Altså, forestil dig Lene og Anders, der går langs Sønder Boulevard i København, gadelamperne tændte sådan nogle klassiske, høje nogle med fine krummelurer på toppen. Sneen er ikke helt væk endnu, men det føles nu stadig lunt i lyset fra lamperne, sådan lidt vaniljegult på fortovet, selvom julen for længst er forbi, og foråret er på vej. En sporvogn skramler forbi, og Lene kan ikke lade være med at betragte de gnister, der springer rødt og forsvinder op i februarnatten.
Anders har hende under armen. Han bryder sig sjældent om at snakke meget, men det gør ikke noget, for de forstår hinanden de har været sammen i tyve år nu, de har to dejlige børn, et solidt liv sammen Det er faktisk ret sjældent, at de får sådan en aften ude bare dem to oftest glider dagene bare sammen mellem arbejde og hverdag. Men i dag havde Anders ringet, inviteret hende ud, og hun havde nærmest tabt kæben.
Hva? Inviterer du mig ud? Anders, jeg Jeg har jo ikke nået at skifte tøj eller noget!
Lene, sagde han med den der dybe stemme, som hun altid har været så svag for. Glem det nu, tag det som det er. Vi mødes klokken seks på Enghave Plads.
Hun nikkede bare og hviskede, at hun elsker ham. Og hun mener det stadig det er ikke som da de var unge og alt var ild og hede blikke, men det er roligere nu og mindst lige så stærkt. De ved bare, at de hører sammen, mere behøver man egentlig ikke.
Ved metroen står en håndfuld teenagedrenge klædt ud som gøglere og underholder folk, en lille pige med sjove, tegnede fregner på næsen samler penge ind i sin hue. Anders, der står og spejder efter Lene i menneskemængden, vifter hende først af, men ender med at fiske en hundredekroneseddel op og give hende. Hun smiler lykkeligt.
Han kan ikke lade være med at tænke på deres datter, Freja. Anders forguder hende, og storebror Mikkel bliver næsten lidt jaloux men sådan har det altid været. De driller altid hinanden derhjemme, Lene griner bare af det.
Anders kigger igen på uret, og endelig kommer Lene ud af metroen, retter på huen og hiver de lysegrå yndlingsvanter på. Anders vinker og kæmper sig igennem myldretiden for at nå hende.
Hej, siger Lene og giver ham et lille kys på den kolde kind. Sorry, det er totalt kaos på kontoret, vi mangler papirer til hele semesteret, og sekretæren kom til at spilde te ud over det hele
Hvordan går det så ellers? spørger hun, da hun har sundet sig.
Som det nu går, Lene. Giv mig lige tasken, siger han og sukker, da han mærker vægten. Du skal altså lære at lade kursusmapperne ligge på arbejde!
Det var altid sådan med hende noget at slæbe på, noget at hjælpe med. Lene rykker tættere på ham i kulden, og de går videre gennem brokvarterets gader, kigger på de pyntede butikker, på børn der har bygget snemænd, og krager der roder i poser.
Ved en bænk sidder en kunstner og sælger små, farvestrålende malerier havmotiver, må man tro. Lene forelsker sig i en lille en med strand og strandskaller, og maleren tilbyder hende den til halv pris, femoghalvfems kroner, fordi hun kigger så længe. Hun sender Anders et blik, han nikker, og billedet ryger ned i hendes kæmpestore taske.
Så nikker Anders pludselig mod en lille restaurant med kulørte lamper over døren sådan en hyggelig, gammel lejlighedsetage, hvor de aldrig har været før.
Skal vi tage ind her? Du sagde jo, du gerne ville ud, og det er alligevel ved at være spisetid.
Lene trækker på skuldrene børnene er ikke hjemme alligevel: Mikkel har studieaften og Freja skal svømme med en veninde. Så jo, hvorfor ikke?
Inde i garderoben tager en ung fyr imod deres overtøj. Han prøver at smile serviceminded og nævner, at det er hans anden dag han skal gøre sig umage, for chefen sidder og holder øje fra hjørnet inde i mørket.
