Mark gik ud fra værtshuset som den sidste. Efter et glas klar snaps i vinterkulden frøs han ikke engang, kneppede blot sin slidte sorte frakke og begav sig fra torvet og hjemad.
Han kom ikke for at drikke, men for at komme lidt blandt folk. Hjemme alene var der alt for stille, derfor gik han derhen hver lørdag. Først købte han lidt grønt, bagefter ind på værtshuset, som i virkeligheden også var en slags bodega. I dag var der ikke held ingen faldt i snak.
Mark havde begravet sin kone for tre år siden, datteren boede i Norge, ringede sjældent. Han levede i sit eget selskab.
Alt, hvad han ejede, havde han hurtigt solgt billigt til naboerne, da konen døde. Hvorfor have alt det, når torvet nu lå fem minutter væk? Men han arbejdede stadig en del i skuret med træ, især om vinteren, hvor han hyggede sig ved kakkelovnen. Ingen brokkede sig over spånerne mere, og gamle knogler værkede om natten tiden går.
Tingene han lavede, forærede han væk, solgte sjældent noget. Han så ikke sig selv som nogen håndværker, mere som tidsfordriv for ikke at kede sig.
Netop nu, på vej hjem, fik han øje på en solid trækasse af frisk fyr, der stod ved buskadset. Han så sig omkring nogen havde tydeligt smidt den ud. Der var tusinder af den slags kasser omkring torvet. Han nappede den og gik videre.
Hov, din kæmpe idiot, stil den fra dig! råbte en kvinde.
Mark blev fornærmet. Han vendte sig og så en ældre kvinde i grå forklæde over gamle bukser, tørklæde om hovedet og støvler med gummiskaller. Hun trådte ud fra et blikskur, der stod lidt længere nede ad gaden.
Hører du ikke, siger jeg læg kassen fra dig, gamle fjols, glo ikke sådan!
Mark brød sig ikke om bramfrie typer; han svarede ikke på uhøflighed. Men måske gjorde snapsen ham lidt mere rapkæftet end sædvanligt. Han tog to skridt tilbage og smed kassen foran fødderne på hende.
Her, slug så den!
Kassen landede på hjørnet, hun samlede den op, mens hun skældte og mumlede.
Mark hørte ikke mere, hvad hun sagde. Han blev altid irriteret over sådanne markkendte kvinder påståelige, hårde og opførte sig som om det var deres torv. For et år siden havde han haft netop sådan en kvindelig nabo. Først hyggede de sig med en flaske vin, hun fortalte om sit liv, men så begyndte hun at komme lidt for ofte, ville opdrage på ham.
Hvad er det du vil, Lise? spurgte han.
Ja hvad? Du forstår det udmærket. Vi er jo ikke gamle, vel. Hvorfor sidde alene hver for sig?
Jeg forstår det jo… men…
Kun én betingelse: Vi flytter hjem til mig. Du kommer ikke til at mangle noget, jeg elsker at lave mad. Dit hus sælger vi, vi skal jo bruge lidt startkapital.
Sælger?
Ja, hvad skal du med det? Du kommer til alt det færdige varme, kage…
Sådan noget spørger man vel folk om først?
Nå ja, men nu spørger jeg jo! Sådan skal det gøres. Hvad er der at spekulere på? Jeg har kælder i beton du har slet ingenting…
Hun talte om deres fremtid med selvfølgelighed, som om alt kunne ordnes med lidt vilje. Mark følte sig mere og mere utilpas det var slet ikke ham. Han sendte hende ud i kulden. Lise hilser stadig ikke på ham nu.
Men han vænnede sig til at være alene. Han savnede sin kone, tænkte tit på hende. Hun havde været mild, skændtes aldrig. Døde også stille, på hospitalet. Han sad ved hendes seng, holdt hende i hånden vågnede, og hånden var kold.
Alt det suste gennem hans hoved, mens han gik.
Han havde ikke nået at gå mange meter, før han hørte et brag og et kvindeskrig bag sig. Han vendte sig: Kvinden lå fladt på ryggen, vred sig blandt rester af den knækkede kasse. Selvfølgelig hun havde sat sig, og den brast. Hun baskede med armene, sparkede med benene, men kunne ikke komme op tøjet, sneen, hendes fylde.
Mark gik straks hen for at hjælpe. Han rakte hånden frem hun så surt, men også helt opgivende på ham, bandede men tog fat. Han måtte tage hende under armene og løfte.
