Du, Mathilde, du er altså lige så skør, som du altid har været! Hvorfor blander du dig altid i andres problemer? Har du ikke nok i dine egne? Mangler du virkelig ballade? Helt ærligt!
Nanna rasede, mens hun hev de ting ud af tasken, hun lige havde taget med til sin søster. Hun køber jo aldrig noget til sig selv. Sparegrisen knirker, men for hvem? Og hun svarer end ikke, hvis man spørger. Ingen børn og ingen mand heller ikke. Hun har været gift, ja, men det ægteskab var sådan noget hovsa-halløj, der kollapsede, før det overhovedet var begyndt. Allerede en uge efter manden var flyttet ud, slæbte Mathilde endnu en kat hjem, helt rolig, velvidende at nu holdt Nanna virkelig øje med hende.
Og sørgelige eks-manden tøffede bare sine ting sammen, mens Mathilde var på arbejde og tog ovenikøbet hendes guldringe, dem bedstemor engang havde testamenteret til hende. Hun havde bedre givet dem til Nanna! Så var de da i sikkerhed!
Hvorfor glor du sådan og siger ikke noget? Tsk, tag nu den bluse på! Hvad nu hvis jeg har taget forkert størrelse?
De spraglede bluser og den nye nederdel var tydeligvis ikke Mathildes stil. Hun har jo aldrig været til pangfarver og vilde mønstre. Nanna elsker derimod alt, der er spraglet og farvet som i dag, med en lysegrøn nederdel og en bluse med leopardprint. Lige det mest moderne i år.
Se nu der! Nu ligner du jo et menneske! Nanna så lidt surt på, da Mathilde daskede lidt ved den korte bluse. Ikke brokke dig! Den sidder godt! Måske fanger du dig endda en kæreste, nu hvor vi ikke bliver yngre. Det ville ikke være dumt, vel? Jeg holder jo ikke altid ved. Hvad skal jeg gøre af dig, hvis jeg ikke er her?
Nannas stemme blev blødere, og Mathilde mærkede straks, hun mente det. Hun gik over, lagde hovedet mod søsterens store bryst, og de krammede hinanden.
Jamen, min pige Nanna strøg hende over de grå stænk i håret og trak hende tæt. Jeg elsker dig, fjols. Og det ved du
Det ved jeg godt
Så, fortæl mig så hvad har du nu rodet dig ud i?
Mathilde smilede skævt op til Nanna. Den store, bramfri Nanna var hendes nærmeste i hele verden. Siden moren døde, havde hun været alt for Mathilde. Dengang var Mathilde bare tretten år. Nanna, dengang kun tyve og lysår fra voksen, slog koldt vand i blodet, droppede uni og tog et job. Man skulle jo holde skuden oven vande og få Mathilde på ret køl. Deres far? Han var stukket af, da Mathilde var spæd, og havde aldrig tænkt på sine piger igen. Moren hun var stærk, kunne både styre hjemmet og give børnene både varme og visdom. Men hendes store hjerte, det bragte hende også smerte og til sidst kunne det ikke mere.
Så det var op til Nanna at tage ansvaret.
Ikke fordi Mathilde nogensinde var besværet selv. Ingen teenageballade, ikke noget dramatik. Hun pittede bare katten op fra gården og tryglede Nanna om at tage sig af den, eller hun hjalp en ældre nabo og glemte nærmest at tage sig af lektier og hjemmet. Men det var altid med hjerte og varme. Mathilde tænkte altid mere på andre end på sig selv, og Nanna vidste det.
Du minder om mor, sukkede hun tit, når Mathilde fortalte, hvordan hun fandt hjem til en kattekilling eller hjalp de gamle damer i opgangen. Hun havde også altid hjerte for både dyr og mennesker. Men Mathilde, husk nu, man kan ikke dele ud af sit hjerte hele tiden. Husk også dig selv! Ellers hvad skal jeg gøre, hvis du ikke er her?
Ingenting! fløj Mathilde tilbage, med de der himmelblå øjne som mor havde bløde som forårsskyer.
Når man så ind i de øjne, fik man faktisk lyst til at leve. For der var glæde, kærlighed og alt det, man behøver for at orke dagen.
