Ikke mine støvler
Anders, har du spist?
Han svarede ikke. Sad bare ved spisebordet og stirrede ned i tallerkenen, som jeg havde stillet foran ham for tyve minutter siden. Kartoflerne var kolde nu. Frikadellerne også. Jeg stod i døråbningen til køkkenet og betragtede hans nakke. En helt almindelig nakke, ikke noget særligt. Grå hår ved tindingerne, som han altid har hadet. Ørerne lidt strittende. Min mand gennem enogtredive år.
Anders.
Hm.
Ikke et spørgsmål. Bare en lyd. Som om han slap luften ud.
Vil du spise?
Nej, det har jeg ikke lyst til.
Jeg gik hen til ham, tog tallerkenen væk. Kartoflerne var virkelig blevet kolde. Jeg skrabede dem ud i vasken, tændte for vandet. Frikadellerne pakkede jeg ind i folie og satte i køleskabet. Hele tiden sad han bare der, kiggede ud i intet, hvor maden havde stået.
Det havde stået på i tre uger nu.
Jeg husker, hvornår det begyndte. Ikke præcis dato, men midt i februar, en typisk dansk vinterdag grå, klam, mørk. Han kom senere hjem end sædvanligt, listede nærmest ind i gangen; normalt råber han fra døren: Karen, jeg er hjemme! Hver eneste dag. Også de dage, hvor vi var sure på hinanden, også efter skænderier. Det var bare sådan det var. Men den dag stilhed. Jeg kiggede ud fra køkkenet. Han stod ved knagerækken og stirrede på sin jakke, som om han ikke vidste, om han skulle hænge den op.
Anders? Hvorfor er du så sen?
Blev lidt længere.
Er der sket noget?
Nej.
Jeg troede på ham. Tænkte ikke så meget over det. Ny chef på arbejdet, ting og sager. Gav ham mad, han spiste lidt, var bare mere tavs. Jeg tænkte, han var træt.
Næste dag, det samme. Dagen efter igen også. Ugen efter stadig det samme.
Længe nægtede jeg at se det. Vi kvinder, efter de halvtreds, med alt det, vi efterhånden har været igennem vi finder altid undskyldninger. Trætheden, alderen, jobbet. Rolig nu, tænker man. For hvis man ser det, skal man også gøre noget. Og hvad gør man? Derfor ser man væk.
Men til sidst kunne jeg ikke ignorere det længere.
En nat vågnede jeg. Klokken var tre. Sengen ved siden af mig var tom. Jeg lå og lyttede. Intet. Så stod jeg op, gik ud i køkkenet. Han sad der i mørket, foran et slukket fjernsyn. Han stirrede ud på den tomme sorte skærm. Hænderne lå på knæene. Ryggen rank. Som om han ventede på noget.
Anders. Klokken er tre.
Han kiggede på mig, og så på en måde, som om jeg var fra en fremmed verden. Som om han var langt, langt væk, og jeg kom dumpende ind fra siden.
Gå i seng, sagde han stille.
Hvad laver du herude?
Ingenting. Gå nu ind.
Jeg gik ikke. Stillede mig ved siden af ham, lagde min hånd på hans skulder. Den var kold. Han sad bare i T-shirt, det var februar vinter, stadig koldt. Han reagerede ikke. Han mærkede det, jo, men der kom ingen respons. Tidligere lagde han altid sin hånd ovenpå min, uden at tænke. En vane.
Hvad er der galt?
Ingenting. Kan bare ikke sove.
Du har aldrig ikke kunnet sove.
Der er en første gang for alt.
Jeg gik tilbage i seng. Stirrede længe op i loftet. Han kom først tæt på fem. Lagde sig ned uden at røre ved mig. Jeg hørte, at han ikke sov. Vi lod begge som om.
Det var der, jeg forstod, at der var noget alvorligt på spil.
