Må du aldrig forsvinde igen!
Sådan dér! sagde Egon Andresen og slog hånden i bordet, så brikkerne dansede på det slidte træbræt med snit og hakker efter foldekniv. En hvid brik trillede ned på bordpladen. Hvad siger I så, kammerater?!
Han lo triumferende. Med sit snedige træk havde Egon slået sin modstander, Zakarias fra lejlighed fem. Zakarias fnøs, satte kasketten fast om issen og gned sig over den bare isse.
Hvad nu? Hvordan kunne du…? Han viftede med hænderne over brættet som en forvirret tryllekunstner, men Egon var allerede på vej ud i solen, småfløjtende og langsomt strækkende sig. Han havde ingen planer om at røbe sine mestertricks. Hvordan, hvordan? Ja, sådan.
Han spadserede hjemad, betragtede gården. På denne tid af dagen var de unge på arbejde, kun gamle og børn tav rundt på fliserne kedsomhed! Egon kunne bedst lide at snakke med ungfolket, et par vendinger, lidt humørsygt gnideri om alt det, de ikke forstod, og så selvfølgelig erklære, at “i hans tid…” Ja, alle havde lært det efterhånden: I Egons tid var vand vådere, træerne tættere, mælken hvidere, alle var sunde og stærke; nu var alt elendigt, ungdommen slap, halvsyg, og supermarkederne fyldte kun op med bras.
Nå, Anne Marie! udbrød han, da han fik øje på Anne Marie Villumsen i gulvlang blomsterkjole og en hat, fastgjort til knuden i nakken med en strikkepind toppet af en perle. Hvor har du været? Hvad har du i poserne?
Egon greb hendes netto-poser og traskede ved hendes side.
Åh, bare lidt småting; brød, pølser… men jeg kom vist til at fylde op til en halv herregård, sagde Anne Marie undskyldende. Børnebørnene kommer i weekenden, jeg må jo finde på noget nyt de er vel trætte af suppe og frikadeller!
Børnebørn; det er nu skønt, sagde Egon distræt. Han lyttede ikke rigtigt, gik bare skridt for skridt ved hendes side tankerne et helt andet sted.
Her er vi, tak Egon! sagde hun og tog poserne tilbage. Egon lod hende, undskyldte mærkværdigt som om det var nødvendigt. Anne Marie vinkede, forsvandt bag den grønmalede opgangsdør, der smækkede så larmen rungede i gårdens akustik, som et ekko af en svunden tid, der bare ville pine ham med sin monotoniske klang.
Egon bandede. Han havde længe tænkt at sætte en dørpumpe på det var jo let men det blev aldrig til noget: for mageligt, for glemsomt, så skulle han jo ud og hente én
Nu var det besluttet! Han går bare op efter sit rejsekort, lidt penge, nok også skifte skjorte og finde de pæne fløjlsbukser han kunne jo ikke spilde tiden!
I elevatoren stødte han på den unge nabo, Niklas Gammelgaard, der havde købt sig til en lejlighed tre etager over Egon. De faldt i snak: Egon udspurgte ham for tyvende gang om nutidens unge, hvad de gik op i. Niklas svarede tørt, at han ikke anede det: han havde travlt med arbejde og “laver budget”, det hele er “fint nok”.
“Fint nok” det er godt, nikkede Egon og steg ud. På gensyn.
Dørene klappede i. Når Niklas kom op, ville han klage til sin kone, Birgitte, over den generende gamle Egon, der aldrig lod ham være i fred med sine tossede spørgsmål. Birgitte ville nikke, trøstende, så gå i køkkenet og bringe ham et glas koldt mælk, mens hun betragtede ham drikke. Hun elskede at se på ham: hvert træk så fuldendt og rent. Hvorfor bragte Egon så uro og skygge ind i det perfekte? Selv Niklas vidste, at han elskede hendes små hjælpeløse svar.
