af bivoks og gamle bøger. Faderen havde altid bedt hende lægge malurt om vinteren mod mus. Men lige meget, musene fandt alligevel vej, gnaskede tapet og bøger, det var dengang, de ikke brugte huset om vinteren faderen havde for travlt, moren var syg. Bedstemor Eva og Lene tog toget hertil, gik den lange vej gennem skoven, klatrede snevægtene port op; det knagede, ville ikke give sig. For Lene var landskabet med sne glæde, i byen virkede vinteren grå og tung, men i kolonihaven var der lethed. Bedstemor gik forrest, bandede over musene, lavede smørrebrød og te på det gamle komfur, sagde, at huset skulle opvarmes langsomt ellers ville tømmeret græde.
Før de gik, slog bedstemor korsets tegn, bukkede sig og hviskede stille bønner for huset at det måtte overleve vinteren.
Lene troede ikke på Gud det sagde man i skolen men hun lyttede. Bedstemors sagte stemme var som blade i sommervind, tryg og blid. Hun gned sit hovedtørklæde på plads, hviskede “Med Gud!” ved døren. Trappen sagde “ja, ja, ja…” under skridt, Lene løb først, kastede snebolde i æbletræet. Bedstemor blev forskrækket og krydsede sig igen. Ved lågen så de begge tilbage; huset stod skjult under snemasser, mørke brædder og tillukkede skodder; som om det trak vejret, forsvandt indtil foråret. Så gik de mod stationen, gennem den stille skov igen…
Nå, han underviste altså. Og hvad laver han nu? spurgte Julie, mens hun gik mod trappen.
Han er for længst på pension, ser dårligt nu, kunne ikke fortsætte. Tag du bare op, de tre værelser ovenpå er små men hyggelige.
Hører du, Erik? Husets ejer er blind Gud straffer, sagde hun hånligt til Erik i døren. Han trak blot på skuldrene.
En tosset hund bider om sig selv, havde hun sagt på vejen hertil.
Hvem er den tosset hund? spurgte Erik forbløffet.
Ligegyldigt. Bare kør…
Trappen på vej op var med rækværk akkurat til at gribe. Flere tæpper Julie trak på læben.
En skæv ryg bliver næppe lige igen, hvæsede hun. Og hvorfor er der så mørkt? Kan I ikke tænde lys har I noget at skjule? Mug og skadedyr, måske?
Nej, overhovedet ikke! Kontakten er her!
En lampe tændtes, oplyste tre døre. For enden et vitrineskab magen til kontorets her stod porcelænsfigurer: ræve, ulve, ugler, hunde, fine damer, ballerinaer, hyrder, nymfer, barn med gave, søfolk og en soldat med harmonika, en japaner med blæser.
Hold da op! Erik klistrede næsen til glasset, kiggede på figurerne. For sådan en samling kunne du få mere for huset!
De er ikke til salg. De tilhører min far. De ryddes væk skabet kan blive.
Lenes far havde elsket at finde sådanne figurer på kræmmermarkeder han forhandlede aldrig om prisen. Hvis ikke han havde penge, lånte han hellere og kom stolt hjem med et nyt fund. Lene kunne lide at betragte de små figurer, klappe porcelænshvalpene og beundre ballerinaernes fine ben. Hendes mor og bedstemor rystede dog på hovedet det var spild, han brugte opsparingen, de ville jo købe ny frakke og sko til Lene.
I forstår intet! Det er kunst! Ellers havner det bare på lossepladsen! Far havde smækket døren og været fornærmet.
Først stod figurerne i kontoret, så kom de ovenpå i skabet. Lene husker engang hendes søn, Karsten, stjal porcelænssømanden og legede under dynen bedstefar blev vred og skælde ud, og Lene var ved at rejse sin vej men de blev. Den dag fik faren sit første slagtilfælde. Hun sad den nat på hospitalet, mens plakaten om motion var eneste selskab.
Hvilke var de allerkæreste for ham? Man har altid favoritter, spurgte Julie og satte øjenbrynene.
Ja, den lille skiløber, ballerinaen og svømmeren, Lene pegede på de udvalgte.
Hun huskede sin far, hvordan han andægtigt pakkede netop disse ud. Hun havde som barn villet røre dem, men fik aldrig lov:
Ikke røre, skat, de er uvurderlige, havde far sagt. Hun nikkede, men hver dag havde hun lyst.
Hvordan kan nogen samle på så meget dårlig smag!? Uden varsel tog Julie og hev porcelænssvømmeren frem, drejede den, og kastede den mod gulvet. Før Lene og Erik fattede noget, greb hun også skiløberen og ballerinaen, og smadrede dem. Nå, var de særligt værdifulde? Sådan! Forbandet være du, Onkel Anders!