Dage gik, fyldt med ængstelser og tanker. Det værste er de der tanker, man ikke kan stoppe de søger altid mod mørket. Jeg var ikke tåbelig. Jeg, Karen Møller, seksoghalvtreds, treogtredive år gift. Jeg ved lidt om livet.
Første tanke: en anden kvinde.
Jeg skammede mig over det. Det virkede utænkeligt. Anders? Ikke på én eneste måde havde jeg grund til mistanke på så mange år. Men da en mand pludselig bliver tavs, undgår mad og stirrer ind i sorte skærme om natten så begynder hjernen at fantisere. Sådan virker det.
Jeg begyndte at holde øje. Telefonen havde han altid liggende rundt omkring, som jeg så samlede op. Men nu havde han den konstant i sin lomme. Det lagde jeg mærke til. Men ingen parfumer, ingen mærkelige beskeder, ingen undskyldninger. Han kom hjem til tiden. Sad bare der. Tavs.
Det passede ikke. Eller næsten ikke. Tankerne bed sig alligevel fast.
Næste mulighed: sygdom.
Den tanke gjorde mig ræd. Han fylder tres i april. Mænd i den alder Hjertet, eller noget endnu værre. Han havde ikke været til læge i evigheder. Undgik det, som mænd gør, indtil det er for sent. Ville han skjule alvorligt sygdom for mig?
Det kunne godt ligne ham. Det ville ligne Anders.
Jeg spurgte forsigtigt:
Anders, det er længe siden du har fået set til dig selv. Måske du skulle en tur til lægen? Bare for tjek.
Jeg fejler ikke noget.
Hvordan kan du vide det, hvis du ikke har været afsted?
Karen, jeg har det fint. Lad det nu ligge.
Det var uden skarphed. Men det ord, lad det ligge, det ramte. Han havde aldrig sagt sådan før. Eller næsten aldrig.
Tredje tanke: penge.
Vi havde altid klaret den. Aldrig rige, men stabile. Anders var snedkermester på et møbelforarbejdningsværksted, jeg sad på regnskabskontoret på Brabrand Sundhedscenter. To børn, begge kørt igennem uddannelse og familie. Et barnebarn, Marie, tre år. Lånet draget for mange år siden. Gammel Volvo, men den kører. Kort sagt: vi klarer os.
Men så begyndte jeg alligevel at frygte. Hvad nu hvis han havde taget lån et sted og skjult det? Jeg tjekkede vores budget. Alt så okay ud. Hans lønkonto kendte jeg ikke til. Turede ikke spørge direkte. Hvorfor? Fordi han ville svare lad det nu ligge, eller bare tie. Han kunne tie på en måde, hvor stilheden fyldte mere end nogen larm.
Dage gik. På arbejdet spurgte min chef, Lene:
Karen, du virker helt fraværende i dag. Alt alright?
Ja, Lene. Sov bare dårligt.
Din mand? Hun kiggede bare kort. Kvinder på min alder ved.
Nej, nej. Alt er godt.
Hun nikkede. Hun vidste, når nogen siger alt er godt, så er det sjældent sandheden. Hun lod det ligge. Det var jeg hende taknemmelig for.
Hjemme gjorde jeg som altid. Lavede mad, spurgte til hans dag. Han svarede med de korte svar: Fint. Alt vel. Ja. Sådan levede vi. Som fremmede under samme tag. Det føltes underligt. Ikke som hos os. Selv under de værste skænderier, var der bevægelse, et eller andet. Men det her bare stillestående vat.
En aften blev det for alvor.
Jeg sagde, han skulle se på hanen i køkkenet. Den dryppede, blev ved og ved. Han nikkede altid, men fik det ikke gjort. Den aften sagde jeg igen:
Anders, hanen.
Han så op på mig. I øjnene noget mærkeligt træthed, vrede, blandet sammen.
Karen. Ikke nu.
Men den har dryppet en uge
Jeg sagde, ikke NU!
Han slog hånden i bordet. Ikke hårdt. Men jeg rykkede forskrækket tilbage. Han havde aldrig slået i bordet før. Det var ikke ham.