Han spurgte endda ind til arbejdet… begyndte forsigtigt ellers, “hvordan går det nu?” Men jeg KAN mærke han graver! ville Niklas udbryde, mælkeskum om læberne. Hvad tror du, Birgitte? Han fisker! Efter løn, regnskab! De spionerer, nu om dage, på hinanden, ikke?
Jeg ved det ikke mumlede Birgitte hjælpeløst. Niklas kyssede hende, sukkede og sank ned til sin computer for at “save budgettet” igen…
Egon var imens tværet ud i Københavns store byggemarked. Principfast nægtede han alt i det lokale byggemarked på hjørnet. “De snyder folk! Tredobler priserne!” forklarede han altid.
At trænges der, mærke på maling og træ, suge duften af friskhøvlet fyr og trykke på alle de smarte gadgets det var hans store glæde. På de her slentrende indkøbsture fik han sit kick.
Men i dag gled glæden væk, mens han stod ved stativet med dørlukkere. Raisa kom ikke hjem. Hun ringede ikke, forsvundet i sin søsters hus ved kysten. Uden hende var alt meningsløst; selv en dørlukker mistede sin betydning.
Han vendte om uden indkøb, mærkede ikke engang skuffelsen døren klarer sig nok, tænkte han, vi overlever.
Han var atter hjemme, gården summede med de samme gamle kvinder i vattede hatte i solen, sladrende dovent. Uden Raisa var de sikkert også bøvede. Men hun kom jo ikke hjem…
Nå nå, damer! råbte Egon energisk. Hvordan går samtalen uden min? Bare rolig, når Raisa vender hjem fra sin søster, bliver her liv igen! Jeg kan se, I savner hende.
Han skulle til at gå videre, men den ældste i flokken, Ingeborg Pagh pensioneret vicevært fnyste:
Pyt med det! Nyheder og serier kommer stadig i TVet med eller uden Raisa. Men du, Egon du hænger ikke sammen længere. Du driver rundt, hvornår får du ro?
Hva? Jeg? Egon rynkede brynene, fornærmet. Jeg har såmænd lige været i byggemarkedet!
Hvad købte du da? Ingeborg puffede til en flue med håndfladen, stadig uanfægtet.
Det, jeg skulle have, bed Egon af.
Du købte ingenting, du ville bare slå tiden ihjel! Ingeborg smilede skævt. Da de var unge, havde hun altid grinet ad ham nu var det bare blevet til et livs ritual: vokset op sammen, gift, børn, alderdom… men Egon kunne hun aldrig slippe.
I øvrigt har vi talt sammen: Raisa vender ikke hjem, Egon. Hun er ti år yngre end dig, er sikkert faldet for en yngre, flot fyr dernede ved havet. Sådan gør folk nu! Skilsmisser og nye mænd alle vegne. Raisa er sikkert på eventyr nu, ikke spiselige retter og kedelig dagligdag. Godt gået af hende!
Pyh med jer! rasede Egon. Ingeborg vidste altid, hvor det gjorde ondt.
I alle årene med Raisa havde han frygtet, hun ville forlade ham. Hvad havde hun dog set i ham? Han var kedelig, rolig, næsten doven ved siden af hende hende, som elskede selskab, musik, danse, store middage og sang om natten.
Hans egne interesser? Tændstikker. Han kom hjem fra laboratoriet, spiste, snakkede med Raisa, lavede, hvad hun bad om, gik i butikker, hentede unger og satte sig endelig til sit elskede hobbyarbejde: Tændstiksmodeller. Kreml, Rundetårn, Eiffeltårnet, broer, små danske kirker med bittesmå vinduer. Dørene kunne åbnes, og møbler rykkes rundt, som i virkeligheden. Hans kunstværker lå i lokalarkiver, små museer og på biblioteket. Alt for meget at have hjemme!
Men hvad skulle hun dog bruge sådan en mand til? Stadig sad forundringen i ham over, hun havde valgt ham.