Julie! Du… hvad er det dog?! Erik blev helt bleg. Undskyld, Lene… min kone… Han gik straks i gang med at feje skårene op.
Lene tav, stirrede rystet på gæsterne.
Hvem er I? Hvorfor kalder du min far Onkel Anders, hvorfor opfører du dig som om, du før har været her? Det her er vores hus… min families! Lene stirrede på Julie.
Så vidt jeg ved, ikke længere. Du sælger det jo. Din søn trak dig ned… Hyggeligt lille arnestue, juleminder, duftende træ, far som julemand. Sommerpicnic under kirsebærtræerne de er visnede nu, ærgerligt, jeg havde fældet dem alligevel…
Lene klemte hænderne om gelænderet.
Lad os sætte os og tale roligt, ikke? Erik prøvede at berolige dem begge.
God idé… Eller måske skal jeg tænde ild til huset nu? Mens det hele stadig er her alle de der nips og kludetæpper.
Julie, du er gået for vidt, kom nu med hjem, Erik forsøgte at trække hende væk. Men hun vred sig fri.
Nej, vi taler ud. Lene, du sælger alt for at hjælpe din søn, ikke? Lad os tage en kop te og snakke åbent, jeg bider ikke!
Julie klaprede ned i køkkenet, satte kedel over.
Så, hvor er kopperne? Din fars yndlingskop er den her?
Ja i skabet men
Den fine porcelænskop med rosa blomster din. Med en hest på din søn, sikkert. Kobaltblå med guldnet din bedstemor? Åh, nej, din mor. Hvor er den vigtigste så? Julie kiggede undersøgende.
Den er her… men den er grim, mor gav far sin flotte sorte kop med guldkant, men han brugte altid denne, Lene svarede stille.
Julie ville til at tabe koppen, men Erik fik grebet hende i tide. Kedlen peb som afslutning på runden, hvor Julie stak dag efter dag, mens Lene tabte.
Du kender ham? Min far? Lene turde knap viske.
Ja. Eller troede du, han var en helgen? Din perfekte far så heldig du havde det. Men min mor var ikke hans eneste. Jeg kunne have været din søster. Din far mødte min mor til et antikmarked, hun havde sjældne figurer, som han manglede. Snart besøgte han os, opførte sig charmerende, gav min mor blomster. Jeg fik en tysk dukke, den kunne snakke. Måske havde du også sådan en, huh? Nogle gange sov han hos os, mens jeg måtte over til Fru Jensen som kaldte mig “lille skid”, men jeg fandt mig i det for mors skyld. Hun elskede ham, blev glad som aldrig før. Indtil den dag, hvor han kom, stak penge til mor og tog figurerne sagde, det var nok ’til abort og til at klare sig videre’. Jeg kunne have haft en bror eller søster… men det blev ikke sådan. Også fordi vi boede småt. Mor gik bort, hun visnede langsomt, tog piller, holdt kun lige ud til jeg blev voksen. Jeg begravede hende da jeg var atten. Min far dumpede hende, som en forladt hundehvalp.
Hvorfor fortalte du ikke det før? Lene hulkede.
Jeg håbede, du også ville mærke smerte. Du havde alt, jeg intet. Nu vil jeg have det hele: huset, traditionerne, haven, kabalen går op nu. Jeg kunne have fået din søn fængslet, men jeg lader være. Jeg køber huset, pengene går til din søn, men han skylder dem til mig. Din far har taget alt fra mig. Du forgudede ham. Blind nu? Godt. På tide!
Hun rejste sig, armene hårdt om sig selv.
Erik, giv mig en smøg!
Julie, nej, du må ikke… Erik sukkede.
Giv mig… cigaretten! hun hvæsede ordene.
Erik rodede i lommen, skyndte sig ned til bilen for at hente pakken.
Julie nikkede, hun havde aldrig haft held med relationer.
Men det hjælper ikke, Julie, Lene gik hen, tog hende i hånden. Du har fortalt frygtelige ting, og jeg kan knap forstå det. Din smerte er indlysende, din hævn forståelig. Men selv om du tager det hele huset, bilen, lejligheden bliver dit liv ikke mit. Huset giver kun flere sår. Gør plads til dine egne minder, dine egne traditioner. Du er stærk, det kan ses. Byg dit eget frem. Jeg beder dig om tilgivelse, på min fars vegne. Gør dig fri af hævnen.
Nej, jeg vil have det, der burde være mit! Julie græd Slip mig!