Vi blev begge tavse. Han rejste sig, gik i soveværelset. Jeg blev stående og lyttede til, hvordan hanen dryppede.
Til sidst hentede jeg svensknøglen og strammede den selv. Bedst jeg nu kunne. Og dryppet forsvandt.
Den nat kunne jeg ikke sove. Jeg lå og tænkte: hvad er det her? Hvor blev min mand af? Ham, der griner de forkerte steder. Der citerer gamle danske julefilm på skæve tidspunkter. Der laver pandekager hver søndag, og altid for meget salt. Der ringer fra arbejdet bare for at sige hej.
Det at have et menneske ved sin side, som samtidig ikke er der. Det er værre end nogen skænderi eller hvis de var taget væk for altid. For du kan se dem, høre dem, men de ER der ikke.
Ægteskabelig krise. Ordet dukkede op i mit hoved midt om natten. Men jeg forstod ikke hvorfor. Vi havde det jo ellers godt. Hvad ændrede sig?
Men udadtil var alt som altid. Og det gør det værre.
Så kom den aften, jeg sent vil glemme.
Jeg kom hjem ved seks. Hans jakke hang ikke derude. Jeg gik ud i køkkenet, satte vand over, begyndte midt i madlavningen. Så hørte jeg hoveddøren gå op. Stilfærdigt.
Han kom ind. Igen sagte. Jeg spurgte:
Hjemme skal du have aftensmad?
Han svarede ikke. Gik ind i køkkenet, trak en flaske snaps frem fra skabet over køleskabet. Den stod for gæster, sjældent brugt. Han satte den på bordet, stillede et glas frem. Satte sig ned. Stirrede ud i rummet.
Jeg stod der. Mit hjerte slog hårdere. Han åbnede ikke flasken. Hældte ikke op. Sad bare.
Der var noget uhyggeligt over det. Han havde sat sig med et formål men sad bare.
Jeg gik stille hen. Rykkede glasset væk. Satte flasken tilbage i skabet.
Han fulgte mig med blikket, sagde ikke noget imod.
Jeg lavede en kop te til ham. Stilte den foran ham. Han sad stadig.
Anders, sagde jeg. Jeg ved ikke, hvad der foregår. Men du er her, jeg er her. Så må vi klare det sammen.
Han kiggede længe på mig. I hans øjne et eller andet smerte? Skyld? Træthed?
Gå i seng, Karen, sagde han stille.
Og du?
Jeg kommer om lidt.
Jeg gik. Jeg vidste, man ikke kan tvinge folk til at tale, hvis de ikke er klar. Men jeg vidste: sådan her kan det ikke blive ved.
Forandringen kom bare på en anden måde, end jeg regnede med.
Det var fredag. Jeg var på vej ud af døren til arbejde, stod og tog tørklædet på i forgangen. Han sov stadig. Sov ofte længe nu. Jeg så på mit spejlbillede og tænkte, at jeg havde levet tre uger i fornemmelsen af, at alting var gået i stykker. At jeg intet kunne reparere. At han alligevel var mit nærmeste menneske, uanset hvad.
Så tog jeg en beslutning.
Jeg skrev til Lene: Lene, jeg har brug for en fridag. Kan jeg tage den i dag? Hun svarede hurtigt: Selvfølgelig, Karen.
Jeg gik ud, ligesom jeg plejede. Ned ad trappen, ned i gården. Stod nogle minutter udenfor. Så gik jeg tilbage.
Åbnede stille døren med min egen nøgle. Listede ind.
Og så så jeg dem. Dame-støvler. Mørkebrune, hæl, stillet pænt ved væggen. Ikke mine. Jeg kender mine støvler. De her var ikke mine.
Jeg stod bare og stirrede på dem. Lyttede. Stemmer fra køkkenet en kvinde græd, en mand sagde stille, trøstende ord.
Det tog mig et splitsekund at handle. Jeg gik mod køkkenet.