Stod hun først op, holdt hun op med at stønne, blev straks vred igen. Hun skældte ud: det var selvfølgelig hans skyld, kassen var knækket.
For hulen, hvor er du klodset! Du har da smadret min kasse, din drukkenbolt! Satans også!
Hun bandede, gned sit ømme ben, mumlede om, hvordan det altid var hendes faste siddeplads, nu ødelagt af sådan en mand. Hun humpede væk med kassen, vred og fornærmet.
Han så efter hende, irriteret, men… også medlidenhed.
Næste morgen gik han ud på trappen, kiggede ud for at vurdere vejret, som han plejede. Ofte gættede han bedre end DMI.
En time senere sad han i skuret i sin lodne vest, planhøvlede på en meterlang planke, duftede til træet og nød følelsen under fingrene. Han lavede dobbelte ben i ét stykke, stærke og stabile.
Et par dage senere tog han den færdige bænk til torvet let, lakeret ad flere omgange men solid.
Kvindens skur lå i den modsatte ende af torvet. Hun solgte både lun leverpostejmad, sodavand, cigaretter, frø og et hav af småting. Over vinduet stod skiltet ALT MULIGT.
Mark så på hendes udvalg og rakte en 20-kroner frem.
Giv mig den der chokolade.
Hun havde taget pengene, men genkendte ham og stak dem straks tilbage.
Ikke til salg!
Hvad? Den ligger jo på disken!
Sælger ikke til idioter, hun så forbi ham med rynket mund.
Han havde i de seneste dage glemt hendes grovhed, så ivrig var han efter at glæde hende. Nu ramte det ham igen.
Nå. Men idioter spiser vel ikke chokolade. Egentlig havde jeg tænkt at lade den blive til dig.
Ja, du gå nu væk! Der stod kassen dér, hvem generede den? Men nej, du skulle ødelægge alt! I er sgu så slemme alle sammen!
Hvem er alle?
Alle! Der er nok at se på her hver dag. Lov mig bare at få et fredeligt hjørne at sidde i men nej! Alle forsøger at genere. Skulle slå jer ihjel, sku jeg!
Han kiggede ind ad vinduet. Hvad sad hun mon nu på? Der stod en fesen, gammel skammel med hul i midten. Der var virkelig trangt derinde; kun lige plads til hende og taburetten.
Hvad glor du på! Forstået? Skrid! Siger jeg, du får intet herfra.
Nå, men så tag bænken, brummede han.
Hva?
Bænken! han gik om bag skuret, trak i døren den var låst.
Jeg ringer til ordenspolitiet, hvis du ikke skrubber af! sagde hun nu på en lettere måde, ikke så vredt.
Han vendte tilbage til vinduet, løftede bænken så hun kunne se den.
Tager du den ikke, smadrer jeg den nu! så truende ud at han faktisk selv blev overrasket.
Nej, hvad er dét? Til mig?
Ja, til dig! hun sagde du til ham, så gjorde han også.
Hun forsvandt, kom frem igen. Stod længe og så målløs på bænken, rystede på hovedet som kunne hun ikke tro det. Hun rettede sit hår, blev pludselig genert som en pige.
Hvorfor mig? Den er flot. Du må have brug for den selv.
Får jeg brug for den, laver jeg én mere, snappede han. Han satte bænken foran hende og gik.
Er det virkelig dig, der… Vent, skal jeg så sælge dig chokoladen? spurgte hun tøvende og ret blødt.
Spis du selv, svarede han, halvt vendt, og gik videre.
Han var vred på sig selv, på hende, på hele situationen. Sikke en fjollet kvinde, stædig var hun! Men jo længere han gik, jo oftere huskede han hendes overraskede ansigt, den måde hun rettede håret på, forfjamsket. Hun var jo ikke gammel bare stor.
Mærkelig, men han fik lyst til at gøre lidt mere ud af sit hjem. Han bar spåner ud, rystede løbere, smed gammelt mad ud af køleskabet.
Senere lå han træt og tænkte på hende. Gad vide, om hun var gift? Han mente bestemt nej. Den der hårdhed og vrede var nok et tegn på ensomhed. Hvem ellers tager sådan et job? Hele dagen i et lille blikskur med kolde fødder. Hun måtte jo være på pension. Havde hun været gift, var hun nok stoppet.
Næste dag begyndte han på en særlig stol hæve-sænke, aldrig prøvet før, måtte lede efter reservedele på torvet.