Nanna skældte da ud selvfølgelig. Hun bekymrede sig. For hun vidste at sådanne som Mathilde får det hårdt. Hun ville give alt, sidste skjorte, hoved og hænder alt for at nogen fik lidt varme i livet. Folk som hende leder ikke efter gyldne mellemveje; de ved, at hvis der skal være balance i verden, må nogen trække læsset for det gode for det onde løber allerede over. Og uden nogen som Mathilde gik det helt galt.
Da Mathilde kom til Nanna som attenårig og sagde, at hun var forelsket, fik Nanna ondt i maven.
Hun vil give sig selv! Helt og aldeles! Men var ham gutten overhovedet værdig?
Det var han ikke.
Patrick var der straks noget underligt ved. Meget glat og mærkelig. Han så på Mathilde, som om hun var en chokoladebar, og han skulle vente med at spise af den. Senere forstod Nanna hvorfor: Han ville først have hende, når hun var helt under hans kontrol.
Det gik først op for Nanna, hvor slem han var, da hun opdagede, at han havde forbudt Mathilde at få besøg af hende i hjemmet. Først tænkte Nanna, det måske var for at give deres lille nye familie ro. Men da Mathilde pludselig holdt op med at komme, reagerede hun. En dag mødte hun Patrick udenfor blokken og spurgte:
Hvor er Mathilde?
Hvor hun skal være, svarede Patrick, der knap rakte Nanna til skulderen og stirrede koldt på hende. Ikke din sag!
Der indså hun, at nu var det galt. Hun havde aldrig skullet lade Mathilde stå alene med ham. Nu måtte hun altså træde ind.
Han sagde ikke meget, da Nanna fik ham mast op ad væggen og hviskede: Ti stille, Patrick. Ikke forstyr naboerne.
Han stak halen mellem benene og gik. For han vidste udmærket, at Nanna ikke lod nogen komme ind på hendes søster. Det var da også godt for da hun fik øje på Mathildes blå øje, blev hun så rystet, at hun næsten ikke kunne få et ord frem. Hun havde aldrig troet, nogen kunne gøre så ondt på hendes blide søster.
Hvorfor sagde du ikke noget? Hvorfor? græd hun, mens hun holdt om hende.
Jeg var bange Jeg vidste jo, du ikke ville lade ham slippe.
Var du bange for ham? Nanna trak sig lidt væk, for ikke at miste besindelsen.
For dig! snøftede Mathilde, og krammede hende igen. Og der blev hun.
Mathilde giftede sig aldrig igen. Hun fik selvfølgelig tilbud. En pige som hende gik man ikke bare forbi hun var høj og slank som en birk, øjne som dybe søer og altid rar og venlig. Ingen intriger eller bitterhed; Mathilde var ren som kildevand. Uundværlig, når man først havde fået smag for hende.
Nanna prøvede engang imellem at overtale hende, men gav op, da det stod klart Mathilde var simpelthen bange. Bange for at møde endnu en Patrick, der ville ødelægge hendes tro på det gode i folk. Så lod Nanna være og levede således sit eget liv.
En gammel klassekammerat, kluntet og stor som Nanna herself, havde ventet hele sit liv på hende og fik endelig sit ja han havde drømt om det siden femte klasse.
Nannas børn energibundtet Asger og tænksomme, stille Sofie elskede Mathilde, og det var gensidigt.
Hør her, Mathilde skal du ikke have børn? Vi skal nok hjælpe du behøver ikke en mand. Vi klarer det!, spurgte hun tit, når Mathilde så længselsfuldt på hendes børn.
Nej, Nanna Jeg tør ikke.
Hvorfor ikke, din tosse?
Hvad nu, hvis jeg ikke er en god mor? Jeg ved jo ikke engang alt det, du siger jeg skulle have vidst. Hvordan skal jeg give det videre, jeg ikke har? Nej Asger og Sofie de er mine børn. Mere kan jeg ikke rumme.
Nanna overvejede at overtale hende til at skifte arbejde.
Børnehaven er god nok, men hvad nu hvis du skal arbejde et sted, hvor dit hjerte gør allermest gavn?
Og hvor skulle det være?, spurgte Mathilde.
Jamen, for eksempel et børnehjem. I børnehaven har de fleste forældre. På børnehjem dem har de ikke. Hvad mener du?