Der sad de. Min Anders. Og Birthe, Kirstens kone Kirsten var hans bedste ven gennem årtier. Birthe græd, hovedet i hænderne. Anders sad ved siden af, rørte hende ikke, bare var der. To krus te stod på bordet. En åben pakke kiks fra skabet.
Anders så op på mig.
Han blev ikke bange, sprang ikke op. Han så på mig på den måde, som folk gør, når de bliver opdaget og lettes over det.
Birthe løftede hovedet. Hævede øjne, lommetørklædet helt vådt.
Vi sad alle i stilhed et øjeblik. Eller måske fem. Eller evigheden.
Så sagde Birthe:
Karen. Undskyld. Jeg havde ikke andet sted at gå hen.
Jeg svarede ikke. Stirrede kun på Anders.
Forklar, sagde jeg.
Han rejste sig, gik hen til vinduet med ryggen til. Udenfor: februar, gråt og tomt.
Anders.
Ja, sagde han. Jeg skal nok forklare.
Han vendte sig. Birthe kiggede ned. Anders mødte mit blik.
Det var Kirsten. Han blev banket i går. Opsøgt ved arbejdet. Tre mænd. Sagde han skulle holde sin kæft på min vens vegne. Kirsten er på hospitalet.
Jeg fik åndenød. Kirsten Mikkelsen Anders ven gennem tredive år. Kendt ham næsten ligeså længe som jeg har kendt Anders.
Hvad betyder? spurgte jeg.
Anders lod hænderne glide over ansigtet. Et fast ritual fra ham, når det gør ondt.
Jeg anmeldte noget. I starten af februar. Den nye værkstedsleder.
Og?
Han stjal, Karen. Systematisk. Fra lageret, fra materialerne. Jeg fandt beviserne, talte det hele op. Sendte en rapport.
Til hvem?
Til ledelsen og til regnskab.
Jeg sagde intet. Ventede.
Og Kirsten han vidste det. Jeg fortalte ham det. Vi var jo venner, jeg stolede på ham, forstår du?
Anders.
Han gik til lederen. To måneder. Han sladrede om alt, jeg lavede. To måneder.
Det blev stille. Kun køleskabet brummede.
Jeg blev fyret, sagde Anders. For tre uger siden. Den dag jeg kom sent hjem. Svindelnummer. Min underskrift var på papirerne forfalsket. Alt gjort helt rigtigt. Jeg fik valget: gå selv, eller politianmeldelse. Jeg har ikke råd til advokat. Lederen har forbindelser. Jeg gik selv.
Han havde gået med det selv i tre uger.
Hvorfor sagde du det ikke? spurgte jeg.
Jeg vidste ikke, hvordan. Var bange. For at du
At jeg hvad?
At du ikke ville kunne holde til det. At du ville tage det for hårdt.
For hårdt, sagde jeg.
Ja.
Anders.
Hm.
Anders, du er en klovn.
Det fløj bare ud af mig. Selv Birthe så overrasket ud. Anders så på mig.
Og jeg slog ham. Lige på kinden. Ikke hårdt. Bare sådan slap luften ud af mig. Så gav jeg ham et let slag igen. Lige så blødt. Stoppede. Hænderne skælvede.
Undskyld, sagde jeg.
Du behøver ikke, sagde han.
Jo, man må ikke slå.
Jeg fortjente det.
Ingen fortjener det. Jeg var bare undskyld.
Jeg gik over, tog et glas vand. Drak. Så igen. Forstod slet ikke mig selv.
Birthe sad stille.
Anders rørte sig ikke.
Jeg vendte mig.
Sådan her bliver det, sagde jeg. Stemmen var rolig. Du har tiet i tre uger. Nu taler vi.
Karen
Ti stille. Jeg taler. Så kan du.
Han lukkede munden.
Du indberettede, fordi det var rigtigt. Du blev fyret på en falsk grund. Kirsten forrådte dig til lederen. Kirsten blev banket, fordi de nu mistænker ham for at snakke for meget. Har jeg forstået det?