Nu var hun væk hos sin søster for at hjælpe med høsten. “To uger,” sagde hun, “ring nu ikke, der er så ringe mobildækning.” Han havde mest tænkt på, om hun mon ringede mindst én gang om ugen bare en lille livstegn… Men da hun pakkede, kneb han sig i læben, lagde forsigtigt en tændstik på sin model af en gammel landsby, den hun elskede, da de var på tur til Ribe. Hun sagde vist noget men han hørte det ikke, tændstikken var genstridig og krævede al hans koncentration…
“Hvad svarede hun? Skulle hun ringe eller ikke?” Han huskede ikke mere.
Han fik ikke gjort landsbyen færdig, som han havde lovet. Uden hende gik det ikke; hjertet hang ikke ved det. Alt føltes tomt.
Nå, drenge! sagde han og dukkede op i det kolde fælles værksted, hvor Zakarias og de andre pillede ved en Falck-rød Toyota. De nikkede bare. Er det noget, der driller?
Egon krøb ind bag rattet, tændte straks røg det brændt, mændene vinkede ham væk.
Hvorfor skrider du sådan rundt, Egon? Drive forbi børnecyklerne, pumpe deres dæk, spænde ringeklokker som om du var deres bedstefar. Så hopper du i hinkeruden sammen med pigerne. Pinligt, Egon. Lad nu de unge være!
Egon trak på skuldrene og gik.
Måske har Ingeborg ret, slyngede Zakarias efter ham. Måske er Raisa ikke din længere!
Pyh! Ingeborg var vild med mig som ung, derfor kan hun ikke lade mig være, råbte Egon og sparkede til en tom spand.
De grinede bag ham og gik til arbejdet.
Egon gik hjem og lavede aftensmad. Alt, Raisa havde efterladt, var spist nu levede han af torskerogn, kartofler og makrel i tomat. Han lagde fisk på rugbrød og ventede, at smagen skulle trække ind. Lækkert, men uden Raisa smagte intet. Ikke engang lysten til en snaps havde han.
Hvorfor ringer hun ikke? Hun kunne da kravle op på en sten og finde signal ved havet!
Han prøvede at ringe selv ingen forbindelse. Forsøgte svigerinden, Elvira. Det samme.
Elvira var aldrig begejstret for ham. For tændstik-projekterne, det skøre snedkeri. Sådan nogle skulle ikke giftes med hendes søster.
Hvor mange træer har du dræbt, Egon! Til hvad? Legetøj? plejede hun at spidde ham.
Raisa forsvarede ham, fortalte at arbejdet var stressende; hjemme havde han brug for at slappe af.
Det er ikke det samme, Raisa! fnøs Elvira. Så gå dog til hånde i huset i stedet for!
Alligevel var hjemmet altid i orden. For Raisa. Hun skulle aldrig have grund til at forlade ham…
Han slentrede gennem aftenen. Forsøgte at lave tændstiksmodeller igen, men hænderne ville ikke. Bestemte sig for et varmt bad. Badekåben duftede af Raisa så vemodigt.
Under barberingen bemærkede han, at han dryppede. Vandhanen lækkede monotonisk. Det skulle ordnes… men han gjorde ikke noget. Ikke i dag. Raisa var jo ikke her.
Hun havde altid været lokomotivet, han selv bare den lille vogn bagi. Da børnene blev voksne, blev Raisas initiativ endnu mere vigtigt. Efter pensionen blev husholdningen et eventyr: sommeren brugt på syltetøj og marmelade, fugtige køkkener, glad indkøbstur til markedet og gaver til børnene.
Efteråret gik med at sylte kål, skære græskar, tørre æbler. Vinteren med strik, Egon som garnindkøber han kunne navne på alle farver fra hendes yndlingsmærke. Han prøvede at strikke, men vendte tilbage til tændstikkerne.
Eller var det ikke nok for Raisa? Var hun egentlig træt af ham?
Han opgav badet, lukkede øjnene for dryppet, og smed sig på sofaen.