Mathilde tænkte ikke så langt hun handlede. Allerede få uger senere arbejdede hun i en døgninstitution, fordi hun syntes, de børn havde endnu mindre kærlighed end de andre.
For hvordan lærer man at elske, hvis man aldrig har set eller mærket det?
Det blev begyndelsen på et nyt kapitel for Mathilde. Hun fyldte langsomt siderne, mærkede et efter et nye navne drenge, piger som gennem hende lærte, at der fandtes folk, der faktisk gav dem en chance.
Hun levede bare, åndede for børnene, de blev gradvist mere trygge i hendes hænder og lærte at tage imod. Hun kunne ikke give dem villa, vovse og volvo, men hun sørgede for at vise dem, hvordan man kommer i gang med voksenlivet i Danmark: Hun hjalp med at indrette den første lejlighed, købte viskestykker og sengelinned, lærte dem at vaske, lave mad og alt det, de aldrig havde lært.
Hendes drillende kat, fisk, lille fugl generede dem lidt til at begynde med, men de ældste drenge vænnede sig og grinte især når Mathilde på åben gade kaldte: Fis, hvorfor har du ikke betalt for el sidste måned? Kommunen slår strømmen fra!
MorMathilde, jeg fikser det!
Og hvad er det for noget snask på ærmet? Hvor mange gange har jeg sagt, piger gider ikke grise! Hvis din kæreste Maren smutter, så ved du hvorfor!
Det gør hun ikke. Vi skal giftes om en måned!
Og siger du ingenting?
Hun vil selv fortælle det hun laver invitationen nu. Hun sagde jeg ikke måtte sige noget, men nu har jeg afsløret det. MorMathilde, hvordan gør du det? Man fortæller dig alt!
Det ved jeg ikke og jeg har altså ikke hørt noget om noget bryllup, hører du? Hils Maren, og sig I må da komme med i kolonihaven i weekenden, hvis hun stadig vil lave saftevand og syltetøj. Og så må du komme og bære min ryg er ikke lavet af penge!
De skred hver til sit, men tråden imellem dem slap aldrig. Den spandt sig over København og samlede Mathildes gamle unger til en stor, kærlig familie.
Selvfølgelig havde ikke alle forstået Mathildes værdi. Nogle snød hende, stjal hendes pung eller nips, men sådan var det. Værre var dem, der kritiserede hendes hjælpsomhed:
Du kan jo ikke redde dem allesammen! Skæve eksistenser de bliver ved, det er spild af tid! Du burde finde dig selv!
Men Mathilde ignorerede det. Hun havde mere ondt af dem, der havde så lidt kærlighed at give, og sagde til Nanna:
Hvordan skal de udbrede noget godt, hvis de aldrig selv har oplevet det?
Så skete det forfærdelige. Den dag, hvor Mathilde troede, hun havde fundet helt sin rette vej. Hun var længe på arbejde, besøgte Nanna på hjemvejen for at ønske Sofie tillykke, og først tæt på midnat var hun hjemme. Under gadelampen foran opgangen fik hun et hårdt slag i hovedet og blev tævet så slemt, at det var, som om nogen ville banke alt godthed ud af henne.
Det var deres nabo, Søren, på vej hjem fra en fodboldkamp, der fandt hende. Han var ikke helt ædru, men da han så Mathilde blødende, var han straks klar i hovedet.
Fy for satan hvem gør sådan noget? Mathilde, åbne øjnene, skat!, jamrede han.
Da han så, hun ikke svarede, ringede han straks 112.
Nanna stormede til Rigshospitalet med hele familien, så snart hun fik det at vide.
Kommer hun sig?! spurgte hun hver læge, der kom forbi.
De svarede ikke, skubbede hende væk eller sagde blot, hun måtte vente. Først næste dag ved frokosttid kom beskeden: Mathilde var vågen og ville komme sig. Lægerne havde gjort alt.
Og Nanna, lettet, forstod pludselig, at der i ventesalen var fyldt af Mathildes gamle børn folk, der græd, bad og håbede for hendes skyld.
For første gang så hun rigtigt, hvem hendes søster var. Ikke bare hendes egen Mathilde, som hun altid syntes, hun kunne brokke sig over men hende, alle de her mennesker elskede.
Du er mit solskin, Mathilde hvad skulle vi gøre uden dig?