Jeg så på Birthe.
Birthe nikkede, tårer løb ned ad kinderne.
De tror, Kirsten har været for åbenmundet, sagde hun. Så de advarede ham.
Kan du tage hjem? spurgte jeg så.
Jeg tør ikke, Karen. De kender vores adresse. Jeg tør ikke være alene.
Henover næste minut forstod jeg, hvad det betød. At Birthe var flygtet hertil. At en møbelfabriksleder bryder sig ikke om at blive angivet, og nu havde det ramt vores vennefamilie.
Fint. Du bliver her. Min datter har værelset, men hun er hos svigerfamilien. Vi finder ud af det.
Nej, jeg jeg vil ikke pådutte jer.
Du bliver, Birthe. Det er ikke til debat.
Birthe græd lydløst.
Jeg så på Anders igen.
Din tur nu, sagde jeg.
Han satte sig ved bordet. Første gang i lang tid jeg for alvor oplevede ham nærværende.
Fortæl alt. Fra begyndelsen.
Han fortalte længe. Jeg lyttede uden at afbryde. Den nye leder begyndte i september. Anders mærkede hurtigt, noget var galt. Tallene passede ikke. Materialer forsvandt. Han er pertentlig, min mand, holder styr på alle detaljer. Han begyndte at skrive ned.
I november delte han sine bekymringer med Kirsten. Kirsten sagde, vent nu. Måske tager du fejl.
Men i februar sendte Anders rapporten. En uge efter: indkaldelse til direktøren. Papirer. Svindel. Forfalskning af hans underskrift. Uforskammet meget.
“Enten forlader du os frivilligt, eller så melder vi dig.” Anders gik.
Du kunne ikke fortælle mig det, spurgte jeg blidt.
Han så væk.
Kan du huske 2008, da jeg blev fyret? Da du var alene om alting?
Jeg nikkede. Det havde været så svært. Børnene små, penge forsvandt. Han sank dybt dengang.
Du sagde aldrig noget ondt. Men jeg så dig stå ved vinduet. Det ansigt glemmer jeg aldrig. Jeg ville ikke se det ansigt igen.
Sådan.
Alt sammen for at undgå, at jeg så sådan ud igen. I tre uger havde han kørt rundt i Aarhus med bus, eller sat på biblioteket, så han ikke behøvede vise det.
Jeg kunne ikke sige noget. Sad bare, stirrede på hans hænder. Hans grå tindinger.
Kirsten vidste det? At du blev fyret?
Ja, han ringede dagen efter. Spurgte, hvordan jeg havde det. Jeg fortalte sandheden, og han sagde, han var ked af det på mine vegne.
Han holdt inde.
Han sladrede alligevel, sagde jeg.
To måneder, gentog han.
Jeg så på Birthe. Hendes hoved var sunket. Hun vidste alt.
Vidste du det, Birthe? Om Kirsten?
Hun nikkede. Fik det at vide i går. På hospitalet. Han sagde, han skyldte Anders en undskyldning. Derfor kom jeg.
Lang pause.
Men han kom ikke selv, sagde Anders lavt.
Han er på hospitalet, sagde Birthe.
Det var ikke det, jeg mente.
Resten lod vi ligge.
Jeg tændte for elkedlen. Altid hjælper det at have noget at gøre. Lave te, finde kopper. Det bevarer rytmen.
Så. Du er arbejdsløs nu?
Ja.
Længe.
Tre uger.
Du kan ikke vende tilbage til værkstedet.
Nej.
Fint.
Jeg satte kopper frem. Lavede god, løs te, ligesom vi altid har gjort. En til Anders. En til Birthe. En til mig selv.
Hør nu her, sagde jeg. Dig, Anders. Du er snedkermester, intet mindre. Du kan alt med træ, jeg har set det. Det sagde Alex Madsen jo for to år siden han manglede partner til sin møbel- og restaureringsvirksomhed.
Anders så op.