Du vil aldrig få fred. Skab dit eget liv. Du lever i mors skygge… men hun håbede, du fik det bedre. Huset spiller ingen rolle længere!
Julie vendte sig bort. Må man have lov til at være lykkelig? Tør man? Moren ville nok sige: “Kom nu, for os begge to, skat.”
Da ringede Lenes mobil.
Mor! Har du skrevet under? Den kvinde ville jo se huset i dag? Men du skal ikke underskrive! Forestil dig, en eller anden mand fra Nordjylland ringede, sagde pengene var returneret… jeg skylder ingen noget mere! Sig til hende, hun skal gå!
Karstens stemme rungede. Julie lyttede, himlede op med øjnene.
Ikke råb, Karsten. Hun hører det hele, vi finder ud af det. Jeg elsker dig! Skønt, at alt er ordnet!
Samtalen slap. Lene så tvivlende på gæsten.
Jeg må nok hellere tage af sted, Julie gik hurtigt ud. Så er der ikke mere at sige.
Giv mig dit nummer, bad Lene.
Hvorfor? Nå, her… Julie skrev det hurtigt på en gammel annonce på vindueskarmen, forsvandt ud i haven.
Motorkraften fra Forden brummede, dækkene gled i mudderet… så blev alt stille.
Som om det ikke var porcelæn, men Lenes liv, der blev smadret, skarpe skår overalt. Lyse minder, stolthed over faderen, troen på forældres lykke og den naive barndoms glorie var borte, sunket føles ind i et sort, koldt dyb. Hvad nu?
Ind kom Lenes våde kat, Viggo, dækket af frø og halm. Han gned tibaget sit hoved mod Lenes ben og mjavede. Katte forstår det hele, tager deres ejers smerte på sig.
Nå, Viggosen, lad os få dig tørret nu! Dig kan jeg stole på du svigter ikke, mumlede hun og tørrede ham tør, mens hun stirrede ud i haven…
Julie, hendes mor, tyske dukker, alt det mødtes forvirrende i hovedet, blandede sig i en trykkende drøm. Da hun vågnede, kunne Lene ikke sove mere. I værelset spillede vinden i vinduet, Viggo legede med frynserne fra gulvtæppet.
Hun tog slåbrokken om sig, gik ned og satte sig i fars gamle kontorstol.
Hvordan tale med ham? Lade som ingenting, eller sige sandheden om Julies mor? Hans hukommelse svigter husker han selv…
Engang så hyggeligt et kabinet virkede nu koldt og fremmed. Hun gik i køkkenet, lavede te.
Nej, det går ikke det gør det virkelig ikke! sagde hun pludselig højt. Udenfor blev det morgen, dråber slog mod regntønden. På vandoverfladen vuggede et festligt, rødgult ahornblad.
Klokken ti ringede hun Julie op. Intet svar.
“Kom tilbage, så prøver vi forfra,” læste Julie på skærmen, gemte sig i Eriks arm, sukkede…
Det er svært, Lene. Jeg har aldrig lært at være tæt på nogen jeg frygter at blive snydt, begyndte Julie, straks de mødtes ved lågen. I dag var hun en anden: i behageligt sportstøj, håret i hestehale, ingen rød læbestift. Stolthed og skarphed var væk, kun forlegenhed stod tilbage.
Lene smilede, inviterede ind. Hun ville gerne lære den rigtige Julie at kende, hvad hun tænkte, hvad hun elskede. Hun var ikke en “lille skid”, men stærk og smuk Lene ønskede sig sådan en veninde.
Men du kom. Det er ikke for sent at lære at åbne sig, sagde Lene, mens hun lagde mad frem. Hvor er din Erik? Kan vi spise sammen?
Han står nok og tripper ved bilen, tror vi skal slås. Erik! råbte Julie. Kom nu, der bliver ingen ballade! Han hader skænderier, vendte hun sig mod Lene. Erik, tag lige vandmelonen med!
Klodset, forpustet, tumlede Erik ind med en kæmpe vandmelon, gled og måtte gribes af kvinderne.
Så… skal vi så købe huset? hviskede han nervøst.
Nej.
Puha! Jeg hader alt det havecirka og nips! Tak, Julie!
Hun smilede forlegent. En sjælden tak fra Erik det var alligevel rart.
Selv tak…
Lene sad og betragtede dem, hænderne i skødet, og overvejede, hvor de kunne holde jul sammen næste gang for Julie skulle have jul i sommerhus, med ægte grantræ, fastbundet til gelænder, og gaver under. Men det kunne vente… lykken må komme lidt ad gangen.