Og det var som om Mathilde kunne høre det, fra alle dem der ventede på nyt og lægerne sagde lettet, da hun åbnede øjnene og spurgte efter Nanna.
Hendes Nanna er her venter nede. Vi skal nok tage hende med ind, når du må få besøg. Nu skal du bare hvile.
Dem, der havde overfaldet Mathilde, blev hurtigt fanget. Myndighederne måtte gøre sig umage for at beskytte dem fra dem, der ville hævne Mathilde! Der blev aldrig rigtig givet nogen forklaring men det var heller ikke vigtigt. Da Mathilde så de unge på tiltalebænken og vendte sig bort ramte det dem mere end nogen dom: Det så ud, som om noget indeni dem knækkede.
Senere modtog hun et undskyldningsbrev fra én af dem og hun svarede, med lidt rystet skrift, og bad samtidig Nanna hjælpe hende med at sælge den lille etværelses, hun boede i.
Hvorfor det, Mathilde?
Jeg har brug for nye begyndelser. Og jeg vil helst ikke findes lige her.
Okay, nikkede Nanna, der straks forstod. Godt, den ligger centralt. Vi finder en køber. Og finder dig et mere stille sted.
Men så blandede Mathildes børneflok sig. Nogen fandt lejligheder, nogen tjekkede papirarbejde, og snart dukkede der en fin toværelses op, hvor Mathilde skulle flytte ind selvom den trængte til en kærlig hånd. Det fik hun ikke lov at gøre alene. Vent, morMathilde vi gør det pænt til dig først. Bare hold ud et par måneder!
Da hun kunne flytte ind, blev hun blæst bagover. De havde virkelig lagt sjælen i det og Mathilde fik tårer i øjnene. Der var ikke noget prangende, men den glæde i blikket hos dem, der havde slidt, voksede hende større end nogen rigdom. Hver hammer og hvert viskestykke styrkede hendes tro på mennesker og hendes øjne fandt igen den lyseblå farve, der fyldte hendes omgangskreds med håb.
Nu havde hun plads til flere katte og til dem, hun følte ansvar for. Nanna brokkede sig over endnu en logerende, der ikke kunne få bolig, og ledte straks efter en advokat, der kunne hjælpe med at få kommunen til at skaffe dem et sted.
Nanna manglede hverken stædighed eller styrke, og hun gik uden blusel ind i enhver myndighed og krævede, hvad der tilkom børnene.
Er I godt klar over, hvor uanstændigt det er at ignorere forældreløse? Jeg holder regnskab med hver en krone, mens
Så nævnte hun navnet på den, der nu blev boende hos Mathilde.
Folk havde ikke ligefrem lyst til at lægge sig ud med Nanna. Hun ringede til journalister, forstod at skaffe opmærksomhed, hvor det var nødvendigt, og ikke én gang var det ikke lykkedes hende at få løst sager om boliger og støtte.
Ungerne fik deres lejligheder før eller siden, flyttede ud, og Nanna tog en pause velvidende, at hun om lidt igen måtte rundt på rådhuset og brokke sig. Hun vidste godt, at folk i København syntes, hun og Mathilde var lidt af nogle særlinge. Men hun var ligeglad. Hun vidste, hun gjorde det, hun skulle. Mathilde hjalp børn, og hun hjalp Mathilde. Sådan var det. Det var kun fair.
Så hvad skal man spekulere på? Arbejdet kalder!
Hvad nu, Mathilde? spurgte Nanna endnu engang ind i søsterens øjne.
En pige, Nanna. Ingen forældre, ingen bolig og et lille barn på armen.
Altså vent nu lidt. Et barn? Hvor gammel er hun?
Nitten.
Okay. Har hun nogen?
Ingen. Hun er helt alene.
Du er der. Nanna så på hende i den grønne trøje: Nej, du kan altså ikke bære den grønne!
Nanna!
Slap nu af! Vi finder ud af det. Der er stadig tid. Vi tænker sammen!
Og straks lyste Mathildes øjne op, Nanna sukkede og takkede himlen for at have fået en søster, der virkelig ved, hvad kærlighed er. For det betyder ikke så meget, hvordan den ser ud, eller hvilken form den tager i dit liv det vigtigste er, at den er der. Og hvad gør det, at nogen kalder dig skør, når du ved, hvad det er?
Helt ærligt hvad gør det?