Ja, men jeg slog det hen dengang. For risikabelt. Vi havde huslån, børnene var ikke kørt i stilling endnu.
Nu er lån betalt ud. Vores børn klarer sig. Vi har kun os selv. Jeg har job. Vi er ikke, hvor vi var i 2008.
Han betragtede mig. Noget blødt op i ham.
Alex Madsen kører det nok stadig?
Ring. I dag eller i morgen.
Han kan have fundet andre.
Så finder du ud af det.
Man skal bruge lokale, værktøj, alting
Anders.
Ja?
Har du nogensinde oplevet mig ikke kunne organisere noget, hvis jeg ville?
Han smilede for første gang i tre uger. En lille, næsten usynlig, men en smile.
Nej, sagde han roligt.
Godt. Nu drikker vi te og tænker. Skriv liste. Jeg har hele natten.
Tre uger har du tænkt alene. Nu tænker vi sammen.
Birthe snøftede.
Birthe. Tænker du på Kirsten?
Ja.
Han er i behandling?
Ja, brækket arm og to ribben. Siger det er ukompliceret. Han er hjemme om en måned.
Så snakker I det igennem der. I jeres tempo.
Jeg ved ikke hvordan.
Det gør jeg heller ikke, sagde Anders. Det må komme.
Vi tav lidt. Tavsheden var en anden nu. Ikke forstenet, bare fyldt.
Birthe gik i gæsteværelset. Hun var udmattet, det var godt, hun fandt ro.
Da hun var væk, sad vi længe.
Er du vred? spurgte Anders.
På dig?
Ja.
Jeg tænkte mig om.
Ja. Men mest over, at du troede, jeg ikke kunne bære det. At du ikke regnede med mig.
Jeg regnede med dig.
Nej, du gjorde ikke.
Nej, for jeg var ikke bange for dig men for mig selv.
Hvad mener du?
At hvis du så mig sådan så faldt jeg sammen. At det ville gøre det værre.
Jeg forstod det. Mærkeligt, som vi mennesker ofte først bryder sammen, når nogen ser os.
Jeg forstår.
Jeg ville ikke falde sammen.
Og nu?
Han så på sine hænder.
Nu er det ikke så skræmmende.
Det var første ord, der lød levende fra ham igen.
Godt, sagde jeg. Så lad os tænke.
Vi gennemgik det praktiske. Vi havde lidt på opsparingen. Jeg var insisterende: det er vores penge, ikke mine alene. Min løn rækker til almindeligt forbrug vi ville klare os.
Så trak vi fat i Alex Madsen snedkeren. De havde arbejdet sammen før, Anders havde hjulpet hist og her. To år før havde Alex spurgt, om de skulle gense restaurering af møbler. Det sagde Anders nej til dengang.
Ring nu, sagde jeg.
Det er sent.
Ikke for sent klokken er kun ni.
Anders tøvede, men ringede ud i gangen. Jeg hørte dem tale. Blev kort. Så grin, rigtigt grin. Han kom tilbage et kvarter senere.
Hvad siger han?
Han mangler folk, er glad for jeg ringede. Jeg kan begynde på mandag. Lønnen er ikke stor, måske bliver det til partnerskab senere.
Godt.
Lønnen er ikke som før.
Første skridt er vigtigst. Resten finder vi ud af.
Han satte sig, tog koppen, vores gamle krus med blå fisk fra Skagen-ferie. Så mærkeligt de små ting; at det fylder nu.
Karen, sagde han stille.
Ja?
Jeg er ked af, at jeg ikke sagde det før.
Du sagde det nu.
Tre uger for sent.
Glem det nu. Det der tæller, er herfra.
Langt blik. Så pludselig:
Er du vred over, at jeg fortalte Kirsten om sagen dengang?
Det tog mig på sengen.
Du stolede på ham.
I tredive år.
Det skulle du også. Han forrådte. Det er ikke din skyld.
Jeg skulle have set det komme.