Han tog en omvej forbi skuret, kunne ikke rigtig sige hvorfor. Måske fordi stolen ikke helt var færdig, og han glædede sig til at gøre den klar først. Han tænkte dårligt på mad, bare arbejdede. Lørdag sprang han værtshuset over.
En gang gik han forbi. Hørte hende skændes med en kunde begge råbte. Kunden gik vred bort.
***
Først to uger efter var stolen klar. Det havde taget lang tid, mere end normalt han ville det hele perfekt. Han var nervøs for at gå til hende. Hun kommer jo til at slå mig med den, tænkte han. Måske siger hun: Du hænger på som en alterklud! Nå ja, bænken var for at gøre godt, men stolen nu var det måske for meget.
Han gentog sin tale den har bare stået i skuret og optaget plads, eller også… kunden sprang fra… Han overvejede mange forklaringer.
Men mens han arbejdede, tænkte han: hvorfor gør jeg det her? For stolen? For hende? Hun er jo slet ikke noget særligt. Men hendes udtryk da hun faldt, hendes blik da hun fik bænken det sad i ham. Sikkert længe siden, nogen havde været søde ved hende.
Han kom tæt til skuret. Pludselig hørte han en anden stemme derinde, med accent. Han kiggede ind det var en rundkindet, mørk kvinde.
Hvad kan jeg hjælpe med? Friske tebirkes!
Øh to, han spiste egentlig ikke sådan noget, men tog dem i forlegenhed.
Tag nu flere. De er varme.
Nej, det er nok. Havde I ikke en ældre kvinde før?
Tante Birgit. Mangler du hende? Så må du vente lidt.
Nå… Mark vidste ikke om han skulle give stolen nu? Han ville bare rigtig gerne se om den passede til pladsen, om hun ville blive glad. Men det var som om han ikke ville give den til nogen andre end hende.
Hvornår er hun tilbage?
Mandag om to uger. Vi skifter, to uger ad gangen. Kan give hende besked?
Nej. Mandag. Han gik.
Han blev stående lidt. Han blev overraskende trist han havde glædet sig, men nu var det forgæves.
Dilar, hvornår er Birgit så tilbage? Råbte en kvinde ind i skuret, hvidt forklæde udenpå jakken, nok fra bageren.
Den toogtyvende! Ville du hende noget?
Skulle give hende penge. Hun hjalp mig min datter blev opereret, og hun lånte mig til tog. Hun er altid hjælpsom.
Ja… Hun har tit hjulpet mig. Hun er god nok inden i.
Ja, hun er bare uheldig. Nå, jeg smutter betaler når hun er tilbage.
Efter det begyndte Mark igen at gøre bedre rent hjemme, var mere grundig end normalt. Han havde altid haft tre kvinder i huset: svigermor, kone, datter de klarede det meste. Han lavede mest reparationer. Nu var de alle væk datteren havde ny familie i udlandet, kone og svigermor døde med halvandet års mellemrum.
Han lå gerne i mørket og kiggede ud: var det virkelig ensomheden, han ikke kunne klare? Drømte han bare om nogens selskab?
Hans ungdom vendte tilbage for ham som glimt; alt der var vigtigt, gled ud bare dag ud og dag ind, værksted, familierutine.
Skal det virkelig bare glide ud i det stille? Er det derfor, jeg falder for sådan en kvinde fra torvet? Fordi jeg alligevel mangler noget usædvanligt?
Han svarede sig selv: nej, ikke derfor. Men hvorfor så? Han kunne ikke forklare det.
Han drømte om, at lige præcis den kvinde skulle besøge ham han kendte ellers bedre.
Men det var hende, han tænkte på.
***
Mandagens morgen barberede han sig, pudsede skoene, gik med stolen til torvet. Hun var der stod med ryggen til og ordnede varer.
Et øjeblik vent lidt, sagde hun uden at se op, så: Ja, hvad vil du så?
Godmorgen, hvorfor smilede han så meget? Er I slået op?
Ja ja! Hvad vil du? Jeg har travlt.
Jo, han løftede stolen op, viste den frem, den var halvt samlet.
Hvad er dét?
En stol. Til dig. I stedet for den der taburet han pegede ind i skuret, men så i stedet en Wienerstol, og ovenpå lå en pude Hov! Hvor er taburetten?
Hun fulgte hans blik, tænkte sig om.
Hvorfor spørger du til den?
Jeg skal ikke bruge din taburet. Jeg troede bare jeg havde tænkt
Skal du have noget eller ej? skar hun af.
Nej, sukkede han. Sidst fik han ondt i maven af hendes mad, eller var det måske af hans tørkost.