TVet sludrede om vejrudsigten. Guitarlyd og ungesang lød fjernt. Niklas holdt om Birgitte, tænkte på Egons undersøgende spørgsmål. Ingeborg trykkede stædigt sin mobil fra gang på gang ukendt nummer, sikkert svindel! Kun besvær.
Zakarias spiste fiskepakker til aftensmad og spekulerede på, hvor Raisa var blevet af. Måske burde man ringe til lighuset? Hans kone, Nina, tabte næsten kaffekoppen.
Hvorfor? hviskede hun, parat til tårer.
Måske er der sket noget? mumlede han.
Tsk! Nyheden skulle være gået gennem, hvis der var! Hun slapper nok bare af, tiden går anderledes ved havet. Men Egon burde tage derned.
Han kan ikke lide svigerinder, mumlede Zakarias. Ærgerligt for ham… Han har det slemt.
Så GØR dog noget, sagde Nina pludselig og forsvandt ud i gangen for at ringe. Zakarias stirrede på sine boller, tænkte, hvordan “man gør noget”…
Tidligt om morgenen bankede det heftigt på Egons dør ikke ringede, men hamrede. Han vågnede sløvt, med frygt for vandskade fra det dryppende rør…
Jeg kommer, jeg kommer! trampede han ud i entreen.
Der stod Nina, ildrød, næsten grædende, klamrende sig til ham:
Det hele er løst! I dag Kastrup! Din telefon virker ikke. Vand, jeg besvimer snart!
Egon fór efter et glas, mens Nina satte sig ved døren.
Det er sådan: Raisa mistede tasken i Skagen, tlf. og nøgle og alt. Hun prøvede at ringe her, men telefonen her er død. I hendes frakke lå kun Ingeborgs nummer men hun tog ikke engang telefonen. Raisa ringede fra hendes søsters mobil. Hun er bange for, at du er bange. Hun lander i dag med en pose mandariner du må hente hende! Jeg er helt færdig, Egon, siger Nina og forsvinder ned ad trappen.
Men hvordan… hvordan fandt du ud af det? råbte Egon efter hende.
Kender folk i Aalborg! Og jeg huskede søsterens navn så blev det opklaret. Hun sendte også en mail, har du læst den?
Nej… jeg glemte det… hun ringede sidst og sagde, hun var landet. Så blev der stille… Børnene kunne heller ikke de var vel i udlandet… Åh, dumme mig! Tak, Nina! Jeg havde næsten givet op.
Han opdagede først nu, at han stod midt på trappen iført underbukser og sutsko. Skamfuldt listede han indenfor igen.
Efter hurtigt at have skruet på vandhanen, fór han mod lufthavnen intet flynummer, ingen tid, men det betød ingenting, han ville stå der til hun kom.
Han vævede gennem mængden, spejdede efter Raisa, manøvrerede med sin buket og så hende til sidst: brunet, let, smuk som ungdommen. Han følte sig gammel, næsten genert.
Egon! Hvor er jeg glad for, at Nina fandt dig! Det var et mareridt jeg tabte alt, og din telefon virkede ikke. Jeg var så bange for, at du troede…
Jeg klarer mig ikke uden dig, Raisa du må ikke forsvinde mere, sagde Egon og holdt om hende.
Byen har savnet os sammen landsbyen står stadig ufærdig, indrømmede han senere i taxaen. Uden dig gik intet. Tomhed.
Vi gør det sammen, smilede Raisa. Måske er vi blevet skøre? Eller gamle?
Det gør da ingenting! lo Egon. Vi er som god vin jo ældre, desto bedre! Og nu slipper jeg dig aldrig igen!
Raisa nikkede, lagde hovedet ind til hans skulder.
Taxachaufføren kiggede på dem i bakspejlet. Måske ville han selv få lov at blive gammel sammen med sin kone rystende hænder, hvidt hår, men øjne fulde af kærlighed. Det kunne man drømme om.