Hvordan? Han har været som en bror for dig i tredive år.
Jeg forstår ikke, hvorfor han gjorde det. Hvad fik han ud af det?
Måske lokket. Måske presset. Vi ved det ikke.
Tredive år. Vi fiskede sammen i sommer.
Jeg kan huske det. Den fine havørred han tog med hjem.
Ja, havørred, fisken. Og nu det her.
Han brød sætningen af. Det gjorde for ondt.
Forræderi, sagde han.
Jeg nikkede.
Forræderi. Det gør ondt. Men smerten løjer. Du kommer igennem det. Vi klare det sammen.
Han så på koppen.
Det mærkelige er jeg er vred på ham. Men tænker også, at han ligger på hospitalet.
Det er naturligt. Sådan er mennesker.
Det hjælper ikke.
Nej.
Vi sad i stilheden. Udenfor var mørket tæt; februar gik på hæld.
Jeg fandt notesbogen, der altid lå på køkkenbordet. Tog en kuglepen.
Lad os skrive, sagde jeg. Punkt for punkt.
Hvad skal stå?
Første: ring til Alex igen i morgen tidligt, få detaljerne på plads.
Han nikkede, skrev. Flot pen, sirligt håndskrift. Hænder, der kan træ.
Andet: få styr på hvad der står i din opsigelse. Få en jurist med på råd.
Genboen, Morten, er god til den slags.
Super, noter det.
Han skrev videre.
Tredje, økonomi.
Vi klarer den, sagde jeg igen.
Han skrev: Penge pas på, gå ikke i panik.
Jeg smilede lidt af det.
Fjerde: rapporten. Hvad med den?
Den er hos ledelsen. Jeg gjorde, hvad jeg kunne. Kan ikke kæmpe videre nu. Må se tiden an.
Han skrev ikke mere. Lod plads stå.
Vi snakkede videre. Om snedkerlivet, om Alex. Anders blev næsten ivrig, gestikulerede, forklarede om møbler, antikke kister, om hvor meget folk elsker at få noget sat i stand. Nu kunne man reklamere på nettet Alex nevø hjalp med det.
Han talte. Det var min mand endelig igen.
Klokken blev meget. Jeg lavede ny te.
Vi skal sove, sagde han.
Ja.
Men vi blev siddende. Han fortalte om en gammel rokokokommode, han engang restaurerede fandt et hemmeligt rum, kontaktede museet. En historie.
Jeg lyttede. Så min Anders kom tilbage til mig.
Han talte langsommere, ordene snublede lidt. Pludselig sad han og nikkede hen. Hovedet faldt.
Han sov.
Jeg rejste mig. Tog uldplaidet i gangen, lagde det over ham. Han rørte sig ikke, sov bare videre.
Jeg slukkede køkkenets store lys, lod kun det lille ved kogepladen brænde.
Tog et krus te, satte mig ved vinduet.
Ude i natten begyndte det at tø. Lydene af dryppende vand, næsten umærkeligt. Første marts havde netop rundet natten.
Foråret ville komme. Ikke endnu, men snart.
Tankerne kom og gik. Om Birthe og Kirsten og deres svære samtale. Om at der måske kommer modstand fra ledelsen. Om at Kirstens forræderi stadig ikke har fundet en plads i os. Men også om datteren Line og barnebarnet Marie de har det godt. Sønnen Jesper i Odense, presset, men kærlig.
Om Alex Madsen, møbelrestaurering, gamle skuffer med hemmelige rum; det er godt.
Anders sov under plaiden ved spisebordet. Udenfor dryppede det nu jævnere. Marts var begyndt.
I notesbogen lå en blank linje under det fjerde punkt. Jeg tog kuglepennen op, tænkte lidt. Skrev ikke noget. Lagde den fra mig.
Nogle linjer skal stå tomme. Indtil tiden kommer, hvor de får et svar.
Det dryppede udenfor. Anders trak vejret roligt. Marsmørket var ikke så tæt længere.
Livet fortsatte.