Emil? udbryder Lene overrasket, da hun genkender ham. Han er hendes studerende, lidt distræt, men knivskarp til mikrobiologi sådan en type, der har hovedet fuld af kemi og små eksperimenter. Han er tydeligt flov og rækker dem hurtigt garderobenumrene.
Har du reserveret? hvisker han så næsten.
Ja, svarer Anders. På Andersen.
De får et bord langs væggen, hvor der hænger et stort skjold med to løver på godt dansk! Lene sætter sig, retter på sit hår hun var lige ved frisøren i går og siger, selvom det føles mærkeligt med den nye, korte frisure. Anders har knap nok bemærket det, men sådan er mænd jo.
Hun smiler til ham. Det er godt, vi gør det her, ikke?
Jo, det er det vel, siger han og griner lidt. Men tænkt, hvis vi bare var taget hjem og havde lavet frikadeller! Nå, vi bestiller bare.
De får bestilt mad og snaps for selvfølgelig skal de da have et lille glas. Lidt efter kommer snakken ind på børnene og alt det derhjemme Andersen synes Lene er for blød ved dem, men hun smiler bare og lægger hånden på hans.
Pludselig bliver stemningen afbrudt, da en kvinde dumper ned ved deres bord med et brag. Solbrun, høje støvler, kort kjole, smykker overalt det er Camilla, en gammel klassekammerat, som de nærmest havde glemt eksisterede.
Camilla? Er det dig? spørger Anders og får helt røde ører.
Det var dengang i gymnasiet, hun flyttede til Frederiksberg, datter af en chef fra Forsvaret, og hun satte straks dagsordenen blandt pigerne. Lene var aldrig hendes veninde, nok mest fordi hun valgte Anders og ikke lod sig snyde af Camillas charme. Camilla havde det med at gå helt tæt på mænd, aldrig slippe dem, før hun havde fået deres opmærksomhed.
Nu sad Camilla der, pralende over restaurantens mad, sine penge, sin mand med alle restauranterne.
Og hvad så, Lene? Stadig bare på universitetet med dine bakterier? spørger hun spidst.
Lene ryster på hovedet, men siger ikke så meget, hun gider ikke kæmpe. Hun spørger Anders, om de ikke bare skal tage hjem. Lene rører i sit vandglas, og Camilla fortsætter med at nævne gamle minder, især nogen Anders ikke kan huske fra en solskinsferie ved Vesterhavet.
Pludselig ringer Freja, datteren, og spørger, hvor de er. Hun er sulten, vil gerne komme, og hun har slet ikke fået at vide, det var date night. Anders sukker, Lene overgiver sig selvfølgelig skal Freja komme. Og så kommer Mikkel minsandten også, for han er sulten, siger han.
Camilla bliver sur over, at deres børn får lov at komme, og hun hidser sig op over Emil, de unge fyren fra garderoben han bliver fyret på stedet, og han forsvinder helt modløs.
Men Lene mærker, at i det øjeblik hvor børnene vælter ind, fyldt med grin, er det virkelig familie, der betyder noget. Også selvom fortiden råber Camilla får smidt nogle grimme ting på bordet om Anders og hende, men Lene ser bare på ham og trækker på skuldrene. Hvem betyder det for? De er jo stadig sammen nu. Alle har vel et øjeblik, man helst vil glemme.
De hygger sig så meget, at Camilla ender med at stå i krogen, sur og misundelig på deres sammenhold. Til sidst går familien hjem gennem byen, børnene løber i sneen, kaster med hinanden, og Anders spørger sagte:
Kan du tilgive mig?
For hvad? svarer Lene bare. Det, der betyder noget, er jo hvem vi er sammen med i dag.
Han kysser hende, rigtigt, med alt hvad der hører til et ægte kærlighedsmøde, og hun smiler for sig selv tænk, at være den bedste i hans verden, selvom man ikke er perfekt. Det er faktisk mere end nok.
Og fortiden, den får bare ligge. Sådan er det med gamle historier, de hører til på stranden, længst væk fra nutiden.