Hun vendte sig bort og tjekkede varer igen. Ingen interesse.
Mark forstod at det var spildt. Han havde skabt sig noget indbildt behov. Nu måtte han finde noget andet at lave.
Han gik mod værtshuset med stolen måske han kunne give nogen den der?
Men der var ingen han kendte, ungdommen i værtshuset kunne han ikke give stolen til. Han sad længe, men hverken øl eller kaffe fristede. Han så bare på folk.
Senere tog han både stol og skæve tanker, trak huen ned og slentrede hjem. Den beskidte sne klaskede om fødderne, han kiggede fortabt ned og så blev han råbt an.
Hey!
Han løftede blikket hun sad, med benene strakt under sig, skjult bag buskadset, på bænken han havde lavet. Han gik hen.
Nå, hvad ville du så? Har du virkelig selv lavet stolen? spurgte hun træt og som forsonet.
Ja, selv, han samlede hurtigt stolen, Se, man kan justere højden, han satte sig på stolen.
Hold da op, hvor er du dygtig! Det ville mange have glæde af. Hvor må det have været rart for din familie.
Nej, nu Skabene i køkkenet jeg får det aldrig gjort. Hvem skulle det være for? Kone død, datter langt væk, kommer aldrig.
Du er helt alene?
J ja, han trak på det.
Han forventede intet nu alt håb var væk. Det var til grin med hans forhåbninger. Han sad bare og hvilede sig.
Jeg arbejder nu også kun fordi jeg ellers rådner op derhjemme, begyndte hun, Livet gik op, nu går det ned. Min mand døde ung, jeg stod alene med drengen. Gud ved, jeg var en god mor. Han blev forkælet, men hvordan kunne jeg andet? Dengang var tiderne hårde, man ville give børnene det bedste. Stort hus havde vi endda. Men Vagn, min dreng, var ikke som de andre.
Hun fortalte, uden at se på ham.
Som tolvårig satte hendes søn ild til naboens kat, begyndte så at ryge hash, stjæle politiet kendte ham tidligt. Efter værnepligten stjal han en bil. I retten sagde han, det kun var for sjov. Hun gav bestikkelse, men han røg ind alligevel. Kort tid efter ud igen, men røg så ind i bandemiljøet på torvet som slagsbror.
Huset blev til bandebase. Hun boede på Møllegade lidt fra torvet, men huset var ikke hendes længe. Til sidst fik hun slagtilfælde og måtte indlægges. Ventede kun på hvad der nu blev hendes.
Da min søn forvoldte så meget skade, smed jeg ham ud, men han kom altid tilbage. Engang tæskede han mig gul og blå, jeg måtte på sygehuset. Sagde at jeg var faldet han er jo min søn…
Til sidst solgte hun huset, købte et lille værelse i stueetagen i en gammel ejendom, gav resten af pengene til sønnen. Også der fik hun ikke fred, til han sad inde igen.
For ti år siden døde han i fængslet af lungebetændelse. Hun havde kørt og sendt pakker, alt imens hun selv sled.
Nå, jeg må gå. Mine femten minutter er gået, hun hev sig op med hans hånd, tungt, Så stolen, hvad?
Til skuret. Jeg tænkte bare, du sad dårligt på taburetten.
Jeg forstår. Får jeg den?
Du får den, den er til dig kom det spontant og han blev rød om ørerne.
Ja, så lad gå. Vi prøver den med Dilar. Skal du have penge? Det har vel kostet?
Nej da, ikke tale om.
All right, hun så skeptisk men lidt genert ud.
Det var længe siden, nogen havde givet hende noget uden grund.
Hvornår lukker I så? spurgte han let.
De gik sammen til skuret, han så på hendes skotter.
Seksten, hvorfor?
Jeg bor lige om hjørnet. Måske vi skal tage en kop kaffe sammen efter arbejde en dag?
Hun blev overrasket, så næsten forlegen ud.
Ja tag du bare imod, hvis du vil! sagde hun, men blev pludselig mut og gik i gang.
Klokken halvseks stod Mark diskret i nærheden. Hun kom ud, låste af, han ville tage hendes tunge pose, men hun ville ikke have det.
Det er dig… Jeg tror ikke, jeg orker. Jeg må hjem, er træt. Tag stolen med igen, den føles fremmed. Undskyld.
Hun gik tungt langs fortovet, nu med filtsko og den gamle frakke.
Mark så efter hende til hun var væk.
Hun vendte sig ikke.
